Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 48, 1999


Vin-aktuelt i uge 48
29. november - 5. december
.
Britisk boykot af Beaujolais Nouveau
Man forudså det jo: Fordi statslige bureaukrater i Frankrig nægter at ophæve forbudet mod britisk oksekød, skal det - ligesom dengang med franskmændenes atombomer i Stillehavet - gå ud over de franske vinbønder.
I Storbritannien har bønderne opfordret til almindelig boykot af den netop lancerede Beaujolais Nouveau. På avisbilleder ser man deres formand hælde den franske vin i kloaken, og samtidig med, at vinen var på vej ud i butikkerne, fejrede de engelske landmænd "Britisk bøf- og øl-dag".
Det havde været mere rimeligt og retfærdigt, om det for en gang skyld gik ud over den franske bilindustri. Den ejes jo i vid udstrækning af den franske stat.
Det amerikanske Time Magazine citerer en fransk barejer: - Det britiske folk er bare misundeligt, fordi det ikke har nogen vin, og det regner hele tiden.

Øllet er faldet til patten
Bryggeriforeningen - øllet - har hidtil strittet imod indførelsen af strammere regler for markedsføring af alkoholholdige drikke over for unge og i forbindelse med sport. Nu er de faldet til patten.
I Markedsføringsloven har man begrebet "god markedsføringsskik" - et lidt elastisk grundlag for, hvordan og over for hvem man må reklamere.
I 1989-90 aftalte en række brancher og Forbrugerombudsmanden et sæt frivillige retningslinier, der uddybede dette grundlag. Disse regler har Forbrugerombudsmanden søgt at få revideret, men opgav at blive enig med Bryggeriforeningen - hvorpå Forbrugerombudsmanden her i foråret egenhændigt udstedte en "vejledning" og ophævede de gamle retningslinier.
Siden foråret har Erhvervsministeriet forsøgt at fuldføre forhandlingerne, og det er nu lykkedes. Et udkast er sendt til samtlige forhandlingspartnere, herunder V.S.O.D. (Vin og Spiritus Organisationen i Danmark).
Essensen i udkastet er, at man i særlig grad skal undgå at påvirke børn og unge til at købe og indtage alkoholholdige drikke og i øvrigt undgå enhver uetisk markedsføring.
Et væsentligt punkt er, at man som hovedregel ikke må forbinde markedsføring af alkohol med sport, da mange unge dyrker sport.
Disse regler har branchen for så vidt altid bestræbt sig på at følge - lige med undtagelse af Bryggeriforeningen og især nogle af dens medlemmer, der med stor iver har knyttet øl og sport sammen og sat reklamer op uden for skoler og i ungdomsklubber. Reklamerne har godt nok været for lavalkoholiske produkter, men de har reelt fremstået som reklame for stærkere alkoholprodukter.

Vinauktion i København
Torsdag d. 9 december kl. 18 holder Bruun Rasmussen Kunstauktioner en vinauktion i Bredgade 33 i København. Der er eftersyn onsdag den 8. december kl. 13-19 og torsdag den 9. kl. 13-17.
Kataloget, der koster 50 kr., kan rekvireres på tlf.: 33 13 69 11 - eller (gratis) hentes ned på adressen www.bruun-rasmussen.dk.
På auktionen udbydes blandt andet en flaske Château Lafite Rothschild 1900 i meget fin stand samt en flaske Burmester Rio Torto Vintage Port 1900. Men der er også mange kasser med vine, der kan drikkes nu eller gemmes nogle år endnu, som fx flere katalognumre med Château Gruaud Larose 1982 og Château Meyney 1986. Endvidere en Dom Pérignon 1975 i magnum og flere katalognumre med Quinta Do Noval Vintage Port 1963.
For dem, der ønsker vine i den billige ende samt blandingsnumre, er det også muligt at gøre et kup.

Cava overhaler champagne
Den spanske cava har nu overhalet champagnen, når det gælder eksportmarkederne. Det fremgår af en artikel fra Jyllands-Postens Madrid-korrespondent, Jens Ulrich Pedersen.
Ifølge Rosa Giró, der er præsident for det spanske cava-institut, forventer cava-branchen at sælge 120 millioner flasker i udlandet, hvilket er 30 procent mere end sidste år.
.


En moderne bog om cognac
Der findes flere bøger om cognac, men ingen som den, Søren Frank har skrevet, og som udkom i tirsdags på forlaget Møntergården (180 sider, indbundet 299 kr.).
Bogen er en moderne bog. Vi er - som Søren Frank skriver i indledningen - langt fra stemningen af tunge chesterfieldsofaer, smokinger og anden gammeldags luksus. Tværtimod er der frisk luft og højt til loftet i salonerne, og Søren Frank tager cognac'en ikke kun under kærlig men også kritisk behandling.
Han har udført en forbilledlig research og lægger stoffet frem, klart, fængende og forståeligt for alle. Det er virkelig en fornøjelse at læse denne bog.
Efter en række kapitler om historie, krise, vinmarker, destillation, lagring, tilsætningsstoffer osv. fortæller bogen om de 49 huse, der er repræsenteret i Danmark, ligesom husenes produkter beskrives med smagenotater og tildeles point efter en 20-skala.
Den fornemt trykte bog er overordentlig smukt layoutet af Athena Windelev og illustreret med spændende sort/hvide fotografier af Lars Svankjær.
Med Søren Franks bog om cognac har vi fået endnu en dansk bog, der må kunne oversættes og finde plads i den internationale vinlitteratur.
Ny service i VinAvisen
Her på VinAvisen får vi af og til forespørgsler om vinlandenes markedsandele, og hidtil har vi måttet henvise spørgerne til selv at gå på jagt i avisens arkiv - vi har jo med jævne mellemrum bragt sådanne statistikker.
For at gøre livet lettere for læserne (og for os selv) indfører vi nu en ny læserservice, idet vi herefterdags samler alle statistikker på en særlig side og laver links til denne side på indgangssiden.
Den nye statistik-side, hvor vi også har samlet tidligere bragte statistikker, kan ses ved at klikke her.

Ulykkelig indblanding
I Californien har man kult-wineries, der laver glimrende vine til glimrende priser og til et lige så glimrende publikum med for mange penge.
Et af de hotteste wineries netop nu er Tychson Hill Vineyard i Napa Valley. Men der bliver ikke nogen ny årgang Tychson Hill Cabernet Sauvignon.
Vingården havde høstet flotte og modne druer til 1800 flasker kult, der ville have indbragt 225.000 dollars (1,6 millioner kr.), men folkene, der skulle foretage den endelige blanding, blandede forkert. Et parti vin, der skulle være blandet i en Zinfandel, fandt desværre vej til Cabernet’en.

Enken over grænsen
Jyske Vestkysten har konstateret stor spredning i priserne på "Den gule Enke". Hos Fakta i Aabenraa koster enken således 199,95 kr., mens man i Hviids Vin og Tobak, også i Aabenraa, skal give 279 kr. for samme enke.
Der er dog næppe mange af de gode borgere i Aabenraa, som køber enken i deres hjemby. Smutter de over grænsen, kan de hos Poetzsch i Harrislee i Tyskland få hende for 54 mark - svarende til 173,25 kr.
Samtidig kan de så snyde Ole Stavad, øge sliddet på de danske landeveje og sørge for, at endnu nogle danskere bliver arbejdsløse og kommer på overførselsindkomst.
.
    Ugens vinbillede
    Hver uge bringer vi et billede hentet fra vinens verden. Klik her,eller klik på det lille billede til venstre for at se denne uges billede i stor størrelse.

Vinauktionen i Beaune
I sidste weekend afviklede man den årlige vinauktion på Les Hospices de Beaune i Bourgogne. Til stor lettelse for vinkøbmændene i Bourgogne så man ikke de prisstigninger, som man har oplevet i de sidste fem år. De røde vine steg 3 procent, men samtidig faldt de hvide 9 procent.

Ny metode i Beaujolais
I Børsen har Erik Mortensen beskrevet, hvordan vinfirmaet Calvet har fremstillet årets Beaujolais Nouveau efter en ny metode, som franskmændene kalder macération préfermataire à chaud - hvilket vi kan forsøge at oversætte ved "opvarmning før gæring under udblødning".
Efter høsten opvarmes de hele drueklaser i kortvarigt for derefter langsomt at køles ned igen til 25 grader. Derved fremmes udtrækningen af aromaer og udviklingen af garvesyre, farve og smag.
Calvets vine importeres af Allied Domecq (tlf.: 56 30 02 00).
.


Årets "Vin-nøglen" med 1252 gode vine
Så er den her igen, årets "Vin-nøglen", som Erik Olaf-Hansen med vanlig flid har stået for, redaktionelt bistået af Gert Horst (Heides Forlag, 264 sider, 98 kr.).
Først kommer der traditionen tro en række aktuelle, oplysende og underholdende artikler, hvor vi naturligvis særligt har hæftet os ved en artikel om www.vinavisen.dk. Tak for den. Og derefter kommer så den nyttige gennemgang af 1252 vine, der er værd at drikke, hver med en kort vurdering og med et antal stjerner mellem én og fem. Vinene er smagt i et smagepanel sammensat af professionelle og vinglade amatører, og Erik Olaf-Hansen har den fornuftige holdning - ligesom vi her på VinAvisen - at de vine, der ikke er værd at skrive om (eller drikke), de kommer heller ikke med i bogen.
Endvidere har han kun medtaget en enkelt håndfuld vine til over 200 kr., så bogen henvender sig i høj grad til hovedparten af danske vindrikkere.
Bogen er ubetinget vinbogen med det største danske oplag. Det har den været igennem nitten årgange, og det kan man godt forstå.

De 44 bedste vine i årets "Vin-nøglen"
I årets "Vin-nøglen" (se ovenfor) får i alt 44 vine fem stjerner, samtidig med at de udnævnes til at være "træffere".
Vi tillader os at citere dem i nedenstående liste - og vil ikke blive forbavsede, hvis VinAvisens læsere skynder sig at købe dem. Mange af dem bliver sikkert hurtigt udsolgt efter omtalen i "Vin-nøglen". Men så er der jo altid alle de andre gode vine, der er fremhævet i bogen ...
* Campo Lindo Reserva, Spanien 1992, rødvin til 42 kr. fra FDB (tlf.: 43 86 43 86).
* Marqués de Griñon, Tempranillo, Mendoza Valley, Argentina 1997, rødvin til 50 kr. fra ViniPortugal (tlf.: 43 63 32 22).
* Domaine de la Curnière, Vacqueyras, Frankrig 1998, rødvin til 42 kr. fra Fakta (tlf.: 76 41 43 00).
* Les Faîtières, Pinot Blanc, Alsace, Frankrig 1997, hvidvin til 42 kr. fra Troels-Smith (tlf.: 75 71 16 00).
* Solmayor, Tempranillo, La Mancha, Spanien 1998, rødvin til 45 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
* Château Prieuré Malesan, Côtes de Blaye, Bordeaux, Frankrig 1997, rødvin til 49 kr. i Fakta (tlf.: 76 41 43 00).
* Gandia Reserva, Cabernet Sauvignon, Utiel-Requeña, Spanien 1995, rødvin til 49 kr. fra Det Franske Vinlager (tlf.: 43 50 04 00).
* Antinori Campogrande, Orvieto, Italien 1998, hvidvin til 49 kr. fra Remy Danmark (tlf.: 39 16 06 00).
* Chablis, Frankrig 1998, hvidvin til 49 kr. hos Fakta (tlf.: 76 41 43 00).
* Château Belair, Côtes du Rhône, Frankrig 1997, hvidvin til 49 kr. fra Irma Vin (tlf.: 43 86 38 22).
* Viña Trapacá, Chardonnay, Maipo Valley, Chile 1998, hvidvin til 49 kr. fra Skjold Burne (tlf.: 43 45 14 22).
* Masi Modello delle Venezie, Italien, rødvin til 51 kr. i Føtex og Bilka.
* La Bocce San Leolino, Vino da Tavola, Italien, rødvin til 59 kr. fra La Maison Sevino (tlf.: 49 70 49 36).
* Gallerie Chardonnay, Chardonnay, Vin de Pays d'Aude, Frankrig 1997, hvidvin til 59 kr. fra La Maison Sevino (tlf.: 49 70 49 36).
* Santa Ana, Cepas Privades, Cabernet Sauvignon, Mendoza Valley, Argentina 1997, rødvin til 59 kr. fra FDB (tlf.: 43 86 43 86).
* Vegaval Plata, Tinto Reserva, Valdepeñas, Spanien 1993, rødvin til 59 kr. fra Danisco, Peter F. Heering (tlf.: 62 17 37 99).
* Homenaje Reserva, Marco Real, Navarra, Spanien 1995, rødvin til 65 kr. fra Grand Vin (tlf.: 43 46 99 00),
* The Monterey Vineyard, Cabernet Sauvignon, Californien, USA 1996, rødvin til 65 kr. i Vinstokken (tlf.: 39 61 96 00).
* Canepa Finisimo, Cabernet Sauvignon, Chile 1995, rødvin til 69 kr. fra Consiva Vin (tlf.: 44 57 58 59).
* Vall de l'Aguila, Côte de Roussillon Villages, Frankrig 1995, hvidvin til 69 kr. fra Danisco, Peter F. Heering (tlf.: 62 17 37 99).
* Boiseraie, Vacqueyras, Frankrig 1997, rødvin til 72 kr. fra Vin-Lageret (tlf.: 65 95 45 87).
* Gallo, Zinfandel, Sycamore Canyon, Californien, USA 1996, rødvin til 85 kr. fra Skjold Burne (tlf.: 43 45 14 22).
* Laurus, Vacqueyras, Frankrig 1997, rødvin til 85 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99).
* E & J Gallo, Turning Leaf, Zinfandel, Californien, USA 1996, rødvin til 85 kr. fra Taster Wine (tlf.: 43 45 14 22).
* Campo Viejo Reserva, Rioja, Spanien 1994, rødvin til 89 kr. fra Vingaarden (tlf.: 63 17 18 19).
* Les Pierres Blanches, Côte de Beaune, Frankrig 1994, hvidvin til 89 kr. fra Irma Vin (tlf.: 43 86 38 22).
* Pata Negra Gran Reserva, Valdepeñas, Spanien 1982, rødvin til 89 kr. fra Vinbonden (tlf.: 38 11 44 33).
* Canals & Munne, Principes Noir Reserva, Spanien 1996, rødvin til 90 fra KH Import (tlf.: 33 25 11 17).
* Villa Antinori, Chianti Classico Riserva, Italien 1995, rødvin til 92 kr. fra Remy Danmark (tlf.: 39 16 06 00).
* Moscatel de Setúbal, Portugal, sød hedvin til 95 kr. fra Magasin Vin (tlf.: 33 11 44 33).
* Domaine de l'Olivette, Bandol, Frankrig 1996, rødvin til 99 kr. fra Magasin Vin (tlf.: 33 11 44 33).
* Domaine Thénard, Givry, Bourgogne, Frankrig 1995, rødvin til 99 kr. fra Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88).
* Petite Ruche, Crozes Hermitage, Frankrig 1997, hvidvin til 99 kr. fra Scanwine (tlf.: 63 17 18 73).
* De Loach, Chardonnay, Sonoma County, Californien, USA 1997, hvidvin til 99 kr. fra Philipson Wine (tlf.: 45 76 68 88).
* Osterberg Gewürztraminer, Alsace Grand Cru, Frankrig 1995, hvidvin til 99 kr. fra FDB (tlf.: 43 86 43 86).
* Sammerco, Colli Aprutini, Italien 1995, rødvin til 100 kr. fra Vingaarden (tlf.: 63 17 18 19).
* Reserve du Château de Seguin, Bordeaux Supérieur, Frankrig 1995, rødvin til 124 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
* Château du Basque, Saint-Émilion Grand Cru, Frankrig 1995, rødvin til 125 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
* Evans & Tate Barrigue, Cabernet / Merlot, Western Australia 1996, rødvin til 125 kr. fra Kjær & Sommerfeldt (tlf. i København: 70 15 65 00 og i Århus: 86 16 78 79).
* Vieux Donjon, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 1996, rødvin til 139 fra Erik Sørensen (tlf.: 39 62 10 85).

* Aloxe-Corton, Henri de Villamont, Frankrig 1996, rødvin til 179 kr. fra Vinbonden (tlf.: 38 11 44 33).
* Vogeot "Le Village", Clos du Prieuré, Vogeot, Bourgogne, Frankrig 1997, rødvin til 189 kr. fra Irma Vin (tlf.: 43 86 38 22).
* Lanson Black Label, Champagne, Frankrig, mousserende vin til 195 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65).
* Mas la Plana, Gran Coronas Reserva Black Label, Torres, Penedès, Spanien 1994, rødvin til 199 kr. fra Bacardi-Martini (tlf.: 44 86 66 44).

De holder en pause i Sonoma
Gennem de sidste fem år er der plantet vinstokke intensivt i hele Californien, i visse områder så heftigt, at man har ønsket at stoppe op for lige at trække vejret og måske gøre nogle vurderinger om fremtiden.
Dette gælder blandt andet i Sonoma, hvor man netop har indført en begrænsning, som i realiteten er et midlertidigt stop.
Man vil tage hele infrastrukturen op til debat: Hvordan vil den tætte tilplantning med vinstokke influere på det naturlige dyre- og planteliv. Kan vejene tage den øgede trafik? Hvor skal arbejdskraften bo? Er der grundvand nok?
Et stort spørgsmål trænger sig også på: Kan der være for meget af en god ting? Man er sikker på at møde protester, hvis alle skovklædte bakker omdannes til snorlige rækker af vinstokke.

Landskampen Tyskland-Frankrig i disciplinen Pinot Noir
Under den "kultagtige vinmesse" den 20 november i Avedøre afholdet man en landskamp Tyskland-Frankrig i disciplinen Pinot Noir.
Fire franske Pinot'er var udvalgt af Bourgogneselskabet og fire tyske af en gruppe vinentusiaster, og vinene blev serveret blindt, omhældt på karafler.
Deltagerne fik udleveret et skema, hvori de blev bedt om at rangordne vinene med den bedste på plads nummer 1.
Det samlede resultat af smagningen opsummeres i dette skema.
.
.LandVinForhandlerPris
1TysklandMalterdinger Bienenberg Spätburgunder, Weingut Bernhard Huber, Baden 1997Kath Vinimport
(tlf.: 56 14 13 52)
105 kr.
2FrankrigBeaune Marconnets, Albert Morot, Beaune 1er cru, Bourgogne 1996Gobi Supermarked
(tlf.: 36 14 15 50)
170 kr.
(tilbud)
3TysklandSpätburgunder Version C, Weingut Lingenfelder (ufiltreret), Deutscher Tafelwein 1996Det Tyske Vinhus
(tlf.: 46 37 37 45)
115 kr.
4FrankrigDomaine P. Dubreuil-Fontaine Pere & Fils, Les Vergelesses 1er cru, Sauvigny-lès-Beaune, Bourgogne 1996 The Wine Company
(tlf.: 48 26 62 94)
129 kr.
5TysklandKallstadter Kobert Spätburgunder, Weingut Hartmut Stauch, Pfalz 1990Casa Vinimport
(tlf.: 32 50 81 35)
109 kr.
6Frankrig1995 Domaine Claude Nouveau,Maranges 1er cru La Fussiere, BourgogneThe Wine Company
(tlf.: 48 26 62 94)
130 kr.
7TysklandAlsheimer Goldberg Spätburgunder, Spätlese trocken Qmp., Weingut Rappenhof 1997Det Tyske Vinhus
(tlf.: 46 37 37 45)
75 kr.
8FrankrigLa Chapelle Notre-Dame, Domaine P. Dubreuil-Fontaine Pere & Fils, Bourgogne 1996The Wine Company
(tlf.: 48 26 62 94)
73 kr.
Det blev altså en tysk vin, der vandt 1. pladsen i landskampen - som naturligvis blev udkæmpet med de spillere, der nu tilfældigvis var til rådighed. Havde man valgt nogle andre vine, havde billedet naturligvis set helt anderledes ud.
Kampen var i øvrigt ganske jævnbyrdig, idet vinene fra Tyskland og Frankrig placerer sig nogenlunde skiftevis ned af rangstigen.
Vinsmagerne var selv overraskede over, at de havde placeret de tyske vine så godt. De havde egentlig regnet med, at de franske ville placere sig i spidsen.

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse yderst drikkeværdige vine:

Valentin Bianchi, Sauvignon Blanc, San Rafael, Argentina 1998,
99,75 kr., H.J. Hansen Vinhandel, tlf.: i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11, og i Aalborg 98 12 52 90 - samt kæden Vinspecialisten, tlf.: 63 12 82 00
Fyldig, ret fed hvidvin med en dejlig smag af frisk frugt og tilpas syre. Dens duft er kraftig og tiltalende og lidt i retning af hyld - som den da også skal være "ifølge bogen", når der er tale om en Sauvignon Blanc.

Château Haut Selve, rødvin, Graves, Bordeaux, Frankrig 1996,
129,75 kr., H.J. Hansen Vinhandel, tlf.: i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11, og i Aalborg 98 12 52 90 - samt kæden Vinspecialisten, tlf.: 63 12 82 00
Mums, sagde smagepanelet. En herlig rødvin, blød og lækker, men god frugt og en imødekommende sødme. Den skal ubetinget dekanteres, idet den har en masse vinsten - hvilket jo kun er et vidnedsbyrd om, at den ikke er blevet kuldebehandlet eller på anden måde justeret. (En proces, som mange vinproducenter føler sig tvungne til at foretage, fordi de er trætte af forbrugere, der tror, at der "grus" i vinen).

Hogue, Sauvignon Blanc, The Hogue Cellars, Columbia Valley, Washing State, USA 1997
101 kr., Knud Jørgensen / Kjær & Sommerfeldt, tlf. i København: 70 15 65 00 og i Århus: 86 16 78 79
En meget flot og frisk Sauvignon Blanc med alle den dejlige hvidvins-drues kvaliteter i behold. Den kommer fra den amerikanske Washington state, der ligger på nogenlunde samme breddegrad som Hamburg, og man når den først, når man fra Californien har kørt nordpå og passeret hele staten Oregon. Altså meget nordligt. Er der ikke noget om, at frugt udvikler særligt stærke og dejlige aromaer i et koldere klima? Denne vin synes at vise det.

Carmen Nativa, Chardonnay, Maipo Valley, Chile 1998
95 kr., Vinens Verden, tlf.: 66 14 44 48
En flot, kraftig og imødekommende hvidvin, der lægger alle den gode Bourgogne-drues kvaliteter frem i et smukt afrundet smagsbillede. En vellykket vin.

Château Cadillac-Branda, Bordeaux Supérieur, Frankrig 1997
75 kr., H.J. Hansen Vinhandel, tlf.: i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11, og i Aalborg 98 12 52 90 - samt kæden Vinspecialisten, tlf.: 63 12 82 00
En vældig rar rødvin af høj kvalitet. Den har en god, kraftig og afrundet smag med en let sødme - netop sådan, som man gerne vil have en bordeaux. Der er en hel del vinsten i vinen - hvilket jo kun er et ekstra tegn på kvalitet - så det vil være en god idé at dekantere den.

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk