Vin-aktuelt i uge 20
14. til 20. maj 2007
..............................

VinAvisen uge 19........VinAvisen uge 18........VinAvisen uge 17

...............
    .......
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    .......
    .......
    Søg i næsten 500 tidligere VinAviser

.......
...............
..........................
Nyt våben mod svindel
Der bliver svindlet godt og grundigt med kostbare vine. At trykke etiketter er nemt, og at fylde vin på flasker er også nemt. Og derefter at sælge flaskerne som Château Pétrus 1982 er næsten lige så nemt.
Men nu er der kommet endnu et våben imod svindelen. På det australske University of Adelaide har dr. Graham Jones udviklet en teknik, der meget nøje kan afgøre, hvor gammel en vin er.
Atombombe-sprængninger i 1945 og 1963 har øget indholdet af radioaktivt kulstof (kulstof 14) i atmosfæren og derfor også i planter og i vin, og eftersom denne isotop efterhånden falder hen, kender man mængden af den for hvert eneste år.
Metoden går så simpelt hen ud på at sammenligne indholdet af kulstof 14 i den mistænkelige vin med indholdet i en vin med kendt årgang.

Vinplanter med arveanlæg fra insekt
Forskere fra University of California's vininstitut i Davis har fastslået, at den forkætrede gen-manipulation blot er en moderne form for ældgammel praksis.
I 10.000 år har bønder udvalgt de bedste planter og dyr, og i 300 år har man udført kontrollerede forsøg med krydsninger.
Problemet er bare, at dette er en meget langsom proces, og at ikke kun ønskede, men også uønskede træk kan slå igennem.
Den nye måde at gøre det på er at bruge DNA-analyser, isolere genet med de ønskede egenskaber og indføre det fx i en vinplante.
På dette punkt er det imidlertid, at mange står af. For det tilførte gen behøver ikke at komme fra en anden druesort. Det kan lige så godt komme fx fra en fisk.
Forskere ved University of Florida har således udviklet et syntetisk gen fra et insekt, der måske vil kunne gøre vinplanter modstandsdygtige imod den frygtede Pierce's disease.
..............
29 postkort fra Colchagua i Chile
VinAvisens redaktionelle medarbejder, Mariette, har besøgt distriktet Colchagua i Chile, og turen resulterede i 29 postkort. Dem bringer vi som en føljeton over seks uger. De første femten bragte vi i uge 17, uge 18 og uge 19. Her kommer de næste fire.
............

.....
Det fantastiske smagelokale hos Montes, hvorfra der er udsigt over vinhusets vinmarker.
.....

    16. postkort fra Colchagua:
    Druerne sorteres på taget
    I 2004 kunne en af Chiles bedste vinmagere, Aurelio Montes, og hans partnere slå dørene op for deres nye vinhus i Apalta i Colchagua.
    Byggeriet har kostet cirka 40 millioner kroner, men der er også tale om det mest moderne vinhus i miles omkreds, når det gælder teknisk udstyr – der er ikke dét, der ikke på en eller anden måde er computerstyret.
    Ligesom hos Lapostolle foregår vinfremstillingen efter tyngdelovens princip. Det hele starter oppe på taget, hvor de nyhøstede druer hejses de 8 meter op fra jorden. Heroppe, med en formidabel udsigt til vinmarkerne og bjergene, sidder de ansatte så og sorterer druerne. Bagefter bliver druerne presset let og til sidst hældt direkte ned i gæringstankene gennem luger i gulvet.
    I stueetagen finder man det flot designede smagelokale, som ses på billedet.
    Det nye vinhus er helliget fremstillingen af Montes’ fire topvine: Montes Alpha, Montes Alpha M, Montes Folly og Purple Angel.
    .....

.....
Vandet langs siderne af indgangsbroen hos Montes løber videre ind i bygningen og spreder energi til medarbejderne.

    17. postkort fra Colchagua:
    Feng Shui sørger for den gode atmosfære
    Foruden en arkitekt og en indretningsarkitekt har der også været en Feng Shui-ekspert med i billedet under opførelsen af Montes’ vinhus. Den gamle kinesiske filosofi går blandt andet ud på at leve i harmoni med omgivelserne ved at indrette sig efter nogle ganske bestemte principper.
    Allerede før det første spadestik var taget, blev der afholdt en Feng Shui-ceremoni, hvor man hældte vin på jorden fra nogle ceremonielle karafler for at øge jordens frugtbarhed.
    Ifølge Feng Shui er vand, der medfører energi, et af de vigtigste elementer, og man møder det allerede på begge sider af indgangsbroen til vinhuset. Herfra løber det ind i bygningen, hvor det ender i et rundt bassin. Præcis klokken 12 på årets længste dag – hvilket i Chile er den 21. december – sender Solen sine stråler ned gennem et rundt vindue i loftet og videre ned i vandet, hvorved energien breder sig til hele bygningen og til medarbejderne.
    Ejernes filosofi er, at hvis de ansatte befinder sig godt og er glade, så laver de også god vin. Om man tror på Feng Shui eller ej, så er ét sikkert: Montes’ topvine er bragende gode. De importeres af Bichel Vine......
.............

.....
En gammel vinstok har fået nyt liv via et skud, der er bøjet ned i jorden og har slået rødder.
.....

    18. postkort fra Colchagua:
    Nyt liv fra gamle vinstokke
    Apalta-dalen i Colchagua virker som en magnet på de chilenske vinhuse. De opkøber vinmarker eller får druer herfra, som de udelukkende bruger til deres topvine. Druerne fra Apalta er nemlig af overordentlig høj kvalitet – ikke mindst dem, der kommer fra en række meget gamle vinmarker med Carmenère og Cabernet Sauvignon.
    Disse eftertragtede vinmarker tilhører drueavlere, der for cirka tyve år siden begyndte at lease blokke af dem ud til vinhusene i stedet for at sælge dem. I dag er de førhen så fattige drueavlere yderst velhavende, da de nærmest selv kan sætte prisen.
    Nogle af blokkene er omkring 100 år gamle, og når de gamle vinstokkes liv lakker mod enden, giver man dem et afkom ved at bøje et skud ned i jorden, hvor det danner rødder, der så sender en ny vinplante op ved siden af den gamle. Og kvaliteten af druerne følger med.
    Santa Rita er et af de vinhuse, der leaser nogle af vinmarks-blokkene, og på billedet ses en af de ansatte med en gammel vinstok med et skud, der for flere år siden er blevet bøjet ned i jorden. På et tidspunkt skærer man så denne navlestreng til moderplanten over.
    .....

.....
En af Santa Ritas tidligere ejere skjulte chilenske frihedskæmpere i vinhusets gamle vinkælder.

    19. postkort fra Colchagua:
    Santa Ritas historiske kælder
    Santa Rita har vinmarker mange andre steder i Chile end i Apalta. Og hovedsædet – en fin gammel vingård – ligger i Maipo Valley. Vinhuset blev grundlagt i 1880, men kældrene under vingården kan dateres helt tilbage til 1770.
    Den mest berømte episode i husets historie fandt sted i 1814, da Santa Ritas daværende ejer, Doña Paula Jaraquemada, skjulte general Bernardo O’Higgins og hans 120 frihedskæmpere i vinkælderen. Det skete efter deres nederlag i kampen med spanierne i slaget ved Rancagua.
    Det lykkedes O’Higgins, der var af irsk afstamning, at flygte fra Chile til Buenos Aires, hvor han slog sig sammen med en anden patriotisk leder, José de San Martin. Derefter vendte de tilbage i triumf efter en mindeværdig vandring over Andesbjergene med deres hær. O’Higgins endte som Chiles første præsident.
    Santa Ritas vine importeres af Amka.
    .....
.............


    < Det første billede viser St. Martin, en af de 46 små charmerende vinbyer langs Deutsche Weinstrasse. Den lange vinvej løber også gennem byen Rhodt på det næste billede. Her fører hver af de mange porte ind til en vinbondes hus og kælder. Endelig ses til højre det kæmpemæssige vinfad i Bad Dürkheim. Man kan gå ind i det og nyde et glas (fotos: DWI/Hartmann (2) og Dieth).......
.............
Et rejsemål for sommerferien
Planlægger du en ferietur til vort store naboland i syd, vil det være en god idé, hvis du lægger vejen omkring regionen Pfalz. Her er der masser af oplevelser og en perlerække af fremragende Weingüter hele vejen ned i det 80 km lange bælte langs Rhinens venstre bred.
Romerne var her. Og kejser Karl den Store - Pfalz kommer af det latinske palatium, dvs. palads eller krongods.
Pfalz er Tysklands næststørste vinregion efter Rheinhessen. Her produceres cirka 22% af al tysk vin på 22.682 hektar.
Men frem for alt er det en af Tysklands herligste regioner, både på grund af de glimrende vine og på grund af landskabet med de små, romantiske vinbyer og det milde klima. Man føler sig næsten som i Italien, når de 30.000 mandeltræer blomstrer i Pfalz.

Den tyske vinvej
Gennem distriktet løber Deutsche Weinstrasse, der blev oprettet i 1934, og som fører gennem 46 vinbyer med talrige muligheder for både at smage og fotografere.
Parallelt med die Weinstrasse er der lidt længere oppe i markerne en Weinwanderweg.
Sådanne vandreveje har man også i de andre regioner, og nogle af dem er suppleret med en Weinlehrpfad en vinlære-sti.
Her går man fra den ene tavle til den næste og læser om druesorter, vinfremstilling, redskaber osv. Og ved stiens ende bor så en vinbonde, der lader én smage, hvad han har i kælderen, og måske kan man også få noget at spise.
...........
Vi er ikke alle lige gode smagere
Magasinet Harpers har bragt en artikel om smagesansen og refererer et forsøg, som professor Linda Bartoshuk på Yale University har foretaget.
Under en forelæsning uddelte hun små lapper af trækpapir, der var vædet med en opløsning af propylthiouracil. Tilhørerne blev bedt om at lægge det på tungen, og resultatet var ganske interessant:
25 procent kunne overhovedet ikke smage stoffet,
50 procent fandt, at papiret smagte bittert, mens …..
25 procent fandt, at det smagte overordentlig bittert.
Linda Bartoshuk siger til Harpers, at evnen til at smage bitterstoffer varierer dramatisk, men at der også er tilsvarende, omend ikke så store, forskelle, når det gælder sødt, salt og surt samt "den femte smag", umami.
Supersmagere opfatter alle smage mere intenst end medium-smagere og ikke-smagere, og faktisk burde vinfolk afprøve deres vine på alle tre grupper, siger Linda Bartoshuk.
...........
'


.....
Den gamle illustration med smagenes fordeling kan vi herefterdags godt glemme.

    Jævnt fordelt over tungen
    Linda Bartoshuk har også konstateret, at smagsløgene, der registrerer de forskellige smage, ligger nogenlunde jævnt fordelt over tungen.
    Her har vi ellers hidtil i diverse vinbøger set billeder af tunger, hvor de søde smage bliver registreret på tungespidsen, de syrlige på tungens sider og de bitre bagtil. Men det kan vi altså godt glemme.
    Den tegnede tunge med dens smage-områder er en myte. Den bygger på en gammel tysk undersøgelse, der i 1940’erne er blevet misfortolket.
    Så er spørgsmålet: Er supersmagerne også de bedste vinsmagere? Nej, siger Linda Bartoshuk til Harpers. Der er for meget vinviden med i spillet viden og erfaringer om alle de komplekse dufte, vine kan afgive.
    Det at kunne sætte ord på duftene gør det muligt at huske og genkende dem og det kan såmænd være svært nok selv for øvede smagere.
..........
En gammel skik: Dekorerede vinfade
Den amerikanske grafiker Al Williams har fundet sin helt egen niche i vinens verden: Han er blevet træskærer og dekorerer vinfade.
Fadene sælger han først og fremmest til californiske wineries, der bruger dem som dekoration i deres smagerum. Nogle steder sidder han ligefrem og snitter under særlige arrangementer, og flere af de besøgende kommer igen dagen efter for at se, hvor langt han er kommet.
At dekorere vintønder er en skik, der især har været udviklet i Tyskland, og mange af disse gamle fade er meget smukke.
I dag er en hel del dekorerede fade ikke skårne, men bare sandblæste. Ak ja, hvor gærdet er lavest, er det nemmest at tjene hurtige penge ...
..............
Fremragende tørstslukker
Den ungarske vinimportør Laszlo Kacsor slår et slag for, at man - når sommervarmen kommer - fortynder sin vin med vand.
- Det er helt almindelig tradition i de fleste sydeuropæiske lande, skriver han, - og man gør det for helbredets skyld.
I Ungarn har man åbenbart også altid gjort det. En udenlandsk gæst, der var budt til selskab hos den ungarske kong Matthias Corvinus (1440-90), konstaterede således med forbløffelse, at vinen blev fortyndet med vand.
I dag vil den besøgende i Ungarn opdage, hvor populært det stadig er med vin fortyndet med mineralvand og afkølet til cirka 10 grader. Det er faktisk en fremragende tørstslukker.

Egésségedre! - Skål!
De tørre ungarske bordvine egner sig ifølge Laszlo Kacsor glimrende til fortynding med mineralvand, og alt efter blandingsforholdet bruger ungarerne følgende lidt mystiske kælenavne:
a...........
Ungarsk navn
Udtale
Dansk navn
Vin
Mineralvand
Nagyfröccs
nadjfrøtsch
Blanding
2 dele
1 del
Kisfröccs
kisfrötsch
Lille blanding
1 del
1 del
Hosszúlépés
hossulépés
Lang skridt
1 del
2 dele
Házmester
hasmester
Portner
3 dele
2 dele
Viceházmester
visehasmester
Vicevært
2 dele
3 dele
Háziúr
hasiur
Husejer
4 dele
1 del
Lakófröccs
lakofrøtsch
Lejer
1 del
4 dele
................

............,,
Her er skruelågs-listen
11 importører har foreløbig meldt sig med specielle websider over vine med skruelåg. Og vi er helt sikre på, at når redaktionen atter åbner på torsdag, vil der være nye links. Her er de hidtil modtagne links:
Erik Sørensen Vin
Laudrup Vin & Gastronomi
Nayberg's Vinhandel
Oscar Davidsen
Pedersborg Vin
Skjold Burne
VinDownUnder
Vignoble / Østjysk Vinforsyning
Vinspecialisten, H.J. Hansen
Vintjeneren.dk
World of Wine
Vi fortsætter naturligvis - målet er en liste med 25 importører - så vi optager meget gerne andre importører på listen, hvis de på deres hjemmeside har en særlig side med mindst ti skruelågs-vine. Skriv venligst til anker@vinavisen.dk.
...............


    En flaske Pisse-Dru
    En af vore læsere har i Frankrig købt en par flasker Pisse-Dru fra Beaujolais, og han skriver, at det jo er oplagt at formode, at "man simpelt hen bliver noget så pissefuld" af at drikke vinen. Han har dog også fået at vide, at det usædvanlige navn bruges om en vin, som vinbonden er særligt glad for, og at navnet nærmest kan oversættes ved "pisse-go". Den udlægning hælder vi nok mest til.
    Vinen laves i øvrigt ikke kun på Beaujolais-druen Gamay. Vi har også set den på Pinot Noir. Og så bør vi lige nævne, at man i Sydfrankrig af og til omtaler mindre gode vine som pisse-vin (og det bør afgjort udtales pis-væng).

    Uheldigt navn på vinområde
    Pisse-Dru er dog ikke den eneste vin med et lidt vulgært navn. Vi kan fx nævne La Clape, der er et lille område i Côteaux du Languedoc, lige syd for Narbonne. Problemet med dette navn er dog størst i engelsktalende lande, idet clape er et folkeligt udtryk for gonorré. Og i Bordeaux er der ligefrem et Château du Lort.
    Og så må vi ikke glemme den berømteste vin af dem alle: Pisse-Vieille Pis, gamle kone. Det er navnet på en vinmark en climat i en af Beaujolais-cru’erne, Brouilly. Historien er følgende:

    Pis, gamle kone
    Der var engang et gammelt par, hvor konen var meget from og ofte gik til skrifte. Men en dag fik kirken en ny sognepræst, der ikke var så god til den lokale dialekt - og måske var konen også blevet en smule døv. For da præsten gav hende syndsforladelsen og sagde: Allez et ne péchez plus! Gå og synd ikke mere så troede konen, at han sagde: Ne pissez plus!
    Da hun kom hjem, sagde hun til sin mand: Toine, du gætter altså ikke, hvilken bod den nye præst pålagde mig for mine synder: Jeg må ikke mere tisse!
    Oh, la la, sagde Antoine, det var da en bod …

    Alt andet, men ikke dette!
    Natten gik og det meste af den næste dag, Men til sidst blev det for meget for den stakkels kone. Hun kunne umuligt holde sig ret meget længere. Toine, sagde hun, - du må gå til præsten. Sig til ham, at jeg vil bede ti Fader Vor og hundrede Ave Maria’er, hvis han ønsker det. Men ikke dette!
    Antoine gik til præsten, og Toinette det hed hun ventede ham på husets balkon.
    Endelig kom han løbende, idet han viftede med armene: Toinette! Pisse, vieille! Præsten siger: Pisse, vieille!
    Det hørte folkene i vinmarken, og siden har stedet og vinen aldrig heddet andet end Pisse-Vieille.
...........
Derfor: Drik!
En af vore læsere har set et skilt i en fransk by med en meget pædagogisk tekst. Vi bringer teksten både på fransk og på dansk:
.
    L’abstinence, c’est dangereux!
    La statistique montre que 10 % de tous les accidents qui arrivent sont causés par des gens qui ont bu de l’alcool.
    Donc, cela veut dire que 90 % des accident sont dus aux gens qui n’ont pas bu.
    Alors, pour votre propre sécurité: Buvez!
    Afholdenhed er farlig!
    Statistikken viser, at 10 % af alle ulykker, der indtræffer, forvoldes af folk, som har drukket alkohol.
    Det vil altså sige, at 90 % af ulykkerne skyldes folk, der ikke har drukket.
    Derfor for din egen sikkerhed: Drik!
................


    Hvad er det?
    Kaj W. Hansen har sendt os dette billede med spørgsmålet: Hvad er det? Og vi er helt sikre på, at han lige skal prøve os af. Vi kan ligefrem høre ham sidde og klukke: Den klarer de ikke ...!
    Men vi stikker ikke op for bollevin og erklærer friskt og frejdigt: Dette er en druemåler! Et redskab, som enhver vinelsker naturligvis altid bør have med sig i lommen.
    På hvert af de syv blade står der en brøk, 9/16, 10/16, 11/16 osv., og det får os til at gætte på, at druestørrelserne er målsat i 1/16 tommer. Druemåleren stammer derfor sandsynligvis fra USA. Har vi ret, eller har vi ret?
...........
Vinbranchens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
..........

.

    Per Mølgaard (f. 1959) entrede vinens verden med kniv og gaffel i hænderne. Under en bryllupsfest i Barcelona sad han sammen med et ægtepar, der ejer et af Spaniens førende cavahuse, Mestres. Det blev starten ikke kun på et venskab, men også på et professionelt samarbejde. Da Per Mølgaard var tilbage i Danmark, startede han Fionia Vin (opkaldt efter Fyns latinske navn), og hans første vine kom fra Mestres Cava.
    Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Per Mølgaard skulle sælge vin. Oprindelig er han uddannet som trompetist, både på Det Fynske Musikkonservatorium, ved Northwestern University i Chicago og på konservatoriet i Paris. I en længere årrække var han professionel musiker, pædagog og dirigent inden for både rytmisk og klassisk musik, men på grund af en høreskade tog han en uddannelse som cand. oecon. i organisation og ledelse. Det blev springbrættet til en stilling som leder af Esbjerg Kulturskole og senere som HR-udviklingskonsulent.
    Per Mølgaard arbejder med organisations- og ledelsesudvikling, rekruttering, personlighedstest, konflikthåndtering og coaching gennem Fionia Consult, som sammen med Fionia Vin og Fionia Ejendomme udgør Fionia Holding.
    Finoia Vin´s målgruppe er landets førende restaurationer og eksklusive vinhandlere, men gennem firmaets hjemmeside er der også et støt stigende salg til private og erhvervsvirksomheder over hele landet. Igennem de seneste år har Per Mølgaard arrangeret mange vinmiddage på en række toprestauranter rundt om i landet.
    I 2006 flyttede Fionia Vin til nye og større lokaler med temperaturstyret lager, smagerum og kontorfaciliteter. På kontoret er Per Kristian Granli ansat som daglig koordinator, og der er tre sælgere, som har kontakt med kunderne rundt om i landet.
    Privat er Per Mølgaard gift med Vibeke Andersen, som underviser i spansk og engelsk. Sammen har de børnene Emilie på elleve år og Johan på syv år, som begge hjælper til i firmaet, især hvad angår computerspil, og de har begge haft stor indflydelse på firmaets it-udvikling.
    Adresse: Per Mølgaard, Fionia Vin, Herluf Trolles Vej 18, 5220 Odense, tlf.: 65 93 36 99 , fax: 65 93 36 98, e-mail: post@fioniavin.dk, www.fioniavin.dk.
................
--...............--.
    Den danske vinbranche
    * Varme nyheder fra vinbranchen må vente, til redaktionen ikke mere har ferielukket. Hvad der kommer ind, bringer vi i uge 21.
    ........--....
...............
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr. e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
..................


    Ugens vinøse billede
    Lisbeth Maag, der importerer bourgognerne fra Château de Marguerite de Bourgogne, har sendt os dette eventyrlige billede af "sit" slot og anbefaler, at man stikker op fra hovedvejen langs "den gyldne skråning" og besøger det.
    Slottet er opkaldt efter Marguerite de Bourgogne, der var gift med Frankrigs kong Louis d.10. Hun blev forskudt af gemalen og spærret inde på et andet slot, hvor hun blev erklæret død i 1315, men snakken går, at hun i virkeligheden boede i dyb hemmelighed hos sin familie på slottet her og først døde i 1333.
    Det firkantede tårn med fangehullerne er fra 1100-tallet, mens resten af befæstningen er fra 1200-tallet.
    Château de Marguerite de Bourgogne ligger i den lille by Couches på vejen fra Mercurey imod Autun. Fra 1. april til 1. november har det åbent søn- og helligdage og i juni til september alle dage kl. 14.30-18. I juli og august er der åbent alle dage kl. 10-12 og 14-18. I kælderen under slottet kan man smage de gode vine.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billeder. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
...............
.....
Ugens gode spørgsmål
Hver uge besvarer vi et spørgsmål fra en af
VinAvisens læsere. Vi kan dog ikke overkomme at sende svar direkte til den enkelte - det har vi simpelt hen ikke tid og kræfter til. Vi må nøjes med at udvælge de mest interessante spørgsmål og besvare dem, så alle får glæde af svarene. Nedenfor kommer ugens gode spørgsmål og svaret på det.
...........

Hvorfor kan min proptrækker ikke lide plastic?
Flere læsere har haft uheldige erfaringer med de nye plasticpropper, og det har vi også her på VinAvisens redaktion. Vi bruger verdens bedste proptrækker, Screwpull den med løftehåndtaget men møder den en plastprop, giver den problemer.
Spiralen er belagt med teflon, så den let og ubesværet kan "smyge" sig ned i en korkprop. Men i en plastprop går teflonen nærmest i kemisk forbindelse med plasticen. Der skal simpelt hen en tang til for bagefter at kunne dreje proppen af spiralen.
Man skal derfor lade være med at bruge en kvalitets-proptrækker til plastpropper. Spiralen bliver efterhånden ødelagt af det. Man kan naturligvis købe en ny spiral, men hele proptrækkerens konstruktion har ikke godt af belastningerne.
Brug en almindelig proptrækker, og drej den kun to vindinger ned i plasticproppen. Kommer den længere ned, udvider den proppen, så den sidder endnu mere fast.
..........
...............
Smagte vine i denne uge
Til denne uge har vores smagepanel smagt i alt 18 vine. Af disse vine var der 12, som fik mere end to stjerner, og 6, som fik fem stjerner. I alt blev det til 51 stjerner og i gennemsnit 3,1 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
...........
    ...
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.
    .....
...........
Hvidvin


Robert Mondavi, Twin Oaks, Chardonnay, Californien 2004
84,75 kr., Skjold Burne
En lækker hvidvin, der dufter af mirabeller med toner af honning og eg. Der er lidt akaciehonning over den næsten cremede smag, der slutter forfriskende med et strejf af grapefrugt.




Rødvin


Campagnol, Cabernet Sauvignon, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2005
Klubpris: 26,36 kr. ved 6 flasker, ikke-medlemmer: 45 kr., NordicWineClub.com
Meget lækker og blød rødvin med en blid krydring – til en forbavsende lav pris. Vinen er nem og dejlig at drikke og velegnet til mange kødretter.


Varvàra, Castello di Bolgheri, Bolgheri, Italien 2005
168 kr., Vinens Verden
Mums for en lækker rødvin med blød frugt, der breder sig i munden med toner af lakrids, tobak, peber, tjære, trøfler … Den kan sagtens drikkes nu, men må også meget gerne gemmes et par år endnu.


Canonbah Bridge, Drought Reserve, Shiraz, Western Plains, Australien 2003
180 kr., The Wine Company
Den er godt nok tyk, denne rødvin. Men en stor og flot vin med god og spændende duft og en fyldig og fed frugt (modne kirsebær af den slag, vi får til risalamanden juleaften). Vinen er næsten på vej til portvin. Det er en vin, der skal have en stor og lige så flot bøf.


Louis Jadot, Combe aux Jacques, Beaujolais-Villages, Frankrig 2005
80 kr., Vinens Verden
Let og saftig rødvin – en rigtig god Beaujolais, velegnet til lettere retter. Eller simpelt hen som et glas i utide med lidt kiks eller snitter …


Francesco, Pinot Noir, Adelaide Hills, Australien 2002
Klubpris ved 6 flasker: 59,51 kr., ikke-medlemmer: 109 kr., NordicWineClub.com
En rigtig god Pinot-duft. En rigtig dejlig Pinot-smag. Sådan er denne rødvin med fylde og frugt, tanniner, syre og sødme i fin balance. Flasken har (naturligvis) skruelåg. Begge priser er meget rimelige.


J., Joostenberg, Shiraz / Merlot, Paarl, Sydafrika 2005
59,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
Fyldig rødvin med blød og saftig frugt. En god hverdagsvin. Flasken har skruelåg.


Pedrera, Monastrell, Shiraz, Jumilla, Spanien 2005
50 kr., Vinens Verden
En dejlig rødvin med en indbydende duft af brombær og chokolade og en fyldig frugtsmag med en blommeagtig syre.


Regional Sciorio, Monferrato, Italien 2001
169 kr., Oxholm Vin
Dejlig rødvin med en saftig, blød og kompleks smag. Vinen er lavet på 100% Barbera. Helt billig er den ikke.


Ca’ del Matt, Barbera d’Asti, Italien 2003
69 kr., Vinens Verden
En lidt enkel rødvin med god saft og en syre, der gør den egnet til fed mad, fx "gode ben".


Domaine Saint-Anthelme, Côtes du Rhône, Frankrig 2004
69,75 kr., indtil 31. maj: 49,75 kr., Vinkyperen
Hverdags-rødvin med en pæn kvalitet i overensstemmelse med den lave tilbudspris.


Craneford, Private Selection, Merlot, South Australia 2005
69 kr. ved 12 flasker, Barrique Vinimport
Rødvin præget af sødlig frugt og med et alkoholisk bid. Den skal have en kraftig ret. Flasken har skruelåg.

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske. Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.