Nyheder for uge 22, 2020



Snart vil man kunne skænke sig et glas rosé prosecco.

En fremtid med rosé prosecco

Stort set alle de kendte mousserende vine, fra champagne til cava, findes i både hvide og rosé udgaver. Det gælder dog ikke for prosecco fra den italienske Veneto-region. Her har det aldrig været tilladt appellationens producenter at lave rosé prosecco - før nu. Den italienske regering har nemlig omsider givet grønt lys for fremstillingen af en lyserød udgave af boblevinen.

Det har selvsagt vakt jubel hos prosecco-producenterne - og ikke mindst nu, hvor Corona-krisen har fået salget af den ellers meget populære vin til at dykke. Festlige bobler har ikke just været det, der er kommet flest af i glassene i de sidste par måneder …

Et boost på 75 mio. flasker


Ifølge The Drinks Business har beregninger vist, at introduktionen af en rosé prosecco vil kunne fremme salget af den mousserende vin med yderligere 75 millioner flasker årligt.
De første flasker af den rosé udgave kommer på markedet i starten af 2021, og de vil højst sandsynligt blive lanceret af vinproducenten Bosco Viticultori, som har ventet spændt i kulissen på, at det blev tilladt at fremstille vinen - og som havde håbet, at kunne frigive sin første lyserøde prosecco allerede i januar i år.
Bosco Viticultori har bebudet, at den nye vin får en meget lys farve à la rosé fra Provence - en farve, der hitter verden over i øjeblikket.

Regler for rosé prosecco


Selvfølgelig følger der specifikke regler med tilladelsen til at fremstille den lyserøde udgave. De kommer her:
* Rosé prosecco skal - ligesom den hvide udgave - laves på basis af druen Glera. Og til at give farve til vinen skal der bruges mellem 10 og 15% Pinot Nero (Pinot Noir).
* Høstmængden må ikke overstige 18 tons pr. hektar for Glera og 13,5 tons for Pinot Nero.
* Vinen skal opholde sig to måneder i trykbeholder under anden gæringen, og der må kun fremstilles to stilarter, Brut Nature og Extra Dry.
* Vinen må først frigives til salg tidligst 1. januar året efter den seneste høst, og årgangen, hvorfra 85% af druerne skal stamme, skal fremgå af etiketten.


Hos Coates & Seely i Hampshire tændte man bål langs vinmarken for at holde frosten væk fra vinstokkene. Foto: Coates & Seely.

Overrasket af sen frost

Vinproducenterne i Storbritannien er ligesom producenterne i mange andre lande påvirket af Corona-krisen med lukkede besøgscentre og svigtende salg til restauranterne.
Og nu har de britiske producenter også måttet kæmpe mod en usædvanlig sen forårsfrost, som i nogle vinmarker har gjort et stort indhug i den kommende druehøst.
Temperaturerne faldt for nylig til minus 5,5 grader flere steder i landet, og vinhusene arbejdede i døgndrift for at holde frosten væk fra vinstokkene med fakler og frostvifter og ved at spraye vand på de spæde klaser. Når vandet fryser til is, lægger det sig som en beskyttende hinde rundt om klaserne.

Har mistet 100% af høsten


Nogle vinproducenter er sluppet med få skader, mens andre har mistet mellem 90 og 100% af deres kommende høstmængde.
Hvordan frosten har ramt vinproducenterne kan ses på en interessant - og meget grundig - hjemmeside. Her har den britiske Master of Wine Stephen Skelton kortlagt frostens udbredelse og skaderne hos 191 producenter med kort, farvekoder og grafer. Han har også angivet, hvad de enkelte vinhuse har gjort for at beskytte vinstokkene - noget, som andre vinproducenter jo kan have glæde af.

Brød med navnet "Champagnola"

Det går altså ikke - det der med at lægge sig op ad så berømt og beskyttet en betegnelse som Champagne, når man skal finde på et navn til et produkt.

Det har historien vist. Producentforeningen Comité Champagne (CIVC) har fx tidligere lagt sag an mod firmaet bag børne-bobledrikken Champín, et australsk firma med navnet Champagne Messenger og mærket Champagne Shampoo.
Og så var der cigaretrullepapir-firmaet, der havde solgt rullepapir med navnet Crystal Champs.
I hvert enkelt tilfælde har CIVC helt korrekt hævdet, at Champagne er en beskyttet betegnelse, som i 1973 fik tildelt en PDO (Protected Designation of Origin) hos EU.
I 2017 gjaldt det et tjekkisk firma, Breadway, der havde indgivet en varemærkeansøgning for betegnelsen ”Champagnola” til brug for noget bagværk, hvor champagne (eller måske bare mousserende vin) var en af ingredienserne.

Frem og tilbage i tre år


Det fik CIVC til at indgive en klage til European Office on Intellectual Property (EUIPO) med krav om at afvise ansøgningen.
Sidste år afgav EUIPO’s domstol så kendelse i sagen - og det blev til Breadways fordel, mens producentforeningen blev dømt til at betale sagsomkostningerne.
Foreningen appellerede, og nu er EUIPO så overraskende vendt på en tallerken og har givet CIVC medhold med krav om, at det tjekkiske firma skal betale omkostningerne.
Ifølge dommen har man vurderet, at ”Champagnola” er en ”klar antydning” af betegnelsen Champagne. Og det er et brud på EU-reglerne.
Ofte trækker disse sager i langdrag, og CIVC må nogle gange kæmpe i flere år for at få retten på sin side. Men i langt de fleste tilfælde lykkes det til sidst.


En fisk kigger ind til nogle af flaskerne fra vinhuset Wapisa, som ligger og hav-modner. Foto: Wapisa.

Argentinsk "hav-vin"

Vi har tidligere skrevet om vinproducenter, der sænker deres vinflasker ned i havet for at undersøge, hvordan denne mørke, våde kælder påvirker vinene.
Eksempler er Château Larrivet Haut-Brion i Pessac-Léognan i Bordeaux og Mira Winery i Napa Valley.
Nu er Argentina også hoppet med på ”vandvognen”, idet Wapisa i Patagonien, som landets første vinhus, har nedsænket 1500 flasker rødvin årgang 2017 i Atlanterhavet.

Eksperimenterer med "hav-terroirer"


Ejeren af Wapisa, Patricia Ortiz, kalder projektet for ”coastal terroir”, da man eksperimenterer med to forskellige ”hav-terroirer” på henholdsvis 6 og 15 meters dybde. Her ligger vinene så i store stålkasser, og når man efter syv måneder hiver dem op, vil man sammenligne vinene fra de to ”terroirer” og se, om der er nogen forskel afhængig af, hvilken dybde, de er modnet i. Den indgangsvinkel har vi ikke hørt om før her på VinAvisens redaktion.
Man vil også smage vinene op mod kontrol-vine fra samme årgang, der er modnet i en vinkælder - nøjagtig ligesom andre vinhuse, der har eksperimenteret med ”hav-vine” har gjort det.
Rødvinene er fremstillet på 50% Malbec iblandet Cabernet Sauvignon og Merlot.


Blomstringen er netop sluttet, og de små nye druer er piblet frem i klasen på en vinstok i Alsace. Billedet er dog ikke taget i år, men for nogle år tilbage, hvor blomstringen faldt på et mere normalt tidspunkt.

Rekord tidlig blomstring

Stort set over alt i Frankrig har vinproducenterne set forundret til, mens deres vinstokke for nylig begyndte at blomstre. For det er ifølge Vitisphere ualmindeligt tidligt, og i nogle områder slår det alle rekorder.
I Provence og Rhône har blomsterne på vinstokkene foldet sig ud hele 10 dage tidligere end normalt, og i Pyrénee-Orientales er de små nye druer allerede på vej.
Længere oppe i landet - i Entre-Deux-Mers i Bordeaux - begyndte blomstringen hos nogle vinproducenter allerede for tre uger siden, hvilket er en hel måned tidligere end i 2019.
Og i Bourgogne har man aldrig oplevet så tidlig en blomstring som i år - de første blomster dukkede op i den første uge af maj.
Selv i det køligere Nordfrankrig kan man opleve vinmarker i fuldt flor - blandt andet i Champagne, hvor blomstringen i år ligger to uger tidligere end gennemsnittet for de sidste ti år.


Det er bestemt værd at gå på jagt i BIVB's nye interaktive kort over Bourgogne.

Interaktivt kort over Bourgogne

Det kan godt være lidt svært at finde rundt i Bourgognes vinverden med alle dens mange appellationer, climats og producenter.
Nu har Le Bureau Interprofessionnel des Vins de Bourgogne (BIVB) lanceret et interaktivt og meget detaljeret kort, som skal lette arbejdet.
I en tilhørende lang liste kan man søge på Bourgognes i alt 84 appellationer - der igen er inddelt i tre niveauer: 33 Grands Crus, 44 AOC Villages og så det nederste niveau, de syv Régionales.
Hvis man fx søger på Chablis Grand Cru, kan man straks se appellationens beliggenhed, vinmarker og producenter markeret på kortet. Man kan så klikke videre ind og læse om mere om Chablis og de enkelte vinhuse.

Åbent hus og arrangementer


På kortet vil man også kunne se markører, der viser hvilke vinhuse i en given appellation, der afholder høstfester, åbent hus, særlige smagninger osv. i årets løb - eller blot har åbent for turister året rundt. Ved at klikke på markørerne får man så samtlige detaljer om arrangementerne.
Det er faktisk utroligt, så mange oplysninger, der er forbundet til det interaktive kort - eneste anke er, at al den gode information kun findes på fransk. Men forhåbentlig er det kun et spørgsmål om tid, før der kommer en engelsk version, så endnu flere turister kan have glæde af kortet og informationerne, når de planlægger en tur til Bourgogne.


En plade med honningbier undersøges af folk fra Chêne Bleu.

Bier i vinmarken

Selv om vinstokke er selvbestøvende, spiller bier en væsentlig rolle for vinmarkens - og dermed vinstokkenes - trivsel. Og vi taler selvfølgelig om økologisk dyrkede vinmarker, idet bier ikke bryder sig om kemiske sprøjtemidler.
De små summende insekter sørger via krydsbestøvning for biodiversitet, når det gælder dækplanterne mellem rækkerne af vinstokke og vegetationen rundt om vinmarkerne. Og denne mangfoldighed af planter fører igen til en sund og næringsrig jord til gavn for vinstokkene.
Men så melder spørgsmålet sig jo, hvilken indflydelse alt dette har på slutresultatet, vinen. Om den smager anderledes - og måske endda bedre - end vin fra konventionelt dyrkede vinstokke.

Analyser og jordprøver


Den præcise sammenhæng mellem bier, jord, vinstokke og vin kræver nøje forskning, og en sådan forskning har Nicole og Xavier Rolet sat sig for at finansiere.
De ejer vinhuset Chêne Bleu i det sydlige Rhône og har gennem mange år haft bistader og dermed bier i deres økologiske vinmarker. Og parret er overbeviste om, at bierne har en positiv indflydelse på vinenes aroma.
De har nu allieret sig med et team af forskere, heriblandt mikrobiologerne Claude og Lydia Bourguignon.
Ud over diverse analyser, jordbundsprøver osv. vil man på et tidspunkt også udføre et ganske særligt eksperiment. Man vil dække en del af en vinmark til med net, så bierne ikke kan komme ind, og lade resten af marken være blotlagt.

Undervisningsmateriale


Dernæst vil man fremstille to fade med vin fra de to vinmarkspartier efter nøjagtig samme fremstillingsmetode og smage dem op mod hinanden.
Pengene til forskningen har Nicole og Xavier Rolet rejst via crowdfunding-siden Winefunding.com. De lancerede deres projekt på siden i december sidste år med et mål om at rejse 20.000 euro (cirka 149.000 kr.). I alt blev det til hele 31.000 euro (cirka 230.000 kr.).
Ud over selve forskningen skal pengene også gå til flere bistader, en større produktion af råhonning og undervisningsmateriale til andre vinproducenter, der ønsker at arbejde med bier i vinmarken.


Under det berømte maraton løber deltagerne 42.195 km gennem vinmarker og forbi vinslotte - og gør holdt ved 23 stande, hvor der skænkes god vin i glassene. Foto: Marathon du Médoc/ ves Mainguy.

Intet løb i Médoc

Den 12. september skulle cirka 8000 mennesker fra hele verden have deltaget i den 36. udgave af Marathon du Médoc. Det berømte løb, hvor deltagerne er klædt ud efter et tema, og hvor der løbes gennem vinmarker og forbi vinslotte i Saint-Julien, Pauillac, Haut-Médoc og Saint-Estèphe - og nydes en hele del vin og delikatesser undervejs.

Nu har arrangørerne bag løbet taget den tunge beslutning at aflyse årets udgave på grund af Corona. Man har skønnet, at det vil være umuligt for de mange løbere at holde den fornødne sundhedsmæssige afstand.
Rigtig mange deltagere har allerede betalt arrangørerne, der som kompensation giver gratis adgang til et af tre fremtidige løb.
Når Marathon du Médoc vender tilbage d. 11. september 2021, vil det være med det samme tema, som gjaldt for i år, nemlig ”biograf-film”. Det skal nok blive festligt!



Denis Durantou, som han befandt sig bedst - midt i marken eller i vineriet. Foto: Stéphane Klein.

Denis Durantou er død

En af Bordeauxs højt respekterede vinproducenter, Denis Durantou, er død i en alder af 62 år.
I 1983 overtog han tøjlerne i familiens slot, Château L’Eglise Clinet - hvis vine dengang levede et ret ubemærket liv. Men det fik Durantou vendt op og ned på. Han var en af de få slots-ejere i Bordeaux, der arbejdede med i vinmarken, og var chefvinmager i vineriet - med andre ord fremstillede sin egen vin.
I hans kyndige hænder udviklede slottets vine sig fra at være udmærkede til at blive ren kult og opnå toppoint hos denne verdens førende vinskribenter. Durantou efterlader sig hustru og tre døtre.
Puslespillet forestiller Glengoyne Distillery bag et væld af forårsblomster, gengivet af skotske kunstner John Lowrie Morrison.

Læg puslespil til whiskyen

I denne Corona-tid har folk i ind- og udland kastet sig over en ny og alt opslugende dille: puslespil. Aldrig er der blevet købt og lagt så mange puslespil som i de sidste par måneder, og det har givet det skotske whiskydestilleri Glengoyne en idé.
Destilleriet har fået fremstillet et større antal puslespil, som - hvis man tilvælger det - sælges online sammen med dets whiskyflasker. Og for hver solgt flaske og puslespil doneres der 1 pund (cirka 8 kr.) til to foreninger, der støtter de ansatte i den skotske drinksindustri.
Puslespillet, der er på 500 brikker, tager fire til seks timer at lægge - og Glengoyne opfordrer selvfølgelig til, at man nyder destilleriets gode whisky til arbejdet.
Hvis man, ud over de 500 brikker, finder en gylden brik i posen med puslespillet, er man den heldige vinder af en gratis guidetur og smagning hos Glengoyne - når altså destilleriet igen åbner efter Corona-krisen.
Nogle af whisky-flaskerne på auktionen er flot udstyret med meget japanske motiver.

Japansk whisky under dansk hammer

Hvis man sætter sig til tasterne d. 24. maj kl. 20, kan man være med, når startskuddet lyder for en ganske særlig online whiskyauktion hos Bruun Rasmussen.
Det drejer sig om 20 fine og sjældne japanske whiskyflasker til vurderinger fra 1000 til 60.000 kr. - sidstnævnte gælder en flaske Yamazaki ”The Cask” Sherry Butt Single Malt Whisky 1990.
På auktionen finder man også flasker fra Hanyu (vurderet til mellem 10.000 og 46.000 kr.) - et destilleri, som var Japans mindste, indtil det lukkede i år 2000 på grund af økonomiske vanskeligheder. Destilleriet efterlod sig blot 400 fade med whisky, som siden lukningen er blevet tappet og lanceret i ro og mag, indtil lageret er udtømt.

Whisky fra svundne tider


Man vil også kunne byde på seks ligeså sjældne flasker whisky fra Kuruizawa, der ligeledes måttet dreje nøglen om i 2011. Den resterende single malt whisky, der stadig lå i et mindre antal fade, blev reddet på målstregen af whisky-entusiaster, der opkøbte fadene. Siden da er whiskyen - ligesom med fadene fra Hanyu - blevet tappet og solgt hen ad vejen som en serie af luksus-whiskyer. Man kan følge auktionen og byde på whisky-flaskerne ved at klikke her.
En hvedemark i den skotske region Highlands.

Ny hvedetype letter arbejdet

Skotsk Single Malt whisky fremstilles altid udelukkende på maltet byg. Men mange andre typer whisky laves på blandinger af maltet byg og umaltede kornsorter, som fx hvede.

Hveden for-koges, så dens stivelsesstoffer frigives og kan omdannes til sukker til gæringsprocessen. Men her opstår der et evigt og irriterende problem for destillerierne. Under kogningen efterlader hveden nogle klæbrige rester, som er svære at fjerne og kræver en meget grundig rengøring - der igen slider på kedler og rør.
Nu har et hold britiske forskere ved Rothamsted Research i Hertfordshire udviklet en ny type hvede, målrettet whiskyproduktionen, der gør, at resterne bliver mellem 50 og 80% mindre klæbrige - og dermed langt mere flydende og lettere at fjerne.

Forsøg i et destilleri


Forskerne har anvendt såkaldt Tilling (Targeting Induced Local Lesions IN Genomes), der er en alternativ metode til genetisk modificerede afgrøder. Via denne metode har man kunnet styre arabinoxylan, et stof som findes i kornprodukternes cellevægge, og som har ansvaret for, hvor let eller svært opløselige plantefibrene er.
Dernæst har forskerne anvendt traditionelle planteavlsmetoder til at udvikle strenge af hveden - der så senere er blevet dyrket i en forsøgsmark. Inden året er omme, vil forskerne udføre de første forsøg med den nye hvedetype i et destilleri.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Ole Sørensen.

VinAvisens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt.

Ole Sørensen (f. 1952), der oprindelig var skolelærer, fik sin store interesse for vin, da han i begyndelsen af 80’erne var indlagt på hospitalet og "kom til" at læse en bog om vin. Denne oplevelse pirrede hans nysgerrighed i en sådan grad, at han begyndte at gå på opdagelse i vinens verden.
Efter elleve år som lærer blev han i 1986 ansat i IT-virksomheden Datacentralen, nu DXC-Danmark, der har en velfungerende vinklub. Her blev han - efter et par år som menigt medlem - valgt ind i bestyrelsen, og fra 1990 til 2015 var han formand for klubben. Dette medførte planlægning af utallige vinsmagninger, indkøb af tusindvis af vine samt masser af vinbesøg i det sydlige Europa.
Og ikke mindst medførte det, at Ole Sørensen grundlagde sit eget vinfirma, Emilie Vin. Forretningsideen bag firmaet er at sælge vin af høj kvalitet fra mindre vinhuse, som helst skal benytte sig af økologiske eller biodynamiske metoder i produktionen.
I begyndelsen lå hovedvægten på vine fra franske vinhuse, der er langt fremme på netop dette område. Men nu er også Italien, Tyskland, Østrig, Spanien, Portugal, New Zealand og USA repræsenteret i sortimentet.
Efter næsten 30 års ansættelse i Datacentralen/CSC er Ole Sørensen n nu fuldtids vinimportør. Han er gift med Elise, der hjælper til i det daglige og ved diverse vinudstillinger. Sammen med andre vinimportører i nærområdet har ægteparret introduceret "Fredensborg Vinfestival", en lokal vinmesse, som nu er blevet en fast årlig tradition.
Adresse: Emilie Vin, Kovangen 610, 3480 Fredensborg. Lagersalg: Wiedeveltsvej 2A, 3480 Fredensborg, tlf.: 21 44 63 53 , e-mail: olesoe@mail.dk, www.emilievin.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvor længe kan en hedvin holde?

Peter Knudsen kan godt lide et glas portvin eller sherry, men drikker selvfølgelig ikke hele flasken samme dag. Han vil derfor gerne vide, hvor længe vinen kan holde, når flasken er åbnet. Han mindes, hvordan hans tante havde en åben flaske sherry stående i et skab i flere måneder …
Hvis man gør som vores læsers tantel, så dør vinen lige så stille i flasken eller karaflen. Faktisk har dette været med til at ødelægge mange gode hedvines image.
Fino sherry og vintage port bør under alle omstændigheder drikkes med det samme eller i løbet af et par dage - ligesom almindelig vin. Ruby og tawny portvin samt madeira og søde sherry'er som PX ændrer sig derimod ikke væsentligt selv efter flere måneder i en flaske, der har været åbnet. Men opbevar vinen i køleskabet.


Ugens vinøse billede

Dette billede tog Grethe M. Sorensen under en tur til Sydfrankrig for nogle år siden, da hun fandt, at det var en flot måde at beskære og opbinde vinstokke på.
Ja, flot ser det ud, men efterhånden er det meget få steder, man ser vinstokke bundet op på denne måde, så vores læser har været heldig.
Metoden med den enkelte lange gren hedder Cordon de Royat, og den blev udviklet i slutningen af 1800-tallet af Emile Lefèvre, som i 1848 grundlagde landbrugsskolen i den franske by Royat. Han var egentlig notar i Pamiers, men også en ihærdig vinmager.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-582
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-594



582 Cypresserne marcherer på række og geled gennem en toskansk vinmark (foto © Marco de Marzi).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 24 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Hvidvin

Jean Biecher et Fils Riesling, Riesling, Alsace DOP, Frankrig, 2019, lav alkohol (12,5%) 49 kr., Lidl En mild hvidvin med en god smag af modne grønne druer og en fin balance mellem druesødme og syre. En vin, der er helt ok til prisen - og god til fede fisk og fjerkræ.
Prieuré Saint Hippolyte, Vignerons de Fontès, Languedoc, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%) 65 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Lækker hvidvin på druerne Grenache Blanc og Clairette. Den har en blød, frisk og harmonisk smag i fin balance. Man får god vin for pengene.
Weingut Frank, Niederösterreich, Østrig, 2018, lav alkohol (12%) 84,95 kr., Amka Her er en hel masse druer, der er blevet enige om at lave en god vin: Pinot Blanc, Muscatel, Traminer, Grüner Veltliner, Welschriesling og Frühroter Veltliner. Vinen har en god druesmag, hvor Muscatellen synes at træde frem foran de andre druer. Lang eftersmag. Flasken har skruelåg.
Ap Premium, Cantina Valpantena, Lugana, Italien, 2019, lav alkohol (13%) 99,95 kr., pris på tilbud indtil 28. maj ved 6 flasker: 49,83 kr. Sælges også i Kvickly og SuperBrugsen, Vincooperativet En enkel hvidvin, der har et hurtigt liv i munden. Først en venlig druefrugt, men den forsvinder hurtigt og afløses af syre og tørhed.
Sex Drugs & Rock 'n Roll just Riesling for me, thanks, Weingut Emil Bauer & Söhne, Riesling, Pfalz, Trocken, Tyskland, 2019, lav alkohol (12,5%) 139 kr., Mr. Ruby Denne hvidvin, med et mærkeligt, langt navn, er rigtig lækker - frisk, med god druesmag og en spændstig syre, der holdes i ave af sødmen. Fin både til mad og som terrassevin. Flasken har skruelåg.
Forster, Weingut Forster, Riesling vom Kies, Nahe, Trocken, Tyskland, 2017, lav alkohol (11,5%) 188 kr., pris på tilbud indtil 29. maj: 129 kr., Cappa Vin En meget lækker Riesling-hvidvin, økologisk og vegansk. Den har en fin druesmag og en tilpas balance mellem sødme og syre. Lang eftersmag.

Rosévin

Prieuré Saint-Hippolyte, Vignerons de Fontès, Languedoc, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%) 65 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company En rosé må godt have sødme, og det har denne lækre vin på druerne Syrah og Grenache Noir. Sød, men også med en vis tørhed, der gør den god til mad. I vinen noter af jordbær.
Paradis, Domaine Preignes le Vieux, Grenache, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2019, lav alkohol (12,5%) 99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk Lækker rosévin med tyngde og rigeligt af alting - syre og sødme, krydderier og druesmag. Den smager ganske enkelt godt, både til mad og som terrassevin.
Skærsøgaard Rosé, Skærsøgaard Vin, Regional vin fra Jylland, Danmark, 2019, lav alkohol (11,5%) 200 kr., Skærsøgaard Vin En dejlig rosévin på de blå druer Cabernet Cortis, Rondo og Leon Millot. Den dufter af sommer med sine fine noter af hindbær og rabarber. Den fyldige smag byder også på friske modne hindbær med strejf af ribs i eftersmagen. Det er en elegant og mild vin med en perfekt balance mellem syre og sødme. Drik den som apéritif eller til ikke alt for kraftigt smagende retter.

Rødvin

Cimarosa Cabernet Sauvignon, Veneris, Cabernet Sauvignon, Central Valley, Chile, lav alkohol (13%) 35 kr., Lidl En enkel rødvin mend duft og smag af friske solbær og ikke så meget andet. Men prisen er selvfølgelig også meget lav. flasken har skruelåg.
Cimarosa Malbec, Vineris, Malbec, Mendoza, Argentina, lav alkohol (13%) 45 kr., Lidl En rødvin med en herbal og let krydret duft og smag. Eftersmagen er lang og ender med et lille bittert bid, der gør vinen velegnet til mad - især let krydrede kyllingeretter. Flasken har skruelåg.
Primitivo, Puni, Puglia IGP, Italien, 2019, middel alkohol (13,5%) 45 kr., Lidl En rigtig dejlig og varm rødvin med god frugt og noter af rosmarin i duft og smag. En vin, der har en stor spændvidde til mad. Prisen er yderst attraktiv.
120, Santa Rita, Carménère, Valle Central, Chile, 2018, middel alkohol (13,5%) 59,95 kr., Amka Blød og imødekommende er denne rødvin. Den har god frugtfylde, fin krydring og en anelse sødme. Et lille, bittert bid til slut gør den velegnet til mad. Flasken har skruelåg.
Dignitat, Negra, Catalunya, Spanien, 2018, lav alkohol (12,5%) 60 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet Tør, lidt enkel rødvin med en god smag af drue - i dette tilfælde 80% Garnacha og 20% Ull de Llebre (også kaldet Tempranillo). Den gode smag fortsætter ud i en lang eftersmag. Plask gerne vinen over i en karaffel et par timer før måltidet, så bliver den blødere. Flasken har skruelåg.
Possente, Conti Morini, Rubicone IGP, Italien, 2018, høj alkohol (14,5%) 79,95 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., AndrupVin.dk Flot, blød og venlig rødvin til en yderst attraktiv pris (ved 6 flasker). Den har en dybrød farve og en fyldig smag med noter kirsebær, brombær og blomme. En let drikkelig vin på druerne Merlot og Cabernet Sauvignon.
L'Incontournable Gamay-Syrah, Collin-Bourisset, Frankrig, 2018, lav alkohol (13%) 99 kr., pris ved 6 flasker 79 kr., YouAndWine Druerne Gamay og Syrah i samme flaske - det er ikke så ofte, vi støder på en sådan rødvin. Men det er et godt drue-kompagniskab. Vinen dufter af mørke kirsebær, hyldebær og brombær og smager utrolig aromatisk. Den har Syrah-druens krydrede noter, men de dominerer ikke. Gamay-druens friske frugt får lov til at give modspil og er årsag til eftersmagens fine frugtsyre. Drik vinen til en af vinteres sammenkogte kødretter. Flasken har skruelåg.
Raw, Really Awesome Wine, Villanueva de Alcardete, Spanien, 2018, middel alkohol (13,5%) 99,95 kr., pris på tilbud indtil 27. maj ved 2 flasker: 39,50 kr., Vincooperativet På tilbud en meget billig rødvin, der både er økologisk og vegansk, men også lidt enkel. Udmærket som hverdagsvin. Vinen er lavet på druerne Cabernet Sauvignon, Tempranillo og Merlot, og flasken har skruelåg.
Villa Annaberta, Valpolicella Ripasso, Superiore, Italien, 2017, middel alkohol (14%) 109,95 kr., pris på tilbud indtil 28. maj: 69 kr. Sælges også i Kvickly og Superbrugsen, Vincooperativet Om en tidligere årgang skrev vi: "Giv denne rødvin en stor bøf. Den har en fyldig og bred smag med noter fra kvaset fra fremstillingen af Amarone". Den beskrivelse gælder også den nye årgang. Vinen er lavet på druerne Corvina, Molinara og Rondinella. Tilbudsprisen er attraktiv.
Cletus, CorteMedicea, Toscana IGT, Italien, 2016, middel alkohol (13,5%) 119 kr., pris ved 6 flasker: 69 kr., Skjold Burne Online En meget dejlig toskaner med en let "støvet" tørhed og en lækker frugtfylde. En vin skabt til det italienske køkken og fremstillet på 50% Sangiovese og 50% Merlot.
Viña Zorzal, Garnacha, Navarra, Spanien, 2017, middel alkohol (13,5%) 119,95 kr., pris på tilbud indtil 27. maj ved 2 flasker: 64,50 kr. Sælges også hos Irma, Vincooperativet En rigtig god, spansk rødvin. Til tilbudsprisen får man en masse for pengene - dyb frugt, blommer og hindbær, fin sødme, bløde tanniner og en lang eftersmag. Oplagt til sommerens grillparties.
Terre Cevico, Sangiovese, Romagna, Appassimento, Italien, 2016, høj alkohol (15%) 139 kr., pris ved 6 flasker: 75 kr., Skjold Burne Online En rigtig god italiener til en pris, man kan komme i nærheden af (ved seks flasker). Den er fremstillet efter metoden med de tørrede druer og har en lækker rosin-sødme. Dertil en let krydring og en lang eftersmag. En vin, det er nemt at holde af. 15% alkohol, men ingen spritkant.
El Maso, Finca Fella, Almansa, Spanien, 2017, høj alkohol (15,5%) 149 kr., Gallovini Pragtfuld og aromatisk rødvin, tung af facetter - sorte kirsebær, bombær, blommer, lakrids, chokolade, cigarkasse, vanille, bløde tanniner og en lang eftersmag ... Det er også en kraftig vin med 15,5% alkohol, dog uden spritkant. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.
Actarus, Bollina, Primitivo, Manduria, Italien, 2016, høj alkohol (14,5%) 179 kr., på tilbud: 99 kr., Skjold Burne Online Stor og flot rødvin, der virkelig er kælet for. I smagen mørke bær, sorte kirsebær, krydderurter og fint integrerede fadnoter.
Domaine de Palayson, Var IGP, Frankrig, 2016, høj alkohol (14,5%) 298 kr., Château Wines Direct En udsøgt rødvin på druerne Syrah og Cabernet Sauvignon, harmonisk og kompleks. I den fyldige smag fint integrerede fadnoter med vanille, cigarkasse, tjære og læder. Lang eftersmag.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen