
Samarbejdet mellem Lady Gaga og Dom Pérignon omfatter blandt andet en særlancering af champagnen i rosé udgave årgang 2005 i nogle meget iøjnefalndende flasker.
Lady Gaga og Dom Pérignon
Producenter af berømte vin- og spiritusmærker indgår ofte samarbejder omkring markedsføring med lige så berømte skuespillere, sangere, fodboldstjerner osv.
Nu har Moët & Chandon underskrevet en toårig kontrakt med Stefani Joanne Angelina Germanotta - bedre kendt som Lady Gaga - om promovering af champagnemærket Dom Pérignon. Den ikoniske amerikanske sanger har vundet Oscar-statuetter og Grammyer, og hendes singler er blandt de mest solgte i verden. Og hun er mindst lige så kendt for sin flamboyante og yderst kreative tøjstil som for sin formidable stemme.
Begge dele bruges fuldt ud i den multimediekampagne, "Queendom", der er lanceret som startskuddet til samarbejdet. Man kan få en idé om, hvor kreativt det går for sig i en lille film på champagnemærkets hjemmeside.
Et oplagt valg
Kampagnen omfatter lanceringen af 110 flasker Dom Pérignon Brut Rosé 2005 i flaskestørrelsen Jeroboam (3 liter eller 4 normale flasker) samt et større antal almindelige flasker - alle designet af Lady Gaga og hendes kreative konsulent Nicola Formichetti. Samtlige indtægter fra salget af de store flasker vil gå til et godgørende formål.
Det er helt sikkert, at hvis et champagnemærke for alvor ønsker at gøre opmærksom på sig selv - og sætte lidt mere spræl i et traditionelt image - så er valget af den festlige og farverige Lady Gaga oplagt.

R2T2 på arbejde. Robotten klipper først, når den har analyseret de enkelte vinstokkes struktur.
R2T2 beskærer vinstokkene 
Stadig flere robotter, der kan udføre vinmarksarbejde, ser dagens lys. En af dem er R2T2 - et navn, der leder tankerne hen på den nuttede lille robot R2D2 fra Star Wars. Nuttet er denne nye beskæringsrobot dog ikke - men den skulle efter sigende være yderst effektiv.
Den er udviklet i et projekt mellem Institut des Sciences de la Vigne et du Vin (ISVV) i Bordeaux, flere robotforskere og så det sydfranske kooperativ Vinovalie. Sidstnævnte, der er en sammenslutning af fire kooperativer, vinificerer druer fra 470 vinproducnter og fra 3800 hektar vinmarker i regionerne Haut-Garonne, Tarn og Lot. Og det er i nogle af disse marker, man har afprøvet R2T2 gennem de sidste fire år.
Analyserer hver enkelt vinstok
Der er for længst lanceret andre robotter, der kan beskære vinstokke, dog kun dem, der dyrkes som bush vines - det vil sige busk-vinstokke, der ikke har nogen form for støtte.
R2T2 kan derimod beskære enhver form for opbunden vinstok. Robotten analyserer simpelt hen strukturen på hver enkelt vinstok, før den går i gang med beskæringen. Den efterlader også nøjagtig det rette antal knopper, og den beskærer nænsomt og uden at beskadige vinstokkene. Desuden er R2T2 rimelig hurtig, da den kan beskære op til 1,5 hektar vinstokke om dagen.
Det er de erfaringer, Vinovalie har gjort sig i løbet af forsøgsperioden, og ifølge Vitisphere vil kooperativet anbefale sine mange medlemmer at anvende robotten, når den for alvor sættes i produktion.
Som det lyder fra kooperativet, så er jobbet med at beskære vinstokke bestemt ikke attraktivt. Det er hårdt og ensformigt arbejde og foregår midt om vinteren. Så herfra er man ikke i tvivl om, at robotten vil blive en succes.

Rudy Kurniawan efter løsladelsen. Foto: U.S. Immigration and Customs Enforcement.
Storsvindler udvist af USA
De fleste af VinAvisens læsere kan sikkert huske Rudy Kurniawan, verdenshistoriens nok største vinsvindler. I 2013 blev han idømt ti års fængsel ved retten i New York. Han blev løsladt i november sidste år efter syv år bag tremmer og har siden da været tilbageholdt af de amerikanske immigrationsmyndigheder. Med til dommen hørte nemlig en efterfølgende udvisning til Kurniawans fødeland, Indonesien.
For en uge siden blev han så sat på et fly til Jakarta, og dermed er der sat punktum for den 44-årige indonesers tilværelse på amerikansk jord.
Han blev også idømt en bøde på 20 millioner dollars (cirka 124 mio. kr.) og en erstatning på 28 mio. dollars (cirka 174 mio. kr.) til nogle af de vinsamlere, han havde snydt.
Fik afslag på asyl
Rudy Kurniawan kom til USA i 1990’erne og søgte om politisk asyl. Han fik afslag, og blev i 2003 beordret til at forlade landet - hvilket han ikke gjorde. Siden da har han opholdt sig illegalt i USA.
Vi har tidligere - blandt andet
i uge 51 2013 - nævnt den omfattende vinsvindel, Kurniawan stod bag. Mellem 2004 og 2012 tappede han i sit hjem i Los Angeles mere almindelige vine fra Napa Valley og Bourgogne på flasker med falske etiketter, der angav, at indholdet var kostbart og ikonisk.
Vinene, der gennem årene løb op i 12.000 flasker, solgte han på diverse auktioner, hvilket indbragte ham adskillige millioner dollars.
I hans hjem fandt man yderligere 19.000 forfalskede etiketter samt korkpropper og stempler.
Fejl førte til mistanke
I mange år gik alt godt for Rudy Kurniawan. Han blev gode venner med en række førende vinsamlere - som han også solgte flasker til - og han fik tilnavnet Dr. Conti, da samlerne kendte hans lidenskab for kultvinen Domaine de la Romanée-Conti.
Men på et tidspunkt begyndte den ellers så drevne vinsvindler at begå nogle alvorlige fejl, som førte til, at mistanken mod ham blev vakt hos såvel auktionshusene som de amerikanske myndigheder.
Han satte blandt andet en større mængde magnumflasker Château Lafleur til salg på en auktion - en mængde, der overgik det antal flasker, slottet nogensinde har fremstillet i denne størrelse. Og i 2008 gjaldt det en forfalsket flaske Domaine Ponsot, som Kurniawan også forsøgte at sælge på auktion. Af etiketten fremgik det, at det var en årgang 1929 - eneste problem var, at Ponsot først begyndte at tappe sin vin på flasker i 1934.
Kurniawan og hans svindel er blevet foreviget i dokumentarfilmen ”Sour Grapes”, der kan ses på Netflix.

Det første vinrute-skilt i Stellenbosch blev opsat i 1971 - hvilket selvfølgelig blev fejret med et glas vin rundt om skiltet.
Sydafrikas første vinrute fylder 50 år 
Der rigtig mange turister, der gennem tiderne har fulgt en eller flere af vinruterne i det sydafrikanske vindistrikt Stellenbosch.
Oprindelig var der kun en rute, men fordi der i dag er hele 100 vingårde, der har tilmeldt sig ruten, har man inddelt den i fem underruter. Ved at
klikke her kan man læse mere om Stellenbosch Wine Routes, finde frem til de enkelte ruter og få al nødvendig info om de enkelte vingårde.
Gårdene byder på alt fra vinsmagninger og guideture i vineriet til butikker, restauranter, ustillinger osv.
Stellenbosch Wine Routes er Sydafrikas første vinrute, og i år kan den fejre 50 års jubilæum. At den overhovedet blev til noget skyldes tre vinproducenters ihærdige indsats.
Skepsis og manglende skiltning
De tre producenter var Niel Joubert, den daværende ejer af Spier, Spatz Sperling fra Delheim og Frans Malan fra Simonsig. De havde sat sig for at overbevise vingårdene i Stellenbosch om, at man skulle etablere en vinrute - et netværk - der skulle gøre det let for turisterne at finde frem til producenterne.
Vinturisme var stort set ikke-eksisterende i Sydafrika dengang, og de fleste producenter, som trekløveret henvendte sig til, var i starten yderst skeptiske.
Et andet stort problem var, at der ikke fandtes nogen skiltning i Stellenbosch, der viste vej til vingårdene.
Men det blev der heldigvis lavet om på, da den daværende transportminister, Henrik Schoeman, en dag skulle besøge en vingård og kørte forkert adskillige gange…
Efter flere bump på vejen lykkedes det til sidst de tre iværksættere at få etableret vinruten, som officielt åbnede i 1971.

Den ikoniske champagne Dom Pérignon Brut har været den mest eftertragtede champagne under pandemien.
Et ganske godt champagnesalg 
Covid-19 har på mange måder været hård ved vinens verden - blandt andet har nedlukningerne i alverdens lande betydet et langt mindre salg til hoteller, restauranter og barer. Til gengæld har forbrugerene sørget for et relativt stort opsving i vinsalget, når det gælder online-bestillinger.
Man hører ofte om, at champagne har været den vinstil, der har været hårdest ramt, da den er uløseligt forbundet med festlige begivenheder - og den slags har der jo været skruet gevaldigt ned for under pandemien.
Men ifølge nye tal fra Liv-ex - den store London-baserede internethandel for fornemme vine - er det slet ikke gået så dårligt for champagnesalget, som man hidtil har troet. Handelen med den berømte mousserende vin er således steget med hele 60% i første kvartal af 2021 sammenlignet med samme periode sidste år.
Dyre champagner i vælten
Det er fortrinsvis champagner i den dyre ende af prisskalaen, som denne verdens forbrugere har nydt i de første tre måneder af i år. Det viser en nylig undersøgelse fra Wine-Searcher - en international vinsøgningstjeneste, hvor man kan søge på cirka 500.000 forskellige vine i enhver tænkelig årgang.
Hver eneste dag foretages der mere end 1 million søgninger på Wine-Searcher, disse søgninger er interessante, da de i høj grad afspejler salget inden for de forskellige vinkategorier.
Dom Pérignon i toppen
Wine-Searcher har lavet en topti liste over de mest eftertragtede champagnemærker under pandemien - den bringer vi nedenfor. Og den absolutte vinder ifølge listen er Dom Pérignon Brut. Ifølge tjenesten er flaskerne på listen i gennemsnit dyrere og med flere årgangschampagner, end da man lavede en lignende liste for to år siden. Andre undersøgelser hos Wine-Searcher viser da også, at de stillevine, der har været mest søgt på i årets første kvartal, ligeledes har fået et prismæssigt nøk opefter. Der har fx været en stigning i søgningen på supertoskanere og kultvine fra Napa.
Verdens ti mest eftertragtede champagner
1. Dom Pérignon Brut
2. Louis Roederer Cristal Millésime Brut
3. Krug Vintage Brut
4. Salon Cuvée S Le Mesnil Blanc de Blancs Brut
5. Taittinger Comtes de Champagne Blanc de Blancs Brut
6. Bollinger RD Extra Brut
7. Pol Roger Cuvée Sir Winston Churchill Brut
8. Dom Pérignon Rosé
9. Bollinger La Grande Année Brut
10. Moët & Chandon Grand Vintage Brut

En mur af flammer og røg åd sig hastig igennem Lake County under en større ildebrand i 2015 - med adskillige tons røgskadede druer til følge. Foto: Wikipedia / Calfire.
Ny metode i kampen mod røgskadet vin
Med hyppigere ildebrande i Californien er røgskadede druer blevet et stadig større problem.
Man kan desværre ikke bare skylle druerne - røgen trænger simpelt hen ind gennem skindene til selve druekødet. Og røgskadede druer kan give den færdige vin en ubehagelig røgsmag.
Det er muligt at fjerne røglugten og -smagen fra vinen. Men den teknik, man hidtil har brugt, er ikke optimal. Den fjerner nemlig også en del af de gunstige stoffer i vinen - fx dem, der sørger for den gode frugtsmag, noterne af fad og endog en del af tanninerne.
Denne ret hårdhændede teknik har man også hidtil anvendt hos det californiske firma Mavrik North America. Men nu er firmaet barslet med en ny og efter eget udsagn langt bedre metode, hvor samtlige af vinens gode stoffer forbliver intakte.
En sidste filtrering
Metoden går ud på, at man splitter de dårlige komponenter i den røgskadede vin i tre via såkaldt selektiv membranseparation: selve røgaromaen, den maskerede frugt og så nogle stoffer, der giver en snerpende mundfornemmelse.
De to første komponenter fjernes under den selektive membranseparation, mens problemerne med den snerpende mundfornemmelse løses ved efterfølgende at filtrere vinen med et filtreringsmiddel, der blandt andet er fremstillet på kartoffelprotein.
Resultatet er ifølge firmaet, at vinen efterlades uden røglugt og -smag og med alle sine gode stoffer i behold.
I øjeblikket tilbyder Mavrik North America de californiske vinproducenter at få afprøvet den nye metode på en lille mængde vine (højst et enkelt fad) til en slags introduktionspris.
Lidt ligesom en malebog for voksne
Festlige, sjove og anderledes vinetiketter er en yndet metode til at tiltrække sig forbrugernes opmærksomhed.
Australske
Angas & Bremer er et af de vinhuse, der har fået en noget anderledes etiket-idé, som de har lanceret som en kampagne med titlen ”Colour in the Wines”. Vinhuset mente, at det efter mere end et år med den triste corona-situation var på tide at sparke lidt til kreativiteten og farverne.
Kampagne-vinene er forsynet med etiketter med motiver i sorthvid.
Der lægges så op til, at forbrugerne selv skal farvelægge og dekorere etiketterne og dermed give dem deres personlige præg. Der er sådan lidt malebog for voksne over det.
Ifølge Angas & Bremer er kampagne-vinene alle tiders til teambuilding og afstressning i større virksomheder, og vinhuset tilbyder da også erhvervslivet 50% i rabat og lægger en æske med tuscher oveni hatten for hver vin, der købes. Ja, hvad finder man dog ikke på…

I Bourgogne er frosten især gået ud over den kommende høst af Chardonnay-druer. Foto: Wikipedia/Jenavive.
Cirka 80% mindre høstmængde
I sidste uge nævnte vi, hvordan en hård forårsfrost havde ramt Frankrig og fået vinproducenterne til i hu og hast at sætte ind for at redde deres kommende druehøst. Den mest anvendte metode til at vise frosten vintervejen er opsætning af fakler i vinmarkerne.
Nu er der nyt om udbredelsen af de skader, som frosten indtil videre har forvoldt - desværre forventes den at fortsætte også i de kommende nætter.
Ifølge den franske brancheforening for vin og spiritus, Le Comité National des Interprofessions des Vins à appellation d'origine et à indication géographique (CNIV), er omkring 80% af de franske vinmarker blevet mere eller mindre beskadiget af frosten, der flere steder nåede ned på omkring 7 minusgrader. Og man regner med at cirka en tredjedel af den kommende druehøst er gået tabt, hvilket vil koste den franske vinindustri det, der svarer til cirka 15 milliarder kr.
En landbrugsmæssig katastrofe
Årsagen til, at det er gået så galt, er blandt andet, at vejrguderne i ugerne op til frost-angrebet viste sig fra den ualmindeligt milde side i betragtning af, at det stadig er så tidligt på året.
I Bordeaux fx lå dagtemperaturerne på cirka 25 grader, hvilket medførte, at vinstokkenes løv og knopper allerede var relativt langt fremme i udviklingen, da frosten pludselig satte ind. Distriktets lokale vinråd regner med, at mellem 40 og 50% af årgang 2021 er gået tabt.
Den franske regering har nu officielt erklæret ”landbrugsmæssig katastrofe” efter den alvorlige forårsfrost - som i øvrigt også har ramt andre dele af Europa. En sådan erklæring betyder, at de vinproducenter, der mister en del af eller hele deres druehøst kan søge om kompensation.
Verdens mest beundrede vinmærker
Hvert år kårer det britiske magasin Drinks International verdens 50 mest beundrede vinmærker.
Hvilke mærker, der kommer med på vinder-listen, afgøres ved en anonym afstemning fra et internationalt dommerpanel bestående af Masters of Wines, vinmagere, vinskribenter, vinimportører og andre vinbranchefolk fra 48 forskellige lande.
De mest beundrede vinmærker vælges ud fra en række kriterier. Vinene skal blandt andet holde deres gode kvalitet fra år til år, være typiske for det vindistrikt eller -land, de kommer fra, og ikke mindst leve op til den store brede forbrugerskares smag i både hjemlandet og på eksportmarkederne.
Spanske Torres vandt
Dette års vinder er spanske Familia Torres - der også blev kåret til Europas mest beundrede vinmærke. Sidste år lå producenten på en tredjeplads. Og for femte år i træk befinder chilenske Concha y Toro, der også ejes af Torres-familien, sig blandt top fem på listen.
Der er 29 europæiske vinmærker med på årets liste, hvoraf de elleve er franske, otte spanske og seks italienske. Ved at
klikke her kan man se hele listen over de 50 mærker. Vi nøjes med at bringe de ti mest beundrede mærker
nedenfor
.
Topti over de mest beundrede mærker
1. Familia Torres, Spanien
2. Bodega Catena, Argentina
3. Vega Sicilia, Spanien
4. Huenschke, Australien
5. Concha y Toro, Chile
6. Penfolds, Australien
7. Domaine de la Romanée-Conti, Frankrig
8. CVNE, Spanien
9. Antinori, Italien
10. E. Guigal, Frankrig
Giv cocktailen røg
Blandt bartendere verden over er det blevet trendy at give diverse drinks et strejf af røg. Og man kan gøre bartenderne kunsten efter ved at anskaffe sig en Crafthouse Cocktail Smoking Box - et amerikansk opfundet apparat, der består af en glaskasse, som mest af alt ligner en havelygte. En tilhørende ”pistol” sørger for, at der kommer røg ind i kassen.
Apparatet kan - ud over almindelig røgsmag - også, når man tilsætter forskellige pulvere, give røg med aroma af tørrede urter, træchips eller krydderier. Man kan ligeledes skrue op eller ned for røgen alt efter, hvor røget man ønsker sin drink.
En lille film på YouTube fortæller om, hvordan ”røg-boksen” anvendes. Og skulle man føle sig fristet til at købe et eksemplar, kan det lade sig gøre ved at klikke her. Prisen er 234 dollars (cirka 1450 kr.) plus forsendelse.
Vil du have vores løbeseddel? 
Vær sikker på at kunne følge med i, hvad der sker i
vinens verden. Bestil vores løbeseddel gratis tilsendt
pr. e-mail hver uge. Klik her!
Blot for en ordens skyld: Vi sælger naturligvis ikke
vores adresser, så du risikerer ikke at få en masse spam.
Nyheder fra den danske vinbranche
* Der er ingen nyheder fra vinbranchen i denne uge.

Georg Christian von Kessler.
Vinens Hall of Fame
Vi kører i høj grad videre med "Vinbranchens Blå Bog", men ind imellem bringer vi også sider til "Vinens Hall of Fame" – en "blå bog" om vinverdens store vinpersonligheder: Mondavi, Hugh Johnson, Catena, Robert Parker, og hvad de nu alle hedder, nulevende såvel som afdøde. I denne uge er turen kommet til den tyske Sekt-mand Georg Christian von Kessler. På en særlig side har vi samlet de personligheder, vi indtil nu har omtalt.
Georg Christian von Kessler (1787-1842) har æren af at være den første i Tyskland, der fremstillede mousserende vin efter champagnemetoden.
Han voksede op i den tyske by Heilbronn i Württemberg, hvor han kom i købmandslære i en forretning, der handlede med farver, lædervarer og krydderier.
20 år gammel og færdigudlært tog han til Frankrig for at søge lykken og fik job som bogholder hos champagnehuset Veuve Clicquot Ponsardin – eller som det hed dengang Veuve Clicquot-Fourneaux & Cie. I 1805, kun to år før Kessler gjorde sin entre, havde Barbe Nicole Clicquot Ponsardin overtaget champagnehuset efter sin afdøde mand.
Kessler steg hurtigt i graderne, blev enken (la veuve på fransk) Clicquots højre hånd og til sidst medejer af champagehuset med det mål en dag at skulle overtage virksomheden efter enken. At Veuve Clicquot Ponsardins berømmelse tog himmelflugt i udlandet, var i høj grad også hans fortjeneste.
Men så indtraf katastrofen: en epidemi tog livet af hans hustru Marguerite og deres nyfødte datter.
Dybt chokeret besluttede Kessler at forlade Reims og tage hjem til Tyskland. Og det blev et held for tyskerne. Med sig i bagagen havde han sin store viden om champagne-fremstilling, som han var opsat på at bruge på tysk jord.
I 1826 grundlagde han i byen Esslingen sit vinhus G.C. Kessler & Compagnie og helligede sig resten af sit liv fremstillingen af mousserende vin – eller Sekt, som man siger på tysk.
De første 4000 flasker af Kesslers Sekt blev en stor succes på det tyske marked, og allerede i 1829 eksporterede han sin vin til Rusland, Storbritannien og USA.
Hvordan er de store Beaujolais’er?
David Mortensen fik for nylig øjnene op for, hvor dejlig rødvin fra Beaujolais kan være, da han smagte en vin fra Chiroubles. Han ved, at der er i alt ti cru’er i vinområdet, og nu vil han godt vide, hvad der kendetegner vinene fra de enkelte cru’er.
Vi kan godt forsøge at lave en lille liste:
* Brouilly, som er den største af cru’erne, leverer frugtagtige, vinøse vine med toner af hindbær, blåbær, kirsebær og korender. Vinene kan være ret lette.
* Chénas er den mindste af cru’erne med bløde og elegante vine. Duften kan minde lidt om vilde roser.
* Chiroubles er den højest beliggende af kommunerne, og vinene herfra er lettere, mindre tanninrige og med en duft af violer.
* Côte de Brouilly har lette vine med god, frugtagtig kvalitet.
* Fleurie har fløjlsbløde rødvine, hvis dufte kan minde om blomster og frugt. Man betragter denne cru som den mest feminine. Det er nogle af de cru-vine, der er bedst egnede til henlæggelse.
* Juliénas står for fyldige og ret kraftige og let krydrede vine. Nogle påstår, at de dufter af pæoner.
* Morgon er nok den fornemste af de ti cru’er. Vinene er fyldige, dybrøde og maskuline og med større krop end de fleste andre Beaujolais-vine. I smagen kan der være abrikos, ferskener og jordbund. Det er en af de cru’er, der er bedst til henlæggelse.
* Moulin-à-Vent-vinene er indtagende, fyldige og harmoniske i duft og smag. Det en af de cru’er, der er bedst til henlæggelse.
* Régnié, den nyeste af de ti cru’er (fra 1988), har ret kraftige, afrundede vine med en aroma lidt i retning af hindbær.
* Saint-Amour leverer fyldige, silkebløde og ofte krydrede vine med en aroma, der kan minde om pære.
Ugens vinøse billede
Da Cobie van Mook Olsen var i New Zealand i 2019, besøgte han Marlborough Museum i Blenheim som blandt andet har en permanent udstilling med titlen ”The Wine Exhibition”. Og her tog han billedet til venstre. Manden i tønden skal forestille den britiske admiral Lord Horatio Nelson, der døde i 1805 under slaget ved Trafalgar Square. Og på fadet ved siden af står fortællingen om Nelson og tønden.
Admiralen var for vigtig en mand til at blive begravet til søs, så derfor konserverede man ham ved at lægge ham ned i et fad med brandy om bord på hans stolte skib, Victory. Skibet satte kurs mod England, hvor Nelson senere blev begravet i St Paul’s Cathedral.
Der gik rygter om, at søfolkene under rejsen hjem til England drak af indholdet af fadet ved at bruge macaroni som sugerør. Fadet blev så efterfyldt med vin, mens de udbragte en skål for deres admiral.
Dette er dog nok en skrøne, da fadet blev bevogtet døgnet rundt af bevæbnede mænd.
Send endelig billeder til os!
Hvis I tager nogle smukke, sjove eller interessante vinøse billeder, så send dem endelig - og gerne i en nogenlunde god opløsning - til
mariette@tiedemann.dk.
Ugens store billede
Her er det næste store billede i vores løbende serie. Vores læsere er meget velkomne til at sende os vinøse billeder – gerne billeder med lidt action, så det ikke kun bliver smukke vinmarker og landskaber, vi viser.
Send venligst billeder i tværformat og i en god opløsning på mindst 1000 x 700 pixels, gerne større, til mariette@tiedemann.dk.
Efterhånden samler vi disse billeder på særlige sider, 26 billeder ad gangen:
629
Solen stiger op over det bakkede vinlandskab i den østrigske region Steiermark. (foto © ÖWM/Anna Stöcher).
Ugens smagte vine
Nedenfor ses ugens anmeldelser af i alt 24 vine. En forklaring på, hvad stjernerne står for, fås ved at
klikke her.
.
Søg på vinene!
Du kan søge mellem vine, som vi har smagt siden november 2009 ved at
klikke her. Men du kan også søge dem på din mobiltelefon på adressen m.vinavisen.dk. Det er ikke muligt at søge på vine via
VinAvisens almindelige søgefunktion, da vinanmeldelserne ligger i en særskilt database.
Søger du en tidligere anmeldelse, vil du kunne finde den ved hjælp af
Google. Skriv blot i søgefeltet: site:vinavisen.dk samt vinens navn – og bemærk, at der ikke skal være noget ophold mellem site: og vinavisen.dk.
Søg i 500 tidligere udgaver af VinAvisen