Ole Egede Paustian (f. 1950) ejer og driver sammen med sin bror, Fritz Egede Paustian, Danmarks største privatejede og uafhængige vinfirma, Taster Wine.
    Firmaet blev etableret i 1946 af Fritz Paustian Senior. Siden er atten vinfirmaer blevet købt op - af de større kan nævnes Skjold Burne i 1984 og Carl Krumbak & Co. i 1988.
    I dag omsætter koncernens firmaer tilsammen for omkring 500 mill. kr. og har over 130 ansatte.
    Taster Wine-koncernen består af følgende fire selvstændige enheder:
    * Taster Wine, der er en landsdækkende vingrossist, som forsyner indkøbskæder, supermarkeder købmænd, specialforretninger samt tax-free og eksportmarkedet.
    * Taster Wine Vertriebs-GmbH, der betjener grænsehandelen og Tyskland.
    * Skjold Burne, der er Danmarks ældste og største kæde af vinhandlere med over 80 forhandlere over hele landet.
    * Oskar Davidsen & Co., der er en landsdækkende "full service"-vingrossist med speciale i hotel- og restaurations-sektoren.
    Taster Wine har eget tapperi, hvor der ud over vintapning også produceres egne mærker i spiritus, akvavit, likør, bitter og frugtvin.
    Ole Paustian er uddannet vinkyper og endvidere uddannet i Frankrig, Spanien, Skotland og Tyskland, suppleret med studieophold i Cambridge og Lausanne.
    Ud over arbejdet i vinfirmaet bestrider han en række tillidsposter. Han er således medlem af bestyrelsen for Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (V.S.O.D.) samt Vinhandlerforeningen for Danmark. Derudover sidder han i repræsentantskabet for Det Danske Handelskammer.
    Han er gift med Susanne, og sammen har de to sønner, Bo og Ted. Han holder sig i form med løbeture i naturen og øjeblikkets favorithobby golf, som han i øvrigt deler med hele familien. Han tager meget gerne familien med på rejser til skiområder og selvfølgelig til steder med gode golfbaner. Og god vin.
    Adresse: Ole Egede Paustian, Taster Wine A/S, Ringager 6, 2605 Brøndby, tlf.: 43 45 14 22, fax: 43 45 18 48, e-mail: info@taster-wine.com.