Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 09, 2007





Vin-aktuelt i uge 9
26. februar til 4. marts 2007
...............

...............
Vil du have vores løbeseddel?
Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden.
Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.


VinAvisen uge 08
VinAvisen uge 07
VinAvisen uge 06
...............
...............
Vin er en fødevare
Et udspil til en ny lov fra den spanske regerings side fik i forrige uge landets vinindustri til at se rødt.
Det nye lovforslag gik ud på at forbyde reklamer for såvel spiritus som vin med den begrundelse, at reklamerne kunne lede mindreårige ud i et misbrug. De spanske vinbrancheforeninger gav straks svar på tiltale:
For det første kan man ikke slå stærk alkohol og vin sammen over én kam.
For det andet er vin en del af spansk kultur og ligefrem sundt for helbredet.
Og for det tredje vil en sådan lov være i modstrid med en anden spansk lov fra 2003, der definerer vin som en fødevare.
Regeringen burde således helt og holdent se bort fra vin i tilfælde af skrappere reklameregler.

Lovændring lagt på hylden
Det har været umuligt for den spanske regering at nå til enighed med repræsentanterne for landets vinindustri. Og nu har den så ifølge Just Drinks bebudet, at planerne om en lovændring foreløbig er lagt på hylden.
Årsagen er sandsynligvis, at et valg er lige om hjørnet, men beslutningen vækker ikke desto mindre glæde blandt de spanske vinfolk – og, som nogle af dem siger, så ville det måske være en langt bedre løsning at lære de mindreårige at drikke med måde.
...............
    Hitler under hammeren
    Hvert år den 20. april, da Adolf Hitler fejrede sin fødselsdag, gav han sine øverstbefalende nazi-officerer en flaske "Führerwein" med et billede af sig selv på etiketten. Så kunne de sammen med familien skåle på fødselsdagsbarnets ve og vel ved middagsbordet – eller de kunne gemme flasken, hvilket nogle af officererne gjorde.
    For nogen tid siden dukkede en sådan flaske vin op i en garage i Frankrig. Den stammede fra Hitlers 54 års fødselsdag i 1943, og finderen, en brite med næse for klenodier, besluttede sig straks for at sælge den. I weekenden gik den ifølge WineSpectator for et hammerslag på lige over 44.000 kr. hos det britiske auktionshus Plymouth Auction Rooms.
    Hvis den anonyme køber skulle få lyst til at smage på rødvinen – en såkaldt Schwarzer Tafelwein (sort bordvin) – skal han, efter vinens mangeårige ophold i garagen, nok indstille sig på en oplevelse, der er lige så vederstyggelig som manden på etiketten.
...............
Fremad for fransk vineksport
De franske vinproducenter kan glæde sig over en rekordhøj stigning i eksporten af vin og spiritus.
Ifølge foreningen af eksportører, Federation des Exportateurs de Vins et Spiritueux de France (FEVS), steg eksporten af almindelig fransk rød- og hvidvin sidste år med 10% til 3,9 milliarder euro (cirka 28 mia dkr.), mens champagne toppede med et salg på 2,1 mia euro (15,6 mia dkr.), hvilket er en stigning på 15%.
Når det gælder spiritus, blev der eksporteret for 16,4% mere, så salget nåede op 2,6 mia euro (cirka 19,4 mia dkr.).
Eksporten til Kina steg med 44,8% til 101 millioner euro (cirka 753 mio dkr.), hvilket er den største stigning, når det drejer sig om de enkelte aftagerlande.
Til USA, der er Frankrigs største eksportmarked, blev der eksporteret 22,2% mere vin og spiritus end i 2005.
Alt i alt rundede indtægterne på eksporten sidste år 8,7 mia euro (cirka 64,9 mia dkr.), hvilket var en forøgelse på 13%.

Ansatte i Champagne kræver højere løn
Der er både bobler og bryderier i luften over Champagne i øjeblikket. Lønforhandlingerne mellem de store champagnehuse og de ansattes fagforeninger er nemlig brudt sammen, hvilket foreløbig har resulteret i en demonstration i Reims med deltagelse af 1000 ansatte samt arbejdsnedlæggelser i enkelte vinhuse.
Hvor fagforeningerne ifølge Just Drinks har krævet en lønstigning på 2,2% om året, vil vinhusene kun gå med til 1,5% i forhold til året før.
Desuden er der stor utilfredshed med en ordning, hvor nyansatte i de første tre måneder får en løn, der er lavere end den franske minimumsløn. Den ordning skal fjernes, mener fagforeningerne, der slet ikke kan forstå, at champagnehusene kan tillade sig at afvise deres lønforhandlingskrav efter den rekordhøje indtjening, husene har haft på deres bobler i 2006.
...............
    Sogrape forlader G7
    Siden 1992 har syv store portugisiske vinfirmaer haft en sammenslutning med det formål at fremme eksporten af portugisisk vin. Gruppen kalder sig G7 og består af vinhusene Aliança, Aveleda, Bacalhôa, Finagra-Esporão, José Maria da Fonseca, Messias og Sogrape.
    Nu har Sogrape meldt sig ud, hvilket må siges at være et hårdt slag for gruppen, idet Sogrape sælger lige så meget som de seks andre vinhuse tilsammen.
    Ifølge Wine Business mener Sogrape, at det er nødvendigt med nye ideer i markedsføringen.
    De resterende seks vil måske optage et nyt vinhus i gruppen, så den stadig kan kalde sig G7.
    ..............

............
Slottet på etiketten er det pittoreske barokpalads Mateus fra 1610. Ejeren fik i sin tid tilbudt en halv escudo pr. flaske, men han troede ikke på den lyserøde vin, så han ville hellere have et beløb én gang for alle. Senere ærgrede han sig naturligvis.
    Takket være den lille buttede flaske
    At Sogrape er blevet så stor skyldes vinen Mateus Rosé, det på et vist tidspunkt var verdens største vinmærke. Den blev skabt i 1942 af Fernando van-Zeller Guedes (1903-87), der havde en god næse for, hvad den store verden gerne vil drikke.
    – Næsten alle mennesker påstår, at de foretrækker en tør vin, sagde han, – men enhver blindsmagning viser, at de fleste ønsker en vin med en lille smule sødme.
    Så Mateus blev en sødlig vin – selv om den i de seneste år nu er blevet mere og mere tør.
    Senhor Guedes’ valgte også den karakteristiske Mateus-flaske. Med sin flade dråbeform minder den om tyskernes Bocksbeutel, men Mateus’ flaske har en anden historie end den tyske. Den er kopieret efter den gamle cantil til vand, som portugisiske soldater havde med sig i felten.

    Tyskernes Bocksbeutel
    Og hvordan er så historien om tyskernes Bocksbeutel? Direkte oversat betyder ordet bukkepung, og med lidt god vilje kan flasken da også godt minde om, hvad en gedebuk har mellem bagbenene.
    Der er dog flere teorier. Nogle mener, at flasken oprindelig var en "bukseflaske", som landsknægtene bar, andre at det var en Buchbeutel (bogflaske), som munkene havde med på pilgrimsrejser.
    Og atter andre hævder, at flasken blev opfundet af nogle nonner, fordi den nemmere kunne være i deres lommer, når de skulle ud på sygebesøg.
................
Tysk rødvin på vej retur
Når de tyske vinproducenter anlægger nye vinmarker, er det i stigende grad vinstokke med hvidvinsdruer, der bliver plantet. Rødvinsdruerne og dermed fremstillingen af rødvin er ifølge WeinReporter for nedadgående.
Mens arealet med hvidvinsdruer voksede, skrumpede vinmarkerne med rødvinsdruer ind for første gang i 25 år. Ændringerne er dog foreløbig til at overse.
Riesling, der er den mest udbredte hvidvinsdrue på tysk jord, bredte sig over 14.880 hektar i 2005 – sidste år øgedes arealet med yderligere 430 hektar. Også hvidvinsdruer som Weissburgunder og Grauburgunder breder sig over stadig større arealer.
De tyske forbrugere er da også i stigende grad mere til hvidvin end til rødvin. Hvor salget af tysk hvidvin i 2006 steg med 3,3% i mængde i forhold til året før, var der en tilbagegang på 1,2% at spore i salget af landets rødvine.
.
Hvad betyder appellationen for dig?
Vi kan vel ikke blive uenige om, at det er godt med appellationer – at man lovmæssigt afgrænser vindistrikter og beskytter deres navne. Men sådan i det daglige ... Kigger vi på appellationen, når vi står over for en flaske på butikshylden?
Lad os se, hvordan VinAvisens læsere har det med det. Vi laver en lille rundspørge. Sæt en prik i skemaet herunder, og tryk på send-knappen. Resultatet bringer vi i næste uge.
OBS: Denne meningsmåling er afsluttet.
.............
Følg vinhøsten på Internettet
Hvis man er træt af snedriver og gerne vil drømme sig til lunere himmelstrøg, kan man tænde computeren og direkte på internettet følge med i årets vinhøst i Sydafrika.
Indtil videre har to af landets vinhuse valgt at vise optagelser fra dagens høstarbejde og vinfremstilling på deres websider med masser af kommentarer til, hvad der foregår.
Det drejer sig om vinhusene Vilafonté, der for nylig havde premiere på sin Harvest Webb TV, og Jordan i Stellenbosch, hvis høstarbejde kan følges på Winefilms.
Ifølge WOSA (Wines of South Africa) vil flere sydafrikanske vinhuse højst sandsynligt følge i kølvandet på det smarte initiativ.

Så meget mere spansk vin
I årtusindets første år var der en fremgang i eksporten af spansk vin, men af tallene for 2006 fremgår det, at fremgangen nu er bremset lidt op. Faktisk er eksporten ifølge Wine Business faldet 1% i mængde, mens den til gengæld er steget 4% i værdi.
Eksporten af bulkvin faldt i mængde med 5%, mens vine med appellation steg med 3%.
I 2000 eksporterede spanierne 9 millioner hektoliter; i 2006 lå tallet på 14,2 mio hl – en stigning på 57%.
I 2000 eksporterede spanierne for 1,26 milliarder euro; i 2006 lå eksporten på 1,6 mia euro – en stigning på 31%.
Eksportprisen pr. liter vin lå i 2000 i gennemsnit på 1,39 euro; i 2006 lå den på 1,14 euro – et fald på 18%.

Problemer i Mendoza
Vejrfænomenet El Niño har skabt problemer for årets argentinske vinhøst, der nu går i gang. Vejret har medført en øget fugtighed og har sendt iskolde vinde med hagl ned over vinmarkerne i Mendoza.
Flere uvejr med haglbyger har ramt regionen siden december, senest den 9. februar, hvor Luján de Cuyo, en egn med Malbec-druer af høj kvalitet, blev ramt. Her ligger marker, der blandt andet tilhører bodegaerne Carlos Pulenta, Norton og Escorihuela.
Ifølge Wine Spectator rammer haglbygerne meget tilfældigt – ofte kun nogle enkelte rækker vinstokke, mens naboerne går fri. Løvet ødelægges, så det ikke kan fange sollyset og sende næring til druerne, og værst af alt: latente knopper, der skal sikre næste års høst, bliver ødelagt.
På mange argentinske vinmarker har man beskyttet vinstokkene mod hagl med store net. Og efter et haglvejr er der et stort arbejde med at fjerne ødelagte druer, så de ikke spreder råd.
.............
Bliv klog på australsk vin
Wine Australia har netop lanceret et særligt uddannelsesprogram på Internettet. "World Class", som programmet hedder, indeholder både enkel information til dem, der gerne vil lære noget om Australiens druer og vinområder, og mere dybdegående oplysninger om vindyrkning og vinfremstilling.
Derudover byder websiden på kortfilm med interviews med 24 vinproducenter.
"World Class" bliver snart oversat til hele seks forskellige sprog. Adressen er www.wineaustralia.com.
...............
.............
Luftfotografiet af Riquewihr – en af verdens dejligste vinbyer. Billedet er langt skarpere end det, der ligger på Google Earth. Den middelalderlige befæstning mod vest, nord og øst ses tydeligt. Men det er ikke muligt at zoome helt ned for at se de mange turister, der sidder og nyder et glas hvidvin uden for knejperne i hovedgaden.
    Zoom ind på Riquewihr
    Det gamle vinfamilie Hugel i Alsace har lavet noget nyt på sin hjemmeside, nemlig et interaktivt kort over egnen omkring vinbyen Riquewihr. Kortet fremtræder som et skarpt luftfotografi, og man kan zoome ind på byen og vinmarkerne i indtil fire ganges forstørrelse af det her gengivne udsnit.
    Man kan også få vist beliggenheden af Hugels egne vinmarker, og her er med farvekoder angivet hvilke druer, der gror hvor.
    Endelig kan man komme til at se de utroligt mange forskellige former for jordbund, der findes i landskabet. De siger selv dernede, at i Alsace er jordbunden lige så kompleks som områdets historie.
    Hugel er ikke vilde med grand cru-begrebet, men ikke desto mindre ejer familien en stor del af grand cru-markerne Schoenenbourg og Sporen. Schoenenbourg er skråningen lige nord for bymuren.
...............
Grüner Veltliner led i varmen
Sidste år var Østrig begunstiget med en lang, tør sommer, der varede høsten over. Og det var både godt og skidt. Det var godt, når det gjaldt rødvinsdruerne, der stortrivedes i det dejlige vejr, og høsten var hele 11% større end i 2005.
Til gengæld var vejret ikke lige sagen for hvidvinsdruen Grüner Veltliner, der breder sig over hele 17.500 hektar jord og dermed er den mest udbredte druesort i Østrig. Varmen i juni var simpelt hen for meget for de blomstrende vinstokke, og mange af blomsterne var ikke i stand til at sætte frugt.

Høj kvalitet i vente
Hvert år fremstilles der ifølge WeinReporter 1,4 millioner hektoliter hvidvin i Østrig, men på grund af den ringe høst af Grüner Veltliner blev produktionen 7% mindre i 2006 end i året før. Og tager man gennemsnittet for de sidste fem år, var den høstede mængde hele 20% lavere.
Til gengæld kan samtlige vinproducenter af både rød- og hvidvin glæde sig over, at årgang 2006 sandsynligvis bliver af rigtig god kvalitet – netop fordi varmen har givet dejligt modne druer.
...............
    Flot andenplads til flaskedesign
    Vi er ganske vist en VinAvis og ikke en ØlAvis, men vi må nu alligevel lige fortælle, at Nørrebro Bryghus ved en stor europæisk designkonkurrence er løbet med en andenplads for sit formfuldendte ølflaske-design. Det skete i forbindelse med overrækkelsen af tidsskriftet Design Week's årlige designpris den 19. februar i London.
    Konkurrencen bestod af flere kategorier, hvor ølflaskerne, der er designet af Punktum Design, blev bedømt i kategorien "branding og emballage". Og her var en andenplads rigtig flot, når man tænker på, at flaskerne var oppe imod ikke mindre end 1200 andre designede bidrag.
    Vinderen af den samlede konkurrence og dermed af prisen blev Apple med firmaets iPod.
...............
    De går ind for skruelåg
    I sidste uge fortalte vi, at Erik Sørensen Vin på sin hjemmeside har indlagt en speciel side med foreløbig tyve vine, der alle har skruelåg. Samtidig tilbød vi at oprette en liste over firmaer, der tager ideen op, og allerede i den forløbne uge meldte Pedersborg Vin sig. Så nu er der to på listen:
    Erik Sørensen Vin
    Pedersborg Vin
    Vi optager gerne andre importører på vores liste, hvis de på deres hjemmeside har en særlig side med mindst ti skruelågs-vine. Skriv venligst til anker@vinavisen.dk.
...............
Australsk sværvægter går over til skruelåg
Det australske vinhus Rosemount Estate går i løbet af de næste to år helt og holdent over til Stelvin skruelåg på samtlige vinflasker – lige fra de almindelige vine til de røde flagskibe Balmoral Shiraz og Mountain Blue Shiraz-Cabernet, der er vine til flere hundrede kroner stykket.
Alt i alt er der ifølge WeinReporter tale om rigtigt mange flasker – sidste år fremstillede Rosemount Estate 40 millioner.
Vinhuset, der er grundlagt af Robert Oatley i 1969, har i de sidste fem år været en del af Southcorp, Australiens største vinfirma, der igen ejes af bryggerikoncernen Foster’s.
...........
    Boblerne fra Bourgogne vinder terræn
    Det er ikke kun boblerne fra Champagne, der går deres sejrsgang rundt om i verden. Også Crémant de Bourgogne indtager det internationale marked med stormskridt.
    I 2006 blev der således eksporteret 3 millioner flasker af den mousserende vin fra Bourgogne-distriktet, hvilket i forhold til året før var en stigning på 37% i værdi og 15% i mængde. Og det er slet ikke dårligt, når man tænker på, at vinen kun har haft sin appellation siden 1975.
    Det er Tyskland, Belgien og Storbritannien, der er de største aftagerlande af den sprudlende vin, men også skandinaverne, amerikanerne og japanerne sætter i stigende grad boblerne fra Bourgogne på bordet.

    En opfindelse fra 1800-tallet
    Der bliver fremstillet crémant – fransk for "let skum" – i mange franske vindistrikter, blandt andet i Alsace, og vinen fremstilles nøjagtigt ligesom champagne, hvilket blandt andet vil sige, at den gennemgår en andengæring på flaske.
    Den første flaske Crémant de Bourgogne blev skabt i 1826 af brødrene Petiot. Og den blev solgt under navnet "Fleur de Champagne". Det ville ikke gå i dag. Selv om boblerne bliver fremstillet efter champagne-metoden, er det kun vinhusene i Champagne-distriktet, der må anvende betegnelsen champagne.
............
Til vinsmagning på slottet
I weekenden den 12-13. maj er der mulighed for at smage mere end 100 vine fra nogle af Bordeauxs store vinslotte. Det foregår i en stor bygning ved Gironde-flodens bred midt i Bordeaux by.
Det er foreningen Union des Grands Crus de Bordeaux, der arrangerer "Le Weekend des Grands Amateurs", og man kommer til at smage årgang 2004 samt en årgang fra mellem 1996 og 2003, som vinslottene selv har udvalgt.
Om aftenen vil de mange besøgende kunne spise middag rundt omkring på slottene – selvfølgelig ledsaget af endnu flere fine slotsvine.
Dagen efter vil der blive mulighed for at komme med på guidede ture i diverse vinhuse.
Det koster 53 euro (cirka 400 dkr.) per hoved at deltage i smagningen, hvis man reserverer plads inden den 10. maj – derefter er prisen 68 euro (cirka 500 dkr.). Middagen beløber sig til 130 euro (cirka 970 dkr.). Tilmelding kan ske på amateurs@ugcb.net.
...........
Ozon er giftigt
I sidste uge fortalte vi, at forskere ved det tekniske universitet i Cartagena i Spanien har opfundet en helt ny teknik til vin-konservering, hvor druerne bliver behandlet med luftarten ozon.
Som en kommentar hertil skriver Jørgen L. Paustian, at ozon ikke er helt ufarligt at arbejde med. Faktisk er det direkte giftigt.
Som nævnt havde vi historien fra "Journal of the Science of Food and Agriculture", og den nævner ikke helt præcist, hvordan ozonen tænkes anvendt. Men mon ikke man finder ud af at gøre det på en forsvarlig måde?
Hvis forskernes forsøg med ozon resulterer i en sikker teknik, lyder det i hvert fald lovende. Det betyder, at man vil kunne bruge mindre svovl til konservering, og at druerne vil indeholde fire gange så mange antioxidanter som ubehandlede druer.
....................
--...............--.
    Den danske vinbranche
    * Interbrands Wines & Spirits har overtaget forhandlingen af vinene fra Leopard’s Leap og La Motte i Sydafrika og fra det canadiske vinhus Pellar Estate. Endvidere har firmaet overtaget agenturerne og forhandlingen af whiskymærkerne fra det skotske Whyte & MacKay samt det russiske vodkamærke Russky Standart.
    * Vinens Verden har fået agenturet på vinene fra Castello di Bolgheri i det italienske Bolgheri.
    * Vigneron Wine Company har optaget importen af vinene fra Jason Schwarz i Barossa, Australien.
    * Vinum Bonum har optaget importen af vinene fra Weingut Bickel-Stumpf i det tyske Franken.
    ........--....
...........
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
..............
    Ugens vinøse billede
    Tore Scheel har sendt os dette billede af et imponerende italiensk vinslot. Slottet er Castello di Bolgheri i distriktet Bolgheri i det sydlige Toscana. Det er ikke så kendt i vinkredse, ganske enkelt fordi det i mange år ikke har solgt sin egen vin fra de 50 hektar vinmarker, men har leveret druer til naboerne.
    Naboerne er ikke hvem som helst. Det er Antinori med vinen Solaia og Tenuta San Guido – dem med Sassicaia.
    Men nu er slotsejeren, Federico Zileri, altså gået i gang med at sælge sin egen vin, og den vil også kunne købes her i Danmark. Den importeres af Vinens Verden i Odense.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
............
.....
Ugens gode spørgsmål
Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af
VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.
...........

Hvad hedder blandingen?
I uge 7 fortalte vi om den nye grand cru-mark Kaefferkopf i Alsace, og i den forbindelse nævnte vi, at vinen ifølge loven skal være lavet enten på Gewurztraminer, Pinot Gris eller Riesling eller på en blanding af disse tre druer plus Muscat i følgende forhold: 60-80% Gewurztraminer, 10-40% Riesling, under 30% Pinot Gris og højest 10% Muscat.
Fra Lise Vestergaard har vi fået en mail, hvori hun skriver: – Jeg ved, at man i Alsace laver blandingsvinen Edelzwicker, men der er da ikke nogen regler for, hvilke druer der må kommes i den. Det skal bare være hvidvinsdruer fra Alsace. Har den særlige blanding fra marken Kaefferkopf et navn?
Ja, vintypen hedder Gentil, og ordet udtales sjangtiiii med tryk på den sidste lange stavelse. Det kan nærmest oversættes ved nydelig, venlig, elskværdig, rar eller behagelig.
I 1920’ernes Alsace opstod navnet Gentil for vin på en blanding af flere druer fra én og samme mark, og navnet er blevet taget op igen i de senere år. Det er således reserveret til vine af øvre kvalitet med appellationen AOC Alsace, og generelt skal der være mindst 50% Riesling, Muscat, Pinot Gris og/eller Gewurztraminer i blandingen, mens resten evt. kan bestå af Sylvaner, Chasselas og/eller Pinot Blanc.
Før sammenstikningen skal hver druesort være vinificeret separat og have opnået kvaliteten, der kræves for AOC Alsace. Og vinen må først sælges efter, at den aftappede vin er blevet smagt og godkendt.
Med Edelzwicker må man derimod gerne blande alle druerne sammen i samme tank. Det er en enklere vin, der ofte sælges i 1 liter flasker.
.....................
............
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 31 vine. Af disse vine var der 23, som fik mere end to stjerner, og 19, som fik fem stjerner. En helt fantastisk flot høst. I alt blev det til 107 stjerner og i gennemsnit 3,8 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
...........
    ...
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    .....
...........
Hvidvin


La Cigaralle du Prince de Danemark, Vin de Table, Frankrig 2005
119 kr., Irma
Irma har købt hele partiet af Prins Henriks dejlige hvidvin på Chardonnay, Sauvignon Blanc og Sémillon. Vinen har ligesom i tidligere årgange en ret kraftig smag af fadlagring, men træsmagen er fint integreret med den gode, friske frugt. Skænk den fx til en ret med lyst kød – eller til nogle lækre oste.


Verget, En Châtelaine, Mâcon-Burgy, Frankrig 2004
Klubpris ved 6 flasker: 84,54 kr., ikke-medlemmer: 149 kr., NordicWineClub.com
Elegant og ret let hvidvin med en dejlig ren druesmag uden mislyde (eller missmage må det vel hedde), fordi flasken har skruelåg. Vinen er tør med en lille fedme, og den vil egne sig fortræffeligt til fisk og skaldyr samt til lyst kød. Eller til en frokost.


Misco, Verdicchio dei Castelli di Jesi Classico Superiore, Italien 2004
85 kr., Carlo Merolli
En vellavet hvidvin, tør, med let fedme og med intensiv, frisk frugt. Den er lavet på den italienske drue Verdicchio, der bruges i provinsen Ancona og er en af Italiens bedste hvidvinsdruer.


Leyda, Sauvignon Blanc, Classic Reserve, Leyda Valley, Chile 2006
89 kr., Vinens Verden
Passionsfrugt og lime præger duften af denne hvidvin. Smagen er frisk med en behagelig limeagtig syre. En vidunderlig hvidvin med en god fylde. Den vil egne sig glimrende til østers og rejer.


Jordan, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika 2004
99,75 kr., Vinmonopolet
En spændende hvidvin med en kompleks duft af kaffe, friske krydderurter, frugt og eg. Smagen byder på fedme med markant vanille og lys chokolade. Der er lidt meditationsvin over den - altså en vin, man nyder, mens man sidder og mediterer over tilværelsen..


Aligoté, Chatillon en Diois, Frankrig 2005
50 kr. ved 6 flasker, Vinmand
Fennikel er det første, der falder én ind, når man lugter til denne dejlige hvidvin. Den er let, lækker og tør uden at knække og med en mild smag af melon og grønne druer. En elegant hvidvin og et godt køb til prisen.




Rødvin


Messias, Selection, Douro, Portugal 2004
48 kr., AB-Vin.com
En rigtig dejlig rødvin, fyldig, blød og lækker med god frugt og krydderi – lidt i retning af nelliker. Prisen er yderst rimelig.


Woodhenge, Wirra Wirra Vineyards, Shiraz, McLaren Vale, Australien 2004
189 kr., Australian Wine Room
Fantastisk flot vin. Den har det hele. En dejlig duft og en smag, der folder sig ud i munden med ren frugt og krydderi. Den skal have en lige så flot kødret – og nydes i små bidder.


Emiliana, Syrah, Rapel Valley, Chile 2006
49,75 kr., ved 12 flasker: 39,75 kr., Vintjeneren.dk
Rødvin med en god, ligefrem og vinøs smag. En vin, der er oplagt til god kødmad, gerne lidt fed, fx en kotelet. Prisen er yderst rimelig.


Great Wall, Kina 1998
165 kr., Larsen Vin-Import
Dette må være prestige-rødvinen fra den store kinesiske vinproducent opkaldt efter verdens længste mur. Den kommer i en fin trækasse og i en flot og tung flaske. Vinen er moden og meget lækker. Den er ni år gammel og skal drikkes nu. Al tekst på flasken er kun på kinesisk, hvilket naturligvis ikke er lovligt i Danmark. Vi formoder, at importøren leverer en oversættelse sammen med vinen.


Montalto, Merlot, Sicilien IGT, Italien 2005
45 kr. ViniPortugal
En lækkerbisken af en rødvin med en kraftig, varm duft af modne brombær. Den er rund og fyldig og smager af solmodne, søde frugter. En vin, som mange vil kunne lide, og som er rigtig god til den rimelige pris.


Domaine la Croix Chaptal, Cuvée Charles, Coteaux du Languedoc, Frankrig 2003
85 kr., Søhøjlandets Vinlager
En ganske glimrende og lækker rødvin, tør, med god struktur og oplagt til gode kødretter.


Melipal, Malbec, Mendoza, Argentina 2004
69,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Blød og meget lækker rødvin med fyldig frugt, fine krydderier og dejlig sødme – en bred smagsoplevelse. En virkelig nydelse og oplagt til mange retter med kød. God vin til prisen.


Jackaroo, Cabernet Shiraz Merlot, South Eastern Australia, Australien 2004
50 kr., Oxholm Vin
Kaffe og hvid peber dominerer duften fra denne skønne rødvin. Den har en krydret smag, der slutter blødt, rundt og med en anelse sødme. Et rigtig godt glas til en fornuftig pris og til en god, krydret hakkebøf.


Antichi Borghi, Brunello di Montalcino, Italien 2002
189 kr., i denne uge (uge 9): 129 kr., Kvickly
Ultralækker rødvin med en inviterende duft og en blød smag med mange facetter – brombær, kaffebønner, chokolade, peber, eg … En rigtig madvin, som alle vil elske.


Chevalier Saint Martin, Corbières, Frankrig 2004
49,95 kr., The Wine Company
En ret enkel hverdags-rødvin med fyldig frugt i god balance. Rimelig pris.


Dead Letter Office, Shiraz, McLaren Vale (75%) og Padthaway (25%), Australien 2005
125 kr., A Vinstouw
Kraftig, men også blød rødvin, der fylder munden med en intens smag, der siger kirsebær, kirsebær, kirsebær. Plus sødme, bl.a. fra de 15,5% alkohol. Det vil nok være en god idé at plaske vinen over i en karaffel et par timer før måltidet, så nogle af procenterne kan dampe af og smagen blive lidt mere kompleks.


Tresmoulis, Corbières, Frankrig 2004
59,95 kr., The Wine Company
Rødvin med fyldig, frisk frugt. Til prisen en udmærket vin.


Clos du Château, Marguerite de Bourgogne, Cuvée Romane, Bourgogne Passetoutgrains, Frankrig, uden årgang
60 kr., LMT Vinimport
Passe-tout-grains – Lad-alle-druer-gå-med. En gammel Bourgogne-benævnelse for blandingsvine. Rødvinen her er på 75% Gamay og 25% Pinot Noir, og det er en let og meget saftig vin med markant syre.


Finca de Altura, Cabernet Sauvignon, Calchaqui Valley, Argentina 2005
39,95 kr., Fakta
Rødvin med en fyldig og intens solbærduft og -smag. Det vil være en god idé at plaske den over i en karaffel et par timer før måltidet.


Château de Brau, Cabardès, Frankrig 2003
55 kr., Emilie Vin
Robust hverdags-rødvin, lavet på økologisk dyrkede druer.




Sød vin


Peller, Vidal, Icewine, Niagara-on-the Lake, Ontario, Canada 2005
440 kr. for 37,5 cl, Interbrands
Denne vin møder næsen med en vidunderlig duft og fylder munden med sød vellyst. Men også med en lækker syre, der afbalancerer sødmen. Flydende slik. Vinen fås også sammen med to andre canadiske icewines i en "tripple pack" à 3 x 20 cl til 715 kr. De andre vine smager vi i de kommende uger.


Casal dos Jordões, Vintage Port, Portvin 2004
398 kr., Skovgaard Vine
Noget så usædvanligt som en portvin på økologisk dyrkede druer. Vinen er oven i købet ikke klaret eller filtreret, så det anbefales at dekantere den – hvad man jo i øvrigt altid bør gøre med årgangsportvin. Flaskens glas er meget mørkt, så det er ikke helt let at se, hvornår bundfaldet kommer. Vi havde en 100 watt pære under. Vinen … det er naturligvis barnemord at drikke den nu, men hvad gør vi ikke for læserne. Vinen guddommelig. Den har en vidunderligt tæt frugt og vil udvikle sig til noget herligt. Den har stort potentiale. Vent endnu syv-otte år!

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.