Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Henrik Frost


.

VinAvisens Blå Bog

...Klik på knappen for at vende tilbage til Den Blå Bogs oversigtsside.
.

    Henrik Frost (f. 1971) er en af de mange unge danskere, som er taget til Bordeaux for at lære om vin – og som er blevet dernede. I 1991 gik turen til Bordeaux for i første omgang at forbedre det franske sprog. Han havde fået en traineeplads ved kooperativet Univitis, og glad for det nye område, for kulturen og håndboldklubben, besluttede han at forlænge opholdet.
    I de følgende år blev det til jobs som eksportassistent i négociant-firmaet Descas Père & Fils og senere på Château de la Rivière i Fronsac, hvor han ud over at være guide også arbejde i både marker og kældre. Her blev han grundigt oplært hos den dynamiske Jacques Borie, idet han samtidig fulgte en vinskole i Libourne.
    I 1994 startede Henrik Frost som eksportdirektør med ansvar for Skandinavien i det store négociant-firma Grands Vins de Gironde (GVG), som i dag er blandt de tre største vinfirmaer i Bordeaux. Først stod han for eksporten til Skandinavien, senere kom de baltiske lande, Sydeuropa, Afrika og Mellemøsten samt Holland til.
    På det danske marked er han blandt andet med til at servicere en del af de store operatører inden for grossist- og supermarkedssektoren.
    Efter ti år hos GVG er Henrik Frost blevet tilbudt arbejde hos den anderkendte négociant C.V.B.G. Dourthe & Kressmann, her som direktør for eksporten til Danmark, Benelux og Italien. Han begynder i det nye firma den 1. juli i år, og i fremtiden bliver det så vine som Dourthe n° 1 og Belgrave, han skal arbejde med.
    Privat bor han sammen med Marie-Agnes Thomas, og sammen har de sønnen Axel, som er 7 måneder.
    Marie-Agnes sælger til hverdag pineau og cognac fra sin families Château de Beaulon, der i Danmark er repræsenteret af Sigurd Møller.
    Fritiden – ud over børnepasning – bruges helst på venner og golf, gerne kombineret med god mad og vin – der ikke nødvendigvis er fra Bordeaux.
    Adresse fra 1. juli: CVBG, 35, rue de Bordeaux, 33290 Parempuyre, Frankrig, tlf.: 33 (0) 5 56 35 53 00, fax: 33 (0) 5 56 95 53 29, e-mail: contact@cvbg.com, privat e-mail: henrik.frost@free.fr.