Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Flemming Stoltze


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Flemming Stoltze (f.1949) blev sammen med sin bror, Preben Ehlers, født ind i vinbranchen som søn af den legendariske vinhandler Orla V. Nielsen, og i dag leder han Frederiksberg Vinimport.
    I mange år var der fem Nielsen’er i firmaet, men det problem løste sønnerne ved at tage deres hustruers efternavne. Derfor hedder de henholdsvis Stoltze og Ehlers.
    Som en af de efterhånden få faguddannede vinhandlere fik Flemming Stoltze sin uddannelse som vinkyper hos K. Dorph-Petersens Vinlager på Hauser Plads i København, hvor Skt. Gertruds Kloster ligger i dag. Denne uddannelse blev suppleret med en Niels Brock'er, og derefter gik turen til vindistrikterne i Frankrig og Tyskland, som sønnerne allerede i barndommen besøgte sammen med faderen.
    Lige til sin død i oktober 2000, 87 år gammel, levede faderen med i forretningen, hvorefter sønnerne sammen overtog ledelsen.
    Allerede i 1976 fik firmaet det første halvautomatiske tappeanlæg, og da lageret i 1982 flyttede til større lokaler, blev anlægget udskiftet med et fuldautomatisk tappeanlæg, som flere store firmaer benyttede sig af. Da lageret lå for tæt på Flintholm Station, blev det i 2002 flyttet til Rødovre, dog uden tappeanlægget, som blev frasolgt.
    Alle firmaets vine importeres nu på flaske, og blandt disse udgør vinene fra Château Mont-Redon i Châteauneuf-du-Pape en stor andel.
    Igennem flere årtier har mange privat- og erhvervskunder nydt godt af firmaets forsalg både af Bordeaux og (p.t.) Bourgogne plus Rhône.
    Flemming Stoltze er gift med Helle, og sammen har de to voksne børn, en datter og en søn. Som garvet golfspiller siden 1983 går fritiden med golf både fra domicilet i Spanien og herhjemme, og to gange har Flemming Stoltze vundet Vinhandlergolf, som er spillet siden 1983.
    Adresse: Frederiksberg Vinimport A/S, Godthåbsvej 96-98, 2000 Frederiksberg, tlf.: 38 19 06 33, fax: 38 19 04 50, e-mail: frbvin@mail.dk, www.frederiksberg-vin.dk.