Nyheder i uge 32, 2013





.




Vinen presses ud gennem en nål, mens hulrummet i flasken fyldes med argon. Fra en lille film på YouTube.

Skænk vin uden at åbne flasken
Greg Lambrecht er en amerikansk atomfysiker, der har sit eget firma, Intrinsic Orthopedics, som fremstiller instrumenter til medicinalindustrien.
I år 2000 blev Lambrecht kone gravid og holdt op med at drikke vin - men han ville selvfølgelig gerne fortsætte med at have et godt glas eller to til maden. Og der var dengang som nu nok af flasker at tage af i ægteparrets vinkælder, der omfatter 1500 vine. Men så er der jo lige det med resten af indholdet i flasken …
Der findes allerede adskillige konserverende systemer og tappeanlæg, hvor tomrummet i en flaske, der er taget et par glas af, bliver fyldt med gasarten kvælstof. Uden ilt i flasken kan vinen så holde en hel del længere end, hvis man bare sætter proppen i igen.
Men Lambrecht satte sig for at udvikle et system, hvor vinen i en halvtom flaske kunne holde i rigtig mange år. På den måde kunne han nyde bare et enkelt glas i ny og næ af forskellige fornemme vine i vinkælderen - og vende tilbage til de enkelte vine efter adskillige år.
Igennem de sidste ti år har han udviklet, afprøvet og finpudset sit system, der har fået navnet Coravin Wine Access System.
Det er lavet af rustfrit stål og aluminium, og man behøver slet ikke at trække proppen op af flasken, for at skænke sig et glas vin.

Ilt erstattes af gas
Systemet fungerer ved, at en nål beklædt med teflon stikkes ind gennem både kapslen og korkproppen. Når man trykker på en knap, injiceres der komprimeret argon - en gasart, som udgør cirka 1% af jordens atmosfære, hvorved vinen i flasken er under pres, mens man derefter hælder vin ud i en tynd stråle gennem nålen. Når flasken igen sættes på bordet, er al ilten erstattet af argon.
Nålen er så tynd, at hullet i korkproppen lukker sig fuldstændig, når den trækkes ud. Der kan hverken trænge vin ud eller ilt ind.
Lambrecht har sat Coravin til salg på systemets egen hjemmeside for 300 dollars (cirka 1685 kr.). Dertil kommer argon-patronerne, som koster 9,95 dollars (cirka 56 kr.) stykket. En patron indeholder argon nok til at tappe femten glas vin.
Med den pris er det klart, at Coravin ikke henvender sig til den store brede forbrugerskare, men til restauranter og vinnørder med fine vinkældre. Lambrecht forstiller sig dog, at også vinproducenter kan have glæde af systemet, når der skal tages prøver for at se, hvordan en vin udvikler sig på flaske.
Lambrecht er dog også ved at udvikle en mindre kostbar udgave af Coravin, som vi måske en dag vil se på det danske marked.
En lille, ikke særlig god film på YouTube viser, hvordan systemet fungerer.


Vil ikke åbne lagerhallen
I oktober 2012 gik orkanen Sandy i land i New York. Som den største Atlanterhavs-orkan nogensinde medførte den skader på mere end 68 milliarder dollars (cirka 385 mia. kr.).
Som nævnt i uge 6 havde vinsamleren Philip Waterman lagt sag an mod vinopbevaringsfirmaet WineCare. Årsagen var, at ejeren, Derek Limbocker, nægtede ham adgang til den lagerhal, hvor hans vinsamling til en værdi af 1,7 mio. kr. blev opbevaret.
Limbocker havde sagt til Waterman, at det først kunne lade sig gøre om nogle måneder - et dræn var sprængt under orkanen, og oprydningsarbejdet i hallen var endnu ikke færdigt.
Men vinsamleren ville naturligvis hurtigst muligt inspicere sine kostbare flasker.
Waterman fik dommerens ord for, at han måtte komme ind i hallen, men dagen før, han skulle have adgang, indgav Limbocker en konkursbegæring, og så kunne det ikke lade sig gøre.

Frygter det værste
I alt er 324.000 flasker låst inde i WineCares enorme lagerhal, og det er stadig kun Limbocker, der har nøglerne. Han indrømmer ifølge New York Times, at 5% af de opbevarede vine har taget skade. Fugtighedsniveauet på grund af det ødelagte dræn har gjort, at etiketterne er røget af på omkring 1200 af flaskerne. Derudover er nogle tusinde flasker gået i stykker, da man forsøgte i huj og hast at flytte dem, mens vandet steg inde i hallen.
Men det, at Limbocker stadig nægter sine kunder adgang til hallen - og heller ikke vil frigive de, ifølge ham selv, intakte flasker - vækker i høj grad mistanke om, at det hele står meget værre til.
Desuden er kunderne oprørte over, at Limbocker stadigvæk fremsender regninger på opbevaringen.
I kølvandet på Watermans sagsanlæg har en hel stribe af de vinsamlere, der har vinflasker liggende inde i hallen, lagt sag an mod WineCare.




Et dramatisk nattebillede af den berømte vinmark Eisele. Foto: Araujo.

Ny ejer af berømt vinmark
Ligesom Bourgogne og Champagne har også Napa Valley sine berømte vinmarker. En af dem er Eisele, hvor de første vinstokke blev plantet i 1884. Dengang var marken blandt andet tilplantet med Riesling - i dag leverer den biodynamisk dyrkede Cabernet Sauvignon-druer til en af Californiens røde kultvine, der er navngivet efter vinmarken. Produktionen af denne vin ligger på kun cirka 24.000 flasker om året.
Marken tilhører Araujo Estate Wines, og indtil for nylig var dette vinhus i ægteparret Bart og Daphne Araujos eje.
Den franske milliardær Francois Pinault havde et godt øje til den berømte mark, og han kom derfor med et tilbud til ejerne, som de ikke kunne afslå.
Foruden Eisele-marken omfatter købet selve vinhuset samt et større lager af vine.
Ud over Araujo Estate Wines ejer Pinault også Château Latour i Pauillac, Château Grillet i det nordlige Rhône og Domaine d’Eugenie i Vosne-Romanée.






Kontrol af Grand Cru-vine
Omkring 20% af de vine, der stammer fra appellationen Saint Émilion Grand Cru, lever ikke op til den forventede kvalitet. Og det skal der gøres noget ved hurtigst muligt. Det er vigtigt, at forbrugere verden over kan smage, at der virkelig er en kvalitetsforskel mellem en AOC Saint Émilion Grand Cru og en vin fra den almindelige Saint Émilion-appellation. Sådan lyder det fra det lokale vinråd, Conseil des Vins de Saint Émilion.
Der skal derfor indføres kontrol hos producenterne af flasker fra hvert parti nytappede vine, og hvis det afsløres, at der i et parti er en vin, som ikke lever op til kvalitetskravene, så skal der tages langt flere og mere omfattende prøver af hele årets produktion. Det bliver den uafhængige organisation Quali’Bordeaux, der skal foretage smagsprøverne.
Vinproducenterne skal også fremover gemme et lille antal af de nytappede vine i vinhusets kælder. Disse vine vil blive testet igen efter fem år for at se, om de udvikler sig korrekt i flaskerne.
Der vil ligeledes hvert år blive indkøbt 360 flasker Grand Cru-vin i de lokale supermarkeder og vinforretninger for også her at teste vinenes kvalitet.
Et kendetegn for Grand Cru-vinene er netop, at de skal kunne tåle at blive gemt i adskillige år.
Forslaget om kontrol blev vedtaget ved et møde hos Conseil des Vins de Saint Émilion, hvor 60% af vinproducenterne stemte for det.




Vinmarker i Hautvillers i Champagne under rolige vejrforhold. Foto: Wikipedia / Sand.

4 mio. færre flasker Bourgogne
Som nævnt i sidste uge, blev Bourgognes vinmarker hærget af to meget kraftige uvejr med hagl, storm og regn.
Nu har vindistriktets myndigheder gjort skaderne op, og alt tyder på, at de er så omfattende, at der vil blive 4 millioner færre flasker Bourgogne-vin årgang 2013.
Uvejrene gik frem for alt ud over Côte de Beaune, hvor nogle af Bourgognes mest berømte vine fremstilles. 1350 hektar vinmarker er fuldstændigt raserede. Det svarer til 5% af Bourgognes totale vinmarksareal, og det betyder, at omkring 15% af de cirka 27 mio. flasker, der normalt fremstilles i Côte de Beaune, er gået tabt, når det gælder den nye årgang.
Det er således ikke hele Bourgogne, der er blevet ramt, så der bliver heldigvis ikke mangel på nye, gode vine fra distriktet. 2012 var en meget lille årgang - også på grund af dårligt vejr - men i 2011 blev der i alt fremstillet tæt ved 200 mio. flasker vin i Bourgogne. Så der er altså lidt at tage af. Men for de vinproducenter, der har fået deres vinmarker raseret af uvejrene, er det et hårdt slag.
I det nordlige Pommard blev 70 til 90% af vinstokkene bombet til uigenkendelighed af haglene, mens det for nabo-kommunen Volnay drejede sig om 30 til 70%. Det er gået hårdest ud over de fornemme Premier Cru marker, mens de marker, der leverer druer til de mindre fine Bourgogner, kun er lettere beskadigede.
Desværre er kun cirka halvdelen af vinproducenterne i det ramte område forsikrede.
Myndighederne i Côte d’Or beder nu den franske regering om at hjælpe de vinproducenter, det er gået ud over - og ikke mindst de unge producenter og dem, der netop har slået sig ned med eget vinhus.

Kirketårnet fløj gennem luften
Nu vi er ved vejrgudernes rasen, så har også Bordeaux fået sin portion dårligt vejr med 60 mm regn i løbet af en time og et usædvanlig kraftigt stormvejr med vindstød på op til 165 km i timen.
Stormen mindede ifølge Decanter nærmest om en tornado, der trak et spor af ødelæggelser tværs over Médoc. Værst gik det ud over Pauillac - hos Château Lafite-Rothschild blev en række berømte gamle piletræer revet op ved rode, og klokketårnet på kirken Saint-Martin i Pauillac by nærmest fløj gennem luften og landede i et hus 50 meter væk.
Utroligt nok gik det ikke nævneværdigt ud over vinmarkerne, bortset fra at en del af løvet blæste af vinstokkene.

Champagne også hårdt ramt
Det er ikke kun i Bourgogne og Bordeaux, naturen er gået amok. Også Champagne har fået vejrgudernes vrede at mærke.
I alt er 3000 hektar vinmarker i distriktet berørt af kraftige haglbyger og oversvømmelser. I flere områder har drueavlerne mistet op til halvdelen af den kommende høst, og mere end 300 ha marker står ikke til at redde.
Det er gået hårdest ud over byerne omkring Epernay og Côte des Blancs. I Hautvillers i udkanten af Epernay har omkring 30% af vinmarkerne lidt skade. Værre er det gået for sig i Moslins, hvor samtlige vinmarker er berørt af uvejret, og hvor halvdelen af de nye drueklaser nu ligger bombarderet til uigenkendelighed neden for vinstokkene.
I Côte de Blancs har Grand Gru-markerne i byerne Le Mesnil-sur-Oger, Cramant, Oiry, Cuis og Chouilly mistet mellem 10 og 15% af deres drueklaser.






Også champagner på havets bund
Vi har tidligere skrevet om vinproducenter i Frankrig og USA, der sænker deres vinflasker ned i havet i troen på, at vinen modnes bedre her end i en traditionel vinkælder.
Forsøgene har da også vist, at mange vine udvikler sig på en god måde under opholdet i vandet - bliver blødere, rundere og mere åbne.
Der er hidtil blevet forsøgt med både rød- og hvidvin. Nu er også mere end 600 flasker champagne blevet sænket ned i 17 meters dybde i Saint-Malo bugten i Bretagne. Der er tale om Grande Sendrée årgang 2005 fra champagnehuset Drappier.
Michel Drappier havde hos en lokal vinhandel smagt en flaske champagne fra Louis Roederer, som vinhandleren - sammen med en masse andre flasker vin - havde ladet modne i havet i et år. Og det var så positiv en oplevelse, at Michel Drappier tænkte, at også hans egne champagner ville have godt af en tur i baljen.

Trykket og den blide rullen
Som Michel Drappier har udtalt til The Drinks Business, er der flere årsager til, at champagne kan have godt af det vandige ophold. Trykket fra havvandet har højst sandsynligt en positiv indvirkning på champagnens udvikling i flaskerne. Man ved i hvert fald, at champagner, der modnes i kældre højt oppe i bjergene, hvor der er et lavt lufttryk, ikke udvikler sig særligt godt.
Desuden bevirker tidevandet, at flaskerne rulles blidt frem og tilbage, hvilket gør, at champagnen modnes hurtigere og bedre.
Nu glæder Michel Drappier sig til juni 2014, hvor flaskerne skal hives op igen. Her skal de smages op imod et kontrolhold af champagner, der blev degorgeret samme dag som hav-champagnerne, og som er modnet i en almindelig kælder.



"Vintræet" hos Giampaolo Tabarrini i Montefalco er 6 meter højt, og inde i den formidable trækrone gemmer der sig cirka 300 kg. druer.


Umbriens "vintræer"
Almindelige vinstokke kan godt pakke sammen ved siden af de kæmpestore vinstokke - eller nærmest "vintræer" - som kan opleves hos vinproducenten Giampaolo Tabarrini i Montefalco i Umbrien. Dog er det ikke vinstokkens stamme, man ser på billedet - vinstokken er plantet op ad et træ, er så klatret til vejrs og har opnået en imponerende størrelse og krone.
Michael Bodholdt fra BB Vinimport, der har taget billederne, fortæller, at der findes i alt 20 af disse mere end 100 år gamle og 6 meter høje træer i det område, hvor Tabarrini har sit vinhus. Han ejer de fleste af dem - resten vokser i privathaver i omegnen.
De druer, som træerne giver hvert år, bliver forvandlet til cirka 5000 flasker af hvidvinen Bianco del Umbria Adarmando.
Vinen er blevet kult i området. Den sælges i de bedste restauranter i Umbrien og har opnået de eftertragtede tre glas i vinguiden Gambero Rosso.

En ædel Trebbiano
Druerne fra vintræerne er Trebbiano Spoletino, en nærmest glemt drue, som har en helt unik duft og smag - og meget lidt til fælles med den almindelige Trebbiano.
Giampaolo Tabarrini mener, at det er vigtigt at bevare denne gamle klon af Trebbiano og deler derfor materiale ud i omegnen med information om druen.
Tabarrini har også plantet nye vinstokke med Trebbiano Spoletino, men druerne herfra bruger han ikke til andet end bordvin, da disse yngre vinstokke ikke har de samme gode egenskaber som de gamle.
Vinproducenten vil gerne forsøge at flytte nogle af de gamle vintræer, men det kræver, at der graves et hul på 2,5 meters dybde og 6 meters omkreds omkring hvert træ. Det beløber sig til mere end 2000 euro (cirka 15.000 kr.) pr. træ.
Den nye årgang 2011 af Bianco del Umbria Adarmando kan købes hos BB Vinimport.






Vinslots-ejere tynget af afgifter
Stadig flere franske vinhuse - og især vinslotte i Bordeaux - sættes til salg, og det er meget ofte kinesiske rigmænd eller firmaer, der køber dem. Det er ifølge Decanter efterhånden kun dem, der har råd til det - og til økonomisk at klare den daglige drift.
Årsagen er en række stigende skatter og afgifter, som i de senere år har gjort det stadig sværere for de franske vinhusejere at klare skærene. Der er også indført skattestigninger på dividender, hvilket påvirker de vinhuse, der ejes af flere aktionærer.
Især er mange af de gamle familieejede vinslotte i dag delt mellem et større antal ejere, hvoraf mange aldrig sætter deres ben i vinmarken eller slottet. De er aktionærer, der årligt får deres dividende. Men når udbyttet bliver mindre, bliver det mere attraktivt at sælge - og måske endog nødvendigt.
I sidste uge meddelte den franske præsident Francois Hollande, at han ikke ville udelukke, at vinhusejerne blev belemret med yderligere afgiftsforhøjelser i 2014.
Nu frygter vinindustrien i Frankrig, at alene meddelelsen vil få endnu flere ejere af vinhuse og vinslotte til at sætte et til salg skilt i vinduerne.



Glas og vinkøler i ét
Der er ikke noget så kedeligt som at drikke et glas lunken hvidvin - og lunken det bliver vinen relativ hurtigt i denne sommervarme.
Men den slags ubehageligheder har et nyt glas fra det amerikanske firma Host gjort en ende på. I bunden af The Host Freeze Cooling Wine Glass er der en gel, som - når den er nedkølet - kan holde vinen kold i adskillige timer.
Hvis man vil have hvidvin, sætter man først det tomme glas i fryseren et stykke tid - eller opbevarer det simpelt hen i fryseren. Så vil vinen hurtigt blive afkølet, eller holde køleskabs-temperaturen, når den er skænket i glasset. Skal der rødvin i glasset, sættes det først i køleskabet, hvorefter vinen opnår en behagelig kældertemperatur.
Kønt er glasset måske ikke, men det lyder meget effektivt. Et gråt gummibånd rundt om glasset gør det let at holde på det.


Slut med vin til frokost
Som nævnt i uge 17 vil Kinas nye præsident, Xi Jinping, bekæmpe korruption og overforbrug hos landets politiske elite. Deres livsførelse har nemlig udviklet sig til at være meget lidt kommunistisk.
Som et led i disse bestræbelser har han søsat en nøjsomheds-kampagne. Ifølge den skal det være slut med at skænke fornemme Bordeaux-vine i glassene ved festlige lejligheder - mindre dyre vine må kunne gøre det. Og til diverse forretningsfrokoster må der slet ikke mere komme vin i glassene.
Kommunistpartiet med Xi Jinping i spisen kritiserer også partiets embedsmænd for at omdirigere offentlige midler til eget forbrug og for ulovligt at modtage penge og gaver.
Det skal også være slut med de overdådige bryllupsbanketter, som embedsmændene hidtil har haft for vane at afholde.
Et eksempel var en af partiets ledere i provinsen Hebei, der havde afholdt et stort bryllup for sin datter og havde modtaget gaver og et pengebeløb svarende til næsten 1 million kroner. Nu er han fyret.


Til_37/09




Jordskælv og knuste flasker
En ganske almindelig eftermiddag i Marlborough på New Zealand blev forvandlet til et inferno, da området for nylig blev rystet af et kraftigt jordskælv.
Jordskælvet, der målte 6,5 på Richterskalaen, medførte skader hos adskillige af vinhusene i det berømte vindistrikt.
Hos Yealands Estate revnede flere store vintanke, mens kun et mindre antal flasker blev knust. Værre gik det hos Loveblock, et vinhus i Marlboroughs Awatare Valley. Her væltede en tank med 40.000 liter Sauvignon Blanc-vin til en værdi svarende til 220.000 kr.
Supermarkeder i området blev også ramt, idet vinflasker i hobevis sprang i døden fra hylderne.
Og så var der den førende vinforretning i Wellington, der mistede en flaske Louis XIII Rémy Martin cognac til 17.000 kr., da en stor montre med fine flasker kæntrede midt i butikken.
Indehaveren observerede dog noget interessant. Mens alle de fine cognac- og vodkaflasker i montren splintredes til alle sider, var der ikke en eneste af de mange whiskyflasker, der blev knust.




En amerikansk sortbjørn som denne fik lyst til at gå på bar. Foto: Wikipedia / Greg Hume.

Bjørn på bar-besøg
Der er noget, der tyder på, at bjørne har hang til alkoholiske drikke. I uge 34 2012 fortalte vi om den bjørnebande, der var brudt ind i en feriehytte i Norge. De nøjedes ikke bare med at spise al maden i hytten, men drak også det lager af mere end 50 øldåser, som feriegæsterne opbevarede i hytten.
For nylig hjemsøgte en stor sortbjørn Lonigan’s Bar i Colorado. Det var sent om aftenen, og der var stadig en hel del gæster oppe omkring bardisken. Bjørnen vandrede langsomt rundt og helt op til baren for så til sidst at gå ud af bagindgangen. Der må have været godt gang i stemningen, for ingen af gæsterne ej heller bartenderen opdagede bjørnen. Chokket kom senere, da man på overvågningskameraerne så, hvor tæt på gæsterne og bardisken den ubudne gæst havde været.
Baren ligger i nærheden af Rocky Mountain National Park, hvor der er en hel del bjørne. En af dem har åbenbart haft lyst til et bar-besøg.
Sortbjørne er basser på omkring 150 kg, og de kan være et yderst farligt bekendtskab. Måske var det godt, at ingen opdagede bjørnen, før den var væk igen - en masse ståhej kunne let være endt katastrofalt.

...


Jinro, verdens mest solgte spiritus
Sidste år blev der solgt i alt 39,6 milliarder flasker spiritus på verdensplan, hvilket er en stigning på 1,6% i forhold til 2011 og en hidtidig rekord.
Sådan lyder de nyeste tal fra International Wine & Spirit Research (IWRS), der også netop har udgivet en top-100 liste over de mest sælgende spiritusmærker i 2012. Disse mærker udgør tilsammen næsten en fjerdedel af al den spiritus, der drikkes på verdensplan.
Og hvis man tror, at det er et kendt whisky- eller vodkamærke, der indtager førstepladsen, så bliver man overrasket. Det er nemlig Jinro fra det sydkoreanske bryggeri Hite, som der sidste år blev solgt 812 mio. flasker af på verdensplan. Dog blev hovedparten af flaskerne afsat til det asiatiske marked.
Jinro er en soju, en koreansk spiritus, der smager lidt hen ad vodka, men er en anelse sødere.
Også anden- og tredjepladsen går til asiatiske spiritusmærker. Først på fjerdepladsen vil de fleste nok kunne nikke genkendende til navnet.
Nedenfor bringer vi listen over de ti mest sælgende spiritusmærker og det antal flasker, der er blevet solgt af de respektive mærker i 2012. Den fulde liste med de 100 mærker er kun offentliggjort i juli-nummeret af IWRS's trykte magasin.

De ti bedst sælgende spiritusmærker
* Jinro Soju: 812 mio. flasker
* Ruang Kao: 378 mio. flasker
* Emperador Philippine: 360 mio. flasker
* Smirnoff Vodka: 311 mio. flasker
* Chum Churum Soju: 255 mio. flasker
* Cachaca 51: 241 mio. flasker
* McDowell’s (indisk whisky): 231 mio. Flasker
* Officer’s Choice: 223 mio. flasker
* Bacardi: 186 mio. flasker
* Johnnie Walker: 216 mio. flasker



En whisky til 7000 kr.
Johnnie Walker er sandsynligvis verdens mest kendte whiskymærke. Hvert år sælges der omkring 150 millioner flasker fordelt på næsten 200 forskellige lande.
Nu er Johnnie Walker barslet med en ganske særlig whisky med navnet Odyssey, hvoraf kun 22 flasker kommer til salg i hele Skandinavien. Prisen, der vil ligge på cirka 7000 kr., vil selvsagt også sætte en grænse for efterspørgslen.
Odyssey er en hyldest til Sir Alexander Walker, der var barnebarn af John Walker – grundlæggeren af John Walker & Sons.
Sir Alexander var en masterblender i særklasse, der udviklede familiens blandede whiskyer til det ypperste.
Han var kendt vidt og bredt for sit bidrag til industrien, samfundet og sit fædreland og blev i 1920 slået til ridder af den britiske regering for tro tjeneste under Første Verdenskrig.

Flasken følger bølgerne
En af Sir Alexanders største bedrifter, når det gjaldt familiefirmaet, var fremstillingen af en unik karaffel i 1932. Den var udformet, så den kunne bevæge sig i takt med havets bølger, når den var med ombord på et skib. Karaflen blev hurtigt en favorit på krydstogtskibe i luksusklassen.
Inspireret af denne karaffel er den fine flaske med Odyssey monteret i et svingbart leje, så den kan svinge frem og tilbage, når skibet ruller på bølgerne.
Selve whiskyen er ligeledes inspireret af Sir Alexanders originale opskrifter. I dag er det mesterblander Jim Beveridge, der har ansvaret for at blande whiskyerne hos Johnnie Walker. Og han har til Odyssey håndplukket tre single malt-whiskyer med alder, der derefter er blevet blandet og modnet på egetræsfade.
Dommerne under den nyligt afholdte International Wine and Spirits Competition (IWSC) udråbte Odyssey til at være "den ultimative forkælelse" og tildelte den en guldmedalje.
Den serveres efter sigende bedst ren eller med et stænk kildevand.


    --,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Løgismose vin har pr. 1. august ansat Remi Sahner som salgschef for B2B og Horeca på Fyn & Jylland. Se ugens Blå Bog længere nede på siden.
    * Vin Stysiek har optaget importen af vinene fra de franske vinhuse Château Millegrand, Domanie D’Aubaret, Domaine Mas de la Tour og Chateau Sainte Marthe. Samtlige vinhuse er i Bonfils Wines eje.



    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.







Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.


,

    Remi Sahner (f. 1968) er salgschef hos Løgismose Vin for B2B og Horeca på Fyn & Jylland.
    Og det er også netop i denne del af Danmark, Remi Sahner primært har haft sin allerstørste berøringsflade gennem 11 succesfulde år som regnskabschef hos H. J. Hansen Vin.
    Senest har han dog været tilknyttet det danske professionelle cykelhold Concordia Forsikring Riwal som kommerciel direktør.
    Foruden et grundigt branchekendskab er Remi Sahner uddannet tjener og startede sin karriere på Bygholm Parkhotel i Horsens. I forbindelse med uddannelsen fik han øget sin store interesse for vin og besluttede sig for at gøre vinen til sin levevej. Turen gik dog først over Den Kongelige Livgarde i Høvelte efterfulgt af 6 år som overtjener på Hotel Faaborg Fjord.
    I 1996 tog han endelig springet til vinbranchen og startede hos DZ Wine med opbygning af salg til BtB markedet. Herefter fulgte 2 år hos E.S. Johansens Vinhandel som salgschef med ansvar for BtB og Horeca, hvorefter han i 2002 fik jobbet hos H.J. Hansen Vin.
    Privat bor Remi Sahner sammen med sin kone Christina og to børn, Caroline Amalie på 16 år og Niels-William på 9 år. Fritidsinteresserne omfatter cykling, mad og vin, skiløb og sommerferierejser til Sydfrankrig.
    Adresse: Løgismose Vin, Nordre Toldbod 16, 1259 København K, tlf.: 33 32 93 32, e-mail: res@loegismose.dk, www.loegismose.dk.



    Ugens vinøse tegning, 8
    Her kommer så den sidste af Bertalls illustrationer til Brillat-Savarins berømte bog "Smagens fysiologi" fra 1825 – en jonglerende tjener, der bringer god bourgogne til gæstens bord.
    Men vi har endnu et billede fra bogen, og det bringer vi nedenfor som denne uges STORE billede.
    I næste uge vender vi tilbage med "Ugens vinøse billede". Mange læsere er vendt hjem med billeder fra nær og fjern i vinens verden og har sendt dem til anker@vinavisen.dk – og tak for det. Men vi er stadig meget åbne for at modtage flere billeder. Vi skal jo bringe et hver uge.
    Og lad os så slutte med endnu et citat fra Brillat-Savarins bog:
    "Bordet er det eneste sted, hvor man aldrig keder sig den første times tid."





Ugens STORE billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
.Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234

...............................
    .....................
    234 "De våde varer", illustration til Brillat-Savarins bog "Smagens fysiologi" (udsnit, Bertall, 1848).
    ..............................




.



Klik på stjerne-oblaten, og få den i stor størrelse.

    VinAvisen finder de gode vine!
    I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 30 vine. Af disse vine var der 21, som fik mere end to stjerner og hele 17, som fik fem stjerner.
    I alt blev det til 101 stjerner og i gennemsnit 3,3 stjerner til alle de smagte vine inkl. de ni, vi ikke gav stjerner, og som derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

    Søg på vinene!
    Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
    Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.


    ,,,,,,,,,,
    Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    ,,,,,

Hvidvin


Alamos, Catena, Chardonnay, Mendoza, Argentina, 2012, middel alkohol (13,5%)
49,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine
Glimrende hvidvin med et fint og harmonisk billede af Chardonnay-druen. I smagen er der noter af pære og fersken samt blød vanille fra fadlagringen. Flasken har skruelåg. Prisen er yderst rimelig.


La Châsse, Gabriel Meffre, Vin de France, Frankrig, 2012, lav alkohol (12,5%)
54,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 32): 39 kr., SuperBrugsen
Fortræffelig hvidvin på druerne Chardonnay og Viognier - fin duft, god, frisk, let fed druesmag, tilpas syre. Flasken har skruelåg. Til tilbudsprisen 39 kr. lidt af et kup.


Sämling 88, Weinhof Scharl, Südoststeiermark, Østrig, 2011, lav alkohol (11,5%)
55 kr., Fur Vinimport
Meget let, fint krydret hvidvin med god druesmag og noter af grape - plus en lille sødme, der afbalancerer syren. Den lave pris udløste den femte stjerne. Flasken har skruelåg.


Pago de Cirsus, Iñaki Nuñez, Chardonnay, Navarra, Spanien, 2012, lav alkohol (13%)
69,75 kr., af og til på tilbud: 54,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
Meget dejlig hvidvin med en liflig duft og en bred, lidt "fed" druesmag med tilpas syre. I smagen er der mango og ananas samt diskrete fadtoner.


Karakter, Aurelia Visinescu, Sauvignon Blanc, Dealu Mare, Rumænien, 2011, middel alkohol (14%)
72 kr., pris ved 6 flasker: 66,67 kr., Vintjenesten
En forfinet hvidvin med god, frisk druesmag, krydrede toner og lang eftersmag. En Sauvignon Blanc, der kan måle sig med Sancerre og New Zealand, men altså kommer fra Rumænien.


Cave de Lugny, Chardonnay, Mâcon-Villages, Frankrig, 2012, lav alkohol (13%)
74,95 kr., Spar Danmark
En rigtig dejlig hvidvin med fine krydderier og mineralitet i duften og med en tør og fyldig smag med god frugt og noter af rød grape.


Domaine Montrose, Viognier, Sud de France, Frankrig, 2012, lav alkohol (12,5%)
99 kr., på tilbud indtil 17. august: 79 kr., Vinoble
Denne hvidvin smager godt. Den har en frisk, fint krydret druesmag og tilpas syre. Glimrende både til lettere retter og som terrassevin. Flasken har et elegant skruelåg.


Piritas, Tarapacá, Chardonnay, Leyda Valley, Spanien, 2011, middel alkohol (14%)
99,75 kr., på tilbud af og til: 69,75 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne
En flot hvidvin med bred frugt, fedme, krydderi og fine fadtoner. En vin, man drikker med største fornøjelse. Udpræget til mad, mindre egnet som terrassevin. Flasken har skruelåg.


Yealands, Pinot Gris, Awatere Valley - Marlborough, New Zealand, 2012, middel alkohol (13,5%)
129 kr., pris ved 6 flasker: 120 kr., Holte Vinlager
Superlækker hvidvin med en vidunderlig blød og indtagende smag med toner af blomster og honning, pære og æble. Flasken har et elegant skruelåg. Produktionen er CO2-neutral - ingen udledning af kuldioxid.


Vega Libre, Viura, Utiel-Requena, Spanien, 2012, lav alkohol (11,5%)
69 kr., på tilbud indtil 17. august: 49 kr., Vinoble
Vellavet, frisk hvidvin med god druesmag, blid syre og en anelse honningsødme.


Luís Cañas, Rioja, Spanien, 2012, lav alkohol (13%)
79 kr., på tilbud indtil 17. august: 69 kr., Vinoble
Frisk hvidvin på druerne Viura og Malvasia (10%). Den har en god duft og en krydret druesmag med en let "fedme". Med sit lille, bitre bid udpræget en madvin.

Rosévin


Silentium, Bodegas Castillejo de Robledo, Tinta Fina, Ribera del Duero, Spanien, lav alkohol (12,8%)
79 kr., Vinkrogen
Der er ingen årgang på flasken, men det skal ikke lægges denne dejlige rosé eller rosado, som spanierne siger, til last. Den dufter af sommer med noter af især hindbær og har en liflig fyldig frugtsmag med god struktur.

Rødvin


Jaume Grau i Grau, Pla de Bages, Spanien, 2010, lav alkohol (12,5%)
65 kr., pris ved 6 flasker, Herning Vin Center
En god og saftig rødvin på druerne Merlot, Cabernet Franc, Syrah og Ull de Liebre (det katalonske navn for Tempranillo). Vinen er fint i balance, og eftersmagen bliver længe i munden.


Domaine du Mas de la Tour, Costières de Nîmes, Frankrig, 2010, middel alkohol (13,5%)
69,75 kr., Skjold Burne
En dejlig rødvin, der dufter af modne kirsebær og marzipan og med fine noter af ren lakrids. Smagen er bred og saftig og med en lille fin sødme. Et godt glas til prisen.


Lucky Horseshoe, Hayes Ranch, Zinfandel, Central Coast, Californien, 2010, høj alkohol (14,5%)
89,75 kr., Skjold Burne
Denne rødvin er meget elegant og lækker. En harmonisk vin, som man nyder med største fornøjelse. Flasken har skruelåg.


Miss Harry, Hewitson, Barossa Valley, Australien, 2011, middel alkohol (14%)
119,95 kr., Erik Sørensen Vin
En god australsk rødvin i Rhône-stil, dvs. på druerne Grenache, Syrah, Mourvèdre, Cinsault og Carignan. Den minder fint om Rhône-vine med sin bløde og brede smag, sit fine krydderi og noter af blandt andet lakrids. Dog måske lidt mere australsk technicolor end de franske vine. Flasken har skruelåg.


Ranieri, Sagrantino, Montefalco, Italien, 2008, høj alkohol (15%)
126 kr., Fiasco-Vine
Sagrantino er en drue med hår på brystet - det er pebrede kirsebær, blommer og en masse tanniner. Her har den flotte rødvin fem år på bagen og er blevet tæmmet noget, men den må gerne ligge endnu fire-fem år.


Castoro Cellars, Malbec, Paso Robles, Californien, 2006, høj alkohol (14,6%)
133 kr., pris ved 12 flasker: 123 kr., Solarex
En ustyrligt lækker rødvin. Den har en god frugtsmag, tilpas krydring, tilpas syre ... den er tilpas, ganske enkelt.


Meandro do Vale Meão, Douro, Portugal, 2010, middel alkohol (14%)
149 kr., på tilbud til 99 kr., Jysk Vin
Vellavet rødvin, der med sin gode, bløde frugt, en vis tørhed og diskrete fadsmag er en rigtig god madvin. I smagen fornemmer man portvinens druer: Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Sousâo, Amarela og Câo ... vel måske "fornemmede" vi ikke dem allesammen, men det lyder meget professionelt.


Eagle, Villagolf, Cabernet Sauvignon, Maule Valley, Chile, 2010, middel alkohol (14%)
63 kr., Alsace Vinimport
,Vinimportøren
En rødvin med god frugt (kirsebær) og et ret markant krydderi (peber). En pæn hverdags-vin.


Domaine des Nugues, Gamay, Beaujolais Villages, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)
70 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company
En udmærket rød Beaujolais med god frugt i duften og en smag, der er læskende og let krydret og slutter med Gamay-druens fine sødme. En rigtig sommervin til lette retter.








...... ..........
Søg i 500 tidligere VinAviser:


...... ............
Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk. Vore beskrivelser af smagte vine med tilhørende stjerner kan dog frit citeres i alle medier, blot kilden angives.