Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

John Christensen


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    John Christensen (f. 1942) er den drevne vinmand, der i 1995 fik til opgave at starte Pernod Ricard’s danske datterselskab, World Brands Denmark.
    Med det nylige køb af en del af den store canadiske Seagram-koncern er Pernod Ricard blevet verdens tredjestørste vin- og spiritusfirma med kendte mærker som Renault, Jameson, Havana Club, Martell og Chivas Regal m.fl. samt med det store australske vinfirma Jacobs Creek - og tilsvarende er den danske organisation vokset, så den i dag har femten medarbejdere.
    John Christensens vej ind i vinens verden har så at sige været snorlige - bortset fra det første job hos Nordisk Fjer, hvor han var tre år i London for at lære englænderne at skifte tæpper og lagner ud med dyner.
    De vinøse stationer igennem de 30 år har været produktchef i United Wine / Georg Bestle, salgs- og marketingdirektør hos United Wine, administrerende direktør hos Troels Smith og siden hos Vingros - der dengang var markedets største engros-virksomhed med egne tappekolonner og et stort vinsortiment. Derefter direktør hos United Distillers Denmark og nu hos Pernod Ricard.
    I 1993 afløste John Christensen Peter F. Heering som formand for Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (V.S.O.D.), og her sidder han den dag i dag for bordenden. Endvidere har han siden oprettelsen siddet i bestyrelsen for GODA, foreningen Gode Alkoholdninger, der arbejder med oplysning om alkohol, og hvis formål er at fremme den gode alkoholkultur og modvirke og reducere misbrugssituationer.
    I sin fritid holder han af at spille golf og sejle, gerne under lidt varmere himmelstrøg, og i den mørke tid er langrend i de norske fjelde den foretrukne aktivitet. Familiens to andre medlemmer er hustruen Susanne og hunden Berta. To voksne sønner har for længst etableret egne familier og forøget slægten med to børnebørn.
    Adresse: World Brands Denmark A/S, Produktionsvej 24, Postboks 1338, 2600 Glostrup, tlf.: 44 91 42 43, fax: 44 91 42 82, e-mail: jchristensen@worldbrands.dk.