![]() | ![]() | ![]() |
Nicolás Catena siger selv, at det var et besøg i 1982 hos Robert Mondavi i Napa Valley, der fik ham til at se lyset – at det også i det argentinske Mendoza måtte være muligt at lave vine, der kunne måle sig med verdens bedste. Penge skulle der til: – Jeg solgte, hvad jeg selv havde bygget op, siger han. – Det gav "a lot of money". Men alt, hvad min far og bedstefar havde tilplantet siden 1902, beholdt jeg. De næste tyve år brugte han så på at skabe sit imperium, og i dag kan man betragte ham som "Argentinas Robert Mondavi". I 2002 introducerede Catena vinen Caro, som han laver i et fifty-fifty samarbejde med Domaines Barons de Rothschild (Lafite) – ganske som Mondavi skabte Opus One sammen med Château Mouton Rothschild. Ligesom familierne Gallo og Mondavi kommer familien Catena fra den italienske region Marche, hvor Nicolás Catenas bedstefar, Nicola Catena, blev født. Som søn af en vingårdsarbejder emigrerede han til Argentina i slutningen af 1800-tallet og slog sig ned i Mendoza sammen med andre italienske immigranter, og her tilplantede han sin første vinmark i 1902. Sammen med hustruen Elena har Nicolás Catena datteren Laura og sønnen Ernesto, der har hver deres vingårde. Laura, der er læge i San Francisco, arbejder tillige sammen med sin far som direktør for Bodega Catena Zapata. Adresse: Bodega Catena Zapata, J. Cobos s/n, Agrelo, Luján de Cuyo, Mendoza, Argentina, tlf.: (+54) (261) 41 31 11 24, email: turismo@catenazapata.com, www.catenawines.com. | ![]() |