Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 43, 2023



Team Danmark (fra venstre): Hans Wenge, Jonas Tofterup og Thomas Rydberg.

Godt gået Danmark!Del på Facebook

Glæden var stor, da Jonas Tofterup, Thomas Rydberg og Hans Wenge tidligere i år vandt DM i blindsmagning. Fire gange før havde holdet dystet i konkurrencen og havde hver gang fået en andenplads. Så alle gode gange fem skulle der til.

Men glæden var om end endnu større, da de tre d. 14. oktober fik overrakt bronzemedaljer ved VM i blindsmagning. Det danske hold var dermed det tredje bedste blandt hele 32 konkurrerende internationale hold. Godt gået Danmark!
Og der var spænding til sidste minut i den store sal i Provence-slottet Château Sainte Roseline, hvor finalen blev afholdt.

Kun et enkelt forberedende møde


I alt skulle der smages 12 vine til finalen – seks hvide og seks røde – og for deltagerne gjaldt det om at identificere de druer, vinene var lavet på, oprindelseslandene, appellationerne, årgangene og producenterne. For hver besvarelse blev der givet et antal point.
Danmark lå faktisk som nummer et med flest point af samtlige hold, lige indtil vin nummer otte blev skænket i glassene. Her blev de tre danskere overhalet inden om af det hollandske hold, der endte med en andenplads og af Rumænien, der fik førstepladsen.
Man skulle måske tro, at de tre danskere havde trænet smagsløg sammen flere gange om ugen for at kunne opnå så flot et resultat. Men nej:
- Faktisk har Thomas, Hans og jeg ikke forberedt os ret meget som et hold, lyder det fra Master of Wine Jonas Tofterup.
- De i alt fem gange, vi har stillet op sammen til DM, har vi kun forberedt os en enkelt gang inden konkurrencen. Og da det jo gik rigtig godt, tænkte vi, at det sikkert også var nok med et enkelt trænings-møde inden VM.

Varmede smagsløgene op kl. 8


At Jonas til daglig bor i Spanien, hvor han driver vingården Bodegas Trenza i Yecla sammen med sin bror, David, gør det også lidt mere besværligt at mødes.
- Dagen før VM i Provence tog vi forbi en butik, hvor vi hver især købte en flaske vin, uden at de andre to så flasken. Om morgenen på selve konkurrencedagen fik vi morgenmad kl. 7.30, hvorefter vi mødtes kl. 8 på Thomas’ terrasse på hotellet for varme vores smagsløg op.
- Vi skænkede hver den vin, vi havde købt, for de to andre på holdet, som så skulle gætte drue(r), appellation, årgang og producent.

Det er mega sjovt


Men hvad nu? Vil Thomas, Hans og Jonas hvile på laurbærrene, eller vil de stille op igen i DM i 2024?
- Det spørgsmål stiller vi også hinanden, siger Jonas Tofterup. Med fire gange en andenplads og en gang en førsteplads er vi det hold, der har det suverænt bedste gennemsnit, når det gælder de hold, der er stillet op flere gange.
- Og man bør jo overveje at stoppe, mens man er på toppen… Men omvendt, er vi jo ikke ligefrem tæt på pensionalderen – og så er det også bare mega sjovt, så vi overvejer at stille op igen. Beslutningen tager de tre i starten af 2024.
Det er vinmagasinet La Revue du Vin de France, der arrangerer VM i blindsmagning, og på magasinets hjemmeside ligger en artikel (på fransk) om årets konkurrence, hvor man også kan se listen over de vine, som blev smagt i finalen.


Spansk rosévin oversvømmer motorvejen. Fra YouTube-filmen.

Til angreb på billig spansk vin Del på Facebook

De sydfranske vinproducenter er godt trætte af de store mængder billig spansk vin, der køres ind over grænsen og sælges til priser, som de franske producenter slet ikke kan konkurrere med. Når den spanske vin kan sælges til så lave priser, skyldes det blandt andet, at den ikke er bebyrdet af lige så høje afgifter som de franske vine.
De franske producenter har tidligere givet deres utilfredshed til kende via ulovlige aktioner, hvor spansk vin er blevet destrueret. Men den aktion, som for få dage fandt sted ved grænsebyen Boulou, var ret massiv.
Omkring 300 franske vinproducenter var ifølge avisen Le Parisien mødt op ved betalingsanlægget ved Motorvej A9 uden for byen. De besatte uden større problemer anlægget og lod derefter biler og motorcykler køre igennem, mens samtlige lastbiler blev stoppet og tjekket.

10.000 smadrede flasker cava


De lastbiler, der medbragte vin fra Spanien, blev tilbageholdt og deres last destrueret på stedet.
Hanen på en tankvogn med rosévin blev åbnet og hele 240 hektoliter vin – svarende til cirka 31.200 flasker – flød ud på motorvejen. Derudover smadrede producenterne 10.000 flasker af den spanske mousserende cava fra en anden lastbil.
De lod i øvrigt også deres vrede gå ud over en last med uskyldige spanske tomater…
En lille film på YouTube, lagt op af Actu Buzz France, viser, hvordan de franske producenter klapper og hujer, mens den spanske vin strømmer ud.

Berømt restaurant med oversvømmet vinkælderDel på Facebook

Vandmasserne kastede sig i weekenden ind over kysterne på Sydsjælland med materielle skader til følge.
Udsatte husejere og forretninger forsøgte så godt de kunne at forhindre vandet i at trænge ind og ødelægge deres ejendele – desværre var det for fleres vedkommende forgæves.
Også hos den berømte fynske restaurant Falsled Kro i Millinge havde man taget sine forholdsregler – dog ikke når det gjaldt vinkælderen, der er placeret på et forholdsvist højt sted på ejendommen.
Heldigvis spurgte nogle gæster om aftenen, om ikke de måtte se vinkælderen. Hvis ikke, de havde gjort det, kunne det have haft katastrofale konsekvenser for de mange fornemme vine i kælderen. Man opdagede nemlig, at større mængde vand fra de overfyldte kloakrør fossede ind på kældergulvet. Vandet var stadig 20 cm fra lågerne ind til vinkøleskabene, og man skyndte sig med spande at losse vandet ud af kælderen. Ifølge TV2 Nyheder fik restauranten også hjælp fra naboerne, der kom ilende til med en pumpe.
Også Marcussens Hotel i Assens stod pludselig med en oversvømmet vinkælder.


Det er næsten ikke til at se, men det er stammen på en af Loïc Pasquets meget gamle vinstokke med Potamissi-druen. Foto: Liber Pater.

En særlig hvidvin fra Naxos Del på Facebook

Verdens dyreste vin er rødvinen Liber Pater, der fremstilles af Loïc Pasquet i appellationen Graves i Bordeaux. I nye årgange sælges den for hele 30.000 euro (cirka 224.000 kr.) flasken. For nogenlunde samme pris vil man kunne købe 12 flasker Petrus, der regnes for Bordeauxs næst dyreste vin.
Liber Pater er uhyre sjælden – der fremstilles kun 550 flasker årligt, og druerne er alle gamle, lokale sorter. Mancin, Tarney-Coulant, Pardotte og Castets hedder de – navne, som nok de færreste kan nikke genkendende til. Det er alle sorter, som blev dyrket, før vinlusen, Phylloxera Vastatrix, hærgede Europas vinmarker i 1860’erne.
For tre år siden købte Pasquet en lille vinmark på den græske ø Naxos. Marken, der er på 1,5 hektar, var forladt og tilgroet, men det har producenten sammen med vinkonsulenten Panos Zoumboulis lavet om på, ligesom de ifølge Vitisphere har opført et ligeledes lille vineri på øen på 150 kvadrameter.

Grækenlands dyreste vin


Nu har de to så frigivet den første årgang (2021) af Tetradrachm, som denne hvidvin er døbt. Vinen er fremstillet på den gamle drue Potamissi, der har sin oprindelse på Naxos og ø-gruppen Kykladerne. Og vinstokkene er mere end 200 år gamle.
Der er kun fremstillet få flasker af Tetradrachm – i alt 1000 styk. Prisen pr. flaske er 550 euro (cirka 4000 kr.), hvilket gør hvidvinen til Grækenlands dyreste vin.
Naxos er ifølge Loïc Pasquet et oplagt sted at fremstille vin – det var jo, som han har udtalt til Wine-Searcher, vinguden Dionysos’ fødested! Vinen er da også opkaldt efter en særlig sølvmønt fra oldtidens Grækenland, der viser vinguden med en vindrikkekop i hånden.


Château Margauxs nye frontfigur, Alexis Leven-Mentzelopoulos.

Generationsskifte i Château MargauxDel på Facebook

Château Margaux er et af Bordeauxs mest berømte vinslotte. Der er fremstillet vin på slottet, som har status som 1. cru, siden 1500-tallet.

I 1977 blev det købt af den græske fødevaregigant André Mentzelopoulos – der dog døde kun tre år senere, hvorefter hans kun 26-årige datter, Corinne, overtog roret.
Nu har hun drevet slottet på aller bedste vis i hele 43 år og har derfor besluttet sig for at videregive roret til sin søn, 30-årige Alexis Leven-Mentzelopoulos. Datteren Alexandra er også involveret i driften af slottet på ledelsesplan.
Den nye frontfigur har meddelt, at der ikke foreløbig sker nogle ændringer i den daglige drift – såvel teamet af vinmagere som det tekniske team forbliver på deres poster.
Man kan læse mere om Alexis Leven-Mentzelopoulos på slottets hjemmeside.



Pas på med kontanterneDel på Facebook

Sjældne og kostbare franske vine går til stadig højere hammerslag på auktioner verden over. Netop derfor bliver der også svindlet med disse vine i form af forfalskninger.
Men der foregår også en helt anden type svindel, når det gælder fine vine. Og her skal man som vinhandler have alle antenner ude, hvis køberne vil betale med kontanter. Det viser et eksempel fra Paris.
En vinhandler i den franske hovedstad blev kontaktet af en mand, som sagde, at han arbejdede for et russisk ægtepar, der ville spendere en weekend i Paris. Parret ønskede at købe 12 flasker Petrus i den sublime årgang 2000 – en vin, der ofte sælges for cirka 5000 euro (cirka 37.000 kr.) flasken.
Det lød jo rigtig godt, syntes vinhandleren – og bedre endnu, da manden vendte tilbage og øgede ordren til 18 flasker plus to flasker champagne.

Fik beløbet i kontanter


Vinhandleren havde ikke så mange flasker Petrus i sin forretning, men via sit netværk lykkedes det ham at opkøbe flaskerne. En pæn avance ventede forude – i alt 95.000 euro (cirka 710.000 kr.) skulle han have for leveringen.
Han mødtes med manden og det russiske ægtepar på en bistro for at afslutte handelen. Han fik beløbet overrakt i kontanter, og flaskerne blev lagt ned i en trolley. De tre personer forlod bistroen – og kort tid efter gik det op for vinhandleren, at pengesedlerne var falske. Han fór ud på gaden, men for sent…
De tre svindlere er dog senere blevet arresteret og skal nu for retten i Paris. Målet med svindelen har sikkert været et videresalg af vinene på det sorte marked. Nå, men måske var vinhandleren også lidt naiv – det lugter jo en del, når nogen har så mange penge på sig i kontanter…
Det var oplagt, at det netop var Petrus, svindlerne drog af sted med. Ifølge Liv-ex er Petrus’ steget med 452% i værdi siden 2003.


Grand Cru-marken Rangen i Alsace. Foto: Vinalsace.com.

Enkelt – og så alligevel ikke… Del på Facebook

I Alsace har man – ud over en appellation for den mousserende crémant - kun to appellationer, den brede, Alsace AOP, og (siden 1975) Grand Cru, som gælder for vine, fremstillet på druer fra en af distriktets i alt 51 fornemme Grand Cru-marker. Indtil sidste år omfattede appellationen kun hvidvinene, men nu må rødvine på Pinot Noir fra to af markerne også anvende et Grand Cru på etiketten.
Det lyder jo enkelt nok. Men helt så enkelt er det ikke, idet der siden 2011 har været endnu to betegnelser inden for den brede Alsace AOP. Den ene er Alsace Communal, der omfatter vine fra 14 kommuner, som lever op til et lidt højere kvalitetsniveau, og det andet er Alsace Lieu-dit (stednavn), som gælder for vinmarker med druer af særlig høj kvalitet.
For hver af kvalitetstrinene knytter der sig visse krav til høstmængde og vinfremstilling – skrappest er dem, der gælder for Grand Cru-vinene.
Alsace AOC (inklusiv Communal og Lieu-dit) tegner sig for 95% af den årlige produktion af vin i distriktet. Så der er kun 5% med et Grand Cru på etiketten.

For et Premier Cru


I hele 12 år har Alsaces vinproducentforening, AVA (Association des Vignerons d’Alsace) ifølge The Drinks Business arbejdet på at få endnu et niveau indført, nemlig Premier Cru, som man fx har det i Bourgogne.
I 2022 blev et konkret forslag til et sådant niveau lige under Grand Cru omsider godkendt af foreningens medlemmer – vinproducenterne. Dog ikke enstemmigt, og emnet vækker stadig bekymringer og hede diskussioner.
Det vil typisk være de bedste af vinene i kategorien Lieu-dit, der vil blive ”forfremmet” til Premier Cru. Og netop det mener fortalerne for ideen kun er fair – som det er nu, forsvinder disse vine lidt i mængden af de mange AOC-vine. Endnu et kvalitetstrin vil også få producenter af den almindelige AOC-vin til at stræbe mod en højere kvalitet i håb om en dag at kunne sætte et Premier Cru på etiketten.

Imod ændringerne


Modstanderne hævder, at man risikerer, at Premier Cru ender som lidt af en konkurrent til Grand Cru – at de bedste vine i den nye kvalitets-klasse på et tidspunkt vil overgå Grand Cru-vine af lidt lavere kvalitet og blive solgt til højere priser, hvilket vil forvirre forbrugerne.
Under alle omstændigheder vil der gå en god rum tid, før et Premier Cru i Alsace kan blive en realitet. Forslaget skal først godkendes af den franske appellations-myndighed INAO, og det kan som bekendt tage et par år ekstra.


Fra den fine og stemningsfulde film.

Fin lille film om Viré-Clessé Del på Facebook

I Mâcon i Bourgogne ligger der to kommuner, Viré og Clessé. Vinene herfra – der alle er hvidvine – minder i høj grad om hinanden i stil og karakter, og en håndfuld producenter fra hver kommune ønskede derfor at skabe en fælles appellation.
I 1998 blev Viré-Clessé AOC en realitet, og appellationen er dermed den yngste i Mâcon. I dag har appellationen omkring 95 vinproducenter, der omfatter såvel familieejede vingårde som fire kooperativer.
For at fejre 25 års jubilæet for appellationens tilblivelse har en række af producenterne sammen kreeret en lille film, der viser årets gang i Viré-Clessé. Det er en meget stemningsfuld og smukt fotograferet vinfilm, som kan ses ved at klikke her.
Hvis man vil vide mere om appellationen, har Vin de Bourgogne lavet en rigtig god og grundig lille film, hvor der fortælles (på meget tydeligt og langsomt fransk) om Viré-Clessé.

Nul druer i vinmarkenDel på Facebook

Catherine Hannoun, der ejer den lille vingård Domaine de la Loue i det franske vindistrikt Jura, måtte for nylig skynde sig at aflyse det team af høstfolk, hun havde hyret til en vinmarksparcel på 0,3 hektar. Der var nemlig ikke længere nogle druer at høste!
Natten før høsten havde tyve ”lettet” vinmarken for samtlige druer – i alt cirka 2500 kilo.
Tyvene havde undladt at høste de to første vinstokke i hver ende af rækkerne, så det var umuligt at se tyveriet, før man gik ind i selve vinmarken. Dermed havde tyvene ekstra god tid til at slippe væk med byttet.

Flere tyverier i Jura


To andre vinproducenter i Jura har ligeledes været udsat for drue-tyverier, og omfanget af tyverierne er usædvanligt, lyder det fra Juras vinråd. Til sammen vurderes de stjålne druer ifølge den franske nyhedskanal TF1 at have en værdi på 150.000 euro (cirka 1 million kr.).
Jura har i år fået en meget stor høst i hus – hele 35% flere druer end i 2022 og gigantiske 64% flere sammenlignet med distriktets gennemsnit i de sidste fem år. Måske har forlydenderne om den store høst lokket druetyvene til området…


Den fine indgang til Vine Cliff Winery.

Historisk Napa-vinhus solgtDel på Facebook

Californiens vinøse historie går jo ikke så langt tilbage som fx Italiens, hvor vinhuse, der er grundlag for mange hundrede år siden, nærmest er hverdagskost. Så når et californisk vinhus har rødder tilbage til 1871, er det blandt de ældste. Og det har Vine Cliff Winery i Napa.
Vinhuset har siden 1985 været i familien Sweeneys eje, men nu har den historiske ejendom fået en ny ejer. Det er den canadiske milliardær Stephan Crétier, og han har ifølge The Drinks Business givet det, der svarer til cirka 400 millioner kr., for ejendommen.
Købet omfatter vineriet, 9 hektar økologisk dyrkede vinmarker, en større fadkælder og en beboelsesejendom.
En af de meget kreative drinks hos baren Sips.

Verdens bedste barDel på Facebook

Verdens bedste bar ligger i Barcelona og hedder Sips – i hvert fald ifølge den netop udkomne liste ”The World’s 50 Best Bars” årgang 2023. Det er 14. gang, en sådan liste offentliggøres, og bag den står organisationen 50 Best, der også udgiver en årlig liste over verdens bedste restauranter (danske Geranium erobrede førstepladsen i 2022).
Det er kun to år siden, baren Sips slog dørene op i den spanske by, så udnævnelsen må siges at være lidt af et kvantespring. Det er 680 drinks- og barspecialister, der hvert år stemmer om de bedste barer, og det er helheden – interiøret, serveringen, drinksene osv. – der bedømmes.
I de første 12 udgaver af listen var det hvert år en bar enten i London eller New York, der vandt. Sidste år blev det så for første gang en bar et andet sted i verden, nemlig baren Paradiso, der også ligger i Barcelona.
Man kan se hele top 50 listen ved at klikke her – og via billederne kan man klikke ind på de enkelte barer. Og her kan man læse mere om kriterierne for bedømmelsen. På Sips Instagram-profil kan man få et bredt indtryk af baren og dens meget kreative drinks.
Yamazaki er blevet udstyret med en flot ny smage-lounge.

Ældste whiskydestilleri i flot ny hamDel på Facebook

I 1923 åbnede Japans første whiskydestilleri, Yamazaki. Den daglige leder var Masataka Taketsuru, der havde studeret whiskyfremstilling i Glasgow.

I dag er det Suntory, der ejer destilleriet, og i anledning af dets 100 års jubilæum i år er det blevet shinet gevaldigt op – ja, nærmest ombygget indvendig. Det ”nye” destilleri åbner 1. november.
Når japanere bygger og bygger om, er det med æstetikken i højsædet. Yamazaki, der ligger i udkanten af Kyoto, har fået et nyt indgangsparti i form af en hel skov af planter og træer fra de omkringliggende bjerge. En indgangsport af genbrugt kobber fra kobberkedlerne er blevet rejst, og så er der blevet indrettet et meget flot bar- og smagerum, hvor en kedel, der har udtjent sin værnepligt, fungere bardisk.
Destilleriet har også sit eget museum, der fortæller om dets historie, og tilbyde guideture med efterfølgende smagning.
Ved at klikke her kan man læse mere og se flere fine billeder.

Tallisker på Isle of Skye slog sidste år dørene op for et spritnyt besøgscenter.

Besøgscentre er et trækplaster Del på Facebook

Til de fleste af de i alt 140 skotske whiskydestillerier hører der et besøgscenter - og ifølge nye tal fra Scotch Whisky Association (SWA) får de rigtig mange besøg.

Over 2 millioner mennesker har i 2022 besøgt centrene, hvilket var mere end dobbelt så mange som året før - der dog var præget af COVID-19 pandemien. Det betyder, at besøgscentrene i dag er Skotlands største turistattraktion.
Hver enkelt besøgende har i gennemsnit spenderet 8,7% mere sidste år end året før, og til sammen har de lagt 85 mio. pund (cirka 733 mio. kr.) ved køb af whisky, smagninger m.m. i Skotlands fem whiskyregioner. Det er en stigning på hele 90% i forhold til 2010.
Briterne udgjorde 51% af de besøgende i 2022, og blandt dem, der kom fra andre lande, lå amerikanerne, tyskerne, hollænderne og franskmændene i spidsen.
Destilleriernes besøgscentre genererer også arbejdspladser - i alt er der 1100 ansatte i centrene.
Ifølge SWA har man dermed endnu et bevis på, at den skotske whiskyindustri er en meget vigtig medspiller i Skotlands økonomi.



Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Konstantin Frank.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenlandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges Hall of Fame. De udgaver, vi har bragt, har vi samlet på en særlig side.

Konstantin Frank (1899-1985) har æren for, at vinproducenterne i staten New York i dag fremstiller vine på druer fra Vitis vinifera - hovedarten af alle de europæiske druesorter: Cabernet Sauvignon, Merlot, Chardonnay, Riesling osv.
Han blev født i Ukraine og tog en PhD i vindyrkning ved det polytekniske institut i Odessa. Hans PhD-opgave handlede om dyrkning af Vitis vinifera i et koldt klima. Erfaring med at dyrke og fremstille vin fik han efterfølgende som leder af et stort statsejet vinhus i Georgien, der dengang var en del af Sovjetunionen.
I 1951 immigrerede Konstantin Frank til USA. Han talte ni forskellige sprog, men engelsk var ikke iblandt, hvorfor han blev nødt til at tage et job som opvasker i en restaurant i New York.
Efter to år havde han lært sproget og blev ansat som professor ved Cornell University Geneva Experiment Station, et forskningscenter i New York, hvor der eksperimenteres med dyrkning af forskellige planter.
Han virkede også som konsulent for Gold Seal Winery og grundlagde sin egen planteskole for Vitis vinifera.
Konstantin Frank var overbevist om, at det måtte være muligt at dyrke Vitis vinifera-sorterne i New York. De amerikanske vinproducenter rystede på hovedet af ham - de mente, at det var umuligt i det kølige klima på USA’s østkyst og fortsatte med at bruge lokale amerikanske druesorter, der gav middelmådige vine.
For at overbevise producenterne om, at han havde ret, købte Konstantin Frank i 1958 et stykke jord i regionen Finger Lakes i New York, grundlagde vinhuset Vinifera Wine Cellars og gik i gang med at plante druer.
I 1962 frigav han sin første vin, en sød vin på Riesling-druer, der straks blev en stor succes.
I de efterfølgende 23 år plantede Konstantin Frank hele 60 forskellige europæiske Vitis vinfera-druer og mange vinproducenter i Finger Lakes og resten af New York fulgte trop. Han har dermed en stor del af æren for, at statens vine fra at være ukendte og middelmådige i dag er højt værdsatte viden om.
I 2001 blev Konstantin Frank optaget i Wine Spectators Hall of Fame of sine bidrag inden for amerikansk vindyrkning.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvad gør rødvin blødere med alderen?Del på Facebook

Mary Hansen vil gerne vide, hvad det præcis er, der gør rødvin rundere og blødere med alderen.

I rødvin er der tanniner, der stammer fra druernes skind, kerner og stilke. Tanninerne findes i øvrigt også i te og i træ, blandt andet det egetræ, der bruges til vinfade.
I hvidvine er der meget få tanniner. Det er der derimod i unge rødvine af en vis kvalitet. Men hvis druerne har været modne, vil tanninerne fra skindet være mindre stramme i smagen og give fylde til vinen. Tanniner fra kerner og stilke prøver man derimod at undgå ved en nænsom presning af druerne.
Tanninerne konserverer vinen mod iltning under lagringen, men efterhånden går de i forbindelse med vinens farvestoffer og andre stoffer i vinen og danner store molekyler, der synker til bunds som bundfald.
På den måde forsvinder den unge vins stramhed, og den lagrede vin bliver blødere. Samtidig er der udviklet mere komplekse aromastoffer – det, man kalder vinens bouquet – og vinen har skiftet farve fra det blåviolette mod det teglstensrøde.
Kunsten i dag består i at skabe store vine med bløde tanniner, der både gør det muligt at drikke vinene ret unge og lagre dem til fremtidig herlighed.



Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Det er John Thomsen, der har taget billedet af de to skulpturer med fyldte rødvinsglas. Og det gjorde han for nogle år siden på en tur til Napa Valley.
De cirka 2,5 meter høje skulpturer sidder og dingler med benene på toppen af et 23 meter højt tårn.
Tårnet hører til det uddannelsescenter for vin, gastronomi og kunst, Copia, som blev grundlagt i 2001 af den berømte Napa-vinproducent Robert Mondavi og hans hustru, Margrit. I dag ejes centret af CIA (The Culinary Institute of America).
Skulpturerne er lavet af polyuretanskum af den amerikanske kunstner Gordon Huether. Han har kaldt sit kunstværk for ”Is that Bob & Margrit?”, som en hyldest til grundlæggerne. Og på nært hold ligner de to da også det legendariske ægtepar.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-760
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


760 Der høstes druer hos vingården Inama i det italienske Soave. (foto © Inama).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 19 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Hvidvin

stjernestjernestjernestjerne

Dr. Zenzen, Riesling, Mosel, Tyskland, 2022, lav alkohol (10%)

99 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., YouAndWine

En hvidvin med god fylde og en liflig honningagtig sødme. Drik den til ikke alt for søde desserter. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Tarapacá Reserva, Viña Tarapacá, Chardonnay, Valle de Casablanca, Chile, 2022, middel alkohol (13,5%)

100 kr., pris på tilbud fra 26. til 29. oktober: 60 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne

En hvidvin med en dejlig duft af friske abrikoser og en fyldig smag med fedme, moden frugt, der giver en vis sødme, som dog opvejes af en behagelig tørhed til slut. En rigtig dejlig all round vin, som mange vil kunne lide. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Orange Demi-Sec, Théo Cattin, Pinot Gris, Alsace AOC, Frankrig, 2022, middel alkohol (13,5%)

109,95 kr., pris på tilbud fra 26. til 31. oktober: 69,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En såkaldt orange-vin, en hvidvin, hvor de grønne druer har fået lov til at ligge og trække farve og tanniner fra deres skind, så vinen har opnået en smuk gylden-orange glød. Der er bitter appelsinskal i duften - og i smagen, der har stor fylde, en fin frugtsødme og noter af klementiner og lyse rosiner i eftersmagen. En fin bitter note giver modspil til frugtsødmen. Vinen vil være rigtig god til asiatiske retter med lidt sødme eller til en salat med frugt-indslag. Den femte stjerne gælder tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Yealands Reserve, Sauvignon Blanc, Marlborough, New Zealand, 2022, lav alkohol (12,5%)

129,95 kr., pris på tilbud fra 26. oktober til 31. december: 69 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

Der kommer dejlige Sauvignon Blanc-vine fra New Zealand - og denne hører til i den absolut bedste ende. En fin forening af mango og nyslået græs møder næsen, mens smagen er elegant, let cremet, tilpas tør og med noter af lime og kærlighedsfrugt, der holder ud i den lange eftersmag. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Wunsch et Mann Wettolsheim, Gewurztraminer, Alsace AOC, Frankrig, 2021, lav alkohol (13%)

Gewurztraminer-druen er ikke til at tage fejl af med sin dejlige parfumerede duft og smag. Her er liflige honningnoter, mimoser, en anelse krydring, god fylde og en lang og blød eftersmag. En rigtig dejlig hvidvin uden en eneste skarp kant. Nyd vinen, som den er, eller til asiatiske retter.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Skærsøgaard Solaris Classic, Skærsøgaard Vin, Solaris, Danmark, 2022, lav alkohol (11,5%)

En glimrende hvidvin, der med sine eksotiske frugtnoter dufter lidt henand newzealandsk Sauvignon Blanc. Smagen er fyldig med blandt andet hyldeblomster og med en blød syre, der giver modspil til vinens frugtsødme. Nyd vinen afkølet som apéritif eller som ledsager til lyse fiskeretter.

Rosévin

stjernestjernestjernestjerne

Santo Stefano Rosato, Toscana IGT, Italien, 2022, lav alkohol (13%)

129,95 kr., pris på tilbud: 99,95 kr., Lyager Vin

En god rosé - eller rosato, som italienerne siger. Den har en flot mørk laksefarve og en fyldig frugtsmag, der suppleres af en fin rødvinskarakter. Og netop det sidste er forfriskende blandt alle de mange lyse, lette og trendy roséer. Drik vinen til lette kødretter, fjerkræ eller pasta - eller bare som den er.

Rødvin

stjernestjernestjerne

La Cupola, Nairano, Pinot Nero, Piemonte DOC, Italien, 2022, middel alkohol (13,5%)

90 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Vinovida

En ok rødvin, saftig og med fine krydrede noter. Men den mangler lidt spændvidde i smagen.

stjernestjernestjerne

Trani, Domaine d'Andezon Signargues, Côtes-du-Rhone Villages AOC, Frankrig, høj alkohol (14,5%)

99 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company

Der er lælder, stald og lidt svovl over duften af denne rødvin. Smagen er krydret og intens og med et lidt markant tanninbid til slut.

stjernestjernestjernestjerne

Il Messo, Toscana IGT, Italien, 2021, middel alkohol (13,5%)

119 kr., pris på tilbud online 25. oktober: 69 kr. ved 6 flasker (KUN DENNE ENE DAG!):, Skjold Burne Online

En rødvin fremstillet på Governo-metoden, der ikke er særlig anvendt i dag: Man lægger 5-10 procent udvalgte druer ud på måtter, og når de er halvtørre, og sukkeret i dem er koncentreret, presser man dem og kommer mosten i den øvrige vin. Herved sker der en fornyet gæring, vinens farve bliver dybere, og der kommer mindre syre og mere aroma, alkohol og glycerol. Det er en dejlig og meget let drikkelig vin med saftig moden frugt og en fin krydret note.

stjernestjernestjernestjerne

Pavonero, Primitivo di Manduria DOC, Italien, 2022, høj alkohol (14,5%)

119,95 kr., pris på tilbud fra 26. oktober til 31. december: 69,50 kr. ved 2 flasker. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Her er saft, kraft, fylde, kirsebær, hyldebær, frugtsødme og krydderier i de helt rette doser i både duft og smag. Eftersmagen runder af med et lille tanninbid. En god vin til en god pasta- eller kyllingeret.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Roberto Sarotto, Barbera, Barbera d’Asti Superiore DOCG, Italien, 2021, høj alkohol (14,5%)

129,95 kr., pris på tilbud fra 26. oktober til 31. december: 64,50 kr. ved 2 flasker. sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

Duften af denne dejlige rødvin er præget af modne mørke kirsebær. I smagen går en kompleks krydring, saftighed og en lang og blød eftersmag med en pikant syre i en højere enhed. Der er en rigtig god balance mellem normalpris og kvalitet - så køb vinen til tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjerne

Lèonus, Cortonesi, Toscana IGT, Italien, 2022, middel alkohol (14%)

145 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Jysk Vin

Der er kirsebær og mørke rosiner i duften af denne udmærkede rødvin. I den krydrede smag er der - ud over moden frugt - nelliker og rosmarin - samt igen strejf af rosiner.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Eneo, Cantine Risveglio, Salento IGT, Italien, 2020

169,95 kr., pris ved 6 flasker: 149 kr., AndrupVin.dk

Et væld af dejlige varme krydrede noter stiger op fra glasset med denne rødvin, der er fremstillet på druerne Susumaniello og Negroamaro. Her er nelliker, stjerneanis, kanel, kandiseret appelsinskal... Og det hele dukker op igen i den lange, intense og bløde eftersmag. En meget lækker rødvin til en yderst attraktiv tilbudspris ved 6 flasker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Victoria, Château Patris, Saint-Émilion Grand Cru AOC, Frankrig, 2021, lav alkohol (13%)

199 kr., pris på tilbud uge 43 (denne uge) til og med uge 45: 99,95 kr. ved 6 flasker, Megavin.dk / Kvickly Odder

En duft af mørke bær, tobak og læder møder næsen, mens smagen af denne rødvin er kompleks, tør, fint krydret og på én gang stringent og fløjlsblød med afrundede tanniner til slut. En rigtig dejlig Saint-Émilion til en yderst favorabel pris ved 6 flasker.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Fanova Terrecarsiche 1939 Riserva, Primitivo, Gioia del Colle DOC, Italien, 2019, høj alkohol (16%)

279,95 kr., pris ved 6 flasker: 249 kr., AndrupVin.dk

I den meget tunge flaske befinder der sig meget flot og fyrrig rødvin. Den vil frem i verden med sin koncentration, sin modne frugt - især mørke kirsebær - og sine kraftige krydrede noter. Alkoholprocenten er høj men bider ikke, og eftersmagen er blød og rund med en forfriskende syre. Plask gerne vinen over i en karraffel et par timer før servering - og nyd vinen til kraftigt krydrede kødretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Famiglia Falorni, Brunello di Montalcino DOCG, Italien, 2017, middel alkohol (14%)

299 kr., pris på tilbud fra 27. til 29. oktober (KUN DISSE TRE DAGE):159 kr. ved 6 flasker, Skjold Burne Online

Det er en af de vine, man lige skal have et ekstra glas af... Den er ualmindelig dejlig med sin duft af violer, brombær, læder og svampe og sin bløde, elegante og komplekse frugtsmag. Eftersmagen er lang og med afrundede tanniner. Tilbudsprisen ved 6 flasker er yderst attraktiv.

Sød vin

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Cabane Côte Tradition, Monbazillac AOP, Frankrig, 2022, lav alkohol (13%)

125 kr., The Wine Company

En delikat sød vin med fine noter af akaciehonning i duften og med en lækker sød smag - ikke tung og sliksød men let og elegant. En oplagt vin til foie gras men også fin til lette, søde desserter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Quinta do Pégo LBV 2019, Porto DOC, Portugal, 2019, høj alkohol (20%)

En sød vin med en fin frisk kirsebærnote i duften. Smagen har ud over en dejlig sødme med kandis og mørke rosiner også en behagelig tørhed i den lange eftersmag. En portvin i rigtig god balance.