Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

James Suckling

    James Suckling (f. 1958) er amerikaner og en af verdens mest anerkendte vinskribenter. Hans skrivende karriere begyndte allerede, mens han studerede journalistik på University of Wisconsin. Emnet var dog ikke vin men kriminal-stof, som han blev hyret til at skrive for en lokal avis.
    Det var hans far, der gav ham en glødende interesse for vinens verden, og i 1981 blev han ansat som journalist hos Wine Spectator. I dag er det amerikanske magasin et af verdens førende vinmagasiner - dengang var det en lille lokal publikation med sølle 800 læsere.
    Han avancerede til redaktør af magasinet, og i 1985 fik han til opgave at grundlægge en europæisk afdeling af Wine Spectator.
    Året før havde han for første gang nogensinde besøgt Europa, og nu flyttede han hertil - til Paris og dernæst i 1987 til London, hvor han forblev i de næste 11 år, for så at flytte til Toscana, hvor han bor i dag.
    I 29 år arbejdede James Suckling for vinmagasinet som både redaktør og skribent. Han smagte i gennemsnit 4000 vine om året, som han gav point efter 100-point-skalaen. Vinene kom fra hele verden, selv om det altid har været flaskerne fra Bordeaux og Italien, der har stået hans hjerte nærmest.
    Han fik også tid til i 1990 at udgive bogen "Vintage Port".
    I 2010 overraskede han vin-verdenen ved at forlade Wine Spectator for at kaste sig over nye vinøse eventyr - blandt andet sin egen hjemmeside, JamesSuckling.com.
    Denne side byder frem for alt på masser af små videofilm, der viser vinhuse og vinmagere, som han har besøgt. Filmene er skabt over flere måneders rejser sammen med filmmanden James Orr. Derudover er der artikler og vinanmeldelser - samt en særlig sektion, hvor James Suckling plejer sin anden store passion, cigarer.
    Sideløbende leverer han vinartikler til det asiatiske vinmagasin Asia Tatler og til det russiske magasin Simple News.
    I 2011 lancerede han sammen med IMG Artists Divino Tuscany, et arrangement, der over fire dage fejrer toskansk mad og vin med smagninger, middage og seminarer. James Suckling har to børn, Jack og Isabel. (Opdateret 2018).