............
Vin-aktuelt i uge 6
7. februar - 13. februar 2005
..............................................

VinAvisen uge 03VinAvisen uge 04VinAvisen uge 05
........................
.
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!

............
Grænsehandelen vokser
Trods den danske sænkning af afgifterne er det ikke lykkedes at mindske grænsehandelen med spiritus. Vi køber ind i Tyskland som aldrig før.
Før afgiftssænkningen købte 23,6% af danskerne spiritus i Tyskland. Lige efter sænkningen var andelen nede på 14%, men nu er den øget til 26,5%. Så der er et voksende krav om yderligere sænkning af afgifterne.

Alkohol mod senilitet
Senilitet, der er en forringelse af hjernekapaciteten, er almindelig hos ældre mennesker. Men nu har forskere fra Harvard School Of Public Health i Boston, via en storstilet undersøgelse, fundet frem til, at et moderat alkoholforbrug muligvis nedsætter risikoen for at blive senil – i hvert fald hos kvinder.
11.000 kvinder over 70 år har deltaget i undersøgelsen, hvor forskerne over en årrække har sammenlignet deres alkoholforbrug med deres evne til at løse forskellige opgaver.
Ifølge New England Journal of Medicine viser undersøgelsen, at kvinder, der hver dag drikker cirka et glas vin eller anden form for alkohol, har 20% mindre risiko for at blive senile end afholdskvinder. Og ikke nok med det: Det moderate alkoholforbrug kan faktisk bremse op for den naturlige forringelse af åndsevnerne med op til halvandet år.

Ingen halsbrand af alkohol
Ifølge Medical Journal Gut har forskere i Sverige og Norge konstateret, at hverken rygning, alkohol eller kaffe forårsager halsbrand.
Forskerne undersøgte 3100 personer med halsbrand og 40.000 uden, og det lykkedes ikke at finde nogen forbindelse til de tre nydelsesmidler.
.......
Hjælp på vej fra den franske regering
Gang på gang har de franske vinproducenter bedt den franske regering om hjælp, og nu lader det endelig til, at der sker noget: Ifølge Just Drinks har regeringen tænkt sig at bruge 70 millioner euro (cirka 520 millioner dkr.) på en redningsplan for vinfolkets trængte økonomi. De fleste af pengene gives dog som statslån og skal derfor betales tilbage til regeringen.
40 millioner euro (300 millioner dkr.) skal gå til at hjælpe de allermest forgældede producenter, blandt andet med at betale af på diverse banklån.
15 millioner euro (cirka 112 millioner dkr.) går til kooperativerne, mens 3,5 millioner euro (26 millioner dkr.) er øremærket til et fremstød på eksportsiden.

Vinproducenter på førtidspension
I kølvandet på problemerne med at få afsat vinen, har der som vi tidligere har fortalt her i VinAvisen, hobet sig en regulær vinsø op hos de franske vinproducenter. Og den er ifølge BBC godt på vej til at blive endnu større, idet der produceres cirka 30% mere vin, end der er efterspørgsel på.
Men også her har regeringen en redningsplan i ærmet. For det første vil 500 ældre vinproducenter blive hjulpet økonomisk, så de har mulighed for at slippe de vinøse tøjler og gå på pension før end beregnet. Det vil forhåbentlig være med til at nedsætte vinproduktionen på landsplan.
For det andet vil den franske regering som nævnt i VinAvisen i sidste uge anmode EU om tilladelse samt penge til at kunne forvandle 250 millioner liter vin til alkohol.

Ikke imponerede
De franske vinfolk, der omfatter 100.000 personer, er dog ikke imponerede over det statslige tilbud om hjælp. De mener, at der skal langt mere gylden mammon til at rette op på de katastrofale forhold i vinindustrien. Tilskuddet drejer sig kun om cirka 300 euro (2200 dkr.) pr. vinbonde, og det kommer de ikke langt med.
Hvordan kan man udvise en sådan foragt over for et så vigtigt erhverv? spørger vinbønderne. Når staten samtidig går ind og hjælper koncernen Alstrom med ti gange så stort et beløb?
Le Groupe Alstrom beskæftiger 110.000 mennesker, heraf 25.000 i Frankrig, og betragtes som en af sværvægterne i fransk industri – med TGV-togene samt skibsværfterne ved Atlanterhavskysten.
.......
En rapport om fremtiden
Det britiske fagblad Just Drinks har udsendt endnu en rapport, denne gang fra analysebureauet Euromonitor International.
Rapporten prøver at forudsige udviklingen i drikkevare-industrien frem til år 2010 – altså både for sodavand, øl, spiritus og vin. I det lange afsnit om vin hæfter vi os ved følgende spådomme:
* Problemet med overproduktion vil være løst i 2006, hvor der vil være opnået en balance mellem udbud og efterspørgsel.
* Interessen for den slanke linie vil også vise sit ansigt i vinens verden. I USA – hvor mange jo har virkelig brug for at slanke sig – er der allerede flere low carb wines (low carb = lavt indhold af kulhydrater).
* Der vil komme flere fusioner mellem store og små vinfirmaer. Det globale vinmarked er meget opdelt, og de fem største koncerner står for kun cirka 8% af markedet. Så der er plads til yderligere overtagelser og investeringer.
* Vi vil få flere rosévine at se. Euromonitor forudser en stigning i mængde på 8,2% over de næste fem år.

En vinproduktion, der går helt i fisk
Ifølge flere aviser er en kinesisk fiske-entreprenør i havnebyen Dalian godt i gang med at forvandle fisk til vin. Fiskene skal renses, koges og derefter gære, før der bliver vin ud af dem.
Vinen skal efter sigende være meget sund. Hvordan den smager, er nok en anden sag. Kunderne til den vinøse nyskabelse er dog allerede på trapperne – der er kommet ordrer fra både Rusland og Japan, hvor der åbenbart bor en del masochister.

Hvor går grænsen?
Der forskes konstant i nye teknologier, når det gælder vinproduktion, og som regel kommer der noget rigtig godt ud af det.
Man kan dog godt blive lidt i tvivl, når det gælder sidste nye påhit fra Proton Laboratories, et bioteknologisk firma, der har til huse i Californien.
Firmaet har udviklet en metode, der gør det muligt for vinproducenterne at påvirke vinens aldringsproces ved hjælp af elektrolyse. Det vil sige, at en vinproducent helt og holdent selv kan bestemme, hvornår en vin skal være drikkemoden. Han kan fx vælge at forkorte modningsprocessen – eller helt springe den over, noget der selvsagt kan give økonomisk vinding: Ordet lagerplads bliver en anakronisme, og når det drejer sig om salget af vin, vil det blive muligt helt nøjagtig at sige, hvornår vinen er drikkemoden.
Det lyder smart nok alt sammen, men på en eller anden måde smager det nu af rigtig dårlig vinetik.
............
76 millioner liter Absolut
For niende år i træk øgede den svenske statsejede Absolut Vodka sit salg. I alt flød der 76 millioner liter sprit ud på verdensmarkedet fra vores alkoholforskrækkede naboland. Det var 5% mere end i 2003.
Hjemme i Sverige solgte V&S Group, der producerer Absolut, kun 1,4 millioner liter, en nedgang i salget, der angives at skyldes de høje alkoholafgifter og grænsehandelen.

Abonnement forbudt
Den svenske alkohollov har strammet sine markedsføringsregler yderligere. Efter 1. januar må alkoholreklamer ikke være rettet imod ”barn och ungdomar under 25 års ålder”. Hvilket naturligvis har fået flere bladudgivere til at undre sig: Hvornår bliver svenskerne egentlig voksne? Ved tyveårs alderen må man jo både stemme og købe alkohol.
På tidsskriftet Allt om Mat’s redaktion har man taget konsekvensen. Til WOW News siger redaktøren, Niklas Sessler, at man slet ikke kan abonnere på bladet, hvis man er under 25 år.
De af VinAvisens mange svenske læsere, der er under 25 år, opfordrer vi til omgående at slukke for computeren og gå ud og lege!
............

...
Louis-Fabrice Latour sammen med sin danske importør, Jens Helmbæk fra Vintappergaarden.
    Louis Latour og hans drømmevine
    Siden 1797 har Louis Latour lavet nogle af de bedste bourgogner, og siden 1848 har vinhuset eksporteret dem til vinhandlerfamilien Wandel i København.
    I dag står den syvende Louis Latour – med fornavnet Louis-Fabrice – ved roret i bourgognehuset, og vinene importeres stadig af Wandel. Eller rettere: Efter at Carl Erik Wandel i marts sidste år trak sig tilbage fra Vintappergaarden, er det hans tidligere kompagnon, Jens Helmbæk, der har "arvet" importen, men også han er ud af en gammel dansk vinhandlerfamilie, omend kun tredje generation.
    I torsdags var Louis-Fabrice Latour på besøg i København for at præsentere sin drømme-årgang 2003, og det var en stor oplevelse. Det er prægtige vine, og nogle af dem er simpelt hen guddommelige.

    Varmeste år i nyere tid
    2003 var et af de varmeste år i nyere tid. Nogle steder i Frankrig blev høsten decimeret med 40-50% på grund af varmen. Druernes indhold af sukker steg ekstraordinært hurtigt – svarende til op til plus 2% alkohol på en uge – og syren "brændte væk", som Louis-Fabrice Latour udtrykte det. Det var et år, hvor vinbønderne skulle passe på ikke at stå med australske 15%-bamser, men også et år, hvor der var mulighed for at skabe exceptionelle vine. Og det gjorde Maison Louis Latour i Beaune.
    2003-årgangen er netop blevet tappet, og bortset fra russiske vinskribenter var vi de første, der smagte den. De enkelte vine er endnu ikke prissat, men Louis-Fabrice Latour sagde med slet skjult glæde, at det vil blive en af de mest kostbare årgange. Vi taler om flasker til op mod 1000 kr., måske mere.
    Smagningen var ikke kun formidabel. Den kunne også sammenlignes med barnemordet i Jerusalem. Det er vine, hvoraf flere godt nok er meget charmerende allerede nu, men som skal have lov til at udvikle sig i flere år. Det gælder også de hvide.

    To propsyge flasker
    Under smagningen af de kostbare bourgogner var to flasker propsyge. Den ene var der ingen tvivl om – den stank og blev straks skiftet ud. Den anden – topvinen Château Corton Grancey Grand Cru – havde kun en meget lille snert af propsyge, men virkede samtidig underlig træt og flad. Da man kom med en ny flaske, var der ingen tvivl – sådan skal en Corton Grancey smage.
    Vi spurgte naturligvis Louis-Fabrice Latour, om han overvejede at gå over til skruelåg.
    - Skruelåg! Aldrig i verden. Hverken min oldefar, min bedstefar, min far ... Vi bliver i hvert fald de sidste i Bourgogne.
    Jørgen Aldrich fra Fyens Stiftstidende spurgte, om Latour ville være gået over til korkpropper, hvis skruelåget tilfældigvis var blevet opfundet først. Det fik vi ikke rigtigt noget svar på.
    Nedenfor i listen over ugens smagte vine omtaler vi alle de Louis Latour-vine, vi gav fem stjerner under smagningen. Det eneste, der mangler, er priserne, men små bliver de ikke.
....................
...
Nicole Barbe Ponsardin giftede sig i 1799 med Francois Clicquot - og seks år efter var hun enke. Hun var imidlertid en ovenud energisk enke, der byggede champagnehuset op og opfandt flere teknikker til at forbedre vinen. Herover ses den "gule" enke på kapslen til prestige-vinen La Grande Dame.
    En af verdens tre største
    Den britiske koncern Diageo (udtales djadjio) hører sammen med franske Pernod Ricard og britiske Allied Domecq til de tre største i spiritus-branchen. Diageo har cirka 24.000 ansatte i over 200 lande og en omsætning på 8,9 milliarder britiske pund – 96 mia dkr.
    Diageo står for verdens største vodkamærke, Smirnoff, samt Johnnie Walker og J&B Rare whiskies, gin-mærkerne Gordon’s, Gilbey’s og Tanqueray, Baileys likør og Guinness øl. Plus Beaulieu og Sterling Vineyards i Californien. Og via den franske luksuskoncern Louis Vuitton Moët Hennessy (LVMH) står Diageo også for champagnefirmaerne Moët & Chandon og Veuve Clicquot samt for Hennessy cognac.

    Enken går fra Hans Just
    Ifølge fagbladet Just Drinks er Diageo i gang med at streamline sin geografiske organisation, der vil blive opdelt i en nordamerikansk, europæisk og international organisation. Og i den forbindelse vil der være en afdeling for Nordeuropa.
    En pressemeddelelse er på vej fra Diageo, men allerede nu ved vi, at salget af champagnen Veuve Clicquot (Den gule Enke) ikke mere skal ligge hos Hans Just. Det vil blive lagt sammen med salget af Moët & Chandon, Dom Pérignon osv.

    Et bombeangreb
    Det danske salg af Den gule Enke lå i mange år hos Carl Wandel, der fik det danske agentur i 1867. Ifølge en artikel af Ole Troelsø i Børsen for to år siden var der frem til 1970’erne prestige omkring vinen. Dens omdømme var at ligne med nutidens Dom Pérignon. Men så blev den udsat for et bombeangreb:
    Supermarkederne brugte ifølge Carl Erik Wandel vinen til at køre tilbud med. Og helt galt gik det, da en af de store kæder havde computerproblemer på lageret, så de efter nytår havde 20.000 flasker tilbage. De var bange for at brænde inde med partiet og solgte ud til under indkøbspris. Restauranter købte hele paller, og Ikea solgte flaskerne til halv pris.
    I dag er enken igen en af top-champagnerne og har genvundet forne tiders prestige.
............
    Madrid Fusion 2005
    I Madrid er der netop afholdt et stort fusionsmøde, hvor en række stjernekokke fra hele verden var samlet for at give hinanden og flere tusinde fagfolk inspiration. Det var ikke bare fusion af madkulturer, men også vin og mad imellem. I den forbindelse blev der afholdt flere forskellige vinseminarer og en række smagninger. VinAvisen repræsenterede Danmark, blandt andet i et dommerpanel, hvor man gennem en blindsmagning skulle finde vinderen i fire forskellige grupper.

    Et dusin vine i hver gruppe
    Mellem mere en 1000 muligheder havde spanske vintjenere udvalgt tolv finalevine til hver gruppe, og resultaterne af vores smagning blev følgende:
    Bedste hvide: Bodega Julian Chivite, Coleccion 125 Blanco, Fermentado en Barrica, Navarra 2002 – den vandt suverænt foran vine fra både Rias Baixas og Rueda.
    Bedste røde: Bodega Roda, Roda I, Rioja.
    Bedste mousserende: Raventós i Blanc, Elisabet Raventós, Brut Nature, Cava.
    Bedste søde: Rio Viejo, Oloroso Sherry, Pedro Domecq. "Vinos dulces" betyder egentlig sød vin, men denne her er halvtør.
...

...
Peter Sisseck havde hele tre vine med blandt de bedste spanske vine.
    De 100 definitive spanske vine
    Arrangørerne af Madrid Fusion foranstaltede også en publikumsvendt smagning, hvor det gjaldt om at finde ”de 100 bedste spanske vine”.
    Den slags vil altid være forbundet med en masse bøvl fra alle dem, der føler, at de burde have været med, så derfor bad arrangørerne den spanske vinsmagnings-union om at gøre arbejdet. Det blev til 21 hvide, 42 røde, 17 cava’er og 20 søde, og dertil kom 16 røde vine, der blev omtalt som legendariske.
    Blandt de legendariske var vinen Pingus, skabt af danskeren Peter Sisseck, og Sisseck havde også to vine blandt de andre røde – Hacienda Monasterio og Flor de Pingus. Bedre kan det ikke gøres!
    Alle vinene – alle 100 + 16 – blev smagt ”åbent” og kommenteret af forskellige spanske notabiliteter. En oversigt, der viser de 100 definitivt bedste spanske vine, ligger som en pdf-fil på vores server. Den er ret stor, så det tager måske et minut at åbne den, men man finder den ved at klikke her.

    Hørebøffer og Vega-Sicilia
    Under smagningen blev spanske kommentarer oversat simultant til engelsk. I praksis kunne man høre begge sprog lige højt gennem hørebøfferne. Det gik lidt ud over koncentrationen. Det gjorde det også, når ens nabo til den ene side gjorde flittig brug af sin mobil, og ham til den anden side spillede sine bedømmelser ind på sin laptop – man kunne jo ikke lade være at skæve lidt ...
    Når man dertil skal lægge vine, der kommer ind i forkert rækkefølge, og vine med propsmag, så kan man forestille sig, hvordan hovedet har det ved vin nummer 116.
    Alligevel vil vi fastslå, at den allersidste vin, som var Vega-Sicilia 1994, måske var den bedste af dem alle.
............
Frescobaldi køber andel tilbage
Som vi tidligere har nævnt i VinAvisen, har Robert Mondavi gennem årene indledt samarbejde med flere andre vinhuse rundt om i verden. Et af dem er italienske Frescobaldi, hvor Mondavi købte sig ind i vingården Luca della Vita i nærheden af Montalcino.
Da Mondavi for nylig blev solgt til Constellation Brands, røg andelen med i købet. Men nu vil marquis Leonardo de’Frescobaldi ifølge Frankfurter Allgemeine Zeitung vældig gerne købe andelen tilbage. Han regner selv med, at handelen er i hus til sommer.

    Alt for sexet
    Catherine Gachet står for de 15.000 årlige flasker vin, mest Sauternes, på sit Bordeaux-slot Clos Dady. Og da hun er vinmager, var det naturligt at bruge et billede af hende i en reklamekampagne. Men ikke et hvilket som helst billede.
    Billedet til venstre faldt pressionsgrupperne imod vin for brystet. De gik til retten, og dommeren var enig. Glasset var alt for tæt ved fru Gachets læber, og hun var alt for sexet til at kunne tilfredsstille den forhadte Evin-lov imod reklamer for vin.
    Det andet billede var derimod i orden – ikke mindst fordi teksten tydeligt fortalte, at hun er vinmager. Havde det været en fotomodel, var det aldrig gået.
    Sig ikke, at franskmændene gør det nemt for sig selv ...
............
Du er, hvad du drikker
Match.com er ifølge Australian Wine Bureau verdens førende online datingbureau med omkring 15 millioner medlemmer, der venter på den eneste ene. Og hvis tallene taler sandt, så var der alene i 2003 cirka 200.000 søgende singler, der fandt en mage.
Den første date "live" foregår meget ofte på neutral grund i en restaurant. Ved en sådan seance er det ikke kun ordstrømmen, der har noget at skulle have sagt. De to dater vil i høj grad også bedømme hinanden på adfærden. Og her spiller valget af drikkevarer en stor rolle. Det viser en nylig rundspørge, som datingbureauet har foretaget blandt 2300 enlige amerikanske mænd og kvinder. Her er et par af resultaterne:

Sådan mener de amerikanske singler
* De fleste vil ved den første date vælge en flaske vin frem for andre drikkevarer. Og det er en rigtig god idé, da hele 72% af de adspurgte mener, at modparten bliver mere tiltrækkende, hvis han eller hun ved noget om vin.
* Hvis man vil være helt sikker på at score, skal man (i USA) vælge vin fra Australien. Hovedparten af de adspurgte singler forbandt den ideelle partner med én, der var til australsk vin. Og det dufter sandt nok også lidt af eventyr og oplevelser.
* Vil man vise sig fra sin sexede side, skal man vælge italiensk vin, mens valget af fransk vin indikerer, at man er en krukke (nå, da da – altså, de amerikanere! Eller er vi lige sådan?).
* Et særlig romantisk øjeblik kan tilføres lidt ekstra krydderi, hvis der bestilles et glas vin.
* Kun 18% af de adspurgte sagde ja til at møde en date, der drak vodka, mens villigheden til at møde en portvins-entusiast lå helt nede på 14%.
............

...
Byen Montepulciano kravler op ad den stejle bjergkam i baggrunden af Iakob Schjerbecks vinterbillede, og neden for bjerget troner renæssance-arkitekten Antonio da Sangallos centralkirke, et hovedværk i italiensk arkitektur.
    I Montepulcianos vinterkulde
    Den danske vinhandler Iakob Schjerbeck, der er flyttet fra Bordeaux til Montepulciano i Italien, skriver til os, at sneen dækker det enestående vinlandskab omkring byen. Han har altså rig lejlighed til at køle sin vin ned i vinterkulden – som vi skrev i sidste uge. Men han pointerer – hvad også Jørgen Mønster Pedersen gjorde i sin artikel – at det kun gælder de oversøiske bamsevine.
    – Mod min vilje, skriver han, – sker det, at jeg serverer mine tanninrige rødvine lidt for kælderkolde, og hverken bordeaux eller toscansk Sangiovese forbedres.
    – Det er tværtimod min erfaring at disse traditionelle vine kan vintersove. Faktisk skal de "vækkes" flere uger i stuetemperatur. Dekanteringer er ikke nok om vinteren.

    Et lille forsøg
    – Har du en kasse med en "old world wine", skriver Iakob, – det kan være bordeaux, toscana, piemonte osv. – så prøv selv:
    – Opbevar halvdelen af flaskerne i køkkenet ved cirka 20 grader og den anden halvdel i en kold kælder. Vent fire uger, og forsøg så med en flaske fra hvert parti. Lad den koldlagrede vin nå op på stuetemperatur, så vinene serveres ved ens temperatur.
    – Gentag øvelsen med en måneds interval. Du vil opleve en markant forskel i smagen, og du vil hurtigt finde ud af, om du eller vinen eller maden er mest til køkken eller kælder.
............
    ---
    Den danske vinbranche
    * Glud Vin i Randers har ansat Michael Kählig som art director for udarbejdelse af kataloger og markedsføringsmateriale.
    * Fiasco-Vine.dk har fået importen af vinene fra Uccelliera - Brunello di Montalcino, Rosso di Montalcino samt Rapace IGT.
    ---
............
    .VinAvisens Online Auktioner
    Med et klik på denne bjælke åbner du et nyt vindue med auktionssiderne
    - og husk: Det er GRATIS at udbyde en vin og GRATIS at byde på den!
    .
    .
............
Omfattende vinsvindel i Jura
Fem tidligere direktører fra det franske kooperativ Pupillin i Jura-distriktet er blevet slæbt i kriminalretten i byen Dole.
Ifølge France Télévisions skal de have begået en række lovovertrædelser. De har blandt andet forfalsket etiketterne på flere tusinde vinflasker. Og de har hældt store mængder ethanal i tanke med hvidvin – cirka en flaske per 30 hektoliter vin.
Ethanal, er et naturligt og ufarligt stof. Det er forbudt i fødevarer, men bruges faktisk som smagsforstærker i de hvide Jura-vine for at fremhæve smagen af nødder. Men der er grænser for, hvor store mængder, der må bruges, og indholdet af ethanal skal angives på vinetiketterne, hvad det ikke blev i dette tilfælde. Det hjælper heller ikke på sagen, at direktørerne har købt ethanal-flaskerne sort!
I alt omfatter svindelen, der også er gået ud over en række af kooperativets aktionærer, 350.000 flasker vin, fremstillet i årene 1997 til 2001.
De fem direktører kræves idømt op til 18 måneders betingede fængselsstraffe samt bøder i lange baner.
...............
Vinbranchens blå bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
................
.

    Henrik Christensen (f. 1972) har som tjener og sommelier slidt de bonede gulve i en lang række af Danmarks bedste restauranter – Marie Louise i Odense, Fakkelgaarden i Kruså, Falsled Kro i Millinge, Restaurant No. 13 i Svendborg og Valdemar Slot på Taasinge. Han var kun nitten år gammel, da han tog den eftertragtede sommelier-eksamen hos Dansk Sommelier Forening, og han har derfor allerede en længere karriere bag sig, når det gælder vinens verden.
    I 1996 blev han Danmarksmester udi sommelier-kunsten, og siden har han været dommer ved flere andre mesterskaber. Derudover har han fungeret som konsulent for henholdsvis Løgismose Vinimport og Theis Vine.
    I marts 2004 fik han så den ærefulde post sammen med tre andre danske vinfolk at repræsentere Danmark under den største vinkonkurrence i USA nogensinde (
    www.starwine.net). I fulde tre dage sad han sammen med 59 andre vinsmagere fra hele verden og bedømte ædle dråber i lange baner. 
    I november sidste år tiltrådte Henrik Christensen en ny post, nemlig som vinansvarlig for Bruun Rasmussen Vinauktioner, hvor han vurderer de vine, der kommer ind, og står for vinauktionerne – både de fysiske og dem online, et helt nyt tiltag fra auktionshusets side.
    Når Henrik Christensen lægger vurderingsbrillerne fra sig, gælder det familielivet, der omfatter hustruen Bettina og deres to små døtre, Nicoline, 8 år, og Rosemarie, 4 år.

    Adresse:
    Bruun Rasmussen Vinauktioner, Bredgade 33, 1260 København K, tlf.: 33 43 69 48,  mobil.: 25 70 69 48, e-mail: h.christensen@bruun-rasmussen.dk, www.bruun-rasmussen.dk.

..................
...
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.
.....
Kan fine vine udvikle sig under skruelåg?
Af sidste uges spørgsmål her i VinAvisen fremgår det, at næsten al vin om få år vil være forsynet med skruelåg, selv meget anerkendte og kostbare vine som La Grange.
– Men, spørger Birgit Pedersen, – kan fine og kostbare rødvine, som skal modne på flasken, virkelig udvikle sig i flasken på samme måde under et skruelåg som under en korkprop? Jeg har altid haft indtryk af, at vinen på en måde skal kunne "ånde" igennem korken, men det er måske en myte?
Ja, det er faktisk en myte. Vinen modner ved en meget beskeden iltning, og til den er der tilstrækkeligt med ilt både i selve vinen og i det lille tomrum under proppen. Det meste af modningen foregår i øvrigt anaerobisk, dvs. uden brug af ilt.
Producenter af store rødvine har forsøgsrækker i gang med deres vine under skruelåg. Det gælder fx australske Penfold’s Grange og franske Château Margaux. Det forlyder, at vinene udvikler sig langsommere, men lige så fint som under korkprop. Og det med nul risiko for propsyge.
.........
....Ugens besvarelser lægger vi efterhånden ind i VinAvisens VinABC, så de er lette at finde.
....
...................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i,
    hvad der sker i vinens verden.
    Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
...................
    Ugens vinøse billede
    Jørgen Glud fra Glud Vin i Randers er en af dem, der gør en indsats for vine fra Uruguay. Han har netop besøgt familien Pisano på deres vingård 25 km nord for hovedstaden Montevideo, og herfra sender han os dette billede.
    På billedet her ses Daniele Pisano sammen med Nestor Tejera, der ejer vinmarken Viña Bacaral, og de to herrer er i gang med at fjerne blade på vinstokkene, så druerne kan få den optimale sol.
    Druesorten er Tannat, der kommer fra Sydvestfrankrig, hvor den blandt andet indgår i de mørke og garvesyreholdige rødvine fra Madiran. Den har været brugt i Uruguay i over hundrede år.
    Vi kommer sikkert til at se flere vine fra Uruguay, for de er slet ikke tossede. Landet ligger mellem Brasilien og Argentina, ud mod Atlanterhavet, og det giver et mildt kystklima med rigelig nedbør. Det er således ikke nødvendigt at kunstvande som fx i Argentina og Chile.
    En forskel fra Argentina og Chile er også, at der i Uruguay ikke findes store vinfirmaer, kun mindre familiebrug, cirka 300 i alt. Bodega Pisano er således på 30 hektar.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
.............
I den forløbne uge har vi smagt i alt 51 vine. Heraf var der 39, som fik mere end to stjerner, og hele 24 fik fem stjerner. Tre vine var proppede.
........................
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
............
Smagningen af vinene fra Maison Louis Latour


Grand Ardèche, Maison Louis Latour, Ardèche, Frankrig 2002
En spændende og smukt komponeret hvidvin med toner af abrikos, vanille og marcipan samt et forfriskende strejf af nyslået grønt græs. Den fylder munden, bliver hængende og slutter af med en behagelig tørhed.
Endnu ikke prissat, Vintappergaarden


Meursault 1er Cru, Maison Louis Latour, Château de Blagny, Côte de Beaune, Bourgogne, Frankrig 2003
En af de helt store hvide bourgognevine, hvor lækker fedme og elegant tørhed går op i en højere enhed. Smagen afrundes med et strejf af eg.
Endnu ikke prissat, Vintappergaarden


Corton Charlemagne Grand Cru, Maison Louis Latour, Côte de Beaune, Bourgogne, Frankrig 2003
Duften og smagen af citrusfrugter, abrikoser og mango fylder næse og mund. Samtidig har denne dejlige hvidvin dette særlige strejf af "vinkælder", som man ofte møder hos store hvide bourgogner.
Endnu ikke prissat, Vintappergaarden


Bâtard-Montrachet Grand Cru, Maison Louis Latour, Côte de Beaune, Bourgogne, Frankrig 2003
Hver en mundfuld af denne fyldige hvidvin er én lang oplevelse, der strækker sig over hele spektret fra moden frugt til mandler og nødder. En elegant tørhed sætter prikken over i’et.
Endnu ikke prissat, Vintappergaarden


Aloxe-Corton “Domaine Latour”, Maison Louis Latour, Côte de Beaune, Bourgogne, Frankrig 2003
En meget flot rødvin med en krydret duft og en lang eftersmag. Den kan nydes nu til en god oksebøf, men vil uden tvivl blive en drøm, hvis den får lov til at ligge.
Endnu ikke prissat, Vintappergaarden


Beaune 1er Cru, Vignes Franches, Maison Louis Latour, Côte de Beaune, Bourgogne, Frankrig 2003
Masser af kraft, krydderurter og frisk druemost præger duften og smagen i denne dejlige rødvin. Den er som en ung hingst, der med årene uden tvivl vil udvikle sig til en fuldblods racehest.
Endnu ikke prissat, Vintappergaarden


Château Corton Grancey Grand Cru, Maison Louis Latour, Côte de Beaune, Bourgogne, Frankrig 2003
En rødvin, der folder sig ud i ganen med sin rige bærsmag. Et strejf af eg sørger for en elegant afslutning.
Endnu ikke prissat, Vintappergaarden


Echezeaux Grand Cru, Maison Louis Latour, Côte de Nuits, Bourgogne, Frankrig 2003
Denne rødvin betager ved første indtryk med sin intense duft af modne mørke bær, kaffe og krydderier. Og paletten af spændende smagsnuancer lever bestemt op til forventningerne.
Endnu ikke prissat, Vintappergaarden




Mousserende vine


Balbi Soprani, Moscato d’Asti, Italien 2004
69 kr., Distinto
Lækker sød boblevin med Muscat-druens forførende duft og smag. En afgjort nydelse. Brug den til apéritif – eller gem den til terrassen til sommer.


Caldirola, Dolce, Asti Spumante, Italien
47 kr., Vinodan
Dejlig boblevin med livlige bobler og en meget sød Muscat-smag.




Hvidvine


Caldora, Trebbiano d’Abruzzo, Italien 2003
49,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
Hvidvin med dejlig frisk frugt, en let fedme, mineralitet og uden kanter. En vin, man nyder med glæde. En interessant vin på druen Trebbiano, der i Frankrig går under navnet Ugni Blanc og her fortrinsvis bruges til fremstillingen af cognac og armagnac.


Signeur de Fontimple, Vacqueyras, Frankrig 2002
85 kr., 78 kr. ved 12 flasker, Liber Vin
Tør og frugtagtig hvidvin med en mild og liflig smag. Velegnet både som apéritif og som ledsager til en frokost eller til retter med fede saucer, fisk og skaldyr.


Catena, Chardonnay, Mendoza, Argentina 2003
99,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Man skal kunne lide smagen af træ, hvis man skal falde for denne hvidvin. Men ganske flot er den. Om end ikke billig.




Rødvine


Twin Beaks, Cabernet Sauvignon, South Eastern Australia 2002
75 kr., Glud Vin
En blød, fyldig og sødmefuld rødvin med duft og smag af solbær og brombær. En vin, som mange vil kunne lide, og som vil stå fint til eksotiske kødretter med frugter som mango og papaya.


Dogajolo, Carpineto, Toscana IGT, Italien 2003
70 kr. (65 kr. ved 6 flasker), Holte Vinlager
En rødvin, der dufter af mandler, nødder og brombær. Smagen, der er krydret med et strejf af svampe og skovbund, slutter med en elegant tørhed. En let vin, der vil egne sig glimrende til pasta med skaldyr.


Yellow Tail, Merlot, South Eastern Australia 2004
59,95 kr., Det franske Vinlager
Duften og smagen af chokolade og mandel er markant i denne dejlige fløjlsbløde rødvin. Det er en vin helt uden kanter, der uden tvivl vil falde i mange menneskers smag.


Ribera del Riansares, Crianza, La Mancha, Spanien 2002
69 kr. (56 kr. ved 12 flasker), Liber Vin
En harmonisk, fyldig og afrundet rødvin, der dufter af friske krydderurter, svampe og skovbund. Nyd den til fx til fuglevildt.


Les Faïsses, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2002
109 kr., La Maison Sevino
Druerne Grenache og Syrah mødes i denne dejlige, saftige rødvin, der folder sig fint ud i munden. Den har god frugt, god syre – en lækker, lækker vin. Den skal have en god bøf!


Les Terrasses, Priorat, Spanien 2001
139,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
En stor og flot vin, krydret, med meget fyldig frugt, der fint maskerer de 14% alkohol. Den må godt ligge et par år endnu.


Carrascal, Malbec / Cabernet Sauvignon / Merlot, Weinert, Mendoza, Argentina 2002
75 kr., H.J. Hansen
”Årets stjernevin” kalder importøren denne rødvin, og det er bestemt en stjerne. Det er en prægtig og harmonisk vin med stor frugtfylde, blød og lækker.


Château du Donjon, Grande Tradition, Minervois, Frankrig 2003
49 kr., Stokholm Vinimport
Flot og kompleks rødvin med fyldig frugt og et lille alkoholisk bid i slutningen. Kræver kraftig mad. Yderst rimelig pris.


Monasterio de Tentudia, Viño de la Tierra de Extremadura, Spanien 2000
70 kr., Herning Vin Import
En flot rødvin med herlig duft, fyldig smag, krydderi … Faktisk meget vellykket. Flasken er helt ekstraordinært udstyret med imponator-etiket, nummer og gylden netstrømpe af ståltråd.


In Situ, Carmenère, Aconcagua Valley, Chile 2002
79 kr., Vinotek a Fynnis
Flot rødvin med en kraftig duft af solbær, brombær og kirsebær og en fyldig og frugtagtig smag. Den intense frugt skjuler fint de 14% alkohol. Vinen kræver en kraftigt smagende ret eller gode oste.


Reverdito, Barbera d’Alba, Italien 2002
79 kr., U&Wine
Saftig og charmerende rødvin, der er et virkelig godt bekendtskab. Den har frisk frugt og god syre.


Sant’Evasio, Nizza, Barbera d’Asti Superiore, Italien 2001
164 kr., Vinotek a Fynnis
Elegant og blød rødvin, der åbner alle sine facetter i næse og mund. Tilpas fadlagring. Lam, kalv, fugl …


Amistà, Vivalda, Barbera d’Asti Superiore, Italien 2001
146 kr., Skovgaard Vine
Meget frugtagtig, meget krydret og flot rødvin med en smag lidt efter kirsebær og solbær. En harmonisk og dejlig vin. Men plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Giuseppe Campagnola, Amarone della Valpolicella Classico, Italien 2001
149 kr., Stokholm Vinimport
Fantastisk flot rødvin med intens frugt, der fint skjuler de 15% alkohol. Plask den over i en karaffel et par timer før måltidet.


Alidis, Crianza, Ribera del Duero, Spanien 2001
129,95 kr., Wine Group
En vidunderlig kødfuld duft og en blød og lækker smag – sådan er denne glimrende rødvin. De 14,5% alkohol er fint integreret.


Estampa, Syrah / Cabernet Sauvignon, Colchagua Valley, Chile 2003
59 kr., Jysk Vin
Dejlig rødvin på to store druer. Den har en fyldig frugt med toner af kirsebær og en indtagende sødme. Den skal have en kraftig ret.


Terre dei Volsci, Riserva, Velletri, Italien 2000
75 kr., ved 6 flasker: 70 kr., Holte Vinlager
En virkelig god rødvin fra egnen omkring Rom. Den har fyldig og frisk frugt med krydderi, syre og garvesyre. Pengene værd. Interessant flaske.


Excelsior, Merlot, Robertson, Sydafrika 2003
85 kr., La Maison Sevino
En bamsevin med meget fyldig frugt, 14% alkohol og en markant sødme. En af de vine, der bør køles ned til 12-14 grader – og have følgeskab af en kraftig ret.


Farnese, Sangiovese, Tierra de Chieti IGT, Italien 2001
39,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Udmærket hakkebøffe-rødvin af den slags, de sætter på bordet i kander på de italienske trattoriaer. Rimelig pris.


Shiraz Street, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2003
32,95 kr., ViniPortugal
Denne rødvin med skruelåg er slet ikke så tosset i forhold til den meget lave pris. En god hakkebøffe-vin med en ikke særlig smuk etiket.


Testa, Montepulciano d’Abruzzo, Italien 2003
35 kr., Toscavini
Robust hakkebøffe-rødvin med god frugt. Kvaliteten fin i forhold til prisen.


Domaine Saint-Jean de l’Arbrousier, Cabernet Sauvignon, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2003
49 kr., Stokholm Vinimport
Kraftig rødvin med intens frugt, garvesyre og alkohol. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Pisano, Pinot Noir, Progreso, Uruguay 2004
119 kr., Glud Vin
Barnemord. Denne rødvin er for ung til at drikke nu. Den skal have lov til at ligge to-tre år endnu. Dårlig er den bestemt ikke, men billig er den heller ikke.


Manincor, Kalterersee Classico Superiore, Italien 2003
85 kr., Fionia Vinimport
En specialitet, der ikke må sammenlignes med almindelige rødvin. Meget let rødvin med frisk, lidt citrusagtig frugt og fin sødme. Køl den ned til 10-12 grader. Helt billig er den ikke.




Sød vin


Château Roustit, Sainte-Croix-du-Mont, Frankrig 2000
109 kr., 98 kr. ved 12 flasker, Liber Vin
Meget sød hvidvin fra et lille distrikt i Bordeaux på den anden side af Garonne-floden over for Sauternes. Helt billig er den ikke.



.
Disse vine fandt de danske vinskribenter
Her kommer listen over nogle af de vine, som de forskellige vinskribenter har fremhævet enten med topkarakter - som regel seks stjerner - eller på anden vis.
I kolonnen længst til højre ses navnet på importøren. Er dette blåt, kan du klikke på det og åbne en side i vores database med importørens adresse, telefonnummer etc.
En liste over bladenes vinskribenter finder du ved at klikke her.
........................
Alt for Damerne
Trapiche, Oak Cask, Malbec, Mendoza, Argentina 2002Rødvin65 kr. Amka
.
B.T.
Nobilo, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 2004Hvidvin50 kr.Kvickly, SuperBrugsen
.
Frederiksborg Amts Avis
Georges Dufouleur, Cuvée Napoléon, Bourgogne, Frankrig 2001Rødvin85,75 kr.Erik Sørensen GrandVin
Alan Coche, Meursault, Bourgogne, Frankrig 2002Hvidvin119 kr.Erik Sørensen GrandVin
Dufouleur, Chambolle Musigny, Bourgogne, Frankrig 2001Rødvin199 kr.Erik Sørensen GrandVin
.
Hjemmet
Valpantena, Pasqua, Valpolicella, Italien 2002Rødvin39,95 kr.Amka
.
Information
San Cosma, Colli ai Lecci, Chianti Classico Riserva, Italien 2003Rødvin99,95 kr.Amka
.
Jyllands-Posten
Van Volxem, Scharzhofberger Riesling, Mosel-Saar-Ruwer, Tyskland 2003Hvidvin 149 kr.Strobel Vinimport
.
Nordjyske Stiftstidende
Albert Sounit, Vieilles Vignes, Givry, Frankrig 2002RødvinIkke opgivetØstjysk Vinforsyning/Vignoble
.
Næstved Tidende
Delta Ranch, Cabernet Sauvignon, Trichero, Californien 2000Rødvin44,95 kr.Chris-Wine
.......................
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.