Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Marcel Guigal

    Marcel Guigal (f. 1944) ejer et af Rhône-dalens største vinhuse og er en af Frankrigs helt store vinpersonligheder.
    Det var hans far, Etienne, der i 1946 grundlagde vinhuset E. Guigal. Som fjortenårig var Etienne i 1923 kommet til den lille by Ampuis ved Rhône-flodens bred, og som ung vinmager arbejdede han i femten år i det lokale vinhus Vidal Fleury, før han grundlagde sit eget vinhus.
    I 1961 blev Etienne Guigal alvorligt syg og mistede synet, og kun sytten år gammel overtog hans søn, Marcel, familiefirmaet.
    Siden har Marcel Guigal med stor dygtighed fået vinhuset til at vokse.
    Han købte vinhuset Vidal Fleury – der dog stadig kører som et selvstændigt firma – samt andre vinhuse: Jean-Louis Grippat, Domaine de Vallouit og Domaine de Bonserine.
    Han erhvervede Château d’Ampuis og restaurerede det gamle renæssance-slot og nationalmonument til perfektion.
    Han blev négociant, vinkøbmand, og opkøber i dag druer i den sydlige Rhône-dal for at producere nogle fortræffelige vine med et godt forhold mellem pris og kvalitet.
    Siden 2003 har han haft sit eget bødkerværksted, der fremstiller ti fade om dagen.
    Og ikke mindst er han blevet ejer af flere berømte marker i den nordlige Rhône-dal, især i appellationerne Condrieu, Hermitage, Saint-Joseph og Côte-Rôtie.
    Sammen med sin søn, Phillippe, der er uddannet ønolog, er han på en evig og næsten fanatisk jagt efter kvalitet, og han siger selv, at ser han sit snit til det, vil han købe endnu flere af Rhône-dalens bedste vinmarker.
    Berømte (og kostbare) er hans tre enkeltmarks-vine fra Côte-Rôtie: La Mouline, La Landonne og La Turque.
    For nylig har han også ekspanderet til det sydlige Rhône med købet af vinhuset Domaine de Nalys.
    Trods international succes og en årlig produktion af 6 millioner flasker er Marcel Guigal stadig vinbonden og ”le patron”, der sammen med hustruen Bernadette og sønnen Phillippe lever og ånder for familiens vine. I 2006 udnævnte Decanter ham til Man of the Year.
    Adresse: E. Guigal, F-69420 Ampuis, Frankrig, tlf.: 00 33 4 74 56 10 22, e-mail: contact@guigal.com, www.guigal.com.