Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 47, 2000


Vin-aktuelt i uge 47
20. november - 26. november 2000
.
    Skænk vin - med omsorg
    En gruppe idealistiske mennesker har sat sig for at etablere hospicer for uhelbredeligt syge mennesker, og i deres arbejde har de taget vinen til hjælp i et projekt, de kalder "Hospice no.1", og som de lancerer under mottoet "Skænk et godt glas vin - med omsorg".
    Overskuddet fra salget af vinen går ubeskåret til seks hospice-projekter i henholdsvis Odder, Århus, Esbjerg, Odense og Slagelse samt på Sydfyn, og med inde i billedet er Chris-Wine, Danske Fragtmænd Sjælland, Skælskør Bank og InFront Marketing, der alle bidrager med aktivt arbejde.
    Vinen sælges fra og med fredag den 1. december hos alle de vinhandeler og købmænd/supermarkeder i hele landet, der ønsker at støtte den gode sag, uanset at forhandleravancen måske er en smule mindre end sædvanligt. Alle forhandlere opnår en god profilering sammen med den gode sag og optages blandt andet på hjemmesidens forhandleroversigt på adressen www.hospicevinen.dk. Listen tæller allerede 35 forhandlere inden "startskuddet".
    Yderligere vil tolv kendte restauranter fordelt i hele Danmark præsentere "Hospice no. 1" som Månedens Vin. Første restaurant bliver Divan 1 i Tivoli, der genåbner i forbindelse med julen.
    I næste nummer af VinAvisen fortæller vi mere om vinen, der koster 44,95 kr.
    Interesserede kan kontakte folkene bag projektet på info@hospicevinen.dk.

    Hvad er et hospice?
    Et hospice er for mennesker med en uhelbredelig fremadskridende sygdom, hvor al helbredende behandling er afsluttet, og med forventet kort levetid.
    Med det såkaldt frie hospicevalg fra 1. juli 2000 blev det vederlagsfrit at få et ophold på et af de tre af de eksisterende fire hospicer i Danmark. Beregninger foretaget af Ældre Sagen viser, at der i Danmark er et behov for måske 250 sengepladser, men i de tre hospicer er der kun 34 pladser. Der savnes hospicer i det meste af landet, og målet er foreløbig ét i hvert af de fjorten amter.
    Initiativgruppens arbejde og dens vin, "Hospice no. 1", fortjener al mulig støtte, og det vil vi give den her i VinAvisen i den kommende tid. Vi vender tilbage ...

Til kamp mod black goo
Det er nu godt, man ikke er vinbonde - med alle de problemer, det kan give. Tænkt fx, hvad Phaeomoniella chlamydospora kan afstedkomme!
Det er en svamp, der angriber vinstokkene og frembringer en tyk, klæbrig substans, som blokerer de kanaler, der fører vand og mineraler op i planten.
Nu har plantepatalogen, professor Pedro Crous ved universitetet i Stellenbosch i Sydafrika, hvor man kalder svampen "black goo", fundet en måde, hvorpå man hurtigt kan konstatere sygdommen.
Sygdommen findes latent i næsten alle vinstokke, så det er vigtigt for vinbønderne at vide, om stiklinger er sunde, før de bliver plantet ud i vinmarken. Tidligere tog det over fire uger at konstatere sygdommen. Nu er det muligt - ved hjælp af en slags DNA-fingeraftryk - at opdage svampen inden for 24 timer.
Det var professor Crous, der i 1995 opdagede sygdommen, som ifølge en artikel i Daily Mail kan udvikle sig til at være lige så farlig som plantelusen Phylloxera, der i 1800-tallets anden halvdel udslettede de fleste af Europas vinmarker.

Det haster med at få afgifterne ned
I Jyske Vestkysten skriver Mads Sandemann, at det haster med at få sat de danske afgifter på vin og spiritus ned. Han citerer den konservative Flemming Hansen, der er valgt i Vejle Amt:
Den nuværende regering vil åbenbart ikke tage fat på at få afgifterne til at nærme sig niveauet i Tyskland. Men der er ikke noget valg, da grænsehandelen vil stige eksplosivt, hvis vi ikke foretager os noget inden 2004, når tobak og spiritus frit kan tages med fra andre EU-lande.
Det kan faktisk være en god forretning at sætte afgifterne ned, som det er sket med parfumevarer. Her er salget herhjemme steget så meget, at den danske stat nu får mere i kassen end tidligere.

Stråler og kulde gør druer endnu sundere
Journal of Agricultural and Food Chemistry, der udgives af verdens største videnskabelige selskab, American Chemical Society, meddeler, at en lav bestråling med ultraviolet lys samt nedkøling af druerne, før der laves vin af dem, kan øge indholdet af den helsebringende antioxidant resveratrol mere end tre gange.
Denne spændende nyhed er resultatet af forskningarbejde på et statsligt laboratorium i Murcia i Spanien.
Resveratrol, der findes i drueskindet, forebygger kræft og anses for den egentlige grund til, at rødvin er sundt at drikke. Stoffet modvirker også et højt kolesteroltal, hjertekarsygdomme og Altzheimers Disease. I hvidvin er der ikke så meget af stoffet.

Rød haler ind på hvid
Hvor vi her i Danmark drikker mindre og mindre hvidvin, så fører hvidvinen stadig i Australien. Men ifølge Sydney Morning Herald taber den terræn. Sidste år steg antallet af solgte flasker rødvin med 13 procent, mens hvidvinen kun steg med 5 procent. 36,3 procent af salget var hvid bordvin, 34,7 procent var rød, mens resten var mousserende.
Tallene kommer fra Australiens største vin- og spirituskæde, Liquorland, der har i alt 444 butikker.
Merlot er en drue, der flytter flasker i Australien. Sidste år steg salget med 129 procent, mens druen Verdelho satte hvidvins-rekord med et 33 procent øget salg.
.
    Grand cru-slotte på besøg
    De muntre franskmænd på billedet til venstre er Marcel Ducasse fra Château Lagrange, 3. cru i Saint-Julien, Véronique Sanders fra Château Haut-Bailly, 1. cru i Graves, og Emmanuel Cruse fra Château d'Issan, 3 cru i Margaux, mens manden foran dem er pæredanske Jan Sørensen fra Erik Sørensens Vinhandel. Og anledningen var torsdagens store smagning i København af en lang række årgange fra de tre velkendte Bordeaux-slotte.
    De nyere årgange, der stadig er i handelen, viste stort potentiale, og hvad de med årene kan blive til, demonstrerede striben af ældre årgange tilbage til 1983. Det er klassiske bordeaux'er.
    Vi drøftede, hvor mange Parker-point vi skulle give vinene, men Véronique Sanders sagde med foragt i stemmen: - Kunne du forestille dig, at man gav Mozarts "Don Giovanni" eller Beethovens femte symfoni karakter efter en 100 point-skala?
    Så sagde vi ikke mere.
    Hos Erik Sørensen (tlf.: 39 62 61 67) koster en Lagrange 259 kr., en Haut-Bailly 279 kr. og en d'Issan 199 kr., alle i årgangen 1998, og det er vine, som skal ligge i hvert fald fire-fem år endnu.
.

.
Alle billederne er specielt optaget til bogen af fotografen Robin Skjoldborg.
    Grundig bog om Alsace
    Søren Franks netop udsendte bog "Vinene fra Alsace" (180 sider, Møntergården, 299 kr.) er ikke kun en meget lækker bog, smukt trykt og med flotte billeder. Det er også grundig bog, der kommer hele vejen rundt om det store emne. Her er alt, hvad der er værd at vide om Alsace og distriktets dejlige vine: Négocianter, kooperativer og domainer, de otte druesorter (når vi regner Chasselas med), crémant, grand cru'er, årgange og gastronomi. Et virkelig fornemt arbejde.
    Bag i bogen har Søren Frank lavet "en personlig klassifikation", hvor vinhuset Zind-Humbrecht ligger i spidsen, efterfulgt af Deiss, Weinbach, Trimbach (top- og domaine-vinene), Schoffit, Tempé, Bott-Geyl og Boxler. Yderligere er der en meget nyttig importørliste. Bogen anbefales på det bedste.
.
    Ny udgave af Carlo Merollis bog
    Sidste år udkom Carlo Merollis glimrende lille bog om Italiens vine, og den har åbenbart - og helt retfærdigt - solgt så godt, at den allerede er udkommet igen. Ikke bare i et nyt oplag, men i en ny 2. udgave med nye artikler og regionskort samt en virkelig nyttig liste over IGT-vine.
    IGT er en forkortelse for Indicazione Geografica Tipica - dvs. vine, der er typiske for egnen, de kommer fra, men (endnu) ikke er blevet ophøjet til appellationen DOC. Faktisk svarer de til de franske Vins de Pays, "landvine". Ifølge bogens liste er der 99 af dem.
    Bogen er udgivet på Gads Forlag. Den er på 410 sider og koster 249 kr.
.
Boblen brast
Champagne-folket brændte sig åbenbart på Millennium-halløjet sidste år. De sendte så meget champagne på markedet - i alt 327 millioner flasker - så supermarkeder overalt i verden stadig har svært ved at komme af med vinen. I alt 40 millioner flasker ligger usolgt.
Ifølge tal, udsendt i sidste uge af producentforeningen Comité Interprofessionel du Vin de Champagne (CIVC), er eksporten faldet markant. Samtidig er prisen på champagne faldet, og det samme er kursen på de store champagnehuse. Kursen på Laurent-Perrier er således - ifølge den britiske avis The Times - faldet med 27,7 procent i løbet af i år.
I Storbritannien er champagnen på udsalg, og i det franske Carrefour får man en gratis flaske Castellane champagne, når man køber tre.
.
.
    Stadig muligt at få
    gratis bog om Spaniens vine
    Spaniens Ambassades Handelsafdeling har stadig nogle eksemplarer af den gratis bog "Vine fra Spanien", og du kan få bogen tilsendt, hvis du beder om det i en e-mail til margarita.noguer@copenhague.ofcomes.mcx.es . Foruden dit navn, adresse og telefonnummer vil Margarita også gerne have at vide, om du er medlem af en vinklub.
    Midt i bogen er der et stort kort over samtlige vindistrikter i Spanien. Hvis du vil se det og eventuelt printe det ud, kan du finde det ved at klikke her.

Vernaccia er mange druer
I sidste nummer af VinAvisen citerede vi en artikel af Thomas Harder, der slog et slag for druen Vernaccia. I den anledning skriver en af vore norske læsere, Arnt Egil Nordlien:
Fint at dere har nevnt Vernaccia di Oristano, som er en meget god og ganske så ukjent vin. Dog vil jeg gjøre oppmerksom på en ganske vanlig misforståelse:
Vernaccia-druen, som brukes i Oristano, er ikke den samme, som brukes i San Gimignano. De har samme navn, men er to vidt forskjellige druer, som heller ikke er i slekt.
Faktisk finnes det mange druer i Italien, som heter Vernaccia, og ingen av disse er den samme, og ingen er heller i slekt med hverandre (det finnes jo også både hvite og røde).
Grunnen til, at alle bruker navnet Vernaccia (eller Vernatsch i tysk-talende deler), er, at dette betyr noe sånt som "noe der er
spesielt/særegent for et sted", altså noe, som er en lokal spesialitet.
Således er Vernaccia di Oristano en drue, der kun dyrkes på Sardinien ved Oristano, og den er meget lokal.

I Oristano går det en historie om, at Vernaccia-druen blev til, da St. Catarina gråt sine tårer over Oristano under pesten. Tårene blev til Vernaccia-druene, som senere blev til befolkningens trøst.

God årgang, ringe mængde
Høstrapporter modtaget fra Symington-familiens tre portvinshuse Dow, Graham og Warre fortæller samstemmende, at portvins-årgangen 1999 vil blive en af de virkelig gode.
Til gengæld bliver der ikke så meget af den. Det skyldes det ekstremt dårlige og kølige vejr i april med kulde og op til seks gange så meget regn som normalt. På en af Warre’s ejendomme bar hver vinstok i snit kun 190 druer.
Den ringe druemængde gav imidlertid stor koncentration i druerne med masser af aromastoffer og en god struktur i garvesyren. Mængden af most i forhold til drueskind var også usædvanlig lav, hvilket gav tykkere "hatte" i tankene end set i mange år. Dette førte uden tvivl til større udtræk af aromastoffer og farve under gæringen.

Sydafrikansk ægteskab
To store aktører i Sydafrika - Distillers og Stellenbosch Farmers' Winery Group (SFW) - forenede sig den 13. november til ét firma og gik i gang med at skaffe sig af med en meget stor del af deres ansatte. Alle har fået besked på at søge deres egne stillinger.
Fusionen menes at gå glat igennem, eftersom det store finansieringsselskab Rembrandt og de forenede kooperativer, KWV, ejer 60 procent af begge firmaer, og South African Breweries har 30 procent af dem begge.
Dog - i sidste uge indklagede vin- og spiritus-giganten Seagram sammenslutningen for Sydafrikas konkurrence-kommission. Seagram mener, at der er tale om en fusion, og at den vil skade Seagram’s markedsandel.

Rioja sænker priserne
Ifølge Financial Times er Rioja’s producenter i gang med at sænke deres priser for at kunne erobre tabte markedsandele tilbage.
Indtil nu er salget faldet næsten 25 procent - og priserne steget næsten 200 procent. Det sidste på grund af mangelen på druer.
I år har høsten dog være god rent mængdemæssigt, idet produktionen af druer er øget 34 procent til 410 millioner kilo.
.
..........

De vandt i vinsmagningen
Så blev VinAvisens on line-vinsmagning afsluttet, og i alt fik vi bedømmelser på 516 vine. Konkurrencen gik jo ud på at smage vinene og fortælle, hvor mange stjerner den enkelte vin har fået i "Vinnøglen", der udkommer i dag, mandag. Det eneste deltagerne vidste var, at vinene enten var udnævnt til at være "gode køb" eller "træffere". Men lad os tage hver vin for sig og dels fortælle, hvad "Vinnøglen" skriver om vinen, dels afsløre hvem der vandt tolv flasker af vinen.

Torres Gran Viña Sol, Chardonnay, Penedès, Spanien 1998, 67,95 kr., Bacardi-Martini (tlf.: 44 86 66 44)
Vinnøglen: Træffer, ***** Her er vinen, du skal skænke op til den indledende ret, hvis du ved et lille selskab skal have en flot start. Et lille mesterstykke fra Katalonien, der byder på nogle af de bedste spanske vine. Duften bedårer, farven er fængende, og kraft er der i kroppen med en flot finale.
Vinder: Flemming K. Nielsen

Tierra del Sol, Tannat / Merlot, Uruguay 1999, 40 kr., Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65)
Vinnøglen: Godt køb, **** Det er ikke hver dag, man har lejlighed til at smage en vin fra Uruguay. Dette sydamerikanske land har et godt vinklima, og det fik panelet til at se stjerner. Vinen har en god duft, en rund og kraftig smag og en tør eftersmag. Tannat-druen bruges meget i Uruguay og sammen med Merlot tilføjer den vinen den charme, som bedømmerne faldt for.
Vinder: Claus Westergaard

35 Sur, Cabernet Sauvignon, Viña San Pedro, Lontué Valley, Chile 1998, 59,75 kr., Fakta
Vinnøglen: Godt køb, **** Betegnelsen 35 Syd fortæller om vinens geografiske beliggenhed i Chile på den 35. sydlige breddegrad. Hvorfor sukke og klage, hvorfor forsage, når man for penge små så herlig en vin kan få? Cabernet Sauvignon med farve, fedme, lethed og dog fuld af smag. Vinøs eftersmag.
Vinder: Henrik Skovhus Jensen

Mystic Cliffs, Shiraz, Californien 1997, 54,95 kr., FDB
Vinnøglen: Godt køb, **** En persisk digter skrev for århundreder siden: - Jeg forstår ikke vinhandlere. Hvordan kan man sælge det bedste man har? Han tænkte på Shiraz druen, der stammer fra Persien. Denne Shiraz har vokset i Californiens jord. En fuldblods vin med fylde og delikatesse.
Vinder: Anders Mejer Jensen

Linden Estate, Merlot, Esk Valley Merlot, Hawke's Bay, New Zealand 1997, 99,50 kr.
GrandVin (tlf.: 43 46 99 00)
Vinnøglen: Godt køb, **** Dejlig vin. Man kan sandelig få flotte rødvine fra New Zealand. Her mødes man af en intens bærduft, og man får en kropstung, men dog elegant vin. Man glæder sig over dens farve, tørhed og fylde. Merlot-druen giver meget fra sig i denne unge vin, som skal nydes i sin ungdommelige pragt.
Vinder: Jan Klinkby Marcussen

Ernest & Julio Gallo, Turning Leaf, Cabernet Sauvignon, Sonoma County, Californien 1995, 99 kr.
Taster Wine (tlf.: 43 45 14 22)
Vinnøglen: Træffer, ***** Brødrene Ernest og Julio Gallo har forlængst slået deres navne fast som producenter af første klasses vine. Denne Cabernet Sauvignon understreger dette. Flaskens fine form og udstyr vækker forventninger, som til fulde indfries. Vinens mørke farve, dens dybe smag og fine afstemte syre ender ud i en lang smuk eftersmag. Meget bedre kan det vel næppe gøres.
Vinder: Benny Kristensen
.
    .
    Den danske vinbranche
    * Viniberia har ansat Niels Ole Petersen pr. 1. 12. 2000 som indkøbschef. Her vil han være ansvarlig for indkøb af vin fra alle lande undtagen fra Frankrig, Chile og Tyskland, hvorfra indkøb fortsat vil blive varetaget af Freddy Stig Hansen ved siden af dennes job som salgschef. Niels Ole Petersen har bestridt flere topjobs i branchen, bl.a. som indkøbschef hos Vingros og FDB.
    * Nyheder fra den danske vinbranche bedes sendt til anker@vinavisen.dk - men redaktionen forbeholder sig naturligvis ret til at afgøre, hvad der er relevant stof at bringe ...
..

Ugens fund: De bedste vine
Til denne uge har VinAvisens smagepanel fundet disse yderst drikkeværdige vine:

Delicato, Syrah, Californien 1998
60 kr., Viniberia, tlf.: 38 86 26 46
Denne rødvin fik sølvmedalje i The International Wine Challenge, og det har den uden tvivl fortjent. Det er en flot vin, blød og fyldig, fed og glat, med dejlig frugt og en let sødme. Den har fået en tilpas diskret fadlagring.

Delicato, Merlot, Californien 1998
60 kr., Viniberia, tlf.: 38 86 26 46
Af alle de rødvine, vi har smagt i nyere tid, er denne den sødeste. Den er ikke sød, men den har en liflig sødme, som gør, at mange sikkert vil finde den meget imødekommende og dejlig. Absolut anbefalelsesværdig.

Tittarelli Sangiovese, Argentina 1997
55 kr., Østjysk Vinforsyning, tlf.: 86 98 84 00
Jo, man kan også lave Sangiovese-vine andre steder end i Italien. Denne argentinske rødvin præsenterer druen på bedste vis. Den er blød og meget frugtagtig med nuancer af kirsebær, krydderurter og sorte bær. Glimrende til prisen.

Viu Manent, Malbec, Colchagua Valley, Chile 1998
49,95 kr., Philipson Wine, tlf.: 70 22 68 88
En dejligt afrundet chilensk rødvin på den franske Malbec-drue, der jo ellers er blevet hofdrue i nabolandet Argentina. Her fremtræder den på bedste vis med god frugt og en diskret fadlagring med mindelser om brombær, karamel og krydderier.

Disse vine fandt vinskribenterne
Her kommer listen over nogle af de vine, som vinskribenterne har fremhævet. Listen gentages og suppleres uge efter uge, og når en henvisning har stået i tre uger uden yderligere tilføjelser af bladnavne, sletter vi den.
Ved samtlige vine har vi anført importørens eller forhandlerens telefonnummer, så man nemt kan ringe op og spørge, hvor vinen fås.

HVIDVINE
Chablis, Eugène Vernion, Frankrig 1999 til 79,95 hos Gobi, SuperStore og Prima. (B.T./45)
Château de la Cantrie, Muscadet de Sèvre-et-Maine sur Lie, Frankrig 1999 til 44 kr. hos Erik Sørensen (tlf.: 39 62 61 67). (Politiken/45)
Le Grand Pêcheur, Sauvignon Blanc de Bordeaux, Frankrig 1999 til 55 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65). (Alt for Damerne/45)
Nekeas, Chardonnay, Navarra, Spanien til 70 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (Nordjyske Stiftstidende/45)
Saint Clair, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand 1999 til 69 kr. fra Bichel Vine (tlf.: 86 22 94 00). (JP-København/46)
Villa Maria, Sauvignon Blanc, New Zealand 2000 til 90 kr. hos Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Århus Stiftstidende/46)
Villa Maria, Private Bin, Chardonnay, East Coast, New Zealand 1999 til 90 kr. hos Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Århus Stiftstidende/46)
Weingut Alzinger, Dürnsteiner Riesling, Federspiel, Østrig 1999 til 135 kr. hos Østrigsk Vinimport (tlf.: 86 83 61 62). (JP-København/46)

RØDVINE
Allegrini, La Grola IGT, Italien 1997 til 125 hos Adriat Vinimport (tlf.: 38 86 37 47). (Jyllands-Posten/46)
Andrew Garrett, Chardonnay, South Eastern Australia 1998 til 79,75 kr. hos Skjold Burne. (ErhvervsBladet/44)
Beaujolais Villages, Jean Bernard, Frankrig 1998 til 49,95 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (ErhvervsBladet/46)
Carmen, Cabernet Sauvignon, Chile 1998 til 62 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Frederiksborg Amts Avis/43, JP København/43, Berlingske Lokalaviser/44)
Château Benitey, Saint-Émilion, Frankrig 1997 til 65 kr. fra Chris-Wine (tlf.: 43 43 65 65). (Alt for Damerne/45)
Château de Lancyre, Côteaux du Languedoc, Frankrig 1997 til 65 kr. hos Lars Bjørn (tlf.: 39 64 30 00). (JP København/45)
Château de Valcombe, Costières de Nîmes, Frankrig 1998 til 64,75 hos Jysk Vin (tlf.: 86 40 44 44). (JP København/44)
Châteauneuf-du-Pape, Fontroche, Frankrig 1998 til 119,95 kr. i Føtex og 116,95 kr. i Bilka. (Nordjyske Stiftstidende/44)
Corte Aleardi, Valpolicella Classico Superiore, Italien 1997 til 84 kr. hos Dansk Vinforsyning (tlf.: 56 29 30 00). (Jyllands-Posten/46)
Costers del Gravet, Tarragona, Spanien 1998 til 100 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60). (Information/46, Politiken/46)
Dieu Donné, Cabernet Sauvignon, Sydafrika 1999 til 90 kr. fra Drinkit Vinimport (tlf.: 45 42 19 00). (Børsen/44)
Domaine Beaurenard, Châteauneuf-du-Pape, Frankrig 1998 til 149 kr. hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60). (Jyllands-Posten/44)
Domaine de Piaguier, Les Reamières, Vin de Pays de Vaucluse, Frankrig 1998 til 45 kr. hos Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Mad & Bolig/44)
Domaine de Grands Devers, Syrah, Côtes du Rhône, Frankrig 1998 til 60 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Politiken/46)
Domaine la Remejeanne, Côtes du Rhône, Frankrig 1999 til 239 kr. for 5 liter i karton fra Bichel Vine (tlf.: 86 22 94 00). (Århus Stiftstidende/45)
Domaine Robert Vic, Cuvée Selection, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1999 til 49,50 i Rungsted Vinhandel (tlf.: 45 57 03 20). (Mad & Bolig/44)
Don Navarro, Tempranillo, Gran Reserva, Valdepeñas, Spanien 1991 til 59,75 hos Skjold Burne (B.T./44)
Finka El Tosal, Enrique Mendoza, Alicante, Spanien 1996 til 99 kr. for 3 flasker i Super-Brugsen. (Politiken/45)
Gallo Sonoma, Frei Ranch Vineyard, Zinfandel, Dry Creek Valley, Sonoma, Californien 1997 til 159 kr. fra Taster Wine (tlf.: 43 45 14 22). (Berlingske Tidende/44)
Guelbenzu Evo, Navarra, Spanien 1998 til 116 kr. fra Kjær & Sommerfeldt (tlf.: 70 15 65 00). (Frederiksborg Amts Avis/45)
Homenaje, Crianza, Navarra, Spanien 1996 til 55 kr. hos Grand Vin (tlf.. 43 46 99 00). (Berlingske Tidende/46)
Il Sestante, Tommasi, Valpolicella Classico Superiore, Italien 1995 til 89 kr. hos DZ Wine og Vinbonden (tlf.: 38 11 44 33). (Berlingske Lokalaviser/45)
Les Salices, Merlot, Vin de Pays d'Oc, Frankrig 1998 til 49, 75 kr. fra House of Wine (tlf.: 44 66 23 11). (Mad & Bolig/44)
Les Terres Ocres, Côtes du Rhône, Frankrig 1999 til 40 kr. i ISO, Suma, BS, Superstore, Gobi og Prima. (JP København/44)
Limestone Coast, Lindemans, Australien 1998 til 69,95 i Føtex. (ErhvervsBladet/44)
Marco Real Homenaje, Reserva, Navarra, Spanien 1995 til 75 kr. hos GrandVin (tlf.: 43 46 99 00). (ErhvervsBladet/45)
Marques de Monistrol, Cabernet Sauvignon, Penedès, Spanien 1997 til 55 kr. fra Vinens Verden (tlf.: 66 14 44 48). (Frederiksborg Amts Avis/43, Berlingske Lokalaviser/44)
Mateus Signature, Douro, Portugal 1998 til 100 kr. for tre flasker i Føtex. (Politiken/45)
McDowell, Syrah, Mendocino, Californien 1997 til 70 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Jyllands-Posten/45)
Moyston, Cabernet/Shiraz, Seppelt, South Eastern Australia 1998 til 35 kr. i Fakta. (Fyens Stiftstidende/44)
Nekeas, Reserva, Navarra, Spanien 1996 til 89,95 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (ErhvervsBladet/45)
Oligitum, Crianza, Bodega Piedmonte, Navarra, Spanien 1995 til 42 kr. fra Viniberia (tlf.: 38 86 26 46). (Århus Stiftstidende/44)
Paralèle 45, Jaboulet, Côtes-du-Rhône, Frankrig 1998 til 100 kr. for 2 flasker hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60). (Politiken/46)
Pasqua, Casterna, Valpolicella Classico Superiore, Italien 1997 til 55 kr. hos Amka (tlf.: 86 41 96 00). (Jyllands-Posten/46)
Peter Lehmann, The Barossa, Chardonnay, Australien 1998 til 89 kr. hos Kjær & Sommerfeldt (tlf.: 70 15 65 00). (ErhvervsBladet/44)
Piedmonte, Reserva, Navarra, Spanien 1995 til 59,95 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (ErhvervsBladet/45)
Plaisir de Merle, Cabernet Sauvignon, Paarl, Sydafrika 1997 til 110 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (Nordjyske Stiftstidende/45)
Plaisir de Noël, Vin de Pays d'Oc, Frankrig til 42,50 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (Frederiksborg Amts Avis/45)
Primitivo di Manduria, Archidamo, Pervini, Puglia, Italien 1998 til 100 kr. for 2 flasker hos Gobi (tlf.: 36 13 00 60). (Politiken/44)
Rosso di Montalcino, Agriano, Italien 1998 til 80 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Politiken/44)
Santa Rita, Casa Real, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile 1997 til 289 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (Børsen/44)
Sena, Mondavi og Chadwick, Central Valley, Chile 1997 til 418 kr. fra Scanwine (tlf.: 63 17 18 73). (Børsen/44)
St.Francis, Zinfandel, Old Wines, Sonoma, Californien til 195 kr. hos Philipson Wine (tlf.: 70 22 68 88). (Berlingske Tidende/45)
Tarapacá, Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile 1999 til 150 kr. for 3 flasker hos Skjold Burne. (Politiken/46)
Vignerons de Beaumes de Venice, Terroir du Trias, Côtes du Rhône Villages, Frankrig 1997 til 88 kr. hos Dahms Vinimport (tlf.: 48 71 78 74). (JP København/44)
Villa Antinori, Chianti Classico, Italien 1997 til 99,95 kr. fra Maxxium Danmark (tlf.: 43 22 55 00). (Berlingske Lokalaviser/46)
Wynns Coonawarra Estate, Shiraz, Coonawarra, Australien 1997 til 64,95 kr. i Føtex og Bilka. (Berlingske Tidende/44)

MOUSSERENDE VIN
Pol Roger, Champagne, Frankrig til 238 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (Information/45)

SPECIALITETER
Alampre, Fonseca, Moscatel de Setùbal, Portugal 1996, hedvin til 50 kr. i Netto. (Politiken/44)
East India Fine Rich Madeira, Justino Henriques, Madeira, Portugal, hedvin til 60 kr. fra Amka Vinimport (tlf.: 86 41 96 00). (Fyens Stiftstidende/46)
Kopke Colheita, Douro, Portugal 1992, portvin til 55 kr. (50 cl) hos Aldi. (B.T./46)
Pol Roger, Champagne, Frankrig til 238 kr. fra Sigurd Müller Vinhandel (tlf.: 98 18 50 99). (Information/45, Frederiksborg Amts Avis/46)
Sandeman, Don Fino, sherry til 96 kr. fra Kjær & Sommerfeldt (tlf.: 70 15 65 00). (Mad & Bolig/44)

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Det gælder kun vore nyheder fra vinens verden, ikke de vurderinger og udtalelser om vine, som landets vinjournalister citeres for. Og angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: VinAvisen på Internet-adressen www.vinavisen.dk.