Nyheder for uge 52, 2018



En klase Zweigelt-druer. Foto: Wikipedia/Karl Bauer.

Nyt navn til Zweigelt

Der fremstilles mest hvidvin i Østrig, men en tredjedel af vinmarksarealet er tilplantet med rødvinsdruer. Og blandt de blå druer er Zweigelt så afgjort den mest populære.

Vinene på druen udgør cirka 14% af landets totale vinproduktion, og de spænder fra let drikkelige hverdags-vine til store fadmodnede rødvine.
Zweigelt kom til verden i 1922 som en krydsning mellem de blå druer Saint-Laurent og Blaufränkisch. Oprindelig blev den døbt Rotburger, men i 1975 omdøbte man den til ære for dens skaber, professor i vitikultur Fritz Zweigelt.
Nu er druen - eller rettere dens navn - blevet genstand for en heftig debat i Østrig.
En gruppe østrigske kunstnere går nemlig i spidsen for en bevægelse, der vil have druen omdøbt endnu en gang. Årsagen er, at Fritz Zweigelt ikke kun var en anerkendt professor, men også medlem af det østrigske naziparti.

Dr. Wagnerrebe blev til Scheurebe


Flere østrigske vinproducenter og restauratører bakker op om en navneændring, mens andre er stik imod.
Hos Österreich Wein Marketing, der står for markedsføringen af de østrigske vine i ind- og udland, er man ikke afvisende over for at give Zweigelt et nyt navn, men man vil gerne have en bedre kortlægning af Fritz Zweigelts personlige forhold, før man tager endeligt stilling i sagen.
Også tidligere har druenavne vakt lignende furore - blandt andet i Tyskland, hvor hvidvinsdruen Dr. Wagnerrebe endte med at få sig et nyt navn. Den var opkaldt efter lægen Gerhard Wagner, som under anden verdenskrig fungerede som nazi-læge. Efter krigen tog druen navneforandring til Scheurebe efter sin skaber, Georg Scheu.


Bordeaux forvandlet til puslespilsbrikker.

Bordeaux som puslespil

Den britiske vinskribent og Master of Wine Rebecca Gibb har fået en god idé. Hun har lanceret et firma med navnet Bamboozled Games, hvor hun forvandler vinens verden til puslespil.
Hun har lagt ud med Bordeaux, som er blevet brudt op i 500 brikker til et puslespil, der måler 48,5 x 40,4 cm, når det er lagt.
Og mens man lægger det - og nyder et glas Bordeauxvin - får man styr på højre og venstre bred af Gironde-floden og på, hvor diverse appellationer og de i alt 61 vinslotte i 1855-klassifikationen befinder sig.
Gibb har også lanceret et lignende puslespil over de skotske whisky-regioner og destillerier.
Spillene koster 26,49 pund (cirka 220 kr.) inkl. forsendelse til Danmark, og de kan købes ved at klikke her.


Til venstre ses en af de gamle forseglede ølflasker, da den blev fundet på havets bund. Og til højre skænkes der øl fra en flaske The Wreck Preservation Island.

Øl på 220 år gammel gær

Det ligner rødvin, der bliver skænket i glasset på billedet til venstre. Men det er det ikke - det er øl og noget ganske særligt af slagsen. Øllet er nemlig brygget på 220 år gammelt gær, fundet i en ølflaske i vraget af handelsskibet Sydney Cove.

Skibet var på vej fra Calcutta til den britiske koloni Port Jackson i det australske New South Wales, da det i 1797 gik ned ud for den tasmanske ø Preservation Island.
I 1990’erne bjergede man skibets store last - heriblandt et hav af rødvinsflasker samt 30.000 liter gin og rom og ligeledes ølflasker, som stadig var forseglede. Og i en af ølflaskerne var der liv i gæren, hvilket gør denne gær til den ældst overlevende i verden.

Kun 2500 flasker


Nu har et internationalt team af kemikere, arkæologer og konservatorer i samarbejde med det australske bryggeri James Squire Craft Beers som nævnt skabt øl på den meget gamle gær - hvilket har krævet adskillige forsøg med diverse bryggeteknikker.
The Wreck Preservation Ale, som brygget er døbt, er en portertype, der efter sigende skulle have en mild, sødlig og aromatisk smag med krydrede noter og strejf af chokolade. Det lyder jo ganske lækkert …
Der er kun fremstillet 2500 flasker af The Wreck Preservation Ale - en del af dem er sat til salg hos Queen Victoria Museum & Art Gallery i Launceston på Tasmanien - der i øjeblikket har en stor udstilling af de mange fund fra Sydney Cove. Ved at klikke her kan man se en lille film om tilblivelsen af brygget.


Den nye og meget grønne vin Winabis.

Sidste nyt, grøn vin

Der findes rød-, hvid- og rosévin. I 2017 kom så den første blå vin, Gïk, til verden - skabt af fem innovative unge spaniere.
Nu har det selvsamme team lanceret en iøjnefaldende grøn vin med navnet Winabis. Og mon ikke de fleste kan gætte, hvorfra den grønne farve stammer? Lige præcis, fra cannabis.
Vinen er tilsat et af de aktive stoffer i cannabis, cannabidiol (CBD), et stof, der ikke anses for at have en euforiserende virkning.
At det netop er dette stof, der er anvendt til vinen, skulle ifølge det spanske team gøre det lovligt at sælge Winabis i et hvilket som helst EU-land.
Vinen kan købes online ved at klikke her. Den koster 17 euro (cirka 127 kr.) plus forsendelse til Danmark.


Druer angrebet af Botrytis Cinerea. Foto: Wikipedia/Tom Maack.

En lille årgang d'Yquem

Château d’Yquem i Sauternes, der fremstiller en af verdens mest berømte søde vine, har meddelt, at årgang 2018 bliver hele 40% mindre end normalt.

Årsagen er dels et alt ødelæggende hagluvejr i juli, som ramte den sydvestlige del af appellationen, dels coulure under blomstringen i april. Coulure vil sige, at en del af blomsterne ikke udvikler sig til druer, hvorved høstudbyttet nedsættes. Oven i hatten var der udbredte angreb af meldug fra maj til og med juli.

Svampen lod vente på sig


Selve høstperioden var heller ikke uproblematisk. Udviklingen af svampevæksten Botrytis Cinerea har en alt afgørende betydning for vinens kvalitet. Svampen "gennemhuller" skallen på de modne druer, så vandet fordamper, og aromastofferne og sukkeret koncentreres, og samtidig tilfører den vinen en speciel og attraktiv aroma. Druerne kommer til at se ret ulækre ud - der opstår det, man kalder for "den ædle råddenskab".
I nogle år har svampen ideelle betingelser - det vil sige en perfekt blanding af lidt nedbør og morgentåge.
Men i andre år - som fx i år - lod Botrytis Cinerea vente på sig, idet vækstsæsonen havde været lang og tør.
Først sent i september bredte svampen sig i Sauternes's vinmarker, og høsten kunne begynde. Dog tog det hele 78 dage, før den var i hus, da man måtte vente på, at svampen havde færdiggjort sit arbejde med druerne.


Penfolds Grange 1951. Foto: Langton's.

Rekordpris for en australsk vin

Penfolds Grange er Australiens dyreste vin. Og nu har en flaske i årgang 1951 slået alle rekorder, når det gælder højeste hammerslag nogensinde på en auktion for en flaske australsk vin.
Auktionen blev afholdt af det australske auktionshus Langton’s, og hammerslaget lød på 80.386 AUD (cirka 378.000 kr.).
Der er da også tale om en legendarisk årgang af denne berømte rødvin. Den blev skabt af Penfolds’s chefvinmager, Max Schubert, der efter en rejse til Bordeaux i 1950 kom hjem med bagagen fuld af nye ideer om vinfremstilling - blandt andet gæring og modning af rødvinen på små egetræsfade af ny eg. Den slags var uhørt i Australien, og hans australske kolleger rystede på hovedet, da han nu på hjemmebane ville lave vin efter nogenlunde samme fremgangsmåde.

Kun 20 flasker på verdensplan


I 1951 barslede han med første udgave af sin rødvin - i alt blev det til omkring 2000 flasker, som ikke blev solgt men givet væk eller drukket af Max Schubert selv.
Året efter præsenterede han så for alvor sin nye vin, Penfolds Grange Hermitage. Man kan læse mere om chefvinmageren ved at klikke her.
Som tiden går, bliver der selvsagt stadig færre flasker Grange 1951 - man regner med, at der kun er 20 flasker tilbage på verdensplan.

Stadig højere hammerslag


Det medfører selvfølgelig også, at hammerslagene bliver stadig højere, hver gang der dukker en flaske op på auktion.
I juni i år solgtes endnu en flaske - også hos Langton’s - for 78.000 AUD (cirka 367.000 kr.). Og i 2017 gik der én for 59.416 AUD (cirka 279.000 kr.).
I 2001 lød hammerslaget for en flaske Grange 1951 derimod på ”sølle” 27.000 AUD (cirka 127.000 kr.).
Også andre gamle årgange af Grange går for stadig højere priser, jo færre flasker, der er i omløb.


Fra en af Sotheby's auktioner i Hong Kong.

Rekord godt år for Sotheby’s

Hos Sotheby’s får de ansatte nok et ekstra stort julegratiale i år. I hvert fald har vin- og spiritussalget hos det anerkendte auktionshus slået alle hidtidige rekorder i 2018. Det samlede salg beløb sig til det, der svarer til cirka 658 mio. kr.
Det er selvfølgelig Sotheby’s mange vinauktioner rundt om i verden, der tegner sig for størstedelen af beløbet. Men også hos auktionshusets to forretninger i henholdsvis Hong Kong og New York er det gået forrygende med salget.
Det store beløb skyldes blandt andet tre rekord store salg:
* Verdens dyrest solgte flaske vin - en flaske Domaine de la Romanée Conti DRC 1945 solgt på auktion i New York for 558.000 dollars (cirka 3,7 mio. kr.).
* Den største enkelte handel, der omfattede syv flasker Domaine de la Romanée Conti DRC 2005, som blev solgt for 11,8 mio. HKD (cirka 10 mio. kr.).
* Højeste hammerslag for en flaske spiritus solgt på auktion i USA. Det lød på 842.200 dollars (cirka 5,5 mio. kr.) og var for The Macallan 1926, 60 Year Old Sir Peter Blake Label.

Efter ilden kom regnen

I uge 47 nævnte vi de dødbringende ildebrande, som hærgede Californien og forvandlede omkring 39.000 hektar til et gråt askelandskab.
Det gik også ud over vinmarker og vinhuse og værst ramt blev appellationen Malibu Coast i den sydlige del af staten. Stort set samtlige af områdets vinproducenter og drueavlere led større eller mindre tab. Nogle mistede alt - vinmarker, vinhuse og hjem.
Og netop nu, hvor man stadig er i gang med det store oprydningsarbejde i Malibu Coast, er appellationen blevet ramt af endnu en naturkatastrofe, idet et kraftigt regnvejr har medført floder af mudder og vragrester i gader og vinmarker.
Mudderet stammer fra jordskred i bjergene omkring Malibu Coast. Den voldsomme ildebrand har barberet al vegetation væk og dermed de træer og buske, som normalt holder på jorden. Og da regnen så satte ind, gik det galt.
Malibu Coast, der har omkring 80 hektar vinmarker, fik det blå stempel som appellation - eller American Viticultural Area (AVA), som amerikanerne kalder det - i 2014.


Foto: Wikipedia/Nyttend.

Vin og hospitalsindlæggelser

Der er skrevet mangt og meget gennem årene omkring forbindelsen mellem et moderat vinforbrug og et godt helbred.
Nu tyder en ny undersøgelse på, at et glas vin om dagen kan nedbringe antallet af hospitalsindlæggelser.
Undersøgelsen er udført af forskere fra det italienske Mediterranean Neurological Institute, universitetet i den italienske region Molise og Harvard University i USA.
Forskerne har ud fra en tidligere og meget omfattende undersøgelse af indbyggere i Molise kortlagt alkoholforbruget hos 20.682 mænd (48%) og kvinder fra 35 år og opefter. Samtidig har forskerne set på, hvor mange gange forsøgspersonerne har været indlagt på hospitalet over en periode på seks år.

Færre indlæggelser end afholdsfolkene


I alt havde der i perioden været 12.996 hospitalsindlæggelser, og det viste sig, at de forsøgspersoner, som havde et moderat alkoholforbrug svarende til et glas vin om dagen, generelt havde færre indlæggelser end afholdsfolkene - og langt færre, når det gjaldt hjertekarsygdomme.
Til gengæld havde de, der drak mere end fire glas om dagen, en øget risiko for at blive indlagt - især for kræft og alkoholrelaterede sygdomme.
Forskerteamet understreger, at det ikke på nogen måde vil opfordre denne verdens afholdsfolk til at begynde at drikke. Men som en af forskerne, Simona Costanzo, har udtalt til The Drinks Business, så viser undersøgelsen i hvert fald, at der ”ikke er noget videnskabeligt bevis for at dæmonisere alkohol”.
Man kan læse undersøgelsen i sin helhed ved at klikke her.

Hos Rare Whisky 101 er man i stand til via diverse analyser at finde frem til, om en whisky er ægte eller forfalsket. Foto: Rare Whisky 101.

Stort problem med svindel-whisky

Auktions- og detailpriserne på sjældne skotske whiskyer er steget voldsomt i de senere år, og man har garanteret ikke set loftet endnu. Derfor er de fine og ofte gamle flasker også blevet et oplagt investeringsobjekt, der ifølge The Drinks Business giver gode afkast ved gensalg.

Hele fire gange i år har en flaske whisky slået rekorden for en spiritusflaske solgt på auktion. I øjeblikket er rekordindehaveren The Macallan 1926, der er hånddekoreret af kunstneren Michael Dillon. Som vi nævnte i uge 49, gik den for nylig for 1,2 millioner pund (cirka 10 mio. kr.) hos Christie’s i London.
Men når noget er kostbart, bliver det også ofte genstand for svindel. Og fra Rare Whisky 101 - et skotsk firma, der rådgiver folk, som gerne vil investere i fornemme gamle whiskyer - kommer der nu en meget foruroligende melding. Ifølge firmaet kan omkring en tredjedel af alle sjældne og gamle whiskyer, der er på verdensmarkedet, være forfalskninger.

21 ud af 55 flasker var forfalskede


Påstanden er selvfølgelig ikke grebet ud af luften. Sammen med Scottish Universities Environmental Research Centre (SUERC) har Rare Whisky 101 nøje undersøgt 55 fornemme og sjældne skotske whiskyer fra forskellige salgskanaler på det britiske marked.
Whiskyerne er blevet analyseret og dateret via kulstof 14 metoden, og det opsigtsvækkende resultat var, at hele 21 af flaskerne med sikkerhed var forfalskede.
Hvis disse flasker var blevet solgt som den ægte vare, ville de til sammen have indbragt 635.000 pund (cirka 5,2 mio. kr.).

Flere forfalskede flasker årgang 1900


Blandt de 55 whiskyer var der flere, der var angivet som værende fra år 1900 eller af endnu ældre dato. Samtlige af disse ”gamle” whiskyer viste sig at være forfalskninger. Svindelflaskerne var solgt både på auktioner og i detailhandelen samt via privatsalg.
21 forfalskede flasker ud af 55 er alvorligt, og ved at skalere resultatet op til en global målestok når Rare Whisky 101 frem til, at en tredjedel af alle sjældne og gamle skotske whiskyer på markedet og i private samlinger muligvis er forfalskede.


Første "rug-whisky" i 100 år

I Skotland fremstilles whisky på byg. Men den gyldne spiritus kan også laves på rug. Og rye (rug) whiskey er frem for alt et amerikansk fænomen - selv om whiskytypen også fremstilles i andre lande.
Nu har det skotske destilleri Arbikie Highland Estate lanceret Skotlands første rye whisky i 100 år. Og destilleriet har fulgt de amerikanske regler om, at en rye whiskey skal være lavet på mindst 51% rug.
Arbikie’s Highland Rye Single Grain Scotch Whisky er fremstillet på nøjagtig 52% rug samt 33% byg og 15% hvede. Og hvert et kornaks er dyrket på destilleriets egne jorde - sådan, som det var normalt i de gode gamle dage.
Whiskyen er modnet på amerikanske fade med finish på Pedro Ximénez fade.
Der er kun fremstillet 998 flasker, og flaskeprisen er 250 pund (cirka 2000 kr.).
Man kan læse mere om destilleriet og dets whisky ved at klikke her.
Hytteskoene med guldbroderi.

Skotsk whisky og herresko

Der er altså et eller andet med skotsk whisky og herresko. I 2014 indgik det berømte whiskymærke Johnnie Walker fx et samarbejde med den britiske skofabrikant Oliver Sweeney om et par meget utraditionelle lædersko. I hver skohæl var der nemlig et lille hulrum med en miniflaske af Johnnie Walker Red Label.

Og i 2017 fik destilleriet Talisker på Isle of Skye selvsamme skofabrikant til at skabe et par vandrestøvler, hvor den ene støvle var forsynet med en lille pung på skaftet. I pungen lå der en miniatureflaske - selvfølgelig til Talisker whisky.

Guldbroderet luksus


Nu er The Macallan i Speyside fulgt trop med et par hyttesko - der dog ikke indeholder en eneste dråbe whisky. Til gengæld skulle de være inspireret af destilleriets luksuswhisky Rare Cask, der fremstilles af whisky fra 50 udvalgte fade. Hvordan inspirationen giver sig til kende, er dog svært at se - bortset fra, at såvel whiskyen som skoene er den rene luksus.
Skoene, som er navngivet The King of Speyside, er lavet i det fineste fløjl af skofabrikanten Rob McAllan. Og på skosnuderne ses en guldbroderet udgave af The Macallans historiske ejendom, Easter Elchies House, der blev opført i år 1700.
Der er kun kreeret 100 par sko, og de bliver revet væk - i skrivende stund er der kun 56 par tilbage - som kan købes ved at klikke her. Og det til trods for, at prisen for et par sko koster det, der svarer til 3280 kr.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Sara Jansen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Sara Jansen (f. 1979) er professionel vinmager, uddannet på landbrugsskolen i Blanquefort i Bordeaux.
Med en frankofil far i vinbranchen skulle et sprogkursus i fransk selvfølgelig foregå på universitetet i Bordeaux, men hvad der skulle have været et år med sprog blev til syv år med vin.
Ud over at uddanne sig til vinmager med overbygning i salg og markedsføring af vin og spiritus, arbejdede Sara Jansen også i vinmarkerne på Château de Haux og deltog i vinifikationen af Château Grand-Puy Ducasse årgang 2003.
Efter at have fordybet sig i alle de tekniske aspekter i vinproduktionen fik lysten til at se mere af den franske vinverden hende til at tage et job som eksportsælger for Cru Bourgeois-slottet Château Rollan de By. Men hendes generelle interesse for vin voksede, og selv om Frankrig altid vil have en helt særlig plads i hendes hjerte, fik de stærkt begrænsede muligheder for at arbejde med vine fra andre dele af verden hende til at tage tilbage til Danmark.
Efter et par år som marketingkoordinator hos Taster Wine blev Sara Jansen ansat i marketingafdelingen hos Philipson Wine, hvor hun arbejdede i syv år som presseansvarlig.
I dag fordeler hun sin tid mellem jobbet som Content Manager hos Vivino og i hendes families virksomhed Vin Kompagniet.
I 2018 opnåede hun endvidere det eftertragtede WSET Diploma in Wines & Spirits fra Wine & Spirit Education Trust.
Adresse: Tlf.: 20 80 72 04, e-mail: sara.j@vivino.com/sara@vin-kompagniet.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvornår begyndte man at lave Amarone

Henriette Kristensen har netop købt et par flasker Amarone til julemaden. Nu vil hun godt vide, hvornår man egentlig begyndte at fremstille vinen.

Amarone blev født af Recioto – vinen, der fremstilles af druer, som har været lagt til tørre på stråmåtter, så de er på vej til at blive til rosiner.
Traditionelt er Recioto en sød vin, men man kan også fremstille en tør vin af druerne, og det er netop, hvad man gør med Amarone.
Ifølge legenden havde en vinbonde glemt en Recioto, lavet på druerne Corvina, Rondinella og Molinara, i et fad. Vinen fortsatte med at gære, og efterhånden omdannedes alt sukkeret til alkohol. Vinen blev forvandlet til en tør vin og fik navnet Amarone, dvs. stor og bitter.
Man har dokumenter, som viser, at en sådan vin blev solgt i 1938 i Valpolicella-distriktet, men egentlig fremstilling og handel begyndte først i 1953.
Først i den sidste snes år er Amarone blevet populær, og produktionen er steget betydeligt.



Ugens vinøse billede

René Kjelde har taget dette interessante billede fra Lanzarote.
De fleste forbinder nok mest øen, der hører til De Kanariske Øer, med solbadning og sportsaktiviteter. Men der dyrkes også vin på Lanzarote, og månelandskabet på billedet er faktisk en vinmark – eller måske snarere en nedlagt vinmark. For at skåne druerne for vinden fra Sahara planter man vinstokkene i dybe gryder, der udhugges i den vulkanske undergrund og omkranses af stenvolde.
Der findes i alt femten vinhuse på Lanzarote, og de fremstiller både hvid- og rødvine.
Og så er der øens dejlige søde vine, som laves på druerne Malvasia og Moscatel. Shakespeare roste dem i høje toner. Han lod deres navn indgå i flere af sine skuespil, og han nød de gyldne dråber i lange baner.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338 Billede 339-364 Billede 365-390 Billede 391-416
Billede 417-442 Billede 443-468 Billede 469-494 Billede 495-520



508 På vingården Barrelli Creek i Sonoma sker kunstvandingen gennem tynde slanger (foto © Anker Tiedemann)


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 13 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.


Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Mousserende

Allini, Asti, Italien, 2017, lav alkohol (7,5%) 41,95 kr., Lidl En boblevin med en sart aromatisk duft og en sødlig let parfumeret smag, der minder lidt om citronvand.
Vallformosa, Cava, Brut, Rosado, Spanien, lav alkohol (12%) 74,5 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 49,50 kr., Irma 49,50 kr. (på tilbud) for så glimrende en cava - man fatter ikke, at det kan lade sig gøre. Den friske og delikate boblevin har en lys laksefarve og fine bobler i glasset, en god duft, tilpas mousse og lækker smag med noter af jordbær og rabarber samt en lille sødme. Anvendelig både som apéritif og til mad.
Brut Cattin, Joseph Cattin, Crémant d'Alsace, Brut, Frankrkg, lav alkohol (12%) 119 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager Fine bobler i glasset, god mousse i munden og en frisk druesmag med en lille sødme. I smagen noter af brød. Vinen har - efter proppens form - nogle år på bagen.
Brut Cattin, Rosé, Joseph Cattin, Crémant d'Alsace, Brut, Frankrkg, lav alkohol (12%) 119 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Holte Vinlager Her kommer en rosé cremant, lavet på druen Pinot Noir - som det også fremgår af smagen. Vinen har fine, stadige bobler, god mousse i munden og en lille sødme.
Cava Rosado Torre Oria, Penedès Brut, Spanien, lav alkohol (12%) 119,95 kr., pris ved 6 flasker: 89,95 kr., Supervin Dette er en mousserende rosado, men den rosa farve er så sart, at vinen nærmest fremtoner som en hvidvin i glasset. Vinen er tør og fyldig, elegant og med forfriskende citrusnoter.
Louis Laurent, Chaudron, Champagne, Brut, Réserve, Frankrig, lav alkohol (12,5%) 189 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 129 kr., Irma Vellavet champagne med fine bobler, tilpas mousse og en tør smag, men dog også med en lille sødme og et grape-bid i slutningen. Tilbudsprisen er attraktiv.
Veuve Ambal, Crémant de Bourgogne, Demi Sec, Frankrig, lav alkohol (12%) 199,95 kr., pris ved 6 flasker: 149,95 kr., Supervin Lækker boblevin med fine bobler, god mousse og en dejlig druesmag med noter af blomster og mandarin og en fin sødme. En meget anvendlig crémant, som mange vil kunne lide. Flasken er meget flot, helt pakket ind i hvidt, og på etiketten anbefales det, at man kommer isterninger i vinen. Det gjorde vi nu ikke ...

Hvidvin

Adobe, Viñedos Emiliana, Gewurztraminer, Valle del Rapel, Reserva, Chile, 2017, middel alkohol (13,5%) 59 kr., pris på tilbud indtil 31. december: 35 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen En både økologisk og vegansk hvidvin med en smag, der ikke helt yder druen Gewurztraminer retfærdighed. Man mangler lidt den venlighed og charme, som druen sædvanligvis lover. Udpræget en madvin. Den fjerde stjerne får den for den unægtelig meget lave tilbudspris. Flasken har skruelåg.
Clément VI, Wines and Brands, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig, 2017, middel alkohol (14%) 329 kr., pris ved 6 flasker: 299 kr., Winedrop Vellavet og meget lækker hvidvin på økologisk dyrkede druer - Grenache, Roussane, Clairette og Bourboulenc. I den cremede smag er der noter af blomster og fersken samt egetræ fra en let fadlagring.

Rødvin

Cuvée des deux Seurs, Domaine Tour Saint-Michel, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig, 2016, høj alkohol (14,5%) 149,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine Ultralækker og meget flot rødvin med kraft og saft og en bred vifte af facetter. To år gammel og kan nydes nu, men gem den gerne i endnu nogle år.
Gosa, Bodegas Juan Gil, Monastrell, Tierra de Murcia, Spanien, 2017, høj alkohol (14,5%) 154,95 kr., pris for 3 liter. Sælges hos Meny og Spar, Amka En både økologisk og vegansk rødvin i boks - og en meget lækker vin. Prisen for hver af de fire normale flasker i boksen er 38,74 kr. Mensch was willst Du mehr? som tyskerne siger (nogle af dem). Den har en fyldig frugtsmag, fin krydring, bløde tanniner, noter af chokolade og tilpas sødme.
Domaine Daniel Rion & Fils, Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig, 2015, lav alkohol (13%) 159,95 kr., Vinmonopolet Lækker og delikat rødvin - en rigtig god Pinot-vin med frugt og blødhed, god krydring og tilpas syre, alt i fin balance. Med et godt, gammelt ord: Den er fjong!
Es Loque Hay, Norrel Robertson, Garnacha, Spansk Vin, Spanien, 2013, høj alkohol (14,5%) 229 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., D’Wine Es Logque Hay betyder "Det er, hvad det er" ... dette er vin "som sådan". Ikke noget med fx fadlagring. Vinen har en lækker og kraftig smag, der fylder godt i munden med noter af mørke bær - brombær og solbær, sort peber, lakrids, mørk, bitter chokolade ... Lang eftersmag. Udpræget madvin.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen