Nyheder i uge 24, 2015


Følg os på Facebook






VinAvisens store smagning
af sydfranske rosévine
Sommeren er over os, og det er tid til at skænke kølig rosé i glassene. Derfor har VinAvisen i denne uge erstattet de almindelige vinanmeldelser med anmeldelser af hele 48 forskellige roséer på det danske marked. Anmeldelserne finder man nederst på siden.
Nogle af vinene ligger i den dyre ende af prisskalaen, men de fleste kan fås for under 100 kr. Der er vine, der egner sig til mad, mens andre mest er sagen til en afslappet stund på terrassen. Ét har alle de smagte vine dog tilfælles, og det er, at de er fremstillet i Sydfrankrig.




Foto: Wikipedia.

Tavel, når det skulle være fint
Når man for 30 år siden satte en flaske rosé på bordet, var det næsten altid en Côtes de Provence, og når det skulle være fint, og godt måtte koste lidt mere, en flaske fra distriktet Tavel i Syd-Rhône.
Flaskerne fra Provence havde ofte kurvede former, der ledte tankerne hen på Marilyn Monroe - i dag er de fleste af dem ganske almindelige at se på.
Der er stadig mange gode roséer fra Côtes de Provence og Tavel på markedet, men nu kan også resten af Rhône samt Languedoc og flere andre sydfranske vinområder være med, når det gælder rosé af rigtig god kvalitet.
Der er også masser af rosévin fra de oversøiske lande på de danske forretningshylder, og selv om der er undtagelser fra reglen, er der generelt en markant forskel på roséerne fra Frankrig og de øvrige europæiske lande og så de oversøiske udgaver.
Mens de europæiske typisk har stringens, en fin syre og afbalanceret frugt, er frugten som regel i front i de oversøiske roséer, ligesom de ofte har mere kraft, saft og sødme.

Farven fås ved udblødning
Men hvordan laver man så vinen med den smukke klare lyserøde farve?
Nej, ikke ved at blande rød- og hvidvin - dog benytter man i enkelte tilfælde denne metode, når det gælder rosé champagne og nogle få andre roséer. Resten af verdens mange rosévine fremstilles ved at lade druemosten ligge og trække farve fra de blå drueskaller - det man med et fint fransk ord kalder for maceration, hvilket betyder udblødning.
Næsten samtlige grønne og blå druer, der bruges til vinfremstilling, har nemlig et totalt farveløst frugtkød, så farven kommer udelukkende fra skallerne.

Fra ganske lys til mørk og varm
Når man fremstiller rødvin, står macerationen på i måske en uge eller længere endnu. Når det gælder rosé, drejer det sig om kun få timer.
Ofte venter vinproducenter, der laver rosévin, oppe om natten ved siden af ståltanken med most og drueskaller, så de er parat til at gribe ind og fjerne skallerne i det øjeblik, mosten har opnået den ønskede farve.
Nogle producenter venter lidt længere end andre med at stoppe udblødningen, hvilket er årsagen til, at rosévin findes i flere nuancer - fra de meget lyse over de smukt laksefarvede til dem, der har en varm, mørk farve - næsten som en meget lys rødvin. Det er alt sammen et spørgsmål om, hvilken type rosé, producenten ønsker at fremstille.
Ud over farve, trækker druemosten også aromastoffer og tanniner ud af drueskallerne, hvilket ligeledes sætter sit præg på den færdige vin.

Historien om agerhøneøje
En del roséer har en ganske bestemt lys rosa farve, som franskmændene kalder oeil de perdrix, agerhøneøje.
Hvis man kigger en agerhøne i øjnene, er disse ikke spor lyserøde, men flere kilder fortæller meget dramatisk, at farven opstår under fuglens dødskamp.
Udtrykket menes at være opstået i middelalderen i Champagne-distriktet, før man fandt på at komme bobler i vinen. Vinbønderne havde svært ved at få Pinot Noir-druen til at give rødvine med krop som vinene fra konkurrenten, Bourgogne, så de begyndte derfor at fremstille hvidvine af de blå druer ved hurtigt at fjerne drueskindet med det røde farvestof.
Det lykkedes dem dog ikke helt. Der blev lidt rød farve tilbage, og denne sart farvede vin fandt en eller anden på at kalde for oeil de perdrix.




]



Blåstempling af Coops vine
For nylig sendte forbrugerprogrammet Kontant på DR1 en udsendelse om flere vinsvindel-sager. I den forbindelse efterlod programmet det indtryk, at der kan være tvivl om indholdet af de italienske rødvine Jairo og Canaja, som Coop sælger. Baggrunden er, at et parti er blevet beslaglagt i Italien, mens sagen undersøges. Men vinene er i orden og indeholder det, de skal, og Coop har derfor meddelt følgende i en pressemeddelelse:
- DR skriver selv: "Kontant har fået testet indholdet af nogle af de Jairo- og Canaja-vine, som er på hylderne i SuperBrugsen og Kvickly lige nu. Men der er foreløbig intet, der tyder på, at de vine er falske."
Det samme viser analyser, som producenten, Cottini, har fået lavet hos et uafhængigt laboratorium, der har bekræftet, at vinene er produceret på basis af druer fra Veneto-området.
På flaskernes etiketter står der, at de indeholder bestemte druer, Rondinella, Croatina og Corvina, som dyrkes i Veneto-området, hvor Cottini har sine marker. En sådan deklaration er ikke lovpligtig, så producenten har deklareret mere, end man skal.
Coop har samarbejdet med Cottini-familien gennem mange år og kender den som en seriøs og meget hæderlig producent, der gennem årene har fået talrige priser for deres vine. Der er derfor, efter Coops opfattelse, absolut intet grundlag for anklagerne. Det er vine af en god og ærlig kvalitet, der sælges til meget rimelige priser.




Den fine drueformede glas-karaffel, som skal indeholde Valo.

Fælles-vin fra australsk vindistrikt
Det australske vindistrikt McLaren Vale vil gerne markedsføre sig som et distrikt med fornemme rødvine. Og det skal et nyt og ganske særligt projekt hjælpe til med.
Projektet går ud på at fremstille en fornem blandings-vin af rødvin fra fem udvalgte vinproducenter i McLaren Vale.
Det er The Australian Wine Research Institute (AWRI) og McLaren Vale Grape Wine & Tourism Association, der står bag initiativet, og foreløbig er distriktets producenter blevet bedt om at sende deres bedste rødvin ind til bedømmelse. Vinen skal være af årgang 2014, mens druen, den er lavet på, kan være en hvilken som helst rødvinsdrue.

Vil kunne måle sig med Penfolds Grange
Et dommerpanel vil udvælge ti finalister blandt de mange producenter, der forventes at deltage. Disse ti vil så blive indsnævret til kun fem, hvis vine vil indgå i Valo, som den nye rødvin er døbt.
Den vin, producenterne sender ind til bedømmelse, ligger stadig på fade, og vinder-fadene vil få lov til at modne i endnu et år, før man blander vinen.
Vinen vil blive hældt på et begrænset antal fint udførte 3-liters karafler, kreeret af den australske glasmager Nick Mount og designer John Brooks.
Der er høje forventninger til Valo - nogle af de deltagende vinproducenter er ikke i tvivl om, at det bliver en kult-vin, hvis kvalitet vil kunne måle sig med de bedste australske rødvine, endog landets med berømte og kostbare vin, Penfolds Grange. Om det holder stik, får tiden vise.

Overskuddet går til nye projekter
50 vinglade folk vil få mulighed for at være med på sidelinjen under hele processen - fra det endelige valg af fade til blandingen af vinen. Dog skal man først lægge et beløb, der svarer til 46.000 kr., men så følger der også en af de fornemme karafler med Valo med i købet.
Prisen for Valo kendes endnu ikke, men overskuddet fra salget vil gå til en fond, som vil yde støtte til nye projekter, der kan være med til at markedsføre McLaren Vales kvalitets-vine.
Man kan læse mere om baggrunden for Valo på vinens egen hjemmeside.







En succeshistorie
I 2008 udgav det hæderkronede, gamle vinfirma Kjær & Sommerfeldt en fortræffelig bog om sig selv og om dansk vinhistorie, skrevet af vinskribenten Niels Ehler.
Det gjorde forfatteren med bravur. I den rigt illustrerede bog beskrev han, hvordan vinhandelen siden 1875 har importeret vin, solgt vin, gemt vin for tyskerne, betjent både kongelige og berømte ‒ og solgt vin til restauranter og private og en hær af vinelskere.
Nu har Kjær & Sommerfeldt i anledning af sit 140 års jubilæum udsendt en ny og stærkt udvidet udgave af bogen, og i den fortæller Niels Ehler en uhyre interessant succeshistorie.

Atter på private hænder
Siden 1973 har Kjær & Sommerfeldt haft en omtumlet tilværelse med en række forskellige ejere: Vingaarden (Carlsberg), finske Marli Group, skandinaviske V&S Group og franske Pernod Ricard.
I 2008 valgte Pernod Ricard at frasælge Kjær & Sommerfeldt, og køberen blev firmaets direktør, Mads Stensgaard, i samarbejde med to investorer. Og dermed var firmaet atter på private hænder, og her begynder den spændende historie i bogens nye kapitler.

Ørne, duer, ugler og papegøjer
Bogen er historien om et gammelt firma, der skulle genopfinde sin gamle ånd og bygge på et nyt værdigrundlag.
Hver medarbejder skulle gennem en omstilling, der blandt andet indebar en personlig coach og en test af kompetencer og indstilling. Det var en helt ny kultur, hvor medarbejderne blev inddelt i forskellige personligheds-typer med fuglenavne: Var de ørne, duer, ugler eller papegøjer?
Samtidig skulle de gamle leverandører fastholdes i det nye firma. Der blev indført et avanceret edb-system, og ikke mindst skulle den fine, gamle forretning i Gammel Mønt i København gøres attraktiv for et moderne publikum.

Ikke arkitekter men antropologer
Man begyndte i det små ved simpelt hen at sætte et par vintønder og nogle barstole ud på gaden. Efter blot et par uger havde man et plus på 20% i omsætningen.
Flere arkitekter kom med hårdhændede planer til fornyelse: Riv det hele ned, og begynd forfra!
Det gjorde man ikke. I stedet valgte man to antropologer, der forstod stedets klassiske kultur og kun tilføjede så meget nyt, at det fungerede i en nutidig sammenhæng.
De første par år var der røde tal på bundlinjen, men så vendte det. Og i de seneste år er tallene blevet mere og mere sorte.
Jo, det er en succeshistorie, som i denne bog bliver godt fortalt.
Bogen, der koster 149 kr., kan købes på www.kjærsommerfeldt.dk samt i firmaets forretninger i København og Aarhus.






Fra venstre mod højre: For- og bagetiket af den falske Amarone Corte Martano, etiketten på den anden falske Amarone og to billeder af den falske Fanti Brunello di Montalcino.

Officiel advarsel fra Fødevarestyrelsen
Vi har tidligere i VinAvisen nævnt, at der var to forfalskede vine i omløb - en Amarone samt en Brunello, der hævdes at stamme fra den fornemme vinproducent Fanti. Vi har også nævnt nogle af kendetegnene på de falske vine.
Nu er Fødevarestyrelsen kommet med en officiel advarsel, der gælder for tre vine - de to nævnte samt endnu en Amarone. Ovenfor ses etiketterne på de falske vine, der alle er solgt til meget lave priser på det private marked, og nedenfor kommer flere informationer om, hvordan man afslører svindelvinene.

Sådan afslører du de falske vine
Amarone della Valpolicella Classico 2007 "Corte Martano" (med hvid etiket):
* På den falske vin er koden på bagetiketten VF1246, mens den på den ægte vin er VR1246.
Amarone della Valpolicella Classico 2007 (med sort etiket):
* Bagsideteksten på den falske vin indeholder teksten "Imbottigliato negli stabilimenti di Verona da ICQRF VR 1246.
Fanti Brunello di Montalcino DOCG 2006:
* På den falske vins etiket er der en stavefejl, idet der står "de" i stedet for "di", som på etiketten af den ægte vin.
* Der er samme serienummer, AAJ 04869497, på alle de falske vines banderoler.
* Flasken er smallere og ca. 2 cm højere end den originale flaske.
* Etiketten kan være skævt påsat og er blank i modsætning til den originale flaske, der har en mat etiket.



Frankrig kommer til København
I anden halvdel af juni indtager fransk vin og gastronomi København med hele to arrangementer. De har den fælles titel "Aperitif à la francaise", da omdrejningspunktet er den for franskmændene så uundværlige apéritif. I Frankrig indledes ethvert festligt måltid - eller bare et spontant møde mellem venner - nemlig med en sådan velkomstdrink, som vi siger på dansk.
Det er Sopexa, det franske bureau for markedsføring af franske produkter, der har taget initiativ til arrangementerne, og lad os lægge ud med det første, et stort marked ved Torvehallerne i Frederiksborggade d. 12. og 13. juni.

35 restauranter deltager
På markedet vil en række danske importører præsentere franske vine med og uden bobler samt oste, kager og andre delikatesser. Der vil også være smagsprøver på den franske apéritif over alle, den gule pastis.
Smageglas kan købes ved indgangen eller på madbillet.dk, hvor man også kan få yderligere informationer.
Under det andet arrangement, der løber af stabelen fra d. 15. til 21. juni, vil 35 restauranter i København og omegn servere et glas Crémant d’Alsace og en treretters franskinspireret menu for kun 250 kr. Ved at klikke her kan man se en liste over de deltagende restauranter og de menuer, de vil servere - samt købe billetter.






24 postkort fra Ribera del Duero
I uge 19 tog vi hul på vores serie af postkort fra Ribera del Duero, som vi fortsatte i uge 20, 21, 22 og 23. Her kommer de sidste tre postkort, og denne gang er vi på besøg hos Spaniens kult-vinhus, Vega Sicilia. Serien af postkort har vi samlet på en enkelt side, som kan ses ved at klikke her.



.......
I 2010 opførte Vega Sicilia et nyt og meget imponerende vineri med nyeste teknologi og store gæringsfade af eg til vinen Único.

Postkort nr. 22 fra Ribera del Duero:
På besøg hos Spaniens mest berømte vinhus
I sidste uge besøgte vi Villacreces, og nu tager vi så videre til naboen, Vega Sicilia, der fremstiller Spaniens berømteste vin, Único, samt en række andre fantastiske vine.
Grundlæggeren af Vega Sicilia var Don Eloy Lecanda y Chaves, og i 1864 importerede han 18.000 vinplanter fra Bordeaux – Cabernet, Malbec, Carmenère, Merlot og Pinot Noir. Ikke for at lave vin, men for at lave brændevin og ratafia.
Først i 1915 begyndte en ny ejer, Domingo Garramiola, at lave vin, og egentlig gjorde han det kun for at have nogle flasker at forære væk til familie og venner. Dermed var vinen Vega Sicilia Único skabt.
Det er en gudedrik på højde med de største bordeaux’er og en vin, som vingården ikke sælger, men allernådigst tildeler. Vinen modner i mindst ti år på en række forskellige fadtyper samt på flaske, før den frigives til salg.
Vega Sicilia fremstiller også en Reserva Special, som laves på en blanding af tre til fire årgange af Único. Hvilke årgange er det op til mesterblanderen at beslutte.



.......
Xavier Ausàs López de Castro viser os en del af kortlægningen af Vega Sicilias vinmarker.
Hver jordtype har fået sin egen farve.


Postkort nr. 23 fra Ribera del Duero:
80 gæringstanke til 80 vinmarker
Hos Vega Sicilia blev vi vist rundt af vinmager Xavier Ausàs López de Castro, som fortalte, at man i 1989 havde kortlagt vinhusets 1000 hektar jord og havde fundet nitten forskellige jordtyper. Dernæst har man tilplantet markerne med druesorter, der passer specifikt til de enkelte typer jord, ligesom man har taget højde for, om der blev plantet på en skråning eller tæt på Duero-floden.
I alt har Vega Sicilia 80 forskellige vinmarker, og druerne fra dem vinificeres separat i hver sin gæringstank - også selv om der i nogle tilfælde er tale om den samme druetype.
Det er ikke for at fremstille enkeltmarksvine, men for via blandingens kunst at skabe store og harmoniske vine - ligesom en mesterkok, der kreerer en fuldendt ret med en række forskellige ingredienser. Første prøveblanding finder sted efter et års fadlagring.
Via kortlægningen fandt man også ud af, at en del af vinhusets jorde slet ikke egnede sig til vindyrkning. Her har man blandt andet plantet 140.000 egetræer og korkege.




.......
En af Vega Sicilias bødkere varmer stavene op ved at placere det næsten færdige fad over en flamme.

Postkort nr. 24 fra Ribera del Duero:
Fremstiller egne fade af amerikansk eg
Tanken med de mange korkege og egetræer er, at Vega Sicilia om 40 år skal kunne producere sine egne korkpropper - og om måske om endnu længere tid kunne fremstille fade af egen eg.
Vinhuset har allerede et bødkeri i forbindelse med vineriet, hvor der laves fade af importeret amerikansk eg. Man bruger også fade af fransk eg, men ifølge Xavier Ausàs López de Castro tager franskmændene det bedste træ til sig selv, mens det mindre gode går til eksport.
Når det amerikanske egetræ er nået frem til Vega Sicilia, ligger det og tørrer i stave uden døre i to år og dernæst endnu et år inden døre, før det er klart til at blive forarbejdet af vinhusets bødkere.
Efter rundturen i vineriet og bødker-afdelingen var det tid til en smagning af Vega Sicilias kultvin. Ud over Único smagte vi også de dejlige rødvine Alion og Valbuena. Alle tre vine forhandles herhjemme af Sigurd Müller.
Besøget hos det berømte spanske vinhus satte et perfekt punktum for rundturen i Ribera del Duero.




.


Gourmet-glæder på Frederiksberg
I weekenden afholdtes Københavns Gourmet- og Vinfestival for tredje gang i Bülowsvejhallen på Frederiksberg. Omkring 800 mad- og vinglade gæster besøgte festivalen og smagte sig igennem de mange tilbud fra udstillerne.
- Det glæder os, at så mange mennesker bakker op om et koncept, som sætter kombinationen af mad, vin og øl i fokus og dermed adskiller sig fra traditionelle vinfestivaler. Det giver inspiration og lyst til at fortsætte til næste år, siger Lars Møller fra arrangøren, The Wine Company.

Fra vin til pølser, ost og lakrids
Der blev uddelt mere end 300 smagsprøver på vin, øl og delikatesser - heriblandt danske vine fra Domain Aalsgaard, Dyrehøj Vingaard og Annisse Vingård og øl fra Hornbeer og Fur Bryghus. Der var også smagsprøver på portvin samt chokolade, lakrids, røget laks, oste, pølser, rugbrød og olier. I alt 30 udstillere skænkede og delte gavmildt ud af prøverne.
Blandt dagens arrangementer var kåringen af festivalens bedste fødevare samt bedste rød- og hvidvin udvalgt af de besøgende. Bedste hvidvin blev den danske vin RÖS Solaris 2014 fra Dyrehøj Vingaard, mens det blev Zinfandel OZV 2012 fra FiniVin, der løb af med sejren for bedste rødvin. Titlen for bedste fødevare gik til Dansk Vesterhavost fra Ostedelikatessen.




Det nye runde vinfad er forsynet med et elegant glaslåg.

Fremtidens vinfad
En rund beholder af keramik forsynet med et glaslåg - det er det italienske firma Clayvers bud på fremtidens vinfad.
Nyskabelsen blev præsenteret på vinmessen Enoforom i Vicenza for nylig, og fadet er fremstillet af et meget hårdt og tæt keramisk materiale, der minder lidt om granit. Det gør ifølge firmaet, at fadet er velegnet til både maceration - den udblødning, hvor druemosten trækker farve, aroma og tanniner ud af drueskallerne - til gæring og endog til modning af vinen.
Clayvers fad, der er håndlavet, skulle således kunne erstatte det gode gamle egetræsfad - bortset fra, at det nye fad ikke afgiver fadsmag.
Derudover skulle det være meget nemmere at rengøre de glatte, buede vægge end indersiden af et traditionelt træfad.
Fadet findes i to størrelser til henholdsvis 250 og 350 liter vin. Man kan læse mere om det nye fad ved at klikke her.





...




En computertegning af en del af det nye destilleri på Raasay, En gammel viktoriansk bygning vil blive inkorporeret i byggeriet.

Nyt destilleri på en meget lille ø
Den skotske ø-gruppe Hebriderne består af i alt 500 øer, hvoraf kun de 80 er beboede. De fleste har hørt om den store ø Skye, mens der nok ikke er så mange, der har hørt om Raasay - en af de små øer ud for Skyes kyst.
På denne lille ø, der har en smuk og lidt barsk natur med forrevne klipper og bløde grønne bakker, bor der kun 120 indbyggere. Og de glæder sig nu til, at der forhåbentlig snart kommer mere gang i turismen på øen. Det skotske whisky-destilleri R&D Distillers vil nemlig opføre øens første (lovlige) destilleri, som forventes at stå færdig i januar 2017.

Luksushotel og café
Raasay Destillery vil rent arkitektonisk blive en forening af nyt og gammelt, idet destilleriet vil blive opført i forlængelse af Borodale House - et forladt hotel fra 1800-tallet.
Den viktorianske bygning vil blive forvandlet til et lille luksushotel, ligesom der vil blive plads til et besøgscenter og en café med udsigt til Cuillin-bjergkæden.
Hos R&D Distillers forventer man, at den første whisky fra Raasay Destillery vil blive tappet på flasker i 2020.


--,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Vinens Verden har fået agenturet på vinene fra Cantina Erste + Neue.i Alto Adige.
    * Falch Vine er blevet optaget i VinAvisens database over vinimpotører.
    * La Cave er blevet optaget i VinAvisens database over vinimpotører.




Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.






Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

,

,

Bent Ketelsen (f. 1952) er manden bag garage-firmaet Krudthuset Vinimport, som han grundlagde i 1997 sammen med hustruen Rise Wichmann.
I 1999 købte parret et gammelt apotek i byen Verdun sur le Doubs i Bourgogne, som de ombyggede til lejligheder, og her fandt de inspirationen til endnu et tiltag: Vinoteket i Grenaa.
Vinoteket var ikke et fransk apotek, men en dansk vinbutik. Samtidig var det en restaurant og det eneste sted i Verden, hvor man havde mulighed for at nyde et enkelt glas af over 350 forskellige vine, eventuelt sammen med den gode mad i restauranten.
I dag er Vinoteket forpagtet ud til Flindts Restaurant og Vinotek og har ikke længere verdens største vinbar, når det gælder glasvis servering. Kunderne har dog stadig mulighed for at købe mange vin glasvis.
Importfirmaet har skiftet navn til Vinimpo og sælger vine til firmaer, restauranter og butikker.Samtidig er der åbnet for netsalg via hjemmesiden, www.vinimpo.dk.
Bent Ketelsen har et fuldtidsjob som forsikringsmægler hos Dansø Gruppen men holder en del vinsmagninger og skriver om vin i flere ugeaviser.
Den sparsomme fritid bliver brugt på løb, golf, lidt ski om vinteren og ellers apoteket i Bourgogne. Sammen har Rise Wichmann og Bent Ketelsen en datter, Line, der læser til cand. merc strategic entrepreneurship med speciale i økonomi og virksomhedsudvikling. Hun hjalp meget til i Vinoteket og har siden haft job som vinrådgiver hos Salling - så lidt miljøskadet er hun jo blevet.
Adresse: Vinimpo, Vesterhavsgade 129, 7680 Thyborøn, tlf.: 30 36 19 52, e-mail: bkt@vinimpo.dk, www.vinimpo.dk.

    ...........................
      Ugens gode Spørgsmål
      Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af VinAvisens læsere. Spørgsmål til redaktionen skal sendes på mariette@vinavisen.dk.
      Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål - og svaret på det.

      Hvilke druer bruges til korender?
      Mette Larsen ved godt, at korender laves af vindruer, men hvilken druesort bruger man? spørger hun.
      Korender er ganske rigtigt tørrede druer, og i Grækenland, der har den største produktion, bruger man sorten Korinthiaki, som andre steder kaldes Black Corinth. Den er opkaldt efter den græske by Korinth.
      Druerne er små og uden kerner, og de kan godt bruges til fremstillingen af vin. Det sker blandt andet i Australien, hvor man anvender en variant ved navn Carina, der blev fremavlet i 1964 som en krydsning af Shiraz og Sultana.

,..


    Ugens vinøse billede
    Viggo Hansen er netop vendt tilbage til Danmark efter i ti år at have boet i Gers i det sydvestlige Frankrig. Her blev han gode venner med direktøren for det lokale Château de Gensac, og en forårsdag i år snuppede han dette dejlige billede fra en af slottets gamle vinstokke, der står med små nye skud.
    Dér, hvor Château de Gensacs marker ligger i dag, har der været dyrket vin i de sidste 600 år.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder - faktisk er vi ved at være i bund, så I må meget gerne sende billeder til os. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til mariette@vinavisen.dk.





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312

...............................
.....................
328 Markerne med Sangiovese-druer breder sig uden for byen Greve i det italienske Chianti Classico (foto © Anker Tiedemann).
..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

VinAvisens store smagning af sydfranske vine!
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 63 rosévine. Af disse vine var der 48, som fik mere end to stjerner og hele 36, som fik fem stjerner.
I alt blev det til 224 stjerner og i gennemsnit 3,6 stjerner til alle de smagte vine inkl. de femten, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


,,,,,,,,,,
Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
,,,,,

Sydfranske rosévine


Rafale, Vignerons Catalans, Cabernet Sauvignon, Pays d'Oc, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
34,88 kr., Køge Vinhandel Webshop
Denne rosé smager godt. Den er tør og har en lille sødme, der ikke har noget med bolsjer at gøre. Den har en let cremet smag med frisk frugt, og den tørre note fortsætter ud i eftersmagen. Fin til både mad og terrasse. Prisen er simpelt hen utroligt lav (og mærkelig med sine 88 øre).


Domaine Trilles, Côteaux d'Aix en Provence, Frankrig, lav alkohol (12%)
49,95 kr., Amka
En rosé med en fyldig smag med noter af rabarber og en liflig og mild eftersmag. Det er roséen til den store fest - eller en rigtig terasse-basker til en varm sommerdag. Den femte stjerne skyldes den lave pris. Flasken har skruelåg.


Vignoble Chabrier, Christophe & Patrick Chabrier, Duche d'Uzes, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
55 kr., OB-Vinimport
Denne rosé til 55 kr. er simpelt hen et røverkøb. Den har en frisk og kompleks smag og en god tørhed, der gør den oplagt til mange retter - og til ost.


Note Bleue, Maîtres Vignerons de la Presquîles de Saint-Tropez, Côtes de Provence, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
59,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
En god, lidt enkel rosé til en rimelig pris. Den har frisk frugt og en lang, men ikke særlig bred smag. Udmærket både til mad og som terrassevin. Den femte stjerne får den for prisen.


Colombelle Sélection, Plaimont, Côtes de Gascogne, Frankrig, 2014, lav alkohol (12%)
66,95 kr., pris ved 6 flasker: 56,95 kr. flasken, Erik Sørensen Vin
Denne rosé er meget aromatisk - nærmest parfumeret på den gode måde i både duft og smag. Den har også god frugt og en fin citrus-syre. En vin, der vil egne sig til et hyggeglas på terrassen - eller til en god salat. Flasken har skruelåg.


Esprit Méditerranée, Berne, Méditerranée, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
69 kr., TWC Wine
Dette er en rigtig lækker rosé med en fin parfumeret duft af friske bær og grønne blade og en lækker, fyldig smag med god frugt, tilpas tørhed og en lang og aromatisk eftersmag.


Château Peyguerol, Costières de Nîmes, Frankrig, 2014, lav alkohol (12%)
69 kr., Lago Import
Let og saftig rosévin på druerne Grenache og Syrah. Den har god frugt, en lille fedme og noter af citrus og fersken. Velegnet både til mad og som terrassevin.


Château Mourgues du Grès, Costières de Nîmes, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%)
69,75 kr., pris ved 6 flasker, Bichel Vine
,Bichel Vine
Meget elegant og lækker rosévin på økodruer. Den har en smag i fin balance og med en frisk drue-note. Skænk den til mad, fx til salater, lette kødretter, oste ...


Arboussède, Domaine Costeplane, Languedoc, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)
70 kr., Godsets Vin
En meget aromatisk duft med noter af lime møder næsen, når man dufter til denne rosévin. Smagen er elegant med en rank syre og en meget lang, liflig og kompleks eftersmag. Prisen er yderst rimelig.


Canteperdrix, Cave Les Vignerons de Canteperdrix, Ventoux, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
74 kr., pris ved 6 flasker: 60 kr., Holte Vinlager
En meget forfriskende rosévin med god, ren frugtsmag, ikke for sød, med tilpas syre, med en lang eftersmag - og til en rimelig pris ved seks flasker. Flasken har skruelåg.


Père et Fils, Laurent Miquel, Languedoc, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)
75 kr., Vinens Verden
,Wine.dk
En rosé fremstillet på 70% Cinsault og 30% Syrah. Det er en dejlig blanding, der giver en vin med en liflig duft af friske jordbær og en frisk, bred og fyldig smag af modne citrusfrugter. En tilpas fedme får eftersmagen til at holde rigtig længe. Drik den til en god lakse-ret. Flasken har skruelåg.


Les Costes Nobles Terres, Laudun Chusclan Vignerons, Côtes du Rhône, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
78 kr., Mikelech Vin
En rosé i flot balance. Den dufter lifligt af modne druer og har en tør, frisk og fyldig druesmag med noter af sommerbær i eftersmagen. Vinen har faktisk lidt rødvinskarakter, og den vil være sagen til lyse kødretter så som perlehøne og kalvekød.


Château la Tour de l'Evêque, Côtes de Provence, Frankrig, 2014, middel alkohol (14%)
79,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Denne rosévin på økodruer har en overraskende sødme med noter af honning. Den er rigtig lækker. Skænk den fx til orientalske retter, røget fisk og kraftige oste.


Marrenon, Merlot, Vin de Pays de Méditerranée IGP, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
80 kr., Vestergaard Wines
Flot duft og en meget lækker og frisk smag med noter af fersken og solbær. Bagetiketten anbefaler, at man nyder vinen som apéritif med oliven og tapas eller til pizza, grillmad, kinesiske retter og sommersalater. Det kan vi da godt være enige i. Appellationen Méditerranée IGP blev oprettet i 1999 og omfatter vin fremstillet i regionerne Rhône-Alpes, Provence-Alpes-Côte d'Azur og Korsika. Flasken har skruelåg.


La Natice, Château la Négly, Languedoc, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
89 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
Superlækker rosé med en fornem balance mellem den dejlige frugt, krydderurter, lidt kongen af Danmark og blød og tilpas syre. Vinen er lavet på druerne Cinsault, Mourvèdre og Syrah. På bagetiketten står der, at vinen vil være en ideel ledsager til en zarzuela - altså en spansk sang. Nå, men Languedoc er jo heller ikke så langt væk fra Spanien. Flasken er forsynet med en elegant glasprop.


Domaine d'Astros, Maures, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
89,95 kr., på tilbud til 69,95 kr., Theis Vine
Farven på denne rosévin er meget lys - det er den farve, franskmændene kalder oiel de perdrix (agerhøneøje). Vinen har en frisk duft med noter af jordbær, og den smager af sommer - af modne ribs, stikkelsbær og friske grønne druer. Nyd den, som den er, eller til en god salat.


Roulepierre, Pierre Amadieu, Côtes du Rhône, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%)
89,95 kr., pris ved 6 flasker: 79,95 kr., Erik Sørensen Vin
En meget elegant og lækker rosé. Den har en indtagende duft og en fint krydret smag. Velegnet både til mad og som terrassevin. På bagetiketten foreslår vinbonden Pierre Amadieu, at man nyder vinen til tapanade og aubergine-kaviar på toasts. Det gør vi gerne.


Domaine de Pennautier, Cité de Carcassonne, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)
91 kr., pris ved 12 flasker: 69 kr. flasken, Laudrup Vin
En meget elegant rosévin - både når det gælder den lyse laksefarve, den fine frugt-duft og den medium-fyldige liflige bærsmag. Det er så afgjort en vin til lette retter og ikke en terrasse-basker. Flasken har skruelåg.


Concerto, Château Rêva, Côtes de Provence, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
95 kr., Dragsholm Vine
Denne rosé er lavet på 80% Grenache og 20% Syrah, og det er en blanding, der har givet en tør og meget elegant rosé med god frugt i duft og smag og med en syre, der egner sig til mad. Drik den gerne til lidt ekstra lækkert fra grillen.


Douce Vie, Les Muraires, Bernard Magrez, Côtes de Provence, Frankrig, 2014, lav alkohol (11,5%)
95 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., H.J.Hansen Vin
Denne gode rosévin er lavet på druerne Grenache, Syrah og Cinsalt. Det er en let vin, tilpas tør til mad og med en druesmag, der holder sig længer i munden.


Grande Recolte, Berne, Côtes de Provence, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)
99 kr., TWC Wine
Superlækker og spændende rosé i en meget elegant, firkantet flaske. Farven er ganske lys, og smagen har noter af fersken, abrikos og ikke mindst pære. Glimrende både som apéritif og som ledsager til mad. På alle måder pengene værd.


Galets, Vignerons Laudun Chusclan, Côtes du Rhône Villages, Laudun, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%)
99 kr., Mikelech Vin
Vellavet rosévin med god, frisk frugt. Den er fint krydret, med noter af ribs, tilpas sødme og syre og en smag, der bliver hængende længe i munden.


L'Éphémère de Embruns, Jeanjean, Sable de Camargue IGP, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)
99,50 kr., Irma
Denne rosévin kommer fra Carmargues sandede marker i Rhôneflodens delta - fra marker, hvor vinstokkene står på egne, upodede fødder, fordi vinlusen aldrig har haft lyst til en tur i sandet. Vinen, der er tappet på en dekorativ flaske, er meget lækker, blød, frisk og i fin balance. Faktisk en elegant vin. Druerne er økologisk dyrkede - det har næppe været noget større problem på de sandede marker i det øde landskab.


Père Anselme, Côtes de Provence, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
99,75 kr., på tilbud til 79,75 kr., Skjold Burne
En rigtig god rosé, tilpas tør, krydret og oplagt til mad. Flasken har en usædvanlig pæreform og følger den provencalske tradition med sjove flasker.


Steff, Henri Bonnaud, Méditerranée IGP, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79,95 kr., Erik Sørensen Vin
Frisk og indtagende rosévin på økologiske druer: 80% Syrah og 20% Rolle. Den har en dejlig, frisk frugt, fint krydderi og mineralske noter.


Variations, Domaine Maby, Côtes du Rhône, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
100 kr., Vestergaard Wines
En dejlig fyldig og blød rosévin på druerne Grenache, Cinsault og Picpoul. Den har en vis fedme, god krydring og tilpas syre. Fin til mad.


Le Temps des Fleurs, Domaine Chiroulet, Gascogne, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
104 kr., pris ved 12 flasker: 80 kr. flasken, La Cave
,La Cave
En helt igennem vidunderlig rosévin fremstillet på 40% Merlot, 30% Cabernet Franc og 30% Tannat. Vinen har en smuk og dyb farve, en herlig bærduft og en fyldig frugtrig smag. Den er tør uden at knække, har en god struktur og en anelse rødvinskarakter i den lange, lækre eftersmag. Et kup til de 80 kr. ved 12 flasker.


Le Merle, Château Pas du Cerf, Côtes de Provence, Frankrig, 2014, lav alkohol (12,5%)
120 kr., pris ved 3 flasker: 105 kr., Genereux-Vinkælder
Her sker der noget! Her er en rosévin, der sætter ind på mange fronter med sin gode druefrugt, sit fine krydderi, sin lækre blødhed og en fin syre til maden.


Château du Galoupet, Côtes de Provence, Cru Classé, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
125 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., La Maison Sevino
En elegant rosévin på druerne Grenache og Cinsault. Her er der dejlig frugt i en harmonisk smag med fint krydderi og tilpas syre. En glimrende vin til mad.


Rocca Maura, Les vignerons de Roquemaure , Gard, Frankrig, 2013, lav alkohol (12,5%)
129 kr., på tilbud til 69 kr. flasken, Vinimpo
Farven på denne rosé er det, man kalder oeil de perdrix - agerhøneøje-farvet. Det er denne særlige og meget lyse rosa farve, som refererer til den farve, en agerhønes øjne får under fuglens dødskamp. Det er en dejlig rosé med en fin og mild bærduft og med en elegant, let og aromatisk smag med noter af modne ribs. Vinen, der er fremstillet på 80% Grenache og 20% Cinsault, vil være sagen til en god madsalat.


Les Églantiers, Brotte, Tavel, Frankrig, 2013, middel alkohol (14%)
129,75 kr., på tilbud til 99,75 kr., Skjold Burne
En yderst vellavet rosé fra et Rhône-distrikt, der engang var en af toppene, når man skulle have en rosé. Og de kan stadig dernede. Vinen er lækker, harmonisk og kompleks - faktisk en meget spændende vin. Den har en inviterende duft og en let cremet smag med frugtfylde og noter af hindbær, krydderurter og citrus.


Wild Woman, Château La Sauvageonne, Coteaux du Languedoc, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
145 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., H.J.Hansen Vin
Harmonisk og kompleks rosévin helt i top både som apéritif og til mad. En vin med karakter. I smagen fint integrerede fadnoter.


Domaine du Gour de Chaulé, Gigondas, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%)
148 kr., pris ved 3 flasker: 135 kr., Genereux-Vinkælder
En fyldig og flot rosévin med en masse frugt og en lækker, lille sødme i alt det tørre. Udpræget en vin til mad.


Peuch-Haut, Prestige, Saint-Drézéry, Languedoc, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
149 kr., pris ved 6 flasker: 139 kr., Bechs
Flot rosé i en flot flaske. Vinen har en kompleks smag og en tørhed, der er rigtig god til mad. Flasken er forsynet med en lækker glasprop.


Cuvée Sabine, Bieler Père & Fils, Coteaux d'Aix en Provence, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
155 kr., Premier Cru
Superlækker rosévin - dyr og dejlig. Den har en sart rosa farve, som franskmændene kalder oeil de perdrix - agerhøneøje. Og smagen er kompleks og harmonisk med friskhed og diskret sødme. Glimrende både som terrassevin og til ikke for voldsom mad, fx salat. Vinen er lavet på druerne Grenache, Syrah, Cabernet Sauvignon og Cinsault. Flasken har skruelåg.


Whispering Angel, Caves d'Esclans, Côtes de Provence, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
199,95 kr., på tilbud til 139,95 kr. flasken, Theis Vine
Farven på denne rosé er så svag, at man næsten kan forveksle vinen med en hvidvin. Men det skal ikke ligge den til last - tvært i mod er det en meget elegant farve. Og elegancen går igen i både duft og smag. Det er en harmonisk vin med noter af citrus og grønne druer i smagen og en lille behagelig sødme til slut.


Rosé Parasol, Côté Millésime, Provence, Frankrig, lav alkohol (12%)
49,95 kr., Wine Group
En meget enkel, men læskende rosévin med et strejf af modne jordbær i smagen. Den fjerde stjerne skyldes den lave pris. Der er ikke angivet nogen årgang på flasken.


Domaine de la Bastide, Cõtes du Rhône, Frankrig, 2009, lav alkohol (13%)
59 kr., pris ved 6 flasker: 49 kr., Flassan vin Ribe
Til 49 kr. (ved 6 flasker) er dette en rigtig god vin, omend med et smagsbillede, der fortrinsvis er frugt og et bittert bid. Udpræget til mad.


Château Guiot, Costières de Nîmes, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%)
60 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En udmærket og tør rosévin med en fin let krydret smag og en anelse rødvins-karakter. En vin, der så afgjort egner sig til mad - fx lyse kødretter. Flasken har skruelåg.


Colombelle, Plaimont, Côtes de Gascogne, Frankrig, 2014, lav alkohol (12%)
66,95 kr., pris ved 6 flasker: 56,95 kr. flasken, Erik Sørensen Vin
Denne rosévin dufter som en hel kurvfuld modne ribs. Smagen er mild med noter af rød grape og med en frisk syre, men den slutter også lidt tyndt. Drik den ikke alt for kold, men lad den lige få et par grader opad fra køleskabstemperaturen. Flasken har skruelåg.


Elkjær-Amiel, Rune Elkjær, Côtes du Rhône, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
85 kr., pris ved 12 flasker: 75 kr., Verup Vin
,Verup Vin
En nydelig rosévin på druerne Grenache, Syrah og Clairette. Den er ret let og måske ikke særlig kompleks og harmonisk. Men forfriskende er den på en varm dag.


Aramis, Comté Tolosan, Frankrig, 2013, middel alkohol (13,5%)
89,95 kr., pris ved 6 flasker: 69,95 jkr. flasken, Vinmonopolet
En interessant og relativ mørk rosé, der delte vandene i smagepanelet. Den er fyldig, har god frugt og markante noter af lakrids - hvilket var dét, der delte vandene. Men hvis man kan lide den lidt specielle smag, så vil vinen være sagen til lettere grillretter eller en meget velmodnet brie. Vinen bør serveres meget kold.


Diane, Château Pas du Cerf, Côtes de Provence, Frankrig, lav alkohol (12,5%)
99 kr., Vinimpo
Denne rosé er lavet på hele fire druer: 50% Grenache, 25% Cinsault samt lidt Tibouren og Carignan. Det er en ganske frisk og god vin med liflige noter af mirabeller i duften, men smagen er lidt ensporet og lever ikke helt op til prisen på 99 kr. Der er ingen årgang på flasken - som i øvrigt har en dekorativ konisk facon.


Réserve Grand Veneur, Alain Jaume & Fils, Côtes du Rhône, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)
109,95 kr., pris ved 12 flasker: 89,95 kr. flasken, Vinmonopolet
En udmærket rosévin med god frugt og god fylde og strejf af modne blommer. Prisen er dog lige i overkanten og koster den femte stjerne.


Ventouret, Terra Ventoux, Ventoux, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
45 kr., Wine Group
En frisk og let krydret duft præger denne rosévin. Smagen er dog noget ensporet og slutter lidt brat - men prisen er selvfølgelig også meget lav.


Terrasse de Lalande, Domaine Lalande, Languedoc, Frankrig, 2013, lav alkohol (12%)
88 kr., Premier Cru
Denne rosé har en mild duft af blandede bær. Smagen er frisk og let krydret, men vinen mangler fylde og slutter lidt spinkelt. Den forholdsvis høje pris koster den fjerde stjerne. Flasken har skruelåg.


Grange Philippe, Grès St. Paul, Syrah, Pays d'Oc, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)
95 kr., pris ved 6 flasker: 89 kr., Bechs
Pæn rosévin uden det helt store smagsspektrum. Men der er god frugt, sødme og et lille bid til slut. Helt billig er den ikke.


Quatre Tours, Domaine la Rigouline, Vin de Pays Méditerrannée IGP, Frankrig, 2014, middel alkohol (13,5%)
99,50 kr., pris ved 6 flasker: 79,50 kr., La Maison Sevino
Frugten i denne rosé på økologisk dyrkede druer forsvinder desværre lidt hurtigt under en ret markant syre. Men vinen er unægtelig frisk.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.