En serie postkort fra Piemonte
VinAvisens VinAvisens Mariette har været på rundtur i Piemonte. Det er ikke første gang - og bestemt heller ikke sidste. For her i denne norditalienske region kan man ikke blive andet end begejstret for vinen, gastronomien og ikke mindst for de imødekommende og entusiastiske mennesker, man møder hos vingårdene. Oplevelserne fra turen har udmøntet sig i en serie postkort, hvoraf vi bringer de fem første nedenfor.

....... Man finder Piemonte i det nordvestlige hjørne af Italien og med alperne som en krave rundt om regionen. På den anden side af bjergene ligger Schweiz.

Postkort nr. 1 fra Piemonte Med udsigt til alperne Piemonte ligger ved foden af Alperne i det nordvestlige hjørne af Italien, og stort set overalt, hvor man befinder sig i regionen, kan man se bjergene og deres snekronede tinder i horisonten. Hovedbyen er Torino, som vi ikke besøgte på denne tur. Til gengæld kom vi - i løbet af de tre dage, turen varede - godt rundt i Piemontes vinland til både Monferrato, Barbaresco, Barolo, Alba osv. Vi besøgte flere vingårde og smagte fantastiske vine undervejs, hvoraf nogle forhandles i Danmark, mens andre bestemt godt kunne fortjene at finde vej til danske hylder. Gårdene er ofte familieejede og har været det i generationer, og vi blev budt velkommen af mødre og døtre, fædre og sønner, der deltes om det daglige arbejde. Og selv om der bliver eksperimenteret i vinmarker og vinerier, kunne vi som altid fornemme denne respekt for traditionerne og anernes knowhow.

....... Mor og datter, Tiziana og Giulia Parusso, tog imod i vingården uden for Monforte d'Alba.

Postkort nr. 2 fra Piemonte: Top-producent i Monforte d'Alba Tre blå druer lægger most til langt hovedparten af Piemontes rødvine. Den mest udbredte er Nebbiolo - den, der forvandles til de berømte, kraftige og krydrede Barolo- og Barbaresco-vine. Så er der Barbera, som udmønter sig i forholdsvis lette og let drikkelige rødvine. Og den tredje drue er Dolcetto, der giver friske, saftige og uhøjtidelige vine med kun lidt syre. Det var den slags vine, Piemontes vinbønder i gamle dage tog med sig ud i marken og drak i store slurke, når de holdt pauser under det hårde arbejde. Vine på samtlige tre rødvinsdruer mødte vi på turens første stop hos vingården Parusso, der ligger i Monforte d’Alba. Det var mor og datter, Tiziana Parusso og Giulia Poggi, der tog imod. Førstnævnte er sammen med sin bror og vinmager, Marco Parusso, fjerde generation bag roret i den gamle vingård, der i dag ejer 20 hektar vinmarker. Vi smagte glimrende vine hos Parusso - og ikke mindst fantastiske, aromatiske og krydrede Barolo’er - heriblandt Barolo Mariondino og husets absolutte topvin, Bussia Riserva ”Oro”. Herhjemme forhandles vingårdens vine af KB Vin. Men familiens historie begyndte slet ikke med vin men med abrikoser.

....... Familien Parusso og alle deres abrikoser. Fotografiet er fra 1939 - dengang, hvor vin var noget, man kun fremstillede til husbehov.

Postkort nr. 3 fra Piemonte: Det hele begyndte med abrikoser I smagelokalet i Parussos vingård hang der et gammelt sorthvidt fotografi. - Det er min far, Armando, sagde Tiziana Parusso, og pegede på den lille dreng midt i billedet. Fotografiet blev taget i 1939, hvor familien - ligesom mange andre bønder i Piemonte - dyrkede flere forskellige afgrøder og både spiste og solgte dem. - Vi lavede også vin, men kun til eget forbrug - resten af druerne blev afleveret til kooperativet. Sådan foregik det for de fleste familier på landet. På fotografiet kan man se kasser fyldt med friske abrikoser - familien Parussos vigtigste indtægtskilde dengang. Og billedet stammer fra en ganske særlig dag i familiens liv. - Vi havde netop vundet en fornem pris for de flotteste og bedste abrikoser. Det gjorde, at der blev råd til at få taget et fotografi. Så min bedstefar fik hurtigst muligt tilkaldt en fotograf og samlede familien og alle abrikoserne. Efter anden verdenskrig begyndte stadig flere vinbønder i Piemonte - heriblandt Armando - at opdage regionens store potentiale for vindyrkning.

....... Til venstre ses klaser af nyhøstede druer, hvor stilkene stadig er friske og fulde af grønne tanniner. Og til højre ses klaser, der har hvilet sig i fire til fem dage.

Postkort nr. 4 fra Piemonte: Flaskerne var åbnet ti dage før Under smagningen af Parussos rødvine fortalte Tiziana, at flaskerne, vinene blev skænket fra, havde været åbne i mere end ti dage. Man skulle tro, denne iltning havde gjort dem flade og kedelige. Men nej, de var friske og fulde af liv. - Det skyldes den særlige fremstillingsteknik, Marco bruger. I stedet for straks at presse de nyhøstede druer lader vi dem først hvile i åbne kasser i et ventileret og temperaturstyret rum. Det er ligesom med en hjort, der lige er blevet skudt - den skal også først hænge og slappe af en rum tid, før den videre proces. Efter fire til fem dage er stilkene tørret ind, vandet fordampet, og stilkenes skarpe grønne tanniner blevet modne og bløde. Samtidig ophobes der ilt i stilkene, og begge dele er med til at give vinene en vis modenhed fra starten af. Teknikken blev allerede brugt af oldtidens romere - og ligeledes af Tizianas og Marcos bedstefar - men er usædvanlig i Piemonte i dag.

....... Marco Parusso udfører battonage i et fad med et vindue i den ene ende, så man kan se, hvordan "modergæren" vælter rundt inde i vinen.

Postkort nr. 5 fra Piemonte: Vinen bliver "immun" over for iltning Hos Parusso afstilker man således ikke druerne, men gærer de hele klaser - en teknik, der ofte bruges til Bourgognes Pinot Noir-vine. Den færdige vin tappes på fade og tilsættes en mudret blanding af gærrester og bundfald fra gæringen - noget Marco kalder for ”modergæren”. Og i den tid, vinen fadmodner - hvilket er to år for Barolo’ernes vedkommende - udføres der såkaldt battonage, hvilket vil sige, at man med jævne mellemrum rører rundt i fadene med et langt stålrør. Via battonagen - og ilten, som var ophobet i stilkene - bliver vinen godt og grundigt iltet. Herved bliver den ifølge Marco stort set ”immun” over for iltning, når man har åbnet flasken med den færdige vin. Faktisk skulle vinene kun blive bedre af at blive åbnet flere dage, før de skal drikkes. Hos Parusso bruger man ikke kun den særlige fremstillingsmåde til rødvinene, men også til husets hvidvin på Sauvignon Blanc, der ligeledes var frisk og lækker efter en hel uge i en åbnet flaske.

....... Mariuccia Borio var i 1970’ernes Monferrato lidt af et særsyn. Kvindelige vingårdsejere hang ikke ligefrem på træerne. Ud over vingården arvede hun også en vinforretning i Torino, som hun solgte i 1988.

Postkort nr. 6 fra Piemonte: Kvinden, der tappede vin på flasker I Montferrato finder man den hyggelige gamle by Costigliole d’Asti, der bestemt er et besøg værd. Og ikke så langt derfra ligger vingården Cascina Castlet, der ejes af en yderst karismatisk kvinde, Mariuccia Borio. I 1970, da hun var i begyndelsen af 20’erne, arvede hun vingården samt 5 hektar vinmarker fra sin far. Vingården havde været i Borio-familiens eje i flere generationer, men aldrig før havde en kvinde haft tøjlerne. I gamle dage gik jordisk gods altid i arv fra far til søn, og Mariuccias bedstefar havde derfor testamenteret gården og dens 20 hektar til deling mellem sine fire sønner. Og det var kun fordi, Mariuccia ikke havde nogen brødre - eller søskende i det hele taget - at hun arvede sin fars andel. Hun valgte fra starten af at satse på kvalitets-vin - og hun var en af de første i Monferrato, der tappede den ellers så uhøjtidelige Barbera-vin på flasker. Snakken gik i omegnen dengang. En kvinde, der fremstillede vin og så oven i købet kom den på flasker i stedet for at sælge den som bulk - det var man ikke vant til… Gennem de følgende 40 år kæmpede Mariuccia en ofte sej kamp for at få lov til at købe de resterende 15 hektar vinmarker tilbage fra diverse familiemedlemmer. Yderligere 10 hektar er kommet til siden hen.

....... Uvalino, der betyder ”lille drue” på italiensk, er en sent modnende drue, der først bliver høstet i slutningen af oktober.

Postkort nr. 7 fra Piemonte: Den glemte drue Uvalino Da Mariuccia Borio var barn, var rødvinsdruen Uvalino stadig et almindeligt syn i Monferratos vinmarker. Og vinen, den blev forvandlet til, blev regnet for en fin vin, forbeholdt folk, der var højt på strå. Men i 1990’erne var Uvalino ikke længere at finde - og dog. Det lykkedes nemlig Mariuccia at opspore en håndfuld vinplanter, som hun mente måske var Uvalino - hvilket forskere ved ønologiskolen i Asti bekræftede via DNA-analyser. Ud fra disse få planter begyndte Mariuccia så at genopvække den gamle blå drue. Siden 2006 har hun fremstillet en fantastisk rødvin, Uceline, på druen. Og hun anvender - ligesom i gamle dage - appassimento-metoden, den med de tørrede druer, som er kendt fra fremstilling af Amarone. Men hvor druerne til Amarone tørrer i flere måneder, tørres Uvalino-druerne kun i cirka fire uger før presning. Det resulterer i en kraftig, intens og meget aromatisk rødvin. Uceline skulle i øvrigt indeholde 40 gange mere af det helsebringende stof resveratrol end fx en rødvin på Cabernet Sauvignon. Årsagen er, at Uvalino-druen er meget tykskindet, og det er netop i det blå drueskind, resveratrolen findes. Kun 5000 flasker bliver det til årligt af Uceline, der er Cascina Castlets absolutte flagskib.

....... Tre af Cascina Castléts meget iøjnefaldende vinetiketter - eller måske snarere illustrationer, da de fleste informationer om vinene står bag på flaskerne.

Postkort nr. 8 fra Piemonte: Scootere og rød lak på flaskerne Cascina Castlet er en af de få vingårde i Piemonte, hvor man kan få rødvin på Barbera-druen i tre forskellige udgaver, en frisk ungdommelig og ikke fadmodnet vin, en vin, der har ligget på franske fade, og så en mousserende vin. Sidstnævnte sælges kun lokalt. Top-rødvinen Passum er den fadmodende udgave, hvortil der også er brugt tørrede druer, og det med at anvende appassimento-metoden til Barbera-druer virker rigtig godt. Druen er meget syreholdig, så når man tørrer den, får man en flot balance mellem sødme og syre i den færdige vin. Etiketterne på Cascina Castlets vinflasker er designet i 1980’erne af Giacomo Bersanetti - en designer, der har specialiseret sig i vinetiketter. Blandt de øvrige kendt italienske vinproducenter, han har designet etiketter for, er Allegrini, Cesari, Giulio Ferrari, Gaja og Zonin. Og flotte og iøjnefaldende er etiketterne på Cascina Castlets vinflasker bestemt. En af dem forestiller en scooter med fire piger - det er Mariuccia og hendes tre kusiner. De rødvine, Mariuccia skænkede for os var spændende, anderledes og helt i top. Man kan kun håbe på, at de en dag finder vej til det danske marked. I hvert fald er hun på udkig efter en importør.

....... Fra Malviràs agriturismo, Villa Tiboldi, er der til alle sider en smuk udsigt over vinhusets vinmarker.

Postkort nr. 9 fra Piemonte: Roero og "den lille besværlige" Næste stop var hos en gammel kending, Malvirà i appellationen Roero, som vi besøgte i 2014. Det besøg kan man læse mere om ved at klikke her. Roero er den tredje - og ikke helt så kendte - af Langhes DOCG’er. De to andre er Barolo og Barbaresco. Men Roero fortjener bestemt verdens bevågenhed - både for sit utroligt smukke vinlandskab og for sine glimrende vine. Udsigten over landskabet kan man blandt andet nyde fra Malviràs agriturismo, den fine gamle ejendom Villa Tiboldi. Og når det gælder vinene, byder Malvirà så afgjort på nogle af appellationens bedste. Mens der i Barolo og Barbaresco hovedsageligt fremstilles rødvin, så udmærker Roero sig ved sine hvidvine på druen Arneis. Druens navn betyder ”den lille besværlige” - hvilket skal tages bogstaveligt. Den er nemlig ret sart over for diverse vinmarkssygdomme. Vi har ved flere tidligere lejligheder smagt Malviràs vine på Arneis - men gjorde det med største fornøjelse endnu engang. Det er elegante og sprøde vine med en karakteristisk note af aromatiske pærer.

....... Ud fra et kort over Roero fortalte Massimo Damonte om appellationen og dens særlige terroir, der giver vinene deres særegne karakter.

Postkort nr. 10 fra Piemonte: Den vin kan man da ikke sælge ... Malvirà ejes af anden generation af familien Damonte, brødrene Massimo og Roberto, og det var førstnævnte, der denne gang stod for smagningen. Der har været fremstillet Arneis-hvidvin i Roero siden 1400-tallet, og helt op til 1970’erne var vinen sød. Men en dag spurgte Massimo sin far, der dengang stod for vinfremstillingen, om ikke han kunne få lov til at lave en tør hvidvin på druen - bare sådan på forsøgsbasis. - Jamen, en sådan vin kan vi da overhovedet ikke sælge, lød det nedslående svar. Massimo fik dog allernådigst lov til at forsøge sig med 50 liter druemost. Det blev startskuddet til Malviràs produktion af tørre Arneis-hvidvine. Halvdelen af de cirka 350.000 flasker vin, vinhuset fremstiller i dag, er hvidvin, og langt hovedparten af den er på Arneis. Vi smagte også vinhusets rødvine på Nebbiolo. - Der er mange vinskribenter, der sammenligner vores rødvine med Barolo-vinene, fordi de er lavet på samme drue. Og så skriver de, at Roero-vinen er lidt tynd, lød det fra Massimo. - En sådan sammenligning er meget forkert - vi har vores helt egen vinstil. Man kan kun give Massimo ret. De rødvine på Nebbiolo, vi smagte hos Malvirà, var i hvert fald helt anderledes med deres saftighed og ganske særlige aroma. Malviràs vine forhandles herhjemme af Theis Vine.

....... Sønnen i huset, Alberto Bonelli, holder med jævne mellemrum vinsmagning for turister i Canscina Baràcs hyggelige restaurant.

Postkort nr. 11 fra Piemonte: En meget hyggelig agroturismo Man må lige knibe sig selv i armen, når man befinder sig hos Cascina Baràc. Så smuk er panoramaudsigten hele vejen rundt om denne vingård, der ligger omgivet af sine 15 hektar vinmarker. Nu var der også skruet en anelse mere op for den pittoreske oplevelse, da vi indtog Piemonte i det sprøde spirende forår, hvor kirsebærtræerne hos Baràc netop var sprunget ud, og løvet på vinstokkene var lige ved at følge trop. Ugens store billede længere nede på siden viser forårsudsigten fra vingården. Den familieejede gård har sin egen agroturismo, som vi kun kan give de varmeste anbefalinger. Ud over den uforlignelige udsigt, får man glimrende lokal mad, tilberedt af ejeren selv, Wilma Piazzo. Atmosfæren er afslappet og hyggelig, og så ligger Baràc perfekt som udgangspunkt for sightseeing i Langhe. Der er 10 minutters kørsel til middelalderbyen Alba, 15 minutter til Barbaresco og en halv time til Barolo.

....... Alberto Bonelli med sin far, Albino. Far og søn er makkerparret bag vinfremstillingen og markedsføringen af vinene.

Postkort nr. 12 fra Piemonte: Far og søn bag vine i hele paletten Wilma Piazzos mand, Albino Bonelli, tager sig af arbejdet i vinmarken og vineriet, mens sønnen Alberto står for markedsføring af Cascina Baràcs vine. Dog er han også med i både marken og under vinfremstillingen - sådan er det ofte i de familieejede vingårde i Piemonte. Man hjælper til, hvor der er behov for det. Far og søn har arbejdet sammen siden 1994, og de er et godt makkerpar - i hvert fald, hvis man skal dømme ud fra resultatet af deres vine, der alle fremstilles på økologisk dyrkede druer. Cirka 25.000 flasker årligt bliver det til hos Cascina Baràc, og selv om hovedvægten er på rødvin, Barbaresco, Barolo og Barbera, så laves der også hvidvin og rosé. I sidste uge besøgte vi appellationen Roero, der er kendt for sine gode hvidvine på druen Arneis. Men også uden for Roero fremstilles der Arneis-vine i top - som fx den fra Baràc. Den er elegant med noter af akaciahonning i duften og med en fin mineralsk smag. Vi faldt også for husets saftige Barbera og den dejligt krydrede Barbaresco Rocche Massalupo. Og så var der den liflige sødmefulde Moscato d’Asti, som lige kaldte på et glas mere. Samtlige af disse vine kan herhjemme fås hos Emilie Vin.

....... Scarpas flotte butiks- og smagelokale, hvor man kan gå ind fra gaden og købe Barolo i årgange tilbage til 1960’erne.

Postkort nr. 13 fra Piemonte: En butik med meget gamle årgange Mens de vingårde, vi indtil videre har besøgt på denne tur, alle har ligget omgivet af deres vinmarker, befinder Antica Casa Vinicola Scarpa sig midt i den charmerende 1200-tals by, Nizza Monferrato. Vingården blev grundlagt i 1854 af Antonio Scarpa og har siden været ejet af hele fem forskellige lokale familier. Siden 2001 har mor og datter, Maria Piera Zola og Martina Barosio, stået i spidsen for Scarpa. Smagningen af vingårdens vine foregik i dens flotte butiks- og smagelokale, hvor bordene er lavet af stave fra udtjente vinfade, og dekorationen på væggene blandt andet består af de metalbånd, der samler stavene i et vinfad. Vi smagte husets Barolo, og den sælges ikke kun i nyere årgange i Scarpas butik, men også i ældre årgange helt tilbage til 1960’erne og 70’erne. Man kan fx få en Barolo 1962 for 240 euro (cirka 1800 kr.). Scarpa fremstiller forrygende god og traditionel Barolo, og under smagningen fik vi at vide, at for hundrede år siden var Barolo stort set umulig at sælge i Piemonte. Dengang solgte man vin i fade til de handlende, og ofte gav man et fad Barolo gratis med, hvis den handlende købte fx to fade Dolcetto.

....... På etiketten med rødvin på druen Ruchè har Scarpa skrevet Rouchet - druens franske navn. Det har været nødvendigt, da Scarpas vinmarker med druen ligger uden for dens appellation.

Postkort nr. 14 fra Piemonte: Ruché, biernes favorit-drue Hos Scarpa smagte vi også dejlige Barbera-vine og en liflig Dolcetto. Flere af vinene forhandles herhjemme af Victoria Vine. Og så fik vi skænket en forholdsvis lys rødvin i glassene. Rouchet stod der på flasken. Egentlig hedder druen Ruchè, og den har sin helt egen appellation i Piemonte, Ruchè di Castagnole Monferrato DOCG, der ligger rundt om syv små byer: Castagnole Monferrato, Refrancore, Grana, Montemagno, Viarigi, Scurzolengo and Portacomar. Da Scarpas druer dyrkes uden for appellationens grænser, må der ikke stå Ruchè på etiketten - hvorfor man i stedet bruger druens franske navn, Rouchet. Hos de lokale vinøse myndigheder synes man, at det med et Rouchet på etiketten er lige smart nok, men man kan ikke rigtig gøre noget ved det. Druen er yderst sjælden, og kun få vinproducenter fremstiller vin på den - selv om det faktisk er en meget robust drue og en drue, der giver spændende, aromatiske rødvine. Ruchè betyder bistade, og druen har fået sit navn, fordi den er særligt tillokkende for bier - så lokkende, at myndigheder har forbudt biavlere at sætte bistader op i appellationen.

....... Fra vingården Rivetto er der en betagende udsigt til den fine gamle by Serralunga d'Alba.

Postkort nr. 15 fra Piemonte: Rosmarin og byg mellem vinstokkene Sidste stop på rundturen i Piemonte var vingården Rivetto i Barolo-kommunen Serralunga d’Alba. På billedet til venstre ses udsigten fra Rivettos vinmark over mod byen, der er opkaldt efter kommunen. Og det er ikke jord, der ligger i forgrunden af billedet men derimod økologisk kogødning. Den gamle familieejede vingård er nemlig økologisk certificeret. Nu stræber ejeren, Enrico Rivetto, efter en biodynamisk certificering, hvilket han regner med at opnå inden for nærmeste fremtid. Hvis det lykkes, bliver Rivetto - efter hans eget udsagn - den første biodynamisk certificerede vingård i Barolo. Siden 2012 har Enrico foretaget mange ændringer i sin vingård. Han har nedlagt vinmarker og plantet træer og buske for at opnå større biodiversitet. Og mellem vinstokkene gror der rosmarin, som tiltrækker insekter, der kan bestøve vinstokkene. Der dyrkes også byg i vinmarken - noget, der ifølge Enrico giver ilt og dermed liv til jorden. Hos Rivetto er der altid gang i et eller flere eksperimenter målrettet et mere bæredygtigt miljø. Og afspejler alle de gode initiativer sig så i Rivettos vine? Om økologien og biodynamikken ligefrem kan smages er ikke til at sige. Men vinene er absolut glimrende - ikke mindst den mousserende vin Kaskal og Barolo Briccolina, som vi smagte i årgang 2015, og som var en af turens bedste Baroloer. Denne vin samt andre af Rivettos rødvine kan købes hos Vin og Druen.