.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Peter Kjelgaard Andersen (f. 1962) er jurist, og det var slet ikke meningen at han skulle være vinhandler. Men skæbnen ville noget andet. I 1990 tog han fire måneder til New Zealand, hvor han cyklede rundt og blandt andet besøgte en del vingårde. Han faldt for de new zealandske hvidvine og tabte samtidig sit hjerte til landet, og en god måde at bevare kontakten på var at importere landets vine.
    Sammen med en gammel studiekammerat, Christian Halkier, startede han firmaet New Zealandsk Vinimport i 1991 - samtidig med at han arbejdede som fuldmægtig i Arbejdsdirektoratet.
    Firmaet trivedes, nye vinlande kom til, og efterhånden blev firmaets navn for smalt til sortimentet, så de to kompagnoner omdøbte det til New World Vinimport - et navn, der præcis markerer, hvilke vinområder de fandt interessante: Ud over New Zealand også Australien, Californien, Argentina, Sydafrika og Chile.
    Ved samme lejlighed besluttede de ikke længere at drive virksomheden hjemmefra, og Peter Kjelgaard Andersen begyndte at aftrappe sit arbejde som jurist for i 2000 helt at hellige sig handelen med vin.
    I 2001 slog New World Vinimport sig sammen med Tom Laursen og hans Australian Wine Import. Deres fælles firma hedder World of Wine, og det sælger både en gros og detail - detaildelen under navnet bottleshop.dk.
    Med denne sammenlægning er World of Wine det danske firma, der importerer vin fra flest vinhuse i Australien og New Zealand.
    Peter Kjelgaard Andersen afholder et utal af smagninger med vine fra de to lande, og dette engagement medførte, at han i april 2002 blev valgt ind i bestyrelsen for Australian New Zealand Friendship Society of Denmark.
    Han holder meget af at rejse, spille badminton og at slappe af i sommerhuset i Asserbo. Han er gift med Birgitte, der ofte rejser med ud i vinens verden - næste mål er Canada.
    Adresse: World of Wine, Rødovre Centrum 20, 2610 Rødovre, tlf.: 70 20 85 55, fax: 38 79 85 55, e-mail: nwv@nwv.dk. (Opdateret 2010).