Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

D

D

Dão, portugisisk distrikt med fortrinsvis røde vine, der er gode og kraftige.

Darmagi, "kultvin" fra producenten Gaja i det italienske Piemonte. Da Gaja i 1971 ønskede at bruge Cabernet Sauvignon, ryddede han en af sine bedste marker til denne drue. Marken og vinen kaldte han Darmagi - et piemontensisk dialektord, der betyder "Hvilket spild!", og som bruges af unge piger, når de tænker på kønne, katolske præster, der jo ikke må gifte sig. Gaja har selv fortalt, hvordan navnet opstod: - Min far syntes, jeg var godt tosset - at plante Cabernet, hvor der kunne have groet en af Piemontes egne druesorter. - Hvilket spild! sagde han. - Darmagi.

Dégorgement (fr), et led i fremstillingen af mousserende vin efter champagne-metoden, hvor en prop af frossent bundfald fjernes fra flaskehalsen.

Degustation (fr), vinsmagning. Mere og mere siger man også i danske vinkredse, at man degusterer en vin.

Dekantering, forsigtig omhældning af vinen i en karaffel, så bundfaldet bliver i flasken, og i visse tilfælde så vinen får lidt luft.

Demi (fr), halv, fx demi-sec halvtør og demie bouteille = halv flaske (flasken er hunkøn, derfor e'et).

Denominazione di Origine Controllata (it), kontrolleret benævnelse af vinens geografiske oprindelse - forkortet DOC. Svarer til det franske Appellation d'Origine Contrólée. For visse vine, der opfylder særligt strenge krav, tilføjes ordene e Garantita (DOCG). I Spanien skriver man Denominación de Origen, forkortet DO.

Departement (fr), amt - hvoraf der er 95 i Frankrig. De har hvert et nummer i den alfabetiske rækkefølge, og disse numre går igen som de to første cifre i landets postnumre og dermed på mange vinetiketter, enten alene (på vins de pays) eller i forbindelse med producentens adresse.

Dépôt (fr), bundfald, der bør fjernes ved dekantering (s.d).

Dessertvin, sød bordvin eller hedvin, som regel hvid.

Destillation, proces ved hvilken man lader vin (eller andet) fordampe, hvorefter man genindvinder den flygtige alkohol samt de aromastoffer, der fulgte med.

Deutscher Tafelwein (ty), bordvin, laveste kvalitets-niveau.

Dionysos, de gamle grækeres gud for al frugtbarhed og især for vinen. Om panden havde han en krans af efeu, der skærmede ham mod beruselse - og samme virkning havde i øvrigt den violette ædelsten ametyst (af græsk a = ikke og metyst = beruset). I hånden havde Dionysos naturligvis en drikkeskål, og hans følgesvende var blandt andet satyrer, fløjtespillende pan'er, nymfer og kentaurer (halvt mand halvt hest - manden i den forreste ende!). Hos romerne blev Dionysos lidt mere velnæret og skiftede efeu-krans-en ud med vinløv. Og her fik han et andet navn: Bacchus (s.d.).

DO (sp), forkortelse for Denominación de Origen (s.d.).

Dobbel-magnum, stor flaske til 3 liter vin - svarende til to magnum-flasker eller fire almindelige flasker.

DOC (it), forkortelse for Denominazione di Origine Controllata (s.d.).

Doce (po), sød.

DOCG (it), det samme som DOC (s.d.), men med et tilføjet et Garantita som et udtryk for, at distriktet er et af de allerbedste i Italien.

Dolce (it), sød.

Dolcetto, druesort; kendt fra Italiens Piemonte-provins, hvor druen står for nogle meget imødekommende rødvine.

Dôle, schweizisk rødvin fra Valais-distriktet, blandet af druerne Pinot Noir og Gamay.

Domaine (fr), vin-ejendom.

Douro, portugisisk distrikt med gode rød- og hvidvine. Her vokser også druerne til portvin.

Doux (fr), sød eller sødlig. En vin doux naturel er en sødlig hedvin.

Druesorter findes i stort tal - cirka 3000. Top-tyve listen over verdens mest dyrkede druesorter kommer her. Nogle af dem har flere navne, hvoraf de vigtigste nævnes i listen. Tallene for arealerne er nogle år gamle og kan være ændrede lidt.
1 Airén, grøn drue, Spanien. I alt 423.100 ha.
2 Garnacha (på fransk Grenache), blå drue, Spanien, Frankrig, USA, Australien og Italien. I alt 317.500 ha.
3 Carignan (Mazuelo, Carignane), blå drue, Frankrig, USA, Chile og Italien. I alt 244.330 ha.
4 Trebbiano (Ugni Blanc, St-Émilion) grøn drue, Italien, Frankrig, Argentina og Australien. I alt 203.400 ha.
5 Merlot, blå drue, Frankrig, Italien, Rumænien, Bulgarien, USA, Argentina og Chile. I alt 162.200 ha.
6 Cabernet Sauvignon, blå drue, Chile, Frankrig, Rusland, Bulgarien, Rumænien, USA, Italien, Australien, Sydafrika og Argentina. I alt 146.200 ha.
7 Rkatsiteli, grøn drue, Georgien, Rusland, Ukraine og Bulgarien. I alt 128.600 ha.
8 Monastrell (Mourvèdre, Mataro), blå drue, Spanien. I alt 117.800 ha.
9 Bobal, blå drue, Spanien. I alt 106.200 ha.
10 Tempranillo (Cencibel, Ull de Liebre, Tinta Roriz), blå drue, Spanien og Portugal. I alt 101.600 ha.
11 Chardonnay, grøn drue, USA, Frankrig, Australien, Italien og mange andre lande. I alt 99.000 ha.
12 Sangiovese (Nielluccio), blå drue, Italien og Korsika. I alt 98.900 ha.
Pais (Mission, Criolla), blå drue, Argentina, Chile og USA. I alt 145.000 ha.
13 Cinsault (Cincaut), blå drue, Frankrig og Sydafrika. I alt 86.200 ha
14 Welschriesling (Laski/Olasz Riesling, Grasevina, Riesling Italico), grøn drue, Ungarn, Rumænien, Rusland, Italien og Bulgarien. I alt 76.300 ha.
15 Catarratto, grøn drue, Italien (Sicilien). I alt 75.400 ha.
16 Aligoté, grøn drue, Rusland, Ukraine, Moldova, Bulgarien og Frankrig. I alt 71.800 ha
17 Muscat, grønne og røde druer, Argentina, Spanien, Rusland, Sydafrika, Italien, Frankrig, USA, Bulgarien, Australien, Chile, Rumænien, Østrig og Ungarn. I alt 66.900 ha.
18 Pinot Noir (Spätburgunder), blå drue, Frankrig, Moldova, Tyskland og USA. I alt 62.500 ha
19 Sauvignon Blanc, grøn drue, Frankrig, Moldova, Ukraine, New Zealand og flere andre lande. I alt 60.700 ha
20 Chenin Blanc (Steen), Sydafrika, USA og Frankrig. I alt 53.900 ha.

Dry (eng), tør.

Dulce (sp), sød.

Duras, Côtes de, appellation i den nordøstlige udkant af Bordeaux.