Din ugentlige avis med nyheder fra vinens verden
Facebook Instagram

Nyheder for uge 28, 2007





Vin-aktuelt i uge 28
9. juli til 15. juli 2007
,,,,,,,,,,,,,,,

VinAvisen uge 25,,,,,,,,VinAvisen uge 26,,,,,,,,VinAvisen uge 27

,,,,,,,,,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt pr, e-mail hver uge. Klik her! På samme side kan du ændre din adresse eller melde fra. Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
    ,,,,,,,
    ,,,,,,,
    Søg i næsten 500 tidligere VinAviser

,,,,,,,
,,,,,,,,,,,,,,,
,,,,,,,,,,,,,,,
EU's vinplan:
Forslag og indvendinger
EU’s landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, kom i onsdags med sin reviderede plan for vinindustrien i medlemslandene. Og det er en plan, der stiler mod at få has på den eksisterende vinsø på 13 millioner hektoliter vin svarende til 1,7 milliarder usolgte flasker vin. Planen skal desuden gøre det muligt for vinproducenterne at hamle op med konkurrencen fra den nye verdens vinlande.
Ligesom i den første plan er der afsat et budget på 1,3 milliarder euro (cirka 9,7 milliarder kr.) til projektet, men flere tiltag er blevet ændret.
Der har allerede rejst sig flere kritiske røster. Vinproducent-foreninger i blandt andet i Frankrig mener, at planen lader hånt om de gamle traditioner, som hersker i den europæiske vinbranche, og at den udelukkende stræber mod masseproduktion og industrialisering af vinsektoren.
Her bringer vi de overordnede forslag i planen samt de indvendinger, der har været:
,,,,,,,,,,,,,,,
    ............
    Forslag: EU afsætter 1 milliard euro (7,4 mia kr.) til destrueringen af 200.000 hektar vinmarker. Pengene vil blive betalt i rater over fem år til de vinbønder, der reducerer arealet af deres vinmarker ved at rive vinstokkene op ved rode eller helt og holdent nedlægger deres erhverv. Første år får bønderne 7174 euro (53.000 kr.) pr. hektar og dernæst 2938 euro (22.000 kr.) pr. hektar i de næste fire år. Det er helt og holdent frivilligt for vinproducenterne, om de vil nedlægge deres vinmarker.
    ............
............
Indvending: Repræsentanter for de franske vinbønder mener, at Fischer Boels ønske om at nedlægge vinmarker i massevis blot er en accept af den triste situation, som den europæiske vinindustri befinder sig i. Hun skulle hellere sætte sig grundigt ind i, hvad branchen virkelig har behov for, lyder det.
Desuden er det økonomiske plaster på såret til de vinbønder, der ophører med deres hverv, ikke nok til, at de kan omstille sig og begynde på en ny løbebane.
............
    ............
    Forslag: Fra og med 2013 skal lovgivningen i de enkelte medlemslande lempes, så det bliver mere attraktivt for vinproducenterne at dyrke de druetyper, som der er efterspørgsel på internationalt.
    Det skal også blive tilladt at fremstille enkeltdrue-vine på druer fra flere forskellige EU-lande. Af samme årsag skal det være muligt for vinhusene at nøjes med at skrive druesort og årgang på flaskens etiket.
    ............
............
Indvending: Hvis man undlader at skrive på flasken, hvor druerne stammer fra, har forbrugerne jo ingen garanti for indholdets kvalitet. Man bør respektere de appellations-regler, der ligger til grund for vine af god kvalitet.
Den italienske DOC-forening mener, at det er helt uacceptabelt, at en vin skal kunne fremstilles tusinde kilometer fra det sted, hvor druerne er dyrket.
............
    ............
    Forslag: Chaptalisering, hvilket vil sige, at man tilsætter vinmosten sukker fra roer eller sukkerrør for at øge vinens alkoholstyrke, skal forbydes. Herved bliver vinproducenterne i stedet nødt til at bruge ugæret druesaft til at søde mosten med for at opnå et højere alkoholindhold.
    ............
............
Indvending: Fra fransk side lyder det, at et sådan forbud vil falde i god jord hos vinhusene i Sydfrankrig, men være en katastrofe for mange Bordeaux-producenter. Ikke mindst er det et problem, at druemost ikke er smagsneutral, men vil blande smagsnuancer fra andre vinregioner ind i ellers regionsrene vine.
............
    ............
    Forslag: Brugen af egetræsspåner under vinfremstillingen skal tillades. Det vil gøre det muligt for de europæiske vinproducenter at fremstille vine med fadsmag i samme hurtige tempo, som det gøres i flere oversøiske lande.
    ............
............
Indvending: Flere distrikter i Frankrig har vedtaget, at det ikke er en vej, de vil slå ind på.
............
    ............
    Forslag: Fra og med 2009 sættes der punktum for destilleringen af overskuds-vin til teknisk sprit. Destillerings-programmet koster årligt EU 500 millioner euro (cirka 3,7 milliarder kr.).
    ............
............
Indvending: Ikke mindst vinbønderne i Languedoc vil protestere kraftigt imod, at dette tilskud fjernes. De er allerede godt i gang med de voldelige protester.
............
    ............
    Forslag: 120 millioner euro (893 mio kr.) af de penge, der spares, når destilleringen ophører, skal bruges til at fremme salget af vin fra medlemslandene uden for Europa. Inden for EU’s grænser vil der blive brugt 3 millioner euro (22 mio kr.).
    ............
............
Indvending: Mange vinproducenter mener, at beløbet til markedsføring på europæisk jord er for spartansk, hvis medlemslandene skal kunne tage konkurrencen op med de oversøiske lande.
............
,,,,,,,,,,,,,,
    ............
    EU’s vin i tørre tal
    * Vinen i EU-medlemslandene fremstilles af mere end 2,4 millioner vinhuse, der tilsammen ejer 3,6 millioner hektar vinmarker – et areal, der svarer til 2% af EU’s samlede landbrugsområde.
    * Verdens tre største vinproducerende lande, Frankrig, Spanien og Italien, står tilsammen for 80% af det totale areal.
    * 60% af al den vin, der fremstilles på verdensplan, bliver drukket af europæerne.
    * De europæiske forbrugere sætter i stigende grad vin på bordet fra lande uden for EU’s grænser. I 2005 blev der således importeret hele 12 millioner hektoliter oversøisk vin, hvilket stort set svarer til de 13 millioner hektoliter, som medlemslandene eksporterer.
    * Hvert år siden 1996 er importen af vin til EU’s medlemslande steget med 10%.
    * Globalt bliver der solgt stadig flere europæiske kvalitetsvine. Til gengæld er vinsalget dalende, når det gælder al anden vin fra Europa.
    * I perioden 1999 til 2004 er eksporten af vin fra Australien og Chile fordoblet. Samtidig er det gået tilbage for flere af den gamle verdens vinlande – blandt andet for Frankrig, hvor eksporten er faldet fra 14,5 millioner til 13 millioner hektoliter, og for Italien, hvor tallet i 1999 lød på 17,5 millioner hektoliter og i dag på 12 millioner hektoliter.
    * Produktionen af vin i de oversøiske vinlande er steget markant gennem de sidste 10 år. New Zealand topper med en stigning på 360%, mens tallet i Australien lyder på 178%, i Chile på 52% og i USA på 21%. I EU-landene er produktionen i samme periode faldet med 15%.
    * Sydafrika eksporterer cirka 85% af al landets vinproduktion til EU.
    ............
,,,,,,,,,,,,,,
Bomber i Languedoc
I sidste uge fortalte vi, at tidsfristen for opfyldelsen af de krav, som den franske komité for vinmæssige aktioner, CRAV, har stillet præsident Sarkozy, er udløbet. Og CRAV, der har truet med bål og brand og voldelige handlinger, har ikke været sen til at lade høre fra sig:
Tirsdag udløstes to bomber, der forvandlede de bygninger i Languedoc, der er rammen om kooperativernes fagforening, til en dynge af murbrokker og glasskår. Heldigvis kom ingen mennesker til skade.
Ifølge Decanter sprang bomberne i kølvandet på en protestmarch, hvor flere hundrede vinbønder protesterede mod EU’s reformplaner for vinindustrien – blandt andet mod planerne om at sløjfe store arealer af vinmarker.
,,,,,,,,,,,,,,,
Sydafrikas vinruter er en succes
Næsten ethvert vinland har sine vinruter, men få har så stor succes med dem som Sydafrika. Det fremgik under den nyligt afholdte Vinexpo i Bordeaux, hvor den sydafrikanske vinbrancheforening, WOSA (Wines of South Africa), under et seminar fortalte om de nu atten vinruter i området omkring Capetown.
En del af succesen skyldes, at vinproducenterne i hvert vindistrikt har stået sammen om at skabe deres vinrute og har givet den et særpræg, så den adskiller sig fra nabodistrikternes ruter. I Elgin-distriktet er biodiversiteten fx det gennemgående tema, hos Durbanvilles vinproducenter er hvidvine på druen Sauvignon Blanc i højsædet, og i Franschhoek bliver der lagt vægt på gourmetmad. Og så er der Stellenbosch, der kan prale af sine mange smukke, gamle, hvidkalkede vingårde.
Franskmændene, der i januar 2008 afholder den første officielle franske vinturisme-messe i Languedoc, mente efter Vinexpo, at de havde meget at lære af sydafrikanerne, når det gælder vinruter.

Fontanafredda solgt
Banken Monte dei Paschi i Siena har solgt Piemontes største vinproducent, Fontanafredda (Den kolde Kilde), til sin egen fond, MPS. Flere andre købere har ellers været inde i billedet, bl.a. Rothschild-familien, der oprindelig fik tilbudet.
Fontanafredda tapper 6 millioner flasker om året – Asti Spumante, Barolo og mange andre rødvine. Rothschild vurderede firmaets værdi til 82 millioner euro (600 mio kr.).
..........
............
To nye stjerner på Unesco's liste
To vinøse pletter på verdenskortet er blevet føjet til Unesco’s liste over verdens kulturarv. Den ene er byen Bordeaux, og den anden er det schweiziske vindistrikt Lavaux ved bredden af Geneve-søen, Lac Léman.
Lavaux ligger mellem Lausanne og Montreux, og hovedparten af regionens vinmarker klæber sig op ad bjergskråningerne i et spændende terrasselandskab, der strækker sig ned mod Lac Lémans bredder.
Der har været dyrket vin i dette naturskønne område siden 1100-tallet, og regionen kan i dag byde på appellationerne Epesses, Villette, Chardonne, Saint-Saphorin, Lutry og Cully samt grand cru’erne Calamin og Dézaley.
Et net af stier gør det muligt at vandre mellem vinmarkerne fra vinhus til vinhus, og undervejs er der sat store tavler op, hvor man får noget at vide om vinene, jordbundsforholdene og produktionsmetoderne hos de respektive vinhuse. Melder dovenskaben sig, kan man også opleve vinruten fra et lille tog.
Der er i dag over 850 byer, monumenter og regioner på listen over verdens kulturarv, blandt andet Great Barrier Reef i Australien, Angkor Wat i Cambodia og Tower of London – samt Kronborg, Roskilde Domkirke og kirken, gravhøjene og runestenene i Jelling.
,,,,,,,,,,,,,,,
,,,,,,,,,,,,,,
Château Latour dømt til at betale
De store berømte slotte rationerer deres leverancer til kunderne. Man taler om allokationer, hvor en kunde fx kun kan få femten kasser (180 flasker).
Netop femten kasser var indtil juli 2004 Château Latours allokation af andenvinen Les Forts de Latour til vinhandleren Bordeaux Magnum. Men firmaet fik så at vide, at det ikke mere kunne modtage sine normale femten kasser.
Ifølge Decanter gik Bordeaux Magnum til retten, og nu har retten talt: Firmaet skal have en erstatning på 39.620 euro (295.000 kr.) for "pludselig afbrydelse af dets primeur-allokation".

Det 21. århundredes Phylloxera
Til Decanter siger Maxime Hamma fra firmaet, at Château Latour efter tyve år formindskede leverancen uden at give nogen troværdig grund. – De sagde, at vi ikke købte nok, og at de havde mindre og mindre vin. Men de holder bare vinen tilbage for at kunne tvinge prisen op. Denne form for spekulation er det 21. århundredes Phylloxera!
Hamma er på vej til retten for at appellere afgørelsen. Han vil ikke nøjes med de 39.620 euro. Han vil have de 118.000 euro (880.000 kr.), som han først forlangte.
,,,,,,,,,,,,,,,


,,,,,,,,,,,,,,,
36% mener, de er vederstyggelige
I sidste uge tog vi temperaturen på forbrugernes holdning til plasticpropper ved at spørge VinAvisens læsere.
Som det fremgår af skemaet til højre, mener 12%, at plasticpropper er alle tiders, og 44%, at de kan gå an. Yderligere er 8% ligeglade. Men hele 36% finder dem vederstyggelige.
Man kan udlægge det på den måde, at 36% ikke vil købe en bestemt vin, hvis den har plasticprop – og at vinproducenten altså kunne have solgt 56% flere flasker, hvis han ikke havde brugt plasticpropper.
Sådan kan man dog naturligvis ikke se på det. Blandt andet fordi forbrugerne sjældent kan se på en flaske, om den har plasticprop, før kapslen er skåret af.
,,,,,,,,,,,,,
Brug en pumpeprop
I sidste uge nævnte vi, at modstandere af plasticpropper blandt andet peger på, at nogle af disse propper kan være svære at sætte tilbage i flaskehalsen igen.
Hertil skriver en af vore læsere, Martin Bruun: – Jamen, er jeg den eneste, som bruger en VacuVin pumpeprop?
– Jeg kunne da aldrig drømme om at lade vinen stå med 50% luft i flasken, for så kan den jo ikke holde sig frisk i de måske tre-fire dage, man er om at komme til bunds i sagerne ...
– Siden jeg købte min VacuVin, har jeg aldrig drukket vin, som smagte daggammelt.
Vi siger tak for det gode råd. VacuVin fås flere steder, blandt andet via nettet, og den består af to gummipropper samt en pumpe, med hvilken man suger luft ud af flasken.
Vi kan tilføje – hvis nogen ikke ved det – at en halvfuld flaske, som først skal nydes næste dag, bør opbevares i køleskabet.
,,,,,,,,,,,,,,,



Gallo breder sig i Napa
Ifølge Wine Business fortsætter det store amerikanske vinfirma E&J Gallo sin ekspansion i Napa Valley.
I 2002 købte Gallo det store Louis M. Martini Winery, og nu er firmaet ved at købe 73 hektar vinmarker i Chiles Valley. Sælgeren er California Wine Company.
Druerne vin indgå både i Martini-vinene og i det nye mærke Ghost Pines, som Gallo lancerer til efteråret.
,,,,,,,,,,,,
    Fransk vingård fra romertiden
    Den franske avis Le Figaro skriver om fundet af en stor romersk vingård i Aspiran, ikke langt fra Béziers i det franske Languedoc.
    Arkæologen Stéphane Mauné leder udgravningen, og han har blandt andet udgravet ruinerne af et keramisk værksted, hvis to store ovne vidner om en produktion af blandt andet kæmpemæssige krukker til opbevaring af mellem 12 og 18 hektoliter vin. Endvidere har han fundet amforaer i fem forskellige modeller.
    Kanaler har ført kølende vand frem til vingården, og bygningen har været udstyret med to store rum til presserne samt en rampe, der førte op til dem. I nærheden har der ligget en villa med et stort svømmebassin.
    Ifølge inskriptioner var det den syditalienske købmand Quintus Julius Primus, som grundlagde vingården i året 10 e.Kr. i nærheden af den romerske koloni Baeterrae, vore dages Béziers. Kolonien var storleverandør af vin til Rom på den anden side af Middelhavet, men den solgte også vin til gallerne i Frankrig. Man har regnet ud, at forbruget af vin i Rom lå på 130 liter om året pr. indbygger.
    Udgravningen i Aspiran modtager hver sommer frivillige hjælpere i perioder à tre uger. Det kan man læse mere om ved at klikke her.
,,,,,,,,,,,,,,,
Vinexpo havde sved på panden
– Pyha, hvor er her varmt, lød det hist og pist på den nyligt afholdte Vinexpo.
Indeklimaet er ifølge Decanter et tilbagevendende problem, når verdens største vinmesse hvert andet år løber af stabelen i Bordeaux – i 2003, hvor Frankrig var plaget af hedebølge, var der så ulideligt varmt i messecenteret, at nogle af deltagerlandene udvandrede.
Det er blevet bedre, men altså ikke godt nok, og flere gæster klagede også i år over varm vin i glassene.
I den del af centret, hvor chilenerne havde deres udstillingsareal, var den helt gal. Den chilenske vinorganisation, Wines of Chile, har derfor meddelt, at Chile vil trække sig fra Vinexpo i 2009, med mindre der bliver gjort noget drastisk ved indeklimaet – eller chilenerne får en bedre placering.
,,,,,,,,,,,,,,,
    Tegneserie giver vinsalget et spark
    Salget af fransk vin i Sydkorea er i løbet af kort tid steget med hele 30% – en stigning, der tilskrives udgivelsen af den japanske tegneserie "Kami no Shizuku", kreeret af det vinbegejstrede søskendepar Tadashi Agi og Shu Okimoto.
    Helten i tegneserien – eller mangaen, som man siger på japansk – er en ung mand, Shizuku Kanzaki, hvis far netop er død. I sit testamente har faderen, der var berømt vinskribent og vinsamler, beskrevet tolv vine, som efter hans mening er de bedste i verden. Den, der først finder frem til disse vine, vil arve hans kostbare vinsamling.
    Den unge mand kaster sig nu ud i et kapløb med tiden og med sin adopterede bror som modstander. Undervejs i handlingen bliver der smagt på masser af god vin fra franske himmelstrøg.
    Tegneserien er også udkommet i Kina, hvor den går sin sejrsgang og ligeledes har vakt en stigende interesse for fransk vin.
    Nu vil det franske forlag Glénat udgive den under titlen "Les gouttes de dieu" (Guddommelige dråber). Som nævnt i uge 25 i 2006 udgav samme forlag sidste år tegneserien "Sommelier" – en anden japansk manga også med vinens verden som tema.
,,,,,,,,,,,,,,
.....................

.....................
,,,,,,,,,,,,,,
.....................
HER ER det nye faste indslag i VinAvisen: Den stærke side. På den lyseblå baggrund bringer vi nyheder om snaps og whisky, cognac og likør og alle de andre spændende produkter med høje procenter. "Den stærke side" redigeres af Mariette Tiedemann, der sidder ved computeren på mariette@vinavisen.dk.
.....................
,,,,,,,,,,,,,,
....................
....................
    ....................
    Englenes andel
    I denne uges fire første dage afholder franskmændene den festlige cognac-uge i distriktet mellem byerne Cognac, Jarnac og Segonzac, lige nord for Bordeaux. Her vil man få rig lejlighed til at indsnuse "englenes andel" – duften fra al den cognac, der fordamper fra de utallige fade. Efter sigende svarer andelen til den mængde cognac, der aftages af det franske hjemmemarked.
    Cognac indtager sammen med champagne en særlig plads på toppen af fransk luksus, og det er oplagt at sammenligne de to. Både i Cognac-distriktet og i Champagne laver man stillevine, der ærligt talt ikke er særligt interessante. Men når vinen får bobler i Champagne eller destilleres i Cognac, så opstår gudernes nektar.
    På torsdag slutter cognac-ugen med en auktion, hvor flasker fra berømte cognachuse sælges til fordel for den velgørende organisation Fondation de France. Og man behøver ikke engang at tage derned for at deltage. Man kan se kataloget og byde online på hjemmesiden La Part des Anges (englenes andel).
,,,,,,,,,,,,,,
....................
....................
Store blå tæpper af agaven Weber Azul, som bruges til fremstilling af tequila, dækker landskabet i den mexicanske provins Jalisco. Hvis man ikke høstede agaverne, ville de hver især danne en mere end 1 meter høj blomsterstængel.
    ....................
      Agavesaft forvandles til tequila
      Den blå agave, Weber Azul, der dyrkes i Mexico, har i århundreder forsynet mexicanerne med fibre til tæpper og tøj. Men den lægger også krop til national-spiritussen tequila.
      Agaverne er modne cirka syv år efter, de er plantet. Under høsten hakkes bladene af, så man kun har den indre kerne tilbage – en kerne, der nemt kan snige sig op på over 30 kilo. På mexicansk kaldes kernen for piña, hvilket betyder ananas og hentyder til dens ananas-agtige udseende.
      Kernen halveres, ristes, skæres i strimler og presses, hvorefter den pressede saft tilsættes gær, så saften kan gære. Når den så er udgæret, destilleres den til tequila.

      Katastrofe for tequilaavlerne
      Efterspørgslen på tequila begyndte for nogle år siden at tage himmelflugt. Der blev ligefrem tale om mangel på den populære drik, hvilket i perioden mellem år 2000 og 2003 fik avlerne af agave til at anlægge et hav af nye marker. Selv advokater og læger fra byerne i tequila-provinsen Jalisco kastede sig over avlen.
      Alt i alt blev der i disse år plantet omkring 300 millioner agaver, hvilket ifølge Chicago Tribune er fire gange så mange, som der normalt er brug for i tequila-industrien. Og det har vist sig – nu, hvor en stor del af agaverne er høstmodne – at have været alt, alt for mange.
      Krisen kradser i tequila-land. Priserne for en agave er faldet drastisk, hvilket selvsagt er en katastrofe for de mange, som har investeret formuer i markerne.
      Agaveavlerne er desperate – nogle danner blokader foran destillerierne for at presse dem til at købe deres planter, før de rådner, mens andre desillusioneret sætter ild til hele deres agavehøst.

      Honning af agavesukker
      For mange tequilaavlere venter konkursen lige om hjørnet, og ingen tør tænke på, hvad der vil ske, når næste hold agaver fra det store agave-boom bliver høstmodne.
      Regeringen i Mexico vil nu forsøge at redde, hvad reddes kan. Man er blandt andet i gang med at undersøge, om agavesukkeret kan bruges til fremstilling af diabetiker-honning og andre fødevareprodukter.
      ...............
,,,,,,,,,,,,,,
.....................
Højere bundgrænse for afgifter
I sidste uge ratificerede EU-parlamentet aftalen mellem medlemsstaterne og afgiftskommissær Lázló Kovács om at hæve minimum-grænsen for alkoholafgifter i EU-landene til 4,5% af prisen.
Tyskland og Tjekkiet var stærkt imod overhovedet at hæve grænsen, fordi den ville betyde højere priser på øl. De to lande gik nødtvungent med til de 4,5%.
For os danskere spiller hævningen ikke nogen rolle. Vore afgifter ligger over bundgrænsen.
.....................
,,,,,,,,,,,,,,
...................
.................
....................
    Kineserne er vilde med whisky
    Skotsk whisky går ifølge avisen The Scotsman sin sejrsgang på kinesisk jord, og det er ikke mindst den stadig større velhavende middelklasse, der skænker de ravgyldne dråber i glassene.
    Sidste år blev der solgt whisky i Kina for et beløb svarende til cirka 574 millioner kr., hvilket var en stigning på 27% i forhold til 2005. Efterspørgslen er så stor, at de kinesiske forretninger er ved at være tørlagte for whisky, hvorfor de handlende ofte lægger 10% eller mere oven i priserne på de flasker, der er tilbage.

    < Sådan skrives whisky på kinesisk - hvis ellers websiden WorldLingo har oversat ordet korrekt for os.
    ....................
,,,,,,,,,,,,,,,
.....................
Tjekker vodkaen via SMS
Russerne er med god grund betænkelige, når de køber en flaske vodka. Er der nu overhovedet vodka i flasken? Eller er det frostvæske, træsprit eller parfume?
Derfor har den statslige grossist Rosspritprom indført en SMS-tjeneste, der kan hjælpe forbrugerne. Mens man står i butikken, sender man en SMS med flaskens serienummer til Rosspritprom og får straks besked, om man kan købe flasken.
Så må man bare håbe, at fupmagerne ikke også forfalsker serienumrene.
.....................
,,,,,,,,,,,,,,
.....................
Carlsberg ikke interesseret i Absolut
Ifølge den svenske avis Dagens Industri overvejer den svenske regering, om den skal stykke Vin&Sprit ud, før den statsejede koncern bliver udbudt til salg i de kommende måneder.
Det bliver måske aktuelt, idet Carlsberg har meldt sig som køber, men ikke er interesseret i vodkaen Absolut.
– Absolut passer ikke ind i vores portefølje, siger Paul Bergqvist fra Carlsbergs svenske afdeling til avisen. – Vi mener, at Absolut bedre kan udvikles af dem, der er specialister i spirituosa.
Flere købere er på banen for at byde på den samlede pakke. Det gælder blandt andet Pernod Ricard og Fortune Brands, der betragtes som favoritter i kapløbet.
.....................
,,,,,,,,,,,,,
.........
Mange vine til salg i VinAvisens Vinauktion
Der bliver stadig flere brugere af VinAvisens Vinauktion, og selv om sommeren – om end lidt våd – er over os, er der også lagt mange vine ud til salg. En hel del af disse auktioner slutter i denne uge. Klik på bjælken herunder og se de mange tilbud.
Har du i øvrigt spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at skrive til auktionens webmaster Steen Petersen.
.........

..................
,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,
    Vinplanter leveret med vækst-rør
    Små nyplantede vinstokke bliver jævnligt forsynet med vækst-rør, som beskytter dem mod sygdomme, vind og vejr samt mod stød fra de maskiner, der arbejdes med i vinmarkerne.
    De amerikanske vinproducenter har hidtil selv måttet klare det møjsommelige arbejde med at sætte rør om vinplanterne, men nu vil to franskejede planteskoler i USA begynde at sælge vinplanter med påsatte vækst-rør – et system, som allerede har været anvendt i Europa i nogle år.
    Der er ifølge Wines&Vines tale om nogle ganske særlige rør. Hvor almindelige vækst-rør normalt kun dækker den del af vinplanten, der rager op over jorden, består disse rør af to dele, hvoraf den nederste beskytter rødderne.

    < De smarte vækst-rør er af hård plastic og i to dele. Den øverste del kan drejes af og på med et snuptag, så man kan komme til at beskære vinplanten.
,,,,,,,,,,,,,,,
    Bedste tyske vin-website kåret
    Som nævnt i uge 24 havde Deutsche Weininstitut udskrevet en konkurrence om at finde frem til det tyske vinhus, der har den bedste website – hvilket vil sige en website, som præsenterer vinhuset på den mest brugervenlige og indbydende måde.
    150 vinhuse havde meldt sig til konkurrencen, og nu er der fundet en vinder blandt de tolv finalister. Valget faldt på Weingut Max Müller I, der ligger i byen Volkach i Franken. Andenpladsen gik til Weingut Schloss Wackerbarth i Sachsen, mens Klostergut Himmeroder Hof i Mosel sikrede sig en tredjeplads.
,,,,,,,,,,,,,,,
    Et vinøst Da Vinci-mysterium
    Der er ikke grænser for, hvad man finder på for at sælge vin, og nogle af ideerne er faktisk ret opfindsomme.
    Fx har spanske Torres lanceret sin nye Priorat-vin, Salmos, med et veritabelt Da Vinci-mysterium, der sender folk ud på sporjagt, først på nettet og derefter rundt omkring i Katalonien. Det er noget med nogle munke og en begravet skat samt en kode, der er skjult i vinens bagetiket.
    De 84.000 flasker af Salmos’ første årgang er allerede udsolgt, og et par hundrede mennesker har været på skattejagt i Priorat og omegn – og drukket god vin undervejs.

    Gevinst: En kæreste – eller en rejse
    En anden sjov idé er den franske dating-vin for singler, Soif du Coeur (Hjerte-tørst), som vi skrev om i uge 23. Og nu har Chianti-producenten Nittardi lavet en vin, der sælges i kasser à seks flasker. Hver af de seks flasker har en individuel etiket, designet af Yoko Ono, der af sin mand, John Lennon, blev kaldt "verdens mest berømte ukendte kunstner". I ti af kasserne er der en sølvetiket, der udløser en vinpræmie, og i én kasse er der en guldetiket, der giver vinderen en gastronomisk rejse til Toscana på Nittardis regning. Vinen sælges i Danmark af NordicWineClub.com.
,,,,,,,,,,,,,,
    I dag er der 17 på skruelågs-listen
    De sytten importfirmaer på listen til højre har indtil nu lavet en speciel webside med mindst ti vine med skruelåg.
    Hidtil har vi hver uge kunnet sætte en ny importør på listen, men til denne uge har der ikke været nogen tilmelding.
    Som tidligere nævnt bliver vi ved med at samle links, indtil vi har 25. Hvem vil med i næste uge? Skriv venligst til anker@vinavisen.dk.
Skjold Burne
Slagelse Vinkompagni
TT Vinimport
VinDownUnder
Vignoble / Østjysk Vinforsyning
Vinens Verden
Vinspecialisten, H.J. Hansen
Vintjeneren.dk
World of Wine
,.,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,
--,,,,,,,,,,,,,,,--,
    Den danske vinbranche
    * Valuewine har optaget forhandlingen af vine fra Bodegas Valonga i den spanske Valle de Cinca.
    ,,,,,,,,--,,,,
,,,,,,,,,,,,
    Vil du have vores løbeseddel?
    Vær sikker på at følge med i, hvad der sker i
    vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
    pr, e-mail hver uge. Klik her!
    Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
    vore adresser, så du risikerer ikke af få en masse spam.
,.,,,,,,,,,,,
    Ugens vinøse billede
    I sidste uge skrev vi om, hvordan store dele af Alsace i løbet af en enkelt time blev forvandlet til et inferno af regn og hagl, der kom med en sådan kraft, at bilerne fik buler. Blandt andet mistede vinhuset Paul Blanck 60% af sin forestående høst, da 115 mm regn og hagl piskede ned over dets vinmarker.
    En af vore norske læsere, Tryggve Johansen, var dernede og har sendt os dette billede af nogle vinstokke, der burde være fulde af både druer og blade, men som nu kun er et sørgeligt syn. Alt er flået af, og kun nogle få grønne blade sidder tilbage hist og her.
    I Alsace siger de, skriver Tryggve Johansen, at ikke kun dette års høst er tabt, men at også næste år vil blive et meget ringe år på de marker, hvor planterne er ødelagt.

    Hvem kommer med det næste billede til os?
    Alle er fortsat velkomne til at sende os vinøse billede. I får ikke nogen præmie, og I får heller ikke billeder retur - det orker vi ikke - så det er bedst, hvis I sender billederne digitalt i en nogenlunde god opløsning til anker@vinavisen.dk.
,.,,,,,,,,,,,,,.....,,,,,,,,,,,,,,...............,,,,,,,,,,,,,,,
Smagte vine i denne uge
I den forløbne uge har vores smagepanel smagt i alt 42 vine. Af disse vine var der 30, som fik mere end to stjerner, og 14, som fik fem stjerner. I alt blev det til 152 stjerner og i gennemsnit 3,6 stjerner til alle de smagte vine, inkl. dem, der kun fik én eller to stjerner og derfor ikke er beskrevet her. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
,,,,,,,,,,,
    ,,,
    Ring til importøren - klik på det blå navn - og spørg, hvor du kan købe vinen,
    ,,,,,
,,,,,,,,,,,,,
Mousserende vin


Reggiano, Medici Ermete, Lambrusco Rosso Dolce, Italien
55 kr., Vinissimo
En dejlig mousserende vin med en flot mørkerød farve og en lækker duft af søde kirsebær og mandler. Den er sød med smag af hindbær, men slutter behageligt tørt og har en fin syre i eftersmagen.



Hvidvin


Nova, Moscato, Adelaide Hills, Australien, uden årgang
Klubpris ved 6 flasker: 36,03 kr., ikke-medlemmer: 69 kr., NordicWineClub.com
Let, tør og delikat hvidvin med kun 9% alkohol og med Muskat-druens parfumerede charme. Velegnet til terrassevin i sommervarmen (når den kommer). Flasken har skruelåg. Den femte stjerne får den for prisen – selv om der skal medregnes et par kroner i medlemskontingent.


Château Les Moutins, Sauvignon Blanc, Bordeaux, Frankrig 2006
45 kr., A Vinstouw
Med sin duft og smag af hyldeblomst er denne hvidvin meget typisk for druen Sauvignon Blanc og faktisk en vin, der sagtens kan måle sig med vine på samme drue både fra Frankrig og New Zealand. Prisen er forbavsende lav.


Terrazas de los Andes, Reserva, Chardonnay, Mendoza, Argentina 2006
129 kr., Moët Hennessy Danmark
En meget elegant og velbalanceret hvidvin med en spændende og integreret duft af krydderurter, smør, honning, mango og papaja. Den fyldige smag afrundes af en behagelig sødme.


Clay Station Viognier, Lodi, Californien 2005
99,95 kr., H.J. Hansen og Magasin
Der er både eksotiske frugter og citron over duften fra denne dejlige hvidvin. Smagen er aromatisk, let krydret, blød og lækker. En vin, der er hver en krone værd.


Tamaya, Sauvignon Blanc, Limari Valley, Chile 2006
50 kr., Vinslottet
En meget karakteristisk Sauvignon Blanc-hvidvin, tør, med god frugt og rank syre. Fin til mad, men også anvendelig som apéritif.


Altenkirch, Riesling, Rheingau, Tyskland 2006
59 kr., Vinkassen.com
En forfriskende hvidvin af god kvalitet med en ren og klar frugtsmag og en lille sødme. Velegnet ikke kun til mad, men også som terrassevin.


Charles Bauer, Grand Cru Eichberg, Pinot Gris, Alsace, Frankrig 2004
115 kr., Ranimex
Hvidvin med en vis fedme, en lille sødme og et svagt bittert bid i slutningen. Udpræget en vin til mad.




Rosévin


Pasqua, Bardolino Chiaretto Classico, Italien 2006
41,95 kr., Amka
Denne rosévin har en dejlig duft af friske blå druer, mens smagen er behagelig tør og fyldig med toner af hindbær og en pikant sødme i eftersmagen. En elegant sommervin og et rent fund til prisen.


Señorio de Villarrica, Rosado, Rioja, Spanien (uden årgang)
44 kr. ved 12 flasker, SpanskeVine
Enkel, ligetil, læskende og ret tør. Sådan er denne ganske lyse rosé rioja. Udmærket til mad.


Figaro, Moulin de Gassac, Vin de Pays de l’Hérault, Frankrig 2005
55 kr., F. Wang Vine
Saftig rosévin med en let fedme og uden kanter. Nem at drikke og egnet både til mad og som terrassevin.




Rødvin


Ram’s Leap, Shiraz, Western Plains, Australien 2005
65 kr., The Wine Company
En meget flot rødvin med god duft og en bred, frugtagtig og krydret smag. Oplagt til mange lidt kraftige retter. Flasken har skruelåg.


Brightwater, Pinot Noir, Nelson, New Zealand 2006
112 kr., Haller Vine
En ret let og meget dejlig rødvin på den store Bourgogne-drue. Den har god frugt med en lille sødme. Flasken har skruelåg.


Callejo, Ribera del Duero, Spanien 2005
79 kr., Vinkrogen
En meget flot rødvin med herlig duft og en smag i balance med god struktur, blød frugt og en lang eftersmag.


Ca’ Bussin, Carlo Boscaini, Valpolicella Classico, Italien 2005
60 kr., ved 6 flasker: 55 kr., Con a'more.dk
En vellavet rødvin med god duft og en vinøs, frisk smag med god struktur og nuancer lidt efter kirsebær.


Vigneti Zabù, Nero d’Avola / Merlot, Sicilien IGT, Italien 2004
69 kr., Sigurd Müller
Den er slet ikke tosset, denne rødvin. Der er saft og kraft og struktur i den. Glimrende til mad – hele det italienske køkken.


Garcilaso, Toro, Spanien 2003
145 kr. ved 12 flasker, Y-Wine
En tung flaske med en flot rødvin med stort vingefang. Dejlig duft og en meget fyldig, lækker smag med sorte bær og krydderi. Lang eftersmag. Giv den en stor lækker bøf med det hele.


Wither Hills, Pinot Noir, Marlborough, New Zealand 2004
299 kr., Østjysk Vinforsyning/Vinoble
En stor og elegant rødvin med alle Pinot Noir-druens fortræffelige egenskaber. Smagen er intens og maskerer fint de 14½% alkohol, og eftersmagen er lang og dejlig. Flot til mad, men også egnet som meditationsvin. Den store, kostbare vin har naturligvis skruelåg, så den har bevaret den smag og duft, som vinmageren lagde i den.


Le Bèrne, Vino Nobile di Montepulciano, Italien 2003
112 kr., Fiasco-Vine
Fantastisk lækker og harmonisk rødvin, moden, med dejlig frugt, bløde tanniner og fint krydderi. Den er egnet til en ikke alt for kraftig kødret.


Tiger’s Tale, Cabernet Sauvignon, Margaret River, Australien 2004
99 kr., Vesterstrøm Vine
Stor og meget flot rødvin. I duften er der solbær, lidt grønne blade, måske læder. Smagen er bred og blød og meget harmonisk. En spændende vin, der gerne vil have en kraftig kødret. Gem den til vinter – den kan såmænd sagtens ligge nogle år endnu.


Menguante, Tempranillo, Cariñena, Spanien 2005
59 kr., i juli: 50 kr. ved 12 flasker, Valuewine.dk
Vellavet rødvin, der ligger godt i munden. Duften er kraftig og dejlig, og smagen er fyldig og krydret. Til prisen et rigtig godt glas. Plask den gerne over i en karaffel et par timer før måltidet.


Waterstone, Pinot Noir, Carneros, Californien 2003
169,95 kr. ved 12 flasker, Wine Group
Ganske flot Pinot Noir-rødvin med alkoholisk sødme. Skænk den gerne let afkølet.


Clos de Beylière, Chatillon en Dios, Frankrig 2004
66,67 kr. ved 6 flasker, Vinmand
En god vinøs duft, en dejlig smag med mange facetter, en god mundrensende syre og en lang frugtagtig eftersmag. Sådan er denne rødvin.


Bricco Garitta, Barbera d’Asti, Italien 2006
90 kr., Vinens Verden
En ret lækker rødvin med en dejlig krydret smag af mørke kirsebær og med en charmerende frugtsyre.


Zagara Siciliano, Nero d’Avola / Cabernet Sauvignon, Sicilien IGT, Italien 2003
49,75 kr., Vinmonopolet
Rødvin med en varm, bred, måske lidt enkel smag. En god dagligvin.


Primicia, Rioja, Spanien 2005
49,75 kr., 39,75 kr. ved 12 flasker, Vintjeneren.dk
Rødvin med krydret duft og en pæn og ret enkel smag med god saft. Udmærket som hverdagsvin. Priserne er meget menneskevenlige.


Solane, Valpolicella Classico Ripasso, Italien 2005
79,95 kr. ved 12 flasker, Philipson Wine
God rødvin med en vinøs, krydret smag med en lille sødme.


J.P. Chenet, Cabernet / Syrah, Vin de Pays d’Oc, Frankrig 2006
38,95 kr., på tilbud 23,17 kr. ved 6 flasker samt af og til i juli: 21,50 kr. ved 6 flasker; fås endvidere som 3 liters boks, alle Coop’s Brugsen-kæder
En let og enkel rødvin i en ganske flot flaske.


Campo Santa Lena, Valpolicella Classico, Italien 2006
59 kr., Anibrica Vinimport
En enkel hakkebøffe-rødvin med markant smag af citrus.


Cicero, Nero d’Avola / Cabernet Sauvignon, Sicilien IGT, Italien, uden årgang
119 kr. for boks med 3 liter, på tilbud 89 kr., V&S Wine
Til prisen en pæn hverdags-rødvin, ret let, saftig og med en vinøs duft og smag. Vinen forhandles i Aktiv Super og større supermarkeder.

Eftertryk er tilladt i trykte medier
Vi er kun glade for at se VinAvisens nyheder citeret i trykte medier - ikke i de elektroniske Men bemærk: Angiv venligst altid kilden med denne ordlyd: www.vinavisen.dk.