Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Agoston Haraszthy

    Agoston Haraszthy (1812-1869) var en ungarsk greve, der var "den første" til lidt af hvert. I 1840 slog han sig – som den første ungarer overhovedet – ned i USA. Han bosatte sig i New York og dernæst i Wisconsin, hvor han ernærede sig som forretningsmand.
    Men han havde en drøm om at fremstille kvalitetsvin i USA med de store europæiske vine som forbillede. Han var blandt de første, der plantede vinstokke i Wisconsin, men det blev i det solrige Californien, han fik succes med sine vinmarker. Og det i en sådan grad, at han i dag ofte omtales som "faderen af vinfremstilling i Californien".
    I Sonoma Valley opførte Agoston Haraszthy Buena Vista, Californiens første vinhus for kvalitetsvine. Han indførte 100.000 stiklinger af i alt 300 forskellige europæiske druesorter til Californien, ligesom han i 1858 skrev den første afhandling om vinfremstilling i det amerikanske vindistrikt, "Report on Grapes and Wine of California".
    Såvel Haraszthy som hans afhandling inspirerede mange samtidige vinproducenter, som valgte at slå sig ned i Californien.
    Ud over sine bedrifter i den vinøse verden har Agoston Haraszthy også æren for at have grundlagt en af de første byer i Wisconsin, ligesom han drev den første dampfærge på Mississippi River og blev udnævnt til San Diegos første sherif.
    De gode tider på vingården i Californien fik imidlertid en trist slutning. I 1868 gik Agoston Haraszthy bankerot. Dog lykkedes det ham at rejse nok penge til et andet eventyr: fremstilling af rom i Nicaragua. Eventyret blev dog kortvarigt. I 1869 blev han spist af en krokodille, da han forsøgte at krydse en flod.
    Agoston Haraszthy var gift med Eleonora og sammen fik de seks børn.