![]() | ![]() | ![]() |
I 1950 blev hun gift med den franske officer, Herve de Lencquesaing, og i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne boede ægteparret i Kansas i USA, hvor han var udstationeret. Kansas var en udørk, når det gjaldt vin dengang, men May-Éliane de Lencquesaing og hendes mand tog ofte til Napa Valley og lærte flere vinproducenter at kende. Og her fik hun for alvor interesse for vinfremstilling. I 1978 flyttede hun og hendes familie tilbage til Bordeaux, hvor hun overtog ledelsen og 55% af aktierne i Château Pichon Longueville Comtesse de Lalande i Pauillac, som havde været i hendes families eje i mere end 200 år. I løbet af få år havde hun også opkøbt de resterende aktier, og gennem de næste 30 år blev hun siddende i direktørstolen. Kort tid efter sin hjemkomst til Frankrig tog hun en uddannelse i ønologi og kunne dermed selv sætte sit præg på slottets vine, og det er frem for alt May-Éliane de Lencquesaing, der har æren for, at Château Pichon Longuevilles vine i dag er berømte verden over. Det er også lykkedes hende at udvide slottets oprindelige 40 hektar vinmarker til hele 89 ha, ligesom hun har sørget for, at vineriets udstyr i dag er top-moderne. I 1997 købte hun desuden et andet slot i Haut Médoc, Château Bernadotte. Ud over at pleje egne interesser har May-Éliane de Lencquesaing også været en utrættelig ambassadør for Bordeaux-vin i det hele taget på sine utallige rejser verden rundt. I 2006 solgte hun Château Pichon Longueville - ikke for at hvile på laurbærrene, men for at kaste sig over et nyt projekt, nemlig det sydafrikanske vinhus Glenelly, som hun havde købt to år tidligere. I 1994 blev hun i øvrigt tildelt den ærefulde titel af "Woman of the Year" af det britiske vinmagasin Decanter. Og i 2011 blev hun udnævnt til officer i Legion d’honneur (Æreslegionen) af den franske regering. Adresse: Glenelly Estate, Lelie Street, Ida’s Valley, 7600 Stellenbosch, Sydafrika, tlf.: 0027 (0)21 809 6440, e-mail: wine@glenelly.co.za, www.glenellyestate.com. (Opdateret 2021). | ![]() |