Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Karin Adcock



    Karin Adcock (f. 1963) er historien om en forretningskvinde med danske rødder, der endte med egen vingård i Australien. Med en uddannelse som lærer og lidt forskellige job i bagagen flyttede hun som 31-årig fra Danmark til det store oversøiske land.
    I 2004 opnåede hun rettighederne til at sælge smykker fra det danske smykkefirma Pandora på australsk jord. Det lykkedes hende at opbygge en meget stor forretning, som hun fem år senere solgte tilbage til Pandora.
    Hun fortsatte som CEO i firmaet indtil 2012, hvor hun besluttede sig for, at der skulle ske noget nyt. På det tidspunkt havde den australske arm af Pandora 400 ansatte, 85 konceptforretninger/franchisepartnere og over 350 forhandlere i Australien og New Zealand.
    I 2016 købte Karin Adcock vingården Pooles Rock Property i Broke, Hunter Valley, der var grundlagt i 1988 af Macquarie Banks grundlægger, David Clarke. Efter hans død i 2011 blev gården købt af et gasselskab, der lod stedet forfalde. Så da hun overtog ejendommen, var det i sidste øjeblik, hvis vinmarkerne skulle reddes. I dag hører der 11 hektar velplejede vinmarker til vingården.
    Karin Adcock har altid holdt af et godt glas vin, men vidste intet om vindyrkning eller -fremstilling - det var den fantastiske landejendom, som hun omdøbte til Winemark Wines, hun faldt for. Derfor omgav hun sig fra starten af med et team af dygtige folk med knowhow inden for vinproduktion. Hun er dog selv med til samtlige smagninger fra fade og tanke og er involveret i alle beslutninger om, hvordan vinmarkerne passes optimalt.
    Hun har investeret megen tid og mange penge i genopbyggelsen af den førhen så flotte vingård, hvis Chardonnay-vine - allerede før hun kom til - havde vundet flere priser. Af samme årsag har hun valgt udelukkende at fokusere på hvidvine på netop denne drue.
    Ud over at have fået styr på vinmarkerne og vingården har Karin Adcock også etableret en tilhørende vinbutik og overnatningsfaciliteter for op til 34 personer. Derudover byder Winemark Wines på en skulpturpark og et nyåbnet kunstgalleri. Karin Adcock har en travl hverdag men nyder travlheden i fulde drag, og hun arbejder for, at Winmark Wines skal blive en destination for såvel premium Chardonnay-vin som for kunst.
    Privat har hun tre dejlige piger, der alle er godt i vej, og hvoraf den ene bliver færdig med IB Diploma (Internationale Baccalaureate Diploma) på Herlufsholm til sommer.
    Adresse: 229 Wollombi Rd, Broke NSW 2330, Australien, tlf.: (+61) 429 265 268, e-mail: info@winmarkwines.com.au, www.winmarkwines.com.au.(Opdateret 2021).