Nyheder for uge 18, 2018



Bordeaux årgang 2050

Hvordan vil en typisk rød Bordeaux-vin smage i 2050? Det satte den franske miljøorganisation l’Association des Journalistes de l’Environnement sig for at undersøge. Den hyrede ønolog og vinmager Pascal Chatonnet til opgaven, og han har nu skabt en "årgang 2050" på de klassiske Bordeaux-druer Merlot og Cabernet Sauvignon. Vinen er også fremstillet på traditionel vis med fadmodning i barriques (225 liter egetræsfade). Dog har han dyrket druerne under varmere himmelstrøg i henholdsvis Languedoc-Roussillon og Tunesien.

Den globale opvarmning vil ifølge Intergovernmental Panel on Climate Change bevirke, at gennemsnitstemperaturen i Bordeaux vil være steget med mellem 2 og 4 grader i 2050 - derfor de varmere himmelstrøg.

Et "wake-up call"


Den rødvin, der nu er blevet ud af druerne (i alt 400 flasker), er selvsagt en hel del anderledes end nutidens Bordeaux-vin. Ifølge Pascal Chatonnet er den meget mere frugtrig, har mindre syre og en lidt marmeladeagtig aroma, ligesom elegancen og de finere smagsnuancer, som kendetegner mange Bordeaux-vine, er forsvundet. Den har heller ikke det gemmepotentiale, som vinene fra distriktet ellers er kendt for. En af årsagerne er, at druerne er modnet hurtigere under de højere temperaturer.
Chatonnets årgang 2050 er selvfølgelig ikke et endegyldigt svar på, hvordan en Bordeaux-vin vil smage til den tid. Der er jo mange parametre, man endnu ikke kan tage højde for. Men vinen skal ses som et ”wake-up call" til omverdenen om, hvordan klimaændringerne måske vil påvirke rødvinene fra det berømte vindistrikt.


De lange tragte i Harrods vinafdeling formidler en aroma-oplevelse.

Flot ny vinafdeling i Harrods

Harrods i London har netop åbnet en stor ny vin- og spiritusafdeling, og som alt andet i det legendariske gamle stormagasin er der tale om den ypperste luksus - både når det gælder flaskerne og interiøret.
Vinene er inddelt efter terroir - dog er flaskerne i lokalerne for champagne, mousserende vine og spiritus kategoriseret ifølge deres aromaprofil.
Og det med aromaen løber som en rød tråd gennem den nye afdeling. På et stort bord finder man ud over flasker også glaskupler indeholdende forskellige naturlige ingredienser, der minder om duften af forskellige druer. For at kunne lugte til indholdet i en af kuplerne, skal man stikke næsen ned i en tragt - der minder lidt om tante Møghes øretrumpet i Matador - og give en gummibold et klem.

Cognac med egen butik


I spiritusafdelingen har den kostbare Louis XIII cognac, der koster 18.000 kr. flasken, fået sin helt egen elegante butik - den første af sin art uden for Beijing.
Derudover byder den nye afdeling i Harrods på et ”uddannelses-rum” med film og info om de vinproducenter og vinhuse, hvis vine man finder på hylderne.
Og så er der konsulenter, der står parat til at hjælpe kunderne med at indrette deres vinkældre.
Alle de fine rum er designet af Martin Brudnizki Design Studio med inspiration i 1920’ernes interiører.


En vingård i Beaujolais ligger og gemmer sig i vinmarkernes grønne forårsløv. Foto: Anne-Mette Hedegaard.

Beaujolais med på Unesco-liste

Som vi nævnte i uge 16, har appellationen Beaujolais i Bourgogne haft svært ved for alvor at markere sig på det vinøse verdenskort - hvilket blandt andet skyldes, at dens vine står i skyggen af de store og langt mere berømte Bourgogne-vine.
Men såvel vinproducenterne i Beaujolais som deres syndikat arbejder ihærdigt på at ændre appellationens image og ryste Bourgogne-skyggen af sig. Og i den forbindelse er der glædeligt nyt for Beaujolais, idet området netop - som det første vinområde i verden - er blevet udnævnt til Unesco Global Geopark.
Udnævnelsen går på Beaujolais' helt unikke undergrund, som gennem tiderne har været et trækplaster for forskere inden for geologi. Den er blevet formet gennem 500 millioner år, og det, der gør den unik, er dens utrolige diversitet i såvel forskellige områder af Beaujolais som i dens mange lag.

Afspejler sig i vinene


Men man kan også fornemme undergrundens diversitet over jorden i form af de mange forskellige lokale stenarter, som landsbyernes huse, de gamle kirker, klostre, slotte og vingårde er opført af.
Og så er der selvfølgelig vinene, hvis karakter og aroma også afspejler den store geologiske palet.
Der findes i alt 140 sådanne Unesco geoparker i 30 forskellige lande - det danske Odsherred er således også med på listen. Man kan se listen og læse om de enkelte geoparker ved at klikke her.

Mindste produktion i 60 år

Ikke siden 1957 har vinproduktionen på verdensplan været lå lav som i 2017. I alt blev der sidste år ifølge nye tal fra International Organisation of Vine and Wine (OIV) fremstillet 250 millioner hektoliter vin, hvilket var et fald på 8,6% i forhold til 2016.

Det var frem for alt produktionen i Europa, der trak pilen nedad. Her var der en nedgang på hele 14,6%, hvilket skyldtes den sene forårsfrost i stort set alle europæiske lande og en efterfølgende hedebølge i både Frankrig, Spanien og Italien.
Når det gælder forbruget af vin på verdensplan, lå det i 2017 på 243 mio. hektoliter, og det var USA, der skænkede mest vin i glassene, nemlig 32,6 mio. hektoliter.
Mens forbruget af vin er steget år for år i USA og i flere andre oversøiske lande, er det faldet i flere af de europæiske lande. Dog tyder alt ifølge OIV på, at faldet er bremset, og forbruget stabiliseret.

D'Arenbergs surrealistiske bal

For nylig afholdtes Tasting Australia, der er en ti dage lang mad- og vinfestival i Adelaide i South Australia.
Startskuddet lød d. 13. april med et surrealistisk bal - i ”d’Arenberg cube”, det fantastiske glashus, som vinproducenten Chester Osborn har opført midt i en vinmark.
Ballet var åbent for enhver, der havde købt billet, og selvfølgelig blev folk bedt om at komme iført surrealistiske kostumer - jo vildere, desto bedre. Ved at klikke her kan man få et indtryk af nogle af kostumerne.

Med inspiration fra Rothschild


Surrealismen var en bevægelse inden for litteratur og billedkunst, der florerede i Europa i 1920’erne og 30’erne, og dens førende repræsentant inden for billedkunsten var Salvador Dali - ham med de smeltede ure og elefanter på stylter.
Inspirationen til ballet kom fra det berømte og ligeledes surrealistiske bal, som Marie-Hélène de Rothschild holdt i 1972 på Château Ferrières i Seine-et-Marne. Her var det dog kun hovedbeklædningen, der var surrealistisk, men billedet øverst til højre vidner om, at det var den så til gengæld også for fuld udblæsning.


Foto: Wikipedia/Nyttend.

Den generende rødvinshovedpine

Blandt vores mange læsere er der sikkert nogle, der lider af rødvinshovedpine. Den kan komme, mens man nyder vinen eller dagen efter, og den kan også give sig til kende som ren migræne med flimren for øjnene og kvalme.
I et glimrende interview i online-magasinet LIME fortæller vinskribent og læge Erik Skovenborg om rødvinshovedpine og giver gode råd til, hvordan de, der lider af den, måske kan undgå den. Et af rådene går ud på at holde sig til lysere rødvine frem for de mørke med et højt indhold af naturlige farvestoffer. Og her lister Skovenborg blandt andet, hvilke vine det kunne være en idé at lægge i indkøbskurven - og hvilke, man måske bør styre udenom. Man kan læse interviewet i sin helhed ved at klikke her.


Det nye spiselige sugerør, Lolistraw, findes i lige så mange sprælske farver som det gamle af plastic. Forskellen er, at sugerøret er lavet af tang og kan spises.

Det forhadte plasticsugerør

Som vi nævnte i uge 3, er der stadig flere spiritusfirmaer, pubber og cocktailbarer, der bandlyser plasticsugerøret - og med god grund. Det tager nemlig op til 200 år for et sugerør at blive nedbrudt, og der bruges tonsvis af dem hvert år på verdensplan.

Blandt de firmaer, der har lagt plasticsugerøret på hylden, er verdens største spirituskoncern, Diageo, og det verdensomspændende franske vin- og spiritusfirma Pernod Ricard. Sidstnævnte firma har meddelt, at der fra og med i år ikke må anvendes sugerør af plastic ved nogen begivenhed, der kan forbindes med firmaet.
Pernod Ricard opfordrer desuden sine søsterselskaber og samarbejdspartnere til også at bandlyse plasticen.

Spis sugerøret


Men Pernod Ricard har ikke tænkt sig at gå en sugerør-løs fremtid i møde, og firmaet har derfor indgået et samarbejde med Loliware, et amerikansk firma der har specialiseret sig i hverdagsgenstande af spiselig bioplast. Firmaet blev grundlagt i 2014 og har blandt andet sat en spiselig kop i produktion. Men det har også skabt et sugerør, Lolistraw, der dog kun findes som prototype. Loliware forsøger i øjeblikket at rejse penge til produktionen via crowdfunding-platformen Indiegogo. Men nu har Pernod Ricard så henvendt sig ved døren og vil hjælpe med den videre udvikling af sugerøret.
Ligesom koppen er det spiselige sugerør lavet af tang fra havet, så det er oven i købet sundt!
Man kan læse mere om det nye sugerør og se en lille film om det ved at klikke her.


Gian Mario Bongini.

Fire venner og en vingård i Marche

For fem år siden fandt fire venner sammen om at blive vinbønder. Ingen af dem var det i forvejen. Nærmest tværtimod, eftersom pengene til det vinprojekt, de havde i tankerne, blandt andet kom fra et firma, som beskæftigede sig med kemikalier til tekstilbranchen.

En forladt vinmark i Marche blev støvet op og til en vis grad genoplivet, så der fra begyndelsen kunne fremstilles vin af druer fra op til 50 år gamle vinstokke.
Derudover er der plantet nyt på de i alt 27 hektar, og inden længe er ændringen fra traditionel dyrkning til økologisk gennemført. Derudover har vennerne indrettet en agroturismo, Filodivino Foresteria, med alt, hvad den kræsne turist kan ønske sig, herunder en restaurant med fokus på de mange spiselige produkter, Marche har at byde på. Provinsen, som ligger ud mod Adriaterhavet og grænser op til Emilia Romagna, Umbrien, Toscana, Lazio og Abruzzerne, kaldes ikke uden grund ”Hele Italien i én region”.

Verdicchio og amfora-flasker


Marche er især kendt for sin hvidvin, Verdicchio, som tidligere har haft en storhedstid i Danmark. De amfora-formede flasker var en overgang stærkt populære. Hvad indholdet angik, kneb det ofte, så Verdicchio er mere eller mindre sunket ned i glemslen.
Det er dog uretfærdigt over for de producenter, som holder fanen højt og fremstiller fremragende vine. Som fx Filodivino.
Gian Mario Bongini, 56, er én af de fire venner, som nu er vinbønder, og han drog for nylig til København for at præsentere husets vine. Det foregik via en vinmager-middag hos restaurant Ché Fè, der også sælger Filodivinos vine i sin webshop.
I løbet af aftenen fik Bongini overbevist hovedparten af deltagerne om, at man godt kan tillade sig at sætte en flaske Verdicchio på bordet derhjemme.

Rødvin for fornøjelsens skyld


Gian Mario Bongini præsenterede tre udgaver af sin Verdicchio.
2016 Matto (79 kr.) er den friske, sprøde, mineralske udgave, som har fået et halvt år i ståltanke og et par måneder i flaske før frigivelsen. Lige i skabet til en solnedgangsdrink.
2016 Filotto (130 kr.) er i en helt anden stil. Den gennemgår ikke den malolaktiske andengæring, får otte måneder i tank på gærresterne og derpå et par måneder i flaske. Resultatet er en tiltalende vin med vibrerende syre og så mange facetter, at den uden problemer kan ledsage fisk, skaldyr og fjerkræ.
2014 Dino (178 kr.) er den tredje Verdicchio. Den har fået andengæring og er en vin med tyngde, som flertallet af deltagerne i smagningen foretrak. Den har fået samme barndom som de to andre bortset fra fuld malolaktisk gæring og til sidst et halvt år i flaske.
På Filodivinos marker vokser også druesorten Lacrima di Morro d'Alba, der bruges til rødvinene Diana og Soara, og som man ikke finder så mange andre steder i Italien.
- Verdicchio er vores passion, sagde Gian Mario. - Rødvin er kun for vores fornøjelses skyld.
Lacrima producerer vennerne da også kun i meget små kvanta. Diana (110 kr.) og Soara (ikke på lager i øjeblikket) er mørke, saftige vine med en let bitter eftersmag af kirsebærsten. De skal drikkes kølige og gerne til kogt torsk, havtaske og lignende lyse fisk. Jørgen Aldrich


Heitz Cellars logo.

Legendarisk vinhus solgt

Heitz Cellar er et af Napa Valleys mest berømte vinhuse. Det blev grundlagt af Joe Heitz og hans hustru, Alice, i 1961, og i dag er det anden generation, Kathleen Heitz-Myers, og tredje generation, Harrison Heitz, der fører det videre. Eller rettere førte - nu har de nemlig solgt vinhuset til milliardæren Gaylon M. Lawrence Jr. fra Arkansas. Ifølge The Drinks Business ligger købssummen på omkring 180 millioner dollars (cirka 1 mia. kr.).

Heitz Cellar har 172 hektar vinmarker, og til kult-rødvinen på Cabernet har vinhuset siden 1965 fået druerne fra den 14 hektar store Martha’s Vineyard, en berømt vinmark, som ejes af familien May.



De seks barstole fra Ritz gik til et hammerslag, der var mere end syv gange højere end den højeste vurdering.

Auktion over hotel Ritz

Ritz i Paris er et af verdens mest legendariske hoteller. Det slog dørene op på Place Vendôme i 1898, og siden da har alt fra berømte forfattere til kunstnere og konger boet i hotellets suiter.
Når Charlie Chaplin, Gary Cooper og Maria Callas var i Paris, boede de selvfølgelig på Ritz. Og modeskaberen Coco Chanel slog sig ligefrem ned fra 1937 og indtil sin død i 1971.
Fra 2012 til 2016 lukkede hotellet for første gang nogensinde. Årsagen var en større renovering, hvor al interiøret fra kælder til kvist blev udskiftet. Alle de gamle møbler og genstande er nu blevet solgt på en fem dages auktions hos auktionshuset Artcurial.

Adskillige bar-effekter


I alt 3500 partier kom under hammeren, hvoraf en del stammede fra hotellets barer, Bar Vendôme og Ritz Club. Man kunne byde med online på champagne- og cocktailglas, bardiske og barstole - blandt andet de polstrede 1800-tals stole, man ser på billedet øverst til venstre. Den samlede højeste vurdering for stolene var 4000 euro (cirka 30.000 kr.), men hammerslaget nåede helt op på 30.000 euro (cirka 223.000 kr.). Der er ingen tvivl om, at kendis-effekten gjorde sig gældende - det, at diverse berømtheder har siddet i netop disse barstole. En af de flittige bargængere på Ritz var forfatteren Ernest Hemingway.
Man kan se hele det overdådige auktionskatalog ved at klikke her. Det er ret overvældende, og der er nogle spøjse ting imellem - blandt andet hotellets første badekar!


2016, et stort portvinsår

I uge 16 nævnte vi, at Symington Family Estates havde erklæret 2016 for årgangsportvin, og det gælder for samtlige af firmaets portvinsmærker, Cockburn’s, Dow’s, Graham’s og Warre’s. Det er kun for portvine fra særligt gode år, at man erklærer årgang, som det hedder.

Nu er portvinshuset Sandeman fulgt trop og har ligeledes erklæret 2016 for årgang - og det samme har The Fladgate Partnership for portvinene i sine tre portvinshuse, Croft, Fonseca og Taylor’s. Flere huse forventes at følge i kølvandet.

En af de nu solgte flasker Macallan 1926. Foto: Le Clos.

Verdensrekord for Macallan

Macallan er en af Skotlands mest berømte whiskyer, og gamle og sjældne flasker sælges derfor til ekstremt høje priser og hammerslag på auktioner rundt om i verden.
Nu har to flasker Macallan sat en ny verdensrekord som det dyreste salg af whisky fra en detailforretning nogensinde.
Flaskerne indeholder whisky fra 1926, der har ligget på sherry-fade, lige indtil den i 1986 blev tappet på kun 40 flasker.
Det var luksus vin- og spiritusforretningen Le Clos i lufthavnen i Dubai, der solgte flaskerne til en forretningsmand og whiskysamler. Den samlede pris var på det, der svarer til 7,4 millioner kr.

Kunst på etiketterne


De to flasker, som blev solgt af Le Clos, havde nogle meget specielle etiketter. Ud af de 40 flasker Macallan 1926, blev de16 straks frigivet til salg i 1986, mens to berømte popkunstnere, britiske Sir Peter Blake og italienske Valerio Adami, skabte etiketter til de resterende 24. Og det var to af disse sjældne kunstneriske flasker, forretningsmanden købte.
Sidst, der blev solgt en flaske Macallan 1926 - dog ikke en af dem med kunst på etiketten - var i 2007 på en af Christie’s auktioner, og her lød hammerslaget på ”sølle” 461.000 kr. Men det havde nu alligevel været en rigtig god investering, hvis man havde købt en sådan flaske i 1986 - dengang var prisen "kun" 169.000 kr.
Jura Distillery på den lille ø af samme navn.

I kajak mellem smagsprøverne

Hvis man er til skotsk whisky og sport i én skøn forening, så er ”Tour of 10 Malts” måske det helt rigtige sommerferie-valg.
Det er det britiske firma Rat Race Adventure Sports, der har lanceret den tre dage lange tur, hvis første udgave starter d. 13. juli.
På turen besøger man i alt ti destillerier på de to whisky-øer, Islay og Jura - heriblandt Bowmore, Bruichladdich, Kilchoman og Jura Distillery.
Men man skal arbejde for føden - og whiskyen - da man skal cykle, trekke og sejle i kajak fra destilleri til destilleri.
Men ved at gøre det oplever man også nogle af Skotlands mest fantastiske landskaber fra både land- og søsiden.

Den lille ø Jura


Turen starter med en færgetur til Islay, der er den største af de to øer. Når man har besøgt øens perlerække af destillerier, trampet i pedalerne og padlet i kajakkerne, går turen videre til den lille ø Jura med besøg på øens eneste destilleri, der bærer dens navn.
Den 367 kvadratkilometer store ø er et af de mest utæmmede og vilde steder i Skotland, og indbyggerantallet er på sølle 188 - mens der er hele 5000 kronhjorte.
Prisens for dette whisky- og sportseventyr er 449 pund (cirka 3800 kr.) pr. person. Man kan læse mere og melde sig til ved at klikke her.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Brdr. Kondrups Vinhandel er blevet optaget i VinAvisens database over vinimportører.


Georges Duboeuf.

Vinens Hall of Fame

Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Georges Duboeuf. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Georges Duboeuf (f. 1933), også kaldet "kongen af Beaujolais", blev født i byen Chaintre i Pouilly-Fuissé i en familie med vinproducent-rødder tilbage til 1700-tallet.
Det faldt derfor helt naturligt, at Georges Duboeuf ligeledes skulle gå vinvejen, og i en alder af kun seks år var han med til at fremstille sin første vin.
Som ung studerede han idræt i Paris, men vendte efter et par år tilbage til Pouilly-Fuissé, hvor han slog sig ned som vinkøbmand – eller négociant, som man siger på fransk.
I begyndelsen cyklede han fra vinhus til vinhus for at smage og opkøbe vine, som han så solgte videre til nogle af Frankrigs mest berømte stjernerestauranter.
I 1964 etablerede han sig for alvor med virksomheden Les Vins Georges Duboeuf, og i dag er han Beaujolais’s største négociant. Han har kontrakter med omkring 400 vinproducenter og fremstiller årligt cirka 30 millioner flasker vin, som eksporteres til mere end 120 forskellige lande – inklusive Danmark, hvor hans vine er at finde på hylderne hos Løgismose Vinimport. Alt i alt står hans virksomhed for cirka 15% af regionens vinproduktion og for 75% af eksporten.
Georges Duboeuf har gjort mangt og meget for at markedsføre Beaujolais. I 1970 var han blandt andet med til at starte det berømte Beaujolais Nouveau-kapløb, som finder sted hvert eneste år, når den nye Beaujolais-vin kommer på gaden. Og han er også manden bag et stort vinmuseum i byen Romanèche-Thorins.
Georges Duboeuf og hans hustru Rolande har to børn, Fabienne og Franck, hvoraf sidstnævnte i 1983 indtrådte i sin fars firma.
Adresse: Les Vins Georges Duboeuf, 208 rue de Lancié, Romanèche-Thorins, 71013 Mâcon Cedex, Frankrig, tlf.: (+33) 3 85 35 34 20, fax: (+33) 3 85 35 34 25, e-mail: contact@duboeuf.com, www.duboeuf.com.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Et par klaser Fiano.

Hvorfor hedder druen Fiano?

For nylig fik Jakob Juhl en italiensk hvidvin på druen Fiano. Nu vil han gerne vide lidt mere om denne drue - blandt andet, hvor den har sit navn fra.
Fiano er en ældgammel drue, der også har været kendt under navne som Fiana, Foiano og Apiana, så det kan tænkes, at navnet Fiano ligefrem er afledt af navnet Apianum, som allerede romerne brugte i oldtiden.
Den romerske vin Apianum blev fremstillet af druen Vitis Apiana, hvis navn er i familie med det latinske ord for honningbi (apis). Det er i hvert fald et faktum, at bierne er meget interesserede i Fiano-druens søde frugtkød.
Fiano er den klassiske drue i Campania og på Sicilien – måske var det allerede grækerne, der indførte den.
I Campania dyrkes den især omkring byen Avellino, hvor den bruges i DOCG-hvidvinen Fiano di Avellino.
Druen var næsten forsvundet i den sidste halvdel af 1900-tallet, men dygtige vinmagere, anført af Mastroberardino, har gjort en stor indsats for at genindføre den.
Nogle af de bedste marker omkring Avellino ligger omgivet af træer med hasselnødder, og nogle mener at kunne smage nødderne i vinene.


Ugens vinøse billede

Mogens Bergmann har taget dette billede af en dramatisk stejl skråning i den franske vinregion Jura.
Billedet er fra Château-Chalon med den berømte gule vin – vin jaune – som nonnerne i byens kloster fremstillede allerede omkring 1460.
Vinen presses udelukkende af den ret ukendte drue Savagnin, der høstes sent og gæres langsomt til en sød vin.
Næste forår hældes vinen på små egetræs-fade, hvor den får lov til at ligge i mindst seks år, og i den tid fordamper cirka 35% af den.
Men man fylder ikke efter. På vinens overflade dannes en bakterie-kultur, og dette tynde lag beskytter vinen mod for meget iltning.
Kulturen minder lidt om de gærsvampe, der findes i sherryfade.
Efter den lange modning har vinen fået sin karakteristiske gule farve, en aroma af nødder, honning og krydderier samt en kraftig eftersmag. Samtidig er den blevet meget holdbar.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:


Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416 Billede 417-475


475 Druer i godt selskab i Nivaagaards Malerisamlings aktuelle udstilling af J.L. Jensens blomsterbilleder (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 25 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Hvidvin

Parthenium, Carlo Pellegrino, Sicilien, Italien, 2017, lav alkohol (12,5%) 79,75 kr., pris på tilbud hele maj måned: 59,75 kr., Skjold Burne Fortræffelig hvidvin på druerne Grillo og Pinot Grigio, udpræget til mad. Der er dynamik i den, god krydring og noter af tropiske frugter og grape. Flasken har skruelåg.
Maximin, V. Schubert, Riesling, Mosel, Tyskland, 2016, lav alkohol (11%) 85 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Indtagende hvidvin med et fint billede af Riesling-druen - og en typisk Mosel med dens fine charmerende sødme. Glimrende til mad - og som terrassevin, når den tid kommer. Flasken har skruelåg.
Tikohi, Sauvignon Blanc, Malborough, New Zealand, 2017, lav alkohol (13%) 99,95 kr., pris ved 6 flasker: 88 kr., AndrupVin.dk Om 2016-årgangen skrev vi: "Denne friske hvidvin smager godt. En rigtig god Sauvignon med et klart billede af druen - stikkelsbær, hyldeblomst ..." Citat slut. Men lad os tilføje: Vinen har en helt vidunderlig og aromatisk duft og smag og en lang eftersmag. Flasken har skruelåg.
Dreidesheimer Leinhöhle, Spindler Lindenhof, Riesling, Pfalz, Trocken, Tyskland, 2016, lav alkohol (12,5%) 109 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Jysk Vin En Riesling, der er typisk Riesling. Druen i fuld udfoldelse. En flot og superlækker hvidvin med frisk frugt, fin krydring, god syre og et strejf af honning.
Viña Salort, Familia Traversa, Chardonnay, Montevideo, Uruguay, 2016, middel alkohol (14%) 119,95 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Supervin I forhold til priserne har denne hvidvin et lidt smalt smagsbillede. Den når ikke rigtigt rundt i munden - bortset fra markante fadnoter med vanille fra fire måneder på ny, fransk eg. Flasken har skruelåg.
La Doncella, Bodegas Familia Conesa, Chardonnay, Castillien., Spanien, 2017, lav alkohol (12,5%) 129 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., D’Wine En let hvidvin, der både er økologisk og vegansk. Den har en blød og meget lækker druesmag med fin krydring, tilpas syre og en lille sødme.
Solaris Classic, Solaris, Regional vin fra Jylland, Danmark, 2017, lav alkohol (11,5%) 150 kr., Skærsøgaard Vin En meget lækker hvidvin med duft af kærlighedsfrugt og strejf af ananas. Smagen er frisk og tør uden at knase, den har en behagelig fedme og liflige citrusnoter til slut. En vin til sommerens fisk- og skaldyrsretter.

Rosévin

Villa del Rose, Landiras, Var IGP, Frankrig, 2017, lav alkohol (12,5%) 89,95 kr., pris på tilbud ind imellem: 50 kr.; sælges også i Kvickly., SuperBrugsen Til prisen 50 kr. lidt af et fund - en typisk Provence-rosé, let, ganske lys og læskende. Brug den fx som terrassevin med småretter eller snacks.
GM, Gabriel Meffre, Provence, Frankrig, 2016, lav alkohol (13%) 89,95 kr., ind imellem på tilbud: 59 kr., Kvickly En dejlig frisk rosé med en mild duft af modne ribs og en god vinøs smag med strejf af aromatiske skovjordbær. Nyd den ikke alt for kold - så forsvinder noget af den fine duft og smag. En rigtig sommervin til et hyggeglas på terrassen - eller til en god madsalat. flasken har skruelåg.
Fontanafredda, Langhe, Rosato, Italien, 2016, lav alkohol (12%) 119,95 kr., på tilbud ind imellem: 69 kr.; sælges også i Kvickly., SuperBrugsen Denne rosé minder mere om en rødvin end den gængse rosé-stil. Den har en vis karakter, god krydring, tilpas syre og en lang eftersmag. Udpræget madvin. Flasken har skruelåg.

Rødvin

MV, Dehesa del Carrizal, Vino de Pago, Montes de Toledo, Spanien, 2013, høj alkohol (15%) 79 kr., pris ved 6 flasker, Høj Larsen Vinimport Lækker rødvin på druerne Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot og Tempranillo. Den har markante tanniner og en vis tørhed. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.
Secret Reserve, Santa Rita, Pinot Noir, Valle Central, Chile, 2016, middel alkohol (13,5%) 79,95 kr., Amka Vellavet rødvin med et elegant billede af Pinot-druen, ret let, med ren frugt, afstemt sødme og en smag, der udvikler sig fint ud i eftersmagen.
Bracamonte, Bodegas Grupo Yllera, Tempranillo, Ribera del Duero, Crianza, Spanien, 2011, høj alkohol (14,5%) 84 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop Denne rødvin "stritter" lidt i forskellige retninger - frugt, tørhed, mint og chokolade, træ ... Udpræget madvin.
Intervalo, Echeverria, Syrah, Central Valley, Chile, 2015, lav alkohol (13%) 85 kr., på tilbud indtil 31. maj: 69 kr., Vinoble Trods de behagelige 13% en kraftig rødvin med en god krydring (peber), der udvikler sig i munden. En glimrende og meget anvendelig madvin. Flasken har skruelåg.
Masseria Trajone, Puglia IGP, Appassimento, Italien, 2016, høj alkohol (14,5%) 89,5 kr., Irma En flot rødvin fra den italienske støvlehæl, lavet på druerne Primitivo (40%), Negroamaro (40%) og nogle lokale druer. Den fylder munden med dyb frugt og noter af vilde bær, tørrede druer, chokolade, figner og vanille.
Cabalie, Vindivin, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2017, lav alkohol (13%) 99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk Vellavet rødvin på druerne Grenache og Carignan. Den har en blød, afrundet smag med delikat druefrugt og en sødme, som mange vil være glade for. En meget anvendelig vin.
HandCraft, Pinot Noir, Californien, USA, 2016, middel alkohol (13,5%) 124,95 kr., På tilbud indtil 3. maj: 59 kr., Kvickly Duften af denne rødvin siger klassisk Pinot Noir. Smagen er koncentreret - næsten til at skære i - fuld af frugt og med noter af modne blå druer. Det er en meget lækker vin med en lang eftersmag, der udvikler sig med nye facetter. Et rent kup til tilbudsprisen - og en vin, der har en stor spændvidde til mad. Prøv den til en ekstra god fjerkræs-ret eller til cremede oste.
Axel Primero, Top Wine Group, Colchagua Valley, Chile, 2014, middel alkohol (14%) 129 kr., Kjær & Sommerfeldt Flot rødvin på en vifte af druer: Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Syrah, Malbec, Carmenère og Petit Verdot. Fyldig frugt, bløde tanniner, fin sødme - en vin, der hænger godt sammen. Giv den en god bøf eller gryderet.
Tabiso, Darling Cellars, Shiraz, Western Cape, Sydafrika, 2017, middel alkohol (13,5%) 129,95 kr., pris for 3 liter i boks, Amka Til 32,49 kr. for en normal flaske er dette en rigtig god hverdags-vin. Der er moden frugt, bløde tanniner, fin krydring og et strejf af egetræ.
Flavabom, Byrne Vineyards, Shiraz, South Australia, Australien, 2017, høj alkohol (16%) 129,95 kr., pris på tilbud ind imellem: 79 kr., SuperBrugsen Denne australske Shiraz-rødvin smager rigtig godt. Den har blød og lækker frugt og unægteligt rigeligt med procenter, men er uden spritkant. Flasken har skruelåg.
Whitebox, Stuart Wines Company, Pinot Noir, Yarra Valley, Australien, 2012, lav alkohol (13%) 149 kr., pris ved 6 flasker: 129 kr., A Vinstouw Denne rødvin har en god Pinot-karakter, men også en tørhed, som nogle sikkert vil opfatte som lidt for markant. Under alle omstændigheder er det en udpræget madvin. Flasken har skruelåg.
Sounds of Silence, Oak Valley, Pinot Noir, Elgin, Sydafrika, 2015, middel alkohol (13,5%) 175 kr., på tilbud ved 3 flasker: 150 kr., Erik Sørensen Vin Meget lækker rødvin med en dejlig Pinot-smag. Den har en god, ret fyldig, afrundet og saftig frugtsmag, fin krydring og en lang eftersmag. Nem at drikke - også hvis man ikke er fan af Pinot. Prøv den fx til stegt fisk.
Caparsino, Caparsa, Sangiovese, Chianti Classico, Riserva, Italien, 2012, middel alkohol (13,5%) 179 kr., Quist Wine Dejlig rødvin på økologisk dyrkede druer og med lagring i to år på gamle egefade. Den har en ren frugtsmag med fin krydring og en fint integreret fadsmag. Den kan drikkes nu, men gem den gerne (hellere) endnu nogle år.
Veronia, Zinfandel, Puglia IGT, Italien, 2017, middel alkohol (13,5%) 179 kr., på tilbud 28. april til 3. maj: 129 kr. for 3 liter, Kvickly Til prisen 32,25 kr. pr. normalflaske er denne boksvin et godt køb. Vinen er nemlig rigtig god med saftig frugt, tilpas krydring og en sødme, som mange vil være glade for.

Sød vin

Frohmut, Riesling, Spätlese, Tyskland, 2017, lav alkohol (8,5%) 129,95 kr., på tilbud i uge 18 (denne uge): 79 kr., Kvickly En meget lækker økologisk hvidvin med en liflig duft og smag med noter af modne citroner og appelsiner. Vinen er på ingen måde sukkersød - den har en fin syre, der giver modspil til sødmen. Den vil egne sig fint til en ikke for sød dessert eller som et hyggeglas godt afkølet i den nært forestående sommer. Flasken har skruelåg.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen