Nyheder for uge 35, 2020



Nichelini Family Winerys oprindelige vinhus - som stadig er i brug.

Ilden raser i Californien

Der går næppe et år uden større eller mindre naturbrande i Californien. Men netop nu hærger ildebrande med en hidtil uset styrke den amerikanske stat. Hele 200 brande har indtil videre lagt et område på størrelse med Fyn øde, har nedbrændt 500 bygninger og har været årsag til, at man har måttet evakuere 60.000 mennesker. Og i skrivende stund er kun 7% af ildebrandene under kontrol.

Værst ser det ud i Napa og Sonoma, men det brænder også i Mendocino, Monterey, San Luis Obispo, Santa Cruz og San Joaquin.
For få dage siden har Californiens guvernør, Gavin Newsom, valgt at erklære undtagelsestilstand for hele staten - og midt i det hele er druehøsten flere steder netop gået i gang.

Truer vinmarkerne


Den mest omfattende af ildebrandene er døbt Hennessey, og den æder sig i øjeblikket gennem adskillige hektarer i Napa County. Enkelte steder er ilden kommet uhyggeligt tæt på vinmarker, der leverer druer til nogle af Californiens mest berømte vine.
Flere af brandene er opstået som følge af de 6000 lyn, som for nylig oplyste himlen under et 24 timer langt tordenvejr, og da det har været en ualmindelig tør og varm sommer i Californien, har ilden let spil i den udtørrede vegetation.

Redede legendarisk vinhus


I Napa kæmpede brandfolk en hård kamp mod Hennessey for at redde distriktets ældste familieejede vinhus, Nichelini Family Winery, der blev grundlagt i 1890 af Anton Nichelini og stadig er i samme families eje.
Det lykkedes at redde det gamle hovedhus og vinmarkerne, mens en hytte nedbrændte. Også det hus, som den første generation Nichelini boede i - og som var blevet renoveret for et par år siden - overlevede mødet med flammerne.
Eneste bekymring nu er, om druerne i vinmarkerne er blevet så røgskadede, at man ikke får en årgang 2020. Det ville i så fald være første gang, en høst måtte droppes, i vinhusets 130-årige historie.
Ifølge Wine Spectator er foreløbig kun et enkelt vinhus brændt ned til grunden. Det drejer sig om La Borgata Winery and Distillery i byen Vacaville i Solano County.


Jo længere en rødvin ligger på hylden i vinkælderen, desto mindre er indholdet af resveratrol. Wikipedia/Agne27.

Mere resveratrol i ung rødvin end i gammel

Vi har ofte nævnt, hvordan diverse forskningsresultater har vist, at vin - og især rødvin - indeholder stoffer, som har en godgørende effekt på helbredet. Blandt andet stoffet resveratrol, som findes i de blå druers skind og dermed i rødvin, har vist sig at have helsebringende egenskaber i forbindelse med hjertekarsygdomme, diabetes og visse kræftformer.
Nu har ny forskning fra CQUniversity i Queensland vist, at koncentrationen af resveratrol i rødvin er langt højere i yngre vine end i gamle. Dog er det vigtigt at understrege, at man ikke kan drikke sig til en godgørende effekt af stoffet. For at nå op på de mængder resveratrol, der skal til, før det virkelig gør en forskel, skulle man drikke hele 100 flasker hver eneste dag.

76% mindre resveratrol


De australske forskere tog udgangspunkt i seksten rødvine fra Australien og New Zealand, som i alder spændte fra et til seks år med det mål, at undersøge, hvordan vinenes alder påvirkede indholdet af resveratrol. Forskerne forventede faktisk, at koncentrationen af det gode stof øgedes, jo ældre en rødvin bliver, men resultatet var som nævnt stik modsat.
Vinene blev testet ved undersøgelsens start og igen efter seksten måneders opbevaring i en vinreol, og det viste sig, at resveratrol-koncentrationen i gennemsnit var reduceret med hele 76% i løbet af perioden. Den store reducering gjaldt uanset vinenes årgang og hvilke druer, de var lavet på - samt hvor og hvordan druerne var dyrket.
Man kan læse undersøgelsen i sin helhed i Australian Journal of Grape and Wine Research.


Dette billede er taget i en af de store velassorterede vinforretninger i Cape Town, som nu igen har slået dørene op for kunderne.

Endelig må Sydafrika sælge vin igen!

I sidste uge nævnte vi, hvordan den sydafrikanske vin- og spiritusindustri på det kraftigste appellerede til landets regering om at ophæve forbuddet mod salg af vin og anden alkohol på hjemmemarkedet. Og det kunne kun gå for langsomt!

Nu har regeringen så bøjet sig - fra og med midnat d. 17. august har det igen været tilladt at sælge vin og spiritus i såvel detailhandelen som i horeca-sektoren i Sydafrika.
Lettelsen er naturligvis stor hos brancheorganisationerne for vin og spiritus og deres mange medlemmer. Men fra vinproducenternes forening, Vinpro, er der også stor bekymring, og foreningen er ifølge WOSA ”bestyrtet” over den store skade, som forbuddet mod salg og eksport af vin har forvoldt.

Lang vej mod genoprettelse


Som det lyder fra Vinpro, så har den sydafrikanske vinindustri siden marts måned, hvor regeringen indførte forbuddet, tabt i omegnen af 7 milliarder rand (cirka 2,6 mia. kr.). Det forventes at 80 vinhuse og 350 drueavlere vil dreje nøglerne om inden for det næste halvandet år - hvilket vil betyde et tab på mere end 21.000 job.
Derudover er der de cirka 300 millioner liter vin, som har ophobet sig hos vinhusene, og som der endnu ikke er nogen løsning på, hvordan de kommer af med. Ifølge Vinpro har det meget lange udsigter, før den sydafrikanske vinindustri igen er i omdrejninger.
Og kan man så stole på, at regeringen ikke endnu en gang indfører et forbud - enten mod salg eller eksport eller mod begge dele? Siden marts har regeringen, som vi tidligere har nævnt, et par gange ophævet forbuddet for så at indføre det igen kort tid efter …


Tre af Milton Townsends karafler (fra venstre): Octopus, DNA og Jellyfish.

Fantastiske vinkarafler

Når vi i vores vinanmeldelser skriver, at en vin bør plaskes over i en karaffel et par timer før servering, er det ikke ligefrem en af Milton Townsends karafler, vi har i tankerne.
Men jo, disse yderst skulpturelle karafler, som den amerikanske glaskunstner kreerer, er skam brugbare nok, og fantastisk ser det ud, når vinen fx indtager karaflen Octopus (blæksprutte) - hvilket man kan se på en lille film ved at klikke her.
Der er selvfølgelig lige så meget tale om unika kunstværker som om brugsgenstande, hvilket priserne på karaflerne da også afspejler.

Inspiration fra dansere


Octopus koster fx mellem 1500 og 2750 dollars (cirka 9400 og 17.200 kr.) afhængig af størrelsen, mens Jellyfish (vandmand) ligger i den ”billige ende” - den kan fås for 650 dollars (cirka 4000 kr.).
Inspirationen til sine svajende og kringlede karafler har Milton Townsend ikke mindst fået via mange års studier af dansere på New Yorks dansescener.
Karaflerne omfatter langt flere end de tre på billedet til venstre - prøv selv at se ved at klikke her.


Foto: CIVC.

70 mio. færre flasker champagne

Hvert år forud for druehøsten aftales det i Champagnes vinråd, Comité Champagne, hvor stort høstudbyttet maksimalt må være pr. hektar, og i år har forhandlingerne omkring denne høstgrænse trukket nærmest absurd længe ud.

Nu er høsten startet, og samtidig er man omsider nået til enighed om en maksimumgrænse på 8000 kg druer pr. hektar. Det er en drastisk nedgang i forhold til den normale grænse, der plejer at ligge et stykke over 10.000 kg pr. hektar. Sidste år lå den fx på 10.200 kg, hvilket resulterede i 300 millioner flasker champagne.
Med det loft, man har sat for årets høst, vil der kun blive fremstillet 230 mio. flasker.
Men det har været absolut nødvendigt med en kraftig nedskæring i høstmængden, da der - på grund af Covid-19 - højst sandsynligt vil blive solgt hele 100 mio. flasker færre champagne i 2020. Og det til trods for, at man forventer et lille opsving til jul og nytår.

Stor uenighed


Når forhandlingerne har trukket ud, skyldes det, at champagnehusene og distriktets mange drueavlere har haft meget svært ved at blive enige. Drueavlerne, der jo sælger deres druer til champagnehusene, ønskede, at maksimumgrænsen stadig skulle ligge på lidt over 10.000 kg pr. hektar. Hvis barren sættes for lavt, er avlerne bange for, at de ikke vil kunne dække deres udgifter til pasning af vinmarkerne.
Champagnehusene derimod, som har kontrakter med avlerne, vil nødig ende med en vinsø, fordi de har været nødt til at aftage en alt for stor mængde druer. I forvejen brænder flere huse inde med overskudsvin, som de ikke har kunnet sælge på verdensmarkedet. Derfor havde flere champagnehuse gerne set, at maksimumgrænsen for høstmængden i år kom helt ned på 6000 kg pr. hektar.

Et tab på 320.000 kr.


Men nu er man altså nået til enighed - dog vil grænsen på de 8000 kg pr. hektar ramme drueavlerne på pengepungen. I den forbindelse har The Drinks Business lavet et lille regnestykke, hvor der tages udgangspunkt i en 3 hektar stor vinmark (den gennemsnitlige markstørrelse for en drueavler). Da gennemsnitsprisen pr. kilo druer ligger på 6,55 euro (cirka 49 kr.), vil nedskæringen af høstmængden medføre et fald i drueavlerens årlige indkomst på mere end 43.000 euro (cirka 320.000 kr.).

Tidlig og stor druehøst i Frankrig

I sidste uge nævnte vi, hvordan druehøsten i Tyskland i år er startet en uge tidligere end normalt. Også franskmændene melder om en usædvanlig tidlig høst, der i flere distrikter startede i den forgangne uge.
I Bordeaux er høsten af grønne druer netop begyndt, hvilket er femten dage før gennemsnittet for de sidste fem år. De første blå druer forventes at blive høstet i starten af september.
Årsagen til den tidlige druehøst i Frankrig er et forår, der har været historisk varmt. Men høsten falder ikke bare tidligt - den bliver også meget stor. Ifølge det franske landbrugsministerium vil der blive bragt mellem 6 og 8% flere druer i hus på landsplan end i 2019 - med mindre vejrguderne pludselig viser sig fra deres barske side her på falderebet.


I Domaine de la Romanée-Contis fornemme vinmarker vendes jorden manuelt. Foto: Wikipedia/Gavin Sherry.

Film over berømt afpresningssag

I 2010 blev Aubert de Villaine, der ejer Bourgognes mest berømte vinhus, Domaine de la Romanée-Conti, udsat for et afpresningsforsøg. Hvis ikke han betalte 1 million euro (cirka 7,4 mio. kr.), ville en større mængde af domænets uvurderlige vinstokke blive forgiftet.
Nu bliver der lavet en mini-filmserie over begivenheden med de to prisvindende skuespillere Judith Light og Noah Wile i hovedrollerne. Serien, der produceres af Landmark Studio Group, er baseret på en bog over afpresningssagen fra 2014 af journalisten Maximillian Potter, og produktionen forventes at gå i gang i starten af 2021.
Det, der skete dengang for ti år siden, var, at Villaine modtog en række anonyme breve med truslen om ødelæggelsen af vinstokkene. Brevene var ledsaget af et kort over domænets vinmarker med en markering af, hvilket parti af vinstokke, det ville gå ud over - hvis altså vinhusejeren ikke betalte den forlangte sum penge.

Grebet på fersk gerning


Aubert de Villaine kontaktede politiet, og sammen lagde de en fælde - alt imens han fortsatte med at være i kontakt med afpresseren.
Til sidst blev det aftalt, at Villaine skulle placere en taske med beløbet et bestemt sted, hvor afpresseren så ville hente den. Tasken var fyldt med sedler, hvis pålydende var på i alt 1 mio. euro - dog var samtlige sedler falske. Da afpresseren kom for at hente tasken, blev han anholdt af politiet.
Det viste sig, at han havde en uddannelse inden for vindyrkning fra Bourgogne, men ikke på nogen måde tidligere havde haft kontakt med Domaine de la Romanée-Conti eller dets ejer.
For at vise, at truslen var alvor, havde han hældt ukrudtsdræber ned i nogle huller ved to af domænets vinstokke - hvoraf den ene overlevede. Så det var nådigt sluppet.


Etiketten på den nye vin Hu Yue. Foto: DBR Lafite.

Kinesisk andenvin fra Lafite

I uge 28 2019 nævnte vi, at Château Lafite havde lanceret rødvinen Long Dai - en vin fremstillet i det franske slots kinesiske vinhus, Domaine de Long Dai.

Nu er vinhuset, der ligger i Qui Shan-dalen i provinsen Shandong, barslet med endnu en rødvin - en andenvin, som man jo har tradition for i Bordeaux, og som altid er lavet på druer, der ikke har været anset helt gode nok til at indgå i førstevinen.
Den nye vin er døbt Hu Yue og er en årgang 2018. Den er fremstillet på de tre klassiske Bordeaux-druer, Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot, samt Syrah og Marsalan. Sidstnævnte drue stammer også fra Frankrig og er en krydsning mellem Cabernet Sauvignon og Grenache, og den er - af især den unge generation af kinesiske vinproducenter - udnævnt til at blive fremtidens kinesiske signatur-drue.

Jadeamulet og hellige bjerge


Navnet på andenvinen har forbindelse til kinesernes religiøse verden. Hu henviser til en særlig amulet af jade, som bønderne anvendte i gamle dage, når de bad til guderne om en god høst. Og så er Hu også et symbol på tigeren, som kineserne betragter som et helligt dyr. Yue er derimod betegnelsen for Kinas fem hellige bjerge.
Hu Yue bliver i første omgang kun solgt via Domaine de Long Dais egen vinbutik - og det bliver til en pris på 988 CY (cirka 890 kr.). Førstevinen Long Dai koster derimod det, der svarer til cirka 1870 kr.

Indfødte amerikanere og vinfremstilling

Når det gælder oprindelsen til vinfremstilling i USA, er den gængse opfattelse, at det var spanske missionærer, der for 500 år siden plantede de første vinmarker og lavede den første vin.
Også den amerikanske præsident Thomas Jefferson er tilskrevet en del af æren via sine forsøg på at dyrke vin omkring år 1800.
Men nu viser ny forskning ifølge Wine Spectator, at indfødte amerikanere højst sandsynligt fremstillede vin allerede for mere end 3000 år siden.

Druekerner og rester af vin


Det er et hold arkæologer fra Wichita State University, der har fremsat påstanden efter at have analyseret 54 potteskår fra seks forskellige udgravninger i et og samme område i Texas. I nogle af potteskårene var der rester af en koffeinholdig drik - sandsynligvis sort te - mens der i andre var rester af nogle af de syrer, som findes i druer men stort set ikke i andre frugter. Disse rester samt fund af enkelte druekerner i området tyder ifølge arkæologerne på, at de indfødte dengang fremstillede og drak vin.
Næste skridt er at analysere rester i endnu flere potteskår og dernæst bruge DNA-analyse til at kortlægge, om de indfødte drak rød- eller hvidvin, og hvilke druer vinen blev fremstillet på. Det er faktisk utroligt, hvad man kan udlede af de mikroskopiske rester, der er tilbage i skårene efter de mange tusinde år i jorden.
Man kan læse mere om arkæologernes undersøgelser og resultater ved at klikke her.
Foto: Wikipedia/Didier Descouens.

Stærk fremgang for cognac

Man hører rigtig meget om, hvordan salget af whisky og gin buldrer frem i disse år, mens der er langt mere stille omkring salget af cognac. Men faktisk går det bragende godt for den ædle franske spiritus. Salget af den er steget markant og lå i 2019 på det, der svarer til 25 milliarder kr. Og ifølge en ny rapport fra Grand View Research forventes stigningen at fortsætte langt ud i fremtiden, så salget i 2027 vil ligge på hele 31 mia. kr. I mængde er der tale om en stigning fra 252 mio. flasker til 380 mio.

Stor efterspørgsel fra Asien


At tallene ser så lyse ud skyldes blandt andet en stigende efterspørgsel fra Kina, Japan, Sydkorea og Singapore. Men også i USA bliver der langet flere flasker cognac over diskene end for et par år siden.
Den unge generation blandt verdensforbrugerne har også for alvor fået øjnene op for cognac - måske nok mest af alt som ingrediens i drinks.
Selv om der bliver solgt stadig mere cognac i restauranter og barer, er det i dag detailsalget, der tegner sig for den største del af salget. Sidste år drejede det sig om 55% af det globale salg i mængde.
Man kan læse mere og downloade rapporten i sin helhed ved at klikke her.


Vil du have vores løbeseddel?

Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i

vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.

Nyheder fra den danske vinbranche

* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.


Thimothy Diener.

Vinens Hall of Fame

Vi fortsætter i høj grad med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til "broder Timothy", der var med til at vække vinindustrien til live i Napa Valley efter forbudstidens ophør.
På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.

Anthony George Diener (1910-2004) - bedre kendt som ”broder Timothy” - viede ikke kun sit liv til Gud, men så afgjort også til vinens verden. Og han var i høj grad med til at sætte Napa Valley og Californien på det vinøse verdenskort efter forbudstidens ophør.
Han blev født i New Jersey og havde sin skolegang i en skole, grundlagt af den romersk katolske orden De La Salle Christian Brothers.
Senere - efter at have uddannet sig inden for kemi - blev han medlem af ordenen og stod selv for kemiundervisningen i en af dens skoler.
Under forbudstiden havde ordenen fremstillet vin til altergang - hvilket trods alt var tilladt - men da det landsdækkende alkoholforbud blev hævet i 1933, ønskede brødrene at fremstille vin og brandy med salg for øje. Og det blev broder Timothy, der fik jobbet som ”vinkemiker” i det vinhus, som ordenen lod opføre i Napa Valley.
På det tidspunkt lå vinindustrien i såvel Napa som i resten af Californien i dvale på grund af forbudstiden, og det blev broder Timothy og en håndfuld andre initiativrige amerikanere, der igen fik pustet liv i den.
Broder Timothy gjorde i løbet af kort tid mærket Christian Brothers til et af Californiens førende vinmærker. Og han brugte sig selv flittigt til markedsføringen. Enhver vinglad amerikaner kendte snart broderens smilende ansigt, som tonede frem i reklamer og brochurer sammen med vinen.
Også brandyen blev populær - i 1989 tegnede den sig for mere end 25% af brandy-salget i USA.
Men ikke nok med, at broder Timothy gjorde Christian Brothers produkter kendte viden om - han udøste også gerne af sin viden om kemi og vin til nye vinproducenter i Napa, ligesom han blev rådgiver for flere af top-producenterne. Som Robert Mondavi engang har sagt: ”Han var en legende. Han var industriens hjerte.”
Broder Timothy var også i 1940’erne med til at rejse penge til vinproducentforeningen Napa Valley Vintners Association og var i flere år foreningens præsident.
Selv forbandt han sine to passioner - kristendom og vin - med følgende ord:
”Vin er en konstant påmindelse om, at Gud elsker os og elsker at se os glade!”.
Send dit spørgsmål til info@vinavisen.dk. Ugens bedste svar bringer vi her.

Hvorfor holder man hånden over flasken?

Kenneth Madsen har ofte, når han sidder til selskab og vil give borddamen til højre lidt mere vin, holdt hånden under flasken, men for nylig fik han at vide, at det er uhøfligt. Han indrømmer, at det nok ser lidt forkert ud - i restauranterne holder tjenerne jo altid hånden oven på flasken. Men direkte uhøfligt, hvorfor det? Spørger han.
Den gængse skænkemåde i restauranterne kommer sikkert af, at en højrehåndet tjener, der står bag gæstens stol, bedst skænker med hånden oven over flasken - og ikke under den. Altså en ren praktisk årsag.
Dog kan forklaringen også være, at det i 1500-tallets Italien var på mode i visse kredse at gå med giftringe. Derfor ville man ikke have, at en hånd skulle føres hen over et glas med giftringen nedad. Det kan så også forklare, at det senere er blevet opfattet som uhøfligt at skænke vin på den måde.


Ugens vinøse billede

Vi har tidligere bragt et stort billede af Schloss Wackerbarth i Sachsen, som er den mindste af de tyske vinregioner. Men nu har Lasse Made sendt os endnu et fint billede af det fantastiske slot, som han har taget under en udendørskoncert for et par uger siden. Musikerne spiller på balkonen, mens publikum nyder slottets vin og mad under parasollerne.
- I Sachsen dyrkes der med stor succes Goldriesling, Scheurebe, Frühburgunder og Traminer foruden de mere almindelige tyske druer, tilføjer Lasse Made. - Men da vinområdet samtidig er et af Tysklands nordligst beliggende, finder man også her Regent, Bacchus og Solaris, der jo også anvendes i Danmark.

Send endelig billeder til os!


Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til mariette@tiedemann.dk.

Ugens store billede

Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.

Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til anker@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:

Billede 1-26Billede 27-52Billede 53-76Billede 77-104
Billede 105-130Billede 131-156Billede 157-182Billede 183-208
Billede 209-234Billede 235-260Billede 260-286Billede 287-312
Billede 313-338Billede 339-364Billede 365-390Billede 391-416
Billede 417-442Billede 443-468Billede 469-494Billede 495-520
Billede 521-546Billede 547-568
Billede 569-595



595 I 1722 omdannede en tysk fyrste en del af sin vinmark i Großjena til et 200 m langt relief (foto © DWI).


Ugens smagte vine

Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 17 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at klikke her.
..........
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.

VinAvisens Smagenoter

Ring til importøren - klik på det understregede navn - og spørg, hvor du kan købe vinen.


Hvidvin

Villa Dria, Côtes de Gascogne, Frankrig, 2019, lav alkohol (11%) 69 kr., pris ved 6 flasker: 55 kr., Vinovida Vellavet hvidvin på druerne Colombard og Sauvignon Blanc. Den har en god druesmag og en ret fremtrædende frisk syre, uden at syren bliver dominerende. Dertil en lille sødme og en lang eftersmag.
Viña Esmeralda, Torres, Catalunya Mediterranian Classic, Spanien, 2019, lav alkohol (11,5%) 69,95 kr., pris på tilbud indtil 27. august: 45 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen Spændende og aromatisk hvidvin fra spanske Torres til en uhørt lav pris. Og tilmed vegansk. I smagen mandarin og en lille honningsødme. Vinen er lavet på druerne Muscat d'Alexandria og Gewürztraminer. Lang eftersmag.
Villanneva, Pazo as Barreiras, Albariño, Rias Baixas, Spanien, 2018, lav alkohol (13%) 95 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Lækker hvidvin med en forførende sødme. I den lange og brede smag er der eksotiske frugter og en fin balance. Meget anvendelig. God til næsten alt.
Cuvée Dissenay, Chardonnay, Pays d'Oc IGP Cuvée Réservée, Frankrig, 2019, middel alkohol (13,5%) 99,95 kr., pris på tilbud indtil 26. august ved 2 flasker: 59,50 kr., Irma En tæt og tung hvidvin med en sødme, som nogle vil være glade for. Men smagen er lidt kort.
Hanewald-Schwerdt, Riesling, Pfalz, Tyskland, 2019, lav alkohol (12,5%) 119 kr., pris ved 3 flasker: 85 kr., Mr. Ruby Hvidvin med et klart billede af druen Riesling. En næsvis syre som fint afbalancerer sødmen. Smag af stødte æbler og citrus. Flasken har skruelåg.
Gustave Lorentz, Riesling, Alsace Reserve, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%) 129 kr., pris ved 6 flasker: 99,95 kr., Supervin Elegant og frisk hvidvin med et godt billede af Riesling-druen. Der er citrus, sommeræbler og blomster i smagen og dertil en sprød afslutning. Udpræget en madvin. Flasken har skruelåg.
Amayna, Garces Silva, Sauvignon Blanc, Leyda Valley, Chile, 2018, middel alkohol (14%) 175 kr., Pris ved 6 flasker:155 kr., Noer & Kofod Wines En rigtig god hvidvin - Sauvignon Blanc hele vejen igennem. I smagen tropiske frugter, ananas, abrikos og fersken samt fin krydring og mineralske noter. Anvendelig både som madvin og terrassevin. Flasken har skruelåg.

Rosévin

Viña Esmeralda, Torres, Grenache, Catalonien Classic, Spanien, 2019, lav alkohol (12,5%) 69,95 kr., pris på tilbud indtil 27. august: 45 kr. Sælges også i Kvickly, SuperBrugsen En meget delikat, forførende og vegansk rosévin fra huset Torres. I smagen hindbær og blommer og en fin balance mellem syre og sødme. Lang eftersmag. Flasken har skruelåg.
Centoviti, Nativ, Aglianico, Campania IGT, Italien, 2019, lav alkohol (13%) 119,95 kr., pris ved 6 flasker: 99 kr., AndrupVin.dk Man er i godt selskab med denne klassiske rosévin. I smagen noter af jordbær og hindbær, lige efter bogen. Lang og god eftersmag.
Le Rosé, Gustave Lorentz, Pinot Noir, Alsace, Frankrig, 2019, lav alkohol (13%) 134,95 kr., pris ved 6 flasker: 109,95 kr., Supervin En forfriskende rosé med rygrad og god smag af druen Pinot Noir. En lille, tør afslutning gør den velegnet også til mad.

Rødvin

Piazza del Castello, Fossalta di Piave, Toscana IGT, Italien, 2019, lav alkohol (13%) 69,95 kr., pris ved 6 flasker: 59 kr., AndrupVin.dk En lidt enkel, men udmærket rødvin på druerne Sangiovese, Cabernet og Merlot. I smagen noter af mørke bær, krydderier, balsamico og chokolade. God til lettere retter. Fornemt udstyr med laksegl.
Estampa, Valle de Colchagua Reserva, Chile, 2018, middel alkohol (14%) 69,95 kr., pris ved 12 flasker: 49,95 kr., Jysk Vin En glimrende vin til sommerens grillparties. Og inviter bare godt med gæster, for man kan få 12 flasker til lidt under 600 kr. Vinen er lavet på druerne 95% Malbec og 5% Syrah. Vinen er velkomponeret og med gode facetter. Flasken har skruelåg.
Indelével, Herdade da Candeeira, Vino Regional Alentejano, Portugal, 2018, middel alkohol (13,5%) 75 kr., Vinimondo Dejlig, vegansk rødvin på druerne Alicante, Aragonez og Syrah - og en meget anvendelig vin til mange retter. God, blød frugtfylde, efterårets mørke, kraftige bær, milde tanniner og en lang eftersmag.
Ellena, Ellena Guiseppe, Barbera d'Alba, Italien, 2016, middel alkohol (14%) 85 kr., pris ved 6 flasker, The Wine Company Vellavet rødvin, der kommer hele munden rundt med sin gode frugt og komplekse smag. Saftig og med smag, der varer længe.
Terra Vera, Gran Sasso, Primitivo, Puglia IGP, Italien, 2018, middel alkohol (14%) 100 kr., pris ved 6 flasker, Vinmonopolet Dejlig rødvin - Primitivo lige efter bogen. I smagen noter af blommer, kirsebær, figner, rosiner og chokolade. Lang eftersmag med frugt hele vejen.
Speri, Speri Viticoltori, Valpolicella Classico, Italien, 2019, lav alkohol (12,5%) 125 kr., pris ved 6 flasker: 100 kr., Erik Sørensen Vin En let rødvin på økologisk dyrkede druer. God frugt, blommer, mørke bær, bløde tanniner og en lang og god eftersmag.
Tagua Tagua, Carménère, Valle de Rapel, Chile, 2017, middel alkohol (13,5%) 129 kr., PL Vinimport Pæn rødvin med et smalt smagsbillede og en lidt kort og bitter slutning. Helt billig er den ikke.
Pierre Henri Morel, Vacqueyras, Frankrig, 2018, høj alkohol (14,5%) 139,95 kr., pris på tilbud 29. - 26. august: 119 kr., Irma Elegant Rhône-rødvin med noter af solbær og kirsebær, læder og tjære samt silkebløde tanniner. Vinen er lavet på druerne Grenache og Mourvèdre.
Le Président, Sylvain Loichet, Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig, 2018, middel alkohol (13,5%) 169 kr., Wineshop Lidt mørkere end en sædvanlig Pinot, men smagen er ikke til at tage fejl af. Vinen er meget lækker, med en god balance og et lille strejf af egetræ efter otte-ti måneder på fad.

Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen