Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 21, 2024



En vinkyper hos Stonehouse Restaurant fremviser en flaske Château d'Yquem 1811 - og han gør det selvfølgelig med handsker på!

Verdens største samling Yquem Del på Facebook

Hvis man tager til Stonehouse Restaurant i Santa Barbara i Californien, finder man verdens største samling vine fra Château d'Yquem. En flaske af en ældre årgang af vinen fra det berømte Sauternes-slot sniger sig let op på omkring de 30.000 kr. på en auktion.

Gourmetrestauranten kan nu tilbyde hele 138 forskellige årgange af den søde vin - fra 1887 til 2008.

Højeste pris for en hvidvin


Dertil kommer nogle endnu ældre årgange helt tilbage til 1811. Denne årgang kaldes ofte for “komet årgangen”, da der blev spottet en komet på himlen, lige før høsten startede.
Globalt findes der kun 10 flasker af årgang 1811, og en af flaskerne blev den dyrest solgte flaske hvidvin nogensinde. Den gik for 75.000 pund (cirka 653.000 kr.) hos The Antique Wine Company i 2011, og køberen var den franske vinsamler og tidligere chefsommelier hos La Tour d'Argent i Paris, Christian Vanneque. Utroligt, hvad synet af en komet kan medføre...
Stonehouse Restaurant har ifølge restaurantens egen hjemmeside erhvervet de mange flasker fra en privat samler.


En bog til pub-elskerne Del på Facebook

London er kendt for sine mange pubber. Nogle af dem har fået berømmelsens stempel, fx fordi Shakespeare efter sigende engang har været der, eller 1800-tallets store britiske forfatter Charles Dickens har skrevet løs på en roman ved et af bordene. Det er de pubber, horder af turister valfarter til.

Der er også de støjende pubber, hvor en stor tv-skærm viser fodboldkampe, og fans buer eller juhuuer, mens store mængder bryg glider ned.
Og så er der de gamle og ikke så kendte pubber, som ligger lidt gemt ad vejen, men hvor man får en god pint, en personlig servering og finder en hyggelig og unik atmosfære.
Disse pubber er nu kommet til ære og værdighed i en ny bog, Local Legends: The Hidden Pubs of London.

Den unikke atmosfære


Forfatteren John Warland og fotografen Horst. A. Friedrichs har brugt to år på at besøge og udvælge de unikke og stemningsfulde pubber.
Mens Warland har skrevet om stedernes historie og ejerne, videregiver Friedrich - der også arbejder for National Geographic - atmosfæren i pubberne, de slidte læderstole, de pudsede tappehaner, gamle paneler, skummende øl og garvede pubgæster. Det er steder, hvor tidens tand har bidt sig godt fast, men hvor brygget, drammen og serveringen er hjertevarm.
Den stemningsfulde bog, der er udgivet af Prestel Publishing, omfatter pubber i hele London og omegn. Og selv om nogle af dem også serverer mad, er de, som forfatteren skriver, alle “wet-driven”. Det gælder de våde varer!
Bogen kan købes hos enkelte danske boghandlere, heriblandt William Dam for 321 kr. plus forsendelse.


De to ens rødvine - bortset fra klistermærkaterne, der tangerer etiketterne og viser de to forskellige vinproducentforeninger.

ForskelsbehandlingDel på Facebook

Mænd vil ikke betale lige så mange penge for en vin, hvis den er lavet af en kvinde. I hvert fald ikke, hvis mændene er franske eller belgiske, og det fremgår af flasken, at kvinden er medlem af en professionel forening af kvindelige vinmagere. Det fremgår af en ny undersøgelse fra Kedge Business School i Talence i Frankrig.
Undersøgelsen, som kan læses i sin helhed i Cambridge University Press, omfatter 1000 franske og 500 fransktalende belgiske mænd og kvinder, der alle er vant til at drikke vin.
Der blev fremstillet flasker med to falske vinetiketter - en traditionel og en moderne - for at sikre, at etikettens udseende ikke spille en rolle. Etiketterne viste også fem forskellige måder at formidle kønnet på vinmageren på. Fx blev der på etiketten skrevet enten Georges Cadieux eller Nathalie Panetier (to opfundne navne).
Derudover havde man kontrolflasker uden nogen informationer om vinmagerens køn.

Forenings-mærkat gav bagslag


Der er tale om en online-rundspørge, hvor deltagerne blev spurgt om, hvor meget de umiddelbart ville betale for de enkelte vine alt efter udseendet af etiketten.
Når det gjaldt de etiketter, hvorpå der stod et kvinde- eller mandenavn på vinmageren, var der ingen forskel i det beløb, deltagerne ville betale. Det store udslag gjaldt de etiketter, der var forsynet med en lille klistermærket, som viste, at vinene var lavet af en forening for henholdsvis kvindelige og mandlige vinproducenter. På den ene mærkat stod der ”Fémivin” og på den anden ”Vignerons Indépendants”. Vignerons betyder mandlige vinbønder, mens kvinderne er vigneronnes på fransk.
Her ville hovedparten af deltagerne – og frem for alt den mandlige del af dem – ikke give nær så meget for vinene med et Fémivin på flasken.

20% lavere pris


Hvor meget mindre, deltagerne ville betale, fandt man hos Kedge Business School frem til ved at anvende to matematiske modeller. Den ene nåede til et resultat på 10% mindre og den anden til en ønsket reducering på hele 20%.
Det lyder jo lidt vanvittigt, da kvinder naturligvis kan fremstille lige så god vin som mænd. Og skulle man være i tvivl, kan man ifølge Wine-Searcher ty til en anden undersøgelse fra det amerikanske Santa Clara University. Den viser, at de kvindelige californiske vinmagere – selv om de kun udgør 14% af vinmagerskaren i den amerikanske stat – i adskillige år har tegnet sig for mere end 20% af vinene på top-100 listerne hos hvert af vinmagasinerne Wine Enthusiast, Wine Spectator og Wine & Spirits Magazine.


Foto: Pixabay/Simon.

Korkege optager 14 mio. tons CO2Del på Facebook

En af de førende producenter af korkpropper, portugisiske Cork Supply, har sendt et team af korkspecialister til Californien. Målet er at afholde et par undervisnings-seancer for vinstuderende på de to universiteter, CalPoly og UC Davis.
Teamet vil vise, hvordan man høster kork - og ikke mindst fortælle om, hvor stor betydning korkindustrien, og dermed brugen af korkpropper, har for miljøet.
Ifølge Cork Supply absorberer denne verdens skove med korkege hvert år CO2 svarende til 14 millioner tons. Og at høste korken, så et nyt lag kan vokse frem, øger faktisk træets evne til at optage CO2.
Der går cirka ni år mellem hver høst, og en korkeg kan blive omkring 200 år gammel.

Først frost så hagluvejr Del på Facebook

Først kom frosten for nogle uger siden og gjorde et indhug i den kommende høst i Chablis. Dernæst blev Bourgogne-appellationen, der udelukkende fremstiller hvidvin på Chardonnay-druen, ramt af et ualmindeligt kraftigt hagluvejr.
Uvejret, der kun varede få minutter, føg hen over vinbyerne La Chapelle-Vaupelteigne, Rontenay-près-Chablis, Villy, Maligny og Chablis, der har lagt navn til appellationen.
Cirka 25% af Chablis' 6070 hektar vinmarker er ifølge Wine Spectator blevet mere eller mindre hårdt ramt. Den foreløbige vurdering af, hvor stor en mængde af den kommende høst, der er gået tabt, lyder på mellem 30 og 100% alt efter område.
En af de kendte producenter, der har lidt store tab, er William Fèvre - her er der tale om høsttab på mellem 20 og 80%.


Fra Château Cheval Blancs vinkælder.

40% prisnedgang hos Château Haut-BrionDel på Facebook

Endnu en perlerække af Bordeauxs berømte vinslotte har i den seneste uge frigivet priserne ex-négociant på deres nye rødvin årgang 2023.

Primeur-kampagnen lagde ud med gevaldige reduceringer i priserne i forhold til årgang 2022. Men noget tyder på, at nedgangen i priserne bliver stadig mindre, jo længere vi kommer hen i kampagne-perioden.
I ugen der gik, lagde Château Haut-Brion ganske vist ud med en pris på 312 euro (cirka 2328 kr.) flasken, en nedgang på hele 39,5% i forhold til sidste årgang. Men herefter fulgte flere slotte med lidt mere mådeholdne prisreduceringer.

Kun 10% på Cheval Blanc


Château La Mission Haut-Brion 2023 blev prissat til 180 euro (cirka 1343 kr.) flasken - en nedgang på 31,8%, mens prisen på slottets andenvin, La Chapelle de la Mission Haut-Brion, lyder på 42 euro (cirka 313 kr.), en reducering på 36,4%.
Dernæst fulgte Château Cheval Blanc med en nedgang på 18,3% til 384 euro (cirka 2865 kr.) flasken, og Château Léoville Barton med 55,80 euro (cirka 416 kr.) flasken - en mindre nedgang på 13,1%.
Når det gælder hvidvinene, bød ugen blandt andet på Château Haut-Brion Blanc 2023, der blev prissat til 540 euro (cirka 4028 kr. ) flasken - en reducering på kun 10% i forhold til årgang 2022.


Aperol Spritz og andre drinks giver vinen konkurrence. Foto: Unsplash/Victoria Shes.

Dropper den daglige vin Del på Facebook

29 millioner italienere er vindrikkere, hvilket svarer til 55% af den italienske befolkning. Og det er der ikke rokket ved i de senere år.

Til gengæld er det kun 11,7 mio. italienere, der drikker vin hver dag, og det er en nedgang på 400.000 i forhold til 2022. Det viser nye tal fra den italienske vinproducentforening, Unione Italiana Vini (UIV) - tal der bygger på oplysninger fra ISTAT.
60% af de italienske vindrikkere nyder således ikke længere vin hver dag - i 2011 lød tallet på kun 48%. Det er især kvinderne og de yngre italienere, der har droppet det daglige glas vin.

Apéritiffens fremmarch


At færre italienere drikker vin hver dag skyldes ifølge UIV ikke nødvendigvis et ønske om at skrue ned for alkoholforbruget. Der kommer bare andre typer alkohol i glassene - især det at drikke en apéritif før aftensmaden er blevet stadig mere populært. Antallet af italienere, der regelmæssigt nyder en “aperitivo”, er steget med 31% siden 2011. Apéritiffen kan være en øl, en cocktail eller - hvilket det meget ofte er - en Aperol Spritz.
Det er meget forskelligt, hvor stor en andel af indbyggerne i de italienske regioner, der er vindrikkere. Emilia-Romagna fører med 61,3%, hvorefter kommer Valle d’Aosta - landets mindste region - med 60,5% skarpt fulgt af Toscana med 60,4%.


Under vinløv og med udsigt til en dansk vinmark kan man smage stribevis af vine fra Rhône.

Nedtælling til årets Rhônevinfestival Del på Facebook

Ingen sensommer uden Rhônefestivalen. For 21. gang afholdes den store og meget populære festival, og datoen er d. 14. september.

Rammerne er traditionen tro Nordlund Vingård i Avedøre ved København. Og det er svært at forestille sig mere stemningsfulde omgivelser til en vinfestival. Med udsigt til vinmarkerne kan man smage mere end 250 forskellige rød- og hvidvine fra det sydfranske distrikt.
Hvis man falder for nogle af vinene, kan man købe flasker med hjem - og der er som regel gode tilbud at hente i dagens anledning.

Publikum kårer de bedste vine


Dørene til festivalen åbner kl. 11, og lukkes først kl. 16. Inden da vil der blive afholdt en publikums-konkurrence om ”Best buy” blandt de mange vine, som man har kunnet smage i dagens løb.
Rhônefestivalen arrangeres i et samarbejde mellem Inter Rhône og The Wine Company, og man kan finde en oversigt over udstillerne og købe billetter til 300 kr. pr. person ved at klikke her.
Interesserede udstillere er velkomne til at kontakte arrangørerne på mail steen@thewinecompany.dk eller tlf.: 22 24 68 82.


En robotmaskine fra VitiBot på vej på arbejde. Foto: VitiBot.

Antinori satser på robotter Del på Facebook

Det franske firma VitiBot er førende, når det gælder udviklingen af vinmarks-robotter, der kan beskære vinstokke, bearbejde jorden, høste druerne osv.
Firmaet er et aktieselskab, hvor aktionærerne er en række champagnehuse, som alle har “ansat” nogle af VitiBots robotter i deres vinmarker. Det gælder fx Charles Heidsieck, Maison Roederer, Perrier-Jouët og Laurent-Perrier.
Nu har den italienske vinproducent Marchesi Antinori ifølge Winenews.it sluttet sig til gruppen af aktionærer med det formål at udvide brugen af robotter i sine vinmarker. Vinhuset anvender allerede en robot til jordbearbejdning.
Bare fordi man er gammel, kan man således godt tænke i nye baner. Og gammel er Marchesi Antinori, der har mere end 600 år og 26 generationer bag sig.

Krisedestillering breder sig i SpanienDel på Facebook

Vindistrikter, der har søgt om krisedestillering af vin, står nærmest i kø i Spanien. Både Rioja, Extramadura og Ribeira Sacra har nu alle fået myndighedernes godkendelse - og en god portion penge til projekteterne. Og nu gælder det Navarra i Nordspanien, som netop har modtaget 10 millioner euro (cirka 75 mio. kr.) af den spanske regering.
Problemet er den sø af overskudsvin, som mange spanske vinproducenter ligger inde med, og destilleringen skal skabe balance mellem efterspørgsel og udbud.

7,6 mio. liter mindre vin


De 4,5 mio. euro (cirka 34 mio. kr.), som Navarra har modtaget, skal gå til destilleringen, mens de resterende 5,5 mio. euro (cirka 41 mio. kr.) skal bruges til grøn høst (udtynding af drueklaser), når det gælder dette års druehøst. Ud over de mange millioner euro får vinproducenterne og drueavlerne i Navarra selvfølgelig også kompensation for den vin, de får destilleret.
I alt forventer man ifølge Wine-Searcher, at destilleringen vil skære ned på vinsøen i Navarra med 7,6 mio. liter vin.


The Pythagorean Wine Glass.

Et glas til den lidt for grådige Del på Facebook

Det er en uskik at skænke vin helt op til randen af glasset. For det første kan man ikke slynge vinen rundt og indsnuse den fulde aroma. For det andet er der en vis risiko for, at man spilder, når det overfyldte glas skal fra bordet til munden.

Et amerikansk firma har fremstillet et vinglas, der netop skal komme de alt for fyldte glas til livs.
Inde i glasset er der en glassøjle med et lille rør. Glasset fungerer som et helt almindeligt vinglas - når det fyldes moderat. Hvis man fylder for meget i det, suges al vinen ud af glasset via røret, der er forbundet med et hul i glassets bund. At vinen suges ud, sker på grund af det tryk, der opstår i det overfyldte glas, og resultatet er selvfølgelig et værre svineri på dugen eller gulvet. Så kan man lære det, kan man!

Blev opfundet i oldtiden
Vinglasset er inspireret af Pythagoras kop, også kaldet retfærdighedens kop, en vinkop, som efter sigende blev skabt af oldtidens græske matematiker Pythagoras som lidt af en spøg over for hans elever. Når de drak vin af sådan en kop, så vidste han, at de alle fik lige meget og ikke mere, end at de stadig kunne følge med i undervisningen.
En lille film på YouTube viser, hvordan Pythagoras kop - og dermed glasset - fungerer.
Ved at klikke her kan man se glasset i funktion, og skulle man have lyst til selv at afprøve det, kan det købes online hos Hammacher Schlemmer, hvor det koster 68 kr. plus forsendelse.



Den røde reje årgang 2024Del på Facebook

Gambero Rosso (den røde reje) er et ”must” at have i reolen, hvis man holder af italiensk vin. Denne guidebog er udkommet hvert år siden 1987, og den nye udgave for 2024 er landet på dansk jord.

Her har mere end 60 vinspecialister gennem et helt år rejst rundt i Italien, hvor de har smagt sig gennem 45.000 vine. Igen i år er det kun cirka halvdelen af de mange vine - fra i alt 2500 vinproducenter - der er blevet fundet værdige til en omtale i bogen.
Hver enkelt vin bliver tildelt et, to eller måske endda tre ”Bicchieri” (glas), som er den højeste anerkendelse, og hvert år venter vinhusene spændt på Gamero Rossos dom. Ud over glas-tildelingen er det god vinden at hente om hvert enkelt vinhus. Den engelske udgave af bogen kan blandt andet købes hos Bog&idé for 319,95 kr.

Ad Gefrin i Northumbrland i det nordøstlige England er et af de nye destillerier - der også har indrettet et interessant museum.

54 nye destillerier Del på Facebook

Der er godt gang i åbningen af nye destillerier i Storbritannien i disse år. Alene sidste år slog hele 54 nye destillerier dørene op – en stigning på 8,7% i forhold til 2022. Dermed er det samlede antal destillerier ifølge UNY Hacker Young oppe på 387.

De fleste af de nye destillerier åbnede i England, hvor antallet steg fra 40 til 48. Skotland og Nordirland fik hver tre nye, mens antallet forblev uændret i Wales.
Blandt de nye destillerier er Titanic Distillers, der er det første whiskey destilleri i Belfast i næsten 90 år.

Gode tider for eksporten


Der kan da også være gode penge at tjene ved at åbne et destilleri i Storbritannien. Salget af spiritus går glimrende på hjemmebane, og eksporten steg med 13% til 9,4 milliarder pund (cirka 82 mia. kr.) mellem august 2022 og samme måned sidste år.
Der fremstilles alle mulige former for spiritus i destillerierne, men det er whisky, der er den helt store sællert, og som i dag udgør en fjerdedel af al eksport af mad og drikke fra Storbritannien. Sidste år blev der således eksporteret whisky for 5,6 mia. pund (cirka 49 mia. kr.).
“Flasken”, der er lavet af rustfrit stål, findes i forskellige farvekombinationer.

Smart "flaske"Del på Facebook

Den smarte nye “flaske” på billedet til venstre er designet til at rumme hele fire forskellige slags spiritus. Designeren er kinesiske Quan Yuan, og navnet på nyskabelsen er Cool Line Liquor Bottle.
Og jo, vi synes bestemt designet er ret cool!
Spiritussen opbevares i de hule rør, der er inddelt i fire rum. To af rummene udgør “flaskens” sider, mens de to andre danner dens base. Skruelågene på “base-rørene” er skjult oppe i de to lange rør.
Eneste problem er, om man kan huske, hvilke spiritusser de fire forskellige rum indeholder...
Cool Line Liquor Bottle er så ny, at den endnu ikke er kommet på markedet. Man kan læse mere om den hos Yanko Design.


Vil du have vores løbeseddel? Del på Facebook

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbrancheDel på Facebook

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Gérard Bertrand.

Vinens Hall of FameDel på Facebook

Hver uge bringer VinAvisen enten en Blå Bog, et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, eller en Hall of Fame om en anerkendt udenslandsk vinprofessionel. Nedenfor kommer denne uges portræt  På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Gérard Bertrand (f. 1965) er en af Languedoc-Roussillons største vinproducenter, og den sydfranske region har hele hans liv været hans omdrejningspunkt. Det var også her, han blev født, som barn af ejerne af vinhuset Domaine de Villemajou.
Da Gérard Bertrand var ti år gammel, lod hans far ham arbejde med under druehøsten og lærte ham om vinfremstilling. Alligevel valgte sønnen i første omgang vinens verden fra til fordel for sportens.
I 1984 lød startskuddet til en karriere inden for rugby i Narbonne, og det blev til mange kampe på top-niveau i de kommende ti år.
Men allerede i 1987 måtte han sideløbende tage sig af familiens vinhus, idet hans far døde. Og den passion, faren havde givet ham for terroiret og vinen, vandt i sidste ende over rugbyen.
I 1992 grundlagde Gérard Bertrand det firma, der bærer hans navn, og samme år gjorde han sine første vinhus-indkøb i form af Domaine Cigalus og Château Laville Bertrou.
Siden da er flere vinhuse kommet til - blandt andet Château L’Hospitalet, som er der, hvor han har valgt selv at slå sig ned. De i dag seksten vinhuse, hans firma ejer, ligger alle i Languedoc-Roussillon, hvis terroir han kender til bunds.
En stor del af de cirka 300 hektar vinmarker, som hører til de mange vinhuse, er biodynamisk certificerede og resten af markerne er på vej til at blive det. Ifølge Gérard Bertrand er biodynamikken med til at værne om miljøet og give bedre vine.
Ud over vinhusene ejer han også et négociantfirma, som samarbejder med 40 vinproducenter i Languedoc-Roussillon.
Gérard Bertrand er gift med Ingrid Bertrand, og sammen har de børnene Emma og Mathias.
Adresse:
 Château L’Hospitalet, Route de Narbonne Plage, 11100 Narbonne, Frankrig, tlf.: (+33) 4 68 45 28 50, www.gerard-bertrand.com.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk,
og få svaret her.

Hvordan fik druen sit navn?Del på Facebook

Lars Therkelsen er klar over, at Zinfandel og Primitivo genetisk er én og samme drue. Men han kunne godt tænke sig at vide, hvordan druen kan ende med at få så forskellige navne.
Druen stammer fra Kroatien, hvor den har hele to navne: Crljenak Kaštelanski og Tribidrag. I 1700-tallet kom den til den italienske region Puglia (støvlehælen), hvor den blev kaldt Primitivo.
Dette navn kommer af det latinske ord primativus eller det tilsvarende italienske ord primaticcio, og begge ord betyder tidlig. De refererer til, at druen som regel modner tidligere end alle andre druesorter.
I 1820’rne kom Primitivo-druen til USA, hvor den så fik navnet Zinfandel. Hvorfor den fik dette navn, ved man faktisk ikke med sikkerhed. En teori er, at navnet er en forvanskning af det ungarske druenavn Tzinifándli (czirifandli), som igen kommer af det tyske navn Zierfandler ‒ navnet på en hvidvins-drue (Grüner Sylvaner) fra Østrigs Thermenregion.
Nu skal man ikke tro, at druen bare hedder Primitivo og Zinfandel ‒ eller på kroatisk: Crljenak Kaštelanski. Den har mange andre navne: Gioia del Colle, Locale, Morellone, Plavac Veliki, Primaticcio, Uva della Pergola, Uva di Corato, Zin, ZPC, Black St. Peters, Zenfendal, Zinfindal, Taranto, Zeinfandall, Zinfardell, Zinfindel og Zinfandal.


Ugens vinøse billedeDel på Facebook

Marie Holgersen har taget dette fine forårsbillede i Languedoc. De gamle, krogede vinstokke står stadig sorte og nøgne, men blomsterne pibler frem overalt. Det er lige før, der kommer små, lysegrønne blade på vinstokkene.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billedeDel på Facebook

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546
Billede 622-648
Billede 729-790
Billede 547-568
Billede 649-675
Billede 569-594
Billede 676-701
Billede 595-621
Billede 702-728


790 Selv barnet får en tår fra kruset, når der festes i landsbyen (Pieter Bruegel den Yngres værksted, 1620’erne, udsnit, Musée Calvet, Avignon).


Ugens smagte vineDel på Facebook

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 17 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.

Mousserende

stjernestjernestjernestjerne

Laugel Crémant Brut, Crémant d'Alsace, Frankrig, lav alkohol (12%)

89,95 kr., pris på tilbud fra 24. til 30. maj: 79 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen

En god, tør mousserende vin med fine vedvarende bobler, smag af grønne druer og strejf af honning i eftersmagen.

Hvidvin

stjernestjernestjerne

Primavera, Caves Primavera, Portugal, lav alkohol (12,5%)

69 kr., pris ved 6 flasker, Best Selection

En hvidvin, der dufter mildt af mimoser med en anelse salt hav. Smagen er ok men også meget enkel og med en lidt flad eftersmag. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjerne

Das Ist, Riesling, Baden, Tyskland, 2023, lav alkohol (12%)

69,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk

En ok men også en lidt ensporet hvidvin med modne grønne druer, en fin frugtsødme og en anelse prikken på tungen. Eftersmagen flader hurtigt ud. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Copper Lane Reserve, Chardonnay, Western Cape, Sydafrika, 2023, middel alkohol (14%)

100 kr., pris på tilbud indtil 2. juni: 50 kr., Skjold Burne

Lækker hvidvin med citrus, smørblomster og eg i duften og med en cremet smag med moden frugt - æbler, pærer og abrikoser. Smagen holder længe i munden og slutter med en fin frugtsødme. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

La Campagne, Sauvignon Blanc, Côtes de Gascogne AOP, Frankrig, 2023, lav alkohol (11%)

109 kr., set på tilbud til 59 kr. ved 6 flasker, Kjær & Sommerfeldt

Kærlighedsfrugt og nyslået græs forenes i duften af denne dejlige hvidvin, mens smagen byder på ren, liflig og stringent citrus, der holder længe i munden. En elegant vin, der kalder på lyse fisk og skaldyr.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Pröglföf, Grüner Veltliner, Østrig, 2022, lav alkohol (11,5%)

En typisk hvidvin på Grüner Veltliner med dens duft og smag af grønne druer og dens fine krydring. Eftersmagen byder på lime og moden citrus. En glimrende vin - og en oplagt ledsager til alt godt fra havet. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Dominio de La Granadilla, Rueda DO, Spanien, 2023, lav alkohol (13%)

119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk

I en blindsmagning kunne man godt lade sig narre og tro, at denne hvidvin var en newzealandsk Sauvignon Blanc. Den har druens noter af kærlighedsfrugt især i duften. Men vinen er lavet på Verdejo og stammer fra Spanien. Det er en glimrende vin, der ud over den rige, friske frugt også har en lille krydring til slut i den lange eftersmag. Nyd vinen til diverse skaldyrsretter.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Diablo Golden, Viña Concha y Toro, Chardonnay, Chile, 2022, middel alkohol (13,5%)

169,95 kr., pris på tilbud fra 24. maj til 6. juni: 69 kr., Brugsen

Eg, papaja og lidt banan præger duften af denne indtagende hvidvin. Smagen er kræs for ganen med dens store og let cremede fylde, dejlige modne frugt og lange bløde eftersmag. Flasken har skruelåg. Sagen blandt andet til eksotiske retter med en anelse sødme.

Rosévin

stjernestjernestjernestjerne

Rosé no. 01, Vin de France, Frankrig, 2023, lav alkohol (12,5%)

59 kr., Netto Vin

En rigtig terrasse-basker, der bør drikkes godt afkølet en varm sommerdag. Til prisen er det en udmærket rosévin med duft af drueskal og røde bær og smag af rød grapefrugt. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Schloss Bockfliess Rosé, Niederösterreich, Østrig, 2023, lav alkohol (13%)

129 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., Holte Vinlager

En lys og rigtig dejlig rosé, der dufter mildt af hindbær og jordbær og har en fyldig og tilpas tør smag af friske sommerbær samt sarte aromatiske krydrede noter - hvid peber og strejf af rosmarin. Den lange eftersmag slutter med en fin rund syre.

Rødvin

stjernestjernestjernestjerneØ

Oh! Sister Superiore, Andrés Sisters, Manchuela, Spanien, lav alkohol (13%)

64,95 kr., SPS Wine

En økologisk og vegansk rødvin - og en god, kraftig og krydret vin med noter af sort peber. Den bør plaskes over i en karaffel et par timer før servering. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Badia al Colle, Primitivo di Manduria DOC, Italien, 2021, høj alkohol (14,5%)

69 kr., pris på tilbud fra 23. til 29. maj: 49 kr., 365discount

En varm og venlig rødvin med solbær i duften og med en dejlig krydret smag med modne brombær og bløde tanniner. Et kup til tilbudsprisen.

stjernestjernestjernestjerne

Copper Lane Reserve, Coastel Region, Sydafrika, 2023, høj alkohol (15%)

100 kr., pris på tilbud indtil 2. juni: 50 kr., Skjold Burne

Shiraz og Merlot danner kompagniskab i denne gode, intense rødvin, der dufter af boysenbær og har en tæt og krydret smag med et lille alkoholbid til slut. Sagen til sommerens grillmad og til lidt kraftige cremede oste - og til den fordelagtige tilbudspris. Flasken har skruelåg.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Gran Coronas Reserva, Torres, Cabernet Sauvignon, Catalunya DO, Spanien, 2020, middel alkohol (14%)

129,95 kr., pris på tilbud fra 24. til 30. maj: 79 kr. Sælges også i SuperBrugsen, Kvickly

En rigtig dejlig rødvin med duft af friske brombær og en saftig, intens og bærrig smag, der holder længe i munden og slutter med afrundede tanniner og en lille fin syre.

stjernestjernestjernestjernestjerneØ

Terrasses du Larzac L'Art du Vers, Camel + Joseph, Languedoc-Roussillon, Frankrig, 2021, middel alkohol (13,5%)

149,95 kr., pris ved 6 flasker: 129 kr., AndrupVin.dk

En GMS-rødvin - en vin på Grenache, Mourvedre og Syrah, hvilket er en god treenighed af druer, der bidrager med hver deres karakter og aroma. Det er en vin, der dufter af blåbær og en anelse vanilje efter 12 måneders fadmodning. Smagen har friske saftige sommerbær og afrundede tanniner til slut. En dejlig vin i perfekt balance.

stjernestjernestjernestjerne

Château Beauchene Le Terroir, Côtes du Rhône AOC, Frankrig, 2020

169 kr., pris ved 6 flasker: 129 kr., YouAndWine

En klassisk rød Rhône-vin på 60% Grenache, 15% Syrah og 25% Mourvèdre. Vinen har både saftig frugt og pebrede noter, der især kommer til udtryk i eftersmagen. En god vin til en lige så god oksebøf - gerne fra grillen.

stjernestjernestjernestjernestjerne

Shotfire, Thorne-Clarke, Shiraz, Barossa, Australien, 2019, høj alkohol (14,9%)

180 kr., pris på tilbud indtil 2. juni: 150 kr., Skjold Burne

En rødvin, der dufter af kandiserede violer og syltede blommer og smager varmt og krydret. Eftersmagen er kompleks, tæt og silkeblød. En lækker vin til rødt kød og modne oste. Flasken har skruelåg.