Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 39, 2006





Vin-aktuelt i uge 39
25. september til 1. oktober, 2006
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 38
VinAvisen uge 37
VinAvisen uge 36
...............

...............
39-42
...............
Skal V&S Group sælges?
En højre-centrum alliance vandt en kneben sejr i det svenske valg, og det medfører automatisk spørgsmålet: Vil den svenske stat sælge V&S Group?
V&S omfatter jo blandt andet De danske Spritfabrikker og Vingaarden med datterselskabet Kjær & Sommerfeldt. Men frem for alt producerer koncernen verdens tredjestørste spiritusmærke, Absolut Vodka.
Det har igen og igen været kritiseret, at ejeren, den svenske stat, gør alt for at besværliggøre svenske borgeres indtagelse af vin og spiritus, mens den samtidig eksporterer spiritus og alkoholproblemer til alverdens lande. Altså dobbeltmoral på et meget højt plan og en god grund til, at staten skiller sig af med foretagendet.
Før valget stillede WOW News spørgsmålet: Skal V&S sælges? Her er svarene fra de forskellige partier:

Den sejrende blok:
* Folkpartiet: Ja, der er ikke nogen grund til, at staten skal eje et spiritusfirma, som virker på det globale marked.
* Centerpartiet: Det kan eventuelt blive aktuelt.
* Kristdemokraterna: Ja, det kunne vi godt tænke os.
* Moderaterna: Vi har endnu ikke taget stilling.

Den tabende blok:
* Socialdemokraterna: Nej.
* Vänsterpartiet: V&S skal ikke sælges.
* Miljöpartiet: Vi har ikke taget nogen beslutning.
(fortsættes)
..............
39-40
...............
De får ikke Absolut for en slik
Hvis den nye svenske regering beslutter at sælge V&S, vil der ikke komme til at mangle købere. To har allerede meldt sig. Den ene er USA’s største bryggerigruppe, Anheuser-Busch, og den anden er den franske spiritusgigant Pernod Ricard.
Yderlige har den britiske investeringsbank Dresdner Kleinwort peget på den amerikanske gruppe Fortune Brands som en oplagt deltager i en auktion.
Men køberen får ikke V&S og Absolut for en slik. Ifølge Financial Times vurderer den internationale investeringsbank Lehman Brothers mærket Absolut til en værdi på mellem 26 og 35 milliarder skr. Og Lehman Brothers spår endvidere, at salget vil være gennemført inden et år.

Vær med til at spå
Skal vi se, om vi – i fællesskab – kan spå om fremtiden? Hvad tror VinAvisens læsere: Sælger den svenske stat sin egen pengemaskine, V&S Group? Ja eller nej?
Sæt en prik i skemaet herunder, og tryk på Send-knappen. Resultatet bringer vi i næste uge.
18-17
.....
Paven er blevet sommelier
Pave Benedikt d.16. er af Roms sommelierforening blevet udnævnt til æressommelier.
Decanter skriver, at paven, der i sin tidtrædelsestale sidste år sagde, at han er en "ydmyg tjener i Herrens vingård", accepterede titlen og fik en tastevin af sølv.
Sommeliererne mener helt bestemt, at den tyskfødte pave er en stor elsker af italienske topvine
Vatikanets talsdame, søster Maria Elisabeth, siger til Decanter, at man ikke officielt har tilkendegivet, at paven har modtaget denne ære, og at "den sandsynligvis ikke har førsteprioritet hos paven".
Dette er uden tvivl korrekt. Paven har andet at tænke på for øjeblikket. Men han fortjener nu noget ordentlig vin i sin nye tastevin efter al den ballade, han har fået.
...............
    Og hvad er så en tastevin?
    Navnet på tastevin’en har noget at gøre med at smage (taste) og vin. Det er en lille, flad smagekop, som man især bruger i Bourgogne, og som ofte også hænger i vinbrødres ordensbånd.
    Koppen kan ligne foden på en kammer-lysestage, og det er også, hvad den måske oprindelig var. For hvad var mere naturligt end at drikke af det nærmeste, man havde ved hånden, når man gik rundt nede i den mørke vinkælder?
    I koppens sider er der nogle små fordybninger, der virker som hulspejle og kaster lyset op igennem vinen. Det var også praktisk i en kælder uden ret meget lys.
    De små buler er forskellige i de to sider – i den ene side er de små, i den anden store. De tilbagekaster derfor lyset forskelligt. Ifølge legenden bruges den ene side til at bedømme vinen – den anden side til at sælge den.
    Endelig har tastevin'en den store fordel, at den ikke – som et glas – kan gå i skår.
34/07
.........
Lys forude for kurdisk vinindustri
Vinens vugge befinder sig efter sigende i den kurdiske provins Dohuk i det nordlige Irak. Der er dog ikke mange vinmarker at spore i området, der under Saddam Hussein blev bombet sønder og sammen.
Men ifølge World of Wine er der nu lys forude. En stædig vinbonde, Mohammed Saleem, er vendt tilbage til sin fædrene jord og er igen begyndt at opdyrke markerne og beplante dem med vinstokke.
I disse år, hvor den kurdiske vinindustri forsøger at reetablere sig, er der netop brug for den slags målrettede initiativer.
...............

...............
Vin i kunstneriske flasker
Château Mouton-Rothschild samt mange andre vinhuse verden over har fra tid til anden fået moderne kunstnere til at dekorere deres vinetiketter.
Den danske kunstner Jimmy Jørgensen har grebet sagen an på en lidt anden måde. Han har nemlig ladet kunsten sprænge etikettens rammer og brede sig til hele flasken.
I alt har han dekoreret 36 flasker med farvestrålende akrylmaling. Flaskerne har fået sin helt egen udstilling "Vin på kunstflasker" hos Galleri Jensen i Helsingør, www.gallerijensen.dk, hvor man også kan købe dem for 225 kr. stykket.
Man kan vælge mellem to argentinske vine, La Campana Malbec 2005 og Mezcla Red 2003. Og falder indholdet i god jord, kan vinene fås hos Irma for 50 kr. – dog uden den kunstneriske emballage.
...............
44-43/07
...............
    Succes i kongens vinkælder
    I lørdags var der igen vinfestival i Frederik d.2. store, hvælvede vinkælder på Kronborg i Helsingør, og som sædvanlig var det et tilløbsstykke. I løbet af de tre åbningsperioder kom der i alt cirka 700 vininteresserede gæster, der havde mulighed for at smage på godt og vel 270 forskellige vine, skænket i glassene af 25 vinhandlere og deres assistenter.
    Igen i år var Sherrylounge ved Den Spanske Ambassades Handelsafdeling med og præsenterede hele skalaen af sherrytyper fra den tørre fino til den søde Pedro Ximénez – hvor den søde PX uden tvivl løb af med sejren.

    < Vinfestivalen var arrangeret af Helsingør Vinmuseumsforening, hvis meget aktive ildsjæl, museumsinspektør Kenno Pedersen, her smager på sherryen. Foreningen virker for etableringen og driften af et vinmuseum samt for udbredelsen af kendskabet til vinens væsen, dens geografi og historie.
...............
Pinot Noir afsløret til mindste detalje
Efter seks års forskning og undersøgelser af druer og vinstokke i hobetal er det lykkedes det italienske forskningsinstitut Istituto Agrario di San Michele all’Adige (IASMA) at finde frem til druen Pinot Noirs DNA. Den nye landvinding betyder, at man nu genetisk kan manipulere med Pinot Noir-vinplanter – noget, man vil benytte sig af for at gøre druesorten mere modstandsdygtig over for sygdomme, vind og vejr.
Ifølge Wein Reporter har det italienske institut tidligere afdækket DNA hos tomater, majs og andre etårige nytteplanter. Men det er første gang nogensinde, man har afdækket molekylet hos en flerårig planteart. Instituttet vil følge op på sagen med lignende undersøgelser af andre druesorter.

Der er for meget af den
Ifølge den britiske avis Observer øges den økonomiske krise for Bordeauxs vinbønder – til trods for, at 2006-årgangen tegner til at blive fremragende. Problemet er bare, at der er for meget af den.
Til avisen siger en vinbonde, Mathieu Barbier, at det er ligegyldigt, hvad de gør, så får de det tilbage i nakken. – Klimaet har været perfekt, og druerne er fantastiske, men høsten er så stor, at priserne igen vil dykke.
Nogle vinfirmaer kan ikke lide at skrive, at deres flasker koster 3 euro, så de skriver i stedet, at en magnum koster 6 euro – selv om det er samme sag.
...............
>30/07
...............
Langtfra enige
Ifølge Just Drinks erkender EU’s landbrugskommission, at medlemslandene langtfra er enige om, hvordan vinsektoren skal reformeres.
Den danske landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, har besøgt en række lande for at diskutere reformerne. Det har medvirket til at klarlægge problemet til manges tilfredshed, men har endnu ikke ført til enighed om vejen frem.
Mariann Fischer Boel fastholder, at cirka 400.000 hektar europæiske vinmarker skal nedlægges.
Kommissionen forventes at komme med lovforslag senere i år eller i begyndelsen af næste år.
...............
Nej tak til egetræsspåner
Som nævnt i VinAvisen i uge 30, har EU i år givet vinproducenterne i medlemslandene lov til at anvende egetræsspåner i vinen. Det er langt billigere at tilføre vinen smag af egetræ på den måde end ved at lade den ligge og lagre på kostbare egetræsfade.
Men hverken egetræsspåner eller andre nymodens teknikker, som EU har givet tilladelse til, er faldet i god jord hos Verband Deutscher Prädikatsweingüter – den tyske vinforening, hvis medlemsskare består af landets 200 mest traditionsrige vinhuse.
Ved foreningens årlige møde blev dens klare holdning kridtet op over for medlemmerne: God vin skal fremstilles på traditionel vis. Der skal bruges håndkraft, egetræsfade og kun et minimum af tilsætningsstoffer.
Foreningen kan dog ikke forhindre medlemmerne i at eksperimentere. Men hvis de gør det, så bliver det uden VDP’s eftertragtede logo på etiketten den viser en stiliseret ørn med en drueklase på maven.
...............
36-39
............
............
Jan Boland, der ejer vinhuset Vriesenhof i Stellenbosch, er en af Sydafrikas førende vinmagere. Ud over vin har han endnu en stor passion: jagt. Her kigger en sydafrikansk hjort ham over skulderen, mens han smager.
    Fornemt sydafrikansk besøg
    Den forløbne uge bød på en spændende smagning af topvine fra det sydafrikanske vinhus Vriesenhof. Det var Tedeum Vin og Erik Ahlmann Larsen, der stod for smagningen, og det var vinmageren og ejeren af vinhuset, der præsenterede vinene. Jan Boland Goetzee hedder han, og det er et navn, der vækker respekt blandt såvel rugby-fans som vinfolk verden over.
    I 1967 afsluttede han sin uddannelse som ønolog ved universitetet i Stellenbosch og erstattede dermed én gang for alle rugbybolde og grønsvær med drueklaser og vinmarker.
    Jan Boland købte i 1980 Vriesenhof i Paradyskloof (Paradis-dalen) i Stellenbosch, hvor jordbundsforhold og mikroklima veksler stærkt fra vinmark til vinmark – kun i få andre vinlande har man som i Sydafrika så varieret en natur inden for så begrænsede områder. Jan Boland udførte derfor en lang række undersøgelser for at finde frem til nøjagtigt hvilke druesorter, der trives bedst på hvilke pletter jord.
    Det er der kommet en masse pragtfulde vine ud af, som markedsføres under tre forskellige brands: Vriesenhof, Talana Hill og Paradyskloof. Nedenfor er der topstjerner til de vine, vi smagte.

    En indsats for at promovere sydafrikansk vin
    Jan Boland har fulgt den nærmest eksplosive udvikling, der er sket inden for Sydafrikas vinindustri, og han har i allerhøjeste grad selv været med til at påvirke den.
    Allerede i 1982 grundlagde han sammen med syv andre førende sydafrikanske vinmagere foreningen Cape Winemakers Guild (CWG). Målet var at fremstille vine af topkvalitet på sydafrikansk jord – vine, der ville vinde anerkendelse viden om.
    I dag består foreningen af 37 medlemmer, og et medlemskab følger vinmageren og ikke vinhuset, som han tilfældigvis er knyttet til.
    Man kan kun blive optaget i den fornemme forening, hvis man opfylder en række kriterier. Man skal blandt andet have fremstillet vine af fremragende kvalitet i mindst fem år. Og hvis man tre år i træk ikke lever op til foreningens kvalitetskrav, så ryger man ud igen.
    Hvert år afholder CWG en velgørenhedsauktion. Kun de allerbedste vine bliver udbudt, og vinfolk og vinsamlere fra ind- og udland vil traditionen tro strømme til auktionslokalet, når hammeren falder på årets auktion den 7. oktober. Nogle af de celebre vine vil siden være at finde på dansk jord.
...............
Egner skruelåg sig til gemmevine?
Skruelåg er oplagt til hvidvine og til dagligdags vine. Men er de også egnede til vine, der skal gemmes i flere år?
Ifølge newzealænderne og australierne, der ved en masse om skruelåg, vil vinen udvikle sig igennem årene – uafhængigt af, om flasken er lukket med kork eller skruelåg.
Den kendte australske vinskribent James Halliday skriver: – Nogle mennesker mener, at vinens udvikling bliver kunstigt hæmmet med et skruelåg. Sådan er det ikke. Der er tilstrækkelig ilt i vinen og i rummet over den til at tillade den udvikling, der kræver ilt. Og – hvad er vigtigere – meget af udviklingen sker anaerobisk, dvs. uden ilt.
Når så mange vinmagere tøver med at bruge skruelåg til rødvine, skyldes det, at man endnu ikke har nok videnskabelige undersøgelser over en længere periode.
Australierne begyndte med skruelåg allerede i 1970’erne, både til hvid- og rødvine. Rødvinene fra dengang findes ikke mere. De er drukket. Men flere hvidvine er bevaret, og de siges at have holdt sig ganske godt.
På et eller andet tidspunkt vil man have gennemført forsøgsrækker, der helt sikkert afgør spørgsmålet, om rødvine kan gemmes i mange år under skruelåg.
..........
>33/07
...............
Rødvin mod Alzheimer’s
Forskere ved den amerikanske Mount Sinai School of Medicine har konstateret, at rødvin på druen Cabernet Sauvignon nedsætter risikoen for Alzheimer’s sygdom.
Deres rapport med titlen "Moderate Consumption of Cabernet Sauvignon Attenuates *-amyloid Neuropathology in a Mouse Model of Alzheimer's Disease" vil blive offentliggjort i november-udgaven af The FASEB Journal.
Forskningen er gennemført ved forsøg med mus, og den betegnes som endnu et skridt frem i kampen mod den ødelæggende sygdom.

Ballade i Saint-Émilion
Den reviderede Saint-Émilion-klassifikation, som vi omtalte i uge 37, har traditionen tro vakt ballade.
At blive degraderet i klassifikationen har alvorlige konsekvenser for et slot, og virkningen varer i ti lange år. Prisen på både vinen og den dyrkede jord falder, og importørerne på eksportmarkederne falder fra.
Nogle af de degraderede slotsejere har protesteret og – synes det – med god grund.
Château Figeac havde således søgt om at rykke op fra Premier Grand Cru gruppe B til gruppe A, men fik afslag, fordi slottets vine ikke er lige så dyre som vinene fra Château Ausone og Château Cheval Blanc – men det ville de jo først blive, hvis slottet rykkede op!
Andre slotte kritiserer reglen om, at et slot skal indlevere vine fra de seneste ti årgange til bedømmelse. Men hvis en ny ejer for fem år siden har overtaget slottet og investeret i høj kvalitet, bliver han også bedømt på den tidligere ejers vine.
...............

.........
    Hvad bruges huset til?
    I sidste uge viste vi billedet af en mærkelig bygning, der ligger på marken foran vinhuset Disznóko Szõlõbirtok i det ungarske Tokaj-distrikt: Hvad blev den benyttet til?
    Vi havde selv gættet – og gættet forkert. Nu overlod vi gætteriet til vore læsere, og i alt 1273 var med på spøgen.
    Som det fremgår af skemaet til venstre, gættede de fleste på, at der var tale om et museum, og det er jo egentlig et logisk gæt. Moderne museer er gerne opført i en opsigtsvækkende arkitektur.
    Men ... der er simpelt hen tale om en garage for markredskaber – traktorer osv. Det var der faktisk 343 læsere, som gættede. Næsthøjeste tal.
..........
37-40
...............
Omkamp
I uge 24 fortalte vi om dysten mellem vine fra Bordeaux og Californien. Det var en meget omtalt konkurrence, foranstaltet for 30 år siden af den britiske vinhandler Steven Spurrier og gentaget i år. Med samme resultat: Californien vandt.
Det vil franskmændene ikke acceptere. Ifølge Decanter vil en gruppe af smagere, der kalder sig Grand Jury Européen (GJE), holde en ny smagning nu på torsdag i Château Guiraud i Bordeaux.
François Mauss, GJE’s grundlægger, mener, at Spurriers konkurrence var unfair på flere punkter, blandt andet med hensyn til valget af årgange og smagere.
Mauss har valgt 32 vine på Cabernet og Merlot, 16 fra Napa og 16 fra Bordeaux, og han har valgt dem i årgangen 1995, der har et stort ry i begge områder – "med en lille fordel til Napa, så vi ikke kan blive beskyldt for at favorisere Bordeaux".
Det var i øvrigt Mauss, der i 2002 beskrev Beaujolais Nouveau som en "vin de merde" (lortevin) – og vandt den efterfølgende injuriesag.
.........

............
15/07
......
Vodka af højeste karat
Det er utroligt, hvad man finder på i vin- og spiritusbranchen, når det gælder markedsføring.
Nu er det skotske destilleri Blackwood kommet på markedet med en vodka, Diva Premium Vodka, der midt ned gennem flasken har et glasrør fyldt med strålende, krystalslebne ædelsten.
Røret er lige til at tage op, hvorefter man kan bruge stenene til diverse smykker.
Den luksuriøse vodka fås ifølge Just Drinks i flere udgaver med mere eller mindre fornemme ædelsten og til priser fra cirka 22.000 kr. til beskedne 5,8 millioner kr.
Selve vodkaen er af topkvalitet, og som noget ganske særligt er den filtreret gennem diamantstøv – også en form for kulfiltrering. Diva’en sælges endnu ikke her i Danmark.
.........
    En hundekold bajer efter gåturen
    Nu kan menneskets bedste ven ifølge Just Drinks også få lov til at slukke tørsten med en kold bajer fra køleskabet.
    Det er det amerikanske firma Dog Star Brewing Company, der har lanceret Happy Tail Ale (glad hale øl), som hunde-øllen hedder.
    Flaskerne ligner til forveksling traditionelle ølflasker, men indholdet er ikke helt så attraktivt for menneskeganer, idet der er tale om alkoholfri øl tilsat bøfsmag! Men som man kan se på billedet, er det mums for hundehalse.
    Indtil videre er det kun hundene i USA, der kan holde op med at være på vandvognen. Nu må det være kattenes tur. Og hvorfor skal de kære kræ kun have øl? Ligesom mennesket vil de blive meget sundere af at få vin. Men øllet har naturligvis den fordel, at dets humle virker søvndyssende.
.........
>43/06
....... ...........
--...............--.
    Den danske vinbranche
    * Sopexa meddeler, at Anne Juel Christensen har valgt at opsige sin stilling som direktør for Sopexa Norden. Hun vil efter mange gode år i Sopexa søge nye udfordringer som selvstændig vinimportør, idet hun er blevet partner hos NicVin i Roskilde. Sopexa har efterfølgende udnævnt Peter Esper Larsen som marketingchef for Sopexa Danmark. Med ti års erfaring som Sopexas produktchef for vin og spiritus har han et godt kendskab til de franske kunder såvel som til de muligheder og metoder, der er på det danske marked.
    ........--....
................
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
............
03-02/07
...............
    Ugens vinøse billede
    Thomas Jeshøj har sendt os dette billede, der er som taget ud af en romantisk italiensk film. Det forestiller vinhuset Azienda Lisini, der ligger i det smukke vinområde omkring byen Montalcino i Toscana.
    Vingården, hvortil der i dag hører cirka 20 hektar vinmarker, er opført i 1500-tallet og har lige siden været i familien Clementi-Lisinis eje.
    Læg mærke til det lille tårn med de buede vinduer. Det er en såkaldt belvedere (italiensk for smuk udsigt), hvor man i gamle dage kunne søge tilflugt i de varme somre, nyde udsigten over vinmarkerne og nippe til et glas af husets egen vin.
    Og apropos Lisinis vine, så smagte Thomas Jeshøj husets fortræffelige Brunello di Montalcino. Under hjemlige himmelstrøg kan vinen fås hos Otto Suenson.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
..........
02-01/07
..........
Sådan laver man isvin
I sidste uge skrev vi om fremstillingen af isvin, at ved den lave temperatur fryser vandet i druerne til is, mens syrer og aromastoffer forbliver flydende lidt endnu. Under presningen vil den søde most løbe ned i gæringskarret, mens det frosne vand skilles fra.
Sådan plejer der også at stå i vinbøgerne, skriver en af vore svenske læsere, Tord Westfal. Men är det verkligen så? spørger han og skitserer selv et par andre muligheder.
Vi har slået op i vores vinøse bibel, Oxford Vin Leksikon, der skriver, at de frosne druer straks presses, så vandkrystallerne efterlades i pressen, og den sødeste saft, der har et lavere frysepunkt end vand, løber fra pressen.
.................
.....
Ugens gode spørgsmål

Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af
VinAvisens læsere.
Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål
og svaret på det.
..................
.............
Hvad er generiske vine?
Carsten Seeger skal smage en række generiske vine i Rønne den 29. september. Men hvad forstår man egentlig ved ordet generisk? skriver han.
Ordet kommer af det latinske ord genus, der betyder slægt eller art. Og i vinens verden kendetegner det vine, der er opkaldt efter en bestemt vintype – normalt et stednavn. Altså fx en Napa-vin.
Modsætningen er varietale vine, som er opkaldt efter de druesorter, vinene er lavet af. Altså fx Merlot-vine eller Chardonnay-vine.
Udtrykkene generisk og varietal bruges især i USA og Australien.
Et generisk navn, der i årtier har været misbrugt, er Champagne. En masse vin rundt omkring kaldes Champagne, selv om den slet ikke kommer fra det franske Champagne-distrikt. Der er bare bobler i den. Den slags vine må dog ikke indføres og sælges i EU-landene.
...................
...............
34-07
...............
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 32 vine. Af disse vine var der 25, som fik mere end to stjerner, og hele 17, som fik fem stjerner. I alt blev det til 113 stjerner og i gennemsnit 3,8 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her.
...........
...
Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
.....
...........
Smagningen af Jan Bolands vine


Talana Hill Chardonnay, Paradyskloof, Stellenbosch, Sydafrika 2003
109 kr., House of Wine
En spændende hvidvin med toner af honning og harpiks i duften. Smagen er fyldig og byder blandt andet på ananas, kærlighedsfrugt og et strejf af eg.


Vriesenhof, Enthopio, Paradyskloof, Stellenbosch, Sydafrika 2003
85 kr., Sigurd Müller
Denne rødvin er fremstillet på 80% Pinotage, Sydafrikas nationaldrue, samt Merlot og Cabernet Franc. Den er kraftig og krydret med smag af mørke bær, vilde svampe og sort peber. En vin, der bør ligge i rigtigt mange år endnu, før den åbnes.


Talana Hill Royale, Paradyskloof, Stellenbosch, Sydafrika 2002
119 kr., House of Wine
En rødvin, der dufter af en skøn forening af friske grønne blade og sveskeblomme. Smagen er aromatisk med hvid peber og en lang tør og krydret eftersmag.


Kallista, Vriesenhof, Paradyskloof, Stellenbosch, Sydafrika 2001
110 kr., Sigurd Müller
Hold da op for en dejlig rødvin! Den dufter koncentreret af skovbund med toner af læder og folder sig ud i munden med en smag af brombær, kirsebær og mandler. En stor vin til en meget rimelig pris.




Hvidvin


Wagner Stempel, Riesling Trocken, Rheinhessen, Tyskland 2005
99 kr., Oxholm Vin
Denne hvidvin på den gode Riesling-drue har en inviterende, frisk duft og en dejlig smag med ren frugt, mineralske toner og tilpas syre. Velegnet til alt godt fra havet – eller fx til en frokost.


Cubia, Cusumano, Insolia, Sicilien IGT, Italien 2004
130 kr., Vinissimo
En hvidvin med en mild duft af mirabelle og smørblomst. Den er tør, frisk og fed, hvilket gør, at den lækre smag af moden frugt bliver hængende længe i munden. Et lille pift af eg sætter punktum for den liflige smagsoplevelse.


Pucela, Viura / Sauvignon Blanc, Castilla y León, Spanien 2004
34,95 kr., Amka
En hvidvin, der dufter af friske, saftige og let krydrede æbler. Den er tør med en lidt krydret eftersmag. En udmærket hverdagsvin til en overordentlig venlig pris. Prøv den til en ret med fisk og skaldyr.


Guigal, Crozes-Hermitage, Frankrig 2005
109,95 kr. ved 12 flasker i september måned, Philipson Wine
Let krydret hvidvin med stor fedme og et lille bittert bid i eftersmagen.


Domaine Pélaquié, Laudun, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 2005
60 kr., Maison de Provence
En tør hvidvin med god frugt, en vis fedme og en meget markant syre. Den slutter dog en anelse skarpt, og prisen er lige i overkanten.




Rødvin


Caro, Mendoza, Argentina 2002
325 kr., indtil 5. november: 200 kr., Skjold Burne
Denne rødvin er en af disse internationale samarbejds-vine, i dette tilfælde mellem Domaines Barons de Rothschild (Lafite) i Bordeaux og Nicolas Catena i Argentina. Vinen er simpelt hen en drøm. En flot, kompleks duft og en smag med frugt, fint krydderi, bløde tanniner … En nydelse. Den elegante vin fortjener en vellavet middagsret, fx kalv i flødesauce. Tilbudsprisen er faktisk attraktiv.


Canaletto, Primitivo, Puglia, Italien 2004
149,95 kr. for 3 liter i boks, i denne uge (uge 39): 99,95 kr., SuperBest
En rigtig god og harmonisk rødvin med masser af saft – lidt efter kirsebær – og en blød syre, der står fint til mad. Den smager virkelig godt, og eftersmagen er god og lang.


Château Teleki-Villány, Cabernet Sauvignon, Villány, Ungarn 2003
90 kr. ved 12 flasker, Laszlo's Vin / Hungary
Lækker rødvin, der fylder munden med blød og dejlig frugt, og som er meget let at drikke. En harmonisk vin med god struktur, der passer godt til mange retter.


Guidalberto, Tenuta San Guido, Toscana IGT, Italien 2003
149,95 kr. ved 12 flasker i september måned, Philipson Wine
Vi har anmeldt tidligere årgange af denne glimrende vin fra producenten af den berømte Sassicaia. I denne årgang er det en kraftig, ret tør vin med en fyldig duft og en intens smag af mørke bær med en anelse lakrids i eftersmagen.


Caparzo, Brunello di Montalcino, Italien 2000
339 kr., indtil 20. oktober: 169 kr., Østjysk Vinforsyning/Vignoble
En meget interessant rødvin. En dejlig duft møder næsen, og smagen er blød, krydret, frugtagtig, lidt efter citrus og lang i munden. Vinen er fortræffelig til mad. En stor vin.


Esprit de Clocher, Pomerol, Frankrig 2003
99,95 kr. ved 12 flasker i september måned, Philipson Wine
Typisk Bordeaux-næse og smag – altså med en vis tørhed, men også med blød frugt. En let og kultiveret rødvin, der spiller fint sammen med maden uden at hamre på stortromme i orkesteret.


Mas de Perry, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2002
215 kr., Rungsted Vinhandel
Flot, flot rødvin med en blød, intens og krydret smag, der næsten breder sig i hele kroppen. Giv den en stor, saftig bøf.


Faliero, Barolo, Italien 2002
139,95 kr., i denne uge (uge 39): 79,95 kr., SuperBest
En vellavet og flot rødvin med en kompleks duft og en saftig, moden og harmonisk smag. En udpræget madvin.


TerreDelsol, Tenuta Pennita, Sangiovese di Romagna, Italien 2003
90 kr., Rexwine
Forholdsvis let rødvin med god balance mellem frugt, krydderi, syre og tanniner. En rigtig dejlig vin.


Chapelle-St-Arnoux, Lirac, Frankrig 2004
89,95 kr., i denne uge (uge 39): 49,95 kr., SuperBest
Virkelig vellavet rødvin med dejlig frugt og god struktur, krydderi og blødhed. Lang og behagelig eftersmag. Lidt af et fund til tilbudsprisen.


Candela Classic, Malbec / Syrah, Mendoza, Argentina 2004
65 kr., 55 kr. indtil 20. oktober, Østjysk Vinforsyning/Vignoble
En dejlig rødvin med duft af mandler og sveskeblomme. Smagen er let krydret med toner af bittermandel og anis.


Cuyum Mapu, Syrah, Mendoza, Argentina 2005
49,50 kr. ved 12 flasker, Norton Vinimport
Toner af brombær, solbær, sort peber, mokka og muskat forenes i denne dejlige rødvin, som garanteret vil falde i god jord hos de fleste. Nyd den til krydrede retter.


St. Andrea Egri Merlot, Eger, Ungarn 2004
85 kr., Laszlo's Vin / Hungary
En mild rødvin med en fin duft af friske bær, blandt andet jordbær og solbær. Smagen er læskende, saftig og slutter med et strejf af lakrids. Prisen er lige i overkanten.


Flechas de los Andes, Grand Malbec, Argentina 2004
105 kr., Lorentsens Vinforsyning
I denne rødvin ligger frugten på den ene vægtskål og alkoholen (15,1%) på den anden, og alkoholen trækker vinen ned. Det gør oplevelsen lidt entydig og uden bredde.


Clay Station, Malbec, Californien 2003
99,75 kr., H.J. Hansen og Magasin
Let og saftig rødvin med toner af kirsebær og blommer, mandler og kanel. Helt billig er den ikke.




Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.