Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Peter Thomsen



    Peter Thomsen (f. 1965) kommer oprindelig fra Aarhus, men har boet mange år i udlandet - i Italien, Frankrig, Schweiz og Sverige - hvor han har arbejdet som CFO (økonomidirektør) i forskellige internationale virksomheder.
    Hans interesse for vin stammer fra et ophold i Italien i 1990’erne, hvor han lærte rigtig meget om både vin og mad, og da han på et tidspunkt besluttede sig for at købe sin egen lille plet på det italienske landkort, var det et ”must”, at der fulgte en vinmark med i købet.
    I 2007 fandt Peter Thomsen vingården, Ca’Barun, og den tilhørende mark i Santo Stefano Belbo i Langhe-området i Piemonte. Den ældste del af gården er mere end 200 år gammel, og første projekt var en modernisering af gårdens indre. I 2014 opførte han en underjordisk vinkælder, som kan anvendes til både vinproduktion og opbevaring af vin samt til afholdelse af vinsmagninger for større grupper.
    Gårdens vinmark er på cirka 1 hektar, og her dyrker Peter Thomsen druerne Freisa og Pinot Nero og har i 2021 også plantet Nebbiolo. Druerne forvandles til rødvine med appellationen Langhe DOC samt til en Vermouth di Torino Rosso på Freisa. Hans store passion er at arbejde med de mindre kendte druer fra Piemonte - at være tro mod fortiden men også være orienteret mod fremtiden og således have en bæredygtig produktion med et minimalt forbrug af kemikalier i såvel markerne som i vineriet.
    Ud over vin på druer fra sin egen mark har Peter Thomsen gennem sit netværk i området etableret et samarbejde med mindre producenter, hvilket gør ham i stand til også at kunne levere Barolo, Barbaresco, Roero Arneis og Metodo Classico under mærket Ca’Barun. Alt i alt fremstiller vingården cirka 8000 flasker vin årligt.
    Sammen med sin italienske kæreste, Benedetta, ejer Peter Thomsen også et lille hotel, Al Palazzo Rosso, og en lille butik, il Negozzietto, i Neive, 10 km fra vingården. Også på selve gården er der mulighed for at overnatte i egen lejlighed.
    Nu til sommer slår han og Benedetta dørene op for en lille vinbar, La Cantinetta di Barun, i hotellet, hvor der vil være udskænkning og salg af både egne vine og vine fra andre mindre producenter, der laver vin med passion og kan byde på en god historie.
    Al Palazzo Rosso, som hotellet hedder, får rigtig mange gæster i årets løb - blandt andet fra Danmark - og de bliver taget imod med glæde og inviteret til vinsmagning på gården.
    Peter Thomsen rejser også med jævne mellemrum den anden vej - til sit fødeland - for at afholde vinsmagninger og besøge de vinfirmaer, der importerer hans flasker til Danmark.
    Adresse: Ca’Barun, Azienda Agricola Peter Thomsen, Strada Siondini 8, 12058 Santo Stefano Belbo, Italien, tlf.: (+45) 53 88 48 52, e-mail: peter@ca-barun.com, www.ca-barun.com. (Opddateret 2021).