................
Vin-aktuelt i uge 19
9. maj - 15. maj 2005
..............................................
| VinAvisen uge 16 | VinAvisen uge 17 | VinAvisen uge 18 |
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her! Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturlgivs ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam. |
..... Nogle af de 80.000, der den 5. maj 1907 demonstrerede foran rådhuset i Narbonne. ..... ..... "De sulter ikke mere," står der under tegningen af ofrene ved infanteriets og dragonernes angreb i dagene 19.-20. juni 1907. |
Den franske regering kæmper for et ja til EU-forfatningen, men den får i hvert fald ikke noget ja fra vinbønderne i Languedoc-Roussillon. Tværtimod planlægger de frustrerede vinbønder aktioner i dagene forud for afstemningen, og det kan meget vel komme til en voldelig opstand som i 1907. Også i 1907 havde vinbønderne i "det dybe syd" problemer. De havde genplantet efter Phylloxera-katastrofen i 1885, men verden var blevet en anden. Bønderne havde fået hård konkurrence fra udlandet, forfalskede vine blev solgt frit på markedet, og svindlerne blev ikke straffede. Bønderne talte imod den overdrevne tilsætning af sukker og for genindførelse af toldafgifter, men regeringen i Paris, der var tættere på de rige sukkerfabrikker i Nordfrankrig, ignorerede deres nødråb. Den 5. maj 1907 demonstrerede 80.000 vinbønder og deres familier i Narbonne. Den 26. maj var der 250.000 i Carcassonne, og den 9. juni 600.000 i Montpellier. Og ti dage senere blev seks demonstranter dræbt, da infanterisoldater og dragoner gik til angreb på menneskemasserne. To gange nul er stadig lig med nul Mange af nutidens vinbønder føler, at de ikke får nok beskyttelse på hjemmemarkedet, og de er vrede over stigende import af vin fra Italien og Spanien. Der går endog rygter om, at man blander de italienske og spanske vine med vin fra Sydamerika og kalder dem ”Produit de France”, så snart de har krydset grænsen. Som nævnt i uge 17 har regeringen givet regionen et tilskud på 70 mio euro (520 mio dkr.), men vinbønderne er ikke imponerede. To gange nul er stadig lig med nul, siger de. Og aktionsgruppen CRAV (Comité Régional d'Action Viticole) optrapper sine angreb. 30.000 flasker vin i rendestenen I sidste uge fortalte vi, hvordan folk fra CRAV skød mod en tankbil med vin. Nye rapporter fortæller, at det var vin fra det spanske Rioja, og at hundrede vrede vinbønder tvang chaufføren og hans medhjælper til at åbne tanken, så en mængde vin svarende til 30.000 flasker fossede ud på gaden og forsvandt i rendestenen. Gendarmerne blev siddende i deres blå bil og så blot til. Ifølge avisen The Telegraph sagde en af betjentene: – De folk er rasende. De har stadig næsten halvdelen af deres vin fra sidste år i kældrene, så når en lokal vinhandler køber en tankfuld spansk vin i stedet for deres vin, så må de jo have afløb for deres vrede. Jeg kan ikke gribe ind i en social aktion. Importøren af vinen var en dame, der fører firmaet videre efter sin mands død. Hun mødte de aktionerende med åben pande: – Ja, vi køber spansk vin, fordi den er billigere, sagde hun. – Vi har ikke råd til den lokale vin. Vores marginer er så snævre på grund af vinkrisen. Vi har intet andet valg. Vi er alle i samme båd. |
Også i Schweiz er der vrede vinproducenter. Ifølge den schweiziske avis Le Temp er de vrede over en plakatkampagne, som myndighederne har sat i værk for at gøre bilister opmærksomme på 0,5 promille-grænsen. "0,5 promille. Ét glas, et enkelt", står der på plakaterne, men det er jo forkert, siger vinfolket. Helt forkert. Alle og enhver – uafhængigt af køn og vægt – er sikre på at kunne sætte sig bag rattet efter et enkelt glas. Men langt hovedparten af menneskeheden vil sagtens kunne drikke to glas uden at nå grænsen. Og de tungeste af os vil også kunne drikke tre, forudsat at vi tager os god tid ved bordet og ikke nyder en alkoholbamse med 14,5%. De schweiziske vinorganisationer har besluttet at anlægge sag mod myndighederne for unfair konkurrence. Det er så op til en domstol at afgøre, hvor kunsten at præsentere et budskab slutter, og hvor løgnen begynder. |
| Parker glad for biografi Der er skrevet mangt og meget om vinguruen Robert Parker. Og nu er der en ny biografi på trapperne med titlen "The Emperor of Wine: The Rise of Robert M Parker Jr and the Reign of American Taste". Den er skrevet af vinskribenten Elin McCoy – uden Parkers medvirken. Men ifølge Decanter er hovedpersonen selv begejstret for bogen, som han giver det blå stempel på sin webside erobertparker.com – også selv om han fremhæver, at nogle af historierne er det pure opspind. Vinsmagning med japaner på skødet Bogen er krydret med masser af anekdoter, som fx den om vinproducenten Hubert de Montille fra Bourgogne. Under en middag i en restaurant i Beaune sagde han til en af Parkers medarbejdere, at hans humør var strålende – ikke mindst efter 11. september 2001. Den var jo ikke så god, og Montille skyndte sig også at undskylde i et langt brev. Men lige meget hjalp det. Den famøse udtalelse sivede, og nu vender flere af producentens kunder ham ryggen – nogle overvejer endda i protest at destruere vine fra hans vinhus, som de ligger inde med. En af de mere muntre historier er den om en meget nedringet japansk pige, hvis bryster hoppede ud, da hun midt under en vinsmagning hoppede op på skødet af Parker. | .... Robert M. Parker Jr. |
Man synes måske ikke, at det kan være så svært for vinproducenterne at gå over til skruelåg. Det er vel bare ud med korkproppen og på med låget. Men det kræver nu en hel del mere – faktisk så meget, at der nu er skrevet en tyk bog på 336 sider – en slags manual i, hvordan man fremstiller vine med skruelåg. Forfatteren til "Taming the Screw: A manual for winemaking with screw caps" er den australske vinskribent Tyson Stelzer. Og bogen bygger på et fond af erfaringer fra såvel vinproducenter og videnskabsfolk som flaske- og skruelågsfabrikanter. Bogen kommer fx ind på, præcis hvor meget vin, der bør fyldes i flaskerne, mængden af tilsat svovldioxid, kemi, opbevaring, holdbarhed – og selvfølgelig alle de gode grunde til at bruge skruelåg. Og det hele er krydret med tegninger, diagrammer og billeder i massevis. Bogen kan købes på adressen www.winepress.com.au. PS: Bogens titel er en morsom hentydning til Shakespeares komedie "The Taming of the Shrew" - på dansk: "Trold kan tæmmes". |
Bourgogne-folket har lavet en meget indholdsrig website med en masse oplysninger og billeder samt diverse underholdning – på adressen www.burgundywine.net. Blandt andet er der en quiz, hvor et af spørgsmålene lyder: Hvor mange år er du villig til at vente på, at en bourgogne udvikler sig? Der er tre mulige svar: Ét år, fem år og ti år. Mærkværdigvis mangler endnu en mulighed, nemlig: Jeg vil overhovedet ikke vente! For det er jo sådan, at næsten al vin, der drikkes i denne verden, bliver trukket op inden for to døgn efter købet. Det gælder også det meste bourgogne. Knoglerne ved klippens fod Vi har surfet rundt på Bourgogne-siderne og faldt for billedet til venstre. Det viser den mærkelige klippe Solutré, der rager op med sine næsten lodrette sider over nogle af vinmarkerne i Mâcon-området. Kommer man der en søndag, vil man opleve en hærskare af tapre folk, der bestiger klippen som små, kulørte myrer. Ved klippens fod fandt man i 1866 store mængder knogler fra 40.000 heste samt fra talrige mastodonter og rensdyr, som primitive jægere i stenalderen jog op ad klippens skrå bagside og ud over kanten for at få bøf på bålet. Folk på egnen er overbevist om, at alle disse knogler gøder jorden og giver vinen dens særlige karakter. Knoglevin! |
| Bourgognes eksport til Danmark Vi er ikke helt færdige med Bourgognes nye website – www.burgundywine.net. På den ligger nemlig også en side med facts om Bourgognes eksport af vin til Danmark. Tallene er fra 2002, men alligevel interessante. Det fremgår af siden, at Danmark importerer 13 liter fransk vin pr. indbygger og dermed er den største køber (pr. næse) af fransk vin efter Belgien. Danmark er Frankrigs 7. største kunde i mængde (4% af den totale eksport) og den 9. største i værdi (2,7% af den samlede eksport-omsætning). I 2001 var Frankrigs markedsandel i Danmark 35% i mængde og 40,5% i værdi, og Frankrig var nr. 1 på begge områder. Ifølge VSOD’s seneste statistik er Frankrig stadig nr. 1, men markedsandelen i Danmark er i 2004 faldet til 23,09% i mængde. Engang var den 67% ... Psykologiske priser Med hensyn til de ”"psykologiske" priser, så koster 80% af de vine, vi køber, under 40 kr., mens 95% koster under 50 kr. I 2002 importerede vi 82,8 millioner flasker fransk vin (11% mindre end i 2001) til en melodi af 157,5 mio euro (+5%). Af appellations-vine (VQPRD) importerede vi 42,4 mio franske flasker (-11% af 2001) for i alt 111,5 mio euro (-3%). De syv største importerer 75% Ifølge facts-siden er der cirka 1000 danske vinimportører, men kun cirka en tiendedel af dem er full-time professionelle. Det skal nok passe. De syv største importerer cirka 75% af alle flasker. Heri er inkluderet de store supermarkedkæder, der tager sig af 55 ud af de 75%. Hvert år køber danskerne 50 millioner flasker vin i Tyskland, mens der i Danmark bliver solgt 13 millioner flasker til svenskerne. I lufthavne og på færger køber vi 7 millioner flasker om året. Som sagt er disse oplysninger nogle år gamle, så Bourgogne-folket burde nok lige gå ind og revidere deres website. | ....
Denne graf viser eksporten af bourgogne til Danmark. Som det fremgår, er eksporten af rødvin faldet markant gennem de seneste år, og tendensen synes at fortsætte. Dette har naturligvis sin forklaring i, at der er for mange flasker bourgogne, der er for dårlige – og for mange, der er for dyre. Kunsten er at finde de gode, der ikke koster en herregård. |
Et lidt mærkværdigt syn møder den, der besøger smagelokalet hos vinhuset Voyager Estate i Western Australia: En cowboyhat med en hel karrusel af glimtende skruelåg, der hænger ned fra skyggen. Det er oplagt at tro, at der er tale om sidste nye skrig i parisisk hattemode. Men det er nu ikke tilfældet. Derude, hvor kragerne vender i Australien, har man ifølge Wine Spectator altid kunnet møde folk med den slags hatte. Men så er de behængt med korkpropper, der efter sigende skal kunne holde fluerne væk. Når vinhuset har valgt at bruge skruelåg, er det for at gøre opmærksom på, at denne form for lukning har vundet over korkpropperne, når det gælder dets vine. Skiltet ved siden af kommer med en uddybende forklaring samt en lovprisning af skruelåget. |
... En Checker's Cab er egentlig navnet på en newyorker-taxa - en gul Cabriolet med ternede bånd lang siderne. |
Vinen til enhver, der er vilde med hunde, er netop kommet på markedet i Californien. Producenten er Kendall-Jackson, og navnet på det nye brand er "Dog House" (Hundehuset). Den lille legesyge vovse optræder på etiketterne på hele tre forskellige vine, nemlig "Checkers' Cabernet", "Charlie's Chardonnay" og "Max's Merlot". Indholdet består hovedsagelig af en god cocktail af den vin, som er blevet til overs efter produktionen af vinhusets øvrige vine. Det nye brand er skabt med et godt formål for øje, idet 50 cent af prisen på hver eneste flaske, der bliver solgt, går til en forening for førerhunde, Guide Dogs for the Blind. Og det kan jo blive til en del, når der er sat 1.2 millioner flasker til salg. Som et ekstra plus er samtlige flasker forsynet med skruelåg. |
| .... |
Ugens drue: Sangiovese Nej, den store italienske drue er ikke opkaldt efter en helgen ved navn Sankt Giovese. Dens navn går tilbage til den romerske oldtid. Man mener, at den oprindelig hed Sanguis Jovis, dvs. Jupiters Blod – Jupiter var som bekendt det romerske navn på grækernes overgud, Zeus. Sangiovese (hvis navn udtales san-dji-o-veeese) er Italiens mest benyttede blå druesort. Vine som Chianti, Vino Nobile di Montepulciano og Brunello di Montalcino er fremstillet på netop denne drue. Dens oprindelse har hidtil fortabt sig i de vinøse tåger, men fornylig har man via DNA-undersøgelser fundet frem til druens aner, nemlig druesorterne Ciliegiolo, der frem for alt dyrkes i Toscana, og den mindre kendte Calabrese Montenuovo fra Campania. Druesorten Sangiovese består i virkeligheden af to familier og mange forskellige kloner, og ofte blandes der andre druesorter i vinen, i Toscana især Cabernet Sauvignon. Som nævnt nedenfor i ugens blå-bog-portræt af Erik Banti kaldes druen Morellino i Scansano, men det kære barn har flere andre navne: Calabrese, Nerino, Sanvicetro, Prugnolo (i Montepulciano) og Brunello (i Montalcino). Plus en hel del efternavne: Grosso, Dolce, Gentile, Toscano osv. ..... |
Den danske vinbranche * Taster Wine har ansat Christian Jolinder som export manager med særligt fokus på Sverige, Norge, Finland samt de baltiske lande. Christian Jolinder er svensk, men taler og skriver dansk. Han har senest været nordisk salgsdirektør for Robert Mondavi. * BB Vinimport har fået importen af vine fra La Montina i det italienske Lombardiet. --.....- |
Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den! .. |
En af vore læsere, Søren Meinert, har henvendt sig for at få opklaret historien bag en noget speciel gammel flaske sherry, som han fandt, da han ryddede op på loftet hos sin nyligt afdøde farmor. På etiketten står der "Bryllups Sherry" samt følgende kryptiske informationer: Mellow and smooth = Vrøvl og sludder Exstra Special Finest Pladder. Pladder de Luxe Ilanddreven fra Sortedamssøen ved Østerbrogade Købt ved en Fejltagelse paa en eller anden Auktion Fustagen var mærket: Pierre de la Humbug, Jerez Denne vin, der kun findes i ganske få nummererede flasker, tilegnes dagens brudepar, Ingelise og Erik Karl G Sjærfins Vinbiks Østerbrog. 54 v. Pios Vinhandel, Østerbrogade 54 Flasken er derudover forsynet med datoen 3/1 1942 og nummereret i hånden som nr. 14. Men hvem i alverden var Ingelise og Erik? Og tør man mon drikke indholdet? Hvis nogle af VinAvisens læsere skulle ligge inde med informationer om den mystiske flaske, så send venligst en mail til anker@vinavisen.dk. |
. |
I 1969 tog Erik Banti til New York, hvor han fulgte "beyond the camera" uddannelsen i Lee Strasberg’s Actor’s Studio – der, hvor også Marlon Brando og Marilyn Monroe fik deres uddannelse. Efter opholdet i USA blev han rejsearrangør med speciale i fjerne eksotiske feriemål – han var således den første, der byggede feriebyer på Maldiverne, ligesom han grundlagde tropiske paradiser ved Det røde Hav, på Bali og Filippinerne, gennemførte flyvende safarier i Kenya og blev den førende italienske arrangør af rejser til Brasilien og dets karneval. Men så var det også blevet vinens tur. Han tog hjem til Maremma, åbnede en restaurant og satte Morellino di Scansano på det vinøse verdenskort – Morellino er det lokale navn for druen Sangiovese. Da Erik Banti i 1981 tappede sin første vin, var Morellino helt ukendt. Han var kun en af tre producenter. I dag er der 73, og alle de store italienske vinhuse har opkøbt jord – Antinori, Biondi Santi, Mazzei, Frescobaldi, Bolla osv. Men Erik Banti var den første, der med tre glas i Gambero Rosso viste, at her var et vindistrikt med et stort potentiale. I dag fremstiller han en halv million flasker om året, så han er en af de absolut største "danske" vinmagere. Adresse: Erik Banti S.p.A., I-58054 Scansano (GR), Italien, tlf.: 00 39 05 64 50 80 06, fax: 00 39 30 05 64 50 80 19, mobil: 00 39 33 56 16 34 33, e-mail: ebanti@erikbanti.com, www.erikbanti.com. |
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her! Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturlgivs ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam. |
I februar var Bent Nielskov på vinrejse i South Australia, og her tog han dette smukke billede under et besøg hos vinhuset d'Arenberg i McLaren Vale. Vinene herfra har meget fantasifulde navne, som fx "Hermit Crab" (Eremitkrebsen), "Laughing Magpie" (Grinende skade) eller "Footbolt" (navnet på en væddeløbshest). Billedet viser en af de vinstokke, der har lagt navn til Shiraz-vinen med det lidet flatterende navn "Dead Arm" (død arm). En virus, der især angriber vinstokke af denne druesort, får den ene gren eller "arm" til at visne, hvorved kraften i den anden bliver styrket – noget, som vinhuset udnytter til at lave en meget flot og kraftig Shiraz-vin. Hvem kommer med det næste billede til os? Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk. |
... Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen. ..... |









































































































| Alt for Damerne | |||
| Ile la Forge, Chardonnay, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2003 | Hvidvin | 65 kr. | La Maison Sevino |
| . | |||
| B.T. | |||
| Errazuriz, Chardonnay, Casablanca Valley, Chile 2004 (pris ved 6 flasker) | Hvidvin | 60 kr. (v6) | H.J. Hansen |
| . | |||
| Børsen | |||
| Rancho Zabaco, Zinfandel, Sonoma County, Californien 2002 | Rødvin | 129 kr. | Østjysk Vinforsyning/Vignoble |
| . | |||
| Frederiksborg Amts Avis | |||
| Pucela, Viura / Sauvignon Blanc, Spanien 2004 | Hvidvin | 34,95 kr. | Amka |
| Tabiso, Chardonnay, Sydafrika 2004, 3 liter boks | Hvidvin | 119,95 kr. | Amka |
| Picpoul de Pinét, Saint Peyré, Frankrig 2004, 3 liter boks | Hvidvin | 155 kr. | Jysk Vin |
| . | |||
| Hjemmet | |||
| Pomarèdes, Merlot, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 2003 | Rødvin | 45 kr. | Østjysk Vinforsyning/Vignoble |
| . | |||
| Nordjyske Stiftstidende | |||
| Heartland, Shiraz, Limestone Coast, Australien 2003 (pris ved 12 flasker) | Rødvin | 79,95 kr. (v12) | Philipson Wine |