
Whisky fra "mini Skotland"
Hvis man ikke kan afsætte tid til at ture hele Skotland rundt, så kan man bare besøge Arran.Denne ø i den skotske fjord Firth of Clyde bliver kaldt for ”mini Skotland”, fordi den har det hele. Her er højland med dramatiske bjerge, lavland, floder, landbrug, små landsbyer, en imponerende borg - og selvfølgelig også whisky. Sidstnævnte kommer fra øens eneste destilleri, Arran Distillery i landsbyen Lochranza på øens nordspids.
For nylig var VinAvisen inviteret til en smagning af et lille udpluk af destilleriets mange forskellige Single Malt whiskyer.
Det var destilleriets salgsdirektør, Andy Bell, og Lars Gregersen fra LAGO-import, der forhandler whiskyerne herhjemme, som stod for smagningen.
Den danske importør kan man læse mere om i denne uges Blå Bog lidt længere nede på siden.
Nu har øen to destillerier
Engang var der omkring 50 (for hovedpartens vedkommende illegale) destillerier på øen Arran. Det sidste lovlige destilleri lukkede og slukkede i 1837.
Men Harold Currie, en pensioneret direktør fra whiskyproducenten Chivas, havde et godt øje til øen. Og i 1995 slog han dørene op for Arran Distillery.
Destilleriet skulle egentlig have åbnet året før, men et par kongeørne valgte at bygge rede og udruge æg på en klippetop i nærheden af det igangværende byggeri. Da ørne er fredede og skal have ro til at ruge, måtte man midlertidigt stoppe byggeriet. På destilleriets logo ses derfor to ørne som et minde om begivenheden.
Nu nævnte vi ovenfor, at Arran Distillery var øens eneste destilleri. Der er faktisk netop åbnet endnu et, nemlig Lagg, som har samme ejer, og som ligger stik modsat Arran Distillery på sydspidsen af øen. Og som Andy Bell fortalte, så er alt andet også stik modsat det første destilleri.
Bourbon, sherry og kvart-fade
I den nordlige del af øen, hvor Arran Distillery ligger, er vandet stort set kalkfrit og utroligt blødt - hvilket gør gæringen af mæsken så aggressiv, at man må lægge noget tungt oven på gæringtankenes låg, så de ikke ryger af.
Hos Lagg er vandet hårdt og kalkrigt, og man bruger store kedler, hvor man hos Arran Distillery bruger små.
Og mens whiskyerne hos sidstnævnte destilleri typisk er frugtagtige og forholdsvis bløde, så er der røg og bolværk i dem fra Lagg.
Ikke kun vandet og kedlernes størrelse har indflydelse på det endelige resultat. De brugte fade, man modner spiritussen i, har også stor betydning.
Som Andy Bell forklarede, så giver fade fra USA, der tidligere har indeholdt Bourbon, whiskyen sødme, mens brugte sherryfade giver tørhed.
En af de whiskyer, vi smagte, var en såkaldt Quarter Cask (kvart fad). Det er amerikanske Bourbon-fade, som man splitter ad og samler til mindre fade. Under modningen får spiritussen dermed mere træ-kontakt, hvilket kan smages i den færdige whisky.
Whisky i luksusklassen
De whiskyer, vi smagte fra Arran Distillery, var bestemt en oplevelse af de gode.
Blandt højdepunkterne bør nævnes Arran Malt, 10 Years Old Single Malt til 399 kr. - en whisky med lidt wienerbrød over duften - på den gode måde. Smagen er stor og fyldig og udvikler sig i munden fra frugtnoter til nødder med et strejf af vanille.
Og så er der Arran Single Malt Quarter Cask ”The Bothy” på hele 56,2% alkohol til 550 kr. Her er masser af eg-smag fra de små ”kvarte fade” - men underneden også frugt og strejf af anis. Procenterne er høje, og whiskyen flot og varmende.
Vi må heller ikke glemme Arran Single Malt Sherry Cask ”The Bodega” på 55,8% til 499 kr. Hvis man er til en super tør whisky, er denne whisky sagen. Den er ualmindelig dejlig - kom endelig ikke vand i - men det er ikke en ”begynder-whisky”.
Flagskibet var Arran Single Malt, 21 Years Old på 46% til 1199 kr.: Her er tørv, tjære og eg over duften, mens smagen er bred med tørret frugt, vanille, æbler og eg. En whisky, hvis eftersmag synes at udvikle sig uendeligt.