.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Jørn Petersen (f. 1956) er købmand med stort K. Han er født og opvokset i Sønderborg, hvor forældrene havde deres egen købmandsbutik. Og det var i denne butik, hvor der solgtes en hel del vin, at Jørn Petersens spirende interesse for vinens verden blev vakt.
    Han kom i købmandslære, og efter endt læretid blev han ansat som vinmand i Kvickly. Sideløbende begyndte han at undervise i vin på Sønderborg Handelsskole.
    I 1983 overtog han forældrenes købmandsforretning, som han drev i de næste ti år, hvorefter han blev ansat på Mommark Handelskostskole på Als, den eneste fagskole for butiksansatte med speciale inden for vin. Jobbet, hvor han havde ansvaret for samtlige vinkurser, indebar teori, smagninger, undervisning i kombinationen af mad og vin samt diverse studieture til Frankrig.
    Selv om Jørn Petersen holdt af at arbejde med de unge vinentusiaster, trængte han til nye udfordringer. I 2004 overtog han sammen med hustruen Anna Sønderjyllands største vinbutik, Wohlenberg Vinhandel i Sønderborg, en traditionsrig forretning, der havde været i familien Wohlenbergs eje siden 1913. Foruden vin fra en række forskellige lande er der også spiritus, øl og delikatesser på forretningens hylder.
    Også i fritiden står der vin på programmet. Jørn Petersen er medlem af en række vinklubber og har desuden selv kastet sig ud i branchen som vinmager med egne vinmarker på dansk jord.
    Adresse: Wohlenberg, Perlegade 10, 6400 Sønderborg, tlf.: 74 42 17 08, fax: 74 44 24 20 8, e-mail: mail@wohlenberg.dk, www.wohlenberg.dk.