Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Kim Bülow


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Kim Bülow (1955), manden bag det meget kvalitetsbevidste firma KB Vinimport, blev først uddannet som fotograf og derefter (næsten) som arkitekt, før han i 1984 sprang ind i vinens verden - den havde fascineret ham lige siden skoletiden på Nykøbing Falster Katedralskole.
    Som forretningsmand var han uskolet, men han siger selv, at de dyre lærepenge, han måtte betale, svarer nogenlunde til, hvad det ville have kostet at gå på Handelshøjskolen. Og i øvrigt bruger han hver dag de ting, han lærte som fotograf og arkitekt - især det at se!
    Hans forældre havde købt et lille hus i Bourgogne, og med det som udgangspunkt begyndte han en import fra små super-producenter i området. I fem år var sortimentet 100 procent Bourgogne, siden er en lang række andre distrikter kommet til. Da Chirac lagde alle frankofile danske vinhandeler øde midt i julesalget med sine atombomber, fik han sin første container Chile-vin ind ad døren.
    Kim Bülow sælger hver dag mange fornemme vine til flere hundrede kroner, men da han fik tilbudt agenturet på Domaine Romanée Conti, sagde han nej tak. Han ville ikke sælge vin til 10.000 kr. med æren i behold, siger han.
    KB Vinimport har i dag seks medarbejdere og blandt dem sønnen Jannick på 24. - Jeg ved dog ikke, om jeg vil anbefale ham at blive i vinbrancen, siger Kim Bülow. - Vinbranchen er blevet et sted, hvor der ikke er plads til fine fornemmelser og hensyntagen. Konkurrencen er benhård og skånselsløs, enhver er sig selv nærmest, og ingen midler skys i kampen om såvel leverandører som kunder.
    I år er firmaet indgået i et tæt samarbejde med den nye detailkæde Systemet. Endnu er der kun den ene butik, som Niels Stormby har oprettet på Højbro Plads, men om et års tid vil KB Vinimports vine være nemmere at købe over hele landet.
    I sin sparsomme fritid dyrker Kim Bülow sin interesse for den allernyeste musik og kunst - og tager sig ofte en tur på rulleskøjter.
    Adresse: KB Vinimport, Bredgade 71, 1260 København K, tlf. og fax: 33 14 99 14 og 33 14 99 22, mobil: 40 14 99 14, tlf. og fax i Frankrig: 00 33 3 80 20 10 38, e-mail: kim@kbvin.com.