Amerikansk vin på Langelinie 
Californien tegner sig for mere end 90% af al den vin, der fremstilles i USA. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke laves glimrende vine i andre stater. Det kunne man selv smage sig frem til under en nylig præsentation af vine fra Oregon og Washington i Langelinie Pavillonen i København.
Smagningen var for både forbrugere og branchefolk, og de i alt 21 stande fordelte sig nogenlunde ligeligt på de to stater. Og ved flere af standene var det gudedråber, man fik i glassene.
De, der elsker rødvin på Pinot Noir, kan ikke komme uden om Oregon. For her fremstilles der vine af ypperste kvalitet på druen – som fx dem fra
Ken Wright Cellars i Carlton, Willamette Valley.
Vinhuset har mere end fire årtiers viden om, hvordan man får det bedste ud af Pinot Noir, og det fremstiller tolv enkelt-vinmarks vine på druen.
Fra og med 1. april bliver vinene herhjemme forhandlet af
Husted Vin, og det bliver til priser, der spænder fra cirka 200 til 900 kr. for topvinen.
For varmt til Pinot
Ud over at lave bragende gode rødvine har Ken Wright været med til at grundlægge Oregon Promise, en forening, der skal hæve kvaliteten af Pinot Noir-vin i Oregon og ikke mindst give gennemsigtighed, når det gælder de druer, der anvendes. For selv om der står Pinot Noir på etiketten, kan der ifølge amerikansk lov være op til 25% andre druer i vinen – hvilket ikke behøver at blive nævnt på etiketten.
Hvis man følger
Oregon Promises principper skal det nævnes, om vinen er på 100% Pinot – hvis ikke, skal de øvrige druer anføres.
Oregon og Washington er naboer. Alligevel har førstnævnte stat Pinot Noir-druen stort set for sig selv. Der dyrkes mere end 80 forskellige druer i Washingtons cirka 24.000 hektar vinmarker, som ejes af i alt 1000 vinhuse. Blandt druerne er Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot og Riesling – men altså ikke Pinot-druen, bortset fra på 1% af arealet. Og den vin, der fremstilles på druen, indgår frem for alt i mousserende vin. Årsagen er blandt andet, at der er for varmt i Washington, ligesom jordbunden heller ikke lige er sagen for Pinot.
Riesling af top-kvalitet
Til gengæld har Washington, der er USA’s næst største vin-stat, stor succes med sine hvidvine på Riesling. Blandt smagningens absolut gode Riesling-vine var dem fra
Ste Michelle Wine Estates, som herhjemme forhandles af
Kjær & Sommerfeldt.
Vi smagte blandt andet Eroica Riesling 2021 (199 kr.). Den er lavet i samarbejde med
Weingut Dr. Loosen i det tyske Mosel – et vinhus, som er berømt for sine Riesling-vine. En fantastisk vin med fed frugt, Riesling-druens fine syre og strejf af petroleum.
Bag standen hos Kjær & Sommerfeldt
stod Henrik S. Søndergaard, og han fortalte, at Ste Michelle Wine Estates havde grundlagt et vinuniversitet i Washington, WSU Wine Science Center, som stod færdig i 2015. Og det har haft stort betydning for kvaliteten af statens vinfremstilling.
Førhen tog unge fra Washington, der ville uddanne sig til ønologer, til vinuniversiteterne i Californien eller Oregon, og efter endt uddannelse blev de i de to stater. Nu uddanner de sig – og får job – i deres hjemstat.
Ros til arrangøren
Vi kunne nævne adskillige andre skønne vine fra de to stater, men vil lade det være op til VinAvisens læsere selv at hjemsøge de danske vinforretninger og supermarkeder. Men som nævnt, så er det absolut en god idé at være på udgik efter Pinot Noir fra Oregon og Riesling – samt Merlot og Cabernet – fra Washington.
Måske tænker man ikke over det, når man står ved standene og smager god vin, men der ligger et stort logistisk arbejde i at få en sådan smagning op at stå. Arrangøren var Ehrenberg Sørensen Kommunikation, og det er ikke første gang, dette PR-firma har vist, at det har styr på slagets gang. Igen var det en veltilrettelagt smagning med et fyldestgørende katalog over vinproducenter, vine og importører, og klar afmærkning ved standene.