Der er lidt Olsen Bande over metoden, som indbrudstyvene har brugt til at komme ind i Formel B's vinkælder.
Tyveri i dansk top-restaurant
Det var et trist syn, der mødte personalet hos Formel B mandag morgen i den forgangne uge. I løbet af natten var restauranten, der ligger på Frederiksberg og har en stjerne i Guide Michelin, blevet ”lettet” for cirka 60 kostbare vinflasker.Tyvene er kommet ind i vinkælderen gennem muren i den butik, der ligger ved siden af restauranten. Med en hammer havde de brudt murstenene ned og lavet et hul, der lige netop var stort nok til, at en lille person kunne komme gennem det.
En nærmest uerstattelig samling vine
Antallet af flasker, der er blevet stjålet, er ikke så stort, men der er tale om nogle af verdens mest kostbare vine, så i alt beløber tyveriet sig til en værdi af 1,5 millioner kr. Men for ejerne af Formel B, Rune Jochumsen og Kristian Arpe-Møller, er det ikke kun et tab i kroner og ører. Som de skriver på restaurantens Facebook-side, er de utroligt kede af det og berørte over situationen, da det er en nærmest uerstattelig samling vine, som de har brugt mange år på at opbygge.
Vær' på vagt
Der er ingen tvivl om, at tyvene har vidst, hvad de gik efter - måske er der ligefrem tale om et bestillingsarbejde. Blandt de stjålne vine er samtlige af restaurantens flasker fra det berømte Bourgognehus Domaine de la Romanée Conti, hvor ældste årgang er en Romanée-Saint-Vivant "Marey-Monge" Grand Cru 1999. Også vinene fra Domaine du Comte Liger-Belair og Domaine Leroy har tyvene taget med sig.
Ved at klikke her kan man se listen over de stjålne flasker. Og får man tilbudt nogle af disse vine uden for normal handel - og måske til priser, der ligger under markedsværdien - skal man selvfølgelig kontakte politiet.
Endnu et tyveri
Politiet havde dårligt nok nået at skrive rapport over tyveriet hos Formel B, før der tikkede endnu et vintyveri ind ad døren. Blot to dage efter det første tyveri meldte luksus-sushirestauranten Sushi Anaba i Nordhavn, at den havde fået stjålet et antal fornemme champagner - heriblandt Pol Roger, Krug, Taittinger og Perrier Jouët - samt vine fra blandt andet den berømte Alsace-producent Zind Humbrecht.
I alt beløber de stjålne vine sig til en værdi af cirka 60.000 kr. Og igen har tyvene vidst lige præcis, hvad de skulle gå efter. Politiet er nu ved at undersøge, om der er en sammenhæng mellem de to tyverier.
Man skal sikre sig
Det er et nyt fænomen herhjemme, at tyve går målrettet efter sjældne og dyre vine og udfører tyverier i den størrelsesorden som hos Formel B, lyder det fra brancheorganisationen Horesta - hvis erhvervsjuridiske chef, Kaare Friis Petersen, kommer med følgende gode råd: - Man må sikre sin vinkældre fornuftigt med alarmer og overvågning. Især hvis man har et dyrt vinlager - det er jo det, de går efter. Så man skal gøre det samme, som hvis man har dyre designermøbler stående: Sikre sig, så det er svært at komme til.