Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Christian Søndergaard


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Christian Søndergaard (f. 1949) er en af de mange, der startede i en garage – som blev større og større og større. I 1982 grundlagde han sammen med hustruen, Kirsten, "Jysk Vinlager Randers". Firmaet havde konstant vokseværk, så i 1995 indledte han et samarbejde med Flemming Olsen, og sammen dannede de "Jysk Vin – det gode glas", I firmaet var ansat elleve medarbejdere i Randers og seks deltidssælgere i marken.
    Christian Søndergård, der var direktør i firmaet fra starten og indtil 2009, stod gennem samtlige år for indkøbene, og allerede i 80’erne satsede han på Rhône-vine og opbyggede, hvad der i dag er et af Danmarks mest spændende sortimenter. Andre områder og lande har dog også været bredt repræsenterede.
    Fra starten valgte Christian Søndergaard at importere vine, som dengang var nichevine. Det var vine fra mindre vinbønder, som for de flestes vedkommende havde aftaler med de store negoçianter om at aftage deres druer. Det var derfor et stort arbejde overhovedet at få et rimeligt antal flasker, og i mange tilfælde måtte Jysk Vin nøjes med nogle af de flasker, vinbonden havde lavet til sig selv.
    Mangel på plads betød, at Jysk Vin i juni 2007 flyttede til nye lokaler med facade mod Århusvej. Her blev der bedre plads på lageret, ligesom kontorfaciliteterne blev forbedret. I samme forbindelse blev sortimentet i butikken udvidet til også at omfatte import af specialiteter som pasta, saucer, olivenolier og eddiker specielt fra Italien og Spanien.
    I 2009 fyldte Christian Søndergaard 60 år, og der påbegyndtes et generationsskifte. I den forbindelse fik Jysk Vin et godt tilbud udefra, hvilket faldt fint i tråd med et ønske om at reducere arbejdsmængden. Amka overtog Jysk Vin fra 1. januar 2009, hvor Flemming Olsen fortsatte som direktør og medindehaver.
    For ikke at slippe vinbranchen helt har Christian Søndergaard via konsulentfirmaet Jysk Vinlager Randers løst opgaver inden for vinbranchen – primært inden for indkøb og strategier.
    Adresse: Jysk Vinlager Randers, Egegårdsvej 43, 8920 Randers NV, tlf.: 86 43 88 55, e-mail: cs@jvrvin.dk. (Opdateret 2013).