De nyhøstede druer sorteres hos vinhuset Nyetimber i Sussex.
Sussex vil have en PDO
Den britiske vinindustri er på fremmarch med stadig flere vinhuse og med vine, der i stigende grad vækker anerkendelse i udlandet.
I marts 2015 indsendte vinproducenterne i Sussex i Sydengland en ansøgning til DEFRA (Department for Environment, Food and Rural Affairs) om en PDO (Protected Designation of Origin) for navnet Sussex. Det vil sige en navnebeskyttelse, som den fx Champagne og Bordeaux nyder godt af i EU-regi.
Langt ude i fremtiden
DEFRA har nu givet ansøgningen det blå stempel og har netop sendt den videre til EU til endelig godkendelse. Når og hvis EU giver grønt lys, skal vinproducenterne i Sussex leve op til en række strenge regler for at kunne sætte vinenes geografiske oprindelsesnavn på etiketterne.
Men nu skal man ikke tro, at en PDO for Sussex er lige om hjørnet - det kan tage flere år, før EU er færdig med at vurdere ansøgningen. Og så er der Brexit, som muligvis også kan få en vis betydning for en fremtidig PDO for det britiske vinområde …
596 fade under hammeren
I sidste weekend afholdtes den 156. udgave af Hospices de Beaune auktionen. Det samlede hammerslag blev på 8,4 millioner euro (cirka 63 mio. kr.), hvilket var det næst højeste beløb, den berømte auktion i det gamle hospital i Beaune nogensinde har indbragt. Rekorden blev sat sidste år med lidt over 11 mio. euro (cirka 82 mio. kr.).
Vinen på auktionen er altid nyeste årgang fra Hospices de Beaunes 61 hektar vinmarker, og den sælges udelukkende i form af fade.
Det var som vanligt auktionshuset Christie’s, der stod for auktionen, som i år omfattede 596 fade, hvoraf de 470 indeholdt rødvin og de 126 hvidvin. 80% af alle fadene blev købt af vinhandlere fra nær og fjern - de resterende 20% gik til private købere.
Et minuts stilhed
På auktionen solgtes også det såkaldte La pièce des Prèsidents (præsidenternes fad), hvor det beløb, fadet indbringer, hvert år går til forskning i forskellige sygdomme.
Hammerslaget for dette fad, der indeholdt 228 liter Corton Bressandes Grand Cru, lød på 200.000 euro (cirka 1,5 mio. kr.), og det var under halvdelen af salgsprisen for sidste års fad, der gik for 480.000 euro (cirka 3,6 mio. kr.). Det ekstremt høje hammerslag dengang skyldtes sandsynligvis, at hver en krone fra salget gik til ofrene for terrorangrebet i Paris, der fandt sted dagen før, auktionen skulle afholdes.
Netop på grund af terrorangrebet indledtes auktionen i 2015 med et minuts stilhed. Og det gjorde dette års auktion også til ære for Hospices de Beaunes højt værdsatte direktør gennem 28 år, Antoine Jacquet, der døde for nylig af et hjerteslag.
Super god høst i Rioja
Der er glade miner hos vinproducenterne i det spanske Rioja. Årets høst er i top - både når det gælder kvantitet og kvalitet. Årsagen er et ualmindelig gunstigt vejr i hele vækstperioden.
I 2015 blev druerne høstet rekord tidligt - i år varede høsten rekord længe, nemlig hele to måneder.
Den totale mængde druer nåede op på 442 millioner kg, som nu er forvandlet til 319 mio. liter dejlig Rioja-vin.
Druerne kom fra et areal på 62.641 hektar - hvilket er 759 hektar mere end i 2015. De 58.000 hektar er tilplantet med rødvinsdruer, så der er selvsagt langt mellem hvidvins-markerne i Rioja.
Korkproppen Sübr.
Prop uden lim
Korkpropper kan laves af et helt stykke kork eller af sammenlimet korkgranulat.
Nu har det amerikanske prop-firma Vinventions i samarbejde med den portugisiske korkproducent Cork Supply udviklet en prop af korkgranulat uden lim. Navnet på proppen er Sübr, hvilket henviser til korkegen Quercus suber.
I stedet for lim har man anvendt biologisk nedbrydelige materialer fra fødevareindustrien, hvilket betyder, at den nye prop kan sendes til genbrug.
Proppen vil uden tvivl også falde i god jord hos de vinproducenter, der mener, at limen i de traditionelle granulat-propper kan have en skadelig indflydelse på vinens smag. Den nye prop vil kunne købes af alverdens vinproducenter fra og med april 2017.
Verdens største portvinsbog
Vinskribenten Henrik Oldenburg er en af verdens førende kapaciteter, når det gælder portvin. Hvert år arrangerer han den store portvinsfestival på Børsen, og så har han skrevet et enestående værk om den portugisiske hedvin.
Første udgave udkom i 1999, anden udgave i 2004 og tredje udgave i 2010. Og nu er Oldenburg barslet med en fjerde opdateret og udvidet udgave, ”Portvin 2016”. Og det er intet mindre end verdens største (520 sider) og tungeste (2,5 kg) portvinsbog.
Men er der virkelig sket så meget i den yderst traditionelle portvinsverden i de sidste 17 år, at det ligefrem er nødvendigt med en opdateret udgave?
Også kvinder fremstiller portvin
Henrik Oldenburg stiller selv spørgsmålet i sit forord til den nye udgave. Og hans svar er ”ja”, hvorpå han nævner en række relevante ændringer - blandt andet er det i dag kun fire store firmaer, der ejer de i alt 22 portvinshuse: Symingtons, The Fladgate Partnership, Sogevinus og Sogrape.
Douros rødvine var der ikke nogen, der skrev hjem om i 1999 - i dag kan de konkurrere med de bedste portvine i priser og omtale. Og så er dét at fremstille portvin ikke længere kun en mandesag - en række kvinder har gjort deres indtog i vinerierne.
Læsningen er en leg
I bogens ti kapitler kommer man hele vejen rundt fra portvinens historie og druer til fremstilling, typer og producenter. I forbindelse med afsnittene om de enkelte producenter får man med det samme oplyst, hvem der importerer portvinene til Danmark.
Man kan bruge bogen som et opslagsværk, men man kan også roligt give sig i kast med at læse den fra ende til anden.
Henrik Oldenburg har nemlig ikke blot en kolossal viden om portvin - han forstår også at formidle den på en levende og humoristisk måde, der gør læsningen til en leg. Man kan læse mere om forfatteren i denne uges Blå Bog længere nede på siden.
Læg den under træet
Bogen er spækket med både gamle og nye, sjove og betagende billeder, hvoraf mange er taget af Henrik Oldenburgs søn, Christian Oldenburg - der i øvrigt er blevet smittet af sin fars store lidenskab for portvin.
”Portvin 2016” er en glimrende julegave til såvel den garvede portvins-nyder, som til den, der netop har fået øjnene op for den dejlige hedvin og gerne vil vide mere.
(520 sider, Forlaget SMAG, 428 kr. hos
Saxo).
Reklameplakaten for Bompas & Parrs nye bar.
Eventyrland med egen bar
Det britiske gelé-firma Bompas & Parr laver meget andet end at komme gelé på glas.
Firmaets to indehavere, Sam Bompas og Harry Parr, er frem for alt kendt for deres meget opsigtsvækkende happenings.
I 2015 åbnede de en pop-up bar, ”Alcoholic Architecture” i London, hvor gæsterne indåndede deres drinks via en gigantisk alkoholsky. De har også stået bag en anatomisk whiskysmagning, hvor folk kunne nyde whiskyer af forskellig alder direkte fra nøgne kroppe af mennesker, der var lige så gamle, som den pågældende whisky.
Og nu barsler de to sprælske briter med deres hidtil mest ambitiøse projekt: En kæmpemæssig grotte indrettet som et rent eventyrland med egen bar midt i det store shoppingcenter Westfield i London.
Havmænd serverer cocktails
”Beyond the Waterfall” kalder Bompas & Parr deres nye projekt, hvor gæsterne, når de er gået ind i grotten, bliver sejlet i små både over en 20 meter lang lagune befolket af mytiske skabninger. Man kommer også forbi en Aladdins hule spækket med (falske) ædelsten og sejler gennem et ægte vandfald, før man når til hovedattraktionen: En cocktailbar, der er nedsænket i vandet. Her kan man vælge mellem en række forskellige cocktails, der serveres af intet ringere end flotte havmænd - modstykket til havfruer.
Skal kunne slå med halen
I øjeblikket søger Bompas & Parr velegnede havmænd, der gerne må have noget bartendererfaring. De skal også kunne svømme, krybe ned i et tætsiddende havmand-kostume og slå forførende med halen, når de indimellem har pause fra baren og hviler sig på lagunens bredder.
Det lyder alt sammen ret sjovt og vanvittigt, og hvis man har lyst til at besøge Beyond the Waterfall, kan man gøre det mellem d. 9. og 23. december. Billetterne koster 15 pund (cirka 130 kr.), og man kan bestille dem ved at klikke her. Men man skal skynde sig - de bliver revet væk.
Barolo og Brunello på Børsen
I den forgangne uge mødtes to af Italiens mest berømte rødvine, Barolo fra Piemonte og Brunello fra Toscana, på Børsen i København. Det var tredje år i træk, de to distriktets vinråd arrangerede denne store smagning for såvel branchefolk som forbrugere.
Mens branchefolkene kunne finde nye topvine til forretningshylderne og restauranterne, kunne forbrugerne gå på jagt efter vinen til juleanden eller en god bøf.
Barolo vender tilbage i juni
Det var årgang 2011, de i alt fjorten Brunello-producenter skænkede i glassene, og det er en årgang der fint kan drikkes nu. Hos de seksten Barolo-producenter stod den derimod på årgang 2012, en fyldig og kraftig årgang, som varmer i vinterkulden.
I alt lagde 1100 gæster vejen forbi Børsen, og dagen var inddelt i tre tidsintervaller, så der hele tiden var god tid til en snak mellem de besøgende og producenterne.
Den 9. juni 2017 er der igen italiensk besøg i Børssalen, når niende udgave af Barolo & Friends bliver afholdt. Og for første gang bliver det med en VIP vinbar, hvor der kan nydes gamle og sjældne årgange af vine fra Piemonte. Så sæt kryds i kalenderen allerede nu.
Vinøse sokker
Hvis man mangler en opfindsom julegave til vinentusiasten, så kunne man jo købe et par sokker som dem på billedet - eller måske selv strikke dem, hvis man er dygtig nok til den slags.
Sokkerne er af bomuld og nylon og kan købes hos
Amazon.com for 10 dollars (cirka 70 kr.) plus forsendelse.
Den gamle flaske cognac og Jason Wong, der lugter til den, før han nedsvælger shottet i én enkelt mundfuld.
Verdens dyreste shot
Den 9. november var hotel InterContinental i Hong Kong rammen om en ganske særlig begivenhed. Her blev verdens dyreste shot nydt af en rig forretningsmand under overværelse af en større forsamling mennesker.
Shottet kom fra en flaske Croizet Cognac Cuvée ”Leonie” årgang 1858, og manden, der nedsvælgede de kun 4 cl, var kinesiske Jason Wong, som er formand for firmaet Eyarn Lighting i byen Foshan i Guangdong. Og prisen, som han betalte for de fornemme gamle dråber, var 68.000 HKD (cirka 61.000 kr.).
Skål for præsident Trump
Først blev flasken åbnet - hvilket krævede to mand og en lille hammer. Dernæst holdt Jason Wong en tale, hvor han fortalte, hvad han ville skåle for, når han drak shottet. Og det var såmænd for Donald Trump, som var blevet valgt til USA's næste præsident selvsamme dag. Som Wong sagde, så håbede han, at den nye præsident ville bringe fred i verden - og øge mulighederne for forretningslivet.
Der var fuldstændig ro i salen, da Wong drak sit shot i en mundfuld - og klapsalver, da han bagefter lavede et ”thumbs up” tegn.
Betalte ved kasse 1
Ceremonien sluttede med, at Jason Wong betalte de mange penge for shottet. Og Guinness Record var selvfølgelig til stede, så verdensrekorden kunne blive dokumenteret.
Man kan se seancen på en lille film på YouTube ved at
klikke her.
InterContinental, der ejer cognac-flasken, donerer de penge, shottet har indbragt, til AIDS Concern i Hong Kong. Samtidig har hotellet sat flere shot til salg til samme pris.
Skålede for D-Day
Croizet Cognac Cuvée ”Leonie” 1858 er ikke en hvilken som helst fornem gammel cognac. Det fortælles nemlig, at det var netop denne cognac og i selv samme årgang, den britiske premierminister Winston Churchill og den amerikanske general Dwight D. Eisenhower skålede i om aftenen før D-Day - de allieredes invasion af Normandiet.
Den skål inspirerede den australske chefbartender Joel Heffernan til i 2013 at kreere verdens dyreste cocktail med navnet ”The Winston”, hvor en af ingredienserne netop er den kostbare gamle cognac.
Opskriften lød på 60 ml Croizet 1858, 30 ml Grand Marnier, 30 ml Chartreuse og et stænk Angostura bitter. Og prisen for cocktailen, som blev solgt i Crown’s Club 23 i Melbourne, var cirka 72.000 kr. Der blev kun fremstillet i alt elleve udgaver af ”The Winston”, da det utroligt nok tog hele 16 timer at fremstille cocktailen.
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Strandgaarden Wine & Spirits har optaget importen af vinene fra Stellenrust Wine Estate i Sydafrika.
Henrik Oldenburg.
VinAvisens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en
særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
Henrik Oldenburg (f. 1946) er mag.art. i nordisk litteratur, en baggrund, der i 1976 førte ham til Aalborg Stiftstidende som kulturredaktør. En dag blev han kaldt ind til avisens navnkundige chefredaktør (og eneejer), Alf Schiøttz-Christensen. Ville han overtage vinstoffet? Det måtte gerne være lidt "kulturelt" ...
Da Oldenburg er vokset op i et hjem uden klaver, men med vin på bordet, selv i 50'erne – hans far var købmand af uddannelse – sagde han ja og skrev sin første artikel om vin i oktober 1977.
I 1985 blev han engageret af Weekendavisen. Chefredaktør Schleimann ville lave et nyt tillæg til avisen med "livsstilstof" (det var inden man fik kvalme af den glose). Planen blev dog aldrig til noget. En af Det Berlingske Hus' utallige sparerunder kom på tværs. I stedet fik Oldenburg en ugentlig side med vin- og madstof og blev dermed Danmarks første heltidsansatte vinskribent.
Da avisen fik en ny chefredaktør, med hvem Oldenburg hverken delte kemi eller sympati, sagde han farvel og tak og startede for sig selv. I 1988 udgav han første årgang af "Vinårbogen", og året efter kom så Smag & Behag med undertitlen ”Magasin for vin, mad og andre livsglæder”.
Efter tyve år som chefredaktør, heraf femten år som eneejer, solgte han ved udgangen af 2009 Smag & Behag og skrev i december 2010 sin sidste artikel til bladet.
Foruden 20 årgange af ”Vinårbogen”, 6 årgange af ”Gyldendals Vinguide” og 5 årgange af ”Oldenburgs Vinguide” – der er fortsat som netvinbog med ”Månedens Vin” siden 2011 - har Henrik Oldenburg skrevet og redigeret 20-30 bøger om vin, mad og helt andre emner. Markante er ”Bogen om de nye vine” (1996), der er verdens første bog udelukkende om vin på den sydlige halvkugle, samt bogen ”Portvin”, der kom første gang i 1999 og dernæst i tre efterfølgende udgaver, senest den opdaterede og udvidede ”Portvin 2016”, der er verdens største og tungeste Portvinsbog (520 sider, 2,3 kg).
Efter præsentationen af online-opslagsbogen ”Sherry” i 2014 har Henrik Oldenburg valgt at koncentrere sig om den årlige Portvinsfestival på Børsen i november og om sin hjemmeside Forlaget-smag.dk
. Her præsenterede han i 2010 net-vinbogen ”Vin under Sydkorset” - en bog, der står foran en større omskrivning og opdatering i foråret 2017. Også denne bog vil blive opdateret løbende.
Adresse: Abildgårdsparken 5
, 3460 Birkerød, e-mail:
ho@forlaget-smag.dk,
www.forlaget-smag.dk.
Hvor langlivet er en boksvin?
Hanne Hansen vil godt vide, hvor gammel en uåbnet bag-in-box vin kan blive uden at ændre smag.
Hun er stødt på nogle bokse uden aftapningsdato. – Skal der ikke være det? spørger hun.
– For nylig mødte jeg en boks, der var aftappet i maj 2015. Jeg mener faktisk, at den var for gammel.
Der er ikke nogen lov, som påbyder en tappedato og en bedst-før-dato på boks-vine, men vistnok samtlige danske aftappere sætter de to datoer på som en helt naturlig service.
Et godt råd, som vi har set flere steder – og selv givet videre – er, at når en boks først er taget i brug, bør den tømmes inden for tre måneder. Men det bliver den jo nok også i langt de fleste tilfælde.
Det er svært at sige, hvor længe en boksvin er drikkelig. Det afhænger blandt andet af vinens type. En spinkel hvidvin bør således drikkes ret hurtigt, mens en stor og fyldig rødvin med kraftig alkohol måske kan holde i to eller tre år.
Et godt råd kunne være: Køb kun bokse med tappedato og bedst-før-dato.
403
Gamle vinbobler flokkes i Mallorcas ældste vingård, Ribas (foto © Trine Schou).
Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 25 vine og en flaske gin. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen