Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 5, 2023



Vinmonopolet har sat et telt op til Bourgogne-fansene. Foto: Vinmonopolet.

Overnatnings-kø foran vinbutik

I Norge foregår al salg af vin gennem det statsejede Vinmonopolet, og foran monopolets hovedforretning i Aker Brygge i Oslo kan man i øjeblikket møde et lidt specielt syn. Vinglade – og især Bourgogne-glade – nordmænd har slået sig ned med termokander og soveposer for at vente på årets ”Burgundslipp”. Det er frigivelsen af den nye årgang Bourgogne-vin, og startskuddet lyder d. 9. februar kl. 10.

Ifølge Decanter ankom den første nordmand allerede 12. januar for at sikre sig pladsen som den allerførste, der kommer ind i forretningen og kan vælge mellem de i alt 530 forskellige vine fra Bourgognes top-producenter – heriblandt Domaine de la Romanée-Conti (DRC). Og vi taler januar i Norge og dermed frostgrader!
På åbningsdagen dannes der så en ny kø af de mange hundrede kunder, der har foretrukket at holde varmen under dynen derhjemme og satse på, at der stadig er gode flasker tilbage hos Vinmonopolet.
De fleste vine er af årgang 2020, men der er også – netop fra DRC - ældre årgange, som domænet har valgt først skal frigives til salg i år.

34.000 kr. for en flaske


Der er ofte kø hos Vinmonopolet i Oslo, når vine fra top-producenter i Bordeaux og andre førende distrikter frigives til salg. Men det er intet sammenlignet med frigivelsen af Bourgogne-vinene, hvor nogle af kunderne indlogerer sig i ugevis foran butikken.
Top-bourgognerne er da også kun fremstillet i små mængder, så det er begrænset, hvor mange flasker Vinmonopolet har at gøre godt med. Derfor gælder princippet ”først til mølle”, og for nogle af de mest sjældne vines vedkommende er der kun ganske få flasker.
Kø-dannelsen skyldes dog også, at man på frigivelses-dagen har mulighed for at erhverve top-vinene til usædvanligt fordelagtige priser. Dog vil en flaske DRC stadig koste omkring 50.000 NOK (cirka 34.600 kr.).
Ud over hovedbutikken i Oslo vil der også være flasker at købe i 12 af vinmonopolets butikker rundt omkring i Norge.
Så vidt vi ved, er det kun i Norge, der er så megen hype omkring frigivelsesdagen.
En lille film på YouTube giver et indtryk af, hvordan det foregår, når nordmændene stormer ind i Vinmonopolets butik i Oslo for at erhverve nogle af de vinøse klenodier.


Forårsfornemmelse i en lille del af Piemontes cirka 45.000 hektar vinmarker.

Piemonte har vokseværk

Vinene fra det italienske Piemonte er så populære på verdensmarkedet, at distriktets lokale myndigheder har besluttet at udvide arealet af vinmarker – vel at mærke for de fineste appellationer med betegnelsen Denominazione di Origine Controllata e Garantita (DOCG), som der findes 18 af i distriktet. Arealet af de næst fineste appellationer, DOC, som der er 41 af, forbliver uændret.
I alt vil DOCG-appellationerne blive forøget med 622 hektar inden 2025, og det drejer sig i første omgang om Barolo, Barbaresco og Alta Langa, hvor de to første DOCG’er fremstiller rødvine og den sidste mousserende vin, hvoraf Asti er den bedst kendte.

Plantningen starter i 2023


Myndighederne har godkendt en udvidelse af arealet i Barolo på 66 hektar og i Barbaresco på 21 hektar. I 2023 vil en tredjedel af dette nye areal blive tilplantet med den blå drue Nebbiolo.
Når det gælder Alta Langa DOCG, vil arealet blive hele 220 hektar større i løbet af de næste tre år.
Vinproducenterne fra de tre top-appellationer skal søge om en udvidelse af deres vinmarksareal inden 15. februar.


Fra videoen på TikTok.

Robotten fik drikkepenge

Robotterne har gjort deres indtog i restauranter og barer rundt omkring i verden, hvor de serverer mad og vin og shaker cocktails til den store guldmedalje.
For nylig blev en gæst i en bar med en sådan robot noget overrasket, da han fik regningen. Han havde bestilt online på en iPad, der var opstillet på bordet, og regningen kom ligeledes online. Og her opdagede gæsten, at der automatisk var lagt 10% i drikkepenge på beløbet. I mange lande er det ganske normalt, at der er ”drikkepenge-tvang”. Men til en robot? Det var godt nok en meget dygtig robot, der lavede fantastiske drinks, men alligevel…, tænkte gæsten.

Video på TikTok


Han lagde en video på TikTok, hvor man ser regningen, og det har sat gang i en livlig og underholdende online-debat.
”Han har kone og to unger derhjemme”, var der en der skrev, mens en anden ytrede: ”Du må hellere give ham de tip – jeg brød mig ikke om, hvad de robotter i filmene Terminator kunne finde på…”. Og endnu en skrev: ”Jeg har ikke noget imod at give drikkepenge til en robot, så længe jeg kan være sikker på, at det rent faktisk er robotten, der får dem”.
Man kan se videoen ved at klikke her.

VinAvisen i Portugal

Vi fortsætter vores tur rundt i Portugal, og denne gang gælder det blandt andet Alentejos amfora-vine.


Fra en stor terrasse på Quinta do Portal er der udsigt over vinlandskabet.

15. postkort fra Portugal:
En arkitektonisk perle

Næste stop er Quinta do Portal i Douro-dalen, hvor rammerne om vinhuset er et spændende moderne byggeri af den internationalt kendte portugisiske arkitekt, Álvaro Siza Vieira.

Byggeriet, der forener stål, beton, skifer og kork, har da også vundet diverse priser. Man kan se flere billeder af vinhuset ved at klikke her.
Ud af druerne fra sine 30 hektar vinmarker fremstiller Quinta do Portal en lang række vine, hvoraf 60% er portvine. Men ligesom mange andre vinhuse i Douro-dalen satses der også her stadig mere på produktionen af almindelige vine. Og Quinta do Portal laver bestemt også dejlige rødvine – kraftige og krydrede, åbne og i balance.
Nogle af vinene til smagningen i vinhuset var lukket med skruelåg, hvilket er et særsyn i Portugal.
- Jeg går ind for skruelåg, sagde vinhusets chefvinmager siden 1994, Paulo Coutinho. - Og nogle af de store supermarkedskæder kræver det ligefrem.
- Det er også ærgerligt, når man har gjort alt for at lave en god vin, og så er den proppet. Men det er altså problematisk med skruelåg, når man laver vin i et land, der er verdens største korkproducent.
Vinene fra Quinta do Portal kan herhjemme købes hos BilligVine.dk. (Fortsættes nedenfor...).



Den store appellation Alentejos vinmarker breder sig over 22.000 hektar i den sydlige del af Portugal. Foto: www.winetourism.com.

16. postkort fra Portugal:
Landets store og varme region mod syd

Nu går turen videre sydpå til Alentejo-regionen, der dækker cirka en tredjedel af Portugal og dermed er landets største region. Det er her i dette relativt tyndt befolkede område, at korkegene for alvor breder sig. Navnet Alentejo kan oversættes ved "på den anden side af Tejo-floden"; og floden Tejo (eller Tagus) er den, der kommer inde fra Spanien og flyder ud i Atlanterhavet nede ved Lissabon. Den er den iberiske halvøs længste flod.
Der er hedt og tørt i Alentejo - dog er der lidt køligere i området omkring Vidigueira, hvor vinhuset Herdade do Rocim befinder sig. Her var vi ventet til både rundvisning og smagning.
Det er et af de vinhuse, der har været med til at revolutionere Alentejos vinscene. Engang var regionen domineret af store statsstøttede kooperativer og kvantitet frem for kvalitet. Men inden for de seneste par årtier er der kommet stadig flere glimrende kvalitets-vine på markedet fra uafhængige vinproducenter.
Rocim ejer i alt 70 hektar vinmarker og fremstiller 1 million flasker årligt.


Herdade do Rocims eksportdirektør, Pedro Goncalves (th.), og endnu en medarbejder viste rundt og fortalte om vinen fra de store krukker.

17. postkort fra Portugal:
Talha'er fyldt med vin

Alentejo er kendt for sine vine fremstillet i amforaer – eller, som man kalder de store lerkrukker i regionen, talha. Vinene har sin egen appellation, Vinho de Talha, og teknikken blev indført af romerne i tidernes morgen.
En talha kan rumme op til 1000 liter vin, og hos Rocim har man adskillige af dem. De Talha’er, der ses på billedet, er cirka 30 år gamle, men vinhuset har også 200 år gamle lerkrukker, som de har restaureret og renset.
Disse krukker har førhen været brugt til opbevaring af korn og var forseglet indvendigt med honning og harpiks. Og trods den grundige rensning giver krukkernes ”historie” stadig Rocims vine en særlig krydret aroma – hvilket bestemt kun er et gode.
For at markedsføre talha-vinene for omverdenen afholder Rocim i november hvert år talha-dag. Det er den dag, krukkerne åbnes, og der smages på indholdet. I 2021 kom der 800 mennesker fra nær og fjern til fejringen af denne særlige dag. (Fortsættes nedenfor...).


Etiketten på en af Rocims "Nat'Cool" vine fremstillet i talha (amfora). Etiketterne på projektets vine er alle enkle, iøjnefaldende og underholdende.

18. postkort fra Portugal:
Med mindst mulig indblanding

Talha-vinene fremstilles nøjagtig, som romerne gjorde det i oldtiden – og som man gør det den dag i dag i Georgien, der også er en mester i denne krukke-vin.
Vinen gæres i krukkerne uden tilsætning af kulturgær, hvorefter den modnes et par måneder i talha’en. Så det er altså vin lavet stort set uden indblanding fra vinmagerens side.
De talha-vine, Rocim fremstiller, er let drikkelige, frugtrige og med et forholdsvist lavt alkoholindhold. Og de er led i et projekt, som det kendte portvinshus Niepoort, der også fremstiller hvid- og rødvin, har søsat.
Projektets navn er ”Nat’Cool” – hvilket går på, at naturvin er ”cool”. Ud over Rocim er flere andre portugisiske vinhuse med i Niepoorts projekt. Sammen vil de vise, at Portugal kan fremstille alkohollette og let drikkelige narturvine til rimelige priser. Målgruppen er frem for alt unge forbrugere i ind- og udland.
Vinene fra Rocim forhandles herhjemme af Vinho.dk.


Skiltet med kaffemøllen har hængt på facaden, siden forretningen åbnede. Dengang var salget af kaffe den største indtægtskilde. Foto: Wikipedia/Elisa.rolle.

Super rapport fra BBR

Berry Bros & Rudd (BBR), som er Storbritanniens ældste forretning for fornemme vine, har for nylig udgivet sin årlige rapport, Fine Wine Report 2023.
Og det er en glimrende rapport, der tager pulsen på vinmarkedet og giver gode råd til den, der vil købe fine vine for enten at drikke dem her og nu, gemme dem eller opbevare dem som ren investering med et senere salg for øje. Især det sidste er blevet stadig mere populært i disse økonomisk turbulente tider, hvor vin kan være et mere sikkert investeringsobjekt end aktier.
Rapporten er sammensat af BBR’s hold af meget vidende vinspecialister, og den er dejlig overskuelig med oplysende bokse og direkte tip til producenter, vine og årgange.

Sats på andet end Bordeaux og Bourgogne


Et overordnet budskab i rapporten er, at man ud over vine fra Bordeaux og Bourgogne, som er de traditionelle samler-vine, også bør interessere sig for vine fra andre vindistrikter, heriblandt Rhône, Champagne, Piemonte og Toscana.
Rhône nævnes fx som interessant, hvis man vil købe vin som ren investering eller for at gemme den og nyde den om rigtig mange år. Som der står i rapporten, så er der et stigende antal vinproducenter i Rhône, der fremstiller spændende enkeltmarks-vine ud over de traditionelle vine, hvor druerne kommer fra flere vinmarker. Og netop disse vine er det værd at satse på til sin vinkælder. Det samme gælder ældre Châteauneuf-du-Pape’er i rigtig gode årgange som fx 2015 og 2016 samt årgang 2020, der kan gemmes i endnu 25 til 30 år.
I rapporten er der selvfølgelig også sørget for direkte link til BBR’s webshop, så man med det samme kan købe ind til sin vinkælder.

Lidt om fødselaren


BBR, der ligger i St James’s Street nr. 3, kan i øvrigt fejre sin 325 års fødselsdag i år - og kan takke en kvinde med navnet Bourne for sin eksistens. Man kender kun hendes efternavn men ved, at hun var enke og havde to døtre. I 1698 slog hun dørene op for en købmandsbutik der, hvor BBR ligger i dag. Den blev videreført af hendes datter Elizabeth og hendes mand William Pickering og deres efterkommere.
I 1810 blev forretningen overtaget af endnu et familiemedlem, George Berry, og hvor der førhen mest var blevet solgt kaffe og andre købmandsvarer samt kun lidt vin og spiritus, begyndte han for alvor at satse på sidstnævnte. Hans to sønner førte forretningen videre – deraf navnet Berry Bros (brødre). I starten af 1900-tallet sluttede familien Rudd sig så til ejerskabet af St James’s Street nr. 3. Og forretningen er stadigvæk i de to familiers eje.
I dag er BBR en omfattende virksomhed med filialer i Japan og Hong Kong og med en omsætning sidste år på 220 millioner pund (cirka 1,9 milliarder kr.).


Meget naturtro tegninger

Der er nogle kunstnere, der kan tegne med en nærmest fotografisk præcision. Men ingen overgår italienske Marcello Barenghi. Han tegner alt fra dåser og diamanter til vinglas, vinflasker og druer så livagtigt, at man tror, man kan løfte genstandene op fra papiret.
På hans hjemmeside kan man klikke på de enkelte tegninger og se små film om, hvordan han går til værks. Det ser legende let ud - men det er det jo nok ikke ... I filmene er der speeded kraftigt op for processen - i virkeligheden er han flere timer om et enkelt kunstværk.
Hvordan vinglasset bliver til, kan ses ved at klikke her.

Stadig mere vin fra Etna

Der fremstilles som bekendt vin på vulkanen Etnas skråninger – og faktisk stadig mere af den. Nye tal fra vinrådet for appellationen Etna DOC viser, at produktionen i 2022 nåede op på 43.600 hektoliter svarende til cirka 5,8 millioner flasker vin. Og det var en stigning på 28% i forhold til 2021 – og sammenlignet med 2019 en vækst på hele 35%.
Ifølge vinrådet er der heller intet problem med at få afsat de mange flasker, idet efterspørgslen på Etnas vine også er steget både i Italien og uden for landets grænser.


Fra den lille film på YouTube.

Nonner med en bagtanke

En række godgørende organisationer verden over samler ind til fattige og nødlidende mennesker.
Det gør de to nonner i en lille JustForLaughs-film på YouTube også. Med raslebøsser i hænderne får de kunderne i en kiosk til at give en skærv. Men de nonner er ikke helt til at stole på …
Penderyn er ikke kun Wales' første whiskydestilleri i 100 år men også det største.

Walisisk whisky vil frem i verden

Der er irsk og skotsk whisk(e)y – og så er der walisisk whisky, men den hører man bare ikke helt så meget om. Der er da også kun en håndfuld whiskydestillerier i Wales, men flere små destillerier er på vej, og håbet for dem alle er, at walisisk whisky en dag vil blive lige så internationalt kendt som den skotske og irske whisk(e)y.
Som et led i bestræbelserne har The Welsh Whisky Association på vegne af organisationens medlemmer ansøgt de britiske myndigheder om en såkaldt PGI (Protected Geographical Indication) – en beskyttet geografisk betegnelse. Både skotsk og irsk whisk(e)y har en PGI, og det har betydning med en sådan status, når man skal markedsføre sig i det store udland.

Første destilleri i 100 år


Ifølge Liquor.com venter godkendelsen af walisernes PGI lige om hjørnet, og den kommer efter ønske fra destillerierne kun til at gælde for single malt whisky. Det er også den type whisky, der fremstilles mest af i Wales. Det vil sige, whisky, der er lavet på ét og samme walisiske destilleri, på 100% maltet byg, walisisk vand og gær og er fadmodnet i mindst tre år.
Engang var der langt flere whiskydestillerier i Wales, men det fik den puritanske anti-alkohol bevægelse Temperance Society sat en stopper for. Bevægelsen havde stor magt og i starten af 1900-tallet lukkede det sidste af Wales’ destillerier.
Den nye bølge af whiskyfremstilling i Wales startede med destilleriet Penderyn, der slog dørene op i den sydlige del af Wales i 2004 – og dermed var den første whiskyproducent i landet i cirka 100 år.
Penderyns whisky forhandles af flere importører herhjemme.


Et påskeæg kun for voksne

De fleste kender disse chokoladeæg-skaller, man får til påske, og som er yderst børnevenlige. Nu har det britiske destilleri Egg Royale fremstillet et påskeæg, der så afgjort er ”kun for voksne”.
Det har efter sigende taget to år at udvikle ægget, som indeholder en chokoladelikør på 15% alkohol, der anbefales nydt over et par isklumper eller i en cocktail. Og man skal ikke forsøge af sætte tænderne i flasken – den er lavet af glas.
En flaske koster 25 pund (cirka 210 kr.) hos Hard To Find Whisky plus forsendelse til Danmark.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Philipson Wine overtager Excellent Wine A/S I Herning, som fortsætter uændret som selvstændig enhed. Jens Christian Milo erstatter Tommy Gundelund Jespersen som Adm. direktør i Excellent Wine og varetager dermed fremover posten i begge selskaber. Tommy Gundelund Jespersen forsætter som minoritetsaktionær og medlem af bestyrelsen i Excellent Wine.


Raymond Meyer. Foto: Wikipedia/Blofeld.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til Raymond Meyer, der vandt stor anerkendelse for sine Cabernet-vine fra Napa. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Raymond (Justin) Meyer (1938-2002) satte en ny standard for californisk rødvin på Cabernet. Han blev født i Bakersfield i Californien og var netop blevet færdig med gymnasiet, da han blev optaget som munk hos broderordenen Christian Brothers. I den anledning ændrede han sit fornavn til Justin.
Som 26-årig kom han i lære som vinmager hos broder Timothy i ordenens vinhus, Greystone Cellars i St. Helena, Napa. Faktisk ejede ordenen på et tidspunkt hele seks vinhuse og var samtidig en af verdens største brandy-producenter.
Raymond Meyer lærte at fremstille en bred palet af forskellige vine og supplerede sin viden med en mastergrad i vindyrkning ved University of California, Davis.
I 1972 forlod han broderordenen med alt, hvad han ejede, nemlig et enkelt sæt tøj. Sammen med en forretningsmand fra Colorado, Ray Duncan, grundlagde han vinhuset Silver Oak i Napa.
Mens Duncan sørgede for økonomien, stod Raymond Meyer for vindyrkningen og -fremstillingen – der mundede ud i nogle meget berømmede rødvine.
På det tidspunkt var det almindeligt i Napa at lave vin på flere forskellige druer, men Raymond Meyer valgte udelukkende at koncentrere sig om Cabernet Sauvignon. Og målet var at fremstille verdens fineste rødvin på druen.
Han valgte også kun at modne vinen på fade af amerikansk eg, der efter hans mening gav vine med rundere og blødere tanniner end de rødvine, der ellers blev lavet i Napa. Mange vinproducenter fulgte med tiden i hans fodspor.
Silver Oak endte med i 1980’erne og 90’erne at være et af de mest succesfulde Cabernet-vinmærker. Og vinmarksarealet blev gennem årene udvidet betydeligt.
I alt blev der fremstillet omkring 700.000 flasker rødvin årligt, og at vinen var populær kunne opleves ved de halvårlige ”åben hus”-seancer, hvor man kunne købe årets nye vin. Folk kom fra hele Californien og stod i timelange køer foran vinhuset.
I 1990’erne var Raymond Meyer præsident for American Vineyard Foundation og bestred ligeledes andre vigtige poster inden for vinindustrien.
Han skrev også en bog ”Plain Talk About Fine Wine” i 1989 og grundlagde foreningen G.O.N.A.D.S., der står for Gastronomical Order for Nonsensical and Dissipatory Society, hvor drueavlere og vinproducenter mødtes for snakke og nyde god mad og vin.
Ved sin død efterlod han sin hustru, Bonny, og deres tre voksne børn, sønnerne Chad og Matt og datteren Holly.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.
Flasker med rompope i en forretning i Mexico City. Foto: Wikipedia/Katia Flores Torres.

Hvad er rompope?

Niels Knudsen har i Mexico smagt en lækker cremet gul likør, der hed rompope. Nu vil han godt vide lidt mere om drikken, og om den kan fås herhjemme.
Rompope er mexicanernes svar på eggnog, og den gule farve skyldes brugen af æggeblommer.
Drikken har rødder tilbage til 1600-tallet, hvor den kom til verden i klostret Santa Clara i byen Puebla. Her fremstillede nonnerne den, og ud over æggeblommer indeholdt den sukker, kanel, mandler og rom - samt en hemmelig ingrediens, som nonnen Eduviges tilførte den.
Og sådan fremstilles en traditionel rompope den dag i dag, minus den hemmelige ingrediens. Den kendte kun Eduviges, som tog sin viden med sig i graven.

Sælges den herhjemme?


Fra klostret bredte opskriften sig til hele Mexico, og i dag fremstilles rompope også i mange andre Sydamerikanske lande.
Den drikkes ikke kun ved juletid, men også til fødselsdage og andre festlige begivenheder - og den nydes såvel kold som varm.
Der findes mange kommercielle mærker af rompope - og i dag også med forskellige smagstilsætninger lige fra kaffe til jordbær. Men så vidt vi kan se, så sælges der ikke en eneste flaske rompope på dansk jord. I modsat fald hører vi gerne på info@vinavisen.dk.
Men man kan jo også selv lave en rompope - der er masser af opskrifter på nettet.


Ugens vinøse billede

Ugens billede har vi fået fra vinhuset Kupferberg i den tyske by Mainz. Det viser ”druesalen”, hvis interiør er indbegrebet af jugendstil - den stil, der i Frankrig blev kaldt for art nouveau, og som florerede i slutningen af 1800-tallet. Naturen var den evige inspirationskilde med dens slyngende former, og i druesalen får vinranker, løv og drueklaser frit spil på søjler og i loftsbuerne.
Interiøret udgjorde oprindelig den tyske vinindustris pavillon på Verdensudstillingen i Paris i år 1900 og blev så bagefter flyttet til Kupferberg.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469.494Billede 495-540
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 547-568
Billede 649-722
Billede 569-594Billede 595-621


722 Vinhuset Bel Colles 10 hektar vinmarker breder sig over Piemontes bakkede landskab (foto © Bel Colle).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 16 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjerne

Cava Dignitat Selecció Brut, Spanien, lav alkohol (11,5%)

100 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet

En mousserende vin med en fin laksefarve, kaskader af små bobler samt en ren duft og smag af hindbær.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

The Yellow Wood, Spier, Coastal Region, Sydafrika, 2021, middel alkohol (13,5%)

109,95 kr., pris på tilbud fra 3. til 9. februar: 49 kr. Sælges også i SuperBrugsen og Kvickly, VinCooperativet

49 kr. (tilbudsprisen) er et røverkøb for så dejlig en hvidvin. Der er mimoser over duften, mens smagen er tør uden at knase, frisk og kompleks og med en lille honningnote til slut. Vinen er både økologisk og vegansk. Drik den til alt godt fra havet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Les Petites Pierres, Louis Jadot, Chardonnay, Bourgogne AOC, Frankrig, 2021, lav alkohol (12,5%)

Smørblomster, vanille og kumquat mødes i duften af denne delikate hvidvin. Smagen er fyldig, blød og let cremet med modne grønne druer, lime og frisk mango. En absolut dejlig vin til en meget fordelagtig pris. Nyd vinen til laks eller fjerkræ - eller bare som den er.

Rødvin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Carolina Gran Reserva Assemblage, Santa Carolina, Valle de Cauquenes, Chile, 2019, middel alkohol (14%)

65 kr., Rema 1000

En rigtig god all round rødvin. Den har en aromatisk næsten parfumeret duft af sommerbær og en fyldig og intens bærsmag med et lille bid af lakrids til slut. Den femte stjerne skyldes prisen på 65 kr.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Vetusta, Tempranillo, Ribera del Duero DO, Spanien, 2019, høj alkohol (15%)

En rødvin, der dufter dejligt at mørke bær - hyld og brombær - trøffel og læder. Smagen er tør og krydret, der er stringens og fylde og en meget lang eftersmag, der udvikler sig med nye smagsfacetter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Ezimit, Pinot Noir, Nordmakedonien, 2021, lav alkohol (13%)

99,95 kr., pris på tilbud fra 1. til 28. februar: 49,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også hos SuperBrugsen, Kvickly

For en del år siden besøgte vi Nordmakedonien og fik bekræftet, at landet fremstiller glimrende vine. Her er en af dem, en rødvin på Pinot Noir, som dufter af kirsebær og blåbær og har en fyldig, frisk og aromatisk bærsmag - samt en meget lang og fint krydret eftersmag. Tilbudsprisen på 49,50 kr. ved 2 flasker er givet rigtig godt ud.

stjernestjernestjernestjerne

A d'Aussières, Domaines Barons de Rothschild Lafite , Pays d'OC IGP, Frankrig, 2020, middel alkohol (13,5%)

100 kr., pris på tilbud til og med 29. januar: 80 kr., Skjold Burne

En udmærket rødvin med en god duft af brombær og en fyldig smag med en fin frugtsødme og noter af mørke blommer og hyldebær. En all round vin til såvel kød- og grøntsagsretter som til modne, cremede oste.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Trumpeter, Rutini Wines , Pinot Noir, Mendoza, Argentina, 2021, middel alkohol (13,5%)

110 kr., pris på tilbud til og med 29. januar: 90 kr., Skjold Burne

Denne rødvin kan Pinot Noir-druen være rigtig stolt af. Det er en helt igennem harmonisk og meget lækker vin. Den har fylde, tørhed og frugtsødme, og en hel kurv fuld af modne mørke bær i den lange eftersmag.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Castellani Riserva, Chianti Classico DOCG, Italien, 2018, lav alkohol (13%)

130 kr., pris på tilbud til og med 29. januar: 100 kr., Skjold Burne

En elegant, velstruktureret og meget harmonisk rødvin med fine krydrede noter og blød, fyldig frugt. Den lange eftersmag slutter med afrundede tanniner. Man får rigtig megen kvalitet for de 130 kr.

stjernestjernestjernestjerne

Palazzo Maffei, Valpolicella Ripasso Superiore DOC, Italien, 2019, middel alkohol (14%)

134,95 kr., pris på tilbud fra 2. til 8. februar: 69,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også hos VinCooperativet, Irma

Denne rødvin er en Ripasso, hvilket vil sige, at vinen er lavet på de gærede drueskind fra Amarone-vin, som trækker et stykke tid sammen med almindelig Valpolicella Classico. Det er en charmerende, fyldig og let drikkelig vin med en intens bærsmag, en del frugtsødme og et lille bittert bid til slut. Tilbudsprisen er attraktiv.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Florian Mollet, Domaine Roc de l'Abbaye, Pinot Noir, Vin de France, Frankrig, 2021, lav alkohol (13%)

Denne vin stammer fra Loire-dalen - der jo ellers er bedst kendt for sine hvidvine. Men rødvin kan man også lave her, hvilket denne udgave er et bevis på. Det er en meget aromatisk vin og en vin, der er typisk for Pinot Noir-druen med sine noter af blåbær og sin saftighed. Eftersmagen er lang og fuld af frisk bærmost. Det er også en vin med en stor spændvidde til mad, da den vil egne sig til såvel lidt kraftige skaldyrsretter som til kylling og lette kødretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Château La Croix de St-Georges, Saint-Émilion AOC, Frankrig, 2016, lav alkohol (13%)

140 kr., pris på tilbud til og med 29. januar: 120 kr., Skjold Burne

En helt igennem dejlig rød Bordeaux-vin med lag på lag af duft- og smagsfacetter. Her er god frisk frugt i duften - solbær og hyldebær - eg og fine krydderier. Smagen er fyldig, stringent og tør men med dejlig saftig frugt i den lange eftersmag. Vinen er parat til at blive nydt her og nu, men den har også stadig et godt tanninbid og kan med fordel gemmes i endnu nogle år.

stjernestjernestjerne

L'Enfant Infernal Petite Syrah, Vellas Père & Fils, Syrah, Vin de France, Frankrig, 2020, høj alkohol (14,5%)

179,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr. flasken, AndrupVin.dk

Duften af denne rødvin er fuld af dejlig frugt. Smagen har muskler og sødme - mørke rosiner og svesker - og kraftige tanniner til slut. En vin, der ikke hænger helt godt sammen.

stjernestjernestjernestjerne

Baioscuro, Mustiaio, Toscana DOC, Italien, 2016, høj alkohol (15%)

210 kr., pris ved 6 flasker: 180 kr. flasken, Vinovida

En flot, fyrrig og meget kraftig rødvin, der bør ledsages af ligeledes kraftige retter. Det er så afgjort en god vin med krydderierne i front, men også en vin med et lille alkoholbid til slut. Plask gerne vinen over i en karaffel et par timer før servering.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Viginti, Schola Sarmenti, Negroamaro, Salento IGT, Italien, 2018, høj alkohol (17%)

649,95 kr., pris ved 6 flasker: 599 kr., AndrupVin.dk

Her er vi oppe i det høje gear, når det gælder prisen men så afgjort også, når det drejer sig om kvaliteten. Man får virkelig en oplevelse for pengene. Her er den gode Negroamaro-drue forvandlet til en mindeværdig rødvin med en forførende duft af mørk chokolade, kirsebær og vanille efter 30 måneders fadlagring. Smagen er varm, imødekommende og kompleks med en god bærsødme, især modne brombær og figner dominerer. Sødmen opvejes på bedste vis af krydrede noter og et tilpas tørt tanninbid. Det er en vin, der bestemt kan drikkes her og nu til fx det store og ekstra gode ostebord, til vildtkød eller som et glas hyggevin en kold aften. Men vinen kan også gemmes, så køb seks flasker, og "fordel" dem over de næste mange år.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

Likør af Kirsebær, Frederiksdal Kirsebærvin , Kirsebær, Lolland, Danmark, 2022, høj alkohol (16%)

299 kr., Frederiksdal

En indtagende likør med modne søde kirsebær i både duft og smag. En lækkerbisken til kaffen, til desserter eller bare som den er let afkølet.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen