Nyheder i uge 26, 2015


Følg os på Facebook








Det chilenske vinhus Montes har plantet vinstokke på skråningerne der fører op til Machu Picchu. Foto: Wikipedia.

Vinmark ved Machu Picchu i Peru
Måske vil man en dag kunne skænke et glas vin fra det chilenske vinhus Montes med et "Machu Picchu" på etiketten.
Ejeren, Aurelio Montes, har nemlig plantet en vinmark tæt ved den berømte Inka-udgravning i Peru - i 3000 meters højde. Der er foreløbig tale om en forsøgsmark, hvor man har plantet en række forskellige druer - Pinot Noir, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Syrah og Merlot - for at se, hvilke hvidvins- og rødvinsdruer, der klarer sig bedst.
Ifølge Montes skal druerne nok blive modne trods højden - værre er det med den store luftfugtighed i området.

Vinstokkene plantet på inkaernes terrasser
Machu Picchu, som er Sydamerikas måske mest berømte turistattraktion, består af ruinerne af det, der menes at have været en bolig for Inka-kejseren Pachacuti.
Navnet betyder "gamle bjergtop" på indiansk, og vinmarken er anlagt på bjergskråningen på de terrasser, som inkaerne byggede til deres afgrøder engang i 1400-tallet.
Det har ikke været helt let for vinproducenten at overtale de peruvianske myndigheder, og ønsket om at købe den jord, hvor vinmarken skulle anlægges, kunne slet ikke komme på tale. Montes må nøjes med at leje jorden mod at betale et årligt beløb.


Lurton opgiver skruelåg
André Lurton, der ejer adskillige vinslotte i Bordeaux, vakte opsigt, da han som den første vinproducent i distriktet forsynede sine klassificerede hvidvine med skruelåg.
Det var i 2004, og nu elleve år senere kaster han håndklædet i ringen og går tilbage til korkpropper, når det gælder disse fine vine på det franske marked.
Som Lurtons chefønolog, Vincent Cruège, har udtalt til Decanter, så er det bestemt ikke, fordi man er utilfreds med skruelågene - tværtimod, så er det lille låg yderst effektivt, når det gælder om at bevare aromaen i vinene i mange år, efter de er fremstillet. Og de klassificerede vine er netop skabt som gemmevine.

Har omvendt skeptiske forbrugere
Lurton har også - via oplysning og undervisning - haft stor succes med at omvende skeptiske franske forbrugere, så de kan se fordelene ved at forsyne de fine hvidvine med skruelåg.
Alligevel er der stadig mange franskmænd, der ikke vil lægge en gemmevin med skruelåg i indkøbskurven - hvorimod skruelåg på hvidvine, der skal drikkes her og nu, er fuldt ud accepteret.
Men det største problem er ifølge Vincent Cruège de franske vinopkøbere, der generelt er stærke modstandere af skruelåg på en hvilken som helst vin - og især på de klassificerede vine.

Korkpropper med samme fordele som skruelåg
Selv om Lurton vender tilbage til korkpropperne på firmaets klassificerede hvidvine - heriblandt dem fra Château Rochemorin og Château Pessac Léognan - så har man valgt to typer propper, der i høj grad har samme gode egenskaber som skruelåget.
Den ene er en korkprop fra Sardinien, der er bredere end andre propper og så tæt i strukturen, at den - når den sidder i flaskehalsen - stort set forsegler vinen på samme måde som et skruelåg og dermed også har den samme fordel, nemlig at aromaen i vinen bevares ekstra godt ved aldring. Og den anden prop er Diam-proppen, der er lavet af korksmulder, som er bundet sammen med en plasticpolymer. Denne type prop slutter også meget tæt og har desuden den fordel, at den ikke kan overføre propsyge til vinen.
Lurtons almindelige hvidvine i kategorien AOC Bordeaux samt firmaets rosévin vil heldigvis fortsat blive forsynet med skruelåg.





Ti gode råd til vordende vinkendere
Alex Russell, der netop har afsluttet en PhD i psykologi på University of Sydney, har en opmuntrende besked til omverdenen: Enhver, der har en almindelig lugte- og smagssans, kan blive en rigtig dygtig vinkender. Og hvis blot man kan rive fire timer ud af kalenderen og koncentreret hellige sig vinens verden, kan man give sig selv en rigtig god start. Siden hen skal der så bruges mere tid - og flere penge.
Russell har selv arbejdet i vinbranchen i ti år, og i sin PhD har han undersøgt, om folk, der intet ved om vin, kan blive rene vinspecialister - og hvad der skal til for at nå målet.
Han har forsket i emnet i syv år, og nu, hvor projektet er slut, har han på universitetets hjemmeside listet ti gode råd til novicer i vinens verden, der gerne vil være vinkendere.
Vi bringer nedenfor fem af de gode og meget enkle råd - hele listen kan ses ved at klikke her.

Lær at sætte ord på vin
* Som led i sin forskning bad Russell folk, der intet kendte til vin, om at bruge bare en time i hans laboratorium på at lugte til, smage og sammenligne en masse vine. I den tid nåede de ikke at lære særligt meget. Men efter blot en halv time mere begyndte de at vise tegn på, at de havde lært lidt om vin. Og efter fire timer, klarede de sig generelt rigtig godt. De var selvfølgelig ikke blevet vinkendere på så få timer, men de havde fået en rigtig god idé om, hvad vinsmagning gik ud på. Så riv fire timer ud af kalenderen, og få en god start på arbejdet med at blive vinkender.
* Selv om det er fristende at hælde den vin, man kender, i glasset hver aften til aftensmaden, er det en god idé at variere vinvalget, så man får prøvet lidt af hvert. Man bør også gøre det til en vane at købe vin pr. glas, når man er i en bar eller på en restaurant i stedet for at købe en hel flaske vin. Så får man måske smagt to eller tre forskellige vine i løbet af aftenen.
* Det kan være svært at sammenligne smagen af to vine på fx samme drue, hvis vinene smages med en uges mellemrum. Det er derfor en god idé indimellem at åbne flere flasker på én gang, så man kan sammenligne vinene her og nu.
* For lettere at kunne sætte ord på, hvad en vin lugter og smager af, bør man lukke øjnene, så man ikke påvirkes af vinens udseende. Man kan også med lukkede øjne forsøge at genkende lugten af en række forskellige krydderurter, bær og frugter - eventuelt med en god vens hjælp, så man ikke genkender emnerne, når man tager dem op i hånden.
På den måde kan man skabe et lille "bibliotek" af lugte, som ofte dukker på i hvid- og rødvine.
* Vinkendere er ikke kun gode til at smage nuancerne i vinene - de ved også en masse om, hvordan de forskellige vine fremstilles, om vindistrikter, druer osv. Så det er derfor vigtigt at supplere vinsmageriet med læsning i nogle af denne verdens mange vinbøger.



<<En stor plakat på kinesisk
bød velkommen til Vinexpo.

<En vinproducent havde fremstillet
etiketter til sine vine på kinesisk.


Et Vinexpo med masser af kinesere
I sidste uge gæstede mere end 40.000 vinbranchefolk fra hele verden Bordeaux for at deltage i Vinexpo.
I de fem dage, udstillingen varede, kunne de besøgende smage vine i alle afskygninger og i alle prislag hos i alt 2350 udstillere fra 42 forskellige lande.
Det hele var således, som det plejer at være til denne store internationale vinudstilling. Men der var en synlig forskel, som VinAvisens udsendte bemærkede.
Allerede ved indgangen var der en stor plakat, som på kinesisk fortalte om mulighederne for at få transporteret vin fra Bordeaux til Kina, og hvilke muligheder der var for opmagasinering.

Foredrag på mandarin
Indenfor i hallerne var der som sædvanlig flere foredrag og vinskoler. Men i år var de fordelt således, at cirka en tredjedel var på fransk, en tredjedel på engelsk og endelig en tredjedel på mandarin. Og ja, der var rigtig mange kinesiske opkøbere, og vinproducenterne talte meget om, hvor store ordrer, de havde placeret. Man fik så afgjort indtryk af, at de kinesiske ordrer typisk var noget større end de europæiske.
En enkelt udstiller var gået så langt, at han havde forsynet sine vine med etiketter på kinesisk.







<<Under SommerVin & Grill blev der
ved standene skænket smagsprøver på
mere end 200 forskellige vine.

<De tre vindere af dagens bedste
rødvin, hvidvin og rosé.


Sol, blæst, vin og grillmad
Trods en del blæst var vejrguderne i det milde hjørne, da en ny vinmesse, SommerVin & Grill, for nylig løb af stabelen i Dansk Vincenter i Avedøre. Og det var godt, for så kunne de mange gæster nyde vin og mad i det grønne med udsigt til vinhusets frodige marker.
Vinen kom fra de mange stande, hvor vinimportørerne skænkede i glassene fra mere end 200 forskellige flasker, og den ledsagende grillmad sørgede Slagteren ved Kultorvet for.
Et medfølgende katalog gjorde det muligt for gæsterne at danne sig et overblik over boblevine, rød- og hvidvine, øko- og biodynamiske vine, og de vine, der faldt i særlig god smag, kunne købes med hjem med det samme.

Konkurrence om de bedste vine
Mange af gæsterne deltog også ivrigt i konkurrencen om årets bedste sommervine. Bedste rødvin blev Domaine du Gour de Chulé, Cuvée Tradition, Gigondas 2011 fra Genereux til 169 kr., mens prisen for bedste hvidvin gik til Weingut Bercher Grauburgunder Kabinett Trocken 2013 fra Crimewine til 99 kr. Bedste rosé mente gæsterne var den mousserende Manzoni Moscato Spumante Rosé demi sec fra GoVinum til 109 kr. flasken.
Arrangøren af SommerVin & Grill, The Easy Company, kan allerede nu oplyse, hvornår vinmessen finder sted i 2016 - det bliver nemlig d. 16. juni, og rammerne bliver de samme som i år.








Priserne for en flaske Veuve Clicquot i fjorten forskellige lande. Som man kan se, ligger Danmark i den rimelige ende af prisskalaen.

Indeks over "den gule enke"
I 1986 lancerede det britiske magasin The Economist det såkaldte Big Mac Index - et indeks, hvor der blev sat fokus på leveomkostningerne i en række lande ved at sammenligne gennemsnitsprisen på en Big Mac-burger landene imellem. Indekset var egentlig ment som en spøg, men det blev så populært, at det lige siden da er blevet opdateret hvert eneste år.
Nu har danske Vivino ladet sig inspirere af det britiske indeks og har lavet "Veuve Clicquot Index", hvor man sammenligner gennemsnitsprisen for en flaske af "den gule enke" i fjorten forskellige lande.
Vi har tidligere fortalt om Vivino, en bruger-database, der er forbundet til en app. Når man har downloaded app’en, kan man tage et foto af en vinetiket med sin telefon - fx på en restaurant - og så få sekunder efter få informationer om vinen og hvor mange stjerner, den har fået. Man kan også selv anmelde vine og på den måde huske sine favoritter.
I dag rummer databasen næsten 7 millioner fotograferede vinetiketter fra 193.080 forskellige vingårde verden over.

Italien billigst
"Veuve Clicquot Index" er på engelsk, da Vivino er en international service, og indekset er baseret på gennemsnittet af de beløb, brugerne har oplyst, de har brugt på en 75 cl’s flaske af den berømte champagne inden for det seneste år.
Priserne står i de respektive landes valuta - for nemheds skyld omregner vi dem her til danske kroner.
Det er interessant at se, hvor stor forskel der er i priserne på "den gule enke", alt efter hvilket land man befinder sig i. I Danmark koster en flaske typisk 300 kr., mens den er billigst i Italien, hvor prisen ligger på 242 kr. og dyrest i Brasilien, hvor man skal punge ud med 523 kr. i gennemsnit.

Antal arbejdstimer pr. flaske
Indekset oplyser også, hvor mange flasker af champagnen man ville kunne købe i hvert land, hvis man havde det, der svarer til 3270 kr. på lommen.
Man vil selvsagt kunne få flest i Italien, nemlig hele tretten flasker, mens man herhjemme ville kunne få elleve flasker og i Brasilien måtte nøjes med sølle seks flasker Veuve Clicquot.
Indekset fortæller også, hvor mange timer, man skal arbejde for at have råd til en flaske af champagnen - udregnet efter gennemsnitslønnen af femten forskellige erhverv i de respektive landes hovedstæder. Og her skal der ikke nogen større arbejdsindsats til, hvis man bor i Zürich, København eller New York, hvor gennemsnitslønningerne ligger i den høje ende.


Vin behøver ikke fad
Den anerkendte italienske vinkonsulent Alberto Antonini er til The Drinks Business kommet med sin uforbeholdne mening, når det gælder brugen af egetræsfade i vinfremstilling.
Ifølge Antonini har vin slet ikke brug for den fadsmag, som egetræet giver, da vin i sig selv byder på et hav af forskellige aromaer. Eg bør kun bruges for at rette op på en måske ikke så god vin. Hvis man har druer af høj kvalitet, har man ikke brug for eg, mener vinkonsulenten.
Han mener, at alt for mange vinproducenter verden over nærmest automatisk anvender Bordeaux-opskriften med modning på små fade - uden at tænke på, om det overhovedet er nødvendigt for at få en velsmagende vin.
Som han udtrykker det, så har han aldrig selv fremstillet vin i Bordeaux, men hvis det skulle ske en dag, ville han ikke bruge fade.
Man kan læse mere om Antonini i denne uges Hall of Fame længere nede på siden.




]





Der blev smagt og diskuteret vin på årets danske vinskue. Svend Moesgaard fik pokalerne for både "Årets vinbonde" og "Årets vinmager" samt en guldmedalje for sin mousserende vin, Dons Cuvée Brut 2013. Foto: Ole Stauning.



200 vine på dansk vinskue
Siden Danmark fik EU’s blå stempel som vinland i år 2000, har dansk vin haft konstant vokseværk. Det fremgik tydeligt, da Foreningen af Danske Vinavlere for nylig afholdt det årlige vinskue, og cirka 85 vinavlere præsenterede omkring 200 forskellige vine.
Inden skuet blev samtlige vine bedømt af et tolv mand stort dommerpanel, hvor sommelier Tim Vollerslev fungerede som overdommer. Efter bedømmelsen sagde han, at der i de senere år er sket en meget positiv udvikling med de danske vine – specielt de mousserende vine og de tørre hvidvine er efter hans mening nået rigtigt langt.
På vinskuet blev resultatet af bedømmelsen offentliggjort, og der blev uddelt i alt atten medaljer fordelt på 12 bronzemedaljer, 6 sølvmedaljer og en enkelt guldmedalje, som gik til den mousserende vin Dons Cuvée Brut fra Skærsøgaard.
Vingården, der ligger i Almind nord for Kolding, har gennem årene høstet stor anerkendelse og flere guldmedaljer for sine vine både nationalt og internationalt. Ud over guldmedaljen blev ejeren af Skærsøgaard også udnævnt til "Årets vinbonde" og "Årets vinmager".

Stigende kvalitet og kreativitet
På dette års vinskue var der også en usædvanlig stor bredde i udvalget af vine. Ud over mousserende vine og hvidvine fremstilles der også et stigende antal rosevine, dessertvine og hedvine - og kvaliteten inden for samtlige vintyper er steget markant i de senere år. Ifølge nogle af deltagerne ved vinskuet er der frem for alt to årsager til denne udvikling.
For det første er de danske vinavlere simpelt hen blevet dygtigere, og for det andet har de lange og varme somre i 2013 og 2014 givet modne druer af høj kvalitet.
Vinavlerne er ikke kun blevet dygtigere - de er også blevet mere kreative. Ved vinskuet blev der fx præsenteret en orange vin, som af dommerpanelet blev tildelt særlig udmærkelse. En orangevin er en vin af grønne druer, der vinificeres som en rødvin.
Der er ingen tvivl om, at dansk vin er kommet for at blive og er blevet et spændende alternativ til de vine, vi danskere normalt sætter på bordet.








Den skæve flaske med den 140 år gamle bryg er mundblæst.

En meget gammel øl
Normalt skriver vi ikke om øl, men vi kan ikke lade være med at fortælle om et nyligt fund af noget meget gammelt bryg.
Aaron Dean fra det britiske auktionshus Trevanion & Dean i Shropshire var taget ud for at gennemgå boet i et hus i lokalområdet. Og her fandt han, i en kasse med spiritus i garagen, en flaske øl, hvor der på forseglingen på flaskens top stod "Arctic Expedition 1875". Det viste sig at være en øl fra bryggeriet Allsopp, og den var brygget for at blive taget med på en ekspedition til Nordpolen samme år.

Et hammerslag på 34.300 kr.
Auktionshuset satte flasken til salg til en højeste vurdering på 600 pund (cirka 6200 kr.). Nu er auktionen overstået, og hammerslaget nåede helt op på 3300 pund (cirka 34.300 kr.)
I 2010 blev der fundet nogle få flasker af denne særlige øl i kældrene hos det hedengangne bryggeri. Og ifølge øl-skribenten Roger Protz, der fik lov til at smage indholdet i en af flaskerne, kan køberen godt glæde sig. Brygget er så afgjort stadigvæk drikkeligt og skulle have en kompleks lugt og en spændende smag med noter af chokolade, kakao, frugter og malt.




Vine linet op til den store blindsmagning under "Decanter World Wine Awards".

240 dommere bedømte 15.929 vine
For nylig blev vinderne af dette års udgave af "Decanter World Wine Awards" (DWWA) afsløret.
I denne prestigefyldte konkurrence, der udskrives af det britiske vinblad Decanter, er det en stor ære at vinde en medalje eller - det mest attråværdige - et internationalt trofæ.
I år deltog 15.929 vine, hvoraf rigtig mange var fra de kendte europæiske og oversøiske vinlande. Men der var også vine fra Montenegro, Israel, Thailand, Tyrkiet og Japan samt flere andre lande, der ikke er nær så kendte for deres vinproduktion.
De mange vine blev smagt og bedømt af et dommerpanel bestående af 240 vinspecialister - heriblandt 85 Masters of Wine og 23 Master Sommeliers. Og resultatet blev, at i alt 35 vine modtog det internationale trofæ inden for forskellige kategorier.

De spanske vine klarede sig godt
De otte internationale trofæer gik til franske vine, mens Australien fik seks, Sydafrika fem og Spanien fire. I det hele taget udmærkede Spanien sig ved at modtage flere trofæer og medaljer end tidligere ved den prestigefyldte konkurrence - heriblandt 36 guldmedaljer.
I alt blev der uddelt 114 regionale trofæer, 305 guldmedaljer, 1944 sølvmedaljer og 4810 bronzemedaljer.
Decanter har lavet en udmærket søgefunktion på sin hjemmeside, hvor man kan søge efter land, distrikt, vintype osv.





...




Fortunato Deperos oprindelige skitse fra 1933 til Campari-pavillonen - og så den farvestrålende etiket på den nye Campari-flaske. Flaskerne er forsynet med tre lidt forskellige udgaver af motivet.

Deperos arbejde for Campari
Italienske Fortunato Depero var en af de førende kunstnere inden for Futurismen - en stilretning, der herskede i begyndelsen af 1900-tallet, og som hyldede det moderne liv i kunsten. Motiverne i såvel malerier som skulpturer var inspireret af fart, biler, teknologi og industrialisme.
Depero havde også et mangeårigt samarbejde med firmaet Campari, der fremstiller Italiens nok mest berømte apéritif. Han tegnede flere plakater for firmaet og designede i 1932 en lille enkelt-drink flaske, som kom til at indeholde verdens første færdigblandede drik, nemlig Campari Soda.

Kunst på etiketten
Nu har Campari lanceret en flaske, hvis etiket er prydet med et af Deperos værker - en skitse til en Campari-pavillon, som kunstneren skabte til en international udstilling i Milano i 1933.
Dog har man fået den italienske kunstner Francesca Valan til at tilføre den oprindelige sort-hvide skitse en række flotte farver. Der er kun skabt et begrænset antal af flaskerne med kunstetiketten, og de kan købes i de danske dagligvarebutikker, så længe lager haves, til 144,95 kr.

En del af en serie
Flasken er ikke den første af sin art, men 2015-udgaven af den serie af årlige kunstetiketter, som Campari lancerede i 2010 i anledning af firmaets 150 års jubilæum.
Indholdet i de særlige flasker er den gode gamle røde apéritif, som er sagen i en lang række drinks. Nedenfor bringer vi opskriften på Americano, en klassisk sommerdrink, der blev serveret første gang i Gaspare Camparis bar i Milano i 1860’erne.

Americano
2 cl Campari
2 cl rød Vermouth
Danskvand
Hæld ingredienserne i et lavt glas med isterninger. Top op med danskvand, rør rundt, og pynt med en appelsinskive.
Hvis man erstatter danskvandet med 2 cl gin, har man en anden populær drink, Negroni.


--,,,,,,,,,,,--,
Den danske vinbranche
* The Wine Company har optaget importen af Barolo fra Elvio Cogno.
* Laudrup Vin har optaget importen af vinene fra Maison Louis Latour i Bourgogne og Maison Simonnet-Febvre i Chablis.




Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.




.



    Ugens vinøse billede
    Jørgen Hansen har været på Lanzarote, og her har han besøgt Kanarieøernes ældste vinhus, El Grifo - der også er blandt de ti ældste i Spanien.
    Vinhuset blev grundlagt i 1775, og dets vinstokke står plantet i øens næringsrige vulkanske jord. Markerne blev ikke angrebet, dengang i anden halvdel af 1800-tallet, hvor vinlusen, Phylloxera vastatrix, hærgede Europa og truede med at udrydde hver eneste vinstok. Derfor vokser der nogle meget gamle vinstokke hos El Grifo.
    - Vi fik oplyst, at den viste vinstok er en cirka 200 år gammel Malvasia-vinstok, som er plantet under lavaen, i omkring 1,5 meters dybde, skriver Jørgen Hansen.
    Lavasten og træplanker sørger for at holde vinstokkens tunge grene over jorden.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder - faktisk er vi ved at være i bund, så I må meget gerne sende billeder til os. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312

...............................
.....................
330 På marken Iphöfer Julius-Echter Berg i Franken beskyttes nyplantede vinstokke af plasticrør (foto © Lars Ole Hansen).
..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

VinAvisen finder de gode vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 44 vine. Af disse vine var der 34, som fik mere end to stjerner og hele 25, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 156 stjerner og i gennemsnit 3,4 stjerner til alle de smagte vine inkl. de tolv, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


,,,,,,,,,,
Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
,,,,,

Mousserende


Arduini Moscato Spumante Rosé, Italien, lav alkohol (7%)
59 kr., pris ved 6 flasker: 47,50 kr. flasken, Granvino
En dejlig rosé boblevin med masser af mousse og en liflig smag af solmodne jordbær. Den er sød, men har også en fin syre, der opvejer sødmen. Vinen vil være sagen til studentergildet, og med sine kun 7% alkohol vil den også være fin til lidt sødt en varm sommerdag.

Hvidvin


Helios, Riesling, Rumænien, 2013, lav alkohol (13%)
45 kr., VinMedMere.dk
En lækker og meget interessant hvidvin. Den har røgede noter i duften og en tør og fyldig smag med såvel mineralitet som fine strejf af honning. Prisen er utroligt lav for så god en kvalitet. Flasken har skruelåg.


120, Santa Rita, Riesling, Valle Central, Chile, 2014, middel alkohol (13,5%)
49,95 kr., Amka
En frisk og tør hvidvin uden de markante noter af eksotiske frugter, som mange oversøiske Sauvignon Blanc-vine ofte har. Det er en enkel men rigtig god vin med tilpas fylde og en lang eftersmag af grønne druer. Prisen er yderst attraktiv. Den udvirkede den femte stjerne. Flasken har skruelåg.


Vale do Homem, Quintas do Homem, Loureiro, Vinho Verde, Portugal, 2014, lav alkohol (11,5%)
65 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En Vinho Verde har gerne en "grøn smag" og en lille prikken på tungen. Denne hvidvin lever helt op til beskrivelsen. Den har en frisk druesmag, krydrede noter og en lille sødme, der kigger frem i det tørre billede. Udmærket som apéritif og som ledsager til lettere retter.


Block 88, Auntsfield Estate, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2014, lav alkohol (13%)
79 kr., VinDanmark Lagersalg
En herlig duft af druen Sauvignon Blanc stiger op fra glasset med denne hvidvin. Og vinen fylder munden med en lækker, blød smag, igen med den gode drues karakteristiske noter. En nydelse.


Henry Fuchs, Edelzwicker, Alsace, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
89,95 kr., pris ved 6 flasker: 69,95 kr., Erik Sørensen Vin
En meget dejlig hvidvin på økologisk dyrkede druer af flere sorter i blanding. Vinen har en liflig duft og en frisk druesmag med en lille sødme og en god syre, der er fin til mad.


Château l'Ermitage, Castillon & Fils, Costières de Nîmes, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
95 kr., Vestergaard Wines
Levende og spændende hvidvin med en aromatisk og flot krydret duft og smag. Vinen er tør, men med en fin, lille sødme og en blød syre, der fortsætter ud i den lange eftersmag. Flasken har skruelåg.


Mandrarossa, Cantine Settesoli, Grillo, Sicilien, Italien, 2014, lav alkohol (12,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., A Vinstouw
Lækker hvidvin med en fyldig, let cremet frugtsmag med noter af grape - ikke det bitre i grape, men det lækre med en fin sødme. Dertil noter af basilikum og en blød citrussyre.


The Cup & Rings, El Escocés Volante, Albariño, Rias Baixas, Spanien, 2012, lav alkohol (13%)
99 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine
Elegant og meget lækker hvidvin. Frisk, aromatisk og med mange facetter. Den er tør og helt klart til mad, gerne fisk med lidt fedme. Flasken har et elegant skruelåg.


Motto Piane, Fattori, Soave, Italien, 2011, middel alkohol (14%)
100 kr., pris ved 6 flasker, GrauballeVin.dk
Lækker hvidvin med en fin balance mellem krydderier, sødme og syre. En vin med oplevelser hele vejen igennem til den lange eftersmag.


Terra Vitae, Laudun Chusclan Vignerons, Côtes du Rhône Villages, Laudun, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
110 kr., Mikelech Vin
Frisk og dejlig hvidvin på økodruer. Den har en fint krydret duft og en harmonisk, blid og let cremet smag med let krydret druefrugt samt noter af citrus, fersken og mandler. Fin som apéritif, men også en god ledsager til, hvad franskmændene kalder "fruits de mer" - havets frugter.


Henry Fessy, Chardonnay, Mâcon-Villages, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
119 kr., Lago Import
En meget lækker hvidvin med et flot billede af druen Chardonnay. Den har en smag, der er både blød og frisk. Skænk den fx til, hvad der står på vingårdens webside: Laks, stegt kylling, tuntatar og ost. Vi tilføjer: Samt let røgede ting.


Finca La Colina, Vinos Sanz, Verdejo, Rueda, Spanien, 2014, lav alkohol (13%)
139 kr., pris ved 6 flasker: 125,10 kr. flasken, YouAndWine
En meget lækker hvidvin med noter af eksotiske frugter i duften og med en bred, frisk og fyldig frugtsmag med modne grønne druer og citrus i eftersmagen.


Vins Auvigue, Chardonnay, Mâcon-Solutré, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
199 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager
Glimrende hvidvin med god druefrugt, fint krydrede og mineralske noter, en lille sødme og en forfriskende syre. En lang og god eftersmag.


Tola, Grillo, Terre Siciliane IGP, Italien, 2014, lav alkohol (12%)
89 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., Propperiet
En venlig, lille hvidvin, ret let og læskende, men uden nogen større kompleksitet. Prisen ved 6 flasker må siges at være den rigtige. Flasken har skruelåg.


Signature, Muré, Riesling, Alsace, Frankrig, 2012, lav alkohol (11,5%)
139,75 kr., på tilbud indtil 2. august: 112,50 kr. ved 2 flasker, Skjold Burne
Pæn, let og læskende hvidvin med duft og smag af den gode Riesling-drue. Flasken har skruelåg.


L'Aurore en Gascogne, Bernard Magrez, Côtes de Gascogne, Frankrig, 2013, lav alkohol (11,5%)
75 kr., H.J.Hansen Vin
Frisk hvidvin på druerne Colombard og Chardonnay. I smagen er der noter af citrus - måske lidt for meget citronsodavand. Men frisk er vinen. Flasken har skruelåg.


Navesur, La Seca, Verdejo, Rueda, Spanien, 2014, lav alkohol (12,5%)
99 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., pris ved 12 flasker: 69 kr., Den grønne asparges
En lidt enkel hvidvin, der er frisk og let krydret, men ikke hænger helt godt sammen. Vinen er fremstillet på økodruer, og flasken har skruelåg.

Rosévin


Pinero, Morandé, Pinot Noir, Casablanca Valley, Chile, 2014, lav alkohol (13%)
89 kr., på tilbud til 59,95, Slagelse VinKompagni
En liflig rosévin med en meget ren og klar Pinot-smag. Den har god tørhed, men ogås en lækker, lille sødme og dertil en frisk syre. Fin til mad. Flasken har skruelåg.


Altosur, Finca Sophenia, Malbec, Tubungato, Mendoza, Argentina, 2014, middel alkohol (13,5%)
89 kr., Kjær & Sommerfeldt
En meget delikat rosévin med en fin frugtsmag og en lille sødme. God både som terrassevin og som ledsager til mad. Flasken har skruelåg.


Les Grands Cyprès, Andéol Salavert, Lirac, Frankrig, 2012, middel alkohol (13,5%)
74,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 26): 55 kr., SuperBrugsen
En pæn rosévin på druerne Grenache, Syrah og Cinsault. Den er tør, har god frugt og syre, der holder sig længe i munden. Dertil et lille bid i slutningen.

Rødvin


Alamos, Malbec, Mendoza, Argentina, 2011, middel alkohol (13,5%)
49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Til kun 50 kr. pr. flaske er denne rødvin helt i orden. God frugtsmag, en lille sødme, tilpas syre og en lang eftersmag. Faktisk lidt af et fund. Flasken har skruelåg.


Domaine Bernard Moreau, Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
75 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop
En frisk og meget dejlig Pinot-rødvin med et fint, let og rent billede af druen med et strejf af citrus. Glimrende til lettere retter, oste og som terrassevin.


Big Oak Red, Bellingham, Western Cape, Sydafrika, 2013, middel alkohol (14%)
79,75 kr., på tilbud indtil 2. august: 59,75 kr.ved 6 flasker, Skjold Burne
En rigtig god rødvin på druerne Shiraz og Cabernet Sauvignon. Den har en fyldig frugtsmag og god krydring, en lille sødme og god syre. Flasken har skruelåg.


Les Buis d'Aps, Les Vignerons Ardèche, Pinot Noir, Ardèche IGP, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
85 kr., pris ved 6 flasker: 60 kr., Holte Vinlager
Måske ikke en rødvin, der "stinker" af Pinot, men til prisen ved seks flasker er det en rigtig god vin - blød og venlig og med god frugtfylde. En meget anvendelig rødvin.


Volpollo, Podere Sapaio, Bolgheri, Italien, 2012, høj alkohol (14,5%)
129 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini
Denne fortræffelige, tungesmækkende rødvin er lavet efter Bordeaux-opskriften 70% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot og 15% Petit Verdot og har ligget 6 måneder på fad. Den har blød og fyldig frugt, fint krydderi og integrerede fadnoter.


Fiix, Cantina Rizzo, Aglianico, Paestum IGP, Italien, 2010, middel alkohol (14%)
149 kr., pris ved 6 flasker. 119 kr., Barrique Vin
Superlækker rødvin med blød, fyldig frugt og fornemt krydderi. Fem år gammel og stadig vital. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Så bliver den endnu mere elegant.


Trentangeli, Tormaresca, Castel del Monte, Italien, 2012, høj alkohol (14,5%)
169 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr. flasken, Vinens Verden
,Wine.dk
En rigtig italiener med krydrede noter i duft og smag - blandt andet rosmarin - og med integreret frugt og tilpas tanniner. Sådan er denne dejlige rødvin fra Castel del Monte i det syditalienske Puglia.


Pago de Sangara, Bodegas García Figuero, Tempranillo, Ribera del Duero, Spanien, 2008, høj alkohol (14,5%)
249 kr., Megavin.dk / Kvickly Odder
En syv år gammel rødvin, der stadig er vital og flot. Umiddelbart er den lidt stram, men får den luft, får den en blød og lækker smag med mange facetter. Så plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet. Det er også en god idé at skænke den let afkølet.


Seven Hills, Merlot, Walla Walla Valley, Washington, 2012, høj alkohol (14,2%)
399 kr., Juul's Vin og Spiritus
En stor og vidunderlig rødvin, der breder sig i munden med generøs frugt og en palet af noter - blommer, kanel, mandler, kaffe og vanille - der går op i en højere enhed. Dertil bløde tanniner og en lang eftersmag. Den kan nydes nu, men prøv at gemme nogle flasker endnu tre-fire år.


Koyle, Carmenère, Colchagua, Chile, 2012, middel alkohol (14%)
109,75 kr., pris ved 6 flasker: 89,75 kr., Bichel Vine
,Bichel Vine
Denne rødvin virker umiddelbart ret rå og robust. Men plask den over i en karaffel et par timer før måltidet. Så bliver den ganske rar med pæn frugt og en vis blødhed.


Montiano, Falesco, Merlot, Lazio, Italien, 2012, høj alkohol (14,5%)
249,95 kr., pris ved 6 flasker: 175 kr., AndrupVin.dk
En rødvin, der er alt for ung. Den skal gemmes mindst en fem-seks år endnu. Den har en masse tanniner, fyldig frugt og en lille spritkant. Til den høje pris lever vinen desværre ikke helt op til forventningerne.


Loxton, Salena Estate, Cabernet Sauvignon, South Australia, Australien, 2014, lav alkohol (13%)
59,50 kr., Irma
Denne rødvin begynder med fyldig frugt, men frugten forsvinder meget hurtigt i noget tørt og syrligt. Flasken har skruelåg.


Yakka, Longview, Shiraz, Adelaide Hills, Australien, 2012, høj alkohol (14,4%)
179,95 kr., pris ved 6 flasker: 129 kr., AndrupVin.dk
Duften er fin nok, men smagen er bamset - typisk mainstream-australier. Og det vil ikke hjælpe at plaske den. Helt billig er den ikke. Flasken har skruelåg.


Maramia, Tenuta Mara, Sangiovese, Vino Rosso, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%)
399 kr., på tilbud til 299 kr., Vin og Druen
Mozarts liflige musik har lydt over markerne, og i kældrene lyder gregorgiansk musik. Vinmageren Giordano Emandatori mener nemlig, at vinen bliver bedre, når druerne og vinen har lyttet til musikken - og i øvrigt bliver fremstillet økologisk og biodynamisk. Har det hjulpet? Vel, vi var ret skuffede. Vinen er blød og fin nok, men også ret anonym. Og så er der prisen, der sendte den fjerde stjerne i spyttespanden.

Sød vin


Lapeyre Moelleux, Domaine Clos Lapeyre, Manseng, Jurançon, Frankrig, 2013, lav alkohol (12%)
140 kr., Compagniet
Sød, men ikke sliksød. Forfriskende og med en god syre, der afbalancerer sødmen. Til en frugt-dessert eller en kage med frisk frugt vil den være perfekt. Men også til ost og som apéritif vil den være rigtig god. Vinen er lavet på økologiske druer. I gamle dage vædede man læberne på franske, nyfødte prinser med den søde Jurançon for at give dem styrke og lykke i livet. Det må da siges at være mere behageligt end at blive omskåret.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.