Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Morten Vilsbæk


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Morten Vilsbæk (f. 1967) er journalist, madredaktør og vinskribent på Fyens Stiftstidende. Han blev uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1991 og har desuden en diplomuddannelse i fortælleteknik. Første job blev hos Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad, hvor han var indtil 1999. Dernæst gik turen videre til et job som kriminalreporter på Fyens Stiftstidende, hvor han desuden har arbejdet som journalist på erhvervsredaktionen gennem fire år. Morten Vilsbæk har anmeldt restauranter siden 2006, fik i 2008 job på kulturredaktionen og har nu som madredaktør ansvaret for anmeldelserne af restauranter i Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis, de to aviser i Fynske Medier.
    Morten Vilsbæk overtog sammen med sin kollega Kenneth Klingenberg vinstoffet efter Jørgen Aldrich i 2008, og de to har en utraditionel tilgang til stoffet: De tester riesling til julemad og rykker ud på værtshus for at lave pilsnertest blandt stamkunderne. Makkerparret smager ofte vin sammen i forbindelse med artiklerne, men tager også hver for sig på reportageture i udlandet.
    Morten Vilsbæk blev i 2013 valgt som formand for Danske Madanmeldere. Foreningen tæller de danske madanmeldere, og medlemmerne nominerer hvert år de bedste retter og kårer i september vinderne ved konkurrencen Årets Ret på Hotel- og Restaurantskolen i Valby. Morten Vilsbæk er også medlem af Laugsmagistrene af 19.12.1955.
    Hjemme dyrker Morten Vilsbæk det kulinariske og ikke mindst fisk, som han helst selv fileterer. Han køber også økologiske lam fra Sydfyn og stenkværnet, økologisk mel, bager gerne selv sit brød og har gennem tiderne pelset nogle dådyr til egen fryser.
    Han holder af kulinariske udfordringer og har testet både svineøre med hvide bønner i Vilnius og søpindsvin i Puglia. Morten Vilsbæk bor sammen med sin hustru og deres to døtre i Odense.
    Adresse: Fyens Stiftstidende, Banegårdspladsen 1, 5100 Odense C, tlf.: 65 45 51 68, mobil: 21 24 74 37, e-mail: mvi@fyens.dk, www.fyens.dk. (Opdateret 2013).