Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 3 2016



Paso Robles i Californien. Foto: Paso Robles Wine Country Alliance.

Endelig regn!

Californien er ramt af den værste tørke i de sidste 30 år. Den har nu varet i tre år og fik i 2014 guvernør Jerry Brown til at erklære staten i undtagelsestilstand.

Tørken har selvsagt også påvirket Californiens vinindustri - i 2015 var høsten således mindre end gennemsnittet i de senere år, og i visse områder har de vandrationer, der hvert år tildeles vinhusene, været kraftigt beskårede.
Men nu er der håb forude. I starten af december kom regnen - i første omgang i San Francisco og siden da flere andre steder langs vestkysten.

Mere sne i bjergene


Også den megen sne, der har ophobet sig i Sierra Nevada bjergkæden i år, lover godt. I de senere år har snemængden været op til hele 80% mindre end normalt. Denne sne har stor betydning for statens vandforsyninger. Når temperaturen stiger i forårsmånederne, smelter den og forsyner såvel Californiens 25 millioner indbyggere og de mange tusinde vinmarker med vand.
Og så er der El Niño, et klimafænomen, der opstår, når havstrømmene i Stillehavet finder på at løbe den anden vej rundt - så varme strømme pludselig bliver kolde og omvendt.
Når det sker, kan det medføre utroligt kraftige regnskyl og uvejr i landene rundt om Stillehavet og først og fremmest i Australien, New Zealand og Chile og Californien.

El Niño på godt og ondt


El Niño, der viser sig i vinter- og forårsmånederne, kan være af varierende styrke, og 2016 spås at være et kraftigt El Niño år.
Men selv om El Niño kan give masser af tiltrængt regn til de californiske vinmarker, er der også en bagside af medaljen.
I de år, hvor klimafænomenet er opstået og har været kraftigt, har der været problemer med vin-kvaliteten i de nævnte lande.

Berømt klassifikation søger Unesco-status

I 2007 kom Bordeaux by med på Unescos verdenskulturarvsliste, og sidste år blev Bourgogne og Champagne optaget på listen. Cognac og Sancerre forsøger begge at følge trop.
Og så har Médoc søsat en kampagne for at få den berømte 1855 klassifikation med på listen.
En række af de fineste Bordeauxvine kommer fra Médoc, og klassifikationen består af en liste over de i alt 61 bedste vinproducerende slotte. Disse slotte er så igen inddelt efter fem crus – det franske ord for voksesteder. 1. cru er således det allerfineste, man kan sætte på etiketten. Listen blev til i anledning af verdensudstillingen i Paris i 1855, hvor man ønskede kun at udstille det bedste inden for fransk vin.

Ansøgning sat på stand by


Kampagnen for at få 1855 klassifikationen anerkendt af Unesco er dog sat på stand by. Ifølge The Drinks business er der opstået uenighed mellem klassifikationens vinproducenter. Nogle af slottene frygter, at en optagelse på verdenskulturarvslisten vil gøre det umuligt at revidere klassifikationen, hvis man på et eller andet tidspunkt skulle ønske det.
Ændringer i klassifikationen ligger dog ikke lige for - siden 1855 er der kun foretaget en enkelt ændring, og det var i 1973, da Mouton Rothschild avancerede fra 2. til 1. cru.


En af de ikke udklædte deltagere under Wineathlon i Yorkshire får en smagsprøve ved en af de fem vinstande.

Løb, smag og køb vinen

Vi har tidligere nævnt det store årlige Marathon du Médoc, hvor omkring 8000 løbere udklædt som alt fra klovne til plysdyr løber 42.195 km forbi vinmarker og berømte vinslotte. Og langs ruten er der opstillet boder med vin fra slottene.
Inspireret af det berømte løb har det britiske firma TeamOA søsat Wineathlon - et ligeledes vinøst løb med udklædte deltagere.
Der er dog tale om et langt mindre løb på kun 10 km - men til gengæld et meget populært løb. For hver anden kilometer er der opsat en bod, hvor man kan smage på en ny vin fra et nyt af verdens mange vindistrikter. Lige efter målstregen er der så endnu en bod, hvor løberne og publikum kan købe vinene i hele flasker.

Flere løb på britisk jord


Pengene fra såvel tilmeldingerne til løbet som salg af vine går til velgørende formål.
Wineathlon blev afholdt for første gang i Yorkshire sidste år med hele 3000 løbere. Og i 2016 vil yderligere fem løb foregå forskellige steder i Storbritannien.
Det er ikke hardcore løbere, der melder sig til Wineathlon, men folk, der samtidig med løberiet vil hygge sig med familien, snuppe en sandwich fra en picnickurv - og nyde noget god vin.
Ud over præmier til de tre hurtigste løbere, bliver også løbets festligste kostume præmieret.
Man kan læse mere om løbet og se billeder af de mange sjove kostumer ved at klikke her.
Måske kunne denne løb-og-nyd-vin idé overføres til dansk jord?

Kina og de mange flaskehandlere

Kina er et lukrativt marked for denne verdens vinproducenter. Men det er også et marked, hvor svindelen med vin er ekspanderet i de senere år.
En af de metoder, svindlerne benytter sig af, er at fylde tomme flasker, der har indeholdt kostbar vin, med billig kinesisk vin, for derefter at sælge flaskerne for tårnhøje priser.
I Shanghai og Beijing findes der et større antal flaskehandlere, som ligefrem lever af at opkøbe de tomme flasker og videresælge dem til svindlerne. Flaskerne køber flaskehandlerne hos restauranter og barer, men de efterlyser også åbenlyst ædle tomme flasker på deres hjemmesider - for simpelt hen at kunne følge med efterspørgslen.

Smadrede Penfolds-flasker


For blot at dæmme en anelse op for den omfattende svindel har fornemme Bordeaux-slotte indført en fast procedure, når de har afholdt en smagning i en af de kinesiske storbyer.
Efter smagningen af de fornemme vine bliver samtlige tomme flasker smadret med en hammer.
Førende australske vinhuse, der ligeledes bejler til det kinesiske marked eller allerede har fået en fod inden for, er også hoppet med på den gode idé. Det gælder fx Penfolds, der fremstiller Australiens kostbareste vin, Penfolds Grange. Ikke én tom flaske får lov til at overleve efter de smagninger, vinhuset afholder i Kina.


Château des Ferrages.

Chapoutier i Provence

Maison Michel Chapoutier, der har sin base i det nordlige Rhône, er en af Frankrigs største vinproducenter med vinhuse i Beaujolais, Champagne og Alsace - og endog i Australien.
Og det er en vinproducent med konstant vokseværk - seneste køb er Château des Ferrages, hvilket har givet Maison Michel Chapoutier fodfæste i Provence.
Nyerhvervelsen gør det muligt for Rhône-producenten at hoppe med på den hastigt voksende trend for rosévin i såvel Frankrig som på eksportmarkederne. 90% af Château des Ferrages’s produktion på cirka 190.000 flasker årligt er rosé.
Ifølge de nyeste tal fra International Wine & Spirit Research (IWRS) blev der sidste år på verdensplan solgt omkring 2,6 milliarder flasker rosévin - hvilket jo er en pæn sjat.

Groft tyveri af DRC-vine

En container indeholdende nogle af verdens dyreste vine blev i slutningen af det gamle år udsat for et groft tyveri.
Vinene stammede fra kælderen i det berømte Bourgognehus Domaine de la Romanée-Conti og omfattede - ud over flagskibet af samme navn - også husets fornemme vin Eschezeaux.
Containeren blev udskibet fra Le Havre, men da den nåede sin destination, Ontario i Canada, opdagede man, at der manglede 31 kasser vin - altså i alt 372 flasker.

Vine til 90.000 kr. flasken


De fleste af vinene var af årgang 2012 - en årgang, der for Domaine de la Romanée-Contis vedkommende ligger på det, der svarer til 90.000 kr. flasken, mens en flaske Eschezeaux i denne årgang løber op i cirka 6000 kr. Nogle af de stjålne flasker var oven i købet magnumflasker.
Fra Bourgognehuset lød det, at det var første gang, man havde været ude for så omfattende et tyveri af de uerstattelige vine.

Sporet førte til en havnearbejder


Umiddelbart var der ingen spor i sagen, men heldigvis henvendte en fransk vinsamler sig til politiet. Han havde hørt om tyveriet og havde set to magnumflasker Domaine de la Romanée-Conti til salg på nettet til 48.000 euro (cirka 360.000 kr.).
Politiet udgav sig for at være købere og fik ad den vej arresteret de to mænd, der havde sat vinene til salg - og som fortalte, at de havde fået dem af en havnearbejder i Le Havre.
Da man ransagede havnearbejderens hjem, viste det sig, at han under huset havde indrettet en imponerende vinkælder, hvor man fandt en meget stor del af de stjålne flasker.
Resten af de fornemme vine er endnu ikke fundet, og det franske politi og Domaine de la Romanée-Conti opfordrer folk til at henvende sig, hvis de får tilbudt nogle af de to vine - og især årgang 2012 - og har en mistanke om, at noget kan være galt.


En af Lucky Chips klassiske burgere, som nu vil blive ledsaget af et godt glas vin.

Vin til din burger

Det er som regel ikke vin, der kommer på bordet, når menuen står på burger. Men det vil en ny restaurant i London, Lucky Chip Burgers & Wine, gøre op med.

Restauranten, der åbner d. 22. januar, vil have et vinkort med 120 forskellige vine til priser mellem 20 og 50 pund (cirka 200 og 500 kr.). Der vil også blive serveret vin pr. glas og med jævne mellemrum vil man tilbyde en burger-vin match menu.
Vinkortet vil også omfatte enkelte kostbare vine, hvoraf de dyreste godt kan runde 500 pund (cirka 5000 kr.) flasken.
Burgerne er såvel de klassiske med kød, ost og bacon som de lidt mere alternative med skaldyr og grøntsager.



På billedet kan man tydeligt se bundfaldet, der har samlet sig øverst i flaskehalsen. Foto: CIVC.

For og imod en dato

I Champagne foregår der i disse år en livlig debat for og imod at sætte degorgerings-datoen på flaskernes bagetiketter.
Når champagne andengærer på flasker, lagrer de døde gærceller sig som et grumset bundfald. Ved at dreje flaskerne en anelse hver dag over en længere periode og samtidig vippe dem lidt op får man bundfaldet til at glide langsomt ned mod flaskehalsen. Til sidst, når flaskerne næsten står på hovedet, er det samlet nede omkring proppen. Det øverste af flaskehalsen fryses ned, proppen får lov at springe, og isklumpen tager bundfaldet med sig, hvorefter flasken får en ny prop og er parat til salg. Denne proces kaldes degorgering (af det franske ord for hals: gorge) - og det er datoen for dette led i champagnefremstillingen, der debatteres.

Datoen er vigtig for smagen


Nogle champagnehuse og internationale vinskribenter mener, at det er vigtigt at oplyse forbrugerne om degorgerings-datoen, da den tid, champagnen har haft kontakt med sit bundfald, er vigtig for smagen.
Andre mener ikke, at det giver nogen mening at sætte datoen på flasken - heriblandt Champagne AR Lenoble.
Som champagnehuset har udtalt til Decanter kommer degorgerings-datoen an på den enkelte champagne.
Fem forskellige producenter fra fem forskellige byer i Champagne kan ifølge Lenoble vælge forskellige datoer for degorgering af den samme årgang. Den dato, der er bedst for den ene producent, behøver ikke at være det for de fire andre.

Uforståelige tal


Det er derfor umuligt at danne sig en mening om degorgerings-datoen i forhold til de enkelte champagner og derfor helt unødvendigt at sætte datoen på flasken.
Fremstillingen af champagne bør ikke reduceres til en masse ubetydelige og - for de flestes vedkommende - uforståelige tal, mener altså champagnehuset. De fleste champagnehuse undlader da også stadig at sætte datoen på flaskerne.
Skriv gerne til os på info@vinavisen.dk om holdninger for eller imod.

Bob Oatley død

Bob Oatley, en af pionererne inden for den moderne australske vinindustri, er død 87 år gammel.

Sin første formue skabte han i 1950’erne og 60’erne på Papua New Guinea, hvor han eksporterede kaffe og kakaobønner. Og i 1969 lød så startskuddet til hans karriere inden for vinens verden, da han grundlagde vinhuset Rosemount Estate i Hunter Valley. Rosemount endte med at være Australiens største familieejede vinhus, før Bob Oatley i 2001 valgte at sælge det til det australske firma Southcorp Wines.
Senere grundlagde han Robert Oatley Vineyards sammen med sin søn, Sandy, der nu fører vinhuset videre.
Ud over vinhuset ejede Bob Oatley ved sin død også øen Hamilton Island, flere plejehjem og en villa på Sardinien. Han var nummer 34 på listen over Australiens rigeste indbyggere.

Problemer med Google Chrome

De af vores læsere, der bruger webbrowseren Google Chrome, kan i øjeblikket opleve problemer med at åbne rullegardinerne øverst i VinAvisen. Vi arbejder på sagen og regner med snarest at få løst problemet.

Der blev vi snydt!

For nylig kunne man i Wine Spectator læse, at Donald Trump i 2016 ville slå et slag for at bandlyse al import af udenlandsk vin til USA.
Vi kastede os straks over tastaturet for at viderebringe denne sidste nye udmelding fra den kontroversielle republikanske kandidat til VinAvisens læsere.
Men ak, historien var et ironisk og alt andet end sandt indslag fra Wine Spectators side. Vi kaster os i støvet og erkender blankt, at vi lod os tage noget så grundigt ved næsen. Historien ville i øvrigt have været en glimrende aprilsnar …
En kobberkedel ankommer til et af de nye whiskeydestillerier, Boann Destillery i Drogheda. Kedlen er håndlavet af kobbersmede i Siena, Italien.

Nye tider for irsk whiskey

Ordet whisky leder uvilkårligt tankerne hen på Skotland. Men også på Irland fremstilles der glimrende whiskey - som det staves her.
De 1200 irske whiskey-destillerier, der fandtes i 1700-tallet, skrumpede langsomt men sikkert ind til kun fire: Cooley, Bushmills, Kilbeggan og Midleton. Sidstnævnte fremstiller det berømte whiskey-mærke Jameson’s.
Årsagen til den store nedgang i antallet af destillerier er blandt andet det totale forbud mod fremstilling og salg af spiritus i USA fra 1929 til 1933. USA var dengang det næststørste marked for irsk whiskey, så forbuddet nedførte, at adskillige destillerier måtte dreje nøglen om.
Men den irske whiskey-industri er gået en ny blomstringstid i møde.

32 nye destillerier


Ifølge whiskey-producenternes forening, Irish Whiskey Association (IWA), har ti nye destillerier slået dørene op alene i det sidste års tid, og yderligere 22 er planlagt til at åbne i de kommende år.
Det er den stigende efterspørgsel efter irsk whiskey i de senere år, der har fået stadig flere til at slå sig ned med eget destilleri. Salget går godt i hjemlandet, og eksporten af whiskey er steget med 10% i 2015 sammenlignet med året før. I dag eksporterer Irland whiskey for 300 millioner euro (cirka cirka 2 milliarder kr.) årligt - en stigning på 220% i forhold til 2003. Irsk whiskey er dermed ifølge IWA verdens hurtigst voksende spirituskategori.

Lige så stor succes som Skotland


Opsvinget har fået foreningen til at opstille nogle meget ambitiøse mål. De omfatter blandt andet en investering på 1 mia. euro (cirka 7,5 mia. kr.) i den irske whiskey-industri over de næste ti år, en fordobling af eksporten af whiskey inden 2030 og en forøgelse af produktionen på 41% inden 2025. Derudover vil man øge whiskey-turismen fra de nuværende cirka 600.000 turister til 800.000 turister årligt.
Hos IWA er man overbevist om, at Irland kan få lige så stor succes på eksportmarkedet med sin whiskey, som Skotland har det i dag med sin udgave af den gyldne spiritus.
Skotterne har omkring 150 destillerier og eksporterer årligt cirka 1 mia. flasker whisky - så der er altså et stykke vej igen ...
Foto: Wikipedia/Evan Swigart.

Et gyldent år for cognac

Efter nogle svære år for eksporten af cognac har 2015 budt på lysere tider. Det fremgår af de nyeste eksporttal fra Bureau Interprofessionnel du Cognac (BNIC).
Sidste år blev der eksporteret i alt 169 millioner flasker cognac til alverdens lande. Det var en stigning på 8,5% i mængde og i værdi på 21,3% i forhold til 2014.
Til samtlige af de store markeder for cognac var der en fremgang i eksporten - størst var den dog til USA, der aftog 13% mere cognac, svarende til 67,7 mio. flasker. I værdi steg eksporten med gigantiske 39,2%.
Eksporten til Asien var på 50 mio. flasker - en stigning på 8,4%. Også de europæiske lande aftog lidt mere cognac - i alt 40 mio. flasker, hvilket var 0,6% mere end i 2014.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Compagniet i Solrød Strand har optaget importen af vinene fra Hervé
Ligier på Domaine Ligier i Arbois, Jura.


Karsten Emil Jørgensen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Karsten Emil Jørgensen (f. 1947) blev uddannet som tømrer i 1966. Fire år efter tog han og hans hustru Kirstin til Sydafrika, hvor han var med til at bygge en ubådsbase i flådehavnen Simon’s Town.
Allerede før afrejsen fra Danmark havde han en spirende interesse for vin – en interesse, der kun blev skærpet under det toårige ophold under sydafrikanske himmelstrøg og med sydafrikansk vin i glasset.
Vel hjemme igen fulgte Karsten Emil Jørgensen med i begivenhedernes gang og apartheidstyrets fald i Sydafrika – og ikke mindst i, hvordan landet udviklede sig fra at være et stort set ukendt vinland til i dag at være et af de mest anerkendte oversøiske vinlande.
Gennem flere rejser til Sydafrika lykkedes det Karsten Emil Jørgensen at få kontakt til en række af de små vingårde, hvor produktionen er lille, men hvor der bliver kælet for detaljerne under vinfremstillingen, og hvor slutproduktet er absolut i top. Det er blandt andet vin fra disse vingårde, man i dag finder i sortimentet hos ægteparrets eget online-importfirma, Syd Afrika Vinimport.
Søm, skruer og hammer er nu lagt på hylden, og Karsten Emil Jørgensen har derfor fået ekstra god tid til sit vinfirma. Når han ikke plejer firmaet, slapper han gerne af med at gå på jagt – eller med et godt glas sydafrikansk vin.
Adresse: Syd Afrika Vinimport, Børup Skovvej 19a, 7000 Fredricia, tlf.: 75 95 81 95, e-mail: sydafrikavin@gmail.com, www.sydafrikavin.dk.

Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvad er en Grand Vin?

Stella Jørgensen ser af og til benævnelsen "Grand Vin" på flasker med Bordeauxvin. – Er det noget, man sådan bare kan skrive, fordi det ser flot ud? spørger hun.

For så vidt kan man bare skrive på etiketten, at en vin er en "stor vin". Benævnelsen er ikke beskyttet og underlagt særlige regler og krav.
Men i Bordeaux benytter slottene ordene Grand Vin om deres hovedvin – deres førstevin – når de tillige fremstiller en andenvin, altså en billigere vin, fx på druer fra yngre vinstokke.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@vinavisen.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26... .Billede 27-52.. ..Billede 53-76 ...Billede 77-104. .
Billede 105-130. ..Billede 131-156. ..Billede 157-182. ..Billede 183-208
Billede 209-234 Billede 235-260 Billede 260-286 Billede 287-312
Billede 313-338


360 På en mark i Sydfrankrig holder Rucola-planterne på jordlagene og fører ilt og vand ned til vinstokkenes rødder (foto © Anker Tiedemann).


Nedenfor ses ugens mange anmeldelser af i alt 25 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.

Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjerne

Carmela, Moscatel, Spanien, lav alkohol (7,5%)

64,95 kr., Fortium

Duften af denne mousserende vin er ikke spor vinøs, men minder mere om en blomsteragtig parfume. Det er en let vin, hvis sødlige smag forsvinder lidt vel hurtig. Men godt afkølet en varm sommerdag har den sin berettigelse. Den lave alkoholprocent er også et plus i sommervarmen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Chill, Sperone, Vino Spumante Aromatico, Rosé, Dolce, Italien, lav alkohol (7%)

75 kr., pris ved 6 flasker: 55 kr., Granvino

En meget speciel boblevin i en flaske iklædt lyserød folie. En ganske harmløs og ligeud vin med en lille sødme. Faktisk en sjov vin til et ungt gilde. Den lave pris gav den femte stjerne, der kun gælder, hvis man køber seks flasker.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Quercusa Gold, Darling Cellars, Chardonnay, West Coast, Sydafrika, 2015, middel alkohol (13,5%)

69 kr., Amka

Dejlig hvidvin med en god Chardonnay-duft og en aromatisk, let cremet smag med noter af pære, melon og honning. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Domaine de Fondrèche, Rhône, Frankrig, 2014, lav alkohol (13%)

79 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

En meget lækker hvidvin med fine krydrede noter af blandt andet rosmarin og citrusfrugter og en vis fedme, der får smagen til at holde længe i munden. Den er sagen til kylling, fede fisk og lette kødretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Exklusiv, Pfaffl, Chardonnay, Niederösterreich, Østrig, 2014, middel alkohol (13,5%)

103 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop

En meget lækker hvidvin med en kraftig og flot duft og en tør, harmonisk og frisk smag. Dertil en slutning, der inviterer til mad. Flasken er forsynet med et elegant skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Steelbird, Smoking Loon, Chardonnay, Californien, USA, 2014, middel alkohol (13,5%)

139,95 kr., pris ved 6 flasker: 109,95 kr., Vinmonopolet

Lækker hvidvin med en let cremet Chardonnay-smag, fin krydring, en lille sødme og tilpas syre. Vinen er "unoaked", altså uden fadlagring. Flasken har skruelåg.

Rødvin

stjernestjernestjerne

Croya, Araldica, Barbera, Asti, Italien, 2014, middel alkohol (13,5%)

42 kr., Rema 1000

En lidt enkel rødvin med et smagsbillede, der ikke hænger helt godt sammen. Men den er jo også billig.

stjernestjernestjernestjerne

Leyendas, Casa Conoso, Carmenère, Maule Valley, Chile, 2014, middel alkohol (13,5%)

58 kr., pris ved 12 flasker, Køge Vinhandel Webshop

Det er dejligt, at man kan få en så pæn rødvin for så rimelig en pris. Vinen har god frugt, bløde tanniner og en lang eftersmag.

stjernestjernestjerne

Il Morino, Villa Vignamaggio, Toscana IGT, Italien, 2014, lav alkohol (13%)

69 kr., pris ved 6 flasker, Gallovini

En pæn, enkel men også lidt "lige meget" rødvin. På etiketten står der med store bogstaver "Supertoscanino", hvilket kan oversættes ved "en lille supertoscaner". Vel - nogen stor vin er den jo heller ikke ...

stjernestjernestjerne

Cantine del Borgo Reale, Puglia IGT, Italien, 2014, lav alkohol (13%)

69,95 kr., på tilbud i denne uge (uge 3): 33,17 kr. ved 6 flasker, Kvickly

En jævn hverdags-vin på druerne Sangiovese og Primitivo. Der er frugt og en let bitter eftersmag. Ved seks flasker er vinen meget billig.

stjernestjernestjernestjerne

Capitoso, Bodegas Altanza, Tempranillo, Rioja, Cosecha, Spanien, 2013, middel alkohol (13,5%)

75 kr., pris ved 6 flasker: 59,95 kr., Jysk Vin

En pæn rødvin, men måske med et lidt smalt smagsbillede. Der er god frugt, sødme, tilpas syre og en god eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viña Marro, Bodegas Domeco de Jaruta, Rioja, Reserva, Spanien, 2009, middel alkohol (14%)

84,95 kr., Multi Wine

Lækker rødvin med en bred frugtsmag, flotte tanniner, fint integreret egetræ, tilpas syre og en lang eftersmag.

stjernestjernestjernestjerne

Casamatta, Bibi Graetz, Toscana IGT, Italien, 2013, lav alkohol (12,5%)

85 kr., pris ved 6 flasker: 70 kr., Vinova

Venlig rødvin uden det helt brede smagsbillede. Den har god frugt og en syre og tørhed, der tager lidt vel hurtigt over. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tessellae, Famille Lafage, Côtes du Roussillon, Frankrig, 2013, høj alkohol (14,5%)

89,95 kr., pris ved 12 flasker, Philipson Wine

Lækker rødvin på druerne Grenache, Syrah og Mourvèdre - altså en GSM-vin. Den har en fyldig, bred smag, bløde tanniner, en lille sødme og tilpas syre. I munden folder den sig ud med krydderurter og blomster. Også egnet som meditations-vin.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Neropasso, Maurizio Martino, Rosso Veneto IGT, Italien, 2013, middel alkohol (13,5%)

89,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk

Blød og meget lækker rødvin til en rørende lav pris (ved 6 flasker). Den har en bred og varm smag med en charmerende sødme - og fine noter af Italien, som det blev nævnt fra smagebordets nederste ende.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Montague, Cabernet Sauvignon, Californien, USA, 2014, middel alkohol (13,1%)

99,5 kr., Irma

Fyldig og flot rødvin med en god Cabernet-smag. Den har dejlig frugt - solbær, blommer - bløde tanniner, en fin sødme og lang eftersmag. Et godt glas vin!

stjernestjernestjernestjerne

Ca' Isidora, Corvina, Verona IGP, Italien, 2014, middel alkohol (14%)

100 kr., pris ved 6 flasker, Premier Cru

Udpræget madvin med god frugt og tilpas syre. Dertil en lille sødme og ret markante noter af vanille.

stjernestjernestjernestjerne

Havenscourt, Pinot Noir, Californien, USA, lav alkohol (12,8%)

110 kr., pris ved 12 flasker, AmericanWineCorner

Pinot-smagen er der, men dens friskhed og fine noter maskeres af en ret markant sødme. Dårlig er vinen dog ikke. Den er nem at drikke, og mange vil sikkert være glad for den. Men helt billig er den ikke.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Almodí, Altavins Viticultores, Garnacha, Terra Alta, Spanien, 2014, høj alkohol (14,5%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., Haller Vine og Vin&Vin

Dejlig rødvin med en bred og blød smag, fin krydring, tilpas syre og en behagelig sødme. Lang og god eftersmag.

stjernestjernestjernestjerne

Château Cadorin, Famille Belot, Saint Chinian, Frankrig, 2013, lav alkohol (13%)

119 kr., pris ved 6 flasker: 89,25 kr., Propperiet

En pæn og ordentlig rødvin på druene Syrah, Grenache og Mourvèdre. Den har en god. frisk frugtsmag, en fin krydring og en lille sødme. En vin uden dikkedarer, men en god madvin.

stjernestjernestjerne

Finca Tobella, Lipscomb & Tobella, Priorat, Spanien, 2006, høj alkohol (14,5%)

125 kr., pris ved 6 flasker, D’Wine

Tør rødvin på druerne 40% Carignan, 42% Garnacha og 12% Cabernet Sauignon. Den falder lidt fra hinanden og munder hurtigt ud i en spritkant.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Riva Leone, Cantine di Priocca, Nebbiolo, Barbaresco, Italien, 2012, middel alkohol (14%)

149 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., Barrique Vin

Nebbiolo-druen kommer fint frem i denne "lillebror" til Barolo - en elegant rødvin med et fint samspil mellem frugt, tanniner, sødme og syre.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Carmelo Rodero, Bodegas Rodero, Tempranillo, Ribera del Duero, Crianza, Spanien, 2012, middel alkohol (14%)

190 kr., Compagniet

Stor og flot rødvin på druen Tempranillo med en smule Cabernet Sauvignon. Den har bred og lækker frugt med fint integrerede fadnoter og krydrede noter. Udpræget en madvin, gerne til lidt kraftigere retter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Montiano, Falesco, Lazio IGP, Italien, 2013, høj alkohol (14,5%)

249,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

En meget flot og lækker rødvin. Den har fyldig frugt, bløde tanniner og kompleksitet - det er en vin, man kan gå på opdagelse i. Den hænger fint sammen hele vejen igennem til eftersmagen.

stjernestjernestjerne

La Pointe, Château la Pointe, Pomerol, Frankrig, 2011, lav alkohol (13%)

269,95 kr., pris ved 6 flasker: 199,95 kr., Erik Sørensen Vin

Dette er anden-vinen fra Château la Pointe. En Pomerol ... et berømt distrikt. Nabo til Château Pétrus - næsten. Men for os en skuffelse. Jo, den kan drikkes, men der er ingen oplevelser i den. Man bliver ikke glad af at drikke den. Det er bare en rødvin.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen