
Eric Billières med den første af sin store 3D printede amforaer. Printeren har været seks timer om at fremstille krukken. Foto: 3D Minerals/Arthur Schneider .
Modning af vin i 3D print
Der findes stadig flere vinproducenter rundt om i verden, der gærer eller modner deres vine i store keramikkrukker - gerne af den tilspidsede type, som oldtidens romere brugte (de såkaldte amforaer).
Hos det franske firma Biopythos har man specialiseret sig i porcelænskrukker til vinmodning, der støbes i gipsforme. Der har dog altid været grænser for udformningen af sådanne krukker, da der for enhver ny model skal fremstilles en ny støbeform - hvilket er dyrt og tager flere måneder. Og det hænder jo, at en vinproducent har nogle helt specifikke ønsker til størrelse, rummelighed og udseende.
Nu har firmaet indgået samarbejde med et andet fransk firma, 3D Minerals, der kan lave krukker i enhver størrelse og i næsten enhver tænkelig facon via 3D print.
Seks timer om printningen
3D Minerals har eksisteret siden 2019 og har hidtil fremstillet blomsterkrukker, men nu har firmaet altså fået en ny opgave.
At lave en krukke via 3D print er også en forholdsvis hurtig proces. Det tager fx kun seks timer og kræver 250 kg porcelænsmasse at fremstille en krukke, der kan rumme 500 liter vin. Printeren udfører opgaven ved at lægge lag på lag af leret, og når printningen er færdig, bliver krukken brændt ved 1300 grader på helt traditionel vis.
Den første vinproducent, der har købt en af de 3D printede krukker af Biopythos, er Eric Billières, der ejer Domaine du Cassard i Rhône-Alpes. Han ønskede en 1,80 meter høj krukke, der kunne rumme 350 liter vin - og han har nu bestilt yderligere to styk. Krukkerne vil han begrave i jorden - ligesom man gør med de gigantiske qvevri-krukker i Georgien.

Selv om man skulle tro det, ånder alt ikke fred og ro i det smukke alsaciske vinlandskab.
Tyven har meldt sig selv 
I sidste uge nævnte vi, at de alsaciske vinproducenter var bestyrtede over et tyveri af vinplanter, plantet få uger forinden hos i alt fem forskellige producenter i området nordvest for Colmar. Værst ramt blev Domaine Schmitt & Carrer i Kientzheim, som mistede 500 vinplanter - hvilket medfører et tab næste år på mellem 800 og 1000 flasker Riesling-hvidvin.
Alt imens efterforskningen stadig står på for at finde frem til, om endnu flere vinproducenter har været udsat for noget lignende, har tyven meldt sig selv til politiet. Han har erkendt, at han har stjålet vinplanterne og har plantet dem i egne vinmarker - et arbejde, der ifølge Wine-Searcher er foregået i nattens mulm og mørke, og som må have taget adskillige nætter.
Han har mistet alt
Tyven er dog ikke kommet nærmere ind på, hvorfor han har begået en sådan ugerning, men der ligger sikkert en sørgelig historie bag. Den franske vinindustri har i de sidste par år lidt under Trump-regeringens kraftigt øgede afgifter på importeret vin fra Frankrig. Dertil kommer de omfattende nedlukninger af restauranter og barer under pandemien.
Domaine Schmitt & Carrer er foreløbig det eneste af vinhusene, der har indgivet en klage med krav om at få kompensation for materiel skade og tab af kommende indkomst. Men derudover har ejeren af vinhuset, Anne-Cécile Hattermann, ikke tænkt sig at gøre mere ved sagen. Som hun har udtalt til Wine-Searcher, så har tyven nu mistet alt, hans ry er ødelagt og der er ikke behov for at lægge yderligere brænde på bålet.
Tyvens navn er ikke offentliggjort, men det skal jo nok slippe ud i lokalområdet på et eller andet tidspunkt...

Sauskas nye vinhus i Tokaj. Illustrationer: BORD Architectural Studio.
Et fantastisk nyt vinhus 
Den ungarske vinproducent Sauska, der har vinhuse i både Villány og Tokaj, opfører nu et arkitektonisk mesterværk af et nyt vinhus i sidstnævnte distrikt.
Det er det ungarske arkitektfirma Bord, der har tegnet det, og da Tokaj er med på Unescos verdensarvsliste, så forpligter det, når man skal placere en stor ny bygning på en bakketop midt i det berømte vinlandskab.
Det nye vinhus, som efter planen vil stå færdigt i starten af 2022, kommer til at bestå af to store ”skåle” med ”låg” på, hvor bunden af skålene er nedsænket i jorden.
Som to store øjne
I de kølige omgivelser under jorden indrettes selve vineriet og fadmodningskælderen, og ovenover bliver der plads til kontorer, smagerum, restaurant, tagterrasse osv.
Hver af de to cirkulære bygninger måler 36 meter i diameter, og vinhuset vil tilsammen brede sig over et areal på 4000 kvadratmeter.
Tagene vil blive dækket af grønne gevækster, så bygningerne på bedste vis falder ind i naturen.
Bord har selv sammenlignet vinhuset med to store øjne, der netop er ved at åbne sig.
Man kan læse mere om vinhuset og se flere billeder samt en lille YouTube film ved at
klikke her.

Fra en tidligere udgave af Rhônefesivalen, som foregår under det grønne vinløv i Nordlund Vingård.
Nedtælling til Rhônefestival 2021
En af de mest stemningsfulde årlige vinmesser, Rhônevinfestival, vender tilbage for 18. gang. Det sker lørdag d. 11. september, og rammerne er traditionen tro Nordlund Vingård i Avedøre ved København.
Her kan man - med udsigt til vinmarkerne - smage flere hundrede vine fra det sydfranske distrikt - såvel topvine fra Côte Rôtie og Châteauneuf du Pape som interessante vine fra mindre kendte områder.
Det er både store vinimportører og en hel underskov af kvalitetsbevidste specialimportører, som skænker i glassene og med glæde fortæller om vinene og producenterne. Og så gentager arrangørerne - Inter Rhône og The Wine Company - igen i år den store publikumskonkurrence, hvor dagens bedste vine kåres.
Lidt praktisk infor
Entrébilletten gælder for hele dagen og ikke kun for en 2-3 timers smageperiode. Det giver gæsterne god tid til at danne sig et bredt overblik over de mange vine.
Der bliver ekstra god plads mellem standene i år, ligesom der vil være opstillet stationer med håndsprit.
Man kan finde en oversigt over udstillerne og købe billetter til 275 kr. pr. person ved at
klikke her.
Interesserede udstillere er velkomne til at kontakte arrangørerne på
thewinecompany@private.dk eller tlf.: 22 24 68 82.

Den nye vinøse sorbet fra Vinsobres.
Rødvins-is fra varmt område 
I appellationen Vinsobres i Côtes du Rhône fremstiller man udelukkende rødvin, og det sker på druerne Grenache, Syrah, Mourvedre og Cinsault.
For nogen tid siden slog appellationens 27 vinhuse sig sammen om en nyskabelse, en rødvins-sorbet fremstillet på Syrah og Grenache. Nu er ”Cru Glacé”, som sorbeten hedder, en realitet - efter et større arbejde med at finde frem til den nøjagtige sammensætning af rødvin og årgange.
Det er Frankrigs første AOC-rødvins-sorbet, og vinhusene har fået en lokal chocolatier og ismager, Chaloin Chocolats, til at producere den.
Ikke en sorbet for ungerne
Sorbeten har ifølge en pressemeddelelse en fuldstændig ren smag af Vinsobres-rødvin, og den er ikke tilsat hverken aroma- eller farvestoffer.
Det er ikke en sorbet, der skal kugles op og serveres for lille Pierre eller Claudine, da den indeholder 5,8% alkohol.
Sorbeten kan købes rundt om i Frankrig for 9,50 euro (cirka 70 kr.) for 46 cl, ligesom den allerede har gjort sit indtog i flere restauranter.
Appellationens navn, Vinsobres (ædruelig vin på fransk), er jo et lidt besynderligt navn. Man mener, det har været brugt om dette vinområde siden 1663, og at det var biskoppen af Vaison-la-Romaine, der fandt på det - sådan lidt for sjov.

Steen Asmussens nye bog, "Italiens fantastiske hvidvine".
Glimrende bog om italiensk hvidvin 
Steen Asmussen er ikke vinhandler, og han har heller ikke taget en eller anden fin vinøs uddannelse. Han er cand.polit og finansiel arkitekt. Men han er bidt af den italienske vinverden, og har gennem de sidste 20 år erhvervet sig en imponerende viden om emnet.
I 2019 skrev han bogen ”Italiens hemmelige vine”, som vi anmeldte samme år i
uge 23. Nu har han bedrevet endnu en vinbog, ”Italiens fantastiske hvidvine” (
Muusmann Forlag, 362 sider, 349,95 kr.). Netop disse hvidvine fortjener ifølge Asmussen en særlig omtale, da de er et forsømt kapitel på danske forretningshylder - og i danskernes bevidsthed. Danmark er et rødvinsland, hvor der for hver sjette flaske rødvin sælges en enkelt flaske hvidvin.
"Den hvide Barolo"
Bogen handler ikke om italiensk hvidvin som helhed. Ifølge forfatteren fremstilles der gode vine på Chardonnay, Sauvignon Blanc og andre internationale druesorter, men det er blandt de vine, der laves på indfødte italienske druer, man finder de mest fremragende hvidvine.
I bogen udøser Steen Asmussen af sin store viden, som gør det muligt for ham at gå ned i interessante små detaljer omkring vindistrikter, vingårde og vine - og ikke mindst omkring de enkelte druer. Mage til omhyggelige beskrivelser af indfødte italienske hvidvinsdruer skal man lede længe efter.
Første kapitel handler om den grønne drue Verdiccio, som Asmussen kalder for en af Italiens bedste indfødte druer. Det er især i regionen Marche, druen lægger most til vin i verdensklasse - vin, som nogle ifølge forfatteren kalder for ”den hvide Barolo”.
En smittende begejstring
Kapitlerne om to andre kendte hvidvinsdistrikter, Soave og Friuli Venezia Giulia, og deres vingårde og vine er ligeledes utroligt oplysende.
Steen Asmussen skriver i et glimrende, underholdende og let læseligt sprog - og hans begejstring for de gode italienske hvidvine er smittende. Man får virkelig lyst til at gå på jagt efter nogle af dem.
Bogen rummer også egne smagenotater, en ordforklaringsliste, stikordsregister og en liste over danske forhandlere af de italienske hvidvine, der er omtalt i bogen.
”Italiens fantastiske hvidvine” kan godt læses med fornøjelse fra ende til anden, men Asmussen lægger i sit forord vægt på, at bogen bør ses som et nyttigt opslagsværk - hvilket den bestemt også er!

Fra en af Systembolagets første butikker i 1955.
14% vækst i salget hos Systembolaget 
Det er gået forrygende med salget af vin og spiritus hos det svenske Systembolaget i 2020 - faktisk havde monopolet ifølge News Øresund sit bedste salgs-år nogensinde, siden det blev grundlagt i 1955.
I alt rundede salget sidste år 36,7 milliarder SEK (cirka 27 mia. kr.) - en stigning på hele 14% i forhold til 2019. I mængde lå salget på 569 millioner liter vin og spiritus - en stigning på 11%.
Jo, det lønner sig at have monopol på handelen med alkoholiske drikke…
Forbruget er ikke steget
Årsagen til de gode salgstal er blandt andet, at svenskerne på grund af Covid-19 har skruet gevaldigt ned for restaurant- og barbesøg - både selvvalgt og i de perioder, hvor der har været nedlukninger. Rejserestriktioner har ligeledes mindsket den ellers ret omfattende grænsehandel.
Ifølge monopolets egne undersøgelser er svenskernes forbrug af alkohol ikke er steget under pandemien - en rundspørge viser, at kun 10% drikker mere vin og spiritus nu end tidligere, mens 20% har ytret, at de drikker mindre.
Det er vigtigt for Systembolaget med en sådan udmelding, da monopolet har pligt til at informere om, at der er visse risici ved at drikke alkohol - hvorfor butikkerne heller aldrig har mængdetilbud på sine vin- og spiritusflasker.
Resultatet af vores rundspørge 
I sidste uge bragte vi en rundspørge, for at få at vide, hvordan VinAvisens læsere forholder sig til det med at bestille vin på en restaurant.
Årsagen til rundspørgen var, at flere udenlandske undersøgelser har vist, at restaurantgæster typisk vælger den næst billigste vin på vinlisten - uden hensyn til, om vinen står til maden. Ved at vælge den billigste risikerer man at fremstå som nærig, men ved at bestille den næst billigste vin indikerer man, at man har foretaget et bevidst valg, og ikke bare er gået efter bundprisen.
Resultatet af vores rundspørge blev, at kun 4,8% af de 1179 læsere, der deltog, typisk vælger den næst billigste vin på vinlisten, mens hele 7,6% som regel vælger den billigste vin.
10% følger ekspertisens råd og vælger altid den vin, vintjeneren anbefaler uanset prisen. Men langt hovedparten af rundspørgens deltagere - i alt 74,8% - stoler på egen viden og vælger typisk en vin i mellemprislejet, som de mener står til maden.
Mellem to stole
Vi efterlyste også kommentarer, og dem fik vi nogle stykker af, hvoraf vi bringer to nedenfor. Enkelte læsere har også skrevet, at de ikke kunne genkende sig selv i nogle af de fem muligheder, vi havde opstillet i rundspørgen, hvorfor de valgte ikke at deltage. Det beklager vi, men det er nu engang svært at dække sig fuldstændig ind med svarmuligheder. En af de læsere, der ikke deltog, men har sendt en kommentar, er Nikolaj Madsen:
- Når jeg skal vælge en vin til maden i en restaurant, rådfører jeg mig altid med tjeneren, får et bud på to til tre vine, der vil egne sig til den mad, jeg har bestilt, hvorefter jeg vælger det billigste af buddene. Så jeg følte mig ligesom mellem to stole, når det gjaldt de svarmuligheder, I opstillede.
Et loft for prisen
Peter Poulsen deltog og er blandt de 10%, der vælger den vin, vintjeneren anbefaler uanset prisen:
- Jeg synes selv, at jeg har en ok vinviden - også når det gælder vin og mad match. Men i en god restaurant, hvor man alligevel skal betale en pæn pris for maden, skal matchet også være perfekt - det er helhedsoplevelsen, der tæller. Så jeg retter mig altid efter tjenerens vinvalg, da han eller hun bedst kender den ret, jeg har valgt.
- Dog har jeg selvfølgelig et loft for prisen - hvis den vin, tjeneren udpeger, koster fx 1000 kr., så er jeg stået af.

Til venstre ses to vinglas fremstillet af den amerikanske glasmester Louis Comfort Tiffany cirka 1920. Glasset til højre er et venetiansk vinglas fra 1600-tallet. Foto: Corning Museum of Glass.
En udstilling om vin og glas
I Corning Museum of Glass i New York kan man opleve verdens største samling glasarbejder - lige fra drikkeglas og smykker til spejle og skulpturer. I alt ejer museet 50.000 genstande.
D. 3. juli åbner en interessant udstilling i dette glasmuseum. ”Fire and Vine”, hedder den, og den fortæller om forbindelsen mellem vin og glas gennem de sidste 2500 år fra enhver tænkelig vinkel.
Der vil selvfølgelig være et hav af forskellige vinglas og karafler fra hele verden - og når det gælder vinglassene, kan man godt glemme alt om de krav, der i dag er til klart glas og tulipanform. Gamle vinglas er en festlig og farverig oplevelse. Men udstillingen vil også vise andre vinrelaterede genstande af glas - som fx de pipetter, man bruger til at hive vin op fra fadene med, når der skal smages på indholdet. Man vil også kunne se en flaske vin fra 1700-tallet, der stadig er forseglet og halvt fyldt, og som blev fundet i et skibsvrag i britisk farvand.
Fra romerriget til 1700-tallets England
"Fire and Vine" stiller også skarpt på den måde, vin er blevet serveret og nydt på gennem tiderne. Man får fx et indblik i de overdådige drikkegilder i oldtidens romerrige og i de noget mere kultiverede selskaber i 1700-tallets England.
Udstillingen, som man kan læse mere om på mussets
hjemmeside, varer indtil 31. december 2022, så der skulle være god mulighed for at nå at se den.
Solgt til tre gange vurderingen 
I uge 18 nævnte vi, at en flaske af den legendariske sydafrikanske vin Grand Constance årgang 1821 kom under hammeren på Cape Fine & Rare Wine Auction. Der er kun tolv flasker tilbage af denne årgang på verdensplan, så selvfølgelig blev auktionen et trækplaster.
Flasken havde en højeste vurdering på 130.000 Rand (cirka 56.000 kr.). Nu er den solgt, og den blev budt op i gigantiske 420.000 Rand (cirka 184.000 kr.) - altså mere end tre gange vurderingen. Det er verdensrekord for en flaske af denne søde vin.
Det var Christie’s, der svingede hammeren - og det var også en af auktionshusets faste britiske kunder, der købte flasken.
Den nye medarbejder hos Grant's Whisky.
Rocco opsnuser syge fade
Ligesom inden for vinens verden kan fade til modning af whisky være behæftet med naturlige fejl, som gør, at træet afgiver nogle mindre ønskværdige stoffer til indholdet.
I nogle destillerier bruger man en kunstig ”næse”, der er i stand til at lugte sig frem til de syge fade. Disse fade udskiller nemlig en uendelig svag lugt, som vi mennesker umuligt kan opfange.
Hos det kendte skotske whiskydestilleri Grant’s har man taget andre midler i brug. I destilleriets facilitet i Girvan i South Ayrshire har man ansat en ny medarbejder, den et år gamle cocker spaniel Rocco, som straks kan lugte, hvis der er noget galt med et fad. En hunds lugtesans er nemlig 40 gange kraftigere end et menneskes.
Et halvt års træning
Rocco har brugt halvdelen af sit liv på at blive trænet af en walisisk hundespecialist for at lære at skille skidt fra kanel, når det gælder whiskyfadene. Til træningen har Grant’s leveret såvel raske som syge fade.
For nylig havde Rocco sin første arbejdsdag, og der blev taget rigtig godt imod den nye firbenede medarbejder, der som løn får kost og logi.
Hunden kan ikke bare opspore de dårlige fade, men har også lært, at den skal løbe tilbage til sin arbejdsgiver og give besked om, hvilket fad, den er gal med.
Vil du have vores løbeseddel? 
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge.
Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.

Nicoline Boesen Nybom.
VinAvisens Blå Bog
Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.
Nicoline Boesen Nybom (f. 1976) startede i tjenerlære i 1994 hos Radisson SAS Royal Hotel med det faste mål senere at komme i lære som receptionist hos et af Københavns tophoteller.
Hun blev dog fanget af tjenerbranchen og har siden da altid på en eller anden måde beskæftiget sig med vin.
Efter endt læretid var hun en kort tid hos hotelkoncernen Remmen. Og en sæson hos den daværende Belle Terrasse i Tivoli blev det også til, før hun kom tilbage til Radisson SAS Royal Hotel i deres gourmetrestaurant på 20. etage.
I en alder af 23 år sluttede hun sig til de selvstændiges rækker, idet hun åbnede en restaurant på Kultorvet i København.
Det blev til ti år som selvstændig i restaurantbranchen. En utrolig spændende periode i hendes liv, som sluttede med en Michelin-stjerne til den daværende Restaurant MR. Herefter valgte hun at sælge sin andel i restauranten.
I 2009 kastede Nicoline Boesen Nybom sig ud i endnu et spændende projekt, da hun åbnede detailbutik, Nybom Vine, med vin og spiritus fra hele verden.
I dag har Nicoline Boesen Nybom importen af 20 agenturer fra forskellige steder i verden. Alle agenturerne har hun eneforhandling af i Danmark.
Vinene sælges primært engros til HoReCa & B2B. Der sælges dog også til private via Nybom Vines to vinforretninger i henholdsvis Solrød og København samt via webshoppen. Nicoline Boesen Nybom er i øvrigt også uddannet sommelier.
Fritiden bruges på god vin, gastronomiske oplevelser samt hyggestunder med familie & venner.
Adresse: Nybom Vine Solrød, Solrød Strandvej 100, 2680 Solrød Strand, Nybom Vine Copenhagen, Vesterbrogade 35, 1620 København V, Nybom Vine Lager & administration, Thorsvænge 34, 3673 Rødvig, tlf.: 23 74 45 95, e-mail:
mail@nybomvine.dk,
www.nybomvine.dk.
Hvordan opnår en Amarone 17% alkohol?
Jesper Sørensen fik for nylig serveret en Amarone med et alkoholindhold på 17%. Nu vil han godt vide, hvordan det kan lade sig gøre, for han har lært, at gæringen går i stå ved cirka 15%, når der ikke er mere gær og sukker i vinmosten. Tilsætter man druesprit i Amaronen ligesom med portvin? Spørger han.
17% – det er meget, og det er helt korrekt, at med så meget alkohol i den gærende druemost må man ofte regne med, at gærcellerne simpelt hen omkommer af druk.
Men det er faktisk muligt at fortsætte op til 18% alkohol, hvis der er sukker nok i vinen. Der findes da også Amaroner med netop 18%.
Ugens vinøse billede
Dette billede, som Jens Løn har taget, stammer fra det chilenske vinhus Cono Sur, hvor gæssene er ansat til at fjerne uønskede insekter fra vinstokkene.
Vinstokkene er smurt ind i en blanding af olie, hvidløg og lim. Insekterne sætter sig på de indsmurte stokke, og så sendes hæren af gæs ud i markerne, hvor de med største fornøjelse gufler insekterne i sig. Her er det ikke nødvendigt at bruge sprøjtemidler. Og gæssene får jo et udmærket kosttilskud under arbejdet.
Send endelig billeder til os!
Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til
mariette@tiedemann.dk.
Ugens store billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
635
Den sydafrikanske vingård Klein Constantias marker set i fugleperspektiv. (foto © Klein Constantia).
Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 21 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen