Svend Leth-Møller (f. 1945) kom meget sent i gang med sin karriere i vinens verden, selv om han er født ind i vinbranchen. Hans far var vinkyper dengang, hvor meget af arbejdet blev gjort i kælderen, når vinen var hjemtaget og først derefter skulle plejes og passes, inden den kunne fyldes på flasker. Via farens arbejde fattede Svend Leth-Møller efterhånden stadig større interesse for vin og fik smagt på rigtig mange gode vine. Denne stigende vinglæde førte i 1985 til et medlemskab i Bourgogneselskabet, hvor han fortsat deltager i smagninger, når tiden tillader det.
    Efter mange år som salgschef og direktør i byggebranchen blev han selvstændig konsulent med salg og markedsføring som speciale. I 2008 fik han kontakt til vinmanden Mogens Ekelund-Jørgensen, og sammen grundlagde de Elitevin med import af gode vine fra det sydlige Rhône - Ventoux, Rasteau, Gigondas og Châteauneuf-du-Pape - foruden vine fra Loire og Bourgogne, bl.a. fra huset Domaine Pierre Naigeon i Gevrey Chambertin.
    Ud over sit arbejde i Elitevin tog Svend Leth-Møller i 2012 initiativ til at oprette Foreningen af Danske Vinimportører for små og mellemstore importører. Foreningen er kommet godt fra start og har blandt andet arrangeret vinmessen Garagevin 2013 og holdt nytårskur for medlemmerne i januar 2014.
    Svend Leth-Møller vil fremover koncentrere sig mere om vin fra en professionel synsvinkel og nedtrapper derfor sin konsulentvirksomhed. Blandt andet tilbyder han at assistere nye vinproducenter med at etablere sig med en partner eller vinimportør på det danske marked. I den forbindelse har han taget initiativ til Den Ny Vinmesse, hvis første udgave afholdes i maj i år, og hvor producenterne vil have rig lejlighed til at møde importører og vinskribenter den ene dag for næste dag sammen at kunne præsentere vinene til forbrugere og vinklubber.
    Derudover lancerer Svend Leth-Møller via sit firma The easy Company endnu en vinmesse i år - Den Grønne Vinmesse, der først og fremmest er en forbrugermesse for naturvine samt økologiske og biodynamiske vine og delikatesser, og hvor Den Grønne Vinmesse For Professionelle afvikles parallelt i separate lokaler.
    Fritid er der i sagens natur ikke meget af, men han spiller gerne lidt orgel til husbehov og fornøjer sig ved gryderne i weekenderne, ligesom han en gang imellem smutter til Ghana med sin kone.
    Adresse: The easy Company, Sydvestvej 4, 2630 Taastrup, tlf.: 20 33 12 25, e-mail: svend@theeasycompany.dk. (Opdateret 2014).