Nyheder for uge 26, 2020



Hos Sveriges største vingård, Arilds Vingård i Skåne kan man både smage vin, spise, overnatte og spille golf.

Vin i Skandinavien

I sidste uge bragte vi en historie om dansk vin, og det har fået Mikkel T. Mogensen samt et par andre læsere til tasterne. De vil nemlig gerne vide, hvordan det står til med vinproduktionen i de øvrige skandinaviske lande.

Danmark har førertrøjen på, når det gælder antallet af vingårde og mængden af vin. Vi har mere end 1000 hobby-vinavlere og 90 professionelle vingårde, som har lov til at sælge deres vin. Men der fremstilles også vin i resten af Skandinavien, og vinmarkerne anlægges stadig mere nordligt - hvilket er muligt på grund af et stadig mildere klima. De druer, man anvender i Sverige og Norge, er stort set de samme hybrid-druer som i Danmark - druer som Rondo, Ortega og Solaris. Nedenfor kommer en lille oversigt over den skandinaviske vinverden.

Sverige


Selv om svenskerne ikke fremstiller nær så megen vin som danskerne, fik Sverige faktisk EU’s blå stempel som vinland i 1999 - et år før os. Der findes i dag omkring 150 svenske hobby-vinavlere og 35 professionelle vinproducenter, der sælger deres vine til Systembolaget. Man skulle måske tro, at der blev dyrket flest grønne druer i det kølige svenske klima, men nej. Faktisk er lidt over halvdelen af den vin, der fremstilles årligt, rødvin.
De fleste vinmarker breder sig langs kysten i det sydsvenske Skåne, men også i Blekinge samt længere mod nord på øerne Gotland og Öland finder man nogle af de professionelle vingårde.
Den største vingård er Arilds Vingård i Skåne, der ejer omkring 20 hektar vinmarker ud af de i alt cirka 100 hektar, som dyrkes i Sverige i dag.
Hvis man vil vide mere om svensk vin, er der for nylig udkommet der en bog, "Svenskt vin- en vinvärld som växer", om emnet. Den kan man læse mere om - og købe - ved at klikke her.

Norge


Der fremstilles kun meget lidt vin i Norge, hvilket fremgik af første udgave af Norsk Vinskue, som foreningen Norske Druedyrkere afholdt i 2016. Det var med deltagelse af kun tretten vin.
Men også de norske vinmarker har haft vokseværk i takt med, at klimaet bliver varmere, og i dag findes der omkring 40 vinavlere - det er dog kun en håndfuld af dem, der er erhvervsvinavlere og må sælge deres vine til det statsejede Vinmonopolet.
Til gengæld kan Norge prale af at have verdens nordligst beliggende kommercielle vingård, nemlig Lerkekåsa i landsbyen Gvarv nær Telemark. Her har ægteparret Joar Sættem og Wenche Hvattum dyrket vin siden 2008.

Finland


Det er ikke lykkedes os at finde en eneste finsk vingård, hvor der fremstilles og sælges vin på druer, men der er flere ”vingårde”, der laver forskellige slags bærvine. Dog eksperimenteres der med den blå drue Zilga, der er yderst hårdfør og tåler ekstremt lave kuldegrader - helt ned til minus 34 grader.
Vi ved også, at finske Jukka Huttunen omkring år 2000 anlagde en lille vinmark med Zilga-druer i det vestlige Finland - i et område, der ligger på samme breddegrad som Alaska. Vinstokkene trivedes trods det kølige klima - hvilket selvfølgelig skyldtes drue-valget. Men Huttunen havde også valgt stedet med omhu: Vinmarken blev nemlig plantet klods op ad atomkraftværket Olkiluoto, hvis kølesystem afgiver en masse lunt vand – noget, der er guf for vinstokkene, når der skal sættes gang i modningen.
Der var ikke tale om nogen stor vinproduktion – i 2005 blev det til kun 80 flasker.


Weingut Gehring i Rheinhessen er en af de tyske vingårde, der tilbyder pladser til campingvogne.

Campingferie hos vingårdene

Nu kan vi igen holde ferie i Tyskland, og hvis man hører til campingfolket, er der naturligvis masser af gode tyske campingpladser. Men mange vinproducenter tilbyder også, at man kan stille sin campingvogn op hos dem, få strøm og vand og adgang til toiletfaciliteter - selvfølgelig mod betaling.
Her kan man så bo med udsigt til vinmarkerne og med mulighed for smagsprøver på husets vine, når man kommer hjem efter en lang dag med sightseeing.

En liste over vingårdene


For at gøre det lettere at finde frem til de vinproducenter, der stiller pladser til campister til rådighed, har Deutsches Weininstitut (DWI) nu offentliggjort en liste over dem. Det vil sige kun et udpluk af dem, for der er helt sikkert mange flere. Men det er en fin liste at tage udgangspunkt i, hvis man overvejer en campingferie i Tyskland.
Listen vil blive opdateret, men foreløbig omfatter den 38 vingårde fordelt over syv af landets i alt tretten vinregioner, og den er selvfølgelig forsynet med telefonnumre og link til e-mail og hjemmesider. Listen kan ses ved at klikke her.


Fra den glimrende hjemmeside over vinder-vinene.

Bedste Alsace-vine på Riesling i Danmark

Konkurrencen om ”Bedste Riesling-vine fra Alsace” er netop blevet afholdt for anden gang på dansk jord, og i alt smagte dommerpanelet, der bestod af otte danske sommelierer, sig gennem 100 vine.

Vinene blev bedømt ud fra 100-pointskalaen, og de 30 vine, der fik de højeste point, er blevet listet på en yderst forbrugervenlig hjemmeside.
Alene det, at vinene på siden er inddelt i tre priskategorier: ”50-100 kr.”, ”101-200 kr.” og så ”over 200 kr.”. Og når man så klikker på billederne af flaskerne, får man info om deres duft og smag og hvilken mad, de egner sig til - og selvfølgelig får man også det direkte link til den danske forhandler af vinen.

Mere viden om Alsace


Bag konkurrencen står Ehrenberg Sørensen Kommunikation og Alsaces vinråd, CIVA.
Som altid skal sådanne konkurrencer tages med et gran salt - der er jo med garanti endnu flere gode Riesling-vine fra Alsace i de danske supermarkeder og vinforretninger. Men det er bestemt værd at gå på jagt på den glimrende hjemmeside - hvor man i øvrigt også kan læse mere om Alsace og distriktets vine.


Flute af papir

Hvis man nyder et glas bobler på hjemmebane, foregår det som regel i fluter af glas. Men til store selskaber er der stadig mange, der bruger plastic-fluter - noget, som det finske pap-firma Metsä Board gerne vil sætte en stopper for.

Derfor har firmaet slået sig sammen med et andet finsk firma, Esbottle, der udvikler produkter til fødevareindustrien. Resultatet er en flute af papir - med andre ord et letvægtsglas, hvis materiale kan genbruges.
Nyskabelsen består af to dele, en fod og så selve koppen, som kan placeres inden i hinanden, så det er let at have glassene med på skovturen.
Fluten er endnu ikke kommet i handelen, men når den gør det, er det meningen, at folk skal kunne bestille glasset med egne personlige motiver og tekster.
Ganske smart og miljøvenligt - men lidt trist, at man ikke kan se boblerne gennem glassets vægge.

Udbredt meldug i Bordeaux

I 2018 blev Bordeauxs vinmarker ramt af udbredt meldug i slutningen af juli - i år er angrebene af svampesygdommen ifølge Vitisphere endnu værre.
De første tegn på angreb dukkede op i nogle enkelte marker allerede i midten af maj efter en periode med kraftig nedbør. Siden da har sygdommen bredt sig til stort set hele distriktet.
Meldug angriber ikke kun vinstokkenes løv men også de nye drueklaser, og i flere marker er omkring halvdelen af årets kommende høst gået tabt. Og netop nu i kølvandet på corona-krisen rammer de skader, angrebene har forvoldt, vinproducenterne ekstra hårdt.


Skiltene rundt om fontænen fortæller blandt andet, at man skal være fyldt 18 år for at tappe vin fra den - og at der er opsat et web-kamera, som er forbundet til en computer i vinhuset. Så man skal ikke begynde at tappe hele dunke med vin ... Foto: Wikipedia/
José Antonio Gil Martínez.

Tap et glas vin fra fontænen

Nu åbner Danmark snart op for rejser til lande med et lavt smittetryk, og hvis Spanien kommer med på listen, så kan det jo være, at nogle af vores læsere har tænkt sig at gå ad pilgrimsvejen, el camino.
Vejen strækker sig gennem Navarra, Rioja, Bierzo og Galicien og ender i den gamle by Santiago de Compostela med den store katedral.
Under vandringen kommer man forbi vinhuset Bodegas Irache i den lille by Ayegui. Det er bygget sammen med et kloster, som i århundreder fungerede som hospital for de pilgrimme, der rejste ad el camino.
Klostret var også et hvilested på vejen, hvor man tog sig godt af pilgrimmene og skænkede vin i deres krus. Og hos vinhuset ønskede man at fortsætte den tradition, hvorfor man installerede en ganske særlig fontæne i den mur, der vender ud mod el camino.
Fontænen har to haner, og et skilt over hver hane opfordrer pilgrimmene til kvit og frit at tappe vand for at slukke tørsten og vin for at få styrke til at gå resten af vejen til Santiago de Compostela. Der gøres dog også opmærksom på, at hvis man ønsker at medbringe en større mængde af vinen, må man betale for det hos vinhuset.
Fontænen, der er åben dagligt fra kl. 8 til 22, er naturligvis yderst populær hos pilgrimmene.


Østrigsk vinindustri hårdt ramt

I Østrig bliver trefjerdedele af al den vin, landet fremstiller, solgt på det østrigske hjemmemarked. Og 58% (cirka 137 millioner liter) af vinen sælges via horeca-sektoren. Netop derfor er den østrigske vinindustri blevet ramt særdeles hårdt under corona-krisen, hvor landets restauranter har været lukket fra midten af marts til midten af maj. Det viser en ny rapport fra Austrian Wine Marketing Board (AWMB).
I alt er der blevet solgt 23 millioner liter vin - svarende til 31 mio. flasker - mindre i de østrigske restauranter og hoteller i den to måneder lange lukkeperiode. Det er en kolossal mængde usolgt vin, og det vil selvsagt kunne give rigtig mange vinproducenter lommesmerter.

Stor stigning i salget af rødvin og rosé


Der er dog også lyspunkter i AWMB’s rapport - blandt andet når det gælder vinsalget i landets detailhandel. I de to måneder, restauranterne var lukkede, købte østrigerne 17% mere vin og brugte 12% mere på flaskerne sammenlignet med samme periode i 2019.
Østrig er frem for alt et hvidvinsland, men der fremstilles også glimrende rødvine og roséer, og faktisk steg salget af de to sidstnævnte vintyper med gigantiske 51% i de to nedluknings-måneder. Salget af hvidvin steg derimod kun med 14%. Til sammenligning faldt salget af importeret vin med 2% i mængde.
Man kan læse rapporten i sin helhed ved at klikke her.


Den reetablerede vinmark First Vineyard, der ligesom den oprindelige mark er plantet på terrasser.

USA’s første vinmark

Det er nærliggende at tro, at USA’s første kommercielle vinmark blev plantet i Californien - der jo fremstiller omkring 90% af al amerikansk vin. Men nej, landets første vinmark blev anlagt i Jessamine County i Kentucky i 1799 af John James Dufour, en immigrant fra Schweiz.
I sit hjemland havde hans familie fremstillet vin i flere generationer, så det var oplagt for ham at dyrke vin på amerikansk jord.
Han døbte sit vinhus og tilhørende vinmark First Vineyard. Første årgang var 1803, hvoraf Dufour stolt sendte et par fade til den vinglade amerikanske præsident, Thomas Jefferson.
Men i 1806 mistede Dufour ikke kun sin kommende druehøst, men også sine vinstokke på grund af hård frost, og han besluttede derfor at flytte sin vinproduktion til Indiana - hvor der i øvrigt også var etableret en schweizisk koloni. USA’s første vinmark gik dermed til grunde. Men i de senere år er der igen blevet dyrket vin på arealet, og det skyldes ene og alene en pensioneret politimand og historieentusiast ved navn Tom Beall.

Genskabte vinmarken


I 1995 begyndte Tom Beall at investere i noget jord i Jessamine County, hvor han boede. Målet var en dag at bygge et hus, hvor han kunne sidde med benene oppe og nyde sit otium.
Men med sin store interesse for historie fandt han frem til, at han havde købt den jord, hvor USA’s første vinmark lå - og så røg det otium.
I 2006 satte Beall sig nemlig for at genskabe vinmarken nøjagtig der, hvor den havde ligget for 200 år siden. Og han fik god hjælp fra den detaljerede beskrivelse, John James Dufour havde nedskrevet om anlægningen af marken.
Ligesom de oprindelige vinstokke blev de nye plantet på terrasser - og druen var Cape Grape, den drue som Dufour fremstillede sin første vin på. Flere andre gamle druesorter er siden hen kommet til.
Både vinmarken og det tilhørende vinhus har Tom Beall selvfølgelig givet navnet First Vineyard.

Fremstiller vin på uddød drue


For nogle år siden besluttede Tom Beall sig for også at fremstille rødvin på en anden drue, Alexander-druen, som blev anvendt af John James Dufour.
Denne drue regnes ellers for uddød, men Beall fik fat i nogle stiklinger fra det amerikanske landbrugsdepartement, og for nylig har han fremstillet og tappet den første vin på druen i de sidste 150 år.
Ud over den reetablerede vinmark og vinfremstillingen knytter der sig også flere gæstefaciliteter til det nuværende First Vineyard, der modtager omkring 6000 gæster fra ind- og udland hvert år. Det kan man læse mere om ved at klikke her.
Dufour forfattede i øvrigt i 1826 "The American Vine-Dresser's Guide", en afhandling om vindyrkning og vinfremstilling i USA. Den kan købes som bog eller downloades til Kindle hos Amazon.com, og det er interessant læsning. Han var en yderst fremsynet vinproducent med ideer, som faktisk benyttes af producenter den dag i dag.

Whisky Elements og Wine Elements er særligt konstruerede træpinde, som skulle kunne forbedre whiskyens og vinens smag på rekordtid.

Whisky modnes tre år på 24 timer

Ligesom med vin har den tid whisky modnes i fade betydning for dens aroma. En whisky, der har ligget rigtig længe på fad, er ofte afrundet og blød med dejlige toner af vanille.
Under firmanavnet Time & Oak har nogle glade amerikanske whiskyentusiaster udviklet en metode, der efter sigende kan få en almindelig slave-whisky uden nogen særlig fadmodning til at smage som en kvalitets-whisky, der er modnet tre år på fad. Og forvandlingen sker i løbet af kun 24 timer.

Ny pind til vin


Miraklet sker ved hjælp af en speciel pind, Whisky Elements. Træet, pinden er lavet af, er det samme egetræ, som bruges til rigtig gode whiskyfade, og pinden er udskåret på en særlig måde, så whiskyen kommer i mest muligt kontakt med træets kapillærer - de kanaler, der i træerne fører vandet fra rødderne ud i grene og blade. Og det er denne kontakt mellem spiritussen og kapillærerne, der ifølge opfinderne skulle fremskynde modningsprocessen og give den velmodnede aroma.
Desuden hævder man hos Time & Oak, at processen også frafiltrerer acetaldehyd, der forårsager tømmermænd.
Sidste nye skud på stammen hos firmaet er Wine Elements, som skulle kunne forbedre smagen af en vin i løbet af blot et minut. Her er pinden selvfølgelig lavet af det egetræ, som man i USA bruger til fade til vinmodning, og den skulle virke på såvel rødvin som hvidvin.

Forbedrer vinens smag på 1 minut


Alt, hvad man skal gøre, er at stikke træpinden ned i glasset med vin og køre den rundt ligesom en teske i en kaffekop i 30 til 60 sekunder, hvorefter man skal efterlade den i glasset. Afhængig af, hvor længe man efterlader pinden, vil man opnå forskellige smagsnoter. Hvis man nøjes med at røre rundt i op til 60 sekunder, vil vinen blive mindre syreholdig og få en anelse eg-aroma.
Hvis man efter at have rørt pinden rundt, efterlader den i vinen i 2 til 3 minutter, bliver smagen mere cremet og krydret - og efter 4 til 5 minutter bliver vinen fyldig og rund med en markant fadsmag. Man kan læse mere på Time & Oaks hjemmeside.
Hvidvinsdruen Vidal er en af de druer, som er blevet anvendt til udviklingen af hybrid-sorterne. Foto: Wikipedia/Agne27.

Martell til kamp mod vinskimmel

Som nævnt længere oppe på denne side kæmper Bordeaux med udbredt meldug i øjeblikket. Og det samme gør mange andre vindistrikter i Frankrig fra tid til anden.

Meldug, vinskimmel og andre svampesygdomme breder sig typisk i vinmarkerne efter kraftig og langvarig nedbør og med en fremtid, der ifølge forskerne vil byde på mere ekstreme vejrforhold, må der jo gøres noget for at dæmme op for problemet.
Det gør man blandt andet hos verdens ældste cognachus, Martell. Her har man i samarbejde med de vinøse myndigheder og et lokalt planteforskningscenter i Charente udviklet hybrid-druer, der er resistente over for meldug og vinskimmel. Og disse druer bliver nu plantet i en 0.5 hektar stor forsøgsmark tilhørende cognachuset.

290 forskellige hybrid-druer


Man tog udgangspunkt i et forsøgsmateriale på 16.000 forskellige stiklinger, som man så har eksperimenteret med på kryds og tværs i en årrække. De mange eksperimenter mundede ud i 290 sygdomsresistente hybrider, hvoraf de første 123 nu er blevet plantet i forsøgsmarken - resten følger inden for de næste to år.
Vinstokkene vil blive fulgt meget nøje, ligesom der vil blive lavet forsøgs-vin på druerne, og i sidste ende vil man udvælge de 20 mest resistente og velegnede druer og dernæst plante dem i større målestok.
Hybrid-sorterne er fremkommet ved at krydse sentmodnende lokale druesorter - som fx Monbadon, Montils og Vidal - med resistente asiatiske og amerikanske sorter. Ifølge Vitisphere stammer 99% af den genetiske arv i de 290 nye hybrid-druer dog fra Vitis vinifera - den vinslægt som anvendes over alt i Europa, og som omfatter 3000 forskellige druesorter.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Rikke Holm.

Vinbranchens Blå Bog

Hver uge bringer VinAvisen et portræt af en person, der har gjort sig særligt bemærket i den danske vinbranche, og uge efter uge samler vi portrætterne på en særlig side. Nedenfor kommer denne uges portræt...,... ..... ..

Rikke Holm (f. 1972) er oprindelig uddannet gartner, men har i flere år arbejdet i detailhandelen - først i en række af Dansk Supermarkeds butikker (nu Salling Group), hvorefter hun valgte at blive en del af Coop.
Siden hen har hun været ansat i flere store detailkæder, men familien betød mere for hende end et liv med lukkeloven som det styrende parameter.
Rikke Holm har altid haft lyst til at være selvstændig, en lyst, der - parret med hendes store interesse for vin - i 2018 blev realiseret med forretningen Chateau Holm - mere end et vinhus i Viborg. Og hun har ikke fortrudt sit valg.
Kerneforretningen er import af stillevine, champagner og andre mousserende vine af høj kvalitet fra de europæiske vinlande - og en meget stor del af vinene er økologiske eller veganske.
Nogle af vinproducenterne har familien kendt i mere end 30 år - andre har hun fundet via sit professionelle netværk, både i og uden for Danmark.
I 2019 lancerede Rikke Holm WineonWheels.dk - en lille ombygget Ape' 50 bil, som man kan booke til fester og andre arrangementer, og hvorfra man kan få fyldt vin i glassene fra tappehaner forbundet til key-kegs.
Nyeste skud på stammen er Holms Vinotek i hjertet af Viborg, hvor Rikke Holm har fået mulighed for at markedsføre sine vine på en helt ny måde, og hvor hun selv er at finde bag disken.
I vinoteket tilbyder hun alt fra små intime vinsmagninger til større eksklusive smagninger, der ledsages af mad fra lokale aktører. Og den aktive vinforretningsejer har flere projekter i støbeskeen - næste søsætning bliver vinrejser til Toscana.
Rikke Holm er ikke alene om at holde de mange jern i ilden varme - ved sin side har hun sin mand, René, der har en lige så stor passion for vinens verden.
Adresse: Chateau Holm, Gl Århusvej 344, 8800 Viborg, tlf.: 41 29 03 13, e-mail: info@chateau-holm.dk, https://chateau-holm.dk/ www.holm-vinotek.dk. www.holm-vinotek.dk.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvilken harpiks i retsina?

Gitte Hansen vil gerne vide, hvilken slags harpiks der bruges til den græske retsina-vin?
For at få den særlige smag i visse rosé- og hvidvine lader grækerne traditionelt små stykker harpiks ligge i tankene under gæringen, og denne harpiks henter man fra Aleppo-fyrretræer (Pinus helepensis).
Det var oldtidens grækere og romere, der fandt på at komme harpiks i vinen. I første omgang brugte de harpiksen til at tætne deres amforaer – disse var af brændt ler og ofte ret porøse, så vinen blev iltet. Men man vænnede sig til den særlige smag og tilsatte også ekstra harpiks, fordi man syntes, at vinen kom til at smage bedre.
I 200-tallet gik romerne over til at bruge træfade, der var tættere og lettere at bruge, og man forlod i vid udstrækning brugen af harpiks. Men østpå – i Byzans – bevarede man smagen for harpiks, og fyrreskovene i den østlige del af Grækenland leverede fortsat harpiks til de græske vine.
Navnet retsina er i dag beskyttet af EU som en almindelig appellation.

Ugens vinøse billede


Jan Bøttger Olsen har taget dette billede i kælderen hos champagnehuset De Venoge i Epernay, hvor en imponerende hær af champagneflasker ligger i de de 1,2 km lange kældergange.
De Venoge blev grundlagt af schweizeren Henri-Marc de Venoge i 1837. Han var på mange områder en foregangsmand – blandt andet forsynede han som den første i Champagne sine etiketter med illustrationer. Indtil da havde man kun anført navnet på champagnehuset samt årgangen.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-586
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-594



586 Druerne til Toscanas Vin Santo hængt til tørre på et lodret trådnet (foto © Anker Tiedemann).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 21 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Mousserende

Primo 56 North Brut, Guldbæk Vingård, Solaris, Danmark, lav alkohol (12%) 295 kr., Guldbæk Vingård En god mousserende vin med fine bobler og en frisk duft og smag af sommeræbler. Det er en "brut" - altså en tør vin - med elegance og citrus i eftersmagen. Den har ikke helt fylde nok til mad, men nyd den som apéritif. Flasken har en smart plasticprop, der kan lukkes igen i flaskehalsen, hvis man ikke drikker vinen op. Det er jo en rigtig god idé til mousserende vine, der gerne skulle kunne bevare sit skum. På Guldbæk Vingårds hjemmside henvises til andre forhandlere.

Hvidvin

Isola del Sole, Sardinien, Italien, 2018, lav alkohol (12%) 59 kr., Gallovini Denne dejlige hvidvin er fra appellationen Isola del Nuraghi på Sardinien. Den dufter af lyse blommer og modne citroner. Smagen er behageligt tør med noter af citrus og friske appelsiner i den lange eftersmag. God til skaldyr og lette fjerkræretter.
Mas des Bressades, Costières de Nîmes Cuvée Tradition, Frankrig, 2019, middel alkohol (13,5%) 65 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Tænk så meget persolighed for kun 65 kr.! En lækker hvidvin på druerne Grenache Blanc, Roussanne, Marsanne og Viognier. Vinen har en god druesmag, fin krydring og en lang eftersmag. En meget anvendelig vin.
Käfer, Pinot Grigio, Venezie, Italien, 2019, lav alkohol (12%) 89 kr., pris ved 6 flasker: 65 kr., Mr. Ruby Med sin fine krydring, sin gode syre og sødme er dette en lækker hvidvin, der oven i købet kun koster 65 kr. (ved seks flasker). Flasken har skruelåg.
Pudel Wohl, Tobias Krämer, Rheinhessen Trocken, Tyskland, 2019, lav alkohol (12,5%) 99,95 kr., pris ved 6 flasker: 79 kr., AndrupVin.dk Dette er en tysk hvidvin, og det kan den ikke løbe fra med sin sødme, syre og krydring. Den har en lækker, fyldig og lang eftersmag, der kan minde lidt om Gewürztraminer, men den er nu lavet på de to druer Grauburgunder (Pinot Gris) og Weissburgunder (Pinot Blanc). En madvin, der har noget at byde på. Flasken har skruelåg.
Manenti, Roberto Sarotto, Arneis., Gavi, Italien, 2019, lav alkohol (12,5%) 99,95 kr., pris på tilbud indtil 24. juni ved 2 flasker: 59,50 kr. Sælges også hos Irma, Vincooperativet Superlækker hvidvin, der med sin tørhed og lille sødme er glimrende til mad. Den gode druefrugt folder sig fint ud i munden med noter af det hvide i en grapefrugt i den lange eftersmag.
Domaine Pont Major, Limoux, Frankrig, 2017, middel alkohol (14%) 100 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet En ret kraftig hvidvin på druerne Chardonnay og Mauzac. I smagen ferskner og hasselnødder samt vanille fra fadlagringen. En god madvin med krop.
Prayers of Saints, Chardonnay, Paterson, Washington, 2018, middel alkohol (13,5%) 129,95 kr., Amka Hvidvinene fra Washington State er jo dejlige! Her er igen en af dem med en liflig duft og en harmonisk smag med citrus, eksotisk frugter, fin honningsødme og krydderier. I den grad! Flasken har skruelåg.
Babich, Chardonnay, Marlborough, New Zealand, 2018, lav alkohol (13%) 160 kr., pris på tilbud indtil 26. august: 125 kr., Skjold Burne Lækker, økologisk hvidvin - simpelthen perfekt, med en ren druesmag, delikat krydring og blomstersødme. Lang eftersmag.
Les Adelin, Bouchié-Chatellier, Sauvignon Blanc, Pouilly Fume, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%) 199 kr., pris på tilbud: 129 kr., Kjær & Sommerfeldt En himmelsk og elegant hvidvin fra den øvre Loiredal - høj kvalitet og fornemt håndværk, der lægger Sauvignon-druens fine honnningsødme og noter af citrus og eksotiske frugter frem fra første tår til ud i den lange eftersmag.

Rosévin

Tarani, Gamay, Comté Tosolan IGP, Frankrig, 2019, lav alkohol (11,5%) 54,95 kr., Amka Flasken og etiketten giver løfte om en elegant vin - og vinen holder løftet. Den er en klassisk rosé med noter af jordbær og hindbær. Prisen, 54,95 kr., er yderst attraktiv. Flasken har skruelåg.
Pasas Sonrosado, Hammeken Cellars, Monastrell, Yecla, Spanien, 2019, lav alkohol (12,5%) 69,95 kr., pris på tilbud indtil 25. juni: 35 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen Let og dejlig rosévin til en eventyrlig lav tilbudspris: 35 kr! Den har en klassisk rosésmag med noter af jordbær, blåbær, hindbær og blommer - og flasken har skruelåg.
Vin de Pierre, Domaines Bunan, Vin de Pays du Mont Caume IGP, Frankrig, lav alkohol (13%) 135 kr., pris på tilbud indtil 26. august ved 2 flasker: 115 kr., Skjold Burne Denne lækre, økologiske rosévin folder sig helt ud med alle sine dyder. Der er god og fyldig druefrugt og en fin krydring. Vinen er lavet på druerne Grenache og Syrah. På nettet er anført, at vinen kan gemmes 1 til 2 år - men der er nu ikke noget årstal på flasken ...
Les Églantiers, Brotte, Tavel, Frankrig, 2018, middel alkohol (13,5%) 140 kr., pris på tilbud indtil 26. august ved 2 flasker: 107,50 kr., Skjold Burne En rosé fra det klassiske rosé-distrikt Tavel i Rhônedalen. Den er lavet på druerne Grenache og Syrah, og i smagen er der et tørt bid, der gør den god til mad. Helt billig er den ikke.

Rødvin

Piedra, Estancia Piedra, Garnacha, Toro, Spanien, 2018, høj alkohol (14,5%) 85 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Med sine kraftige tanniner og en bitterhed, der maskerer frugten, er dette en udpræget madvin. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.
Maison Barboulot, Pinot Noir, Pays d'Oc IGP, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%) 99 kr., pris på tilbud: 64 kr., Kjær & Sommerfeldt Her har vi en vin, der er loyal over for druen Pinot Noir. Samtidig har den en lækker smag, der gør den oplagt til vinnydere, som ikke er så fortrolige med denne drue. Prisen er sjældent lav for så eksklusiv en vin.
Los Intocables, Finga las Moras, Black Malbec, Argentinsk Vin, Argentina, 2018, middel alkohol (13,5%) 109,95 kr., pris på tilbud indtil 25. juni ved 2 flasker: 54,50 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen .En meget lækker rødvin og til tilbudsprisen lidt af et fund. Den har bred smag med noter af mørke bær, karamel og chokolade med et strejf af vanille og røg fra lagringen på egetræsfade.
El Tocador, Hammeken Cellars, Tempranillo, Vino de la Tierra Castilla, Spanien, 2019, middel alkohol (14%) 109,95 kr., pris på tilbud indtil 24. juni ved 6 flasker: 49,83 kr., Irma Denne rødvin er bare typisk spansk - en meget lækker vin med god smag af Tempranillo-druen. Og så er tilbudsprisen ved 6 flasker simpelhen utroligt lav. Vinen er et scoop!
Red Stuff, Krämer, Rheinhessen Cuvée Trocken, Tyskland, 2016, middel alkohol (13,5%) 119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk En rigtig dejlig rødvin med en harmonisk og dyb smag, kraftig uden at være bamset. I smagen fint integrerede fadnoter. Flasken har skruelåg.
Pinot Noir Classic, Scheiblhofer, Pinot Noir, Burgenland, Østrig, 2018, middel alkohol (13,5%) 129 kr., pris ved 6 flasker: 109 kr., YouAndWine "Classic" står der på etiketten - og ja, denne rødvin er på mange måder en klassisk Pinot Noir-vin med sin friske aromatiske bærsmag. Men den har ikke den saftighed, der præger mange vine på denne drue, men derimod koncentration og dejlige krydrede noter. Flasken har skruelåg.
Sassabruna, Rocca di Montemassi, Maremma Toscana, Italien, 2018, middel alkohol (13,5%) 133,17 kr., pris ved 6 flasker, Excellent Wine En delikat rødvin på 80% Sangiovese, 10% Merlot og 10% Syrah. Vinen har en "støvet" smag med dejlig frugt, noter af kirsebær og blommer samt fint integrerede fadnoter efter tolv måneder på egetræ.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen