Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Jancis Mary Robinson

    .....
    Jancis Mary Robinson (f. 1950) er en verdenskendt britisk vinskribent, der har skrevet adskillige bøger om vin og modtaget stribevis af priser.
    Hun voksede op i grevskabet Cumbria i det nordvestlige England og begyndte i 1968 at læse matematik og filosofi på universitetet i Oxford.
    Allerede i sin studietid fik hun en spirende interesse for vin, men efter endte studier blev vinen i første omgang lagt på hylden til fordel for et job i et stort rejsebureau.
    Jancis Robinson valgte senere at rive et år ud af kalenderen og tage til Provence. Og her blandt vinmarker og vinmagere tog hun en beslutning om at finde et arbejde i sit hjemland, som enten havde med mad eller vin at gøre.
    Det blev vinen, der vandt, da hun i 1975 blev medredaktør for branchemagasinet Wine & Spirit. Derefter gik det stærkt - snart havde hun taget samtlige af de vinkurser, som Wine & Spirit Education Trust (WSET) tilbyder, og i 1984 blev hun - som den første uden for vinbranchen - Master of Wine.
    Siden da gik det slag i slag med opgaverne. Hun har været redaktør på verdens mest omfattende vinleksikon, The Oxford Companion, hvoraf første udgave udkom i 1994, og hun har skrevet et hav af bøger, blandt andet The Greate Wine Book og Jancis Robinson’s Guide to Wine Grapes samt selvbiografien How to Taste.
    Hun er også tonet frem på tv-skærmen hos briterne i en serie på 10 udsendelser om vinlærdom for begyndere.
    I dag har hun sin egen hjemmeside om vin, JancisRobinson.com, med abonnenter fra mere end 80 forskellige lande. Derudover har hun en ugentlig vinklumme i Financial Times.
    Jancis Robinson er gift med madskribenten Nick Lander, og sammen har de tre børn, Julia, William og Rose.
    Adresse: JancisRobinson.com, Freepost Nat12217, London NW3 5YA, tlf.: 0044 (0) 845 056 4117, www.jancisrobinsin.com.