En vinmark i Bordeaux. I øjeblikket er der druetyve på spil i såvel her som i andre franske vindistrikter. Foto: Wikipedia/Cobber17.
Druetyve på spil i Frankrig
Druehøsten er i fuld gang i Frankrig, og som tidligere nævnt forventes den at blive den mindste siden 1945.
Og som om det ikke er slemt nok for vinproducenterne, så er der også tyve på spil, som i ly af nattemørket stjæler druer fra vinmarkerne.
Ifølge The Drinks Business er der fra og med midten af september stjålet adskillige tons druer fra blandt andet Bordeauxs vinmarker. I en mark i Génissac uden for Saint-Émilion stjal tyve 6,5 tons druer, mens en mark i Pomerol blev lettet for cirka 700 kilo druer. Endnu et drue-tyveri fandt sted i Lalande-de-Pomerol.
River vinstokkene op
Tyvene "nøjes" ikke altid med at ribbe vinstokkene for drueklaser - nogle gange river de også vinstokkene op med rode. Det skete fx for 500 vinstokke i en vinmark i Montagne, ligeledes i Bordeaux.
Druetyveri er langt fra et ukendt fænomen i Frankrig, men i år, hvor høsten er meget lille, er druerne særligt eftertragtede …
I Champagne-distriktet har politiet fået et bijob under høsten, idet de hver nat patruljerer til hest langs vinmarkerne. Også i Bourgogne har man taget sine forholdsregler i form af vagtfolk, der om natten holder øje med mistænkelige ladbiler.
Lav din egen "prosecco"
Den italienske mousserende prosecco er blevet utroligt populær i de senere år - og ikke mindst i Storbritannien, hvor den er den helt store sællert.
Et britisk drinksfirma, Victor’s Drinks, har ønsket at ride med på prosecco-bølgen og har derfor lanceret et produkt med navnet MySecco.
Der er tale om et kit, der gør det muligt at fremstille sin egen boblevin hjemme ved køkkenbordet. Og selv om firmaet ikke kan kalde produktet for prosecco, så er der jo ingen tvivl om, hvad navnet skal lede tankerne hen på.
Kittet indeholder en flaske med et eller andet fluidum, hvis ingredienser vi ikke har kunnet finde oplysninger om noget sted på nettet. Måske er det druemost?
Gær, sukker og brusetabletter
Derudover er der sukker og gær, som tilsættes fluidummet i flasken sammen med varmt vand.
Flasken forsegles med et særligt plasticlåg og efterlades så i tolv dage på køkkenbordet.
Dernæst skal den stå med hovedet nedad i et døgn, hvorefter man tilsætter nogle medfølgende brusetabletter. Og så er det ellers bare at forsegle flasken med champagneprop og ståltråd, som ligeledes medfølger.
Når vinen har stået på køl i et døgn, er den parat til at blive skænket i glasset.
Lidt af en fornærmelse
Ifølge Victor’s Drinks er MySecco, der holder 8,5% alkohol, en ”vidunderlig frisk og sprød mousserende vin med delikate citrusnoter”.
Boblevin-kittet kan købes via Amazon - dog kun, hvis man bor i Storbritannien. Prisen er 20 pund (cirka 170 kr.), hvilket må siges at være temmelig dyrt, når den ægte prosecco kan fås i glimrende udgaver til cirka halvdelen af beløbet.
Her på VinAvisen synes vi nu ikke, at det lyder rigtig rart. Og for prosecco-producenterne, der med stor arbejdsindsats og omhyggelighed skaber delikate mousserende vine, er det nærmest lidt af en fornærmelse …
Der er fuld gang i druehøsten hos Buccia Vineyard - et af de vinhuse i Ohio, der har egen bed and breakfast.
Vinstaten Ohio
De fleste har smagt vin fra Californien, og en hel del sikkert også fra Oregon og Washington, men vin fra Ohio er der nok ikke så mange herhjemme, der kender til.
Men faktisk har denne vestamerikanske stat en ekspanderende vinindustri og har bevæget sig fra en syvendeplads over de største vinfremstillende stater i 2012 til en sjetteplads sidste år. Det fremgår af en rapport fra statens vinproducentforening. Antallet af vinhuse er i samme periode ligeledes steget fra 175 til 265.
I 2016 blev der i alt fremstillet 6 mio. flasker vin, som genererede 1,3 milliarder dollars (cirka 8 mia. kr.) til statskassen og sørgede for fuldtidsjob til 8000 mennesker.
Ohios vinhuse får også stadig flere besøgende - sidste år fik de således besøg af 1,4 mio. vinturister, en stigning på 16% i forhold til 2012. De mange vinruter med mulighed for overnatning hos flere af vinhusene lokker sikkert mange til.
På Ohio Wine Associations
hjemmeside finder man en fin oversigt over vinruter og vinhuse.
Marilisa Allegrini forklarede levende om marker, druer og vingårdens dejlige vine.
Fornemme vine fra Veneto
Der løber vin i Allegrini-familiens årer. Siden 1500-tallet har den fremstillet rødvin i Valpolicella i den italienske Veneto-region.
Men det var først i 1960’erne og 70’erne, at Giovanni Allegrini med nye vindyrknings- og fremstillingsteknikker gjorde familiens vine berømte viden om.
Siden 1983 har hans tre børn, Walter, Franco og Marilisa, videreført
vingården - hvis vinmarksareal i dag er kraftigt udvidet, ligesom familien også ejer vingården Poggio al Tesoro i det toskanske Bolgheri.
Mens Franco står for vinfremstillingen, og Walter stod for vindyrkningen indtil sin død i 2003, er det Marilisa, der tager sig af marketing og salg. Og det var hende, vi mødte for nylig til en smagning af Allegrinis fornemme vine.
Til kamp mod dårlige Amaroner
Mens Marilisa med bøger og kort over Valpolicella og Bolgheri i hånden fortalte og forklarede om druer og jordbundsforhold, smagte vi både delikate hvidvine og store rødvine. Samtlige vine forhandles herhjemme af
Philipson Wine.
Allegrinis Amarone stammer fra den klassiske del af Valpolicella - det område, hvor de bedste Amaroner pr. tradition fremstilles. Det var en flot og imødekommende vin i den mere moderne Amarone-stil, hvor der stadig er muskler, strejf af sødme og krydrede noter, men hvor frugten er i front. Vi smagte den i flere årgange, hvoraf 2013 herhjemme koster 349,95 kr.
Allegrini er medlem af
Amarone Families - en forening af førende familieejede vinhuse i Valpolicella. Den blev grundlagt i 2009 med det formål, at gøre en indsats for at højne Amarone-vinens anseelse - noget, der ifølge Marilisa er yderst nødvendigt.
Som hun fortalte, så har en række kooperativer i årevis sendt Amaroner af mindre god kvalitet på markedet, hvilket har skadet vinens image i ind- og udland.
Foreningen har udført et regelsæt for vinproduktionen, som medlemmerne skal følge, og som skal sikre, at vinens kvalitet og karakter bevares.
En spændende hvidvin
Vi smagte også enkeltmarks-rødvinen fra marken La Poja - en vin af absolut topkvalitet (499,95 kr. for årgang 2011). Og så var der hvidvinen på Vermentino-druen fra Allegrinis Poggio al Tesoro vingård i Bolgheri. Det var en interessant og meget lækker vin, der sagtens kan gemmes i flere år. Man vil så opleve, hvordan vinens aroma markant ændrer sig. 2016-årgangen (149,95 kr.) var forførende med sin fedme, friske citrus og melon - en vin, der godt kunne forveksles med en oversøisk vin på Sauvignon Blanc. 2010, som vi også smagte, kunne have været en helt anden vin. Den var som en elegant Riesling med en anelse af den karakteristiske petroleum-duft.
Til fælles havde de to årgange den friske syre, og Marilisa fortalte, at man - da Vermentino-marken skulle anlægges - havde valgt kloner fra Korsika, hvis druer er kendt for at lægge most til vine med en meget holdbar syre.
Château de la Chaize.
Slut med 300 år i familieeje
Château de la Chaize er med sine 250 hektar den største vinejendom i Beaujolais-appellationen Brouilly. Og den har været i samme families eje, siden den blev opført i 1676.
Men nu er det slut. Den nuværende ejer, Caroline de Roussy de Sales, har solgt slottet til et fransk byggefirma, Maïa Groupe.
99 hektar af ejendommen er beplantet med vinstokke, og Château de la Chaize fremstiller hele 8% af al den vin, der årligt produceres i Brouilly.
Tegnet af Versailles's arkitekt
Ud over at være et meget stort vinslot, så er slottet og dets fornemme park også klassificeret som historiske monumenter. Arkitekten, som har tegnet slottet, er selveste Jules-Hardouin Mansart, der også har tegnet det berømte Versailles-slot. Og til parken anvendte man ligeledes Versailles's landskabsarkitekt, André Le Nôtre.
Salgssummen er ikke offentliggjort, men ifølge den franske avis Le Progrès er gennemsnitsprisen for en hektar vinmark i Brouilly cirka 70.000 euro (cirka 520.000 kr.). Så vi er godt deroppe ad…
Portræt af Benjamin Franklin fra 1767 af David Martin. Foto: Wikipedia.
Ugens vinøse citat
Gennem århundrederne er der blevet sagt mange rammende, underholdende eller filosofiske ting om vin af såvel berømte som mindre kendte mennesker.
Vi indleder en lille serie med ugens vinøse citat, og bringer også et par ord om den person, citatet stammer fra.
Denne uges citat kommer fra amerikaneren Benjamin Franklin (1706-1790), der blandt andet var journalist, videnskabsmand og politiker - og ikke mindst en af lederne af den amerikanske revolution.
Citat:
”Vin er beviset på, at Gud elsker os, og elsker at se os lykkelige”.
Forsøg med vin, prop og skruelåg
Charles Spence, der er professor i eksperimental psykologi ved universitetet i Oxford, har udført et par interressante forsøg med vin, korkpropper og skruelåg.
Spence bad 140 forsøgspersoner om at blindsmage og give point til to vine, hvor flaskerne var lukket med henholdsvis korkprop og skruelåg. Hvad deltagerne ikke vidste var, at vinen i flaskerne var nøjagtig den samme.
I et af forsøgene smagte personerne på vinen efter at have hørt lyden fra en korkprop før smagningen af den ”første” vin og fra et skruelåg, der bliver skruet af, før smagningen af den ”anden” vin.
Korkprop vandt over skruelåg
Dernæst blev personerne bedt om selv at åbne flaskerne, før de smagte på indholdet. Efter hver seance uddelte deltagerne point til vinen - eller vinene, som de jo troede, det var.
Den samlede pointgivning viste, at forsøgspersonerne betragtede korkprop-vinen som værende 15% bedre end skruelåg-vinen.
Førstnævnte vin blev ligeledes anset for at være 20% mere velegnet til en festlig lejlighed - hvilket højst sandsynligt også skyldes korkproppens poppende lyd, når flasken åbnedes.
Den gamle devise
Ifølge Charles Spence viser forsøgene, at lyden, og det vi ser og fornemmer i forbindelse med åbningen af en vinflaske, i høj grad præger vores forventning om indholdet - hvilket igen smitter af på vores opfattelse af vinen.
Forsøgene tyder således også på, at folk stadig hænger fast i den gamle devise om, at vin under skruelåg ikke er lige så fin og god, som vin, hvor der er stukket en korkprop i flaskehalsen.
Og det er jo egentlig utroligt. Skruelåg bliver stadig mere udbredt som lukning af vinflasker - også når det gælder fornemme og kostbare vine.
Fra det interaktive kort på Alliance des Crus Bourgeois's hjemmeside.
Et skridt frem og et tilbage
Der er alle de fine cru-slotte i Médoc, der ifølge 1855-klassifikationen er klassificeret fra 1. til 5. cru. Derudover er der et hav af andre vinslotte, der kan opnå den mindre fine klassifikation Cru Bourgeois.
Da foreningen Alliance des Crus Bourgeois du Médoc i 2003 langt om længe blev færdig med at revidere den forældede klassifikation, fik 247 af de i alt 490 slotte, der ansøgte om at blive optaget, lov til at sætte et Cru Bourgeois på etiketten. Desuden kunne 87 af dem tilføje et "Superieur", mens vinene fra ni af slottene var så gode, at slotsejerne kunne skrive "Exceptionnel" på etiketterne.
Men det var langt fra alle vinproducenterne, der var glade for den nye klassifikation, og det endte med en masse retsligt bøvl - og med, at inddelingen i tre niveauer igen blev droppet fra og med årgang 2007.
Et, to eller tre niveauer
Siden da har vinslottene - ud fra foreningens årlige bedømmelse af vinene - igen udelukkende kunnet opnå klassifikationen Cru Bourgeois uden hensyn til, at nogle vine var af bedre kvalitet end andre.
Hos Alliance des Crus Bourgeois du Médoc ærgrede man sig. De slotte, der stabilt gennem flere år havde fremstillet vine af særlig høj kvalitet, burde belønnes med et højere niveau på etiketterne, lød det herfra.
Efter adskillige verbale slagsmål blev det først vedtaget, at indføre to niveauer og siden hen alle tre niveauer. Det skete ved en generalforsamling sidste år, hvor hele 78% af foreningens medlemmer stemte for.
Venter på godkendelsen
Nu mangler man bare den franske regerings blå stempel, men hvis alt går vel, vil den genindførte klassifikation træde i kraft fra og med årgang 2017 - den årgang, der kommer på forretningshylderne i 2020.
Det eneste, man nu frygter, er, at nogle af de slotte, der er imod de tre niveauer, kan nå at lave rav i den før regeringens endelige godkendelse.
Foreningen har netop offentliggjort listen over de slotte, der kan sætte et Cru Bourgeois på etiketterne af deres årgang 2015. Listen omfatter 271 slotte - hvilket er syv færre end for 2014-årgangen.
På Alliance des Crus Bourgeois's hjemmeside kan man se en glimrende oversigt med et
interaktivt kort over foreningens medlemmer med link til information om slottene.
Til venstre ses den traditionelle glasprop og til højre to eksempler på skræddersyede Vinolok Premium propper.
Et smart koncept
Mon ikke der er en del af vores læsere, der på et eller andet tidspunkt har åbnet en vinflaske med en lille elegant glasprop.
Der er dog langt mellem den slags flasker, da glasproppen er dyrere i indkøb for vinproducenterne end korkpropper, syntetiske propper og skruelåg.
For at vinde markedsandele har firmaet Vinolok, der fremstiller glaspropperne, udvidet sortimentet med
Vinolok Premium, hvor man skræddersyr propper til vin- og spritusproducenterne.
Udgangspunktet vil altid være den kendte enkle glasprop, men ud over det kan proppen udformes efter producentens ønske - altså fx få en stor firkantet glastop eller blive forenet med forskellige slags metaller.
Det er smart og i sidste ende billigere for producenten end at skulle have lavet en elegant eller skulpturel glasprop fra bunden af.
Vinolok Premium henvender sig nok mest til spiritusproducenter, der ønsker "lidt spræl" i toppen af flasken.
Stadig flere destillerier
Destillerierne i Storbritannien har haft vokseværk i de senere år. Alene i 2016 slog 27 nye destillerier dørene op i England og 12 i Skotland, hvilket til sammen er en stigning på 17% i forhold til året før. Det betyder ifølge WSTA (Wine and Spirit Trade Association), at Storbritannien i dag har i alt 273 destillerier.
Hvor skotterne frem for alt fremstiller whisky, er det gin - og ikke mindst håndværks-gin fra små producenter - der er målet for destillerierne på engelsk jord.
I alt solgte englænderne gin for 1 milliard pund (cirka 8,5 mia. kr.) i 2016, og inden 2020 forventes salget at runde 1,4 mia. pund (cirka 12 mia. kr.).
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Peter Jørn Laursen.
VinAvisens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en
særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
Peter Jørn Laursen (f. 1960) voksede op med vin, idet hans far også var vinhandler. I 1979 efter endt købmandsuddannelse i Superland på Gentoftegade, trak han frinummer til militæret og tog i stedet til London, hvor han i fjorten måneder arbejdede i vinafdelingen i Harrods. Sideløbende med sit job i det berømte gamle stormagasin tog han et Higher Certificate (sommelieruddannelse) hos Wine & Spirit Education Trust.
Efter en smuttur i Illum’s blev det til 5 år i den legendariske Rasch Vinhandel med kollegaerne Poul Hansen og Niels Borella. Her blev der både renset flasker, tappet og etiketeret, hvilket udmundede i et fuldgyldigt medlemskab af den hæderkronede Vinkyperforening af 1. maj 1884.
Fra 1986 fik han job som butikschef hos Knud Jørgensen Vinhandel i Hellerup, hvor han havde sin daglige gang indtil 1988.
Han opdagede nemlig, at Holger Frederiksens Eftf. - en købmandsbutik, der slog dørene op i 1919 i Ordrup - var sat til salg, og han mente, at det var tid til at slutte sig til de selvstændiges rækker i selskab med “Holgers” barnebarn og hans tidligere kollega Niels Borella.
Det er her - bag disken i de gamle charmerende lokaler - man finder Peter Jørn Laursen den dag i dag. Og det er bag den oprindelige disk, ligesom en stor del af indretningen er bevaret.
Holger Frederiksen Eftf. er frem for alt en vinforretning - spækket til bristepunktet med vine i ethvert prisleje. Men på hylderne finder man også lækre franske delikatesser - fiskespecialiteter, foie gras, supper, krydderier osv.
Fritiden deler Peter Jørn Laursen mellem sin familie, svømning og løb. Han har blandt andet deltaget i det berømte Médoc Marathon, hvor man løber mellem vinmarker og vinslotte i det franske Médoc. Og så driver han Holgers Løbeklub, hvor han, andre erhvervsdrivende i Ordrup og venner af ”huset” tager en løbetur - som selvfølgelig ender med et godt glas vin i vinforretningen.
Adresse: Holger Frederiksens Eftf., Ordrupvej 100, 2920 Charlottenlund, tlf.: 39 64 07 10.
447
Der er kraftig bølgegang i vinmarkerne omkring byen Barbaresco i Piemonte (foto © Trine Schou).
Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 23 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen