A Abboccato, halvtør. Den oprindelige betydning er "nemt til munden". Betegner mild, sødlig vin med noget restsukker. Abruzzo/Abruzzi, italiensk region, der strækker sig fra de højeste bjerge i Appenninerne til de blide strande ved Adriaterhavet. Flertalsformen Abruzzi stammer fra dengang distriktet også omfattede den nu selvstændige region Molise. Geografisk set er vi i Mellemitalien, men historisk og kulturelt tilhører Abruzzo Syditalien. Indtil for nylig var Abruzzos vinproduktion kendetegnet af tre vine, nemlig Montepulciano DOC og dens lyserøde variant Cerasuolo samt den hvide Trebbiano. Montepulciano d’Abruzzo DOC er stadig en af de mest eksporterede vine, både på flaske og i bulk. Montepulciano er meget ‘kompatibel’ og havner traditionelt – om end ikke altid officielt – i mange Chianti og Valpolicella. Siden Anden Verdenskrig har vinkooperativerne haft stor betydning for regionens økonomiske udvikling, og kvaliteten i distriktet har især i de seneste sek-sotte år gjort store fremskridt, hvilket bl.a. skyldes kooperativernes kreativitet og gode økonomi. De første spæde forsøg med anvendelse af fremmede druer som Cabernet Sauvignon, Chardonnay og Sauvignon har givet positive resultater. Derfor har den nye DOC Controguerra til en vis grad fremtidssikret regionens produktion ved at give DOCstatus til nye druer, som man mener vil komme til at spille en aktiv rolle i regionens fremtidige vinproduktion. Loven tillader også produktion af en Controguerra Passito Bianco DOC og af en Controguerra Passito Rosso DOC. Den hvide af druerne Trebbiano og/eller Malvasia og/eller Passerina. Den røde af min. 60% Montepulciano. For begge vine gælder en minimumalkoholstyrke på 14%. Når vinen har lagret i mindst 30 måneder på caratelli – små træfade – kan den betegnes annoso. Desuden tillades de følgende ni Controguerra DOC, så længe én af druerne Cabernet, Ciliegiolo, Merlot, Pinot Nero, Chardonnay, Malvasia, Moscato amabile, Passerina eller Riesling indgår med mindst 85% i den færdige vin. Accademia dei Racemi, dvs. druernes akademi, et samarbejde mellem en række vinbønder og vinmagere fra forskellige vinregioner med henblik på at udbrede og højne kvaliteten af de typiske vine fra Taranto og Lecce-provinserne i Apulien. Acerbo, umoden, sur, grøn. Aciditá, syreindhold. Acidulo, syrlig eller frisk som følge af højt syreindhold. Acino, drue. Acqua, vand – det er der 83-90% af i vin. Acqua matta, dvs. tosset vand, let hvidvin fra Elba. Vinen er mest kendt for sit navn. Druerne er de lokale Biancone og Procanico. Tør, ret neutral smag. En oplevelse på stedet om sommeren, men næppe interessant uden for øen. Acuto, aggressiv. Addizionato, tilsat. Affinato in carati, lagret på små vinfade, fx barriques. Aglianico, blå druesort og rødvin, hvis navn er afledt af tillægsordet ellenico, dvs. hellensk, græsk. Mange druer kom til Italien fra Grækenland dengang, da stort set hele Syditalien var en græsk koloni under Storgrækenland (Magna Grecia) 700-600 f.Kr. Det gælder fx Moscato, Mantonico og Greco. Aglianico findes i stort set hele Syditalien. Mest kendt er DOC-distriktet Aglianico del Vulture og DOCG-distriktet Taurasi. Druen trives bedst og giver dermed de bedste vine, når den dyrkes på høje bakker og på jordbund af vulkansk oprindelse. Den dyrkes også i Basilicata, Calabrien, Apulien, Molise og Campanien. Traditionen byder, at vinen skal have tre-fire års lagring, før den kan udtrykke sine bedste kvaliteter, og faktisk er både Taurasi og Aglianico del Vulture oplagte gemmevine, der når deres modnings højdepunkt syv til ti år efter vinhøsten. Det bakkede område og det kølige klima giver vine, der har brug for lagring. Mange kalder Aglianico for "Sydens Barolo". Ved nærmere smagning fristes man til at kalde Barolo for "Nordens Aglianico". For at nå dertil savner Aglianico dog stadigvæk både en solid markedsføring og en højere grad af smagsmæssig kontinuitet. Mange producenter er begyndt at gå imod strømmen og sender ikke-lagrede udgaver af vinen på markedet. De unge Aglianico-vine kendetegnes af en tiltalende purpurrød/violet farve og en meget frugtrig smag. Andre Aglianico-distrikter, der er værd at holde øje med, er Colli Lucani i Basilicata-regionen samt Sannio og Taburno i Campanien. Ala, dvs. vinge, by i provinsen Trento med god produktion af Trentino DOC-vine på basis af druerne Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Marzemino, Merlot, Moscato og Pinot Bianco. Albana, grøn drue og hvidvin fra den italienske Romagna-region. Albana DOCG dyrkes i provinserne Forlí, Ravenna og Bologna. Til manges forbløffelse blev denne vin den første hvide DOCG. Indtil da havde druen henslæbt et stille, men overproduktivt liv som storleverandør af neutrale, anonyme hvide vine til sommerens turistindustri ved Riminis riviera og til de store aftappere af bulkvin. Siden er forholdene forbedret en del – producenterne har redet "DOCG-tigeren" ved at sortere kraftigt fra og sende mere fyldige og komplekse vine på markedet. Albana kan være secco (tør), amabile (halvsød) og dolce (sød). Den mest almindelige er den tørre udgave, som er vin med behagelig og tiltalende let bitter finish. Albana er velegnet som kølig ledsager til pastaretter, minestrone og fiskeretter. Vinen smager bedst som ung. Som lykkeligt resultat af DOCG-indflydelsen er der en stribe nye passitovine af tørrede albanadruer – søde vine der føjer endnu en ny dimension til den italienske dessertvinscene. De gode Albana Passito kan fint spille lige op med de mere etablerede dessertvin-typer, mens de bedste, som fx Scacco Matto, Treré, Vignacupa og Solara, burde have en fast plads i den internationale vinelskers bevidsthed. Bemærk at Albana DOCG kun er hvid – vinen fra den blå drue er en bordvin, som udelukkende er af lokal interesse. Albarola, grøn drue der indgår i Cinqueterre DOC i det italienske Ligurien. Albeisa, piemontesisk dialekt for "fra Alba". Betegner den flasketype, som mange Barolo aftappes på, og som også anvendes til andre vine fra Alba og Piemonte. Er i og for sig ikke et kvalitetsmærke. Alberello, "lille træ". System til opbinding og beskæring af vinstokke som buske eller små træer. Giver lavt drueudbytte, men højt alkoholindhold. Bruges mest i Syditalien. Alberese, kalkstensjord, som fx i Chianti. Albugnano, piemontesisk DOC fra Asti-provinsen med Rosato DOC og Rosso DOC af druerne Nebbiolo, Freisa, Barbera og Bonarda. Alcamo, by og DOC-distrikt i Trapani-provinsen på Sicilien. Hvidvin på druerne Catarratto, Damaschino, Grecanico og Trebbiano – tør og saftig med tiltalende let bittert strejf. Alcool, alkohol. Forkortes på italiensk til i GR, GRadi, dvs. procent. Aleatico, blå, aromatisk drue, som dyrkes overalt i Italien, og som er en af de klassiske druer. Indtil engang i slutningen af 1800-tallet var den meget udbredt, og i dag finder man også stadig en smule Aleatico i alle italienske regioner. Det er dog mest i Latium, Toscana og Apulien, at druen har overlevet godt og fortsat frembringer spændende vine. Aleatico di Gradoli, rødvin fra kommuner i Viterbo-provinsen, Latium. Granatrød med violet skær, fløjlsagtig, sød og aromatisk. Findes som giovane, ung, og invecchiato, lagret. Alkoholstyrken ligger mellem 13 og 15%. Lagrer godt og er velegnet til desserter – også dem med chokolade. Aleatico di Portoferraio, DOC-rødvin som dyrkes over hele Elba, der hører under Livorno-provinsen i Toscana. Aleatico-druen tørrer på strå eller sivmåtter. Måske den bedste af alle de moderne Aleatico-vine, sød og saftig med stor elegance og flot, mørkerød farve med kardinalkappe-kanter. Alkoholstyrken er 15-16%, og det er en udmærket gemmevin. Velegnet som vino da meditazione, dvs. solo uden mad til. Aleatico di Puglia, dessertvin, som kan fremstilles som DOC i hele Apulien. Dyb rubinrød farve, sød og aromatisk. Alkoholstyrken er 15-16%. Alezio, rød- og rosévin fra kommuner i Lecce-provinsen, Puglia. Fremstilles af druen Negroamaro blandet med en smule Malvasia Nera. Roséen er koralfarvet og delikat med en duft, der minder om havsalt og citrusfrugter. Tør, let bitter smag og forholdvis høj alkoholstyrke, ofte op mod 13%. Rødvinen er produceret af de samme druer og har en alkoholstyrke på 13-14%. Vinen er tør, rund og fed med stort lagringspotentiale og lige så stor smagsprofil. Alghero, landsby af katalonsk oprindelse med havn og turistcenter i provinsen Sassari på Sardinien – og paraply-DOC, som ser ud til at være skræddersyet til at opfylde det lokale vinlokomotivs, Sella & Moscas, behov for oprindelsespapirer på deres mange vine. Den "almindelige" hvide Alghero Bianco DOC fremstilles af én eller flere af druer, Chardonnay, Sauvignon, Torbato og/eller Vermentino. De hvide vine er DOC, når druen udgør mindst 85% af vinen. Alghero Chardonnay DOC og Alghero Chardonnay Spumante DOC kan fremstilles efter behag som tørre, halvtørre eller søde; Alghero Sauvignon DOC og Alghero Torbato DOC både som stille (ikke-mousserende) vin og som tør, halvtør eller sød spumante; Alghero Vermentino Frizzante kan fremstilles som tør eller halvsød. Den røde Alghero Rosso DOC kan fremstilles som novello, liquoroso, liquoroso riserva og spumante – og enten tør, halvtør eller sød. Druerne er Sangiovese, Cagnulari, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc, Carmenère eller en blanding af dem. Når den enkelte blå drue udgør mindst 85% af vinen, får vi rødvinene: Alghero Cabernet DOC, Alghero Cagnulari DOC, Alghero Sangiovese DOC og Alghero Carmenere DOC. Den rosé Alghero Rosato DOC fremstilles som stille eller som frizzante af de samme druesorter. Alicante, blå drue af spansk oprindelse, lokalt kaldet Tinto di Spagna. Anvendes bl.a. til Morellino di Scansano DOC fra Grosseto-provinsen i Toscana. Samme drue som Garnacha i Spanien og Grenache i Frankrig. Alkoholstyrken – alkoholindholdet i en vin – stammer fra gæringen af det sukker, der findes i druemosten. Jo mere sol, jo mere modne, søde druer, og jo mere alkohol. Alkoholen er et biprodukt i gærcellernes stofskifte. Vinens kvalitet er ikke afhængig af alkoholstyrken, men det er prisen til gengæld. Det gælder især for konsumvinene, hvor alkoholprocenten danner basis for udregning af salgsprisen. Derfor definerer lovene en minimum alkoholstyrke for hver vin. Den varierer fra distrikt til distrikt , men må ikke være mindre end 9%, hvis drikken skal kunne kaldes vin. Denne regel gælder i hele EU. Den alkoholstyrke, der tales om, er den totale alkoholstyrke, som vinen opnår, når alt druesukker er omsat til alkohol. På visse etiketter er det også angivet, hvor stor en del af druesukkeret der ikke er gæret ud. Det ses som regel på italienske søde og halvsøde vine som Lambrusco og Recioto, hvor en angivelse som fx 10+2 betyder, at den totale alkoholstyrke er 12%, men de 2% udgøres af ikke-udgæret druesukker. Almonte, robust og rustik rødvin fra Todi i Umbrien. Fremstilles på basis af Sangiovese, Merlot, Barbera, Montepulciano og Trebbiano. Alto Adige, italienske navn for Sydtyrol, dvs. landet omkring det øvre løb af Adigefloden, som er en frodig DOC-vinregion med et utal af gode vine, især hvide. Grønne druesorter er Pinot Bianco, Pinot Grigio, Riesling – både italiensk Riesling og Rheinriesling – Sylvaner, Moscato Giallo, Müller Thurgau og Traminer. Traminer stammer fra landsbyen Tramin (Termeno på italiensk), men det er med Sauvignon og Chardonnay, at Alto Adige har tiltrukket sig de internationale vinkenderes opmærksomhed. De røde vine er mest baseret på Cabernet – traditionelt Franc og i nyere tid også Sauvignon – Merlot, Lagrein, Malvasia, Moscato Rosso, Schiava og Pinot Nero. Amabile, dvs. elskværdig, italiensk udtryk om en vin, der er noget sød i det – især om hvidvin. Halvsød, normalt lidt sødere end abboccato. Amaro (it), dvs. bitter, italiensk ord, der bruges om vin både som smagskarakter og i betydningen mavebitter. Amarognolo eller ammandorlato, mandelagtig, bitter. Meget typisk for mange italienske vine, fx Amarone og Marsala. Positivt udtryk. Amarone, dvs. storbitter, italiensk vintype, der blev til ved et tilfælde, da kældermesteren i et stort vinfirma i Verona i begyndelsen af 1950'erne til sin skræk opdagede, at der bag nogle redskaber lå et fad, som han helt havde glemt. Han var overbevist om, at fadets indhold af sød vin nu efter så lang tid måtte være ødelagt. Men faktisk var vinen slet ikke ødelagt, den var bare tør – i modsætning til den oprindelige vin, Recioto. Kunne man tænke sig et bedre navn til den nyopdagede vin end Recioto Scappato (dvs. den recioto, der stak af)? Men andre kaldte vinen amarone, storbitter, og den korrekte DOC-benævnelse er i dag Amarone, mens den søde udgave fortsat kaldes Recioto. På ældre etiketter findes benævnelsen Recioto della Valpolicella: Amarone. Nogle mener, at navnet i virkeligheden stammer fra stednavnet Armaron i kommunen Sant'Ambrogio, men argumenterne er noget svagere og mindre dokumenterede. Så sandsynligvis er det historien om den tilfældige opdagelse, der er den rigtige, og den er da også bekræftet af mange vinbønder og vinfolk fra Valpolicella. Den søde recioto var derimod kendt allerede i antikken. Under navnet Acinaticum var den yndet af især de gamle romere. Både Martial, Suetonius, Strabo og Vergil nævner den, og selve "opskriften" kan findes i minister Cassiodorus' bestillingsbreve. Cassiodorus var minister for den østgotiske kong Theodoricus, der herskede fra Ravenna over hele Norditalien i årene omkring 500. Om vinen skrev han: "Den har en ren og exceptionel smag og en kongelig farve – i en sådan grad at man næsten tror, at purpur har fået sin farve fra vinen, og at vinen er koncentreret purpur. Dens sødme er overordentlig mild, dens fløjl ledsages af en ubeskrivelig vedvarenhed, og den ruller over tungen på en sådan måde, at man forledes til at tro, at det er en væske fremstillet af tykt kød eller en drik, der skal spises." Men hvad betyder recioto? Ordet kommer fra et veronensisk udtryk for ører, recia af orecchie. Navnet henviser til drueklasens "ører", dvs. de druer, der stikker ud, og som derfor modtager mere sol. Altså de bedste, solmodne, ubeskadigede vindruer, som man samler og lægger til tørre på nogle siv eller stråmåtter (arele). I dag er det mere og mere almindeligt at bruge små trækasser, som stables oven på hinanden. Efter tre-fire måneder har druerne tabt en del væske, og sukkeret har koncentreret sig. Nu presses de ganske let, og den vin, som fremstilles af denne meget søde most, opnår en høj alkoholprocent og en hel tyktflydende sødme. Får den lov at blive "glemt", gærer den langsomt ud, og så står vi med en tør vin, der er fyldig og rund og har alle de smagstræk, som kendetegner en sød vin. Amarone kan drikkes til kraftige retter eller for sig selv – som vino da meditazione eller vino da conversazione, sådan foran pejsen i et stort ballonglas, hvor den kan udfolde sit væsen helt og fuldt. Amarone kan blive meget gammel, ti år er ingen sag, og alkoholstyrken, der varierer naturligt, ligger i intervallet 14-16,5%. Dog ville det være en misforståelse at tro, at Amarone er en decideret gemmevin. Ét er, at den kan holde, noget andet er, om det er meningen med den. Faktisk er Amarone klar til at blive nydt, så snart den frigives. Det er frugten, som denne teknik forsøger at bevare, og frugten skal nydes ung. Står der Classico på etiketten betyder det, at vinen kommer fra den historiske –klassiske – del af Valpolicella. Det er her, at druerne Corvina (40 til 70%), Rondinella (20 til 40%) og Molinara (5 til 25%) samt evt. andre lokale druer som Negrara Trentina, Rossignola, Barbera og Sangiovese nyder de bedste betingelser i forhold til fremstilling af Amarone. Alta Langa, DOC for mousserende vine fremstillet af Pinot Nero og Chardonnay efter metodo classico. Ambra, ravfarvet udgave af Marsala. Ambrato, ravfarvet, kobberfarvet. Typisk om dessert- og apéritifvine. Andre lokale druer, en sætning, der hyppigt optræder i DOC-lovene, og som fortjener en forklaring. Man må ikke forestille sig vinmarken som en videnskabelig planlagt enhed, hvor vinbonden nøjagtigt ved, hvad han/hun har af druer. Naturligvis kan man planlægge det sådan, men da forarbejdet til loven blev påbegyndt i begyndelsen af 1960'erne, var det stadigvæk almindeligt med cultura promiscua og en del planteskoleforvirring. Især efter de årgange i slutningen af 1800-tallet, hvor vinlusen havde hærget, forsøgte man sig med alle mulige druer alle mulige steder for at finde netop de druer, der er bedst egnede til overlevelse i det pågældende distrikt. Lovgiverne tog højde for situationen ved at tillade en vis procentdel, som regel 10-15%, af andre lokale druer. Der kan således være Nebbiolo i en Valpolicella-vinmark, Riesling i en Soave-vinmark, Barbera i en Sangiovese-vinmark osv. Det er tit netop disse 10-15%, der karakteriserer den ene vin i forhold til den anden og tilfører den variation, som er med til at bevare den individuelle profil af en bestemt vin. Det, der startede som en nødvendig lempelse på grund af den historiske situation, er i dag blevet en del af DOC-lovgivningen. Anidride carbonica, kulsyre. Annata, årgang. Annia, DOC i det italienske Friuli. Annoso, der har lagret mere end et år. Svarer til Riserva og bruges i DOC Controguerra, Abruzzo. Ansonica Costa dell'Argentario, DOC-hvidvin fra det sydlige Toscanas kyst, dvs. kommunerne Manciano, Orbetello og Capalbio samt hele øen Giglio og Argentario-bjerget. Ansonica er også navnet på en grøn drue i familie med Siciliens Inzolia, en drue, der giver tørre, mediumfyldige vine med lidt saltet smag. De er saftige, men korte og bør drikkes unge. Lidt fyldigere og mere alkoholrige er de Ansonica-vine, der fremstilles på Giglio. Antinori, historisk, italiensk vinhus med forgrenede interesser ikke blot i toscanske, men også i piemontesiske vine. Det første familiemedlem, der blev optaget i Firenzes vinhandlerlaug, var Jacopo Antinori, og det skete i 1385. Huset præsterer en stor og nuanceret produktion, der strækker sig fra de bedre konsumvine (Santa Cristina, Galestro og Orvieto Campogrande) til den absolutte italienske elite (Solaia og Tignanello). I den svære efterkrigstid solgte Antinori ligesom alle de andre toscanske vinhandlere både, hvad de selv producerede, og hvad de udenlandske markeder efterspurgte – sågar Est Est Est og Valpolicella. Men længe før de andre – allerede i slutningen af 1960'erne – indså Piero Antinori som den første og eneste, at fremtiden lå i kvalitet og kontrol over produktionen. Historien om den moderne vin i Italien starter med Antinoris Tignanello-projekt (s.d.). Alt blev gennemtænkt og planlagt med kvalitet som eneste mål. Antinoris nye ideer om blå druer, barrique-lagring og fremstillingsteknik havde direkte indflydelse på den nye Chianti Classico DOCG, hvis formulering i 1984 nærmest var direkte afskrift fra Tignanello. Apianum, ældre latinsk betegnelse for druen Fiano. Navnet optræder på etiketterne af Mastroberardinos Fiano d'Avellino. Appassimento, tørring af druer. Aprilia, landbrugscenter syd for Rom i provinsen Latina, Latium. Byen blev grundlagt under fascismen, lige efter at regeringen havde drænet de store sumpområder og forvandlet dem til frugtbar landbrugsjord. Indtil for nylig var området kendt for storproduktion af nogenlunde ligegyldige konsumvine. Det mennesketomme område blev befolket af arbejdsløse landbrugsfolk fra Veneto, som dengang i mellemkrigsårene var en fattig region. Vintraditionen er stærk i Veneto, og vinproduktionen i Aprilia bærer præg af bosætternes ivrige og solide arbejde. Dog har kravet om stort udbytte aldrig givet plads til produktion af kvalitetsvine i distriktet. Aprilia DOC omfatter den hvide Trebbiano, den stabile Sangiovese og den bløde Merlot. Apulien (Puglia), italiensk region ned på "hælen", der tilbage midt i 1980'erne stadig var en slumrende kæmpe. I dag er regionen den største producent af både vin og spisedruer og tegner sig for ca. 15% af den samlede italienske produktion. Klimaet er perfekt uden for megen regn og tåge, hverken fugtighed eller forårsfrost. I mange år har produktionen gavnet den norditalienske vinindustri. I Verona siger man Manduria for at betegne en Amarone, der er blevet hjulpet med vin sydfra. Manduria er et betydeligt center for produktion af blandingsdruen Primitivo. I Milano kalder man de små osteriaer eller bodegaer, der sælger de billige konsumvine, for Trani. Trani er den landsby i Apulien, der er centrum for produktion af Moscato og af de rossissimi, dvs. ultrarøde, blandings-vine. Vermouth-industrien i Piemonte er fortsat storkunde hos de kooperativer, der fremstiller tørre neutrale hvidvine til små penge. Regionen præsterer et varieret udbud af DOC-vine. Her starter vi med en drue, som en del producenter har genopdaget og er begyndt at arbejde med, nemlig den skønne Aleatico, som er DOC i hele regionen. Salice Salentino DOC og Copertino DOC stammer fra regionens sydlige del, den salentinske halvø. Derfra kommer også andre DOC, som er værd at stifte bekendtskab med, fx Alezio Rosso DOC og Alezio Rosato DOC, begge af Negroamaro plus små andele af Malvasia Nera, Sangiovese og Montepulciano. Negroamaro er også hoveddrue i Brindisi Rosso DOC og Brindisi Rosato DOCdistrikterne, hvor den komplementeres af Malvasia, Sussumaniello, Montepulciano og Sangiovese. Salento-halvøen er Italiens hæl. På italiensk siger man i en lidt nedsættende tone, il tacco, hælen – det nedsættende hører op, når man begynder at smage på områdets frodige vin, olie og grønsags-produktion. Rød, frugtbar jord, et ventileret, mildt klima, og intet sted er havet længere end 40 kilometer væk. Det er fladt land, der tillader storproduktion. Negroamaro finder vi igen i Leverano Bianco, Rosso og Rosato DOC og igen i kombination med Malvasia Nera, Sangiovese, Montepulciano og Malvasia Bianca. Efter to års lagring og min. 12,5% er Leverano Rosso en riservavin. Den hvide Leverano fremstilles af Malvasia Bianca, og mange producenter forsøger sig med sen høst og med produktion af en mere tyktflydende og kompleks vin end hidtil Det er ikke altid, at aftapnings-faciliteterne ligger i Apulien, og det er ikke altid, at det betyder dårligere produkter – så gode og generøse er Salento-vinene. Man kan næsten ikke ødelægge dem. Den eneste risiko ligger i områdets salgssucces, der har medført, at man er begyndt at se billige og alt for unge udgaver af de kendte navne. Uspændende vine, hvor frugtsyren er forsvundet, og det runde blevet fladt. I den centrale og nordlige del af Apulien finder vi mange hvid og rødvine af en helt anden karakter end Salento-vinene. Blandt DOC-vinene har vi den berømte Castel del Monte DOC fra kommunerne Andria og Minervino Murge i provinsen Bari, hvor lokale og internationale druer bliver brugt til nogle spændende friske hvide vine og nogle frugtrige røde. I Bari-provinsen omkring kommunen Gioia del Colle dyrkes Primitivo-druen, der kombineret med Montepulciano, Sangiovese, Negroamaro og Malvasia Nera giver en rød DOC-vin. Roséen fremstilles af de samme druer, mens den grønne Trebbiano står for den hvide DOC. Distriktet er dog mest berømt for sin klon af Primitivo-druen, der giver en Gioia del Colle Primitivo DOC med en min. alkoholstyrke på 13%. Den kan kaldes riserva ved 14% i alkoholstyrke og med to års lagring bag sig. Apuliens mest berømte hvidvin er dog nok Locorotondo, dvs. den runde landsby. Denne DOC fremstilles af Verdeca og Bianco d'Alessano samt evt. Fiano, Bombino og Malvasia Toscana. Det er herfra, at basisvinene til vermouth-industrien tager ud på den lange rejse nordpå til Piemonte. Men Locorotondo DOC er en dejlig vin, og i de seneste år har flere producenter valgt at gå ad kvalitetsvejen. Samme karakteristika som Locorotondo har Martina Franca DOC, som også produceres med de samme druer i det smukke trulliområde, der dækker tre provinser: Martina Franca i provinsen Taranto, Alberobello i provinsen Bari og Ceglie Messapico, Cisternino og Ostuni i provinsen Brindisi (trulli er egentlig betegnelsen for de små, runde, lokale stenhuse). De tre hvidvine: Locorotondo, Martina og Gravina kan også fremstilles som mousserende. Havnen Barletta, hvorfra megen bulkvin afskibes, giver navn til en Barletta Rosso DOC. Vinen bør fremhæves, fordi den er en blanding af de lokale Uva di Troia, Sangiovese og Montepulciano med den "fremmede" Malbec. Denne ellers nordiske drue kom til Apulien på Napoleons tid. Kejserens svoger, Gioacchino Murat, regerede Syditalien og forblev en elsket konge dér. I provinsen Bari bør også nævnes Rosso Canosa DOC eller Canusium, der fremstilles af Uva di Troia, Sangiovese og Montepulciano. En saftig, fyldig rødvin med en let bitter og tiltalende finish. Med 13% i alkoholstyrke og to års lagring er den riserva. Afslutningsvis er der San Severo DOC fra samme kommune i provinsen Foggia. Denne DOC har alle de egenskaber, der kræves for at etablere sig på markedet som alternativ til Salento, dvs. stor produktion, pæn kvalitet og fornuftige priser. San Severo Bianco DOC fremstilles af Bombino, Trebbiano og Malvasia, men det er den røde, der er interessant med sin blanding af Montepulciano og Sangiovese. Gode gamle Puglia har ikke helt vist sit potentiale endnu. Der har dannet sig en elite, og Salento har invaderet de nordeuropæiske og nordamerikanske markeder, men der er meget, der skal opdages, især i hele den nordlige del af regionen. Aquilaia, område i højdedragene omkring Scansano i Toscanas Grosseto-provins. Aquileia, en del af navnet på Friuli Aquileia DOC, der strækker sig fra fladlandet omkring byen af samme navn til de første bakkede områder i Udine-provinsen, Friuli. Ligesom i området Friuli Annia kan alt øjensynligt dyrkes her, og alt giver DOCvine: Merlot, Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Refosco, Tocai Friulano, Pinot Bianco, Pinot Grigio, Riesling Renano, Sauvignon, Traminer og Verduzzo Friulano. Rosato DOC kan fremstilles af en hvilken som helst af de blå druer nævnt ovenfor. Aramon d'Imperia, rubinrød vin af druen Aramon fra Imperia-provinsen i Ligurien. Sympatisk let vin med en lidt rustik karakter, god bouquet og kort liv. Druen stammer fra nabolandet Linguadoca (Languedoc), hvor den var meget udbredt i 1800-tallet. Arborea DOC, forskellige kommuner i Oristano-provinsen på Sardinien. Røde vine af hovedsagelig Sangiovese samt maks. 15%andre lokale druer. God lagringskapacitet og til tider høj alkoholstyrke. Ét af få eksempler på Sangiovese-druen på Sardinien. Spændende, tørre rosévine af samme druesammensætning. Hvidvine af Trebbiano-druer, der er lette og tørre i den moderne, næsten intetsigende stil. Argilla, lerjord. Argilloso, lerholdig jord. Armonico, harmonisk. Arneis, drue hvis navn betyder redskab eller rive – og udtrykket un bell'arnese bruges om en, som er "en værre én". Det piemontesiske drue bruges således om en lidt besværlig, grøn druesort, der har uregelmæssig modning. Sorten var ved at uddø, da samarbejdet mellem Bruno Giacosa og brødrene Stupino fra Castello di Neive tilførte den nyt liv i det Piemonte, hvor hvidvin altid er en mangelvare. Stilen varierer fra det blide, runde og noget milde/halvtørre til det stramme og holdbare. Aroma, aroma, aromatisk, aromatisk, fx om druerne Moscato, Prosecco eller Traminer. Aromatizzato, tilsat aromastoffer. Om aromatiserede vine, som fx vermouth, Barolo Chinato o.a. Asciutto, næsten helt tør. Assaggio, smagning. Asti, købstad og provins i Piemonte. Center for handel med vin og for produktion af Moscato d'Asti, Barbera d'Asti og andre vine. Asti står slet og ret for Asti Spumante. Asti Spumante, sød, mousserende DOCG-vin på druen Moscato. Kan fremstilles i hele dyrkningsområdet i Piemonte-provinserne Asti, Alessandria og Cuneo. En unik vin, der tit havner i de uge 51-smagninger, som fortravlede aviser organiserer for at finde "de bedste bobler" til nytårsaften. Asti hører til en kategori for sig og kan ikke sammenlignes med andre mousserende vine. Størstedelen af produktionen sker ved gæring i stortanke under tryk. Vinen bliver først filtreret og aftappet, når den har nået den ønskede sødmegrad. Traditionelt er produktionen af Asti Spumante i hænderne på industrien, der historisk set har haft både den nødvendige kapital og pladsen til maskinerne. Det var også en industrimand, Camillo Gancia, der midt i 1800-tallet bragte den mousserende fremstillings-teknologi til Piemonte efter at have tilbragt nogle år i Reims. Asti Gancia er stadigvæk et pålideligt navn i Italien, når det gælder Asti Spumante. Asprinio d'Aversa DOC, hvidvin af drue af samme navn dyrket i og omkring Aversa i provinserne Caserta og Napoli i Campanien. Tør, frisk og simpel med forholdsvis lav alkoholstyrke. Asprinio skylder sin berømmelse, at den i en årrække har været kendt som den eneste drikbare vin til pizza. (Normalt drikker italienerne øl til pizza). Drikkes ung, gerne til fiskeretter og pasta med fiskesaucer. Fås også som mousserende. Assisi DOC fra området omkring kommunen Assisi i provinsen Perugia, Umbrien. Hvidvinene fremstilles af Malvasia, Trebbiano og Grechetto, rødvinene af Sangiovese, Canaiolo og Merlot, og endelig er der en Assisi Grechetto DOC af ren Grechetto-drue. Rødvinene har personlighed og et blidt væsen kombineret med medium holdbarhed. Atina, DOC for rødvine fra Frosinoneprovinsen i Latium. Atina Rosso DOC fremstilles af druerne Cabernet Sauvignon (min. 50%), Syrah (10%), Merlot (10%) og Cabernet Franc (10%). De resterende 20% udgøres af andre blå druer, som dyrkes i Frosinone-provinsen. Atina Cabernet DOC er af min. 85% Cabernet Franc eller Cabernet Sauvignon, der suppleres med 15% andre blå druer fra Frosinone-provinsen. Vinene kan kaldes riserva, når de indeholder minimum 12,5% alkohol og har lagret mindst to år fra vinhøsten, heraf mindst et halvt år på træfad. Austero, streng, alvorlig. Om en stor rødvin, der som ung har høj alkoholstyrke, meget stof og krop. Autoclave, tank, hvori mousserende vine, lavet efter charmat-metoden, sættes under kulsyretryk. Azienda, dvs. virksomhed. Azienda agricola er en virksomhed, der beskæftiger sig med landbrug, og det samme er azienda agraria. På en vinetiket betyder ordene, at vinen stammer fra druer af egne eller lejede vinmarker. Azienda agraria eller agricola, forkortet: Az. agr. Vingård, ejendom, gods, der selv dyrker hovedparten af de druer, som anvendes i produktionen. Azienda vitivinicola, forkortet Az. vit. Vingård, ejendom, gods, der næsten udelukkende beskæftiger sig med produktion af druer frem for andet landbrug. Azienda vinicola, forkortet Az. vin. Vinhus eller producent, hvis produktion hovedsagelig bygger på indkøbte druer.