Vin-aktuelt i uge 24
12. juni til 18. juni, 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 23
VinAvisen uge 22
VinAvisen uge 21
...............
..........

..........
I Languedoc er der mere gang i nedlægningen af vinmarker. Mange steder møder man den nøgne brune jord med visne vinstokke, der er blevet trukket op med rode. Billedet her tog vi i sidste uge i nærheden af Tuchan.
    En formand går i vrede
    Formanden for Bordeauxs vinorganisation CIVB (Conseil Interprofessionnel des Vins de Bordeaux), Christian Delpeuch, vil ikke mere. Han forlader posten i protest mod reformernes sneglefart i regionen og den franske regerings uvilje mod at give et lån på 60 millioner euro til nedlægning af vinmarker – nødvendige tiltag for at komme overproduktionen til livs.
    Til Decanter siger han: – Folk taler og taler, men der sker ikke noget. Jeg vil simpelt hen ikke gå med til denne forsatte udsættelse af afgørelser – det kan kun ende med en katastrofe.
    Heller ikke indsatsen fra regionens vinbønder er Delpeuch tilfreds med. De udviser ikke nogen større villighed til at nedlægge marker – bønderne er bange for, at prisen på deres jord vil falde, når der ikke dyrkes vin på den, ligesom de synes, at EU-erstatningen pr. hektar er for lav.
    Der er heller ikke rigtigt kommet gang i en øget kvalitetskontrol, i destillationen af overskudsvin og i oprettelsen af en Vin de Pays.
    Christian Delpeuch forlader jobbet den 10. juli og vender tilbage til sin stilling som direktør for Ginestet, der er et af Bordeauxs største négociant-firmaer.
.............
¾ milliard vin i benzintankene
I onsdags vedtog EU-kommissionen at betale Frankrig og Italien for destilleringen af i alt 560 millioner liter vin – dvs. trekvart milliard flasker vin, der forvandles til industrialkohol og brændes af sammen med benzinen på Europas landeveje.
Til EU Observer siger EU’s danske landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel: – Krise-destillation er ved at være en deprimerende del af vores fælles marked for vin. Det hjælper midlertidigt producenterne, men det tager ikke fat om problemets kerne – at Europa producerer for meget vin, som der ikke er noget marked til.

Hver tiende flaske destilleres
Ifølge analysefirmaet Bloomberg har EU-landene, der fremstiller og forbruger cirka 60% af al verdens vin, hvert år siden år 2000 i snit destilleret 10% af den totale produktion. I 2004 kostede destillations-programmerne 512 millioner euro (3,8 milliarder dkr.) – svarende til mere end 40% af EU’s totale vinbudget.
Mariann Fischer Boel, der vil komme med et reformforslag den 22. juni, siger, at det haster med en gennemgribende reform af området. – Vi må øge konkurrenceevnen hos EU’s vinproducenter. Vi må øge EU’s kvalitetsvines ry som de bedste i verden. Vi må genvinde gamle markeder og erobre nye.
..........
Californiske vine slår Bordeaux – igen
For 30 år siden foranstaltede en ung britisk vinhandler, Steven Spurrier, en vinsmagning, som satte sig spor.
Nogle af Frankrigs bedste vinsmagere smagte sig igennem en række topvine uden at vide, at halvdelen var fra Californien, mens resten var Frankrig. Og uheldigvis (for Frankrig) udpegede smagerne to californiske vine som vindere – det skrev vi om i uge 9.
Nu har man fejret 30 års jubilæet ved at gentage smagningen simultant i London og i Napa Valley. Og igen vandt Californien.
Mod alle forventninger fik fem californiske Cabernet-rødvine højere placeringer end deres rivaler fra Bordeaux.
Pointene fra London og Californien blev simpelt hen lagt sammen og totalen fundet. 'So California wins!', sagde Spurrier til munterhed og bifald.
De franske slotte havde nægtet at sende de gamle årgange til smagningen. De ville kun sende nyere årgange, så Steven Spurrier havde måttet købe de ældre årgange fra "de mest ulastelige kilder”.
Nogle havde forudsagt, at de ældre californiske vine ville have svært ved at hamle op med de franske vine, men det modsatte blev bevist, idet de fem bedste vine i smagningen alle var fra Californien.
    .....
    Disse californiske vine ...
    Ridge Monte Bello 1971
    Stag's Leap Wine Cellars 1973
    Mayacamas 1971
    Heitz 1970
    Clos du Val 1972
    ... vandt over
    disse vine fra Bordeaux
    Château Mouton-Rothschild 1970
    Château Haut-Brion 1970
    Château Montrose 1970
    Château Leoville Las Cases 1971
    .....
..........
    Den berømte smagning som film
    Smagningen i Paris for 30 år siden er en god historie, og ifølge Decanter har Hollywood fået øje på den. Et filmselskab har således købt rettighederne til George M. Taber’s bog "Judgment of Paris: California vs. France", der fortæller om "the historic 1976 tasting that revolutionezed wine" (et udsnit af bogens forside ses til venstre).
    Man er så langt fremme, at man taler om, hvem der skal spille rollen som Steven Spurrier. Det bliver måske Jude Law eller Hugh Grant.
..........
Store forandringer
Vin og Spiritus Organisationen Danmark (VSOD) har afholdt sin årlige generalforsamling, hvor det tydeligt fremgik, at branchen har undergået store forandringer i de seneste år.
Via fusioner og opkøb er de store aktører blevet endnu større og mere internationalt orienterede, og samtidig tager en stadig større del af lovgivningen sit udspring i EU-kommissionen, hvilket vanskeliggør de lokale danske forhold på en lang række områder.
Dette bliver kun værre af, at afgifterne stadig er helt uregulerede mellem medlemslandene. Det medfører en ulige konkurrence og giver grobund for en stigende illegal import og handel. Det er derfor fortsat bydende nødvendigt med en afgiftsnedsættelse på vin og spiritus – ikke mindst for at begrænse den enorme grænsehandel.
..........
Faldende forbrug
Det danske forbrug af alkoholholdige drikkevarer har været faldende de seneste ti år med et markant fald fra 2004 til 2005.
Måles der i antal genstande, er markedsandelen for øl 45%, for vin 38%, for spiritus 16% og for ready to drink under 1%.
Ud over det faldende marked lider branchen og detailhandlen også fortsat under en meget høj grænsehandel på henholdsvis en tredjedel for spiritus og omkring 15% for vin. Alene grænsehandlen med spiritus giver en mistet omsætning i den danske detailhandel på 1,5 milliarder kr.
De tidligere afgiftsreduktioner har vist vejen og har således flyttet noget af salget til Danmark uden at øge forbruget, faktisk tværtimod.
.........

..........
Dennis Rasmussen - bliver han Europa-mester?
    Stor sommelier-konkurrence
    På lørdag og søndag afholdes for tiende gang den store Trophée Ruinart-konkurrence for europæiske sommelierer. Det foregår i Frankrig, hvor de dygtigste vintjenere fra 35 europæiske lande vil kappes om den eftertragtede pris.
    Om lørdagen er der semifinale i champagnebyen Reims, hvor man finder de tolv bedste kandidater, og om søndag er der så den store finale i Théâtre des Champs-Elysées i Paris.
    Fra Danmark deltager Dennis Rasmussen, fra Sverige Sören Polonius, fra Norge Robert Lie og fra Finland Samuil Angelov.
..........
150 mio kr. for Château Guiraud
Så blev Château Guiraud, 1. cru i Sauternes, solgt, da fire købere hev 20 millioner euro (150 mio dkr.) op af lommen.
Køberne var Robert Peugeot fra bilfirmaet af samme navn, Stephan von Neipperg fra Château Canon la Gaffelière i Saint-Émilion, Olivier Bernard fra Domaine de Chevalier i Pessac-Léognan og Château Guirauds nuværende vinmager og direktør, Xavier Planty.
150 mio kr. kan siges at være billigt – sammenlignet med, hvad Château Montrose i Saint-Estèphe netop er blevet solgt for. Det gik for 140 mio euro, dvs. lige over en milliard kr.
..........
Rødvin er godt for tænderne
A. actinomycetemcomitans og F. nucleatum er ikke rare bekendte. Det er bakterier, der kan forårsage tandkødsbetændelse (gingivitis) og andre periodontale (dvs. tandrelaterede) sygdomme.
Nu har et hold forskere i Quebec, Canada, konstateret, at stoffet resveratrol, der findes i rødvin, kan hindre, at disse bakterier formerer sig og går i gang med deres ødelæggende arbejde. Endvidere vil stoffet kunne virke mod begyndende tandkødsbetændelse.
Forskerne har udført deres forsøg på mus og understreger, at resultaterne ikke umiddelbart kan overføres til brug på mennesker. Den side af sagen må man arbejde videre med.

EU ser på alkoholpolitik
EU-kommissionen har betalt for en udtalelse fra det såkaldte Institute of Alcohol Studies, der ifølge Just Drinks nu er kommet med et forslag.
Forslaget omfatter advarende tekster på produkter med alkohol samt restriktioner med hensyn til reklamering og etikettering, så produkterne bliver mindre fristende for unge mennesker. Endvidere foreslås brede oplysningskampagner om alkoholens skadevirkninger.
Det europæiske Forum for god Alkoholkultur udtaler, at rapporten ikke inddrager den kulturelle og regionale diversitet i europæisk drikkekultur (hermed menes formodentlig forskelle i drikkemønstrene i fx Frankrig og Sverige).
Ifølge Just Drinks vil EU-kommissionen fremkomme med sit længe ventede udspil om alkoholpolitik i september.
....
Sverige for EU-domstolen
Langt om længe vil Sveriges monopolpolitik komme for EU-domstolen. I mere end ti år har Sverige nu været medlem af EU, men alligevel har landets regering stædigt opretholdt denne tekniske handelshindring for alle andre, der ønsker at sælge vin og spiritus på det svenske marked. Det gælder ikke mindst de mange, der tilbyder salg via Internettet.
Sagen vil komme for domstolen enten i sommerens løb eller til efteråret.
..........

.........
Margauxs vinproducenter har lavet et website i kampen mod motorvejen. Her kan man skrive under på protesten, der illustreres med en drueklase, der er kørt over af et bilhjul.
    En motorvej gennem Margaux
    I Bordeaux er vinfolket i Margaux i oprør over planer om at anlægge en motorvej igennem distriktet.
    Motorvejen skal forbinde Nordeuropa med Spanien, og den kan enten føres ad en bro over Gironde eller ad broer over de to floder Garonne og Dordogne.
    Ifølge Decanter har mere end 70 slotte, heriblandt Château Palmer og Château Margaux, sendt et åbent brev til præfekturet Gironde og peget på, at projektet vil være et "utåleligt angreb på nogle af de mest fremtrædende eksempler på den franske kulturarv".
    Motorvejen kan lægges uden om Margaux, men så vil der lyde lige så højlydte protester fra andre distrikter.



.........
    Succes for søde vine
    Den femte Vinoble-vinmesse for søde vine blev en stor succes. Den blev afholdt i sherrybyen Jerez i Spanien – i det gamle arabiske Villavicencio-palads og de arabiske haver – og da dørene lukkede, havde over 11.000 smagt på de søde dråber.
    Over 400 vinproducenter fra tyve lande udstillede deres flasker med i alt cirka 1200 vine. Der var Eiswein fra Østrig, Tyskland og Canada, der var sauternes, sherry, portvin, tokaj, malaga ... nævn en type sød vin, og den var der. For første gang var der også søde vine fra Rumænien, Libanon og Georgien.
    Mere end 100 vinskribenter fra 30 forskellige lande dækkede udstillingen.
..........
De rene vines fundats
Den største fare i 2000 års vindyrkning. Sådan beskriver medlemmerne af foreningen "Vinea Wachau" i Østrig EU’s accept af amerikanske produktionsmetoder – brugen af egespåner, tanninpulver, enzymer osv.
Vinea Wachau omfatter cirka 200 vingårde i distriktet Wachau ved Donaus bred og dermed mere end 85% af det dyrkede areal, og medlemmerne har tilsluttet sig et "Charta des reinen Weines", hvori de sværger til vinfremstilling efter naturlige metoder og uden kemisk manipulation.
De gør det, fordi de ser en fare for, at forbrugerne om få år ikke mere vil kunne afgøre, om en vin er et naturprodukt eller noget, der er mikset sammen i et kemisk laboratorium.
Wachaus vinbønder ser deres Charta – eller Codex Wachau, som de kalder sættet af regler – som en fundats, der ikke kun skal omfatte distriktet Wachau, men meget gerne må brede sig til andre vinregioner.
Mere om foretagendet vil kunne læses (på tysk) ved at klikke her.
..........
Familien køber Taittinger
Sidste år blev champagne-imperiet Taittinger med alle sine hoteller og luksusfirmaer solgt til den amerikanske investerings-fond Starwood Capital Group.
Medlemmer af Taittinger-familien ville imidlertid gerne købe champagne-delen tilbage, og det er nu sket.
Inklusive det amerikanske Domaine Carneros, der også laver mousserende vine, kom prisen til at ligge på 850 millioner dollars (lige over 5 milliarder dkr.). Familien køber firmaet i samarbejde med den franske bank Crédit Agricole.
Taittinger (udtales tæitangsjé) er det tredie-ældste champagnehus med en årlig produktion på næsten 5 millioner flasker. Firmaet ejer 265 hektar vinmarker, hvilket er værdifuldt i en region, hvor producenterne køber de fleste af deres druer fra over 20.000 vinbønder.

Fremstød for de spanske vinveje
I Spanien har man en forening for turistmæssige vinbyer – Asociación Española de Ciudades del Vino (Acevin) – hvis website mærkværdigvis kun er på spansk.
Vel, det vil der nu blive gjort noget ved. Spanierne vil nemlig til for alvor at promovere deres vinbyer og mange vinveje, der gør turisterne fortrolige med den spanske vinkultur og giver dem vinøse oplevelser undervejs.
Fremstødet vil blive gjort i et samarbejde mellem Acevin, det spanske landbrugsministerium (MAPA) og turistorganisationen Turespana – der har en yderst aktiv website på engelsk.
Acevin har i dag sytten vinveje, der strækker sig over 150 kommuner og involverer 600 vinforetagender i regionerne La Mancha, Jumilla, Montilla-Moriles, Penedès, Somontano, Rioja Alavesa, Rias Baixas, Utiel-Requena og Navarra.
..........
    Den nye danske vinmark
    Jens Skovgaard og Nicolaj Madsen fra Skovgaard Vine er i fuldt sving med det nye danske vinbrug, Domaine Skovgaard, der ligger i Hejninge ved Slagelse. Alle stolper er sat, og i sidste weekend blev der plantet mellem 1000 og 1500 vinstokke af druen Rondo samt nogle rækker af Regent og den mere kendte Chardonnay.
    Jens og Nicolaj bliver dagligt kontaktet af mange, som spørger til projekt – alt lige fra private til virksomheder, pressen, skoler og udenlandske vinproducenter, som følger med i tingene og hjælper lidt på vej.
    Hvis man er interesseret i at se vinbruget, kan man selv besøge det på Næsbyvej 20 B i Slagelse, og på www.domaineskovgaard.dk findes der kort og kørselsvejledning samt yderligere oplysninger om projektet.
..........
..............
Ann C. Noble
    Norsk plagiat af berømt smagehjul
    En af USA’s kendte ønologer er Ann C. Noble. Da hun i 2002 gik på pension, havde hun i 28 år været professor ved University of California’s vininstitut i Davis.
    Det var Ann Noble, der i 1984 opfandt smagehjulet, der på en systematisk og overskuelig måde samler alle de indtryk, en vin kan give.
    Mange har kopieret smagehjulet, men er kommet skidt fra det. Senest er det norske vinfirma Ekjord kommet i klemme, idet det (ifølge den norske Vinguiden) har lavet 12.000 plastlaminerede eksemplarer af aromahjulet.
    Ann Noble kræver 1,2 millioner norske kroner i erstatning, og hun er ret sikker på at få i hvert fald nogle af dem. Hun har ført talrige sager over hele verden for at beskytte sin opfindelse imod plagiater – og vundet dem alle.
    VinAvisen har i øvrigt tidligere bragt et meget specielt smagehjul, der kan bruges, når man vil "smage" på vinskribenter. Det ligger stadig på serveren – klik her!
...............
Ann Noble er ved at få oversat sit aromahjul til dansk og har spurgt, om VinAvisen kunne være interesseret i at sælge det. Det er vi ikke – vi sælger ikke varer. Men hvis nogen er interesseret, så er Ann Noble’s e-mail adresse acnoble@ucdavis.edu, og mere om hjulet kan læses på www.winearomawheel.com.
..........
    Vinglasset kan ikke gå i stykker
    Det franske firma ARC International er kommet med et vinglas, der ikke kan gå i stykker. Det er lavet af et nyt materiale ved navn Kwarx – et navn, der hentyder til quark og kvarts – og ligegyldigt hvor hårdt man slår glasset mod et bord, så forbliver det helt og uden skår eller revner.
    I første omgang er materialet brugt til en serie glas ved navn "Open Up", der sælges af firmaet Mikasa – et firmanavn opfundet af japanske amerikanere, der var interneret i Californien under den anden verdenskrig.
..........
92% går ind for tekst på engelsk
I sidste uge skrev vi om det vanvittige i, at den danske Fødevarestyrelse har dekreteret, at deklarationen om sulfitter i vin skal skrives på dansk. Den må ikke stå på engelsk – Contains sulphites – idet styrelsen åbenbart mener, at danskerne ikke kan forstå ordet sulfitter stavet med ph. Og at ord som contains og containere er helt ukendte for de få allergikere, der alligevel ikke drikker vin.
Det danske krav om, at teksten skal være på dansk, koster i hundrede tusindvis af kroner. Og hvem betaler? Det gør vi, der drikker vin.
I Sverige accepterer Statens Livsmedelsverk, at deklarationen er på engelsk. Burde vi også gøre det i Danmark? I sidste uges meningsmåling spurgte vi VinAvisens læsere, og resultatet viser, at 92% går ind for den engelske tekst.
Nu giver vores elektroniske meningsmålinger ikke mulighed for supplerende argumenter, men det kunne nu være interessant at høre fra nogle af de 120 læsere, der er enige med den danske Fødevarestyrelse.
Hvis nogle af jer har lyst til at kommentere jeres valg, hører vi meget gerne – pr. mail til anker@vinavisen.dk.
........................
Hvor meget vil du betale for vinen?
Her kommer vi med den næste elektroniske meningsmåling:
På lørdag inviterer du vennerne til party med store bøffer – evt. fra en grill i haven. I bliver 20-25 stykker.
Du skal købe noget rødvin. Hvilken prisklasse vælger du, idet vi regner med priser pr. 75 cl flaske?
I skemaet herunder er der en række muligheder, hvor de to billigste måske vil være vine i 3 liter bokse.
Sæt en prik ved en af mulighederne, og tryk på Send-knappen.
Obs: Denne meningsmåling er afsluttet.
............
    De næste 3 postkort
    fra Abruzzo
    VinAvisen har igen været på vinrejse, og denne gang er det Mariette, som har været på en tur rundt i den dejlige italienske vinregion Abruzzo. Hendes billeder og notater er blevet til elleve postkort. I sidste uge bragte vi de første fire. Her kommer de næste tre, og i næste uge bringer vi resten.
...........
..........
    5. postkort fra Abruzzo:
    I økologiens tegn
    Det lille familieejede vinhus Emidio Pepe har fremstillet vin gennem fire generationer. For otte år siden kom der så for første gange en pige, Stefania Pepe, bag roret.
    Hun fører vinhuset, der producerer 50.000 flasker om året, videre efter de samme principper som faderen: økologisk dyrkning uden brug af kemikalier og en produktion, hvor håndkraft er i højsædet – både i mark og kælder. Og når de grønne Trebbiano-druer skal presses, kommer også fødderne på arbejde.
    Stefania Pepe, der entusiastisk viste os rundt på vingården, kan også godt lide at eksperimentere. Pludselig trak hun en spand med halvgærede druer frem på gårdspladsen, pegede ned på vællingen og sagde begejstret: – Det skal blive til rødvinscreme!
    Hun tog en af druerne op, dissekerede den og forklarede om gærings-processen under stor bevågenhed fra den internationale vinpresse.
    6. postkort fra Abruzzo:
    Sol, måne, stjerner og hestegødning
    – Jeg vil lave min helt egen vin, lød det for et par år siden fra Stefania Pepe, efter at hun havde arbejdet sammen med sin far omkring de gamle familieejede vinmarker i tyve år.
    Hun skred straks til handling og købte et stykke land, hvor hun nu er i gang med at anlægge sin første vinmark. Og den skal ikke bare være økologisk som faderens, men også biodynamisk.
    Stefania viste stolt det bare, muldede stykke jord frem, mens hun med ivrige armbevægelser fortalte om Solens, Månens og stjernernes påvirkning og om, hvordan hun pønser på at anskaffe sig tre heste – udelukkende for at bruge deres efterladenskaber til gødning.
    Ét er sikkert: Lave vin, det kan man i vinhuset Emidio Pepe. Det byder på de dejligste, koncentrerede rødvine.
...........
    7. postkort fra Abruzzo:
    Regionens største vinproducent
    Fra det lille vinhus til kooperativet Citra i Ortona, der er Abruzzos største vinproducent med en årlig produktion på 18 millioner flasker.
    Også karrene, hvori druerne modtages ude fra marken, er af meget stort format. I bunden af et sådant kar har man som regel en enkelt arkimedes-snegl. Hos Citra har man hele tre af slagsen.
    Det var den store oldtids-matematiker Arkimedes (287-212 f.Kr.), der lagde navn til den spiralformede skrue, som under sin omdrejning fører druematerialet frem til en udgang i den ene ende af karret.
    I visse udviklingslande bruges sneglen stadig, men i et lukket rør, så den kan føre vand op på højereliggende marker.
..........
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
..........
..
    Henrik Yde-Andersen (f. 1970) er en af de danske sommelierer, der har markeret sig. Dels gennem en række ledende jobs i danske restauranter, senest som restaurantchef i den stjerne-prydede restaurant The Paul i Tivoli og samtidig chef for Ordrupgaard Museets nye café. Dels gennem sin stædige deltagelse i de forskellige mesterskaber for sommelierer.
    I 1989 blev han udlært som kok – med bronzemedalje – på Birkerød Kro og Hotel Plaza i København. Men det var ikke nok. Han ville også være tjener, og det blev han på Restaurant Leonore Christine i København – med sølvmedalje.
    En række jobs med stadig større ansvar fulgte – Le Pavé, The Gourmet i Sydney, Nouvelle, Le Sommelier, Top of Town. Men han tog sig også nogle lange sabbatår. I 1995 cyklede han Australien rundt, og i 1997-98 stod den på snowboard i Frankrig.
    I fire år arbejdede han i Thailand. Her stablede han med held sin egen forretning på benene og fik samtidig en stor kærlighed til Thai-mad – en kærlighed, der har fået ham til at drømme om at åbne en luksusrestaurant med det asiatiske køkken i centrum, gerne på samme niveau som The Paul.
    Henrik Yde-Andersen kan lide at skrive. I 1998 var han med i en genopstart af fagbladet Sommelieren, og i dag har han sin ugentlige klumme, Breve fra sommelieren, på The Paul’s website, www.thepaul.dk/menu.
    Netop nu er han ved at sætte sidste punktum i en ny vinbog, hvor samspillet mellem vin og mad er på programmet.
    Som sommelier bevæger han sig hele dagen og aftenen med. Men det er ikke nok. I sin fritid løber han – også maraton – og spiller tennis, og om vinteren går turen til Argentiere ved Chamonix i de franske alper, hvor snowboard og lokal vin er på programmet.
    Adresse: Henrik Yde-Andersen, The Paul, Vesterbrogade 3, 1630 København V, tlf.: 33 75 07 77, mobil: 29 45 81 35.
.........
--....
    Den danske vinbranche

    * Cort Trap Vin-Import i Fredericia kan den 15. juni fejre sit 125 års jubilæum. Det sker med en reception kl. 14-17 i kældrene i Danmarksgade 63. Yderligere fejrer den gamle vinhandel jubilæet med en middag på Restaurant Ti Trin Ned om lørdagen den 17. juni kl. 18.30. Vi siger til lykke med jubilæet!
    * Interbrands Danmark er et nyt firma, etableret af Jacob Hertz og Casper Freddie som en del af det regionale nordiske netværk Interbrands Nordic med egne selskaber på samtlige nordiske markeder. Firmaet har indgået et partnerskab med Johs. M. Klein Distribution A/S på områderne salg, logistik og administration.
    * Toscavini har fået forhandlingen af Moscato d’Asti fra vinhuset Paolo Saracco i Piemonte. Vinen forhandles også af Philipson Wine til en højere pris.
    * Det lille Enoteca har fået forhandlingen af vine fra Barbaresco-producenterne Azienda Rivetti Massimo og Cantina del Bricchetto, begge i Neive.
    * Compagniet har optaget import af vine fra Domaine Marchand Frères i Gevrey-Chambertin og Domaine Juliette Avril i Châteauneuf-du-Pape.
    * OB-vinimport har optaget forhandlingen af vinene fra Domaine Chabrier i Uzès i Sydfrankrig.
    ...........--....
.........
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
....................
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.
..................
Hvorfor ikke nævne de dårlige vine?
Jacob A. Roug har hæftet sig ved, at VinAvisen ikke skriver om vine, der har fået én eller to stjerner. – Jeg er da meget interesseret i at vide, hvilke vine jeg bør undgå, skriver han.
Det forstår vi umiddelbart. Men der er jo mange vine i denne verden, som ikke er værd at drikke – alt efter ens smag og pengepung – og vi ønsker ganske enkelt ikke at spilde vore læsere tid og telefonregning med beskrivelser af sådanne vine, blot fordi de tilfældigvis har passeret vores glas.
Og så er der jo også det faktum, at vores smagepanel består af mennesker. Der kan være vine, som vi er uretfærdige overfor – fordi vi har en skæv dag, ikke kan lide druen, synes etiketten er skandaløst grim ... eller fordi den smagte flaske ganske enkelt er angrebet af en snert propsyge. I stedet for at beskrive en sådan vin som rædselsfuld er det bedre ikke at skrive om den – og i stedet ofre tid og kræfter på vine, som vi er glade for.
Jacob A. Roug skriver også, at han godt kan forstå, hvis vinhandlerne ikke er interesserede i en offentliggørelse af dårlige resultater, men er det grunden til, at VinAvisen ikke nævner de dårligere vine?
Nej, det er det ikke. Vi mener, at det er vigtigere at fortælle, hvad vore læsere kan drikke med glæde – end hvad de ikke bør drikke. Eller som vor gode kollega på Børsen, Ole Troelsø, siger: – Det er vigtigere at vise vej til de gode flasker end at pege fingre ad de dårlige.
................................
.........
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 29 vine. Af disse vine var der 23, som fik mere end to stjerner, og hele 14, som fik fem stjerner. I alt 100 stjerner. Igen en god høst med fem stjerner til halvdelen af de smagte vine.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
.........
Mousserende vin


Libesco, Medici Ermete, Reggiano Lambrusco Secco
79 kr., Vinissimo
En dyb næsten blårød vin med et brus af bobler, der holder utroligt længe. Den har en behagelig tørhed og en god og kraftig rødvinssmag. Prøv den til en god kalvebøf.




Hvidvine


Santa Ema Chardonnay, Casablanca Valley, Chile 2005
59,95 kr., Wine Group
En elegant Chardonnay med tilpas fadlagring, en skøn duft af søde sommeræbler og en fyldig frisk smag med toner af mirabelle.


Pinot Grigio, Mezzacorona, Trentino, Italien 2004
58 kr., Strandgården
En ualmindelig dejlig hvidvin. Den er frisk med god frugt og syre og et strejf af røg. Et godt glas til prisen.


Schloss Marienlay, Riesling, Trocken, Mosel-Saar-Ruwer, Tyskland 2004
85 kr., indtil 20. august 69 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
En let og liflig hvidvin, tør, med mineralske toner og en god frisk syre. Meget velegnet til mad. Flasken har skruelåg – også tyskerne er ved at blive trætte af korkproppen og dens problemer.


Jean Luc Meyer, Riesling, Alsace, Frankrig 2004
79 kr., Den lille Vinkælder
Ret let hvidvin med blød frugt og en lille sødme, der bringer mindelser om visse tyske vine. Nem og ukompliceret at drikke.



Alamos Chardonnay, Catena, Mendoza, Argentina 2004
49,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En kraftig duft af egetræ overdøver de finere nuancer. Men smagen er en positiv overraskelse. Den er fuld af moden frugt med anstrøg af honning.


Peos Estate, Unwooded Chardonnay, Manjimup, Australien 2004
89,95 kr., Haller Vine
Hvidvin uden det helt store vingefang, men med et pænt billede af Chardonnay-druen. Flasken har skruelåg.


Pucela Viura, Sauvignon Blanc, Castilla y León, Valladolid, Spanien 2005
34,95 kr., Amka
En udmærket, tør og frisk hverdags-hvidvin uden de store armbevægelser. Men det kan man jo heller ikke forlange til den pris.




Rosévin


Château Guiot, Rosé, Costières de Nîmes, Frankrig 2005
49,95 kr., The Wine Company
Dejlig rosévin med en fint krydret duft, en ren druesmag med toner af hyldebær og en fin lille sødme.




Rødvine


Arzuaga, Crianza, Ribera del Duero, Spanien 2003
139 kr., Jysk Vin
Blød, blød, blød og meget lækker rødvin med fyldig frugt og fin sødme. Der er toner af brombær, skovsvampe og chokolade i smagen.


Sébastian Roux, Côtes du Rhône, Frankrig 2004
29,95 kr., i juni: 26,95 kr., Fakta
En ligefrem og reel rødvin med ren og saftig frugt og fint krydderi. Glimrende til mange retter – eller til sommerens grillparties. Til prisen et fund.


Château Milleroques, Puisseguin Saint-Émilion, Frankrig 2004
69,75 kr., indtil 23. juli: 50 kr. ved 3 flasker, Skjold Burne
God og vellavet Bordeaux-rødvin, tør, med god frugt, velegnet til mad. Til tilbudsprisen en virkelig god vin.


ITF, Irma Top Fusion, Reserva, Argentina 2004
99,50 kr., Irma
En fantastisk dejlig rødvin, blød og lækker med fint krydrede toner – mynte, eukalyptus … Den må godt gemmes et par år, men kan også nydes nu til en god kødret. Den er en udpræget madvin. Vinen er åbenbart lavet direkte til Irma, der har været virkelig heldig med den.


Bosco Agostino, Vecchie Vigne, Barolo, Italien 2001
225 kr., 199 kr. ved 12 flasker, Viniropa
En rigtig barolo, meget lækker og harmonisk og med mange facetter i duft og smag. Den fylder munden med oplevelser. En stor nydelse.


Briccaio, Villa Pigna, Marche IGT, Italien 2001
120 kr., Vinissimo
Her taler vi rødvin i særklasse. Den er flot og harmonisk med en koncentreret duft af hyld og modne mørke bær. Hylden går igen i den fyldige smag, der også byder på brombær, solbær og krydrede toner. Den er hver en krone værd.


Domaine de Fenouillet, Grande Réserve, Faugères, Frankrig 2003
58,17 kr. ved 6 flasker, i alt 349 kr., Nettorvet
God duft og en blød og moden smag. En rødvin, som mange vil kunne lide.


Whistler, Shiraz, Barossa, Australien 2003
149 kr., Pedersborg Vin
Rødvin med en kompleks og meget flot duft – læder, tobak … Og med en intens, "tyk" smag. En ægte Shiraz og en ægte Barossa. En stor vin, der skal have kraftig mad. Men man skal være i målgruppen for meget kraftige vine.


Esporão, Reserve, Alentejo, Portugal 2003
115 kr., Portugisisk Vinkælder
Stor og flot rødvin – noget af det bedste portugisiske vin, vi har smagt. Den har en fornem duft og en fyldig, afrundet frugt med krydderi, der fint maskerer de 14,5% alkohol. Vinen er lidt af en bamse, men vil være oplagt til en kraftig bøf eller gryderet.


Les Canneliers, Mommessin, Moulin-à-Vent, Frankrig 2004
74,95 kr., Amka
Vellavet Beaujolais-rødvin med god ren frugt. En blød og venlig vin, der er nem at drikke.


Villa di Mare, Negroamaro, Salento IGT, Italien 2005
49,75 kr., i juni: 40 kr., H.J. Hansen og Magasin
En lidt endimensional rødvin med intens frugt. Okay fx til et grillparty.


Château les Quatre Filles, Cairanne, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2004
99,75 kr., Brdr. Schmidt Vinhandel
Rødvin med en intens og meget flot frugt. Den må meget gerne ligge et par år endnu. Prisen gør lige en anelse ondt …


Kir-Yianni, Syrah, Imathia, Grækenland 2001
108 kr., Dionysos Wines
En ganske flot rødvin, der fylder munden med intens, mens også blød frugt. Den kan ikke drikkes alene, men kræver en kraftig kødret – og tillige at blive plasket over i en karaffel et par timer før måltidet.




Sød vin


Anthemís, Samos, Grækenland 2005
105 kr., Glud Vin
En fantastsik sød vin. Duften er forførende med toner af figen. Og smagen er meget lækker og kompleks. Flydende slik. En pragtfuld sød vin til en menneskevenlig pris.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.