Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 49, 1999

Vin-aktuelt i uge 49
6. december - 12. december
.
Endelig en ordentlig borger-klassifikation
Da englænderne i 1400-tallet var blevet smidt ud af Frankrigs sydvestlige hjørne, fik Bordeaux' borgere de samme privilegier som adelen. De fik lov til at gå med sværd, og ikke mindst fik de lov til at eje slotte og land.
Efterhånden erhvervede borgerne nogle af de gode vinmarker i Médoc, og disse blev kaldt "de borgerlige voksesteder" - les crus bourgeois.
440 af disse slotte slog sig i 1932 sammen om en speciel klassifikation. Problemet er blot, at denne "borgerliste" ikke er officiel, og at der derfor ikke er nogen særlig kontrol med den.
Nu skal der ske noget. I sidste uge erklærede præsidenten for foreningen (syndikatet) af cru bourgeois-slotte, Dominique Hessel, at man - med et ministerielt dekret som grundlag - vil indføre en kontrolleret klassifikation.
Der vil blive tre klasser - cru bourgeois, bourgeois supérieur og bourgeois exceptionnel - og klassifikationen vil blive taget op til vurdering hvert tiende år ligesom i Saint-Émilion.
Der er i dag 329 medlemmer af syndikatet - hvoraf nogle altså risikerer at ryge ud, når klassifikationen effektueres om nogle år.
Tilsammen har cru bourgeois-slottene 7000 hektar vinmarker, beskæftiger cirka 6000 personer og producerer cirka 40 millioner flasker om året. Så det er ikke nogen helt lille del af salget i Bordeaux.

Sherry'ens nedtur
Det er en kendt sag, at sherryhusene har haft nogle magre år. I midten af 1980'erne faldt efterspørgslen dramatisk, og selv om man aldrig har talt om dyb krise, så har man været nødt til at skrue gevaldigt ned for blusset.

Man kan ikke blive enige om, hvorfor det gik sådan, men det er vel en kombination af ændrede vaner, bedstemor-image og mangel på dømme- og handlekraft.
Danmark var et glimrende marked, men fejlen var, at man næsten udelukkende koncentrerede salget på de billige sødsuppe-typer med skruekapsel. En årlig million-kampagne - "Sherry, tak!" - fastholdt traditionerne. Ingen forberedte en passende introduktion af de tørre typer.

Sherry vil tilbage, tak!
Sherry-bodegaerne har slikket sårene efter den markante nedgang i salget. Man har sat sig selv på en hård slankekur og er nu klar til en renaissance. Og produkterne er der: Tør sherry, fino og manzanilla.

Det er disse sherry-typer, der skal være murbrækkerne. Det er sager, som let vil få den moderne forbrugers accept. Knastørre, mundrensende, sprøde, elegante og med den udfordrende forskellighed i næse og mund, som vil tiltale intellektet.
Eneste minus er, at disse sherry'er skal drikkes inden for et halvt år efter aftapningen. Ellers mister de ganske enkelt pusten og bliver tamme og ordinære. Det kræver altså en stor omsætnings-hastighed, hvilket man ikke kan regne med i starten.
Sherryhusene skal selvfølgelig skrive aftapnings-dato på etiketten, men det tør de ikke. De er bange for, at alt for meget sendes tilbage i hovedet på dem. Men der kunne være en løsning ...

En helt gratis idé til sherry-folket
Vi her på
VinAvisen vil gerne give sherry-folket en helt gratis idé: Tap fino'en i begyndelsen af maj, og send den ud i verden til frigivelse den 15. maj. Læg op til nogle events ligesom dem, Beaujolais-bønderne gjorde med deres nouveau. Og fortæl, af fino'en skal drikkes inden vinter.
Her på VinAvisen vil vi være de første til at celebrere den nye fino. Den søde sherry, som hærgede Danmark i "storhedstiden", findes ikke mere.
Men sherryhusenes første vanskelige opgave bliver naturligvis at få danske importører til at tro på en fremtid for sherry.

Arkæologiske vine
Fornylig fortalte vi her i VinAvisen, at den kendte syditalienske vinmager Antonio Mastroberadino har arbejdet sammen med arkæologerne i Pompeji for at genskabe de vinmarker, der sammen med byen blev begravet under Vesuvs udbrud i året 79.
Man har fundet vinkerner i asken, og ved hjælp af DNA-analyser har man konstateret, at det drejer sig om druesorterne Aglianico, Falanghina, Code di Volpa, Caprettone Piederosso, Fiano (som romerne kaldte Appianum) og Greco (Aminea Gemina).
Men der er andre interessante projekter i gang i Syditalien:

Romerrigets populære Falerner-vin
I Campania - egnen omkring Napoli - taler man meget om den moderne og mere og mere populære vin Falerno og den Falernum, som Plinius beskrev i det første århundrede e.Kr.
Man mener at kunne konstatere, at nutidens vin gror på de samme skråninger, som Plinius omtalte som Romerrigets bedste voksesteder.

Lagret i keramiske beholdere
På øen Mozia ved Siciliens sydvestkyst samarbejder den kendte ønolog Giacomo Tachis sammen med lokale vinteknikere for at genskabe vinen Formacon, som fønikerne lavede på stedet i 700-tallet f.Kr.
Druen Grillo, som man har reddet fra udslettelse, vil blive brugt til en vin, der sandsynligvis når 16 procent alkohol, og som vil blive lagret i keramiske beholdere.

De smager 10.000 drikkevarer om året
Et nyt blad om vin og andre drikke har set dagens lys. Det hedder "Tastings" og udgives to gange om måneden af det amerikanske Beverage Testing Institute. I hvert nummer er der over 1000 smagekommentarer og point til vine, øl og spiritus fra hele verden.
Beverage Testing Institute blev grundlagt i 1982 og smager cirka 10.000 flydende produkter om året.
Et prøvenummer kan rekvireres hos Richard Cooper, tlf.: 001 31 22 26 78 57, men man kan også læse om bladet på Internet-adressen www.tastings.com.
Faktisk er instituttets hjemmeside spændende at gå på opdagelse i. Som en prøve trykkede vi på knappen med Alsace-vine og fik denne liste over de - efter instituttets mening - bedste Alsace-producenter, der har fået henholdsvis tre, to og én stjerne (med det bedste navn først i hver kategori):
*** Leon Beyer (Comtes d'Eguisheim), Josmeyer (L'Exception), Albert Mann, Domaine Ostertag, Schoffit, Trimbach (Clos Ste. Hune), Domaine Weinbach og Zind Humbrecht.
** Lucien Albrecht, Francois Baur, Jean Becker, Leon Beyer, Boeckel, Bott Freres, Bott-Geyl, Marcel Deiss, Dopff et Irion, Jerome Geschickt, Hartweg, Hugel, Josmeyer, Cave Vinicole de Kientzheim-Kayersberg, Marc Kreydenweiss, Kuentz-Bas, Gustave Lorentz, Arthur Metz, Julien Meyer, Rene Mure, Pfaffenheim, Riefle, Francois Schwach, Schlegel Boeglin, Schlumberger, Pierre Sparr og Trimbach.
* Domaine Barmes Buecher, Charles Baur, Jean-Pierre Bechtold, Bennwihr, Jean-Marc Bernhard, Bestheim, Fleith, Clos du Letzenberg, Mader, Les Viticulteurs Reunis à Sigolsheim, Scherer og Charles Schleret.
.
    Ugens vinbillede
    Hver uge bringer vi et billede hentet fra vinens verden. Klik her,eller klik på det lille billede til venstre for at se denne uges billede i stor størrelse.
.
    Af med tøjet
    Så længe vi husker tilbage, har Bordeaux markedsført sig selv med en butterfly som symbol - og i annonceteksterne har der været en klar undertone af, at man skulle have det pæne tøj på, når man skulle byde og nyde vin fra Bordeaux.
    Taktikken er mildest talt ændret radikalt. Nu skal man have det fine tøj af. Helt af. Og man bliver hjulpet af en ung skønhed, som til lejligheden har iført sig bordeaux-farvet undertøj.
    Det er simpelt hen for stor en omvæltning - hvilket man også kan se på annoncens mand, der er gået totalt i chok.
Vin i bengalsk belysning
Det er svært at lave hvidvine på Sicilien. De grønne druer høstes først i august, hvor temperaturen når et godt stykke over de 30 grader, hvilket betyder, at en hel del af de gode aromastoffer fordufter.
En løsning kunne være at køle druerne ned, før de presses, men det kræver en enorm kølekapacitet.
Nu har Gabriella Rallo i det familieejede vinbrug Donnafugata løst problemet på en anden måde: Hun sætter projektører op og høster druerne midt om natten, hvor luftens temperatur gerne falder til 16-17 grader. Hendes 1998-årgang var den første italiensk vin høstet under den bengalske belysning.

Endnu en bog om italienske vine
I fredags udkom endnu en dansk bog om italienske vine, skrevet af Finn Klysner ("Italiens Vine", Møntergården, 238 sider, indbundet, 299 kr.).
Der er virkelig nedlagt en masse saglig viden i denne bog - Finn Klysner har rejst og smagt, noteret og researchet med stor flid.
Men desværre er bogen ikke helt vellykket. Teksten virker gennemgående tør og langtrukken - det er, som om forfatteren har dikteret den til en båndoptager eller ladet fingrene løbe alt for hurtigt på computerens tastatur. Forlaget burde have redigeret teksten, strammet den op og slettet overflødige ord.
Også synd, at man ofrer fornemt farvetryk, papir og udstyr - og så medtager dårlige og uskarpe billeder, der oven i købet er sat op som helsides illustrationer.
Men som sagt: Det saglige er der ikke noget i vejen med. Hvis man ikke får så mange læseoplevelser i bogen, så får man i hvert fald up-to-date informationer. Ikke mindst er det værdifuldt at få beskrevet udviklingen i Syditalien, hvor der for øjeblikket sker spændende ting. (ATi).

Et nyt Chianti-distrikt
Det store Chianti-distrikt er som bekendt delt op i mindre underdistrikter. Inde i midten ligger Chianti Classico, der i dag har samme grænser som i 1715, da det som det første vindistrikt i verden ved lov blev officielt afgrænset. Og uden om dette "klassiske" distrikt ligger så seks andre zoner, der er kommet til senere, men som også må kalde sig Chianti - blot ikke Classico. Disse appellationer knytter følgende navne til Chianti-navnet: Montalbano, Rufina, Colli Fiorentini, Colli Senesi, Colli Aretini og Colli Pisane.
Nu er der imidlertid kommet én til, nemlig DOCG Chianti Montespertoli i den vestlige del af området.
Den mest betydningsfulde producent i den nye zone er Fattoria Sonnino.

Marie Antoinettes bryst
I Børsen har Mette Kryger skrevet om champagneglas og nævner i den forbindelse, at det flade skålformede glas, den såkaldte coupe, blev designet af venetianske glasblæsere i 1600-tallet, og at glassene angiveligt blev "formgivet efter Marie Antoinettes fristende bryster, som hun med fryd udstillede i sine dybt nedringede bluseliv".
For lige at sætte tingene - og Marie Antoinettes bryster - på rette plads, må vi lige indskyde en lille kommentar:
Den nedringede dronning, der fik hugget hovedet af i 1793, lagde ikke bryst til et egentligt glas, men til en coupe af alabaster-hvid Sèvres-porcelæn. Den udstilles i dag i The Antique Porcelain Company i New York.
Om det var en A-, B- eller C-skål, skal vi dog ikke kunne udtale os om.
Den flade skål, hvori boblerne alt for hurtigt forsvinder, er heldigvis gået af mode - undtagen ved hoffet, skriver Mette Kryger. Det høje, slanke glas af den type, som franskmændene kalder flûte (fløjte), er da også langt bedre.
.
    Kendte ansigter drikker Rhône
    I forrige uge gjorde Sopexa et fremstød for Côtes du Rhône, dog kun i København.
    I den anledning havde man trommet en masse kendte skuespillere sammen, anført af den vinglade Per Pallesen.
    På Strøget og i den indre bys gader delte man postkort ud til forbipasserende, der derefter styrtede rundt til ni cafeer på "Côtes du Rhônes vinrute", dels for at se, om cafeerne var pakket ind i rødt stof, dels for at smage det røde stof i glassene.
    Lokkemaden var en rejse for to personer til Rhône-dalen.
    Sopexa regner med at få cirka 300 svarkort ind til konkurrencen - hvilket kun viser, at det betaler sig at deltage i den slags konkurrencer, ligegyldigt hvor tossede, man synes de er. Chancerne for gevinst er virkelig store.

    < Til at slå på tromme for Côtes du Rhône-vinene havde Sopexa indkaldt Per Pallesen, Kurt Ravn, Peter Schrøder, Birgitte Raabjerg, Donald Andersen, Søren Hauch-Fausbøll og Sonja Oppenhagen, Tom McEwan og Thomas Mørk. På billedet her kigger Sommelierforeningens præsident, Tim Vollerslev, frem bag Ravn og Schrøder.

Også bobler til menigheden
I Ekstra Bladet fortæller Nils Henrik Frimann, at pastor Lise Aare Jensen i sine to kirker på Vestsjælland nytårsdag vil "bytte den sure altervin ud med et glas boblende champagne".
Luften (boblerne) går dog hurtigt af nyheden, idet det tilføjes, at champagnen skænkes efter gudstjenesten. Og altså ikke erstatter altervinen.
- Hvorfor skulle man ikke kunne skåle i et godt glas i stedet for i en kop kirkekaffe? siger den fornuftige præst - der i øvrigt i flere år har skålet med sin menighed med gode bobler i glasset.
.
.
Ædle vine
til salg

VinAvisens opslagstavle, kun for private
.
    Her er VinAvisens opslagstavle, hvortil læserne kan indsende besked om vine, de har til salg - eller vine, de efterlyser.
    Vi rådgiver ikke om priser. Vi har ikke tid til korrespondancer osv. i denne forbindelse. Vi formidler kun beskeder til opslagstavlen. Og vi forbeholder os ret til både at redigere og refusere indlæg, hvis vi synes, det er nødvendigt.
    Vi optager gratis indlæg fra private, men ikke fra vinhandlere - det kan vi måske gøre senere mod en fyrstelig betaling ...
    Køber og sælger må selv kontakte hinanden og tinge om priser osv.
    Indlæggene vil kun blive offentliggjort én uge - men naturligvis fortsat ligge nogle uger i VinAvisens arkiv i forbindelse med det pågældende nummer af nyhedsbrevet.
    Under disse linier kommer ugens opslag, og lignende tilbud og efterlysninger kan e-mailes til anker@vinavisen.dk
    .
.2.
    Søges: En flaske Château Léoville-Las-Cases 1989. Kontakt mig på
    fam.ferdinand@get2net.dk, hvis du har en, du vil sælge. Jeg er ikke interesseret
    i mere en denne ene flaske, da den skal bruges til en smagning.
..3.
    Sælges: Jeg afhænder noget af min vinbeholdning samlet i ...
    * 1 kasse bordeaux med 1 Château Mouton-Rothschild 1981, 1 Domaine de Chevalier 1981, 2 Château Lanessan1982, 3 Château Pontet-Canet 1983, 1 Château Montrose 1983, 2 Belgrave 1985 og 2 Château Belgrave 1988. Pris: 4600 kr.
    * 1 kasse bourgogne med 1 Corton 1985 (Maurice Chapuis), 1 Clos-Vougeot 1985 (D.Rion), 1 Musigny 1987 (Mugnier), 2 Pommard-Épeneaux 1988 (Comte Armand), 2 Chambolle-Musigny-Les Fuées 1988 (Mugnier), 2 Chambolle-Musigny-Les Amoureuses 1990 (Mugnier), 2 Chambolle-Musigny-Les Fuées 1990 (Mugnier) og 1 Vosne-Romanée-Les Brulées 1990 (R.Engel). Pris: 7300 kr.
    * Begge kasser samlet: 11.500 kr.
    Vin og udstyr er i fin stand. Flaskerne er købt direkte fra producent/vinhandler og har til stadighed henligget i kælder, de seneste godt seks år på min nuværende adresse.
    Vinene kan leveres personligt i det nordvestlige Jylland (jeg bor i Thisted), i
    Københavns-området i dagene 9.-13. december eller, naturligvis, sendes/afhentes
    efter aftale.

    Henrik Permin, e-mail: hpetas@post4.tele.dk.
.4.
    Sælges: 9 flasker Château Mouton-Rothschild 1985. Har været opbevaret på engros-lager. Pris: 1200 kr. pr. flaske (prisen er indiskutabel).
    Brian Frederiksen, tlf.: 98 34 32 33, e-mail: brianf@post12.tele.dk
.5.
    Sælges: 6 flasker Vintage Port Adriano Ramos-Pinto 1924 og 2 flasker Château Mouton-Rothschild 1977 og 1994. Sælges gerne enkeltvis. Giv et bud.
    Kim-Ole Jørgensen, tlf.: 57 61 02 30, fax: 57 61 02 68, e-mail: kim-ole@get2net.dk.

Her finder du priserne på gamle flasker
Hvis du har nogle gamle flasker, som du gerne vil sælge eller købe via VinAvisens opslagstavle, kan du få et indtryk af prisniveauet ved at gå ind på hjemmesiden for Kjær & Sommerfeldts "Skatkammer" - på adressen www.skatkammervine.dk. Her er nævnt en masse vine med priser, der er afstemt efter aftale med sælgerne og i overensstemmelse med listerne fra de internationale auktionshuse.
Et enkelt søgesystem gør det nemt at finde frem til vin og årgang.

De flytter, de flytter ...
Den erfarne og kvalitetsbevidste vinmand Henrik Münchau fik ikke mange måneder som salgschef hos DZ Wine. Ligesom Malene Smith har han forladt Troels-Smith koncernen, men finder sikkert hurtigt en anden pind i vinbranchen.
Ny hos DZ Wine er Jens Grothkjær, der hidtil har haft et ansvarsfuldt job hos Philipson Wine.

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse yderst drikkeværdige vine:

Château Cadet Soutard, Saint-Émilion Grand Cru, Frankrig 1996
86,35 kr., Bordeaux Direct, tlf.: 43 52 79 13
Der er 13 procent i flasken, men denne udmærkede rødvin virker alligevel ikke over-muskuløs. Den er blød og imødekommende, sikkert fordi den - hvilket er usædvanligt selv i Merlot-distriktet Saint-Émilion - er lavet på 100 procent Merlot. Vinen har en tiltalende Bordeaux-næse og god, forfriskende frugt. Hos importøren kan man smage den, før man køber.

Luis Felipe Edwards, Cabernet Sauvignon, Colchagua, Chile 1997
59 kr., ViniPortugal, tlf.: 43 63 32 22
Meget dejlig og blød rødvin, der både i den kraftige duft og i smagen fremhæver alle Cabernet-druens kvaliteter. Vinen har en let sødme, som mange vil være glade for.

Château Haut Selve, hvidvin, Graves, Bordeaux, Frankrig 1997
129,75 kr., H.J. Hansen Vinhandel, tlf.: i Odense: 63 12 82 00, i København 35 42 43 11, og i Aalborg 98 12 52 90 - samt kæden Vinspecialisten, tlf.: 63 12 82 00
En fed og meget dejlig hvidvin, lavet på 50 procent Sémillon (hvilket gør den blød og lækker) samt 35 procent Sauvignon Blanc og 15 15 procent Sauvignon Gris (der bidrager med bid og friskhed). Yderligere har vinen gæret på fad og lagret på fad i ni måneder. Kvalitet helt igennem og en stor nydelse.

Virginie Marsanne, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1998
43 kr., Viniberia, tlf.: 38 86 26 46
Marsanne er en interessant hvidvinsdrue. Den stammer formentlig fra den nordlige Rhône-dal, hvor den kører parløb med druen Roussanne. I denne vin åbner den sig med en parfumeret duft lidt i retning af roser og en tør og frisk smag med mindelser om abrikos.

Château de Croignon, Bordeaux Supérieur, Frankrig 1997
49,95 kr. Det Franske Vinlager, tlf.: 43 50 04 00
En rødvin udelukkende på Merlot-druen - og derfor umiddelbart charmerende, forholdsvis let, afrundet og blød med god, frisk frugt og en let sødme. Det er faktisk er rigtig dejlig vin. Den ku' vi godt li'.

Marques de Griñon, Tempranillo, Mendoza, Argentina 1997
50 kr., Alta-kæden samt Prima-butikker (hvor man i denne uge får tre flasker for 120 kr.)
Import: ViniPortugal, tlf.: 43 63 32 22
Man spørger umiddelbart sig selv: Er dette en rioja? Og det er forståeligt, for denne glimrende argentinske rødvin er lavet på Rioja-druen Tempranillo, og den har også ligget på egefade. Vinen er dejlig blød og afrundet og vil være flot til kraftigere retter med kød eller krydderi eller stærkere oste. Den bør dog dekanteres, da der er ret meget vinsten i den - hvilket jo kun er et kvalitetstegn. Det viser, at vinen ikke har været kuldebehandlet.

La Gioiosa, Prosecco, Marca Trevigiana IGT, Italien
64 kr., Viniberia, tlf.: 38 86 26 46
En "vino frizzante" - altså en let perlende vin, lavet på druesorten Prosecco. Vinen, der er tappet på den nye Glaxa-flaske med dobbelt væg, har en let og fin perle og en meget forfriskende smag. Det vil være fortræffelig til receptioner, netop fordi den ikke står og bliver varm i den isolerende flaske.

Eftertryk er tilladt
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk